–

MH ved avocat N. Boullez,

–

Costa Crociere SpA ved avocat G. Valdelièvre,

–

Hiscox Insurance Company Ltd ved avocat G. Thouvenin,

–

DM, i eget navn og i egenskab af arving efter DI, og WT, i egenskab af arving efter DI, ved avocat F. Rocheteau,

–

Croisière Club SAS og Hiscox SA, i egenskab af forsikringsgiver for civilt erhvervsmæssigt ansvar for Croisière Club SAS, ved avocat D. Le Prado,

–

den franske regering ved B. Herbaut og B. Travard, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved S. Delaude, M. Noll-Ehlers og N. Yerrell, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, artikel 3, stk. 1, og artikel 7, første afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 392/2009 af 23. april 2009 om transportørers erstatningsansvar ved ulykker under søtransport af passagerer (EUT 2009, L 131, s. 24), i et tilfælde, hvor en søtransportvirksomhed udfører et krydstogt, der udgør en »pakkerejse« som omhandlet i Rådets direktiv 90/314/EØF af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure (EFT 1990, L 158, s. 59).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med to tvister mellem henholdsvis MH og Costa Crociere SpA, Axyme Selàrl, som kurator for selskabet Blue Passion, Generali IARD SA, som kurator for selskabet Blue Passion, Hiscox Insurance Company Ltd og Caisse primaire d’assurance maladie (CPAM) de Paris (herefter »MH-sagen«) og mellem Costa Crociere og DI, DM, i eget navn og i egenskab af arving efter DI, Croisière Club SAS, Hiscox Insurance, Caisse primaire d’assurance maladie (CPAM) du Puy-de-Dôme, Hiscox SA, i egenskab af forsikringsgiver for civilt erhvervsmæssigt ansvar for Croisière Club SAS, og WT (herefter »Costa Crociere-sagen«) som følge af personskader, som MH og DI pådrog sig under krydstogter på et skib, der blev udført af Costa Crociere og solgt til dem som en pakkerejse af rejsebureauerne Blue Passion og Croisière Club.

3

Artikel 1 i forordning nr. 392/2009 med overskriften »Genstand« fastsætter følgende:

»1.   Ved denne forordning fastsættes fællesskabsordningen vedrørende erstatningsansvar og forsikring i forbindelse med søtransport af passagerer, jf. de relevante bestemmelser i:

[...]«

4

Denne forordnings artikel 2 med overskriften »Anvendelsesområde« har følgende ordlyd:

»Denne forordning finder anvendelse på international transport som defineret i artikel 1, nr. 9), i Athenkonventionen og på søtransport i de enkelte medlemsstater med skibe, der i henhold til artikel 4 i [Rådets direktiv 98/18/EF af 17. marts 1998 om sikkerhedsregler og ‑standarder for passagerskibe (EFT 1998, L 144, s. 1)] er omfattet af klasse A og klasse B, hvis:

Medlemsstaterne kan anvende denne forordning på alle former for søtransport i den enkelte medlemsstat.«

5

Nævnte forordnings artikel 3 med overskriften »Erstatningsansvar og forsikring« fastsætter følgende i stk. 1:

»Erstatningsansvaret for så vidt angår passagerer, deres bagage og deres køretøjer og reglerne vedrørende forsikring eller anden økonomisk sikkerhed er underlagt bestemmelserne i denne forordning og artikel 1 og 1a, artikel 2, stk. 2, artikel 3-16 og artikel 18, artikel 20 og artikel 21 i Athenkonventionen, jf. bilag I, og bestemmelserne i [Den Internationale Søfartsorganisations (IMO’s) retningslinjer], jf. bilag II.«

6

Samme forordnings artikel 7 med overskriften »Oplysningspligt« bestemmer følgende:

»Med forbehold af rejsearrangørers forpligtelser i henhold til [direktiv 90/314] sikrer transportøren og/eller undertransportøren, at passagererne modtager passende og forståelige oplysninger om deres rettigheder i henhold til denne forordning.

Hvis transportkontrakten er indgået i en medlemsstat, afgives disse oplysninger ved alle salgssteder, herunder ved telefon- og internetsalg. Ligger afgangsstedet i en medlemsstat, afgives disse oplysninger inden afrejsen. I alle andre tilfælde modtager passagererne senest disse oplysninger ved afrejsen. I det omfang oplysningspligten i henhold til denne artikel er blevet opfyldt af enten transportøren eller undertransportøren, har den anden ikke pligt til at gøre det. Disse oplysninger stilles til rådighed i det mest hensigtsmæssige format.

Med henblik på at opfylde oplysningsforpligtelsen i henhold til denne artikel skal transportøren og undertransportøren som minimum give passagererne de oplysninger, der er indeholdt i det sammendrag af bestemmelserne i denne forordning, som er udarbejdet af [Europa-]Kommissionen og gjort tilgængeligt for offentligheden.«

7

Artikel 12 i forordning nr. 392/2009 med overskriften »Ikrafttræden« fastsætter følgende:

»Denne forordning træder i kraft på dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den dato, hvor Athenkonventionen træder i kraft for Fællesskabets vedkommende, men under ingen omstændigheder senere end den 31. december 2012.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.«

8

Bilag I til denne forordning vedrørende de bestemmelser i Athenkonventionen, som er relevante for anvendelsen af nævnte forordning (herefter »bilag I«), indeholder bilagets artikel 1 med overskriften »Definitioner«, hvoraf følgende fremgår:

»I denne konvention forstås ved:

[...]

