1

Sagsøgeren, Administration of the State Border Guard Service of Ukraine, har med sit søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af den afgørelse, der blev truffet den 1. december 2023 af Første Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 438/2023-1) (herefter »den anfægtede afgørelse«).

2

Den 16. marts 2022 indgav sagsøgerens retlige forgænger en ansøgning om registrering af et EU-varemærke til EUIPO for følgende figurtegn:

3

Det ansøgte varemærke omfattede varer og tjenesteydelser i klasse 9, 14, 16, 18, 25, 28 og 41 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og var for hver af disse klasser beskrevet på følgende måde:

4

Den 13. september 2022 blev overdragelsen af det ansøgte varemærke til sagsøgeren indført i registret.

5

Ved afgørelse af 22. december 2022 afslog undersøgeren registreringsansøgningen i sin helhed på grundlag af artikel 7, stk. 1, litra f), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1), sammenholdt med den nævnte forordnings artikel 7, stk. 2.

6

Den 21. februar 2023 indgav sagsøgeren en klage til EUIPO over undersøgerens afgørelse.

7

Den 13. juni 2023 fremsendte formanden og referenten for Første Appelkammer en skrivelse til sagsøgeren med meddelelse om, at det pågældende tegn, efter en foreløbig undersøgelse af sagen, og uden at det berørte anvendeligheden af artikel 7, stk. 1, litra f), i forordning 2017/1001, syntes at mangle fornødent særpræg som omhandlet i den nævnte forordnings artikel 7, stk. 1, litra b). Sagsøgeren fremsatte sine bemærkninger den 13. juli 2023.

8

Ved den anfægtede afgørelse afviste appelkammeret klagen med den begrundelse, at det ansøgte varemærke manglede fornødent særpræg for de omhandlede varer og tjenesteydelser og derfor skulle udelukkes fra registrering i henhold til artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001.

9

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

10

EUIPO har nedlagt følgende påstande:

11

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet fremsat tre anbringender, hvoraf det første vedrører tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001, det andet tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik og det tredje tilsidesættelse af artikel 71, stk. 1, i forordning 2017/1001.

12

Sagsøgeren har foreholdt appelkammeret, at det foretog en fejlagtig anvendelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001 ved at fastslå, at det ansøgte mærke manglede fornødent særpræg for alle de omhandlede varer og tjenesteydelser.

13

Ifølge ordlyden af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001 er varemærker, som mangler fornødent særpræg, udelukket fra registrering. I henhold til samme forordnings artikel 7, stk. 2, finder artikel 7, stk. 1, anvendelse, selv om registreringshindringerne kun er til stede i en del af Den Europæiske Union.

14

Den omstændighed, at et varemærke har fornødent særpræg i henhold til artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001, betyder, at varemærket er egnet til at identificere den vare eller tjenesteydelse, for hvilken det er søgt registreret, som hidrørende fra en bestemt virksomhed og dermed til at adskille denne vare eller tjenesteydelse fra andre virksomheders (jf. dom af 8.2.2011, Paroc mod KHIM (INSULATE FOR LIFE),T-157/08, EU:T:2011:33, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

15

Hvorvidt et varemærke har fornødent særpræg, skal dels bedømmes i forhold til de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er søgt registreret, dels i forhold til opfattelsen af varemærket hos den relevante kundekreds (jf. dom af 25.9.2014, Giorgis mod KHIM – Comigel (Formen på to emballerede bægre), T‑474/12, EU:T:2014:813, præmis 13 og den deri nævnte retspraksis).

16

De af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001 omfattede tegn, som mangler fornødent særpræg, anses for uegnede til at udføre varemærkets væsentligste funktion, nemlig at angive oprindelsen af den vare eller tjenesteydelse, som er omfattet af varemærket, således at forbrugeren, der erhverver denne vare eller tjenesteydelse, ved en senere erhvervelse kan gentage oplevelsen, hvis den er positiv, eller undgå den, hvis den er negativ (dom af 27.2.2002, Eurocool Logistik mod KHIM (EUROCOOL),T-34/00, EU:T:2002:41, præmis 37; jf. også dom af 15.9.2009, Wella mod KHIM (TAME IT),T-471/07, EU:T:2009:328, præmis 14 og den deri nævnte retspraksis, og af 13.3.2024, Quality First mod EUIPO (MORE-BIOTIC), T-243/23, ikke trykt i Sml., EU:T:2024:162, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).

