—

Det fastslås, at artikel 1, artikel 2, nr. 19), 20) og 26), artikel 9 og 10, og artikel 30, stk. 1, andet afsnit, litra c) og g), i og bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/3019 af 27. november 2024 om rensning af byspildevand (»byspildevandsdirektivet«) (1) er ugyldige.

—

Subsidiært fastslås det, at disse bestemmelser er ugyldige, for så vidt som de angår sagsøgeren.

—

Subsidiært fastslås det, at hele byspildevandsdirektivet er ugyldigt.

—

De sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Det første anbringende om en tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift.

—

Byspildevandsdirektivets artikel 9 og 10 blev vedtaget på grundlag af artikel 192, stk. 1, TEUF. Dette var åbenlyst forkert, fordi disse bestemmelser skaber betalingsforpligtelser og derfor er af »hovedsagelig fiskal karakter«. Det korrekte retsgrundlag ville snarere have været artikel 192, stk. 2, litra a), TEUF, der kræver en anden lovgivningsprocedure end den, som de sagsøgte anvendte i det foreliggende tilfælde, ved en enstemmig afgørelse i Rådet. Da de sagsøgte ikke havde skønsbeføjelser til at vælge den rette procedure, og da to medlemsstater stemte imod vedtagelsen, gør anvendelsen af den forkerte lovgivningsprocedure artikel 9 og 10 sammenholdt med bilag III ugyldige.

2.

Det andet anbringende om en tilsidesættelse af traktaterne.

—

Tilsidesættelse af Unionens politikker: Anvendelsen af begrebet en ordning for udvidet producentansvar på producenterne af generiske lægemidler er i strid med kravet i artikel 168, stk. 1, TEUF og artikel 35 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«) om at sikre et højt sundhedsbeskyttelsesniveau ved fastlæggelsen og gennemførelsen af alle Unionens politikker og aktiviteter og om at sikre adgang til sundhedsydelser.

—

Et åbenbart urigtigt skøn: Kommissionens konsekvensvurdering, som udgør grundlaget for byspildevandsdirektivet, var i betydelig grad fejlbehæftet og førte til fejlagtige resultater og formodninger.

—

Tilsidesættelse af princippet om, at forureneren betaler:

—

Tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder: Byspildevandsdirektivets artikel 9 og 10 tilsidesætter flere grundlæggende rettigheder, herunder friheden til at drive virksomhed, lighed for loven, og foreningsfriheden. Ordningen for udvidet producentansvar pålægger lægemiddelproducenter inklusive sagsøgeren væsentlige omkostninger, hvilket truer deres forretningsmodel og tilsidesætter deres grundlæggende rettigheder. Ordningen savner et lovligt formål, strider mod sundhedsbeskyttelsen og er uhensigtsmæssig og uforholdsmæssig. Den bebyrder i urimelig grad lægemiddelproducenter sammenlignet med andre forurenere og industrier, og tvinger dem til at tilslutte sig eller bidrage til en producentansvarsorganisation, hvilket krænker deres foreningsfrihed.

—

Tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og af princippet om forudsigelighed: Slutteligt er vigtige aspekter af byspildevandsdirektivet uklare, såsom antallet af spildevandsrensningsanlæg, der har behov for kvaternær rensning, og følgelig de forventelige omkostninger. Omkostningsbyrdeberegningen, der er baseret på produktmængder og farlighed, er også uspecificeret, og fortolkningen af fritagelser som »hurtigt bionedbrydelig« er uklar. Denne mangel på klarhed krænker retssikkerheden og forholdsmæssigheden, idet lovgiver ikke pålideligt kan vurdere den faktiske indvirkning på producenterne.