–

Elettronica Industriale SpA ved avvocati D. Franzini, M. Molino og G. Rossi,

–

den italienske regering ved S. Fiorentino, som befuldmægtiget, bistået af avvocati dello Stato E. De Bonis og F. Montanaro,

–

Europa-Kommissionen ved G. Conte og O. Gariazzo, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om en præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 13 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester (tilladelsesdirektivet) (EFT 2002, L 108, s. 21), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/140/EF af 25. november 2009 (EUT 2009, L 337, s. 37) (herefter »tilladelsesdirektivet«), af artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester (rammedirektivet) (EFT 2002, L 108, s. 33), som ændret ved direktiv 2009/140 (herefter »rammedirektivet«), og af proportionalitetsprincippet.

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Elettronica Industriale SpA og Ministero delle Imprese e del Made in Italy (ministeriet for erhverv og Made in Italy, Italien) vedrørende gyldigheden af to dekreter fra dette ministerium om fastsættelse af afgifter for brugsrettigheder til frekvenser til digitalt TV vedrørende henholdsvis for så vidt angår det første af disse dekreter 2014, 2015 og 2016 og for så vidt angår det andet dekret 2017.

3

I 32. betragtning til tilladelsesdirektivet anførtes følgende:

»Ud over administrationsgebyrer kan der opkræves afgifter for brug af radiofrekvenser og numre som middel til at sikre en optimal anvendelse af sådanne ressourcer. Sådanne afgifter bør ikke hindre etableringen af innovative tjenester og konkurrence på markedet. Dette direktiv berører ikke det formål, som afgifterne for brugsrettigheder anvendes til. Sådanne afgifter kan f.eks. anvendes til at finansiere aktiviteter, der gennemføres af de nationale tilsynsmyndigheder, og som ikke kan dækkes af administrationsgebyrerne [...]«

4

Dette direktivs artikel 1, stk. 1, fastsatte:

»Målet med dette direktiv er gennem en harmonisering og forenkling af regler og vilkår for tilladelser at skabe et indre marked for elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester for derigennem at lette udbud heraf i hele Fællesskabet.«

5

Det nævnte direktivs artikel 2, stk. 2, definerede »generel tilladelse« som »retlige rammer, der er fastsat af medlemsstaten, og som sikrer ret til at udbyde elektroniske kommunikationsnet eller ‑tjenester, samt opstiller sektorspecifikke forpligtelser, der, i medfør af [tilladelsesdirektivet], kan gælde alle eller specifikke typer elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester.«

6

Samme direktivs artikel 13 med overskriften »Afgifter for brugsrettigheder og tilladelser til installation af faciliteter« bestemte:

»Medlemsstaterne kan give den relevante myndighed tilladelse til at opkræve afgifter for brugsret til radiofrekvenser eller numre eller for tilladelser til at installere faciliteter på, over eller under offentlig eller privat ejendom, som afspejler behovet for at sikre, at disse ressourcer udnyttes optimalt. Medlemsstaterne sikrer, at sådanne afgifter er ikke-diskriminerende, transparente, objektivt begrundede og forholdsmæssigt afpassede efter det tilsigtede formål og tager hensyn til målene i artikel 8 i [rammedirektivet]«

7

Rammedirektivets artikel 8, der har overskriften »Politiske mål og tilsynsprincipper«, bestemte:

»Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder under udførelsen af de i dette direktiv og særdirektiverne omhandlede tilsynsopgaver, træffer alle rimelige foranstaltninger med henblik på opfyldelse af målene i stk. 2, 3 og 4. Foranstaltningerne skal stå i et rimeligt forhold til disse mål.

[...]

2.   De nationale tilsynsmyndigheder fremmer konkurrencen inden for udbud af elektroniske kommunikationsnet, elektroniske kommunikationstjenester og dertil hørende faciliteter og tjenester ved bl.a. at:

[...]