[...]«

9

Artikel 3 i bilag I med overskriften »Transportørens erstatningsansvar« bestemmer følgende:

»1.   Ved tab, der skyldes en passagers død eller tilskadekomst i forbindelse med en søulykke, er transportøren erstatningspligtig i det omfang, tabet for den pågældende passagers vedkommende ikke overskrider 250000 regningsenheder pr. skadetilfælde, medmindre transportøren kan bevise, at ulykken:

Hvis tabet overskrider den nævnte grænse, er transportøren yderligere erstatningspligtig, medmindre han kan bevise, at den tabsforvoldende ulykke skete uden fejl eller forsømmelighed fra hans side.

2.   Ved tab, der skyldes en passagers død eller tilskadekomst i forbindelse med andet end en søulykke, er transportøren erstatningspligtig, hvis den tabsforvoldende hændelse skyldes fejl eller forsømmelighed fra hans side. Bevisbyrden for en sådan fejl eller forsømmelighed ligger hos skadelidte.

[...]

5.   Med henblik på denne artikel

6.   Transportørens erstatningsansvar i henhold til denne artikel gælder kun tab, som skyldes hændelser, der indtræffer under transporten. Bevisbyrden for, at den tabsforvoldende hændelse er indtruffet under transporten, og for tabets omfang ligger hos skadelidte.

[...]«

10

Artikel 6 i bilag I med overskriften »Egen skyld« fastsætter følgende:

»Hvis transportøren beviser, at en passagers død eller tilskadekomst eller bortkomst eller beskadigelse af dennes bagage skyldes passagerens egen fejl eller forsømmelighed, eller at dette er medvirkende årsag, kan den domstol, som behandler sagen, helt eller delvis fritage transportøren fra erstatningsansvar efter loven på det pågældende sted.«

11

Artikel 7 i bilag I med overskriften »Erstatningsgrænse ved død eller tilskadekomst« bestemmer følgende i stk. 1:

»Transportørens erstatningspligt ved en passagers død eller tilskadekomst, jf. artikel 3, kan under ingen omstændigheder overstige 400000 regningsenheder pr. passager pr. skadetilfælde. Hvis domstolen, i overensstemmelse med loven på det sted, hvor søgsmål anlægges, tilkender erstatning i form af løbende udbetalinger, kan disse udbetalingers kapitalværdi ikke overstige den nævnte grænse.«

12

Artikel 9 i bilag I med overskriften »Regningsenhed og omregning« har følgende ordlyd:

»1.   Den regningsenhed, som benyttes i denne konvention, er den af Den Internationale Valutafond definerede særlige trækningsrettighed. De beløb, der angives i artikel 3, stk. 1, artikel 4a, stk. 1, artikel 7, stk. 1, og artikel 8, omregnes til national valuta i den stat, hvor søgsmål finder sted, efter denne valutas værdi i forhold til de særlige trækningsrettigheder på domsafsigelsestidspunktet eller på et andet tidspunkt, som aftales af parterne. Hvis en kontraherende stat er medlem af Den Internationale Valutafond, beregnes dens nationale valutas værdi i særlige trækningsrettigheder efter den værdiansættelsesmetode, som Den Internationale Valutafond på det pågældende tidspunkt benytter i forbindelse med sine forretninger og transaktioner. Hvis en kontraherende stat ikke er medlem af Den Internationale Valutafond, beregnes dens nationale valutas værdi i særlige trækningsrettigheder efter en metode, som fastsættes af den selv.

2.   Stater, der ikke er medlemmer af Den Internationale Valutafond, og hvis lovgivning ikke tillader anvendelse af stk. 1, kan dog på tidspunktet for ratificering, accept, godkendelse eller tiltrædelse af denne konvention eller på et hvilket som helst senere tidspunkt erklære, at den særlige trækningsrettighed i stk. 1 er lig med 15 guldfrancs. En guldfranc svarer i dette stykke til 65,5 mg guld af finholdighed 900. Guldfrancs omregnes til national valuta efter den pågældende stats lovgivning.

3.   Beregningen i sidste punktum i stk. 1 og omregningsmetoden i stk. 2 foretages på en sådan måde, at beløbene i artikel 3, stk. 1, artikel 4a, stk. 1, artikel 7, stk. 1, og artikel 8 så vidt muligt får den samme realværdi i de kontraherende staters nationale valuta, som de ville have fået ved anvendelse af de tre første punktummer i stk. 1 De kontraherende stater giver alt efter tilfældet generalsekretæren besked om, hvordan beregningen i henhold til stk. 1 foretages, eller om resultatet af omregningen i stk. 2, når de deponerer ratificerings-, accepterings-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumentet til denne konvention, eller hvis der sker ændringer heraf.«

13

Artikel 13 i bilag I med overskriften »Fortabelse af retten til erstatningsgrænse« har følgende ordlyd:

»1.   Transportøren kan ikke påberåbe sig ret til erstatningsgrænserne i artikel 7 og 8 og artikel 10, stk. 1, hvis det bevises, at skaden er forvoldt ved en forsætlig handling eller undladelse fra dennes side eller ved skødesløshed, vel vidende, at skaden kunne forventes at opstå.