17

I den anfægtede afgørelses punkt 26 fandt appelkammeret, at de varer og tjenesteydelser, der var omfattet af det ansøgte varemærke, hovedsageligt bestod af varer eller tjenesteydelser, der var bestemt til almindelig anvendelse, og som primært var rettet mod den brede offentlighed, selv om visse af disse varer og tjenesteydelser ligeledes kunne være rettet mod professionelle. Afhængigt af de omhandlede varers og tjenesteydelsers egenskaber ville den relevante kundekreds’ opmærksomhedsniveau variere mellem lavt og højt.

18

Der er ikke anledning til at rejse tvivl om disse vurderinger, som i øvrigt ikke er blevet bestridt af sagsøgeren.

19

I den anfægtede afgørelses punkt 27-37 fandt appelkammeret, at den sætning, som var genstand for det ansøgte varemærke, var et af symbolerne på Ukraines kamp mod den russiske besættelse. Ifølge appelkammeret forbindes sætningen med en soldat fra den ukrainske hær og med landet samt med den historiske begivenhed, i forbindelse med hvilken den blev udtalt. Den relevante kundekreds ville således kun se det politiske budskab, der formidles ved denne sætning, og ville hverken opfatte eller huske tegnet som et varemærke, nemlig som en angivelse af den kommercielle oprindelse af de varer og tjenesteydelser, som det omfatter. Tværtimod ville det omhandlede tegn af den relevante kundekreds blive opfattet som promoverende i den forstand, at det ville promovere tapperhed i en kontekst af ekstrem modgang, og ikke som promovering af en kommerciel eller handelsmæssig enhed. Der var således tale om et politisk slogan, der manglede fornødent særpræg. I denne henseende var sagsøgerens identitet uden betydning. Ifølge appelkammeret vil budskabet, som er udtrykt på russisk og på engelsk, blive forstået af den russisktalende kundekreds i EU. Den engelske sætning indeholder grundlæggende engelske ord, som er let forståelige af enhver russisktalende, der har et elementært kendskab til engelsk.

20

Ifølge sagsøgeren kvalificerede appelkammeret for det første først fejlagtigt det ansøgte varemærke som et »politisk slogan«. Dette varemærke var et krigsråb, der blev råbt af den ukrainske grænsevagt på Slangeøen den 24. februar 2022, som var den første dag i den omfattende russiske invasion af Ukraine. Der er således snarere tale om en original sætning, som kan forbindes med en unik kilde og et bestemt tidspunkt. Dernæst vil det, selv om det ansøgte varemærke efterfølgende er blevet brugt til at støtte Ukraine, fordi det er så unikt forbundet med det ukrainske svar på Den Russiske Føderations militære aggression, være uhensigtsmæssigt at anvende strengere kriterier på et sådant tegn ved bedømmelsen af dets særpræg end dem, der gælder for andre typer tegn. Den omstændighed, at et tegn anses for at være et politisk slogan, fratager det ikke automatisk ethvert særpræg i forhold til alle varer eller tjenesteydelser. Den relevante kundekreds i EU er vant til at forbinde politiske slogans med varers eller tjenesteydelsernes oprindelse, også uden at disse slogans har fået fornødent særpræg ved brug.

21

For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at det ansøgte varemærke har et iboende fornødent særpræg i forhold til hver kategori af varer og tjenesteydelser, som er omfattet af registreringsansøgningen, idet en gennemsnitsforbruger i EU ikke har kendskab til, hvad tegnet på et fremmed sprog betyder, og kun få af disse forbrugere havde hørt dette udtryk, inden indgivelsen af ansøgningen om registrering af varemærket. De tre uger, som forløb mellem den begivenhed, der gav anledning til, at sætningen i det ansøgte varemærke blev skabt, og indgivelsen af registreringsansøgningen, var således ikke tilstrækkelige til, at tegnet i vidt omfang blev brugt eller opfattet som værende uden fornødent særpræg på tidspunktet for indgivelsen af registreringsansøgningen. Ved at undlade at vurdere det ansøgte varemærkes fornødne særpræg i forhold til de specifikke varer og tjenesteydelser, som det omfatter, nåede appelkammeret frem til en fejlagtig konklusion for så vidt angår anvendelsen af retspraksis vedrørende reklameslogans i den foreliggende sag. Appelkammeret anvendte nemlig fejlagtigt retspraksis om reklameslogans, selv om det ansøgte varemærke ikke har nogen egentlig reklamefunktion og derfor ikke er et salgsfremmende udtryk. Appelkammeret bedømte således ikke det ansøgte varemærkes fornødne særpræg under hensyntagen til alle relevante omstændigheder i den foreliggende sag.