3.   De nationale tilsynsmyndigheder bidrager til udviklingen af det indre marked ved bl.a. at:

[...]«

8

Artikel 35 i decreto legislativo n. 259 – Codice delle comunicazioni elettroniche (lovdekret nr. 259 om elektronisk kommunikation) af 1. august 2003 (GURI nr. 214 af 15.9.2003, almindeligt tillæg nr. 150) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, vedrørende afgifter for tildeling af brugsrettigheder til og installation af infrastruktur bestemte i det væsentlige, at afgifter for tildeling af brugsrettigheder til radiofrekvenser eller numre fastsættes af Ministero dello Sviluppo Economico (ministeriet for økonomisk udvikling, Italien), nu ministeriet for erhvervsliv og Made in Italy på grundlag af kriterier, der er fastsat af Autorità per le Garanzie nelle Comunicazioni (tilsynsmyndigheden for kommunikation, Italien), og at afgifterne skal være gennemsigtige, objektivt begrundede, stå i rimeligt forhold til det tilstræbte mål, ikke-diskriminerende og tage hensyn til de mål, der er fastsat i tilladelsesdirektivets artikel 13.

9

Artikel 1, stk. 172-174, i legge n. 208 – Disposizioni per la formazione del bilancio annuale e pluriennale dello Stato (legge di stabilità 2016) (lov nr. 208 om bestemmelser om udarbejdelse af statens årlige og flerårige budget (finansloven for 2016)) af 28. december 2015 (GURI nr. 302 af 30.12.2015, almindeligt tillæg nr. 70, herefter »lov nr. 208/2015«) bestemmer:

»172   Størrelsen af de afgifter for brugsret til digitale TV-frekvenser, som afkræves nationale eller lokale netoperatører, fastsættes ved dekret fra ministeriet for økonomisk udvikling […], som skal fastsættes på transparent vis og være forholdsmæssigt afpasset efter det tilsigtede formål, ikke-diskriminerende og objektivt, på grundlag af tilladelsens geografiske rækkevidde og frekvensernes markedsværdi, idet der tages hensyn til ordninger, der tilskynder til overdragelse af transmissionskapacitet i konkurrenceøjemed og brugen af innovative teknologier.

173   Afgiftsordningen i stk. 172 skal også anvendes i de år, for hvilke de skyldige afgifter ikke er blevet fastsat.

174   Størrelsen af afgifterne i stk. 172 og de administrationsgebyrer, som afkræves nationale og lokale operatører, der er indehavere af en generel tilladelse til at udøve aktivitet som netoperatør af digitalt jordbaseret TV og for brug af radiofrekvenser via radiofrekvensoverføring […], skal generere samlede årlige indtægter til statsbudgettet i en størrelsesorden på mindst 32,8 mio. EUR«.

10

Elettronica Industriale, der er en italiensk telenetoperatør, har anlagt sag ved Tribunale amministrativo regionale per il Lazio (den regionale forvaltningsdomstol for Lazio, Italien), som er den forelæggende ret, med påstand om annullation af ministeriet for erhverv og Made in Italys dekreter af 4. august 2016 og 13. april 2017 om fastsættelse af afgifter for brugsrettigheder til frekvenser til digitalt TV henholdsvis for så vidt angår det første af disse dekreter for 2014, 2015 og 2016 og for så vidt angår det andet dekret for 2017. De nævnte dekreter blev vedtaget på grundlag af bestemmelserne i lov nr. 208/2015. Ifølge denne operatør er disse dekreter uforenelige med de krav, der bl.a. følger af tilladelsesdirektivet.

11

Den forelæggende ret har indledningsvis konstateret, at de i hovedsagen omhandlede dekreter gennemfører det formål, der er fastsat i artikel 1, stk. 172, i lov nr. 208/2015, og som består i at fremme åbningen af markedet for nye operatører og konkurrencen ved at beregne afgifterne for brugsrettigheder til frekvenser til digitalt TV under hensyn til tilladelsens geografiske rækkevidde og frekvensernes markedsværdi, idet der tages hensyn til ordninger, der tilskynder til overdragelsen af transmissionskapacitet i konkurrenceøjemed og brugen af innovative teknologier. Disse dekreter fastsætter i denne henseende en variabel procentsats for nedsættelse af afgiften til fordel for netoperatører, der ikke er vertikalt integrerede, eller som i året forud for det år, som afgiften vedrører, har overdraget deres frekvenser til tredjeparter, der ikke tilhører den samme koncern som dem.

