Questo documento è un estratto del sito web EUR-Lex.
Documento 62025TC0702
Opinion of Advocate General Martín y Pérez de Nanclares delivered on 9 September 2026.###
Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Martín y Pérez de Nanclares fremsat den 9. september 2026.
Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Martín y Pérez de Nanclares fremsat den 9. september 2026.
Identificatore ECLI: ECLI:EU:T:2026:554
Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
J. MARTÍN y PÉREZ DE NANCLARES
fremsat den 9. september 2026 (1)
Sag T-702/25
Metsä Board Sverige AB
mod
Naturvårdsverket
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Nacka tingsrätt – Mark- och miljödomstolen (byretten i Nacka, afdelingen for sager om fast ejendom og miljø, Sverige))
» Præjudiciel forelæggelse – miljø – luftforurening – direktiv 2003/87/EF – system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner – artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87 – begrebet »anlæg« – begrebet »stationær teknisk enhed« – bedømmelseskriterier – begreberne »teknisk forbindelse«, »stedet« og »driftsleder« «
I. Indledning
1. Der er almindelig enighed om, at in claris non fit interpretatio (»det er ikke nødvendigt at fortolke en klar bestemmelse«). Hvis en norm indeholder en klar definition af et begreb, bør det derfor ikke være forbundet med større vanskeligheder for en juridiske aktør at forstå den. Virkeligheden er imidlertid meget anderledes, og retspraksis giver ofte H.L.A. Hart ret, når han i kapitel VII i sit velkendte værk The Concept of Law ved hjælp af meget sigende eksempler forklarer, at alle retsregler koster noget i form af usikkerhed. Når vi ser virkeligheden i øjnene, indser vi således, at den verden, vi lever i, ikke består af et endeligt antal karakteristika, der kan kombineres på en fuldstændig forudsigelig måde. Tværtimod kan det undertiden forekomme, at selv tilsyneladende klare definitioner skaber fortolkningsvanskeligheder (2).
2. Det er i en vis forstand, hvad jeg kan konstatere i den foreliggende sag, der er lige så vigtig som kuriøs. Sagen rejser spørgsmålet om fortolkning af rækkevidden af et begreb, der er væsentligt for funktionen af systemet for handel med kvoter for drivhusgasemissioner (herefter »ETS«), nemlig begrebet »anlæg«. Nogle vil måske mene, at anvendelsen af dette begreb ikke burde give anledning til større problemer, især fordi der er en retlig definition heraf i artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87/EF (3). Sådan forholder det sig desværre ikke, for som vi skal se, indeholder definitionen ord, hvis konturer mangler den grad af præcision, der forventes af en forordning, der i det væsentlige er teknisk. I betragtning af forpligtelsen til at medregne emissioner, der udledes fra anlæg, er især fastlæggelsen af anlæggenes afgrænsning af afgørende betydning.
3. Definitionen af begrebet »anlæg« omfatter efter min opfattelse to led. Det første vedrører anlæg, hvor en eller flere af de i bilag I til direktiv 2003/87 nævnte aktiviteter udføres. Det andet fastlægger i det væsentlige, i hvilket omfang en industriel aktivitet, der ikke er omfattet af dette bilag, ikke desto mindre er en del af et anlæg, som er omfattet af ETS-forpligtelserne. Alene dette andet led er allerede blevet fortolket af Domstolen.
4. I den foreliggende sag er det imidlertid det første led af definitionen, der er relevant, eftersom det er i forhold til denne definition, der er uenighed mellem en virksomhed og en national myndighed om, hvorvidt den nævnte virksomheds kartonproduktion er en del af anlægget i en anden virksomhed, der producerer papirmasse. Selv om begge aktiviteter er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87, er der fortsat usikkerhed med hensyn til, hvilke kriterier der skal anvendes ved afgørelsen af, om de tilhører ét anlæg eller ej.
II. Retsforskrifter
A. Direktiv 96/61
5. I henhold til artikel 2, nr. 3), i direktiv 96/61/EF (4) er et »anlæg« en »stationær teknisk enhed, hvor der gennemføres én eller flere af de aktiviteter, som er nævnt i bilag I, og enhver anden hermed direkte forbundet aktivitet, der teknisk er knyttet til de aktiviteter, der udføres på denne lokalitet, og som kan have indvirkning på emissioner og forurening«.
B. Direktiv 2003/87
6. Direktiv 2003/87 som ændret ved forordning 2024/795 (herefter »direktiv 2003/87«) indfører ETS i Den Europæiske Union. I henhold til direktivets artikel 2, stk. 1, finder det anvendelse på de aktiviteter, der er opført i bilag I og III, og på de drivhusgasser, der er opført i bilag II.
7. Direktivet indeholder definitioner i artikel 3, herunder i litra b) definitionen af begrebet »emissioner«, der skal forstås som »udledning af drivhusgasser fra kilder i et anlæg«.
8. Litra e) i denne artikel bestemmer, at et »anlæg« er »en stationær teknisk enhed, hvor en eller flere af de i bilag I nævnte aktiviteter udføres tillige med eventuelle andre direkte tilknyttede aktiviteter, der har en teknisk forbindelse med aktiviteterne på stedet, og som kan have indvirkning på emissioner og forurening«.
9. Samme artikels litra f) definerer begrebet »driftsleder«. Der er tale om »en person, der driver eller kontrollerer et anlæg, eller som efter national lovgivning har fået overdraget afgørende økonomiske beføjelser med hensyn til den tekniske drift heraf«.
10. I henhold til punkt 1, andet punktum, i bilag I til direktiv 2003/87 er anlæg, hvor emissioner fra forbrænding af biomasse i en referenceperiode gennemsnitligt bidrager til mere end 95% af de samlede gennemsnitlige drivhusgasemissioner, ikke omfattet af dette direktiv.
C. Delegeret forordning 2019/331
11. I henhold til artikel 2, nr. 17), i delegeret forordning (EU) 2019/331 (5) omfatter begrebet »fusion« en »fusion mellem to eller flere anlæg, som allerede har drivhusgasemissionstilladelser, forudsat at de er teknisk forbundne og drives på samme anlægsområde, og at det fusionerede anlæg er omfattet af en drivhusgasemissionstilladelse«.
12. I henhold til samme artikels nr. 18) betegner begrebet »spaltning« en »spaltning af et anlæg i to eller flere anlæg, der er omfattet af særskilte drivhusgasemissionstilladelser og drives af forskellige driftsledere«.
III. Sagens faktiske omstændigheder og anmodningen om præjudiciel afgørelse
13. Den 6. november 2024 traf Naturvårdsverket (miljøstyrelsen, Sverige) afgørelse om med virkning fra den 31. december 2025 at tilbagekalde tilladelsen til udledning af drivhusgasser fra en kartonfabrik, der drives af Metsä Board Sverige AB (herefter »Metsä Board«) i Husum (Sverige). Denne afgørelse var baseret på den svenske lovgivning, der gennemførte direktiv 2003/87, herunder bl.a. direktivets artikel 3, litra e), og bilag I, punkt 1.
14. Miljøstyrelsen var navnlig af den opfattelse, at kartonfabrikken og papirfabrikken, der er beliggende på samme grund og drives af Husum Pulp AB, udgjorde ét »anlæg« som omhandlet i artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87. Styrelsen baserede sin konklusion på de tekniske og juridiske forbindelser mellem virksomhederne. For det første er de to fabrikker forbundet via rørledninger, hvilket gør det muligt for Metsä Board at anvende papirmasse, varme og elektricitet produceret af Husum Pulp. For det andet er sidstnævnte et datterselskab af den første virksomhed, som ejer en andel på 70%.
15. Som følge heraf sammenlagde miljøstyrelsen CO2-emissionerne fra begge fabrikker. Den konstaterede således, at 95% af disse emissioner i perioden 2019-2023 hidrørte fra forbrændingen af biomasse, således at direktivet i overensstemmelse med punkt 1, andet punktum, i bilag I til direktiv 2003/87 ikke fandt anvendelse på det samlede anlæg.
16. Nacka tingsrätt – Mark- och miljödomstolen (byretten i Nacka, afdelingen for sager om fast ejendom og miljø, Sverige), der skal træffe afgørelse i sagen til prøvelse af miljøstyrelsens afgørelse, ønsker oplyst, om kartonfabrikken og papirfabrikken reelt udgør et og samme anlæg. Den forelæggende ret har anført, at et anlæg ifølge den definition, der er fastsat i artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87, er en stationær teknisk enhed, hvori en eller flere af de aktiviteter, der er omhandlet i bilag I til dette direktiv, finder sted. Aktiviteter, der ikke er omfattet af dette bilag, kan også være en del af et anlæg på visse betingelser. Disse betingelser er blevet analyseret af Domstolen. Den har derimod aldrig taget stilling til spørgsmålet om, hvornår flere af de aktiviteter, der er omfattet af det nævnte bilag I, henhører under ét anlæg.
17. Nacka tingsrätt – Mark- och miljödomstolen (byretten i Nacka, afdelingen for sager om fast ejendom og miljø) har besluttet at udsætte sagen og forelægge følgende præjudicielle spørgsmål i henhold til artikel 267 TEUF:
»1) [...] På baggrund af Domstolens praksis forstår mark- och miljödomstolen, at følgende kriterier har været afgørende for fortolkningen af, hvornår en enhed (der ikke er opført i bilag I [til direktiv 2003/87]) er en del af et anlæg i henhold til artikel 3, litra e), andet led[, i dette direktiv]:
– Enheden producerer selvstændigt i tilfælde af nedbrud på anlægget,
– enheden har indflydelse på anlæggets samlede udledninger og kan derfor uafhængigt, set fra anlæggets side, øge eller mindske anlæggets emissioner, og
– en del af produktionen på anlægget skal opfylde enhedens behov.