2.   Transportørens eller undertransportørens ansatte eller agenter har ikke ret til erstatningsgrænserne, hvis det bevises, at skaden er forvoldt ved en forsætlig handling eller undladelse fra deres side eller ved skødesløshed, vel vidende, at skaden kunne forventes at opstå.«

14

Artikel 14 i bilag I med overskriften »Grundlaget for krav« fastsætter følgende:

»Erstatningssøgsmål i forbindelse med en passagers død eller tilskadekomst eller bortkomst eller beskadigelse af bagage kan kun anlægges mod en transportør eller undertransportør i overensstemmelse med denne konvention.«

15

Følgende fremgår af artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1177/2010 af 24. november 2010 om passagerers rettigheder ved sørejser og rejser på indre vandveje og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 (EUT 2010, L 334, s. 1):

»I denne forordning forstås ved:

[...]

[...]«

16

Følgende fremgik af 19. betragtning til direktiv 90/314:

»[N]år rejsearrangøren og/eller formidleren ifalder ansvar som følge af manglende eller mangelfuld præstation af de ydelser, som indgår i pakkerejsen, bør ansvaret kunne begrænses i overensstemmelse med de internationale konventioner, som gælder for sådanne ydelser, bl.a. Warszawakonventionen af 1929 om international luftbefordring, Berner-konventionen af 1961 om befordring på jernbaner, Athenkonventionen [...] og Pariserkonventionen af 1962 om hotelejeres ansvar; med hensyn til andre end legemlige skader bør ansvaret ligeledes kunne begrænses i henhold til kontrakten om pakkerejsen, forudsat at denne begrænsning ikke er urimelig[.]«

17

Dette direktivs artikel 1 havde følgende ordlyd:

»Dette direktiv har til formål at tilnærme medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure, der sælges eller udbydes til salg på Fællesskabets område.«

18

Det nævnte direktivs artikel 2 bestemte følgende:

»I dette direktiv forstås ved:

[...]«

19

Følgende er anført i samme direktivs artikel 5:

»1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at den rejsearrangør og/eller formidler, der er part i kontrakten, over for forbrugeren er ansvarlig for, at de kontraktmæssige forpligtelser opfyldes, uanset om disse forpligtelser påhviler rejsearrangøren/formidleren selv eller andre tjenesteydere, og uden at indskrænke rejsearrangørens og/eller formidlerens ret til at søge sig fyldestgjort hos sådanne andre tjenesteydere.

2.   Med hensyn til de skader, der påføres forbrugeren som følge af manglende eller mangelfuld opfyldelse af kontrakten, træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at rejsearrangøren og/eller formidleren er ansvarlig, medmindre denne manglende eller mangelfulde opfyldelse hverken kan tilskrives en fejl fra deres eller en anden tjenesteyders side, fordi

I de tilfælde, der er nævnt i første afsnit, andet og tredje led, skal rejsearrangøren og/eller den kontraherende formidler tage skridt til hurtigt at komme den forbruger, der er i vanskeligheder, til undsætning.

Med hensyn til den skade, der er resultatet af manglende eller mangelfuld opfyldelse af aftalen om præstation af de tjenesteydelser, der indgår i pakkerejsen, kan medlemsstaterne tillade, at erstatningen begrænses i overensstemmelse med de internationale konventioner, som gælder for sådanne tjenesteydelser.

Med hensyn til andre end legemlige skader, der er et resultat af manglende eller mangelfuld opfyldelse af aftalen om præstation af de tjenesteydelser, der indgår i pakkerejsen, kan medlemsstaterne tillade, at erstatningen begrænses i henhold til kontrakten. Denne begrænsning må ikke være urimelig.

3.   Stk. 1 og 2 kan ikke fraviges ved en særlig klausul herom i kontrakten, jf. dog stk. 2, fjerde afsnit.

[...]«

20

Code du tourisme gennemfører direktiv 90/314 i fransk ret. Artikel L. 211-1 i denne lov i den affattelse, der finder anvendelse på tvisterne i hovedsagerne (herefter »lov om turisme«), fastsætter følgende:

»I.- Dette kapitel finder anvendelse på fysiske eller juridiske personer, som, uanset hvordan de vederlægges, udøver eller medvirker til virksomhed, der består i at arrangere eller sælge:

[...]«

21

Artikel L. 211-2 i lov om turisme bestemmer følgende:

»Ved en pakkerejse forstås en ydelse:

1° som følger af en forudgående kombination af mindst to transaktioner, der vedrører henholdsvis transport, indkvartering og andre turistmæssige ydelser, som ikke er direkte knyttet til transporten eller indkvarteringen, men som udgør en væsentlig del af pakkerejsen

2° som varer over 24 timer, eller som omfatter en overnatning

3° som sælges eller udbydes til salg til en samlet pris.«

22

Artikel L. 211-16 i lov om turisme har følgende ordlyd:

»Enhver fysisk eller juridisk person, som udøver den virksomhed, hvortil der henvises i artikel L. 211-1, er objektivt ansvarlig over for køberen for, at de forpligtelser, der følger af aftalen, opfyldes, uanset om aftalen er indgået ved fjernsalg eller ej, og uanset om forpligtelserne skal opfyldes af personen selv eller af andre tjenesteydere, idet dette ikke berører personens ret til at indbringe søgsmål mod disse tjenesteydere, og inden for rammerne af de erstatninger, som er fastsat i internationale aftaler.

