Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62025CJ0051

Domstolens dom (Første Afdeling) af 16. juli 2026.
Betaal Garant Nederland CV mod De Nederlandsche Bank NV.
Præjudiciel forelæggelse – betalingstjenester i det indre marked – direktiv (EU) 2015/2366 – artikel 4, nr. 3) – begrebet »betalingstjeneste« – artikel 4, nr. 24) – begrebet »kreditoverførsel« – en transaktion, der udføres af en mellemmand i henhold til en trepartsaftale, og som består i, at mellemmanden forvalter en kundes midler på sin bankkonto og overfører disse midler til en entreprenør efter kundens godkendelse – kvalificering af foranstaltningen – ingen »betalingstjeneste«.
Sag C-51/25.

ECLI identifier: ECLI:EU:C:2026:590

 DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

16. juli 2026 ( *1 )

»Præjudiciel forelæggelse – betalingstjenester i det indre marked – direktiv (EU) 2015/2366 – artikel 4, nr. 3) – begrebet »betalingstjeneste« – artikel 4, nr. 24) – begrebet »kreditoverførsel« – en transaktion, der udføres af en mellemmand i henhold til en trepartsaftale, og som består i, at mellemmanden forvalter en kundes midler på sin bankkonto og overfører disse midler til en entreprenør efter kundens godkendelse – kvalificering af foranstaltningen – ingen »betalingstjeneste««

I sag C-51/25,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af College van Beroep voor het bedrijfsleven (appeldomstol i sager om handel og industri, Nederlandene) ved afgørelse af 28. januar 2025, indgået til Domstolen den 28. januar 2025, i sagen

Betaal Garant Nederland CV

mod

De Nederlandsche Bank NV,

procesdeltager:

Vereniging Eigen Huis,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, F. Biltgen, Domstolens vicepræsident, T. von Danwitz, som fungerende dommer i Første Afdeling, og dommerne A. Kumin, S. Gervasoni og M. Bošnjak (refererende dommer),

generaladvokat: M. Campos Sánchez-Bordona,

justitssekretær: fuldmægtig A. Lamote,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 3. december 2025,

efter at der er afgivet indlæg af:

–

De Nederlandsche Bank NV ved advocaten G. Dictus og A. Muhammad,

–

den nederlandske regering ved J. Langer og C.S. Schillemans, som befuldmægtigede,

–

den tjekkiske regering ved J. Očková, M. Smolek og J. Vláčil, som befuldmægtigede,

–

den italienske regering ved S. Fiorentino, som befuldmægtiget, bistået af procuratore dello Stato E. Cicatelli og avvocato dello Stato G. Iappelli,

–

den norske regering ved J. Høvik, E. Rikheim og P.A. Tønnessen, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved G. Goddin og P. Vanden Heede, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 26. februar 2026,

afsagt følgende

Dom

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 4, nr. 3), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT 2015, L 337, s. 35), sammenholdt med bilag I, punkt 3, litra c), til direktiv 2015/2366.

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Betaal Garant Nederland CV (herefter »Betaal Garant«), et nederlandsk kommanditselskab, som stiller garantier og sikkerhed til private i forbindelse med byggeprojekter vedrørende fast ejendom, og De Nederlandsche Bank NV, som er Nederlandenes centralbank (herefter »DNB«), vedrørende et påbud, ledsaget af en tvangsbøde, som blev pålagt Betaal Garant for overtrædelse af den nationale lovgivning, hvorved direktiv 2015/2366 blev gennemført, og nærmere bestemt for at udøve virksomhed som betalingstjenesteudbyder uden tilladelse.

Retsforskrifter

EU-retten

3

Følgende fremgår af 6. og 24. betragtning til direktiv 2015/2366:

»(6)

Der bør fastsættes nye regler for at lukke hullerne i lovgivningen og samtidig give større retssikkerhed og sikre ensartet anvendelse af de retlige rammer i hele [Den Europæiske Union]. Der bør garanteres lige forretningsvilkår for eksisterende og nye markedsaktører, så det bliver nemmere for nye betalingsmidler at nå ud til et større marked, og så der sikres en høj grad af forbrugerbeskyttelse i forbindelse med betalingstjenester i hele Unionen. Dette bør skabe effektivitet i betalingssystemet som helhed og føre til større udvalg af og mere gennemsigtighed i betalingstjenester og samtidig styrke forbrugernes tillid til et harmoniseret betalingsmarked.