Skal disse kriterier helt eller delvist lægges til grund ved vurderingen af første led af artikel 3, litra e), dvs. om to aktiviteter, der begge er opført i bilag I, udgør en teknisk enhed, eller skal denne vurdering baseres på andre kriterier?
2) I lyset af besvarelsen af det første spørgsmål, hvilken betydning har følgende omstændigheder ved vurderingen af, om kartonfabrikken og papirfabrikken udgør en enkelt teknisk enhed?
– Halvdelen af den papirmasse, der produceres i papirfabrikken, pumpes som våd papirmasse direkte til kartonfabrikken. Det svarer til ca. 65-70% af kartonfabrikkens behov for papirmasse. Derudover køber kartonfabrikken tørret papirmasse, som opblødes på fabrikken.
– Papirfabrikken producerer damp og elektricitet som følge af papirmasseproduktionen. Kartonfabrikken køber en del af denne damp og elektricitet, der produceres i papirfabrikken [...]. Kartonfabrikkens dampbehov dækkes hovedsageligt af den damp, der produceres på papirfabrikken. Halvdelen af kartonfabrikkens elektricitetsbehov dækkes af elektricitet købt fra papirfabrikken, mens resten købes på det åbne elektricitetsmarked.
– Kartonfabrikken og papirfabrikken ligger på samme ejendom og har fælles råvandsindtag og spildevandsbehandling.
– I tilfælde af et driftsstop på kartonfabrikken kan kartonproduktionen opretholdes på 80% af den nuværende kapacitet gennem øget køb af ekstern (tørret) papirmasse, leje af mobile dampgeneratorer og køb af elektricitet fra det åbne elmarked.
3) Det fremgår af afsnit 2.1 i Europa-Kommissionens vejledning om bilag I, at enheder med forskelligt ejerskab, som er teknisk forbundne, men som drives af en aktør med afgørende økonomisk indflydelse på enhedernes tekniske funktion, udgør ét anlæg. Hvordan skal begrebet »anlæg« forstås på denne baggrund, når den ene fabrik drives af et datterselskab, som er 70% ejet af moderselskabet, der driver den anden fabrik?«
IV. Retsforhandlingerne for Domstolen og Retten
18. Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse blev indleveret til Domstolens Justitskontor den 24. september 2025. I medfør af artikel 50b i statutten for Den Europæiske Unions Domstol blev denne anmodning overført til Retten.
19. Metsä Board, den finske og den norske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Metsä Board, miljøstyrelsen, den norske regering og Kommissionen deltog i retsmødet, der blev afholdt den 8. juli 2026.
V. Retlige bemærkninger
A. Indledende betragtninger
20. Inden jeg indleder min analyse, vurderer jeg det hensigtsmæssigt at fastlægge udgangspunktet herfor. Jeg foreslår derfor, at man først og fremmest ser på den foreliggende sags særlige karakter, hvilket vil gøre det muligt for mig bedre at afgrænse genstanden for Metsä Boards påstand i hovedsagen (1). Eftersom Domstolen allerede har fortolket artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87, vil jeg dernæst opridse hovedtrækkene i dens praksis (2). Endelig vil jeg på grundlag af disse elementer skitsere den problematik, der efter min opfattelse er kernen i den foreliggende sag, og rammerne for den undersøgelse, jeg agter at foretage (3).
1. Sagens særlige karakter
21. Produktion af papirmasse og karton er omhandlet i bilag I til direktiv 2003/87. I overensstemmelse med artikel 2, stk. 1, i nævnte direktiv falder denne produktion ind under anvendelsesområdet for ETS, for så vidt som driften genererer drivhusgasemissioner som anført i bilag II til nævnte direktiv (6). Disse aktiviteter finder sted i de anlæg, som defineret i artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87, der tilhører henholdsvis Husum Pulp og Metsä Board.
22. I henhold til punkt 1, andet punktum, i bilag I til direktiv 2003/87 er anlæg, hvor mere end 95% af emissionerne stammer fra forbrænding af biomasse, ikke længere omfattet af ETS (herefter »95%-reglen«). Emissionerne fra produktionen af papirmasse i Husum Pulps anlæg overstiger, om end marginalt, denne tærskel, således at dette anlæg falder uden for anvendelsesområdet for ETS. Den kartonproduktion, der finder sted på Metsä Boards anlæg, når derimod langt fra denne tærskel og er derfor i princippet omfattet af anvendelsesområdet for ETS. Hvis kartonfabrikken i Metsä Board og papirfabrikken i Husum Pulp derimod var ét anlæg, således som miljøstyrelsen har anført, ville tærsklen på 95% blive overskredet. I givet fald vil kartonproduktionsaktiviteten ikke længere være omfattet af ETS.
23. Det særlige ved denne sag er, at Metsä Board ønsker at undgå, at dens aktiviteter udelukkes fra ETS, til trods for de forpligtelser, som ordningen indebærer, til overvågning, rapportering af CO2-emissioner og returnering af et tilsvarende antal emissionskvoter (7). Disse forpligtelser opvejes nemlig af de økonomiske fordele, som Metsä Board kan forvente, hvis anlægget forbliver omfattet af ETS. Dette skal jeg forklare.
24. Ud fra et teknisk synspunkt stammer en betydelig del af den energi, som Metsä Board forbruger, fra papirfabrikken Husum Pulp. Denne fabrik genererer i forbindelse med sin produktion et overskud af energi, bl.a. i form af varme, der omdannes til damp, og i form af elektricitet. Metsä Board har i retsmødet bekræftet, at den damp, der importeres fra papirfabrikken, dækker 100% af kartonproduktionens behov. De emissioner, der er forbundet med frembringelsen af denne damp, medregnes kun hos Husum Pulp (8).
25. For så vidt som disse emissioner stammer fra forbrænding af biomasse, er deres emissionsfaktor i princippet lig med nul, således at de ikke skal udlignes ved returnering af tilsvarende antal emissionskvoter (9). Under alle omstændigheder er Husum Pulps fabrik, som allerede nævnt, ikke omfattet af anvendelsesområdet for ETS i kraft af 95%-reglen. Denne virksomhed er således ikke forpligtet til at erhverve emissionskvoter.
26. Tilsvarende genererer Metsä Boards forbrug af damp produceret af Husum Pulp ingen emissioner hos Metsä Board (10). Metsä Board er imidlertid for sin kartonproduktion berettiget til gratis tildeling af emissionskvoter, hvis antal bestemmes på baggrund af »produktbenchmarks«. Disse benchmarks fastsættes på grundlag af en gennemsnitlig værdi af de emissioner, der har været forbundet med produktionens varmebehov (11). Metsä Boards faktiske emissioner ligger langt under den værdi, der er fastsat for kartonproduktionen, hvilket selskabet har bekræftet som svar på et spørgsmål stillet i retsmødet. Det følger heraf, at anvendelsen af benchmarks skaber en fordel for denne virksomhed, som kan videresælge overskuddet af gratis tildelte kvoter (12).
27. Jeg erindrer i denne henseende om, at Domstolen har fastslået, at ordningen for gratistildeling af emissionskvoter har til formål at skabe incitament for anvendelsen af effektive teknikker til at reducere drivhusgasemissioner. Det forhold, at der kan høstes gevinst af salget af tildelte kvoter, som ikke skal returneres, idet den pågældende driftsleder har reduceret sine emissioner ved at investere i innovative teknikker, er en integreret del af dette incitament (13).
28. Når dette er sagt, er EU-lovgiver af den opfattelse, at det i visse situationer ikke længere forekommer nødvendigt at opretholde denne incitamentsvirkning. Dette gælder for anlæg, der næsten udelukkende forbrænder biomasse. Som det fremgår af punkt 25 i dette forslag til afgørelse, skal de emissioner, der følger heraf, nemlig ikke kompenseres ved returnering af emissionskvoter. Følgelig kunne anlæg, hvor denne type emissioner oversteg en vis tærskel, opnå uventede fortjenester ved tildelingen af et antal emissionskvoter, der oversteg de emissioner, der var omfattet af returneringsforpligtelsen (14). Dette er grunden til, at EU-lovgiver ved hjælp af direktiv 2023/959 har tilføjet et andet punktum til punkt 1 i bilag I til direktiv 2003/87, hvorved 95%-reglen blev indført.
29. Det er i denne meget specifikke sammenhæng, at Metsä Board har gjort gældende, at selskabets fabrik udgør et selvstændigt anlæg på trods af de tekniske og funktionelle forbindelser mellem denne fabrik og papirfabrikken tilhørende Husum Pulp.
2. Retspraksis vedrørende andet led af begrebet »anlæg«
30. Metsä Board har til støtte for sin argumentation henvist til definitionen af begrebet »anlæg« i artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87. Domstolen har fastslået, at denne definition består af to led (15). Dels udgøres et anlæg af en stationær teknisk enhed, hvor en eller flere af de i bilag I nævnte aktiviteter udføres. Dels kan et sådant anlæg omfatte tilknyttede aktiviteter, der, idet de ikke er omfattet af dette bilag, ikke som sådan er underlagt ETS, forudsat at tre betingelser er opfyldt. For det første skal den tilknyttede aktivitet være direkte tilknyttet en aktivitet, der er nævnt i bilag I, for den være teknisk forbundet med denne aktivitet, og for det tredje skal den kunne have indvirkning på emissionerne herfra.
31. Efter at have undersøgt disse betingelser har Domstolen præciseret, at det direkte forhold skal være konkretiseret ved, at der foreligger en teknisk forbindelse, således at forbindelsen mellem de pågældende aktiviteter bidrager til integriteten af den samlede tekniske proces for den aktivitet, der er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87 (16). Det følger i det væsentlige heraf, at de tilknyttede aktiviteter skal tjene aktiviteterne i den faste tekniske enhed, der er omfattet af ETS.