Personen kan dog helt eller delvis fritages for ansvar, hvis personen godtgør, at den manglende eller mangelfulde opfyldelse af aftalen enten kan tilskrives køberen eller en uforudselig og uafvendelig handling foretaget af en tredjemand, som ikke har været involveret i leveringen af de i aftalen fastsatte ydelser, eller force majeure.«

23

Den 18. januar 2017 bestilte MH et krydstogt hos rejsebureauet Blue Passion til en pris af 12038 EUR. Dette krydstogt skulle forbinde Valparaiso (Chile) med Melbourne (Australien) og udføres på et skib tilhørende Costa Crociere for perioden fra den 15. februar til den 17. marts 2017. Natten mellem den 17. og den 18. februar 2017 stod MH ud af sengen uden at tænde lyset, faldt og brækkede højre overarms ledhoved. Som følge af dette fald blev hun sendt tilbage til det franske fastland for at modtage lægebehandling.

24

I juli 2017 anlagde MH et erstatningssøgsmål mod Blue Passion og Costa Crociere ved tribunal de grande instance de Paris (retten i første instans i Paris, Frankrig). Hiscox Insurance intervenerede frivilligt i sagen i sin egenskab af forsikringsgiver for disse selskaber.

25

Ved dom af 24. oktober 2019 fastslog denne ret, at Blue Passion og Costa Crociere var ansvarlige for 20% af det tab, som MH havde lidt som følge af sit fald, idet MH var delvist ansvarlig for dette fald, fordi hun ikke havde tændt lyset, før ulykken indtraf. I henhold til artikel L. 211-2 ff. i lov om turisme pålagde den nævnte ret desuden Blue Passion og Costa Crociere solidarisk med Hiscox Insurance at erstatte den skade, som MH havde lidt, med et beløb på 2041,53 EUR.

26

Ved dom af 22. september 2020 trådte Blue Passion i likvidation.

27

Costa Crociere iværksatte appel til prøvelse af dommen af 24. oktober 2019 ved cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris, Frankrig), som i dom af 17. november 2022 fastslog, at MH var eneansvarlig for ulykken, som følge af at hun ikke havde tændt lyset i kahytten, inden hun faldt, således at Blue Passion ikke kunne anses for at være ansvarlig for en mangelfuld opfyldelse af kontrakten i henhold til artikel L. 211-1 ff. i lov om turisme. Denne ret fandt desuden, at Costa Crociere ikke kunne holdes ansvarlig for denne ulykke i henhold til forordning nr. 392/2009 og Athenkonventionen, eftersom der ikke var blevet henvist til, at Costa Crociere havde foretaget skibsbevægelser eller svigt, som kunne have forårsaget det pågældende fald. Som følge heraf ophævede cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) nævnte dom.

28

MH har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig), som er den forelæggende ret, idet MH er af den opfattelse, at cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) med urette havde afvist at anvende artikel L. 211-2 og L. 211-16 i lov om turisme og med urette havde anvendt bestemmelserne i forordning nr. 392/2009 og Athenkonventionen.

29

Den 11. februar 2016 købte DM en pakkerejse af rejsebureauet Croisière Club SAS til sig selv og sin hustru, DI, til en pris af 1782 EUR. Denne rejse bestod af et krydstogt til de græske øer fra Marseille (Frankrig) med fem stop, der skulle udføres på et skib tilhørende Costa Crociere fra den 30. marts til den 11. april 2016.

30

Den 30. marts 2016 faldt DI og brækkede venstre overarms ledhoved efter at være blevet ramt af en ikke identificeret person, mens hun forsøgte at tage mad i buffeten om bord på skibet, som stadig lå til kaj i havnen i Marseille.

31

DI og DM deltog som følge heraf ikke i krydstogtet og anlagde et erstatningssøgsmål mod Costa Crociere og Croisière Club ved tribunal judiciaire de Nanterre (retten i første instans i Nanterre, Frankrig). Hiscox Insurance intervenerede frivilligt i sagen i sin egenskab af forsikringsgiver for disse selskaber.

32

Den 22. oktober 2020 fastslog denne ret, at Costa Crociere og Croisière Club var erstatningsansvarlige, og pålagde dem samt Hiscox Insurance at betale forskellige beløb til DI og DM i erstatning for de lidte tab. Costa Crociere, Croisière Club og Hiscox Insurance iværksatte appel til prøvelse af denne dom ved cour d’appel de Versailles (appeldomstolen i Versailles, Frankrig).

33

Ved dom af 14. februar 2023 stadfæstede denne ret nævnte dom i henhold til artikel L. 211-1 ff. i lov om turisme.

34

Costa Crociere har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved den forelæggende ret, idet selskabet er af den opfattelse, at cour d’appel de Versailles (appeldomstolen i Versailles) begik en fejl ved at afvise at anvende forordning nr. 392/2009 og Athenkonventionen og ved med urette at fastslå, at selskabet var ansvarligt for den skade, som DM og DI havde lidt i henhold til artikel L. 211-1 ff. i lov om turisme.

35

Den forelæggende ret har anført, at såvel cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) og cour d’appel de Versailles (appeldomstolen i Versailles) som en del af retslitteraturen har forskellige opfattelser af, hvorvidt forordning nr. 392/2009 finder anvendelse på krydstogter, som har karakter af en pakkerejse som omhandlet i direktiv 90/314.