22

For det tredje burde appelkammeret ifølge sagsøgeren have taget hensyn til den omstændighed, at det ansøgte varemærke direkte og utvetydigt forbindes med den ukrainske grænsevagt, som var ophavsmand til den sætning, der er gengivet i varemærket, og med sagsøgeren. Det fremgår af EUIPO’s praksis, at der i forbindelse med varemærker, der består af politiske slogans, kan tages hensyn til varemærkeansøgerens identitet ved bedømmelsen af disse varemærkers fornødne særpræg, med henblik på at undgå, at andre virksomheder vildleder offentligheden. Idet appelkammeret i det foreliggende tilfælde fandt, at varemærkeansøgerens identitet ikke havde nogen relevans for bedømmelsen af det ansøgte varemærkes fornødne særpræg, undlod det at tage hensyn til en af de afgørende omstændigheder i den foreliggende sag.

23

Sagsøgeren har gjort gældende, at når et tegn er så nært og utvetydigt forbundet med en bestemt person eller juridisk enhed, der står bag eller er ophavsmand til dets skabelse, opfatter den relevante kundekreds disse personer som den handelsmæssige oprindelse for de varer og tjenesteydelser, der er forsynet med dette tegn, og forbinder tegnet med disse personer. Som følge af det ansøgte varemærkes symbolik vil forbrugerne i EU logisk set ikke kunne forbinde det ansøgte varemærke med nogen anden kilde end den ukrainske stat og dennes forsvarere. Når en gennemsnitsforbruger køber et produkt, der markedsføres under det ansøgte varemærke, skaber denne således en mental forbindelse mellem varen og sætningens ophavsmand og tror, at han eller hun ved at købe en sådan vare støtter Ukraine. Dette vil være en sædvanlig måde at tænke på for de relevante forbrugere, da de vil have været udsat for lignende praksis fra forskellige organisationer i årenes løb.

24

EUIPO har bestridt sagsøgerens argumenter.

25

I denne henseende har sagsøgeren i første række med urette gjort gældende, at appelkammeret begik en fejl ved at kvalificere det ansøgte varemærke som et »politisk slogan«.

26

Som appelkammeret forklarede i den anfægtede afgørelses punkt 31, var sætningen i det ansøgte varemærke blevet anvendt i vidt omfang straks efter den første anvendelse med henblik på at støtte Ukraine og var således meget hurtigt blevet et symbol på Ukraines kamp mod Den Russiske Føderations aggression. Denne sætning er således blevet anvendt i en politisk kontekst gentagne gange og med det formål at udtrykke og fremme støtten til Ukraine. En sådan situation svarer fuldt ud til den definition af udtrykket »politisk slogan«, som sagsøgeren selv har anført i stævningens punkt 22, dvs. et udtryk, der anvendes i en politisk eller social kontekst, og som gentager en idé eller et mål med henblik på at overbevise offentligheden eller en målgruppe inden for denne.

27

Selv om sagsøgeren har gjort gældende, at sætningen i det ansøgte varemærke ikke er et politisk slogan, fordi den tværtimod er en udtryksfuld reaktion på en overhængende trussel om livsfare, forholder det sig ikke desto mindre således, at sætningen umiddelbart efter den begivenhed, der gav anledning til denne reaktion, er blevet til et politisk slogan som omhandlet i præmis 26 ovenfor.

28

Det er ligeledes med urette, at sagsøgeren har foreholdt appelkammeret, at det fandt, at et politisk slogan nødvendigvis og automatisk mangler fornødent særpræg. Appelkammeret konstaterede ganske vist i den anfægtede afgørelses punkt 31, at det fulgte af den omstændighed, at sætningen i det ansøgte varemærke umiddelbart var blevet et politisk slogan, at tegnet skulle anses for at være knyttet til den historiske begivenhed, i forbindelse med hvilken sætningen var blevet udtalt. Imidlertid forklarede appelkammeret herefter under henvisning til det ansøgte varemærkes særlige kendetegn, at forbrugerne kun ville se det politiske budskab, der klart fremgik af tegnet, således at dette varemærke ikke af den relevante kundekreds ville blive opfattet som en angivelse af den handelsmæssige oprindelse af de varer og tjenesteydelser, som det omfattede. Det følger heraf, at appelkammeret hverken anvendte et automatisk ræsonnement i den forstand, at ethvert politisk slogan nødvendigvis mangler fornødent særpræg, eller anvendte strengere kriterier end for tegn, der ikke består af politiske slogans.