[...]

(24)

Det er nødvendigt at præcisere de kategorier af betalingstjenesteudbydere, der lovligt kan udbyde betalingstjenester i hele Unionen, nemlig kreditinstitutter, der modtager indskud fra brugere, som kan anvendes til finansiering af betalingstransaktioner, og som fortsat bør være omfattet af tilsynskravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU [af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT 2013, L 176, s. 338)], e-pengeinstitutter, der udsteder elektroniske penge, som kan anvendes til finansiering af betalingstransaktioner, og som fortsat bør være omfattet af tilsynskravene i direktiv 2009/110/EF [af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed, om ændring af direktiv 2005/60/EF og 2006/48/EF og ophævelse af direktiv 2000/46/EF (EUT 2009, L 267, s. 7)], samt betalingsinstitutter og postgirokontorer, der har tilladelse hertil efter nationale regler. Anvendelsen af denne retlige ramme bør begrænses til tjenesteudbydere, der udbyder betalingstjenester som fast erhverv eller forretningsaktivitet i overensstemmelse med nærværende direktiv.«

4

Dette direktivs artikel 1, der har overskriften »Genstand«, bestemmer følgende i stk. 1:

»Ved dette direktiv fastsættes regler, i henhold til hvilke medlemsstaterne sondrer mellem følgende kategorier betalingstjenesteudbydere:

a)

et kreditinstitut som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 [af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT 2013, L 176, s. 1)] [...]

b)

e-pengeinstitutter som defineret i artikel 2, nr. 1), i direktiv [2009/110] [...]

c)

postgirokontorer [...]

d)

betalingsinstitutter

[...]«

5

Artikel 4 i direktiv 2015/2366 med overskriften »Definitioner« bestemmer:

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

3)

»betalingstjeneste«: en eller flere af de forretningsaktiviteter, som er anført i bilag I

4)

»betalingsinstitut«: en juridisk person, der i overensstemmelse med artikel 11 er meddelt tilladelse til at udbyde og gennemføre betalingstjenester i hele Unionen

5)

»betalingstransaktion«: en handling, der initieres af en betaler eller på dennes vegne eller af en betalingsmodtager med henblik på at indbetale, overføre eller hæve midler uden hensyn til eventuelle underliggende forpligtelser mellem betaleren og betalingsmodtageren

[...]

8)

»betaler«: en fysisk eller juridisk person, der er indehaver af en betalingskonto og tillader en betalingsordre fra denne betalingskonto, eller, hvis der ikke er nogen betalingskonto, en fysisk eller juridisk person, der udsteder en betalingsordre

9)

»betalingsmodtager«: en fysisk eller juridisk person, som er den tiltænkte modtager af de midler, der indgår i en betalingstransaktion

[...]

11)

»betalingstjenesteudbyder«: et organ som omhandlet i artikel 1, stk. 1, eller en fysisk eller juridisk person, der er omfattet af en undtagelse i medfør af artikel 32 og 33

[...]

13)

»betalingsordre«: en instruks fra en betaler eller betalingsmodtager til deres betalingstjenesteudbyder om at gennemføre en betalingstransaktion

[...]

20)

»forbruger«: en fysisk person, der i forbindelse med betalingstjenesteaftaler, som er omfattet af dette direktiv, optræder med et formål, der ligger uden for den pågældendes erhvervsmæssige virksomhed

[...]

22)

»pengeoverførsel«: en betalingstjeneste, hvor der modtages midler fra en betaler, uden at der oprettes en betalingskonto i betalerens eller betalingsmodtagerens navn, alene med det formål at overføre et tilsvarende beløb til en betalingsmodtager eller en anden betalingstjenesteudbyder på betalingsmodtagerens vegne, og/eller hvor sådanne midler modtages på betalingsmodtagerens vegne og stilles til rådighed for denne

[...]

24)

»kreditoverførsel«: en betalingstjeneste til at kreditere en betalingsmodtagers betalingskonto med en betalingstransaktion eller en række betalingstransaktioner fra en betalers betalingskonto foretaget af den betalingstjenesteudbyder, der forvalter betalerens betalingskonto, på grundlag af en instruks fra betaleren

[...]«

6

Dette direktivs bilag I har følgende ordlyd:

»Betalingstjenester

(jf. artikel 4, nr. 3))

[...]