32. Domstolen har derimod aldrig udtalt sig om fortolkningen af det første led af artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87, som fastsætter de kriterier, der gør det muligt at antage, at flere af de aktiviteter, der er omhandlet i bilag I til direktiv 2003/87, såsom produktion af papirmasse og karton, er en del af en stationær teknisk enhed og dermed af et enkelt anlæg.
3. Forskellige fortolkninger af det første led af begrebet »anlæg«
33. Identificeringen af kriterierne for det første led af begrebet anlæg, der er nævnt i den foregående præmis, er kompleks, hvilket bekræftes af de skriftlige indlæg, der er indgivet til Retten, og som ikke bidrager til at fjerne den uklarhed, der omgiver spørgsmålet. Sagsøgeren i hovedsagen, den finske regering og Kommissionen er af den opfattelse, at tilstedeværelsen af tekniske forbindelser udgør et relevant kriterium analogt med det andet led i artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87. De har derimod forskellige opfattelser med hensyn til intensiteten af disse forbindelser. Den norske regering har heroverfor gjort gældende, at det ikke er nødvendigt, at to eller flere af de aktiviteter, der er nævnt i bilag I til dette direktiv, er teknisk forbundet for at kunne konkludere, at de tilhører et enkelt anlæg. Selv om der kan tages hensyn til denne omstændighed, er det afgørende kriterium imidlertid, at der er en enkelt driftsleder som omhandlet i direktivets artikel 3, litra f). Kommissionen er enig i, at driftslederens operationelle kontrol er afgørende. Den gør det muligt at afgøre, om teknisk forbundne aktiviteter er en del af ét anlæg. Den finske regering er tværtimod af den opfattelse, at den person, der er driftsleder, ikke er vigtig. I retsmødet støttede miljøstyrelsen den finske regerings synspunkt, mens Kommissionen udtrykkeligt tilsluttede sig den norske regering. Denne institution har herved nuanceret sine skriftlige indlæg og gjort gældende, at en teknisk forbindelse ikke er nødvendig for at konkludere, at flere aktiviteter er en del af det samme anlæg.
34. I betragtning af betydningen af begrebet »anlæg« for driften af ETS er det overraskende, at der er usikkerhed omkring det, og at der er plads til forskellige fortolkninger. Det fremgår i denne henseende af et forklarende dokument fra Kommissionen samt af dens skriftlige og mundtlige indlæg, at definitionen af dette begreb overlader et vidt skøn til medlemsstaterne, som således lovligt kan vedtage en uensartet praksis for så vidt angår sammenlægningen af flere aktiviteter inden for et enkelt anlæg (17). Det er min opfattelse, at dette synspunkt bør nuanceres.
35. Direktiv 2003/87 definerer nemlig selv begrebet »anlæg« og overlader det ikke til medlemsstaterne at præcisere dets rækkevidde. Navnlig henviser direktivets artikel 3, litra e), ikke til retten i medlemsstaterne, men anvender selvstændige EU-retlige begreber, som skal fortolkes ensartet. Desuden udelukker kravet om ligebehandling af virksomheder, der er underlagt ETS, efter min opfattelse, at et sådant centralt begreb for ETS’ funktion eller dets bestanddele kan fortolkes forskelligt af medlemsstaterne (18). Derimod kan det ikke udelukkes, at forskellige anvendte begreber kræver, at de kompetente myndigheder foretager individuelle vurderinger, hvilket afhængig af den nødvendige analyses kompleksitet giver dem en vis grad af skøn.
36. I mit forslag til afgørelse påhviler det mig at præcisere rammerne for begrebet »anlæg«, hvilket jeg foreslår at gøre bl.a. ved at anvende de sædvanlige fortolkningsmetoder. Jeg erindrer om, at det følger af fast retspraksis, at der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af, uden at dens ordlyd tilsidesættes (19).
37. I lyset af disse principper foreslår jeg, at det afklares, om det første led af artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87 skal adskilles fra det andet led. I denne forbindelse vil jeg undersøge, om de betingelser, der finder anvendelse på inddragelsen under begrebet »anlæg« af aktiviteter, der ikke er omfattet af bilag I til dette direktiv, ligeledes er relevant, når det skal afgøres, om flere af de aktiviteter, der er opført i dette bilag, udgør et anlæg (B). Denne undersøgelse efterfølges af en bedømmelse, der fokuserer på det første led af artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87. Det indebærer dels en undersøgelse af begrebet »stationær teknisk enhed« som et centralt element i definitionen af begrebet »anlæg« (C), dels en vurdering af de forhold, der kan afgrænse dets rækkevidde (D).
38. Den således skitserede tilgang vil gøre det muligt at give en samlet besvarelse alle tre præjudicielle spørgsmål, hvis genstand efter min opfattelse er at fastlægge rækkevidden af det første led af definitionen af begrebet »anlæg« og de kriterier, der er uløseligt forbundet hermed.
B. Den selvstændige betydning af det første led af begrebet »anlæg«
39. Som jeg har anført i både punkt 3 og punkt 30 i dette forslag til afgørelse, er jeg af den opfattelse, at artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87 indeholder to særskilte led.
40. Efter min opfattelse gør de forskellige sprogversioner af definitionen af begrebet »anlæg« det navnlig muligt at forstå, at de tre betingelser i det andet led, nemlig den direkte forbindelse mellem den tilknyttede aktivitet og den aktivitet, der er omhandlet i bilag I til direktiv 2003/87, den tekniske forbindelse mellem aktiviteterne og den tilknyttede aktivitets indvirkning på emissionerne, ikke har til formål at afgrænse den situation, der er genstand for det første led (20).
41. I denne henseende fokuserer det første led af artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87 på begrebet »stationær teknisk enhed«, inden for hvilken to eller flere af de aktiviteter, der er omhandlet i bilag I til dette direktiv, finder sted. For at disse aktiviteter kan være en del af et anlæg, skal de med andre ord finde sted inden for en sådan enhed.
42. Den normative sammenhæng, hvori artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87 indgår, viser, at sondringen mellem de to led svarer til tankegangen bag ETS. Henvisningen til de aktiviteter, der er omhandlet i bilag I til dette direktiv, med henblik på det første led af definitionen af begrebet »anlæg« er således et direkte resultat af afgrænsningen af direktivets anvendelsesområde i henhold til dets artikel 2 (21). Dette første led har følgelig til formål at fastlægge afgrænsningen af de anlæg, som omfatter aktiviteter, der er underlagt ETS som sådan.
43. Derimod fastsætter det andet led af artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87 en udvidelse af ETS til at omfatte aktiviteter, der ikke er omfattet af bilag I. Selv om disse aktiviteter ikke er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, kan de ikke desto mindre bidrage til frembringelsen af drivhusgasemissioner. Såfremt de er knyttet til en stationær teknisk enhed, hvori der udøves aktiviteter, der er omfattet af bilag I, er deres medtagelse i ETS derfor begrundet (22). Dette er en begrænset undtagelse til den generelle regel i artikel 2 i direktiv 2003/87, hvilket forklarer, hvorfor den er underlagt de tre betingelser, der er opregnet i direktivets artikel 3, litra e), andet led.
44. Det følger efter min opfattelse heraf, at et anlæg som omhandlet i artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87 først og fremmest er en stationær teknisk enhed, inden for hvilken de aktiviteter, der er omhandlet i bilag I hertil, finder sted. Det er kun accessorisk, at andre aktiviteter også kan indgå i denne enhed og dermed i samme anlæg.
45. Bestemmelses tilblivelseshistorie bekræfter, at betingelserne i andet led ikke vedrører definitionen af begrebet »anlæg« i henhold til bestemmelsens første led. I begyndelsen af lovgivningsprocessen foreslog Kommissionen blot at betragte »stationære tekniske enheder, hvor en eller flere af de i bilag I nævnte aktiviteter udføres« (23), som et anlæg uden at fastsætte yderligere betingelser. Det blev derfor ikke overvejet at medtage accessoriske aktiviteter.
46. Den efterfølgende lovgivningsproces viser, at kernen i den oprindelige definition af »anlæg« ikke blev ændret. Denne definition blev blot suppleret med et andet særskilt led. På grundlag af Rådets fælles holdning (24) blev der således tilføjet et sætningsled til Kommissionens forslag, således at det tillige omfatter »eventuelle andre direkte tilknyttede aktiviteter, der har en teknisk forbindelse med aktiviteterne på stedet, og som kan have indvirkning på emissioner og forurening«. Denne tilføjelse gentog ordlyden af artikel 2, nr. 3), i direktiv 96/61. Den havde ifølge Kommissionen til formål at give mulighed for, at »handel med kvoter for emissioner [finder] anvendelse på aktiviteter, der direkte er tilknyttet de aktiviteter, som er opført i direktivets bilag I« (25).
47. Under disse omstændigheder er det min opfattelse, at det, for at afgøre i henhold til artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87 om den i hovedsagen omhandlede produktion af papirmasse og karton finder sted i et og samme anlæg, i overensstemmelse med det første led af definitionen fastsat i denne bestemmelse skal efterprøves, om produktionerne tilsammen udgør en del af en stationær teknisk enhed.
C. Rækkevidden af begrebet »stationær teknisk enhed«
48. Fastlæggelsen af rækkevidden af begrebet »stationær teknisk enhed« er ikke indlysende. Med henblik på fortolkningen heraf foreslår jeg at identificere de krav, der rent faktisk følger af dette begreb for så vidt angår en eventuel forbindelse mellem de aktiviteter, der er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87 (1). Derefter vil jeg præcisere kravenes rækkevidde (2).
1. Implicit krav om en teknisk forbindelse
49. Som det fremgår af de forhold, der allerede er redegjort for, navnlig i punkt 40-43 i dette forslag til afgørelse, opstiller det første led af artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87 efter min opfattelse ikke de samme betingelser som bestemmelsens andet led.