12

De pågældende dekreter er således begrundede på baggrund af kravene i tilladelsesdirektivet og rammedirektivet, for så vidt som de navnlig overholder de mål, der er omhandlet i dette sidstnævnte direktivs artikel 8, stk. 2, litra b).

13

Når dette er sagt, kan artikel 1, stk. 174, i lov nr. 208/2015 ifølge den forelæggende ret anses for at være i strid med disse direktiver og proportionalitetsprincippet som fortolket af Domstolen, for så vidt som den kræver, at der skal »genereres samlede årlige indtægter til statsbudgettet i en størrelsesorden på mindst 32,8 mio. EUR«.

14

Denne bestemmelse pålægger nemlig sektormyndighederne gennem opkrævning af afgifter for brugsrettigheder til frekvenser til digitalt TV at generere årlige indtægter, der fastsættes med henblik på at nå mål af økonomisk karakter, uden at fastsætte nogen forpligtelse til at genanvende disse indtægter med henblik på at fremme virkeliggørelsen af de mål, der er fastsat i EU-lovgivningen. Den nævnte bestemmelse kan således anses for at indføre afgifter for udbud af »andre« elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester end dem, der er fastsat i tilladelsesdirektivets artikel 13, hvilket denne artikel netop har til formål at forhindre.

15

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at de i hovedsagen omhandlede dekreter vilkårligt og uden begrundelse fastsætter en afgift, hvis størrelse skal gøre det muligt at opnå indtægter af økonomisk art, idet størrelsen af disse indtægter forudgående er blevet fastsat ved lov. Den italienske lovgiver har således forudgående fastsat et vist økonomisk resultat, der skal opnås ved hjælp af de afgifter, som pålægges operatørerne af digitalt TV, uafhængigt af indførelsen af en ordning, der gør det muligt efterfølgende at kontrollere, om de mål, der forfølges med tilladelsesdirektivet og rammedirektivet, er blevet opfyldt.

16

Den forelæggende ret er i øvrigt i tvivl om, hvorvidt en kontrol af overholdelsen af proportionalitetsprincippet, således som det kræves i henhold til tilladelsesdirektivets artikel 13, kan foretages, når referenceparameteren ikke udgøres af størrelsen af de afgifter, der pålægges hver operatør, men af det samlede årlige beløb, der er fastsat på forhånd i den nationale lovgivning, og som alle disse afgifter skal generere.

17

På denne baggrund har Tribunale amministrativo regionale per il Lazio (den regionale forvaltningsdomstol for Lazio) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er [tilladelsesdirektivets] artikel 13 […] sammenholdt med [rammedirektivets] artikel 8 […] og det [EU]-retlige proportionalitetsprincip, til hinder for, at en medlemsstats lovgiver definerer et kriterium for beregningen af »[a]fgifter for brugsrettigheder og tilladelser til installation af faciliteter«, som hænger sammen med opnåelsen af bestemte samlede afgiftsindtægter, og således med opfyldelsen af generelle mål for de offentlige finanser, via opkrævning af afgifter fra operatørerne, uden tilknytning til formålet om at opfylde behovet for et velfungerende marked for elektronisk kommunikation og for at beskytte brugerne, og skal de nationale retter undlade at anvende den konkrete bestemmelse?«

18

Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om tilladelsesdirektivets artikel 13, sammenholdt med rammedirektivets artikel 8 og proportionalitetsprincippet, skal fortolkes således, at disse bestemmelser og dette princip er til hinder for en national lovgivning, der pålægger et kriterium for beregning af afgifterne for brugsrettigheder til frekvenser til digitalt TV, som fastsættes på grundlag af et på forhånd fastsat beløb af årlige indtægter, der skal hidrøre fra disse afgifter, og dermed af generelle økonomiske formål.

19

Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, ønsker den forelæggende ret oplyst, om den er forpligtet til at undlade at anvende denne nationale lovgivning.

20

I henhold til tilladelsesdirektivets artikel 1 er målet direktivet gennem en harmonisering og forenkling af regler og vilkår for tilladelser at skabe et indre marked for elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester for derigennem at lette udbud heraf i hele Den Europæiske Union.