3.

Gennemførelse af betalingstransaktioner, herunder overførsler af midler til en betalingskonto hos brugerens betalingstjenesteudbyder eller hos en anden betalingstjenesteudbyder:

a)

gennemførelse af direkte debiteringer, herunder direkte engangsdebiteringer

b)

gennemførelse af betalingstransaktioner via et betalingskort eller en lignende anordning

c)

gennemførelse af kreditoverførsler, herunder stående ordrer.

[...]

6.

Pengeoverførselsvirksomhed.

[...]«

Nederlandsk ret

Den nederlandske borgerlige lovbog

7

Artikel 767 i bog 7 i Burgerlijk Wetboek (den nederlandske borgerlige lovbog) bestemmer:

»Bygherren kan kun forpligtes til at gennemføre de betalinger, der i hvert fald tilnærmelsesvis vedrører byggeriets fremskridt eller værdien af de aktiver, der er overdraget til den pågældende; for at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der påhviler denne, kan det dog aftales, at bygherren deponerer et beløb, der ikke må overstige 10% af byggeprisen, hos en notar, eller at bygherren stiller en alternativ sikkerhed for dette beløb. Overskydende beløb udgør en uberettiget betaling.«

Lov om finansielt tilsyn

8

Ved Wet op het financieel toezicht (lov om finansielt tilsyn) af 28. september 2006 (Stb. 2007, nr. 45) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »lov om finansielt tilsyn«), er direktiv 2015/2366 blevet gennemført i nederlandsk ret.

9

I henhold til artikel 1:1 i denne lov er en betalingstjenesteudbyder en person, hvis erhvervsmæssige virksomhed består i at levere betalingstjenester, hvilket omfatter enhver erhvervsmæssig aktivitet, der er omhandlet i bilaget til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af direktiv 97/7/EF, 2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF og om ophævelse af direktiv 97/5/EF (EUT 2007, L 319, s. 1). Henset til ophævelsen af direktiv 2007/64 ved direktiv 2015/2366 har den forelæggende ret præciseret, at definitionerne i nævnte lovs artikel 1:1 svarer til definitionerne i artikel 4 i direktiv 2015/2366.

10

Samme lovs artikel 2:3:a, stk. 1, bestemmer:

»Det er forbudt for enhver person, der har hjemsted i Nederlandene, at drive erhvervsmæssig virksomhed som betalingstjenesteudbyder uden en tilladelse hertil udstedt af DNB.«

Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

11

Betaal Garant er et selskab, der yder rådgivning og stiller sikkerhed og garantier til privatpersoner i forbindelse med bygge- og anlægsprojekter inden for byggebranchen. I den forbindelse tilbyder selskabet bl.a. privatpersoner produkterne »Afbouwgarantie« (færdiggørelsesgaranti) og »Zekerheidsstelling« (sikkerhedsstillelse). Det fremgår af formuleringen af det præjudicielle spørgsmål og begrundelsen for anmodningen om præjudiciel afgørelse, at spørgsmålet udelukkende vedrører sikkerheden.

12

Stichting BGN Zekerheidsstelling (herefter »Betaal Garant-fonden«) er en fond, der er tilknyttet Betaal Garant.

13

Betaal Garant stiller sikkerhed til parterne i en entreprisekontrakt på grundlag af en aftale mellem kunden, entreprenøren og selskabet selv. Formålet med denne sikkerhedsstillelse er at dække den risiko for kundens misligholdelse, som en entreprenør, der har til opgave at opføre en bolig eller en anden bygning, er udsat for. Entreprenørerne løber nemlig en sådan risiko, når kunden i henhold til nederlandsk ret har ret til at betale prisen for bygge- og anlægsarbejdet i flere rater, og normalt først skal betale den sidste rate, når boligen er afleveret. For at dække denne risiko kan entreprenører kræve, at kunderne deponerer den sidste rate hos en notar eller stiller alternativ sikkerhed. Denne sikkerhed har til formål at garantere, at entreprenøren modtager beløbet for denne sidste rate.

14

I henhold til de almindelige betingelser for sikkerhedsstillelsen, som er kontraktmæssige bestemmelser udarbejdet af Betaal Garant, således som de fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, indbetaler kunden i henhold til sikkerhedsstillelsen et bestemt beløb til Betaal Garant-fonden, der beregnes i forhold til den første forudbetaling, der skal betales af byggeprisen, og som kunden skylder entreprenøren på tidspunktet for betaling af denne forudbetaling. Sikkerhedsstillelsesbeløbet udgør almindeligvis 6% af kontraktbeløbet.