36

På den ene side kan ansvaret for arrangøren af krydstogter, der sælges som pakkerejser, være omfattet af den ansvarsordning, der er indført ved direktiv 90/314. Forordning nr. 392/2009 fastsætter således ikke nogen undtagelse fra den fælles ordning med objektivt ansvar for rejsearrangøren eller formidleren, der er indført ved dette direktiv. Desuden har dette direktiv til formål at sikre en bedre forbrugerbeskyttelse. Denne forordning vedrører kun aftaler, der udelukkende vedrører søtransport af passagerer, og henvisningen til direktiv 90/314 i nævnte forordnings artikel 7 er begrænset til de oplysningsforpligtelser, der påhviler rejsearrangøren, og vedrører under ingen omstændigheder den ansvarsordning, der er fastsat i dette direktiv.

37

På den anden side kan ansvaret for en arrangør af krydstogter, der sælges som pakkerejser, være omfattet af ansvarsordningen i forordning nr. 392/2009, eftersom Athenkonventionens artikel 14, som denne forordnings artikel 3 henviser til, fastsætter, at der ikke kan anlægges erstatningssøgsmål i tilfælde af passagerens død eller tilskadekomst eller bortkomst eller beskadigelse af bagage mod transportøren eller transportøren på anden måde end på grundlag af denne konvention, at ingen bestemmelse i nævnte forordning udelukker krydstogt fra forordningens anvendelsesområde, og at samme forordnings artikel 7 henviser til direktiv 90/314.

38

I øvrigt skal der ifølge en del af retslitteraturen sondres mellem, om en ulykke, som en passager, der deltager i et krydstogt, har lidt, er knyttet til selve transporten, i hvilket tilfælde transportørens erstatningsansvar er omfattet af den ordning, der er fastsat i Athenkonventionen, eller om den er knyttet til en turistmæssig ydelse, som er leveret i forbindelse med denne transport, og som er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 90/314.

39

Under disse omstændigheder har Cour de cassation (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

40

Det skal indledningsvis bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer denne at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen efter omstændighederne at omformulere de spørgsmål, den forelægges (dom af 18.12.2025, SACD m.fl., C-182/24, EU:C:2025:979, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

41

I det foreliggende tilfælde ønsker den forelæggende ret med to efterfølgende spørgsmål oplyst, hvilke regler der finder anvendelse på ansvar, når en passager på et krydstogtskib lider personskade om bord på dette skib, eftersom et krydstogt både kan kvalificeres som en pakkerejse som omhandlet i artikel 2, nr. 1), i direktiv 90/314 og som søtransport som omhandlet i artikel 2 i forordning nr. 392/2009, og dette direktivs artikel 5 og denne forordnings artikel 3, sammenholdt med bilag I hertil, fastsætter forskellige ansvarsordninger.

42

Det følger heraf, at det med de to spørgsmål, som skal behandles samlet, skal lægges til grund, at den forelæggende ret nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 3, stk. 1, artikel 7, første afsnit, i og bilag I til forordning nr. 392/2009 samt artikel 5 i direktiv 90/314 skal fortolkes således, at når et krydstogt har karakter af en pakkerejse som omhandlet i dette direktivs artikel 2, nr. 1), er erstatningssøgsmål vedrørende personskade, som en passager, der befinder sig om bord på krydstogtskibet, har lidt under søtransporten som omhandlet i denne forordnings artikel 2, omfattet af den i nævnte forordning fastsatte ansvarsordning for den søtransportvirksomhed, der udfører krydstogtet med dette skib.

43

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det fremgår af artikel 1 i direktiv 90/314, at dette direktiv har til formål at tilnærme medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure, der sælges eller udbydes til salg på Den Europæiske Unions område. Som det fremgår af artikel 2 i direktiv 90/314, er de kontrakter, der er omfattet af dette direktiv, kontrakter, som er indgået mellem på den ene side en forbruger og på den anden side en rejsearrangør eller en formidler, og som omhandler en pakkerejse sammensat af salg til en samlet pris af en ydelse, der har en varighed på over 24 timer, eller omfatter en overnatning, og som kombinerer mindst to af de tre elementer transport, indkvartering og andre turistmæssige ydelser, som udgør en væsentlig del af pakkerejsen, men som ikke er direkte knyttet til transport eller indkvartering.

44

Det følger heraf, at når et krydstogt, der i artikel 3, litra t), i forordning nr. 1177/2010 defineres som en befordringstjeneste til søs eller på indre vandveje, som udføres udelukkende med henblik på fornøjelse eller adspredelse, suppleret med kahytsfaciliteter og andre faciliteter, af mere end to overnatninger om bord, sælges til en forbruger til en samlet pris, skal dette salg anses for at vedrøre en pakkerejse som omhandlet i artikel 2, nr. 1), i direktiv 90/314 og dermed reguleres i dette direktiv.