50. Jeg mener imidlertid, at denne konstatering straks skal relativiseres for så vidt angår den tredje betingelse i det andet led, hvorefter en aktivitet, der ikke er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87, skal kunne have indvirkning på emissionerne. Betingelsen har en vis relevans for det første led, for så vidt som den reelt afspejler grænserne for dette direktivs anvendelsesområde som defineret i dets artikel 2. Som anført i punkt 21 i dette forslag til afgørelse fremgår det af denne artikel, at uden emissioner som omhandlet i samme direktivs artikel 3, litra b), kan en aktivitet ikke være omfattet af ETS, uanset om den måtte være omfattet af direktivets bilag I.
51. Jeg er ligeledes tilbøjelig til at mene, at den anden betingelse i andet led af artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87 om, at der skal være en teknisk forbindelse mellem en aktivitet, der er omhandlet i bilag I til dette direktiv, og den dermed forbundne aktivitet, afspejler en bredere betingelse, der er uløseligt forbundet med begrebet »stationær teknisk enhed«. Med angivelse af den struktur, inden for hvilken de aktiviteter, der indgår i et anlæg, skal udføres, indebærer den i sig selv et krav om en vis teknisk sammenhæng mellem disse aktiviteter.
52. Denne sidstnævnte konklusion kan efter min opfattelse baseres på en ordlydsfortolkning, en teleologisk og en systematisk fortolkning af begrebet »stationær teknisk enhed«.
53. I sædvanlig sprogbrug kan en »enhed« betegne en helhed af forbundne bestanddele, såsom den menneskelige krops lemmer, en bestanddel, der er en del af et homogent hele, såsom et seriefremstillet produkt, eller en teknisk struktur, der gør det muligt at udføre en operation, såsom en produktionsenhed (26). Ingen af disse sproglige definitioner er efter min opfattelse tilfredsstillende i sammenhæng med direktiv 2003/87. Dog giver de os nyttige indicier (27).
54. Desuden synes et af de adjektiver, der ledsager ordet »enhed«, at definere karakteren af den nødvendige forbindelse, idet der kræves en »teknisk« forbindelse. Det andet adjektiv præciserer, at enheden skal være »stationær«, sandsynligvis i modsætning til mobile aktiviteter eller aktiviteter uden fast forretningssted.
55. Der skal også tages hensyn til, at ordet »enhed« anvendes i forbindelse med definitionen af »anlæg«, og at et anlægs aktiviteter ikke nødvendigvis er homogene. Under alle omstændigheder fremgår et sådant krav ikke af artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87. Tværtimod kan en stationær teknisk enhed som omhandlet i denne bestemmelse omfatte forskellige former for aktiviteter, der er omhandlet i bilag I til dette direktiv.
56. Det følger efter min opfattelse heraf, at begrebet »stationær teknisk enhed« betegner de aktiviteter, der er omhandlet i bilag I til direktiv 2003/87, og som er teknisk forbundne med hinanden, uden at det er nødvendigt, at de indgår i en fælles produktion. Det siger sig selv, at der ikke kræves en sådan forbindelse, når der kun udføres en enkelt aktivitet inden for et anlæg.
57. Denne fortolkning af det første led af artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87 bekræftes af artikel 2, nr. 17), i delegeret forordning 2019/331, hvoraf det følger, at en fusion af to eller flere anlæg er underlagt tre betingelser. I henhold til den ene af disse betingelser skal de pågældende anlæg være teknisk forbundne. Anvendelsen af denne bestemmelse i delegeret forordning 2019/331 forudsætter derfor en teknisk forbindelse mellem de tekniske enheder, der skal fusioneres, og dermed mellem de aktiviteter, der vil udgøre det fremtidige fælles anlæg.
58. På baggrund af ovenstående betragtninger er det min opfattelse, at såvel det første som det andet led af definitionen af begrebet »anlæg« kræver, at der foreligger en teknisk forbindelse mellem de aktiviteter, som et sådant anlæg består af, uanset om der alene er tale om aktiviteter omfattet af bilag I til direktiv 2003/87, eller om der skal medtages aktiviteter, der ikke er omfattet heraf. Med andre ord kan et anlæg kun omfatte teknisk forbundne aktiviteter.
2. Omfanget af kravene til tilstedeværelsen af en teknisk forbindelse
59. Omfanget af de krav, de må stilles for at kunne konkludere, at der foreligger en teknisk forbindelse, kræver yderligere præcisering. Jeg vil navnlig undersøge, om disse krav, der er uløseligt forbundne med begrebet »stationær teknisk enhed«, er sammenfaldende med den udtrykkelige betingelse, der er fastsat for at medtage tilknyttede aktiviteter, der ikke er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87.
a) Generelle betragtninger om kravenes omfang
60. Jeg er af den opfattelse, at begrebet »stationær teknisk enhed« i princippet kan være genstand for en relativt fleksibel fortolkning, eftersom dets afgrænsning ikke er fastlagt efter præcise kriterier (28). Det forekommer mig imidlertid, at vores fortolkningsmargen er begrænset af de holdepunkter, der følger af den systematik, der er iboende i artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87.
61. Som anført i punkt 58 i dette forslag til afgørelse udgør de aktiviteter, der er omhandlet i bilag I til direktiv 2003/87, en del af en »stationær teknisk enhed«, når der er en teknisk forbindelse mellem dem. Denne betingelse i det første led af definitionen af begrebet »anlæg« er imidlertid kun implicit, mens en sådan betingelse udtrykkeligt er fastsat i henhold definitionens andet led. Min analyse i punkt 39-47 i dette forslag til afgørelse bekræfter, at der er tale om særskilte betingelser, som efter min opfattelse ikke kan have samme rækkevidde. Fortolkningen af den første af disse betingelser bør således ikke fratage den anden betingelse sin selvstændige rækkevidde.
62. Det fremgår desuden af punkt 43 og 44 i dette forslag til afgørelse, at det følger af artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87, at sammenlægningen af en aktivitet, der ikke er omfattet af bilag I til dette direktiv, med en anden aktivitet, der er omfattet heraf, indebærer, at begge aktiviteter udføres i en og samme stationære tekniske enhed. EU-lovgiver har imidlertid ved tilføjelsen af en udtrykkelig betingelse præciseret, at inddragelse i et anlæg af aktiviteter, der ikke er omfattet af bilag I, er betinget af, at der foreligger en teknisk forbindelse. Denne omstændighed vidner efter min opfattelse om et ønske om at kræve en kvalificeret forbindelse i henhold til andet led af artikel 3, litra e). Kravet til denne kvalificerede forbindelse bør være højere end det, der stilles vedrørende den forbindelse, der kun implicit er fastsat for begrebet »stationær teknisk enhed«.
63. Efter min opfattelse følger det i øvrigt af systematikken i direktiv 2003/87 som sådan, at kravet om en forbindelse mellem de aktiviteter, der er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, ikke kan være lige så bindende som det tilsvarende krav, der er fastsat for inddragelse i et anlæg af aktiviteter, som ellers ikke ville være omfattet af dette anvendelsesområde (29).
64. Jeg er derimod ikke af den opfattelse, at hovedformålet med ETS, nemlig reduktion af emissioner, kan give nyttige bidrag til at fastlægge niveauet for de krav, der stilles i henhold til begrebet »stationær teknisk enhed«. Forpligtelsen til at samle flere aktiviteter, der er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87, i et enkelt anlæg synes ikke at indebære nogen direkte fordele for ETS og nærmere bestemt for målet om at reducere CO2-emissionerne. Forpligtelsen til at medregne emissioner fra en sådan aktivitet forbliver nemlig uændret, når den udføres inden for et særskilt anlæg. Den omstændighed, at en bred definition af afgrænsningen af et anlæg kan forenkle anvendelsen af ETS-reglerne, når flere aktiviteter er teknisk forbundet, bl.a. gennem overførsel af varme, forekommer mig ikke relevant (30).
65. På samme måde er jeg i lighed med alle deltagerne i retsmødet af den opfattelse, at der ikke kan udledes noget indicium af 95%-reglen i punkt 1, andet punktum, i bilag I til direktiv 2003/87. Som allerede anført indledningsvis (31) er anlæg, hvis emissioner fra forbrænding af biomasse i en referenceperiode overstiger tærsklen på 95% af de samlede emissioner, ikke længere omfattet af ETS. Denne regel kan ikke tale for eller imod en bred fortolkning af begrebet »stationær teknisk enhed«.
66. Sammenlægningen af to aktiviteter, hvoraf den ene isoleret set falder uden for anvendelsesområdet for direktiv 2003/87 i overensstemmelse med 95%-reglen, kan nemlig føre til diametralt modsatte resultater. Enten overskrides tærsklen på 95% fortsat, som det er tilfældet i den foreliggende sag, eller den overskrides ikke længere. I det andet tilfælde forbliver det fælles anlæg omfattet af ETS, hvilket kan føre til overkompensation af den første af de to aktiviteter i forbindelse med gratistildelingen af kvoter. I givet fald bliver incitamentet til at reducere emissionerne fra den anden aktivitet mindre (32).
67. Henset til ovenstående betragtninger er det min opfattelse, at det krav om en teknisk forbindelse, der implicit følger af begrebet »stationær teknisk enhed«, skal fortolkes mere fleksibelt end den udtrykkelige betingelse om, at der skal foreligge en teknisk forbindelse, der er fastsat i andet led af artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87.
b) Konkretisering af de krav, der må stilles
68. Med henblik på konkret at fastlægge de krav, der må stilles for at fastslå den tekniske forbindelse, der implicit er omhandlet i det første led af artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87, foreslår jeg, at der tages udgangspunkt i retspraksis vedrørende fortolkningen af det andet led.