15

Når entreprisekontrakten er afviklet til entreprenørens og kundens tilfredshed, og dette er blevet skriftligt meddelt til Betaal Garant, udbetales sikkerhedsstillelsesbeløbet inden for fem hverdage til entreprenøren. Dette beløb overføres fra Betaal Garant-fondens betalingskonto til entreprenørens betalingskonto.

16

Omkostningerne i forbindelse med gennemførelsen af en sådan sikkerhedsstillelse udgør som udgangspunkt 4% af sikkerhedsbeløbet, som afholdes af kunden, dog mindst 300 EUR, og 2,5% af dette beløb, som afholdes af entreprenøren, dog mindst 200 EUR. Betaal Garant fakturerer kunden de omkostninger, der påhviler denne. De omkostninger, som entreprenøren skal betale, fratrækkes ved betalingen af sikkerhedsbeløbet til ham. I tilfælde af entreprenørens konkurs udbetaler Betaal Garant dette beløb til den entreprenør, der træder i dennes sted.

17

Efter en anmodning fra Vereniging Eigen Huis har DNB undersøgt, om den færdiggørelsesgaranti og sikkerhedsstillelse, som Betaal Garant tilbyder, er i strid med lov om finansielt tilsyn.

18

Ved afgørelse af 8. december 2020 udstedte DNB et påbud ledsaget af en tvangsbøde over for Betaal Garant, bl.a. med den begrundelse, at selskabet ved at tilbyde sikkerheden tilsidesatte det forbud mod erhvervsmæssigt at udøve virksomhed som udbyder af betalingstjenester uden tilladelse, som fremgår af artikel 2:3a, stk. 1, i lov om finansielt tilsyn.

19

Ifølge dette påbud skulle Betaal Garant bl.a. bringe overtrædelsen til ophør senest fire uger efter meddelelsen heraf ved at ophøre med at tilbyde sikkerheden og ved at overdrage, ændre eller opsige de løbende kontrakter. For de samlede konstaterede overtrædelser udgjorde bøden 10000 EUR pr. uge efter udløbet af den henstandsperiode, inden for hvilken Betaal Garant skulle have efterkommet påbuddet fuldt ud. Det maksimale beløb for tvangsbøden udgjorde 50000 EUR.

20

Betaal Garant indgav en administrativ klage over dette påbud, men DNB afviste klagen som ugrundet ved afgørelse af 6. oktober 2021. Betaal Garant anlagde sag til prøvelse af denne afgørelse ved rechtbank Rotterdam (ret i første instans i Rotterdam, Nederlandene).

21

Efter at have konstateret, at fristen var udløbet, uden at Betaal Garant havde efterkommet påbuddet, iværksatte DNB inddrivelsen af den pågældende tvangsbøde ved afgørelse af 31. januar 2022.

22

Betaal Garant gjorde indsigelse mod denne afgørelse. DNB videresendte denne indsigelse til rechtbank Rotterdam (ret i første instans i Rotterdam) som et søgsmål anlagt for den nævnte ret.

23

Denne ret forkastede, henholdsvis afviste Betaal Garants søgsmål til prøvelse af afgørelsen af 6. oktober 2021 og søgsmålet anlagt til prøvelse af afgørelsen af 31. januar 2022. Retten fastslog, at DNB med rette havde fundet, at Betaal Garant skulle have en tilladelse til at tilbyde færdiggørelsesgarantien og sikkerhedsstillelsen, og at Betaal Garant i mangel af en sådan tilladelse havde handlet i strid med lov om finansielt tilsyn.

24

Betaal Garant har efterfølgende iværksat appel ved College van Beroep voor het bedrijfsleven (appeldomstol i sager om handel og industri, Nederlandene), som er den forelæggende ret.