29

I anden række vil betydningen af den russiske sætning i det ansøgte varemærke for det første, og således som appelkammeret med rette fastslog i den anfægtede afgørelses punkt 36, blive forstået af den del af den relevante kundekreds, der behersker russisk. Tegnet indeholder desuden en sætning, der er sammensat af grundlæggende engelske ord, som let vil kunne forstås af den engelsktalende del af den relevante kundekreds, nemlig bl.a. den relevante kundekreds i Irland og på Malta, samt af den del af den relevante kundekreds, der har et grundlæggende kendskab til engelsk.

30

Sætningen i det ansøgte varemærke er blevet anvendt meget intensivt i en ikkekommerciel sammenhæng og vil nødvendigvis blive knyttet meget tæt til denne sammenhæng af den relevante kundekreds. Som appelkammeret med rette anførte, er sætningen i det ansøgte varemærke nemlig meget hurtigt blevet et af symbolerne på Ukraines kamp mod den russiske aggression, knyttet til en soldat i den ukrainske hær og således til Ukraine. Den omfattende mediedækning af denne begivenhed taget i betragtning vil denne sætning blive forbundet med dette nylige historiske øjeblik, som er velkendt af gennemsnitsforbrugeren i EU.

31

For så vidt angår kritikpunktet om, at appelkammeret fremsatte visse påstande uden at underbygge dem med beviser, skal det bemærkes, at der ikke er noget til hinder for, at EUIPO tager hensyn til velkendte kendsgerninger i sin vurdering (jf. i denne retning dom af 13.4.2011, Smart Technologies mod KHIM (WIR MACHEN DAS BESONDERE EINFACH), T-523/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:175, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis). Sagsøgeren har imidlertid ikke bestridt, at sætningen i det ansøgte varemærke umiddelbart efter begivenheden den 24. februar 2022 fik stor udbredelse i medierne, således at den hurtigt blev symbol på Ukraines kamp mod den russiske aggression. Sagsøgeren har nemlig blot anført, at tre uger ikke var tilstrækkeligt til, at det omhandlede tegn i vidt omfang blev brugt, og at der ikke var noget bevis for, at det var blevet brugt intensivt i EU i løbet af de tre uger, der fulgte efter den russiske invasion i Ukraine, og samtidig medgivet, at nyheden om denne invasion dengang havde været et stort emne i medierne. I registreringsansøgningen, som blev indgivet den 16. marts 2022, dvs. på den dato, der i overensstemmelse med retspraksis (jf. i denne retning dom af 21.5.2014, Bateaux mouches mod KHIM (BATEAUX-MOUCHES), T-553/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:264, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis) er relevant for vurderingen af, om der foreligger en absolut registreringshindring, gjorde sagsøgerens retlige forgænger i øvrigt selv gældende, at sætningen i det ansøgte varemærke var en symbolsk sætning, der var blevet berømt i alle lande i verden i løbet af de tre uger, der fulgte efter indledningen af Den Russiske Føderations militære aggression mod Ukraine.

32

For det andet kan sagsøgerens kritikpunkt om, at appelkammeret fejlagtigt anvendte retspraksis vedrørende reklameslogans, selv om det ansøgte varemærke ikke har nogen egentlig reklamefunktion og derfor ikke er et salgsfremmende udtryk, ikke tiltrædes, idet denne kritik følger af en urigtig læsning af den anfægtede afgørelse.

33

Appelkammeret henviste nemlig i den anfægtede afgørelses punkt 22-24 til retspraksis vedrørende reklameslogans. Imidlertid anvendte det på ingen måde denne retspraksis direkte på den foreliggende sag. Appelkammeret udledte snarere af denne retspraksis princippet om, at personer i den relevante kundekreds ikke ofrer megen opmærksomhed på et tegn, som ikke uden videre giver dem oplysninger om oprindelsen eller anvendelsen af det, som de ønsker at købe, da de hverken vil opfatte eller huske det som et varemærke, og overførte dette princip på den foreliggende sag. Appelkammeret præciserede ligeledes i den anfægtede afgørelses punkt 31, at sætningen i det ansøgte varemærke var et af symbolerne på Ukraines kamp for frihed og mod den russiske besættelse, og, i den anfægtede afgørelses punkt 33, at forbrugerne kun ser det politiske budskab, der klart fremgår af det ansøgte varemærke. Endvidere præciserede det i den anfægtede afgørelses punkt 34, at det ansøgte varemærke ikke ville blive opfattet som en promovering af en kommerciel eller handelsmæssig enhed, men højst som en promovering af tapperhed i en kontekst af ekstrem modgang.