69. Det fremgår af Granarolo-dommens (33) præmis 42-48, at den omstændighed, at der foreligger en forbindelse mellem forskellige aktiviteter med henblik på levering af energi, kun er tilstrækkelig til at udgøre en teknisk forbindelse, hvis den udgør en specifik og særlig integreret form i selve den tekniske proces for hovedaktiviteten. Dette er tilfældet, når denne forbindelse bidrager til integriteten af den samlede tekniske proces for sidstnævnte aktivitet. Samme dom gør det muligt at forstå, at en sådan grad af integration opnås, når den tilknyttede aktivitet genererer et produkt, som er et nødvendigt input for udøvelsen af hovedaktiviteten, således at denne aktivitet ikke vil kunne fortsættes i tilfælde af afbrydelse af leveringen (34).
70. Ved den således anlagte fortolkning af det andet led af artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87 synes Domstolen at have slået to af dette leds særskilte betingelser sammen, nemlig dels betingelsen om den direkte forbindelse til den aktivitet, der er forbundet med hovedaktiviteten, dels betingelsen om den tekniske forbindelse mellem disse aktiviteter. Navnlig synes den omstændighed, at den tilknyttede aktivitet er nødvendig for udøvelsen af hovedaktiviteten, snarere at vidne om en direkte forbindelse end om en teknisk forbindelse, hvilket efter min opfattelse fremgår af dommen i sagen Elektriciteits Produktiemaatschappij Zuid-Nederland EPZ (35) og af Granarolo-dommen (36).
71. Domstolens tilgang forklarer ikke blot den restriktive fortolkning af begrebet »teknisk forbindelse«, men udgør efter min opfattelse en yderligere bekræftelse af, at denne fortolkning ikke kan være direkte relevant for fastlæggelsen af rækkevidden af begrebet »stationær teknisk enhed«. Betingelsen om, at der skal være en direkte forbindelse mellem den tilknyttede aktivitet og hovedaktiviteten, er nemlig ikke omfattet af det første led af artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87. Jeg mener navnlig ikke, at det kan anses for implicit at fremgå af begrebet »stationær teknisk enhed«. Denne betingelse er desuden en del af de betingelser, der specifikt regulerer inddragelse af aktiviteter, der ikke er omfattet af bilag I til dette direktiv. Det er således udtryk for et højere krav end det, der kræves for at samle de aktiviteter, der er omfattet af dette bilag (37).
72. Under disse omstændigheder og under hensyntagen til de betragtninger, der er anført i punkt 59-67 i dette forslag til afgørelse, er det min opfattelse, at tilstedeværelsen af en stationær teknisk enhed, der består af to aktiviteter, der er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87, forudsætter, at den ene bidrager til den andens funktion, og at dette bidrag kommer til udtryk i en teknisk forbindelse mellem dem.
73. Hvad angår bidragets genstand eller art er jeg tilbøjelig til at mene, at der skal henvises analogt til retspraksis vedrørende den anden betingelse i andet led af artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87. Hvor det er relevant, bør det som minimum kræves, at den ene af aktiviteterne bidrager til den anden aktivitets samlede tekniske proces. Derimod er leverancens intensitet eller omfang nødvendigvis mindre end det, der kræves for at medtage aktiviteter, der ikke er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87, netop på grund af den omstændighed, at der er tale om aktiviteter, der begge er omfattet af dette bilag. Jeg mener derfor, at det ikke er nødvendigt, at leverancen er kvalificeret eller endog uundværlig. I denne henseende udgør leveringen af input genereret af den ene aktivitet til den anden en leverance. Det kan f.eks. være tilførsel af overskydende energi eller overførsel af et andet produkt, der anvendes til udøvelsen af den tilknyttede aktivitet. Derimod bør den fælles anvendelse af visse infrastrukturer, der ikke bidrager til produktionsprocessen, såsom en bygning eller et system til dræning af regnvand, ikke være relevant (38).
74. Hvad angår karakteren af den tekniske forbindelse er det min opfattelse, ligeledes analogt med retspraksis, at der skal tages hensyn til den fysiske indretning af den lokalitet, hvor de pågældende aktiviteter finder sted, herunder navnlig etableringen af rørledninger eller andre anordninger, der gør det muligt at overføre produkter mellem de pågældende aktiviteter. Kontraktvilkårene mellem to virksomheder er efter min opfattelse ikke afgørende i denne henseende (39).
D. Afgrænsning af begrebet »stationær teknisk enhed«
75. Rækkevidden af det første led af definitionen af begrebet »anlæg«, er, som jeg netop har beskrevet, meget bred. Det gør det muligt at samle de aktiviteter, der er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87, alene på grund af den tekniske forbindelse mellem dem, uafhængigt af afstanden mellem de fabrikker, hvor disse aktiviteter finder sted, og af deres ejeres identitet. En sådan fortolkning kan tænkes at give anledning til praktiske vanskeligheder, eftersom overførslen af den varme, der produceres accessorisk i en fabrik, til en anden fabrik, som anvender den til sin egen produktion, kan vise sig at være en vigtig strategi for reduktion af emissionerne (40).
76. Det første led af denne definition er imidlertid efter min opfattelse underlagt to begrænsninger, hvoraf den ene vedrører placeringen af de fabrikker, hvor de aktiviteter, der er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87, finder sted (1), og den anden vedrører driftslederens person (2).
1. Begrænsning vedrørende fabrikkernes placering
77. Jeg er af den opfattelse, at det følger af ordlyden af artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87, at en stationær teknisk enheds aktiviteter, uanset om de er omfattet af bilag I til nævnte direktiv eller ej, skal finde sted på samme lokalitet (41). For det første findes et sådant krav i formuleringen af den anden betingelse i andet led af denne bestemmelse, idet der kræver en teknisk forbindelse mellem de aktiviteter, der ikke er omfattet af bilag I, og »aktiviteterne på stedet«.
78. For det andet understøttes denne ordlydsfortolkning af artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87 af artikel 2, nr. 17), i delegeret forordning 2019/331. Som allerede anført, fremgår det heraf, at en fusion mellem to eller flere anlæg er undergivet tre betingelser (42). Ud over tilstedeværelsen af en teknisk forbindelse kræver denne bestemmelse bl.a., at de fusionerede anlæg drives på samme anlægsområde.
79. Da begrebet »sted« hverken er defineret i direktiv 2003/87 eller i delegeret forordning 2019/331, skal dets rækkevidde for det første fastlægges ud fra dette udtryks sædvanlige betydning, idet det præciseres, at visse sprogversioner af direktiv 2003/87 bruger mere generiske begreber, der henviser til virksomhed, der udøves på samme sted. I den foreliggende sammenhæng synes disse begreber, på samme måde som det franske »site« [o.a. på dansk »område«], enten at betegne placeringen af en industri, dvs. det sted, hvor en fabrik er beliggende, eller et større område, såsom en industripark, der er beregnet til at huse fabrikker, industrier eller virksomheder (43).
80. Medmindre jeg tager fejl, indeholder hverken direktiv 2003/87 eller delegeret forordning 2019/331 udtrykkelige præciseringer, der gør det muligt yderligere at afgrænse rækkevidden af begrebet »sted«. Som jeg allerede har anført (44), er jeg imidlertid af den opfattelse, at anvendelsen af et begreb, der nødvendigvis skal defineres, ikke uden en henvisning til national ret givet medlemsstaterne en skønsmargen med hensyn til definitionen heraf. Tværtimod er en ensartet fortolkning af begrebet nødvendig, navnlig for at sikre ligebehandling af de erhvervsdrivende. Rækkevidden af begrebet »sted« skal derfor fastlægges i forhold til den sammenhæng, hvori det anvendes, og de mål, der forfølges med ETS.
81. Selv om målet om emissionsreduktion ikke bør påvirke fortolkningen af begrebet »anlæg« (45), kan medtagelsen af aktiviteter, der ikke er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87, i ETS imidlertid tale for en bred fortolkning af begrebet »sted«.
82. Det skal i øvrigt anføres, at Kommissionen i et vejledningsdokument (46) har anført, at den omstændighed, at der foreligger en tæt geografisk forbindelse mellem aktiviteterne, eller at de er forbundet via ikke-offentlige transportveje, er et indicium for, at de drives på samme sted. Det er også et sådant indicium, at der foreligger en teknisk forbindelse mellem forskellige grunde eller områder, selv om afstanden mellem dem er lang.
83. På trods af disse indicier er de geografiske grænser for et anlægs lokalitet fortsat uklare, hvilket i den foreliggende sag ikke er problematisk, eftersom det ikke synes at være omtvistet, at papirfabrikken og kartonfabrikker hører til samme område. Metsä Board har ganske vist i retsmødet anført, at de to fabrikker er beliggende på grunde, der tilhører forskellige ejere. Den har imidlertid som svar på et spørgsmål præciseret, at der er tale om samme område. De to produktionsenheder ligger i umiddelbar nærhed af hinanden og er fysisk forbundet, således at det set udefra er vanskeligt at skelne mellem de steder, hvor de forskellige aktiviteter udøves. Med henblik på dette forslag til afgørelse er det derfor ikke nødvendigt yderligere at præcisere de geografiske grænser, der er forbundet med begrebet »sted«.
84. Under disse omstændigheder foreslår jeg, at det lægges til grund, at begrebet »sted« kan betegne et område, såsom en industripark, der er udlagt til fabrikker, industrier eller virksomheder.
2. Begrænsning vedrørende driftslederen
85. Det er min opfattelse, at selv om betingelserne i det første led af definitionen af begrebet »anlæg« er opfyldt, dvs. at flere af de aktiviteter, der er omhandlet i bilag I til direktiv 2003/87, er teknisk forbundne og finder sted på samme område, udgør disse aktiviteter ikke nødvendigvis en stationær teknisk enhed. Jeg er nærmere bestemt af den opfattelse, at der er flere retlige grunde til, at sådanne aktiviteter alene er en del af en sådan enhed og dermed af et anlæg, hvis de er underlagt en enkelt driftsleders kontrol som omhandlet i nævnte direktivs artikel 3, litra f).
a) Identifikation af driftslederen
86. Inden jeg undersøger begrundelsen for, at driftslederen skal tages i betragtning ved fastlæggelsen af et anlægs afgrænsning, vurderer jeg det hensigtsmæssigt at fastlægge, hvilken eller hvilke personer der kan kvalificeres som driftsledere, og at fastlægge deres rolle i ETS.