25

Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt DNB’s standpunkt er velbegrundet. Den forelæggende ret er nemlig af den opfattelse, at kunden ved betalingen af det beløb, der svarer til sikkerhedsstillelsen, i sin egenskab af »betaler« som omhandlet i artikel 4, nr. 8), i direktiv 2015/2366 udsteder en betalingsordre som omhandlet i dette direktivs artikel 4, nr. 13), til sin bank i sin egenskab af betalingstjenesteudbyder som omhandlet i nævnte direktivs artikel 4, nr. 11), med henblik på at denne overfører midler fra sin betalingskonto som omhandlet i samme direktivs artikel 4, nr. 12), til Betaal Garant-fonden. Derfor bør sidstnævnte betegnes som »betalingsmodtager« i henhold til artikel 4, nr. 9), i direktiv 2015/2366. Denne ret er af den opfattelse, at kundens bank gennemfører en betalingstransaktion som omhandlet i punkt 3 i bilag I til dette direktiv og således udbyder en betalingstjeneste. Tilsvarende og hvad angår transaktionen bestående i at overføre midler fra Betaal Garant-fondens konto til entreprenørens konto er den forelæggende ret af den opfattelse, at fondens bank udfører en betalingstransaktion og dermed leverer en betalingstjeneste, idet fonden er »betaleren« og entreprenøren »betalingsmodtageren«.

26

DNB er derimod af den opfattelse, at modtagelsen af kundens midler på Betaal Garant-fondens konto og den efterfølgende overførsel herfra til entreprenørens konto udgør en enkelt betalingstransaktion, der udføres af Betaal Garant. I denne sammenhæng gennemfører sidstnævnte i egenskab af mellemmand en kreditoverførsel af midler fra kunden til entreprenøren og leverer dermed en betalingstjeneste i henhold til artikel 4, nr. 3), i direktiv 2015/2366, sammenholdt med punkt 3 i bilag I til dette direktiv.

27

Den forelæggende ret har imidlertid henvist til et svar fra Europa-Kommissionen, der blev offentliggjort den 18. marts 2022, på spørgsmål 2020/5216, der er blandt de tilsynsregler, der anvendes af Den Europæiske Banktilsynsmyndighed. Ifølge dette svar udgør modtagelse og overførsel af midler en betalingstjeneste i henhold til artikel 4, nr. 3), i direktiv 2015/2366, sammenholdt med bilag I til dette direktiv. I denne henseende er Kommissionen af den opfattelse, at der kan være tale om en »pengeoverførsel« i den forstand, der er angivet i artikel 4, nr. 22), i nævnte direktiv, sammenholdt med nr. 6) i bilag I hertil, eller om gennemførelse af betalingstransaktioner i henhold til punkt 3 i bilag I til samme direktiv. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at dette svar kan understøtte DNB’s standpunkt.

28

På denne baggrund har College van Beroep voor het bedrijfsleven (appeldomstol i sager om handel og industri) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 4, nr. 3), i [direktiv 2015/2366], sammenholdt med bilag I, [punkt 3], litra c), til samme direktiv, fortolkes således, at den tjeneste, der består i modtagelse og [overførsel] af et pengebeløb, og som udføres af en enhed som mellemmand, udgør en betalingstjeneste – konkret gennemførelse af kreditoverførsler i dette direktivs forstand – når denne enhed inden for rammerne af en aftale med en kunde og en entreprenør modtager pengebeløb fra kunden på sin betalingskonto og, efter at kunden har givet samtykke hertil, overfører pengebeløbene fra denne betalingskonto til entreprenøren?«

Om det præjudicielle spørgsmål

29

Med sit eneste spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 4, nr. 3), i direktiv 2015/2366, sammenholdt med punkt 3, litra c), i bilag I hertil, skal fortolkes således, at en tjeneste, der består i modtagelse og overførsel af midler, der leveres af en enhed, der optræder som mellemmand, udgør en »betalingstjeneste« som omhandlet i denne artikel 4, nr. 3), og mere specifikt en »kreditoverførsel«, når denne enhed inden for rammerne af en kontrakt med en kunde og en entreprenør modtager midlerne fra kunden på en betalingskonto tilhørende en tilknyttet fond og derefter overfører dem til entreprenøren fra denne konto med kundens samtykke.

30

Indledningsvis fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at Betaal Garant leverer kautions- og/eller garantistillelsesydelser i forbindelse med transaktioner vedrørende opførelse af fast ejendom, hvilke tjenesteydelser udgør en »alternativ sikkerhed« som omhandlet i artikel 767 i bog 7 i den nederlandske borgerlige lovbog. Ifølge disse oplysninger kan de omhandlede tjenesteydelser hver opdeles i to særskilte deltransanktioner:

–

I første omgang overføres midler fra Betaal Garants klients betalingskonto til Betaal Garant-fondens betalingskonto. De betalte beløb tilbageholdes på sidstnævnte konto som sikkerhed, indtil den pågældende kunde har kontrolleret og meddelt Betaal Garant, at entreprisekontrakten er blevet opfyldt til dennes tilfredshed af den pågældende entreprenør.