21

Med henblik herpå fastsætter dette direktiv ikke kun regler vedrørende procedurerne for udstedelse af generelle tilladelser eller brugsret til radiofrekvenser eller numre og indholdet af disse tilladelser, men ligeledes vedrørende arten eller endog størrelsen af de økonomiske byrder, som er knyttet til disse procedurer, og som medlemsstaterne kan pålægge virksomhederne i sektoren for elektroniske kommunikationstjenester (jf. dom af 4.9.2014, Belgacom og Mobistar, C-256/13 og C-264/13, EU:C:2014:2149, præmis 29, og af 6.10.2020, Vodafone España,C-443/19, EU:C:2020:798, præmis 29).

22

I henhold til det nævnte direktivs artikel 13 med overskriften »Afgifter for brugsrettigheder og tilladelser til installation af faciliteter« kan medlemsstaterne navnlig give den relevante myndighed tilladelse til at opkræve afgifter for brugsret til radiofrekvenser eller numre eller for tilladelser til at installere faciliteter på, over eller under offentlig eller privat ejendom, som afspejler behovet for at sikre, at disse ressourcer udnyttes optimalt. Det følger af denne artikel 13, at medlemsstaterne skal sikre, at disse afgifter er objektivt begrundede, gennemsigtige, ikke-diskriminerende og forholdsmæssigt afpassede efter det tilsigtede formål og tager hensyn til de mål, der er fastsat i rammedirektivets artikel 8, som bl.a. er at fremme konkurrencen og en effektiv udnyttelse af radiofrekvenserne (dom af 21.3.2013, Belgacom m.fl.,C-375/11, EU:C:2013:185, præmis 46, og af 6.10.2020, Vodafone España,C-443/19, EU:C:2020:798, præmis 50).

23

I denne henseende indebærer formålet om at sikre, at udbyderne udnytter de knappe ressourcer, hvortil de har adgang, optimalt, at afgiften fastsættes til et passende beløb, der bl.a. afspejler værdien af anvendelsen af disse ressourcer, hvilket kræver, at der tages hensyn til den økonomiske og tekniske situation på det pågældende marked (jf. i denne retning dom af 10.3.2011, Telefónica Móviles España,C-85/10, EU:C:2011:141, præmis 28, og af 6.10.2020, Vodafone España,C-443/19, EU:C:2020:798, præmis 53).

24

Domstolen har således fastslået, at en for høj afgift kan afskrække fra at benytte de pågældende knappe ressourcer og medføre en underudnyttelse af ressourcerne (dom af 10.3.2011, Telefónica Móviles España,C-85/10, EU:C:2011:141, præmis 29).

25

Når dette er sagt, fastsætter tilladelsesdirektivets artikel 13 de krav, som medlemsstaterne, hvis de beslutter at pålægge en afgift for brugsrettigheder til en knap ressource, skal overholde ved fastsættelsen af denne afgift, uden for så vidt at fastsætte en konkret metode til fastsættelsen af beløbet (jf. i denne retning dom af 21.3.2013, Belgacom m.fl.,C-375/11, EU:C:2013:185, præmis 49).

26

Som det bekræftes i 32. betragtning til dette direktiv, indeholder direktivet i øvrigt ingen bestemmelse, der fastsætter, hvordan indtægten af de afgifter, der opkræves for brugsrettigheder til radiofrekvenser, skal anvendes.

27

I det foreliggende tilfælde bestemmer artikel 1, stk. 172, i lov nr. 208/2015, som ifølge den forelæggende ret er gennemført ved de i hovedsagen omhandlede dekreter, at størrelsen af afgifterne for brugsrettigheder til frekvenser til digitalt TV skal fastsættes »på transparent vis og være forholdsmæssigt afpasset efter det tilsigtede formål, ikke-diskriminerende og objektivt, på grundlag af tilladelsens geografiske rækkevidde og frekvensernes markedsværdi, idet der tages hensyn til ordninger, der tilskynder til overdragelse af transmissionskapacitet i konkurrenceøjemed og brugen af innovative teknologier.«

28

Henset til ordlyden af denne bestemmelse synes den at gennemføre tilladelsesdirektivets artikel 13 i italiensk ret som fortolket i Domstolens praksis.