34

Det følger heraf i første række, at appelkammeret ikke anså det ansøgte varemærke for at være et reklameslogan.

35

I anden række begik appelkammeret ikke en retlig fejl, da det fandt, at det almindelige princip om, at personer i den relevante kundekreds ikke ofrer megen opmærksomhed på et tegn, som ikke uden videre giver dem oplysninger om oprindelsen af de pågældende varer og tjenesteydelser, eftersom de hverken vil opfatte det eller huske det som et varemærke, ligeledes fandt anvendelse på tegn, hvis primære budskab er af politisk art.

36

Henset til varemærkets væsentligste funktion som nævnt i præmis 16 ovenfor kan et tegn ikke opfylde denne funktion, hvis gennemsnitsforbrugeren i mødet med varemærket ikke opfatter angivelsen af varens eller tjenesteydelsens oprindelse, men alene et politisk budskab.

37

For det tredje kan den kompetente myndighed, såfremt den samme registreringshindring gør sig gældende for en kategori eller en gruppe af varer eller tjenesteydelser, begrænse sig til at anføre en generel begrundelse for alle de omhandlede varer eller tjenesteydelser (jf. dom af 21.3.2014, FTI Touristik mod KHIM (BigXtra), T-81/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:140, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis). Selv om det ganske vist er blevet præciseret i retspraksis, at en sådan mulighed kun omfatter varer og tjenesteydelser, der har en tilstrækkelig direkte og konkret forbindelse med hinanden, således at de danner en kategori eller gruppe af varer eller tjenesteydelser med en tilstrækkelig ensartethed, fremgår det dog af denne praksis, at der med henblik på at vurdere, om varerne og tjenesteydelserne har en tilstrækkelig direkte og konkret indbyrdes forbindelse og kan inddeles i tilstrækkeligt ensartede kategorier eller grupper, skal tages hensyn til formålet med dette tiltag, som er at muliggøre og lette den konkrete bedømmelse af spørgsmålet om, hvorvidt det varemærke, der er omfattet af registreringsansøgningen, er omfattet af en af de absolutte registreringshindringer (jf. dom af 13.5.2020, Koenig & Bauer mod EUIPO (we’re on it), T-156/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:200, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis). Inddelingen af de omhandlede varer og tjenesteydelser i en eller flere grupper eller kategorier skal desuden foretages bl.a. på grundlag af de kendetegn, som de har til fælles, og som er relevante for analysen af, hvorvidt der over for det ansøgte varemærke med hensyn til de nævnte varer og tjenesteydelser kan gøres en bestemt absolut registreringshindring gældende (jf. dom af 13.5.2020, Koenig & Bauer mod EUIPO (we’re on it), T-156/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:200, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis). Det følger heraf, at en sådan vurdering skal foretages konkret for undersøgelsen af hver registreringsansøgning og i givet fald for hver af de forskellige absolutte registreringshindringer, der eventuelt finder anvendelse (dom af 17.5.2017, EUIPO mod Deluxe Entertainment Services Group, C-437/15 P, EU:C:2017:380, præmis 33).

38

I den foreliggende sag fandt appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 34 og 37, at det ansøgte mærke ikke ville blive opfattet af den relevante kundekreds som en angivelse af en handelsmæssig oprindelse. Appelkammeret præciserede desuden i den anfægtede afgørelses punkt 36, at sætningen i det ansøgte varemærke først og fremmest ville blive fortolket som et politisk budskab, og at denne opfattelse ville være den samme for alle de varer og tjenesteydelser, der var omfattet af dette mærke.

39

Det følger heraf, at appelkammeret fandt, at de varer og tjenesteydelser, der var omfattet af det ansøgte varemærke, udgjorde en tilstrækkeligt ensartet gruppe, henset til den absolutte registreringshindring, der efter appelkammerets opfattelse ikke tillod registrering af dette varemærke.

40

Eftersom appelkammeret med rette fandt, at det ansøgte varemærke ikke af den relevante kundekreds ville blive opfattet som en angivelse af en handelsmæssig oprindelse, men som et politisk budskab, der fremmede støtten til Ukraines kamp mod Den Russiske Føderations militære aggression, kunne det med rette samle alle de varer og tjenesteydelser, der var omfattet af det ansøgte varemærke, i en enkelt kategori, selv om de havde forskellige iboende egenskaber.