–

I anden omgang, efter kontrollen og med kundens samtykke, sender Betaal Garant-fonden en betalingsordre til sin bank, med henblik på at banken overfører det krævede beløb fra sin betalingskonto til entreprenørens betalingskonto.

31

Når dette er præciseret, skal det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse skal tages hensyn til dennes ordlyd, den sammenhæng, hvori den indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 17.11.1983, Merck,292/82, EU:C:1983:335, præmis 12, og af 1.8.2025, Alace og Canpelli, C-758/24 og C-759/24, EU:C:2025:591, præmis 91).

32

Hvad for det første angår ordlyden af de omhandlede bestemmelser skal det bemærkes, at artikel 4, nr. 3), i direktiv 2015/2366, der definerer begrebet »betalingstjeneste«, henviser til de aktiviteter, der er opregnet i listen i bilag I til dette direktiv, idet det præciseres, at en eller flere af disse aktiviteter skal udøves »erhvervsmæssigt«.

33

Blandt de aktiviteter, der er opregnet i denne liste, findes navnlig i punkt 3, litra c), i dette bilag I »[g]ennemførelse af betalingstransaktioner, herunder overførsler af midler til en betalingskonto hos brugerens betalingstjenesteudbyder eller hos en anden betalingstjenesteudbyder«, når denne transaktion består i »gennemførelse af kreditoverførsler«.

34

I henhold til artikel 4, nr. 5), i direktiv 2015/2366 forstås ved »betalingstransaktion«»en handling, der initieres af en betaler eller på dennes vegne eller af en betalingsmodtager med henblik på at indbetale, overføre eller hæve midler uden hensyn til eventuelle underliggende forpligtelser mellem betaleren og betalingsmodtageren«.

35

Det skal desuden bemærkes dels, at artikel 4, nr. 24), i direktiv 2015/2366 definerer begrebet »kreditoverførsel« som »en betalingstjeneste til at kreditere en betalingsmodtagers betalingskonto med en betalingstransaktion eller en række betalingstransaktioner fra en betalers betalingskonto foretaget af den betalingstjenesteudbyder, der forvalter betalerens betalingskonto, på grundlag af en instruks fra betaleren«, dels at artikel 4, nr. 8), i dette direktiv definerer begrebet »betaler« som enhver »fysisk eller juridisk person, der er indehaver af en betalingskonto og tillader en betalingsordre fra denne betalingskonto, eller, hvis der ikke er nogen betalingskonto, en fysisk eller juridisk person, der udsteder en betalingsordre«.

36

Heraf følger, at for at en kreditoverførsel kan gennemføres, skal betaleren ikke blot udstede en betalingsordre til sin betalingstjenesteudbyder, men denne udbyder skal også føre betalerens betalingskonto.

37

Det fremgår følgelig af en ordlydsfortolkning af de omhandlede bestemmelser, at den omstændighed, at betaleren har en betalingskonto, og at udbyderen af betalingstjenester fører denne, er nødvendige karakteristika for at fastslå, at en betalingstransaktion består i en procedure for »gennemførelse af kreditoverførsler« i henhold til bilag I, punkt 3, litra c), til direktiv 2015/2366 og dermed i en »betalingstjeneste« i de omhandlede bestemmelsers forstand.

38

Selv om de kautions- og/eller garantistillelsesydelser, som Betaal Garant tilbyder, i det foreliggende tilfælde bl.a. indebærer pengeoverførsler inden for rammerne af de to deltransaktioner, der er nævnt i denne doms præmis 30, fremgår det af oplysningerne i anmodningen om præjudiciel afgørelse, at disse overførsler udføres af henholdsvis kundens og Betaal Garant-fondens banker og ikke af Betaal Garant selv. Ifølge disse oplysninger udgør disse banker »betalingstjenesteudbydere« som omhandlet i artikel 4, nr. 11), i direktiv 2015/2366.