45

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at der med henblik på at gennemføre den tilnærmelse, der er fastsat i artikel 1 i direktiv 90/314, med dette direktiv indføres en bindende ordning om kontraktligt ansvar for arrangører af pakkerejser over for de forbrugere, der med disse arrangører har indgået en kontrakt om sådanne rejser. Således fastsætter artikel 5, stk. 1, i direktiv 90/314, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at den rejsearrangør og/eller formidler, der er part i en sådan kontrakt, over for forbrugeren er ansvarlig for, at de kontraktmæssige forpligtelser opfyldes, uanset om disse forpligtelser påhviler rejsearrangøren/formidleren selv eller andre tjenesteydere. Dette direktivs artikel 5, stk. 2, første afsnit, bestemmer, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at rejsearrangøren og/eller formidleren er ansvarlig med hensyn til de skader, der påføres forbrugeren som følge af manglende eller mangelfuld opfyldelse af kontrakten (jf. i denne retning dom af 18.3.2021, Kuoni Travel, C-578/19, EU:C:2021:213, præmis 34 og 35).

46

Rejsearrangørens og/eller formidlerens ansvar over for forbrugeren er imidlertid ikke ubegrænset.

47

I henhold til artikel 5, stk. 2, første afsnit, i direktiv 90/314 er rejsearrangøren og/eller formidleren nemlig ikke ansvarlig for manglende opfyldelse af kontrakten, hvis disse kan tilskrives forbrugeren, kan tilskrives en tredjepart, som ikke har forbindelse med leveringen af de i kontrakten omhandlede tjenesteydelser, og er af uforudselig eller uafvendelig karakter, eller skyldes force majeure eller en begivenhed, som hverken rejsearrangøren eller tjenesteyderen kunne forudse eller foregribe.

48

Det fremgår endvidere af artikel 5, stk. 2, tredje afsnit, i direktiv 90/314, sammenholdt med 19. betragtning hertil, at medlemsstaterne kan tillade, at erstatningen til forbrugere som følge af manglende eller mangelfuld præstation af de ydelser, som indgår i pakkerejsen, begrænses i overensstemmelse med de internationale konventioner, som gælder for sådanne ydelser, herunder Athenkonventionen.

49

Hvad angår denne sidstnævnte begrænsning af en forbrugers erstatning skal det for det første bemærkes, at denne begrænsning finder anvendelse på enhver »transportør«, der i artikel 1, nr. 1), defineres som en person, som indgår en transportkontrakt, eller på hvis vegne en sådan kontrakt er indgået, uanset om transporten faktisk udføres af denne eller af en undertransportør, dvs. en anden person end transportøren, som faktisk udfører transporten eller en del af den.

50

For det andet skal det bemærkes, at denne konvention begrænser den erstatning, som en passager eller dennes retssuccessorer kan kræve af en transportør, til tilfælde af tilskadekomst eller død under søtransporten.

51

Navnlig fastsætter nævnte konventions artikel 3 forskellige ansvarsordninger for transportøren, alt efter om en søulykke, der i denne artikel defineres som skibbrud, kæntring, kollision eller stranding, eksplosion eller brand om bord eller skibsfejl, har forårsaget passagerens død eller tilskadekomst.

52

Ved tab, der skyldes en passagers død eller tilskadekomst i forbindelse med en sådan søulykke, fastsætter samme konventions artikel 3, stk. 1, således, at transportøren er erstatningspligtig i det omfang, tabet for den pågældende passagers vedkommende ikke overskrider 250000 regningsenheder pr. skadetilfælde, som i henhold til artikel 9 i dette bilag I er de særlige trækningsrettigheder, som defineret af Den Internationale Valutafond (IMF). Hvis tabet for den pågældende passagers vedkommende ikke overskrider denne grænse på 250000 regningsenheder pr. skadetilfælde, kan transportøren kun fritages for ansvar ved at bevise, at søulykken skete som følge af krigshandlinger, fjendtligheder, borgerkrig, oprør eller en naturbegivenhed af usædvanlig, uundgåelig og uafværgelig art eller udelukkende skyldes tredjemands forsætlige handling eller undladelse for at fremkalde ulykken. Hvis tabet for den pågældende passagers vedkommende ikke overskrider denne grænse på 250000 regningsenheder pr. skadetilfælde, er transportøren stadig ansvarlig, medmindre den pågældende kan bevise, at søulykken skete uden fejl eller forsømmelighed fra transportørens side.

53

Ved tab, der skyldes en passagers død eller tilskadekomst, som ikke er i forbindelse med en søulykke, fastsætter Athenkonventionens artikel 3, stk. 2 og 5, derimod, at transportøren kun er ansvarlig, hvis det bevises af den person, der kræver erstatning, at den tabsforvoldende hændelse skyldes fejl eller forsømmelighed fra transportørens side, eller den begivenhed, der har forvoldt skaden, skyldes fejl eller forsømmelighed begået af transportøren eller fejl eller forsømmelighed begået af transportørens ansatte under udførelsen af deres arbejde.

54

Denne konventions artikel 6 og artikel 7, stk. 1, begrænser i øvrigt transportørens erstatningspligt ved en passagers død eller tilskadekomst, og dette uafhængigt af, at denne død eller tilskadekomst skyldes en søulykke. I henhold til denne artikel 6 kan den domstol, som behandler sagen, nemlig helt eller delvis fritage transportøren fra erstatningsansvar, hvis sidstnævnte transportør beviser, at en passagers død eller tilskadekomst skyldes passagerens egen fejl eller forsømmelighed, eller at dette er medvirkende årsag. Desuden kan transportørens erstatningspligt ved en passagers død eller tilskadekomst i henhold til denne artikel 7, stk. 1, under ingen omstændigheder overstige 400000 regningsenheder pr. passager pr. skadetilfælde. Nævnte konventions artikel 13, stk. 1, fastsætter imidlertid, at transportøren ikke kan påberåbe sig erstatningsgrænsen i nævnte artikel 7, stk. 1, hvis det bevises, at skaden er forvoldt ved en forsætlig handling eller undladelse fra dennes side eller ved skødesløshed, vel vidende at skaden kunne forventes at opstå.