87. Det fremgår af artikel 3, litra f), i direktiv 2003/87, at definitionen af begrebet omfatter tre tilfælde. Som driftsleder kvalificeres således en person, der driver eller kontrollerer et anlæg, eller, hvis medlemsstaterne tillader det, en person, som har fået overdraget afgørende økonomiske beføjelser med hensyn til den tekniske drift heraf. Disse tre tilfælde synes at være gennemført i svensk lovgivning. De er efter min opfattelse i vidt omfang sammenfaldende, eftersom de har samme indhold.
88. Dette sidstnævnte synspunkt bekræftes ikke udtrykkeligt af retspraksis. Det fremgår imidlertid af Granarolo-dommen, at en person kun kan være driftsleder af et anlæg, hvis vedkommende faktisk har kontrol over anlæggets drift og dermed med udledningen af drivhusgasser. Der er ikke nødvendigvis tale om ejeren. Kontrollen med driften af et anlæg kan ganske vist være resultatet af, at anlægsejeren udøver sine rettigheder. Det står imidlertid ejeren frit for kontraktligt at bestemme, at en anden person er ansvarlig for bedriften, hvilket bl.a. giver den pågældende ret til at fastsætte produktionsniveauet. En sådan aftale kan anses for at være en delegation af afgørende økonomiske beføjelser med hensyn til anlæggets drift (47).
89. For så vidt angår den foreliggende sag bekræfter disse betragtninger, at den omstændighed, at Husum Pulp er majoritetsejet af Metsä Board, ikke i sig selv betyder, at Metsä Board er driftsleder af Husum Pulps produktion af papirmasse.
90. Efter min opfattelse følger det af opbygningen af direktiv 2003/87, at kravet om faktisk kontrol med driften af anlægget er tæt forbundet med driftslederens forpligtelser inden for ETS. EU-lovgiver synes navnlig at have vurderet, at driftslederen som den person, der er ansvarlig for udledningen af emissioner fra det anlæg, som den pågældende forvalter, skal kunne overvåge og rapportere disse emissioner (48). Denne forpligtelse er en integreret del af de betingelser, der gælder for udstedelse af en tilladelse til en driftsleder af et anlæg til at udlede drivhusgasser, jf. artikel 4-6 i direktiv 2003/87. I mangel af en tilladelse er udøvelsen af de aktiviteter, der er omhandlet i bilag I til dette direktiv, forbudt. Det påhviler ligeledes driftslederen af anlægget i overensstemmelse med samme direktivs artikel 12, stk. 3, litra a), senest den 30. september hvert år at returnere et antal kvoter svarende til de samlede emissioner fra dette anlæg i det foregående kalenderår. Sidstnævnte forpligtelse er en af grundpillerne i ETS (49).
91. Artikel 3, litra f), i direktiv 2003/87 hviler i øvrigt på princippet om en enkelt driftsleder. Det følger af bestemmelsens ordlyd, at et anlæg kun kan drives af en enkelt person (50). Tilsvarende henviser direktivets artikel 4 og 6 i ental til driftslederen af et eller flere anlæg. Desuden bestemmer nævnte direktivs artikel 6, stk. 1, andet afsnit, udtrykkeligt, at en driftsleder kan drive flere anlæg. Omvendt er der ikke tale om, at et enkelt anlæg drives af flere driftsledere.
92. Jeg er af den opfattelse, at princippet om en enkelt driftsleder er i overensstemmelse med tankegangen bag den ordning, som EU-lovgiver har indført. Lovgiver har ønsket, at én person identificeres som ansvarlig for opfyldelse af de forpligtelser, som ETS pålægger aktiviteter, der udleder drivhusgasser (51). Det er i øvrigt driftslederen, der kan pålægges en bøde som fastsat i artikel 16, stk. 3, i direktiv 2003/87, hvis kravet om at returnere tilstrækkelige emissionskvoter ikke overholdes (52).
93. Det følger heraf, at medlemsstaternes kompetente myndigheder i forbindelse med tildelingen af drivhusgasemissionstilladelser skal sikre, at den person, der er udpeget som driftsleder for et anlæg, faktisk har kontrol over dets drift og er i stand til at overholde forpligtelserne til overvågning og rapportering af emissioner og returnering af emissionskvoter. I overensstemmelse med de argumenter, som bl.a. den norske regering har fremført, vil jeg gerne fremhæve, at det alene er inden for rammerne af undersøgelsen i hvert enkelt tilfælde af disse kriterier, at de nationale myndigheder kan råde over en skønsmargen.
b) Sondring mellem anlæg afhængig af driftslederen
94. Efter at have fastlagt de kriterier, der gør det muligt at identificere driftslederens person og dennes ansvar, vil jeg som anført undersøge grundene til, at to eller flere af de aktiviteter, der er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87, alene udgør en stationær teknisk enhed, hvis de er underlagt én og samme driftsleders kontrol.
95. Selv om et sådant krav i denne henseende ikke udtrykkeligt fremgår af ordlyden af artikel 3, litra f), i direktiv 2003/87, er jeg, henset til den deri fastsatte definition, tilbøjelig til at mene, at en aktivitet kun kan være en del af et anlæg, hvis driftslederen har faktisk kontrol over den. Med andre ord er det ikke den tekniske forbindelse mellem forskellige aktiviteter omfattet af bilag I til dette direktiv, men den kontrol, der er tildelt driftslederen, der i sidste ende afgør, om aktiviteterne udgør ét anlæg.
96. Efter min opfattelse er denne fortolkning af artikel 3, litra e), sammenholdt med samme artikels litra f), i direktiv 2003/87, i overensstemmelse med direktivets systematik og formål.
97. Især er jeg for det første af den opfattelse, at kriteriet om driftslederens kontrol er et forhold, der skal tages hensyn til i forbindelse med den godkendelsesprocedure, som er fastsat i artikel 4-6 i direktiv 2003/87. I henhold til disse bestemmelser påhviler det driftslederen at ansøge om drivhusgasemissionstilladelse og i sin ansøgning at angive de aktiviteter, der er en del af det anlæg, som driftslederen er ansvarlig for. For at fastlægge omfanget af dette ansvar er driftslederen nødvendigvis forpligtet til at meddele den kompetente myndighed de oplysninger, der gør det muligt at kontrollere, at driftslederen opfylder de lovbestemte krav. Som jeg flere gange har gentaget, skal driftslederen have faktisk kontrol over driften af anlægget og dermed over dets aktiviteter, og driftslederen skal være i stand til at overvåge og rapportere de emissioner, som driften genererer (53).
98. For det andet rejser denne fortolkning af artikel 3, litra f), i direktiv 2003/87 ikke tvivl om målet om at reducere emissionerne. Som anført i punkt 64 i dette forslag til afgørelse, ser det nemlig ud til, at sammenlægningen af de aktiviteter, der er omfattet af bilag I til dette direktiv, under ét anlæg ikke indebærer særlige fordele med hensyn til at nå dette mål. Det bør derfor være uden betydning for opfyldelsen af dette mål, om disse aktiviteter, når de udføres på samme sted og er teknisk forbundne, i øvrigt er en del af et enkelt anlæg eller ej.
99. Jeg er af den opfattelse, at denne fortolkning af artikel 3, litra e), sammenholdt med samme artikels litra f), i direktiv 2003/87, understøttes af flere bestemmelser i delegeret forordning 2019/331, som supplerer reglerne i direktivet om gratistildeling af emissionskvoter til anlæg.
100. Først og fremmest fremgår det efter min opfattelse af denne forordnings artikel 2, nr. 17) og 18), at identifikationen af et enkelt anlæg, der udøver aktiviteter, som er opregnet i bilag I til direktiv 2003/87, kræver opfyldelse af flere krav, herunder kravet om en fælles driftsleder. Disse bestemmelser gør det muligt at forstå, at to eller flere anlæg kan være omfattet af særskilte godkendelser og således eksistere selvstændigt side om side, selv om de teknisk set er forbundne og drives på samme sted. Artikel 2, nr. 18), i delegeret forordning 2019/331 præciserer, at en sådan sameksistens kræver, at forskellige anlæg drives af forskellige driftsledere. Det følger heraf, at det er driftslederens kontrol, der gør det muligt at fastslå, om der foreligger ét anlæg eller flere særskilte anlæg.
101. Dernæst bekræfter artikel 2, nr. 17), i delegeret forordning 2019/331, at sammenlægningen af flere aktiviteter, der er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87, til et enkelt anlæg faktisk er betinget af, at tre kumulative betingelser er opfyldt. Der skal således være en teknisk forbindelse mellem disse aktiviteter, driften skal ske på det samme anlægsområde, og det et krav, at de er underlagt kontrol af en enkelt driftsleder, der har en tilsvarende drivhusgasemissionstilladelse.
102. Endelig er de særlige regler for tildeling af emissionskvoter til produktion af papirmasse baseret på den forudsætning, at teknisk forbundne aktiviteter, såsom papir- og kartonproduktion, kan finde sted i særskilte anlæg. I henhold til artikel 16, stk. 6, i delegeret forordning 2019/331, sammenholdt med punkt 2.7, litra k), i bilag IV til denne forordning, skal antallet af kvoter, der tildeles gratis, således reduceres, hvis papirmasse ikke bringes i omsætning, men omdannes til papir i det samme anlæg eller i teknisk forbundne anlæg (54).
103. Disse bestemmelser underbygger desuden synspunktet om, at målet om at reducere emissionerne ikke indeholder noget indicium for, at begrebet »anlæg« udelukkende er baseret på, at der foreligger tekniske forbindelser mellem de forskellige aktiviteter, uden at der tages hensyn til driftslederen (55).