29

Når dette er sagt, har den forelæggende ret fremhævet, at de i hovedsagen omhandlede dekreter også skal være i overensstemmelse med artikel 1, stk. 174, i lov nr. 208/2015, som kræver, at de afgifter, der er fastsat i disse dekreter, sikrer den italienske stat årlige indtægter på mindst 32,8 mio. EUR. Den forelæggende ret er imidlertid af den opfattelse, at den omstændighed, at pålæggelsen af disse afgifter forfølger et økonomisk formål, nemlig at sikre staten et årligt minimumsbeløb for indtægter, fører til den antagelse, at den nationale lovgiver har pålagt opkrævning af »andre« afgifter end dem, der er fastsat i tilladelsesdirektivet, hvilket er i strid med Domstolens praksis vedrørende dette direktivs artikel 13.

30

I denne henseende har Domstolen i første række fastslået, at medlemsstaterne inden for rammerne af det pågældende direktiv ikke kan opkræve andre afgifter eller gebyrer i forbindelse med udbud af elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester end dem, der er fastsat i samme direktiv (dom af 17.12.2015, Proximus,C-454/13, EU:C:2015:819, præmis 20, og af 6.10.2020, Vodafone España,C-443/19, EU:C:2020:798, præmis 32).

31

I de domme, der er nævnt i foregående præmis, vedrørte Domstolens vurdering anvendelsesområdet for tilladelsesdirektivets artikel 13, idet den lagde vægt på de afgiftsudløsende omstændigheder, der var omhandlet i de sager, der gav anledning til disse domme.

32

Domstolen har således fastslået, at for at tilladelsesdirektivets bestemmelser kan finde anvendelse på en national afgift, skal den afgiftsudløsende begivenhed være knyttet til proceduren for den generelle tilladelse, der i henhold til direktivets artikel 2, stk. 2, litra a), sikrer ret til at udbyde elektroniske kommunikationsnet eller ‑tjenester (jf. i denne retning dom af 17.12.2015, Proximus,C-454/13, EU:C:2015:819, præmis 21).

33

Det følger heraf, at afgifter såsom de i hovedsagen omhandlede, der pålægges operatører, som udbyder elektroniske kommunikationstjenester som modydelse for retten til at anvende frekvenser til digitalt TV, er omfattet af anvendelsesområdet for tilladelsesdirektivets artikel 13.

34

Det kan derfor ikke udledes af den omstændighed, at den nationale lovgiver ved fastsættelsen af disse afgifter forfølger et økonomisk formål ud over formålene om at fremme konkurrencen og en effektiv udnyttelse af frekvenser til digitalt TV, at denne lovgiver har krævet betaling af andre afgifter end dem, der er omhandlet i denne artikel 13, som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 30.

35

Med henblik på at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar skal det i anden række afgøres, om nævnte artikel 13 tillader, at der forfølges et sådant yderligere økonomisk formål ved at fastsætte et årligt minimumsbeløb, der skal sikres ved indtægterne fra de afgifter, der pålægges i henhold til samme artikel 13.

36

I denne henseende fremgår det for det første af denne doms præmis 25 og 26, at tilladelsesdirektivet giver medlemsstaterne mulighed for ved fastsættelsen af disse afgifter at forfølge et sådant yderligere formål ud over dem, der er omhandlet i dette direktivs artikel 13, som er knyttet til indtægterne fra de afgifter, der pålægges i henhold til denne artikel.

37

Som Domstolen allerede har fastslået for så vidt angår Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/13/EF af 10. april 1997 om ensartede principper for generelle tilladelser og individuelle tilladelser for teletjenester (EFT 1997, L 117, s. 15), hvis artikel 11, stk. 2, svarer til tilladelsesdirektivets artikel 13 (dom af 17.12.2015, Proximus,C-517/13, EU:C:2015:820, præmis 23), kræves det ikke, at sådanne afgifter er bundet til et særligt formål, eller at den pågældende medlemsstat efterfølgende skal anvende indtægten fra afgiften til særlige formål. Det følger heraf, at det står medlemsstaten frit at anvende denne indtægt (jf. analogt dom af 10.3.2011, Telefónica Móviles España,C-85/10, EU:C:2011:141, præmis 32).