39

Det fremgår endvidere af anmodningen om præjudiciel afgørelse og de skriftlige bemærkninger, der er indgivet til Domstolen, at hverken Betaal Garant eller Betaal Garant-fonden fører betalingskonti på vegne af deres kunder, hvorfor overførsler af beløb, der skyldes i henhold til aftalerne mellem Betaal Garant, kunderne og entreprenørerne sker fra konti, der føres af disse kunders respektive betalingstjenesteudbydere og af Betaal Garant-fondens betalingstjenesteudbydere.

40

Det følger heraf, at gennemførelsen af betalingstransaktioner og overførsler inden for rammerne af de to deltransaktioner, der er beskrevet i denne doms præmis 30, påhviler kundens og Betaal Garant-fondens respektive udbydere af betalingstjenester, uden at det underliggende kontraktforhold mellem kunden, Betaal Garant og entreprenøren har nogen betydning i denne henseende.

41

Selv om de overførsler af midler, der foretages af betalingstjenesteudbyderne for kunden og Betaal Garant-fonden, kan betegnes som »betalingstjenester«, navnlig gennemførelse af kreditoverførsler, skal det bemærkes, at den kautionstjeneste og/eller garantistillelse, som Betaal Garant i dette tilfælde leverer, i henhold til artikel 767 i bog 7 i den nederlandske borgerlige lovbog derimod udgør en form for personlig sikkerhed og mere specifikt en »alternativ sikkerhed«, der er et alternativ til deponering hos en notar. Da en sådan tjeneste imidlertid hverken er defineret i eller reguleret af direktiv 2015/2366, falder den ikke ind under direktivets anvendelsesområde.

42

Hvad for det andet angår den sammenhæng, hvori de omhandlede bestemmelser indgår, skal det bemærkes, at artikel 1, stk. 1, i direktiv 2015/2366 fastsætter seks kategorier af betalingstjenesteudbydere. Disse kategorier omfatter bl.a. kreditinstitutter, e-pengeinstitutter, betalingsinstitutter og postgirokontorer. Som det bl.a. fremgår af artikel 4, nr. 24), i dette direktiv og af punkt 3 i bilag I hertil, finder det nævnte direktiv kun anvendelse på betalingstjenester og kreditoverførsler, der leveres af enheder, der henhører under de nævnte kategorier af betalingstjenesteudbydere.

43

Denne fortolkning understøttes af 24. betragtning til det samme direktiv, hvorefter den retlige ramme, der er indført ved direktivet, kun bør finde anvendelse på tjenesteudbydere, der udbyder betalingstjenester som fast erhverv eller forretningsaktivitet.

44

Dette krav følger af den lovgivningsmæssige sammenhæng, som direktiv 2015/2366 indgår i. At en transaktion betegnes som en »betalingstjeneste«, har nemlig betydelige retlige konsekvenser for den person, der tilbyder en sådan tjeneste erhvervsmæssigt og som led i et fast erhverv.

45

Det skal bemærkes, at såvel bestemmelserne om tilladelse til og tilsynet med betalingsinstitutter som dem, der regulerer betalingstjenesteudbyderens civilretlige ansvar, udgør en række regler, der er kendetegnet ved høje krav, således som generaladvokaten har anført i punkt 61-65 i forslaget til afgørelse. Anvendelsen af en sådan streng retlig ordning er, henset til dens strenghed, begrundet i betalingstjenesteudbyderens direkte deltagelse i overførslen af midler.

46

Som generaladvokaten nærmere bestemt har anført i punkt 65 i forslaget til afgørelse, er de krav vedrørende tilladelse til betalingsinstitutter, tilsyn og civilretligt ansvar, der er fastsat i direktiv 2015/2366, så meget desto mere ikke begrundet, hvis pengeoverførsler kun foretages med henblik på at udføre en anden tjeneste, der tilbydes som hovedydelse, således som det er tilfældet i den foreliggende sag, nemlig en ydelse i form af alternativ sikkerhedsstillelse, der ikke i sig selv er omfattet af dette direktivs bestemmelser.

47

I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse og de bemærkninger, der er indgivet til Domstolen, at Betaal Garant ikke falder ind under nogen af de kategorier af »betalingstjenesteudbydere«, der er omhandlet i præmis 42 i denne dom, og at Betaal Garant ikke selv foretager pengeoverførsler for at udføre den i hovedsagen omhandlede tjeneste vedrørende levering af en alternativ sikkerhedsstillelse.

