1)

Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med artikel 38 og 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, samt eventuelt også artikel 7 i direktiv 93/13/EØF (1) fortolkes således, at

disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning og en national retspraksis, som forpligter et dommerkollegium til i en sag, der verserer for det, at træffe en afgørelse til ugunst for en forbruger og i strid med pligten til ex officio at vurdere, om forbrugeraftalen indeholder urimelige kontraktvilkår, efter anvisninger fra et dommerkollegium fra en højere retsinstans, uden at retten i første instans har nogen materiel skønsmargen, også når disse anvisninger gives uden nogen udførlig begrundelse for, hvorfor retten i første instans’ vurdering vedrørende EU-rettens anvendelse var ukorrekt?

2)

Skal artikel 267, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder og princippet om EU-rettens forrang som omhandlet i Den Europæiske Unions Domstols praksis i dommen af 15. juli 1964, Costa mod ENEL, 6/64 (2), fortolkes således, at

disse bestemmelser er til hinder for en national retspraksis, hvorefter Den Europæiske Unions fortolkningsafgørelser, som er afsagt i en præjudiciel sag, kun obligatorisk skal tages i betragtning ved udstedelsen af visse retsafgørelser, som ifølge de nationale retter ikke udgør »[rent] faktiske handlinger«, og ikke bør gælde for retsafgørelser, som har karakter af »[rent] faktiske handlinger«? Såfremt en sådan retspraksis er lovlig, findes der da i EU-retten et kriterium for, hvilke af rettens handlinger der er »faktiske«?

3)

Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, det EU-retlige effektivitetsprincip og den fortolkning, der blev anlagt i punkt 2 i konklusionen i Domstolens kendelse af 6. februar [2024] i sag C-425/23 (3), City Cash m.fl., fortolkes således, at

begrebet »retskraft« har et minimumsindhold, som fastlægges ved selvstændig fortolkning af EU-retten, og at dette indhold kræver, at den retsafgørelse, der har retskraft:

4)

Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU fortolkes således, at

denne bestemmelse kræver, at når en national ret i begrundelsen for sin retsafgørelse har påberåbt sig en processuel beføjelse, som bekræftes i Den Europæiske Unions Domstols praksis, skal den højere appelinstans, såfremt den lægger til grund, at udøvelsen af denne beføjelse er ulovlig, angive udtrykkelige grunde til, at den finder, at Den Europæiske Unions Domstols afgørelse ikke finder anvendelse? Foreligger der kun en sådan forpligtelse med hensyn til visse rettigheder eller regler, som er fastlagt i EU-retten?