41

Henset til det ansøgte varemærkes særlige karakter og den relevante kundekreds’ identiske opfattelse heraf med hensyn til alle de varer og tjenesteydelser, der var omfattet af registreringsansøgningen, foretog appelkammeret således ikke et urigtigt skøn, da det fandt, at de nævnte varer og tjenesteydelser indgik i en enkelt gruppe, hvorpå den registreringshindring, som appelkammeret havde lagt til grund, fandt anvendelse på samme måde.

42

I tredje række skal spørgsmålet om hvorvidt et varemærke har fornødent særpræg som omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001, ifølge fast retspraksis dels bedømmes i forhold til de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er søgt registreret, dels i forhold til opfattelsen af varemærket hos den relevante kundekreds (jf. dom af 29.4.2004, Henkel mod KHIM, C-456/01 P og C-457/01 P, EU:C:2004:258, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

43

Sagsøgerens argument om, at det ansøgte varemærke direkte og utvetydigt forbindes med den ukrainske grænsevagt, som er ophavsmand til sætningen i dette varemærke, og således vil blive opfattet af den relevante kundekreds som et kendetegn, der gør det muligt at identificere de varer og tjenesteydelser, som er forsynet med dette kendetegn, som hidrørende fra sagsøgeren, vedrører højst anvendelsen af artikel 7, stk. 3, i forordning 2017/1001 og ikke denne forordnings artikel 7, stk. 1, litra c), idet analysen heraf indebærer en vurdering af, hvilke egenskaber det ansøgte varemærke har kunnet opnå ved brug hos den relevante kundekreds, således at denne vil identificere de omhandlede varer og tjenesteydelser som hidrørende fra sagsøgeren. Der kan derfor ikke tages hensyn til et sådant argument i forbindelse med vurderingen af, om det ansøgte varemærke har iboende fornødent særpræg (jf. i denne retning dom af 24.9.2019, Crédit Mutuel Arkéa mod EUIPO – Confédération nationale du Crédit mutuel (Crédit Mutuel), T-13/18, EU:T:2019:673, præmis 62). Sagsøgeren har imidlertid ikke påberåbt sig artikel 7, stk. 3, i forordning 2017/1001 eller gjort gældende, at det ansøgte varemærke har fået fornødent særpræg som følge af den brug, der er gjort deraf som omhandlet i denne bestemmelse.

44

Det fremgår af det ovenstående, at appelkammeret med rette fandt, at det ansøgte varemærke manglede fornødent særpræg som omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001.

45

Det følger heraf, at sagsøgerens første anbringende skal forkastes som ugrundet.

46

Ifølge sagsøgeren har appelkammeret tilsidesat ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik ved at anvende andre kriterier for bedømmelsen af, om det ansøgte varemærke har fornødent særpræg, end dem, der tidligere er blevet anvendt i forbindelse med bedømmelsen af, om lignende tegn, navnlig politiske slogans, havde fornødne særpræg.

47

Eftersom appelkammeret anførte, at det ansøgte varemærke havde mistet særpræg for lige meget hvilke varer eller tjenesteydelser, fordi det var blevet brugt intensivt i en ikkekommerciel sammenhæng, burde lignende varemærker, der består af politiske slogans, eller andre tegn, der bruges intensivt i en ikkekommerciel, politisk eller historisk sammenhæng, ikke være blevet registreret for nogen som helst varer eller tjenesteydelser.

48

EUIPO har bestridt sagsøgerens argumenter.

49

EUIPO har pligt til at udøve sine beføjelser i overensstemmelse med EU-rettens generelle principper, såsom ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik (dom af 10.3.2011, Agencja Wydawnicza Technopol mod KHIM,C-51/10 P, EU:C:2011:139, præmis 73, og kendelse af 12.12.2013, Getty Images (US) mod KHIM, C-70/13 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:875, præmis 41; jf. også dom af 4.7.2018, Deluxe Entertainment Services Group mod EUIPO (deluxe), T-222/14 RENV, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:402, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