104. Kravet om, at aktiviteter, der henhører under bilag I til direktiv 2003/87, og som er teknisk forbundne, alene skal samles i et enkelt anlæg, hvis de drives af en fælles driftsleder, opfylder efter min opfattelse to nært forbundne funktioner. Det sikrer dels, at ETS tager hensyn til vilkårene for anlæggenes drift i overensstemmelse med de økonomiske og tekniske realiteter. Dels er jeg af den opfattelse, at dette krav kan forhindre en kunstig opdeling af aktiviteter i strid med disse realiteter (56).
105. En sådan opdeling kan følge af en adskillelse af aktiviteter, der er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87, og som er så nært forbundne, at selvstændig drift reelt ikke er mulig. Det forekommer mig imidlertid, at en sådan adskillelse ville være i strid med selve begrebet »driftsleder«. Jeg tænker på to konkrete hypoteser. Dels fortsætter driftslederen af en af de nyoprettede enheder på grund af den tekniske indretning de facto med at kontrollere den anden enheds drift. Driftslederen bevarer således kontrollen, hvilket efter min opfattelse udelukker, at der kan udstedes en særskilt tilladelse til en særskilt driftsleder. Dels kan to enheders indbyrdes afhængighed gøre det muligt for driftslederne at blokere for hinanden, således at ingen af dem kontrollerer driften af den enhed, som den pågældende er blevet tildelt. I givet fald opfylder disse driftsledere ikke de krav, der følger af artikel 3, litra f), i direktiv 2003/87, hvilket medfører afvisning af deres ansøgninger om tilladelse.
106. Selv om Retten ikke har kompetence til at udtale sig om anvendelsen af retsregler på den foreliggende sag (57), forekommer det ikke desto mindre hensigtsmæssigt som svar på den forelæggende rets meget konkrete spørgsmål at fremhæve, at forsyningen af et anlæg med råvarer eller energi fra et andet anlæg ikke i sig selv gør det muligt at konkludere, at der ikke foreligger selvstændighed. Denne omstændighed indebærer navnlig ikke, at driftslederen af det importerende anlæg ikke er i stand til at fastsætte de væsentlige parametre for anlæggets funktion, såsom produktionsniveauet (58).
107. Endelig er jeg af den opfattelse, at adskillelsen af de aktiviteter, der er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87, og som er teknisk forbundne i forhold til driftslederen, ligeledes er nødvendig af andre grunde, som ikke har noget med ETS at gøre.
108. Som allerede nævnt går samlingen af sådanne aktiviteter under ét anlæg hånd i hånd med udstedelsen af en drivhusgasemissionstilladelse til en enkelt driftsleder (59). I betragtning af dette princip kan kravet om at samle teknisk forbundne aktiviteter, uanset ejerforholdene til de fabrikker, hvor de finder sted, næppe forenes med retten til at oprette og drive egen virksomhed. Henset til rollen for driftslederen, som skal have faktisk kontrol over det enkelte anlæg, synes et sådant krav således at være egnet til at hindre den selvstændige udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed. Som generaladvokat Saugmandsgaard Øe har anført, er »[formålet med ETS] ikke at begrænse de transaktioner, som kan udføres af virksomheder, der driver anlæg inden for rammerne af ETS« (60).
109. Fortolkningen af det første led af definitionen af »anlæg«, hvor der ses bort fra driftslederen, giver ligeledes anledning til konkurrenceretlige vanskeligheder. Dette kan være tilfældet, når teknisk forbundne anlæg på en enkelt lokalitet tilhører forskellige virksomheder og befinder sig i en konkurrencesituation. I givet fald kan disse anlæg ikke sammenlægges og kontrolleres af den samme driftsleder, som forvalter driften heraf.
110. For alle tilfældes skyld vil jeg igen præcisere, at driftslederen efter min opfattelse ikke er et særskilt kriterium for identifikation af de anlæg, der er omfattet af det andet led af definitionen i artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87. Så længe de tilknytningskriterier, der er fastsat i denne bestemmelse, er opfyldt, herunder kriteriet om den direkte forbindelse mellem den tilknyttede virksomhed og den aktivitet, der er omhandlet i bilag I til det nævnte direktiv, er det således min opfattelse, at en adskillelse af disse aktiviteter er udelukket. Navnlig kan overdragelsen af ejendomsretten til en aktivitet, der ikke er omfattet af bilag I til dette direktiv, til en anden økonomisk aktør ikke føre til, at denne aktivitet adskilles fra det anlæg, som den tilhører. I givet fald henhører de to aktiviteter fortsat under et enkelt anlæg, der er underlagt samme driftsleders kontrol. Først når tilknytningskriterierne ikke længere er opfyldt, ophører det fælles anlæg med at eksistere. Den modsatte fortolkning synes at være uforenelig med begrebet »anlæg« og med målet om emissionsreduktion, for så vidt som den gør det muligt kunstigt at fjerne en aktivitet fra anvendelsesområdet for ETS (61).
111. Under disse omstændigheder forekommer det mig, at de aktiviteter, der er omhandlet i bilag I til direktiv 2003/87, udgør dele af særskilte stationære tekniske enheder og dermed af særskilte anlæg, hvis hver enkelt aktivitet er genstand for en særskilt tilladelse, hvilket betyder, at de er underlagt særskilte driftslederes kontrol.
112. Henset til analysen i dette forslag til afgørelse er jeg af den opfattelse, at artikel 3, litra e), i direktiv 2003/87 skal fortolkes således, at to eller flere af de aktiviteter, der er omhandlet i bilag I til dette direktiv, udgør en del af et enkelt anlæg som omhandlet i denne bestemmelse, forudsat at der er en teknisk forbindelse mellem dem, at de udøves på samme sted, og at de drives af den samme driftsleder, således at de hører til en enkelt stationær teknisk enhed.
VI. Forslag til afgørelse
113. På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at de af Nacka tingsrätt – Mark- och miljödomstolen (byretten i Nacka, afdelingen for sager om fast ejendom og miljø, Sverige) forelagte spørgsmål besvares således:
»Artikel 3, litra e), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om et system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i [Unionen] og om ændring af direktiv 96/61/EF, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/795 af 29. februar 2024,
skal fortolkes således, at
to eller flere af de aktiviteter, der er omhandlet i bilag I til dette direktiv, udgør en del af et enkelt anlæg som omhandlet i denne bestemmelse, forudsat at der er en teknisk forbindelse mellem dem, at de udøves på samme sted, og at de drives af den samme driftsleder, således at de hører til en enkelt stationær teknisk enhed.«
José Martín y Pérez de Nanclares
Således fremsat i offentligt retsmøde i Luxembourg den 9. september 2026.
Underskrifter
1 – Originalsprog: fransk.
2 – H.L.A. Hart, The Concept of Law, 2. udg., Clarendon Press, Oxford, 1994 (1. udg. udgivet i 1961), s. 124-154. Jf. s. 128: »uncertainty at the borderline is the price to be paid for the use of general classifying terms [...] If the world in which we live were characterized only by a finite number of features, and these together with all the modes in which they could combine were known to us, then provision could be made in advance for every possibility«. Jf. ligeledes H.L.A. Hart, El concept to del Derecho, Abeledo Perrot, Buenos Aires, 2011, og H.L.A. Hart, Le concept de droit, 2. udg., Presses universitaires Saint-Louis Bruxelles, Bruxelles, 2022.
3 – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 13.10.2003 om et system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i [Unionen] og om ændring af direktiv 96/61/EF (EUT 2003, L 275, s. 32), senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/795 af 29.2.2024 (EUT L, 2024/795).
4 – Rådets direktiv af 24.9.1996 om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening (EFT 1996, L 257, s. 26).
5 – Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/331 af 19.12.2018 om fastlæggelse af midlertidige EU-regler for harmoniseret gratistildeling af emissionskvoter i henhold til artikel 10a i [direktiv 2003/87] (EUT 2019, L 59, s. 8)
6 – Jf. i denne retning dom af 28.2.2018, Trinseo Deutschland (C-577/16, EU:C:2018:127, præmis 45, 46 og 51).
7 – Jf. i denne henseende dom af 28.7.2016, Vattenfall Europe Generation (C-457/15, EU:C:2016:613, præmis 30 og 31).
8 – I henhold til punkt 1, A, og punkt 14 i bilag IV til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/2066 af 19.12.2018 om overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner i medfør af [direktiv 2003/87] (EUT 2018, L 334, s. 1) skal emissioner fra forbrænding af brændsler ved et anlæg tilskrives dette anlæg, uanset om der eksporteres varme eller el til andre anlæg.
9 – Det fremgår af gennemførelsesforordning 2018/2066, artikel 3, nr. 21), 21a), 23c) og 23d), samt artikel 24, 30, 38 og 43, at driftslederen fra de samlede emissioner fra den pågældende emissionskilde kan fratrække emissionerne fra biomasse med nulsats. Jf. også Kommissionens »MMR Guidance document no 1« med titlen »Monitoring and Reporting Regulation – General guidance for installations«, ajourført udgave af 14.1.2025. Med hensyn til sådanne dokumenters retlige værdi henvises til dom af 18.1.2018, INEOS (C-58/17, EU:C:2018:19, præmis 41).
10 – Jf. i denne retning dom af 28.2.2018, Trinseo Deutschland (C-577/16, EU:C:2018:127, præmis 58).
11 – Jf. artikel 10a, stk. 1 og 2, og artikel 11 i direktiv 2003/87 og bilag I til delegeret forordning 2019/331.