38

For det andet er det imidlertid vigtigt, således som det er anført i denne doms præmis 23, at afgifternes størrelse fastsættes på et passende niveau, der bl.a. afspejler værdien af de brugsrettigheder til knappe ressourcer, som den operatør, der er underlagt afgiften, har adgang til, dvs. i det foreliggende tilfælde frekvenserne på digitalt TV.

39

I denne henseende har Domstolen allerede fastslået, at fastsættelsen af en afgift for brugsrettigheder til radiofrekvenser baseret enten på den oprindelige engangsafgift for bevilling beregnet på grundlag af antallet af frekvenser og måneder, som brugsrettighederne til frekvenserne vedrører, eller på beløb fremkommet ved auktioner, kan udgøre en passende metode til fastsættelse af værdien af radiofrekvenserne, eftersom begge disse metoder gør det muligt at opnå beløb, der står i forhold til den forudsigelige rentabilitet af de pågældende radiofrekvenser (jf. i denne retning dom af 21.3.2013, Belgacom m.fl.,C-375/11, EU:C:2013:185, præmis 52 og 53).

40

Det følger heraf, at tilladelsesdirektivets artikel 13 ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der fastsætter et årligt minimumsbeløb for indtægter, som de afgifter, der er fastsat i henhold til denne artikel 13, skal generere, forudsat at dette beløb beregnes således, at det ikke overstiger værdien af brugsrettighederne til radiofrekvenser, og følgelig fastsættes under hensyntagen til den forventede rentabilitet af disse radiofrekvenser.

41

Selv om det tilkommer den forelæggende ret at foretage den nødvendige efterprøvelse i denne henseende, skal det bemærkes, at den italienske regering i sit skriftlige indlæg har præciseret, at indtægterne fra opkrævningen af afgifter for brugsrettigheder til frekvenser til digitalt TV efter vedtagelsen af lov nr. 208/2015 er faldet, hvilket fremstår som et forhold, der kan indikere, at dette beløb ikke overstiger værdien af disse brugsrettigheder. På samme måde er den omstændighed, hvis den er godtgjort, at alle de frekvenser, der er til rådighed for digitalt TV, er blevet tildelt og anvendt, et forhold, der synes at vise, at det pågældende beløb ikke er uforholdsmæssigt stort, eller i det mindste ikke har medført en underudnyttelse af de pågældende frekvenser.

42

Hvad for det tredje nærmere bestemt angår det krav, der følger af tilladelsesdirektivets artikel 13, hvorefter størrelsen af de afgifter, der pålægges hver operatør af digitalt TV, skal overholde proportionalitetsprincippet, er den forelæggende ret med rette af den opfattelse, at kontrollen med overholdelsen af dette princip ikke kan vedrøre en referenceparameter, som ikke udgøres af størrelsen af de afgifter, der pålægges hver operatør, men af det samlede årlige beløb, der er fastsat på forhånd i den nationale lovgivning, og som alle disse afgifter skal generere.

43

Når dette er sagt, har den forelæggende ret, således som det er anført i denne doms præmis 11, anført, at i henhold til de i hovedsagen omhandlede dekreter, hvorved afgifterne for brugsrettigheder til frekvenser til digitalt TV fastsættes for de relevante år, beregnes disse afgifter under hensyntagen til tilladelsens geografiske dækning og frekvensernes markedsværdi, idet der tages hensyn til ordninger, der tilskynder til overdragelse af transmissionskapacitet i konkurrenceøjemed og brugen af innovative teknologier.

44

Ifølge denne ret fastsætter disse dekreter bl.a. en variabel procentsats for nedsættelse af afgiften til fordel for netoperatører, der ikke er vertikalt integrerede, eller som i det år, der går forud for det år, som afgiften vedrører, har overdraget deres frekvenser til tredjeparter, der ikke tilhører den samme koncern som dem. Med forbehold af den efterprøvelse, som det påhviler den forelæggende ret at foretage, synes disse forhold at kunne påvise, at den italienske lovgivning er i overensstemmelse med tilladelsesdirektivets artikel 13, herunder med hensyn til det proportionalitetskrav, der er fastsat heri.

45

Såfremt den pågældende ret skulle fastslå denne overensstemmelse, og såfremt den efter den efterprøvelse, som det tilkommer den at foretage på grundlag af oplysningerne i denne doms præmis 39-41, ligeledes skulle konstatere, at det årlige minimumsbeløb for de samlede indtægter, som de nævnte afgifter skal generere i henhold til artikel 1, stk. 174, i lov nr. 208/2015, ikke er højere end værdien af brugsrettighederne til frekvenser til digitalt TV, kan dette beløb ikke tages i betragtning i forbindelse med vurderingen af proportionaliteten, som omhandlet i tilladelsesdirektivets artikel 13, af det specifikke beløb for de individuelle afgifter, der pålægges hver operatør, som anvender disse frekvenser. Den forholdsmæssige karakter af størrelsen af en afgift, som er blevet fastsat individuelt på grundlag af kriterier, der er i overensstemmelse med denne artikel 13, kan nemlig ikke påvirkes af den omstændighed, at dette beløb ligeledes skal bidrage til at nå et samlet indtægtsbeløb, som ikke overstiger den samlede værdi af brugsrettighederne til de frekvenser, som denne afgift vedrører.

46

Såfremt den forelæggende ret efter den efterprøvelse, som den er forpligtet til at foretage, imidlertid måtte konkludere, at det årlige minimumsbeløb for de samlede indtægter fra afgifterne for brugsrettigheder til digitale TV-frekvenser er højere end værdien af disse brugsrettigheder, og at den italienske lovgivning følgelig ikke er i overensstemmelse med tilladelsesdirektivets artikel 13, skal det bemærkes, at princippet om EU-rettens forrang med henblik på at sikre virkningen af samtlige bestemmelser i EU-retten først og fremmest indebærer en pligt for de nationale retter til i videst muligt omfang at fortolke national ret i overensstemmelse med EU-retten. Forpligtelsen til at foretage en overensstemmende fortolkning af national ret er imidlertid underlagt visse begrænsninger, og den kan bl.a. ikke tjene som grundlag for en fortolkning contra legem af national ret. Såfremt den forelæggende ret måtte fastslå, at den nationale lovgivning ikke kan fortolkes i overensstemmelse med EU-retten skal det bemærkes, at de berørte erhvervsdrivende, henset til den direkte virkning af denne artikel 13 (dom af 12.7.2012, Vodafone España og France Telecom España, C-55/11, C-57/11 og C-58/11, EU:C:2012:446, præmis 38 og 39), med føje kan støtte ret på bestemmelsen for de kompetente nationale retsinstanser med henblik på at anfægte disse afgifter, idet disse retter skal undlade at anvende nationale regler, der er uforenelige med den nævnte artikel 13 (jf. i denne retning dom af 20.11.2025, Framholm,C-195/25, EU:C:2025:904, præmis 67, 68 og 70 og den deri nævnte retspraksis).

47

Henset til ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at tilladelsesdirektivets artikel 13, sammenholdt med rammedirektivets artikel 8 og proportionalitetsprincippet, skal fortolkes således, at disse bestemmelser og dette princip ikke er til hinder for en national lovgivning, der pålægger et kriterium for beregning af afgifterne for brugsrettigheder til frekvenser til digitalt TV, som fastsættes på grundlag af et på forhånd fastsat beløb af årlige indtægter, der skal hidrøre fra disse afgifter, og dermed af generelle økonomiske formål, for så vidt som dette beløb ikke overstiger værdien af brugsrettighederne til disse frekvenser.

48

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret:

Artikel 13 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester (tilladelsesdirektivet) som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/140/EF af 25. november 2009, sammenholdt med artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester (rammedirektivet), som ændret ved direktiv 2009/140, og proportionalitetsprincippet,

skal fortolkes således, at

disse bestemmelser og dette princip ikke er til hinder for en national lovgivning, der pålægger et kriterium for beregning af afgifterne for brugsrettigheder til frekvenser til digitalt TV, som fastsættes på grundlag af et på forhånd fastsat beløb af årlige indtægter, der skal hidrøre fra disse afgifter, og dermed af generelle økonomiske formål, for så vidt som dette beløb ikke overstiger værdien af brugsrettighederne til disse frekvenser.