55

Selv om artikel 5, stk. 2, tredje afsnit, i direktiv 90/314 for det tredje kun fastsætter en mulighed for medlemsstaterne for i overensstemmelse med de internationale konventioner at begrænse erstatningen til forbrugere som følge af manglende eller mangelfuld præstation af de ydelser, som indgår i pakkerejsen, er de af transportørens erstatningsgrænser, der er fastsat i Athenkonventionen og nævnt i denne doms præmis 48-54, bindende for alle medlemsstaterne i det mindste fra den 31. december 2012.

56

Det fremgår således af artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 392/2009, at ved denne forordning fastsættes ordningen vedrørende Unionens erstatningsansvar i forbindelse med søtransport af passagerer på grundlag af de relevante bestemmelser i Athenkonventionen, som findes i bilag I til denne forordning. Denne forordnings artikel 3, stk. 1, præciserer i denne henseende, at denne ansvarsordning er underlagt bestemmelserne i artikel 1 og 1a, artikel 2, stk. 2, artikel 3-16 og artikel 18, artikel 20 og artikel 21 i Athenkonventionen, jf. bilag I til nævnte forordning. I øvrigt fastsætter artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 392/2009, at denne forordning ikke anvendes senere end den 31. december 2012.

57

Eftersom en transportør er tjenesteyder som rejsearrangør af et krydstogt, der er blevet solgt til en forbruger som en pakkerejse, skal denne rejsearrangør, som i henhold til artikel 5 i direktiv 90/314 kan holdes ansvarlig over for forbrugeren for enhver manglende eller mangelfulde opfyldelse af denne transportørs søtransport, henset til denne artikel 5, stk. 1 in fine, og artikel 5, stk. 2, tredje afsnit, sammenholdt med 19. betragtning til dette direktiv, desuden ligeledes kunne være omfattet af begrænsningerne af den erstatning, som transportøren har i forhold til en passager i henhold til Athenkonventionen, når den finder anvendelse på en sådan transport.

58

Det følger heraf, at medlemsstaterne senest den 31. december 2012 ikke længere har mulighed for frit at begrænse rejsearrangørens ansvar for transport af passagerer til søs, henset til de erstatningsgrænser for en transportør med ansvaret for en sådan transport, som er fastsat i Athenkonventionen, men er forpligtede til at begrænse rejsearrangørens ansvar i overensstemmelse med denne konvention. Erstatningsgrænserne for transportøren, således som de er fastsat i nævnte konvention og anført i nærværende doms præmis 48-54, finder således anvendelse på rejsearrangørens erstatning til en forbruger for skader som følge af manglende eller mangelfuld præstation af ydelser under et krydstogt, der er blevet solgt til denne forbruger i form af en pakkerejse.

59

Det skal imidlertid fremhæves, at dette krydstogt er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 392/2009. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at denne forordning ifølge forordningens artikel 2 bl.a. finder anvendelse på international transport, der i Athenkonventionens artikel 1, nr. 9), defineres som enhver transport, hvis afgangs- og bestemmelsessted ifølge transportkontrakten ligger i to forskellige stater eller i den samme stat, hvis der ifølge transportkontrakten eller rejseruten er en mellemliggende anløbshavn i en anden stat, hvis skibet fører en medlemsstats flag eller er registreret i en medlemsstat, transportkontrakten er indgået i en medlemsstat, eller afgangs- eller bestemmelsesstedet ifølge transportkontrakten ligger i en medlemsstat.

60

Athenkonventionens artikel 3, stk. 6, der skal anvendes i medfør af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 392/2009, fastsætter i øvrigt, at den i nævnte konvention fastsatte ansvarsordning for transportøren kun gælder tab, som skyldes hændelser, der indtræffer under transporten. Transport defineres i nævnte konventions artikel 1, nr. 8), litra a), der ligeledes finder anvendelse i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 392/2009, som det tidsrum, hvor passageren befinder sig om bord, hvor ombord- eller frabordestigning finder sted, og hvor passageren transporteres til vands fra land til skibet eller omvendt, hvis denne transport er inkluderet i prisen, eller hvis det fartøj, der benyttes til dette formål, er stillet til passagerens rådighed af transportøren, men ikke det tidsrum, hvor passageren opholder sig i en havneterminal, på kajen eller et andet sted i havneanlægget.

61

Det følger heraf, at ethvert erstatningskrav som følge af en passagers død eller tilskadekomst, som den pågældende har lidt under søtransporten, er omfattet af den i Athenkonventionen fastsatte erstatningsordning. Eftersom transport af en passager i nævnte konvention defineres som det tidsrum, hvor passageren befinder sig om bord et skib, kan fastlæggelsen af den ansvarsordning, der finder anvendelse i forbindelse med død eller tilskadekomst om bord på et skib, ikke afhænge af besvarelsen af spørgsmålet om, hvorvidt dette dødsfald eller denne tilskadekomst skyldes manglende eller mangelfuld præstation af transportydelserne snarere end manglende eller mangelfuld præstation af indkvarteringsydelserne om bord eller adspredelser om bord. I tilfælde af manglende eller mangelfuld præstation af ydelser om bord på et krydstogtskib under transporten, som har forvoldt en passagers død eller tilskadekomst, kan rejsearrangøren over for en passager påberåbe sig de i Athenkonventionen fastsatte ansvarsbegrænsninger, som transportøren kan gøre gældende, uden at det er nødvendigt at sondre mellem tjenesteydelser, der vedrører transport, indkvartering om bord eller adspredelser om bord.