12 – Som svar på et spørgsmål stillet i retsmødet har miljøstyrelsen anført, at Metsä Board i 2024 fik tildelt mere end 93 000 emissionskvoter for kartonproduktionsanlægget, der udleder ca. 11 000 ton CO2. I henhold til artikel 3, litra a), i direktiv 2003/87 giver en kvote ret til at udlede et ton kuldioxidækvivalent. Til orientering fremgår det af en meddelelse fra Det Europæiske Miljøagentur, der blev offentliggjort den 17.12.2025 på dets websted, at den årlige gennemsnitspris for en kvote var nået op på 65 EUR i 2024.
13 – Dom af 25.11.2021, Aurubis (C-271/20, EU:C:2021:959, præmis 70).
14 – Jf. i denne retning 70. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/959 af 10.5.2023 om ændring af [direktiv 2003/87] og afgørelse (EU) 2015/1814 [...] (EUT 2023, L 130, s. 134).
15 – Jf. i denne retning dom af 9.6.2016, Elektriciteits Produktiemaatschappij Zuid-Nederland EPZ (C-158/15, EU:C:2016:422, præmis 27 og 28), og af 11.11.2021, Energieversorgungscenter Dresden-Wilschdorf (C-938/19, EU:C:2021:908, præmis 50 og 53).
16 – Dom af 11.11.2021, Energieversorgungscenter Dresden-Wilschdorf (C-938/19, EU:C:2021:908, præmis 50).
17 – Jf. Kommissionens »EU ETS Guidance Document No. 0« med titlen »Guidance on Interpretation of Annex I of the EU ETS Directive (excl. aviation and maritime actities)«, ajourført udgave af 4.12.2024 (herefter »vejledningsdokument nr. 0«), afsnit 1.2.
18 – Jf. analogt dom af 18.10.2011, Brüstle (C-34/10, EU:C:2011:669, præmis 25-27 og 31).
19 – Jf. i denne retning dom af 20.6.2019, ExxonMobil Production Deutschland (C-682/17, EU:C:2019:518, præmis 71), af 1.10.2020, Entoma (C-526/19, EU:C:2020:769, præmis 42 og 43), og af 25.1.2022, VYSOČINA WIND (C-181/20, EU:C:2022:51, præmis 39).
20 – Jf. f.eks. den engelske, den danske, den spanske, den franske, den italienske, den nederlandske, den portugisiske, den rumænske, den svenske og den tjekkiske version.
21 – Jf. dom af 28.2.2018, Trinseo Deutschland (C-577/16, EU:C:2018:127, præmis 42 og 45). I henhold til artikel 2 i direktiv 2003/87 finder direktivet også anvendelse på de aktiviteter, der er anført i bilag III til direktivet. Disse aktiviteter er ikke omfattet af den foreliggende sag, eftersom dette direktivs artikel 3, litra ae), bestemmer, at de ikke udøves inden for et anlæg, men af en reguleret enhed.
22 – Jf. dom af 11.11.2021, Energieversorgungscenter Dresden-Wilschdorf (C-938/19, EU:C:2021:908, præmis 53), og 16. betragtning til direktiv 2003/87, hvori der sondres mellem de aktiviteter, der er anført i bilag I, og dem, der »er omfattet af fællesskabsordningen«.
23 – Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF, KOM(2001) 581 endelig af 23.10.2001.
24 – Fælles holdning (EF) nr. 28/2003 af 18.3.2003 fastlagt af Rådet i henhold til fremgangsmåden i artikel 251 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (EUT 2003, C 125 E, s. 72).
25 – Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, andet afsnit, om Rådets fælles holdning om vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af direktiv 96/61 (SEK(2003) 364 endelig).
26 – Jf. Le Petit Robert de la langue française, Le Robert, 2026 (tilgængelig online), samt Diccionario de la Lengua Española, Real Academia Española, 2026 (udgave 23.8.1, tilgængelig online).
27 – Jf. i denne retning dom af 27.1.1988, Danmark mod Kommissionen (349/85, EU:C:1988:34, præmis 9) og af 14.7.2026, NADA Austria m.fl. (C-474/24, ECLI:EU:C:2026:579, præmis 125).
28 – Jf. i denne retning generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse Elektriciteits Produktiemaatschappij Zuid-Nederland EPZ (C-158/15, EU:C:2016:139, punkt 27). Jf. også mine bemærkninger i punkt 32-36 i dette forslag til afgørelse.
29 – Jf. punkt 36 og 38 i dette forslag til afgørelse.
30 – Denne mulighed blev nævnt i afsnit 2.1 i vejledningsdokument nr. 0.
31 – Jf. ovenfor, punkt 22, 25 og 28 i dette forslag til afgørelse.
32 – I modsætning til det mål, der er fastsat i 95%-reglen (jf. 70. betragtning til direktiv 2023/959).
33 – Dom af 29.4.2021 (C-617/19, EU:C:2021:338).
34 – Jf. i denne retning dom af 29.4.2021, Granarolo (C-617/19, EU:C:2021:338, præmis 47 og 48).
35 – Dom af 9.6.2016 (C-158/15, EU:C:2016:422, præmis 30).
36 – Dom af 29.4.2021 (C-617/19, EU:C:2021:338, præmis 42). Generaladvokat Saugmandsgaard Øe var inde på denne sammenlægning i punkt 57 sit forslag til afgørelse Granarolo (C-617/19, EU:C:2020:1016).
37 – Jf. i denne forbindelse allerede punkt 62 og 63 i dette forslag til afgørelse.
38 – Jf. analogt dom af 29.4.2021, Granarolo (C-617/19, EU:C:2021:338, præmis 45-48).
39 – Jf. analogt dom af 9.6.2016, Elektriciteits Produktiemaatschappij Zuid-Nederland EPZ (C-158/15, EU:C:2016:422, præmis 31), og af 29.4.2021, Granarolo (C-617/19, EU:C:2021:338, præmis 40).
40 – D. Chinese, A. Meneghetti, G. Cortella, L. Giordano, E. Tomasinsig og M. Benedetti, »Environmental and economic assessment of industrial excess heat recovery collaborations through 4th generation district heating systems«, Energy, 2024, 307.
41 – Dette krav nævnes i afsnit 2.1 i vejledningsdokument nr. 0.
42 – Jf. punkt 57 i dette forslag til afgørelse.
43 – Jf. Le Petit Robert de la langue française, Le Robert, 2026 (tilgængelig online) og Diccionario de la Lengua Española, Real Academia Española, 2026 (udgave 23.8.1, tilgængelig online). Jf. også den faste retspraksis, der er nævnt i fodnote 27 i dette forslag til afgørelse.
44 – Jf. punkt 35 i dette forslag til afgørelse.
45 – Jf. punkt 64 i dette forslag til afgørelse.
46 – Kommissionens »Guidance Document no 10 on the harmonised free allocation methodology for the EU ETS post 2020« med titlen »Guidance on allocation for mergers and Splits«, udgave af 21.6.2019, bilag.
47 – Jf. i denne retning dom af 29.4.2021 (C-617/19, EU:C:2021:338, præmis 51-56). Jf. også afsnit 2.1 i vejledingsdokument nr. 0, hvoraf det fremgår, at ejendomsretten ikke i sig selv er afgørende, og at den person, der faktisk driver de pågældende aktiviteter, bør identificeres.
48 – Dette kan efter min opfattelse udledes af punkt 85, 88 og 93 i generaladvokat Saugmandsgaard Øes forslag til afgørelse Granarolo (C-617/19, EU:C:2020:1016).
49 – Dom af 29.4.2015, Nordzucker (C-148/14, EU:C:2015:287, præmis 29).
50 – Det fremgår af afsnit 2.1 i vejledningsdokument nr. 0, at Kommissionen tager udgangspunkt i samme princip, hvilket den bekræftede i retsmødet.
51 – Jf. generaladvokat Saugmandsgaard Øes forslag til afgørelse Granarolo (C-617/19, EU:C:2020:1016, punkt 85, fodnote 26), hvor der henvises til nødvendigheden af, at tilladelsen til at udlede drivhusgasser kan knyttes til den person, der er i stand til at overvåge og indberette emissionerne.
52 – Jf. i denne henseende dom af 17.10.2013, Billerud Karlsborg og Billerud Skärblacka (C-203/12, EU:C:2013:664, præmis 28).
53 – Jf. punkt 88, 90, 93 og 95 i dette forslag til afgørelse.
54 – Jf. i denne retning: Kommissionens »Guidance Document no 6 on the harmonised free allocation methodology for the EUETS« med titlen »Cross-Boundary Heat Flows«, ajourført udgave af 28.3.2024.
55 – Jf. ligeledes punkt 64 og 98 i dette forslag til afgørelse.
56 – Dette mål synes at svare til forbuddet mod retsmisbrug, dvs. mod rent kunstige arrangementer uden økonomisk realitet (jf. dom af 29.4.2021, Granarolo, C-617/19, EU:C:2021:338, præmis 63 og 64).
57 – Jf. i denne retning mit forslag til afgørelse Digipolis Antwerpen og District09 (T-575/24, EU:T:2025:973, punkt 46 og den deri nævnte retspraksis).
58 – Jf. i denne henseende betragtningerne vedrørende driftslederens faktiske kontrol over anlægget i punkt 88 i dette forslag til afgørelse.
59 – Jf. punkt 91, 92, 100 og 101 i dette forslag til afgørelse vedrørende princippet om én enkelt driftsansvarlig.
60 – Forslag til afgørelse Granarolo (C-617/19, EU:C:2020:1016, punkt 82). For et eksempel på ETS-regler, der ikke hindrer denne frihed, se dom af 26.9.2014, DK Recycling und Roheisen mod Kommissionen (T-630/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:833, præmis 58).
61 – I dom af 29.4.2021, Granarolo (C-617/19, EU:C:2021:338, præmis 48, 57 og 60), fastslog Domstolen, at afhændelsen af en aktivitet, der ikke er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87, var forenelig med den aktivitet, der var omfattet af dette bilag med den begrundelse, at den ikke havde nogen direkte forbindelse til den aktivitet, der var omfattet af dette bilag.