48

Hvad for det tredje og sidste angår de formål, der forfølges med direktiv 2015/2366, skal det bemærkes, at det bl.a. fremgår af sjette betragtning hertil, at direktivet ikke alene tilsigter at give forbrugerne en høj grad af beskyttelse i forbindelse med brug af betalingstjenester i hele Unionen (jf. i denne retning dom af 11.11.2020, DenizBank,C-287/19, EU:C:2020:897, præmis 102), men også for at sikre en højere grad af retssikkerhed og en ensartet anvendelse af de lovgivningsmæssige rammer i hele Unionen.

49

Som generaladvokaten har anført i punkt 58 i forslaget til afgørelse, fremgår det bl.a. af første og fjerde betragtning til dette direktiv, at EU-lovgiver har forsøgt at skabe et indre marked for betalingstjenester ved at erstatte de 27 eksisterende nationale systemer, hvis sameksistens gav anledning til forvirring og var præget af manglende retssikkerhed, med en harmoniseret retlig ramme, der fastsætter rettigheder og forpligtelser for brugere og udbydere af betalingstjenester.

50

Den omstændighed, at målet om at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau udgør et grundlæggende formål med den ordning, der blev indført ved direktiv 2015/2366, kan ikke i sig selv hverken ændre anvendelsesområdet for bestemmelserne i dette direktiv eller udvide rækkevidden af de relevante begreber, som er omhandlet i disse bestemmelser, ved at gå ud over ordlyden af definitionerne af disse begreber. Desuden ville en sådan fortolkning stride mod målsætningen om at sikre retssikkerhed på området for betalingstjenester.

51

Som det er blevet påpeget i præmis 13 og 41 i denne dom, udgør den kautionstjeneste og/eller garantistillelse, som Betaal Garant i den foreliggende sag udfører, i henhold til artikel 767 i bog 7 i den nederlandske borgerlige lovbog et alternativ til tjenesten med deponering hos en notar. Det må konstateres, at det hverken fremgår af bestemmelserne eller af den generelle opbygning af direktiv 2015/2366, at det var direktivets hensigt at underkaste notarers levering af sådanne tjenester den særlige ordning for betalingstjenester samt den betingelse om opnåelse af tilladelse, der er fastsat i dette direktiv.

52

Det fremgår derfor af en ordlydsfortolkning, kontekstuel fortolkning og teleologisk fortolkning af de omhandlede bestemmelser, at direktiv 2015/2366 udelukker udbydere af sikkerhedsstillelsestjenester fra sit anvendelsesområde, når disse i tilknytning til levering af deres hovedydelse på accessorisk vis gør brug af betalingstjenester, der tilbydes af andre udbydere, som leverer sådanne tjenester som deres hovedvirksomhed, inden for rammen af deres faste erhverv eller forretningsaktivitet.

53

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det præjudicielle spørgsmål besvares med, at artikel 4, nr. 3), i direktiv 2015/2366, sammenholdt med punkt 3, litra c), i bilag I hertil, skal fortolkes således, at en tjeneste, der består i modtagelse og overførsel af midler, der leveres af en enhed, der optræder som mellemmand, ikke udgør en »betalingstjeneste« som omhandlet i denne artikel 4, nr. 3), og mere specifikt ikke en »kreditoverførsel«, når denne enhed inden for rammerne af en kontrakt med en kunde og en entreprenør modtager midlerne fra kunden på en betalingskonto tilhørende en tilknyttet fond og derefter overfører dem til entreprenøren fra denne konto med kundens samtykke.

Sagsomkostninger

54

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

 

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

 

Artikel 4, nr. 3), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF, sammenholdt med bilag I, punkt 3, litra c), til direktiv 2015/2366,

 

skal fortolkes således, at

 

en tjeneste, der består i modtagelse og overførsel af midler, der leveres af en enhed, der optræder som mellemmand, ikke udgør en »betalingstjeneste« som omhandlet i denne artikel 4, nr. 3), og mere specifikt ikke en »kreditoverførsel«, når denne enhed inden for rammerne af en kontrakt med en kunde og en entreprenør modtager midlerne fra kunden på en betalingskonto tilhørende en tilknyttet fond og derefter overfører dem til entreprenøren fra denne konto med kundens samtykke.

 

Underskrifter


( *1 ) – Processprog: nederlandsk.

Top