50

Selv om EUIPO, henset til ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik, skal tage hensyn til allerede trufne afgørelser vedrørende lignende ansøgninger og særligt overveje, hvorvidt der i den foreliggende situation skal træffes samme afgørelse, skal anvendelsen af disse principper imidlertid forliges med legalitetsprincippet, således at der ikke kan støttes noget ligebehandlingskrav på en ulovlig situation, og at en person, der ansøger om varemærkeregistrering af et tegn, ikke til egen fordel kan påberåbe sig en ulovlighed, der er begået til fordel for den pågældende selv eller andre, med henblik på at opnå en identisk afgørelse. I øvrigt skal undersøgelsen af enhver ansøgning om registrering af hensyn til retssikkerheden og netop kravet om god forvaltningsskik være streng og fuldstændig for at undgå, at der sker uretmæssige registreringer af varemærker. Denne undersøgelse skal således foretages i hvert enkelt konkret tilfælde, da registreringen af et tegn som varemærke afhænger af specifikke kriterier, der finder anvendelse inden for den foreliggende sags faktiske omstændigheder, hvorved det kontrolleres, at varemærket ikke er omfattet af en registreringshindring (jf. dom af 10.3.2011, Agencja Wydawnicza Technopol mod KHIM,C-51/10 P, EU:C:2011:139, præmis 73-77 og den deri nævnte retspraksis, og af 14.2.2019, Bayer Intellectual Property mod EUIPO (Gengivelse af et hjerte),T-123/18, EU:T:2019:95, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

51

Det følger af Domstolens praksis, at disse betragtninger gælder, selv om tegnet, der søges registreret, er sammensat på samme måde som et varemærke, der allerede er blevet godkendt til registrering, og som vedrører varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art som de, for hvilke det omhandlede tegn søges registreret (kendelse af 12.12.2013, Getty Images (US) mod KHIM, C-70/13 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:875, præmis 45).

52

Lovligheden af appelkammerets afgørelser, som træffes under udøvelse af en bunden kompetence og ikke på grundlag af en skønsmæssig beføjelse, skal således udelukkende bedømmes på grundlag af forordning 2017/1001, således som den er fortolket af Unionens retsinstanser, og ikke på grundlag af EUIPO’s tidligere afgørelsespraksis, idet denne praksis under alle omstændigheder ikke er bindende for Unionens retsinstanser (jf. dom af 26.4.2007, Alcon mod KHIM,C-412/05 P, EU:C:2007:252, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis, og af 26.6.2019, Agencja Wydawnicza Technopol mod EUIPO (200 PANORAMICZNYCH m.fl.), T-117/18 – T-121/18, EU:T:2019:447, præmis 114 og den deri nævnte retspraksis).

53

Som det fremgår af præmis 44 ovenfor, konkluderede appelkammeret i den foreliggende sag med rette på grundlag af en fuldstændig og konkret undersøgelse og under hensyntagen til de relevante omstændigheder i sagen, at det ansøgte varemærke var omfattet af registreringshindringen i artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001, således at sagsøgeren ikke med rette – med henblik på at afkræfte denne konklusion – kan påberåbe sig tidligere afgørelser fra EUIPO eller en afgørelsespraksis fra EUIPO, som appelkammeret ikke fulgte.

54

Henset til det ovenstående skal det andet anbringende forkastes som ugrundet.

55

Sagsøgeren har gjort gældende, at appelkammeret tilsidesatte artikel 71, stk. 1, i forordning 2017/1001 ved i den anfægtede afgørelse at afvise at undersøge den absolutte registreringshindring i den nævnte forordnings artikel 7, stk. 1, litra f), som undersøgeren havde baseret sin afgørelse om afslag af 22. december 2022 på.

56

Sagsøgeren har ikke rejst tvivl om appelkammerets ret til at henvise til en ny registreringshindring. Sagsøgeren er imidlertid af den opfattelse, at denne har ret til at få en afgørelse fra appelkammeret om rigtigheden af de af undersøgeren anførte grunde, eftersom sagsøgeren har brugt tid og kræfter på at indgive klagen og betalt de officielle gebyrer for at få foretaget en fornyet prøvelse af afgørelsen. 30. betragtning til forordning 2017/1001 taler for, at der foreligger en sådan ret.

57

EUIPO har bestridt sagsøgerens argumenter.