62

Eftersom artikel 7 i forordning nr. 392/2009 fastsætter, at med forbehold af rejsearrangørers forpligtelser i henhold til direktiv 90/314, modtager passagererne passende og forståelige oplysninger om deres rettigheder i henhold til denne forordning, i det mindste i form af et sammendrag af bestemmelserne deri, skal det desuden fastslås, at passagerer på et krydstogtskib skal informeres om den ansvarsordning, der finder anvendelse ved død eller tilskadekomst om bord på dette skib.

63

Henset til det ovenstående skal det bemærkes, at når en forbruger, der som i den foreliggende sag har købt en pakkerejse for at deltage i et krydstogt, som er omfattet af artikel 2, nr. 1), i direktiv 90/314, kommer til skade i det tidsrum, hvor vedkommende befinder sig om bord på krydstogtskibet, og er af den opfattelse, at denne tilskadekomst skyldes manglende eller mangelfuld opfyldelse af pakkerejsekontrakten, har forbrugeren valget mellem at anlægge to typer erstatningssøgsmål.

64

For det første kan denne forbruger i henhold til artikel 5 i direktiv 90/314 anlægge erstatningssøgsmål mod rejsearrangøren af dette krydstogt med henblik på at opnå erstatning.

65

Rejsearrangøren kan imidlertid over for et sådant erstatningskrav påberåbe sig de grænser for transportørens erstatning til passageren, der er fastsat i Athenkonventionens artikel 3 og 7, som er bindende for medlemsstaterne i medfør af artikel 3 i forordning nr. 392/2009, sammenholdt med artikel 5, stk. 2, tredje afsnit, i direktiv 90/314, som anført i denne doms præmis 55-58, og som ved død eller tilskadekomst går ud over grænserne i dette direktivs artikel 5, stk. 2, første afsnit.

66

I det foreliggende tilfælde tilkommer det derfor den forelæggende ret i sagerne »MH« og » Costa Crociere« at bedømme, om MH og DI’s tilskadekomst om bord på skibene skyldes en søulykke som omhandlet i artikel i Athenkonventionens artikel 3, stk. 5, og, såfremt den ikke skyldes en sådan begivenhed, om MH og DI har bevist, at den tabsforvoldende hændelse skyldes fejl eller forsømmelighed fra transportøren eller dennes ansatte under udførelsen af deres arbejde.

67

For det andet kan den i nærværende doms præmis 63 omhandlede forbruger anlægge et direkte erstatningssøgsmål på grundlag af forordning nr. 392/2009 og Athenkonventionen mod den transportør, der faktisk har udført transporten til søs, selv om denne sidstnævnte ikke har arrangeret krydstogtet.

68

Eftersom Athenkonventionens artikel 14, der i medfør af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 392/2009 finder anvendelse på medlemsstaterne, fastsætter, at erstatningssøgsmål navnlig i forbindelse med tilskadekomst kun kan anlægges mod en transportør i overensstemmelse med denne konvention, kan transportøren påberåbe sig de ansvarsbegrænsninger, der er fastsat i nævnte konventions artikel 3 og 7.

69

I det omfang, at en passager, der deltager i et krydstogt, anlægger hvert af disse erstatningssøgsmål, skal den erstatning, der opnås som følge af et af disse søgsmål, tages i betragtning i forbindelse med vurderingen af den erstatning, der kræves i forbindelse med det andet søgsmål, med henblik på at undgå, at passageren gennem de nævnte erstatningssøgsmål opnår en højere erstatning end den, der svarer til den lidte skade.

70

Henset til det ovenstående skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 3, stk. 1, artikel 7, første afsnit, i og bilag I til forordning nr. 392/2009 samt artikel 5 i direktiv 90/314 skal fortolkes således, at når et krydstogt har karakter af en pakkerejse som omhandlet i dette direktivs artikel 2, nr. 1), er erstatningssøgsmål vedrørende personskade, som en passager, der befinder sig om bord på krydstogtskibet, har lidt under søtransporten som omhandlet i denne forordnings artikel 2, omfattet af den i nævnte forordning fastsatte ansvarsordning for den søtransportvirksomhed, der udfører krydstogtet med dette skib.

71

Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

Artikel 3, stk. 1, artikel 7, første afsnit, i og bilag I til forordning nr. 392/2009 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 392/2009 af 23. april 2009 om transportørers erstatningsansvar ved ulykker under søtransport af passagerer samt artikel 5 i Rådets direktiv 90/314/EØF af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure,

skal fortolkes således, at

når et krydstogt har karakter af en pakkerejse som omhandlet i dette direktivs artikel 2, nr. 1), er erstatningssøgsmål vedrørende personskade, som en passager, der befinder sig om bord på krydstogtskibet, har lidt under søtransporten som omhandlet i denne forordnings artikel 2, omfattet af den i nævnte forordning fastsatte ansvarsordning for den søtransportvirksomhed, der udfører krydstogtet med dette skib.