58

I henhold til artikel 71, stk. 1, i forordning 2017/1001 træffer appelkammeret, efter at have realitetsbehandlet sagen, afgørelse om klagen og kan i denne forbindelse omgøre den af afdelingen trufne afgørelse. Det følger af denne bestemmelse, at appelkammeret som følge af en klage over undersøgerens afgørelse om afslag på registrering kan foretage en ny og fuldstændig prøvelse af ansøgningens realitet, såvel retligt som faktisk (jf. dom af 13.2.2019, Nemius Group mod EUIPO (DENTALDISK), T-278/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:86, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis). Appelkammeret har kompetence til at genoptage behandlingen af registreringsansøgningen under hensyn til alle de absolutte registreringshindringer, der er nævnt i artikel 7 i forordning 2017/1001, uden at være begrænset af undersøgerens argumentation og uden at skulle fremlægge specifikke grunde i denne henseende (jf. i denne retning dom af 17.1.2017, Netguru mod EUIPO (NETGURU), T-54/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:9, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis).

59

Endvidere følger det af artikel 95, stk. 1, i forordning 2017/1001, at EUIPO’s undersøgere – og, ved klage, appelkamrene ved EUIPO – i forbindelse med prøvelsen af de absolutte registreringshindringer skal foretage en ex officio-prøvelse af de relevante faktiske omstændigheder med henblik på at afgøre, om det varemærke, der er søgt registreret, er omfattet af en af registreringshindringerne i samme forordnings artikel 7. Det følger heraf, at de kompetente organer ved EUIPO kan være foranlediget til at støtte deres afgørelser på faktiske forhold, som ikke er blevet påberåbt af ansøgeren (dom af 22.6.2006, Storck mod KHIM, C-25/05 P, EU:C:2006:422, præmis 50, og af 21.4.2015, Louis Vuitton Malletier mod KHIM – Nanu-Nana (Gengivelse af et gråt skakbrætmønster), T-360/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:214, præmis 59), forudsat at ansøgerens ret til at blive hørt respekteres (jf. i denne retning dom af 13.2.2019, DENTALDISK, T-278/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:86, præmis 31). I denne henseende giver artikel 70, stk. 2, i forordning 2017/1001 appelkammeret ved EUIPO mulighed for »om fornødent [at opfordre] parterne til inden for en af kammeret fastsat frist at fremkomme med deres bemærkninger til dets meddelelser […]«.

60

I den foreliggende sag blev sagsøgeren ved meddelelsen af 13. juni 2023 (jf. præmis 7 ovenfor) underrettet om, at tegnet ligeledes syntes at mangle fornødent særpræg som omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001, og opfordret til at fremsætte sine bemærkninger hertil. Appelkammeret tog behørigt hensyn til disse bemærkninger i den anfægtede afgørelse, således som det bl.a. fremgår af dennes punkt 32. Det følger heraf, at sagsøgerens ret til at blive hørt blev overholdt i det foreliggende tilfælde.

61

Efter en fuldstændig og specifik undersøgelse af ansøgningen om registrering af det ansøgte varemærke afviste appelkammeret ved den anfægtede afgørelse sagsøgerens klage over undersøgerens afslag på denne ansøgning på grundlag af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001 og fastslog, at det derfor ikke længere var nødvendigt at undersøge, om det ansøgte varemærke også skulle udelukkes fra registrering i henhold til samme forordnings artikel 7, stk. 1, litra f).

62

Herved udøvede appelkammeret den vide skønsbeføjelse, som det er tillagt ved artikel 71, stk. 1, i forordning 2017/1001, og udøvede undersøgerens beføjelser med henblik på at foretage en ny og fuldstændig prøvelse af registreringsansøgningens realitet, såvel retligt som faktisk.

63

Det fremgår af ordlyden af artikel 7, stk. 1, i forordning 2017/1001, at det er tilstrækkeligt, at én af de absolutte registreringshindringer, der opregnes i denne bestemmelse, finder anvendelse, for at det omhandlede tegn ikke kan registreres som et EU-varemærke (jf. dom af 2.3.2022, Pluscard Service mod EUIPO (PLUSCARD), T-669/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:106, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

64

Da appelkammeret med rette konkluderede, at det ansøgte varemærke var omfattet af registreringshindringen i artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001, kunne det uden at begå en retlig fejl fastslå, at det ikke længere var nødvendigt at undersøge, om det ansøgte varemærke ligeledes skulle udelukkes fra registrering i henhold til forordningens artikel 7, stk. 1, litra f).

65

Det tredje anbringende skal derfor forkastes som ugrundet, og følgelig skal EUIPO frifindes i det hele.

66

Ifølge Rettens procesreglements artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

67

Da EUIPO kun har nedlagt påstand om, at sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne i tilfælde af indkaldelse til et retsmøde, bør hver part i mangel af afholdelse af et retsmøde pålægges at bære sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling):