–

ZD ved avvocati V. Angiolini, G. Gomitoni og S. Invernizzi,

–

MI ved avvocato N. Paolantonio,

–

Federazione Italiana Giuoco Calcio (FIGC) ved avvocato G. Viglione,

–

Comitato Olimpico Nazionale Italiano (CONI) ved avvocati A. Angeletti, S. Fidanzia og A. Gigliola,

–

den italienske regering ved S. Fiorentino, som befuldmægtiget, bistået af avvocati dello Stato M. Cherubini og L. D’Ascia,

–

den portugisiske regering ved C. Alves og P. Barros da Costa, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved S. Baches Opi, G. Conte og F. Ronkes Agerbeek, som befuldmægtigede,

1

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 6 TEU og 19 TEU, artikel 45 TEUF, 49 TEUF, 56 TEUF, 101 TEUF og 102 TEUF samt artikel 47-49 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Anmodningerne er blevet indgivet i forbindelse med to tvister, den første mellem ZD og Federazione Italiana Giuoco Calcio (det italienske fodboldforbund) (FIGC), Comitato Olimpico Nazionale Italiano (den italienske nationale olympiske komité) (CONI), Procura Federale Presso La Federazione Italiana Giuoco Calcio (forbundets anklagemyndighed under FIGC, Italien, herefter »forbundets anklagemyndighed«), Collegio di Garanzia della Sport presso il Comitato Olimpico Nazionale Italiano (sportsgarantiretten under CONI, Italien, herefter »sportsgarantiretten«) og Corte Federale d’appello presso la Federazione Italiana Giuoco Calcio (forbundets appeldomstol under FIGC, Italien, herefter »forbundets appeldomstol«) og den anden mellem MI og FIGC samt CONI, vedrørende afgørelser, hvorved forbundets appeldomstol pålagde ZD og MI en sanktion i form af et midlertidigt forbud mod at udøve erhvervsmæssig virksomhed inden for FIGC.

3

Artikel 18, stk. 1, i Costituzione della Repubblica Italiana (den italienske forfatning, herefter »forfatningen«) har følgende ordlyd:

»Borgerne har ret til frit og uden tilladelse at forene sig til formål, som ikke er forbudt for enkeltpersoner i henhold til straffeloven.«

4

Forfatningens artikel 24, stk. 1, bestemmer:

»Enhver kan anlægge sag med henblik på at beskytte sine egne rettigheder og legitime interesser.«

5

Forfatningens artikel 103, stk. 1, foreskriver:

»Consiglio di Stato [(øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien)] og de øvrige forvaltningsdomstole har kompetence vedrørende beskyttelsen af legitime interesser og, på særlige lovbestemte områder, også af subjektive rettigheder i forhold til den offentlige forvaltning.«

6

Forfatningens artikel 113 har følgende ordlyd:

»Retsbeskyttelse af rettigheder og legitime interesser mod forvaltningsakter er altid tilladt ved almindelige domstole eller forvaltningsdomstole. Denne retsbeskyttelse kan ikke afskæres eller begrænses til særlige retsmidler eller til bestemte kategorier af retsakter. Loven fastsætter, hvilke retsinstanser der kan annullere den offentlige forvaltnings retsakter, i de tilfælde og med de virkninger, der er fastsat i loven selv.«

7

Artikel 1, stk. 1, i codice del processo amministrativo (lov om forvaltningsretspleje) bestemmer følgende:

»Forvaltningsdomstolen sikrer fuld og effektiv beskyttelse i overensstemmelse med principperne i forfatningen og EU-retten.«

8

Denne lovs artikel 30, stk. 6, fastsætter:

»Forvaltningsdomstolene har enekompetence til at påkende ethvert krav om erstatning for skade som følge af krænkelse af legitime interesser eller, på de områder, der henhører under dens enekompetence, subjektive rettigheder.«

9

Nævnte lovs artikel 133, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Medmindre loven bestemmer andet, har forvaltningsdomstolene enekompetence til at påkende:

[...]

[...]«

10

Artikel 1-3 i decreto-legge n. 220 – Disposizioni urgenti in materia di giustizia sportiva (lovdekret nr. 220 om hastebestemmelser vedrørende sportsret) af 19. august 2003 (GURI nr. 192 af 20.8.2003, s. 4), som med ændringer blev ophøjet til lov ved legge n. 280 (lov nr. 280) af 17. oktober 2003 (GURI nr. 243 af 18.10.2003, s. 4) (herefter »lov nr. 280/2003«), har følgende ordlyd:

»Artikel 1 – Almindelige principper

1. Republikken anerkender og fremmer autonomien i den nationale sportsretlige system som udtryk for den internationale sportsret, der henhører under Den Internationale Olympiske Komité.

2. Forholdet mellem det sportsretlige system og republikkens lovgivning reguleres på grundlag af princippet om autonomi, bortset fra i de tilfælde, hvor der foreligger subjektive retsstillinger, som er knyttet til det sportsretlige system, og som er relevante for republikkens retsorden.

Artikel 2 – Det sportsretlige systems autonomi

1. I henhold til principperne i artikel 1 henhører nedenstående spørgsmål fuldt ud under det sportsretlige system:

2. På de i stk. 1 omhandlede områder tilkommer det klubber, foreninger, deres medlemmer og tilknyttede medlemmer at anlægge sag ved de sportsretlige organer i medfør af bestemmelserne i vedtægterne og bekendtgørelserne udstedt af [CONI] og idrætsforbundene [...]

[...]

Artikel 3 – Kompetenceregler og overgangsbestemmelser

1. Når en sag er blevet behandlet i alle instanser i det sportsretlige system, og med forbehold for de almindelige domstoles kompetence vedrørende formuemæssige forhold mellem klubber, foreninger og idrætsudøvere, regulerer lov om forvaltningsretsplejen alle øvrige tvister angående foranstaltninger fra [CONI] eller idrætsforbundene, som ikke er forbeholdt de sportsretlige organer i overensstemmelse med artikel 2, i alle tilfælde uden at dette berører bestemmelserne i eventuelle voldgiftsklausuler i [CONI’s] og idrætsforbundenes vedtægter og forordninger som omhandlet i artikel 2, stk. 2 [...]

[...]«

11

Det regelsæt, i henhold til hvilket de i hovedsagerne omhandlede sanktioner er blevet pålagt, er codice di giustizia sportiva della FGCI (FIGC’s kodeks for retspleje i idrætssager).

12

Ifølge denne kodeks’ artikel 2, stk. 1, finder den bl.a. anvendelse på »ledere«, der udøver en erhvervsmæssig aktivitet på sportsområdet.

13

Nævnte kodeks’ artikel 4 med overskriften »De generelle bestemmelsers ufravigelige karakter« bestemmer:

»1.   De i artikel 2 omhandlede retssubjekter har pligt til at overholde FIGC’s vedtægter, kodeksen, interne organisationsregler samt forbundets øvrige regler og til at overholde loyalitetsprincippet, rimelighedsprincippet og princippet om redelighed i alle forhold, som vedrører sportsudøvelse.

2.   Ved tilsidesættelse af forpligtelserne i stk. 1 anvendes de sanktioner, der er fastsat i artikel 8, stk. 1, litra a), b), c) og g), samt i artikel 9, stk. 1, litra a), b), c), d), f), g) og h).

[...]«

14

Blandt de sanktioner, der er omhandlet i denne artikel 4, stk. 2, henviser samme kodeks’ artikel 9, stk. 1, litra f), til »diskvalificering for en bestemt periode inden for FIGC med mulighed for anmodning om udvidelse til også at omfatte [Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA)]«.

15

Artikel 31, stk. 1, i FIGC’s kodeks for retspleje i idrætssager med overskriften »Overtrædelser i økonomisk og forvaltningsmæssig henseende« bestemmer:

»Manglende fremlæggelse, materiel eller begrebsmæssig ændring eller forfalskning, selv delvis, af de dokumenter, der kræves af de sportsretlige organer, commissione di vigilanza sulle società di calcio professionistiche [(kommissionen for tilsyn med professionelle fodboldklubber, Italien)] og forbundets andre tilsynsorganer samt af de organer, der er kompetente til at udstede UEFA- og FIGC-licenser, eller afgivelse af falske, undvigende eller delvise oplysninger udgør en administrativ forseelse. Enhver adfærd, der på den ene eller anden måde har til formål at omgå forbundsmæssige bestemmelser om forvaltning og økonomi samt manglende gennemførelse af afgørelser i denne henseende fra de kompetente forbundsmæssige organer, udgør ligeledes en administrativ forseelse. Uden at dette berører anvendelsen af de strengere sanktioner, der er fastsat i UEFA’s reglement for udstedelse af licenser eller andre særlige regler, og de strengere sanktioner, der kan pålægges som følge af de andre forhold, der er omhandlet i denne artikel, pålægges et selskab, der begår de i dette stykke omhandlede forhold, en bøde samt en advarsel.«

16

ZD og MI er henholdsvis en tidligere præsident og et tidligere bestyrelsesmedlem i Juventus Football Club SpA, som er en professionel fodboldklub i Italien (herefter »Juventus«). Det er ubestridt, at de i denne egenskab var »ledere«, der udøver en erhvervsmæssig aktivitet på sportsområdet som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i FIGC’s kodeks for retspleje i idrætssager.

17

FIGC er et privatretligt forbund, der har hjemsted i Italien. Dets formål er at fremme og regulere professionel fodbold samt amatørfodbold i denne medlemsstat. Forbundet er medlem af Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) og UEFA.

18

CONI er for sit vedkommende et offentligretligt organ med hjemsted i Italien. Ifølge den forelæggende ret har denne komite til opgave at koordinere de forskellige italienske idrætsforbunds aktiviteter.

19

Den 1. april 2022 anlagde forbundets anklagemyndighed, som er det organ i FIGC, der har kompetence i disciplinærsager, sag ved Tribunale federale nazionale presso la Federazione Italiana Giuoco Calcio, sezione disciplinare (forbundets nationale domstolsorgan under FIGC, Italien) (herefter »forbundets domstolsorgan«) mod flere italienske professionelle fodboldklubber, herunder Juventus, samt mod flere af disses ledere, idet den bl.a. anklagede dem for at have tilsidesat princippet om loyalitet, princippet om korrekthed og princippet om integritet som omhandlet i artikel 4 og 31 i FIGC’s kodeks for retspleje i idrætssager. Dette organ foreholdt nærmere bestemt ZD og MI at have deltaget i indførelsen af en ordning med fiktive kapitalgevinster på i alt over 60 mio. EUR ved at have foranlediget eller godkendt, at der i Juventus’ årsrapporter og regnskabsbalancer for 2020 og 2021 var afgivet erklæringer, der fejlagtigt fremstillede en række transfers af spillere som uafhængige transaktioner, selv om der reelt var tale om byttehandler, med det formål at undgå anvendelsen af den internationale regnskabsstandard, der fandt anvendelse på disse, og i sidste ende at indberette resultater og aktiver, der var større end de faktiske resultater og aktiver for de klubber, der deltog i denne ordning.

20

Ved afgørelse af 22. april 2022 frikendte forbundets domstolsorgan, som er det organ i FIGC, der har kompetence bl.a. på området for disciplinære sanktioner, alle de fysiske og juridiske personer, der var omfattet af denne sag.

21

Forbundets anklagemyndighed iværksatte appel til prøvelse af denne afgørelse ved forbundets appeldomstol.

22

Ved afgørelse af 27. maj 2022 stadfæstede forbundets appeldomstol forbundets domstolsorgans afgørelse.

23

Den 24. november 2022 modtog forbundets anklagemyndighed fra procura della Repubblica presso il Tribunale di Torino (republikkens anklagemyndighed ved retten i Torino, Italien) kopi af dokumenter, der indgik i sagsakterne i en parallel straffesag, som anklagemyndigheden havde indledt, vedrørende de faktiske omstændigheder, der er omhandlet i den i denne doms præmis 19 nævnte sag. Efter modtagelse af disse dokumenter vurderede forbundets anklagemyndighed, at de begrundede iværksættelsen af revisionsappel ved forbundets appeldomstol.

24

I løbet af januar måned 2023 vedtog forbundets appeldomstol en afgørelse, hvori den tog revisionsappellen til følge. Ved denne afgørelse pålagde den bl.a. ZD og MI en disciplinær sanktion, der bestod i et forbud mod at udøve erhvervsmæssige aktiviteter inden for FIGC i en periode på 24 måneder, ledsaget af en anmodning om udvidelse af sanktionen til at omfatte UEFA og FIFA. Dette forbud, som i praksis omfatter udøvelse af enhver erhvervsmæssig aktivitet på det område, der henhører under FIGC’s kompetence, dvs. professionel fodbold og amatørfodbold i Italien, blev efterfølgende af FIFA’s disciplinærudvalg udvidet til at omfatte hele verden.

25

ZD og MI anlagde sag til prøvelse af den nævnte afgørelse ved sportsgarantiretten.

26

Ved afgørelse af 8. maj 2023 forkastede sportsgarantiretten ZD’s og MI’s appeller.

27

Den 25. maj 2023 blev der afsagt en kendelse om tiltalefrafald i den straffesag, der er nævnt i denne doms præmis 23.

28

ZD og MI har efterfølgende anlagt sag ved Tribunale amministrativo regionale per il Lazio (den regionale forvaltningsdomstol i Lazio, Italien), som er den forelæggende ret, til prøvelse af de afgørelser, der successivt er truffet af forbundets appeldomstol og sportsgarantiretten, for så vidt som disse afgørelser vedrører dem.

29

I forelæggelsesafgørelserne har den forelæggende ret for det første anført, at ZD og MI med deres respektive søgsmål principalt har nedlagt påstand om udsættelse og annullation af den disciplinære sanktion, som de blev pålagt af forbundets appeldomstol, og alene subsidiært om erstatning for den skade, som denne sanktion har forvoldt dem. Den forelæggende ret er imidlertid i henhold til den gældende italienske lovgivning, som fortolket af Corte costituzionale (forfatningsdomstol, Italien), forpligtet til at afvise disse to søgsmål »på grund af manglende kompetence«, for så vidt som de har til formål at opnå suspension og annullation af denne disciplinære sanktion.

30

I to domme af 7. februar 2011 og af 17. april 2019 fastslog Corte costituzionale (forfatningsdomstol) nemlig i det væsentlige, at artikel 2 og 3 i lov nr. 280/2003 skal fortolkes således, at de tillægger »de sportsretlige organer« (herefter »de retslige organer inden for sportsretten«), herunder forbundets domstolsorgan, forbundets appeldomstol og sportsgarantiretten, enekompetence til at påkende påstande om suspension og annullation af de disciplinære sanktioner, der er pålagt juridiske eller fysiske personer, som er medlemmer af eller knyttet til forskellige italienske idrætsforbund. For deres vedkommende har de nationale forvaltningsdomstole i henhold til artikel 133, stk. 1, litra z), i lov om forvaltningsretsplejen alene kompetence til at påkende tvister vedrørende retsakter fra CONI og italienske idrætsforbund, som ikke er forbeholdt de retslige organer inden for sportsretten, hvortil hører søgsmål, hvorved personer, som er blevet pålagt sådanne disciplinære sanktioner, efter »behandling i alle instanser i det sportsretlige system« anmoder de almindelige domstole om indirekte at efterprøve lovligheden af disse sanktioner med henblik på at opnå retsbeskyttelse ved domstolene, der kun kan bestå af en økonomisk erstatning for den skade, som disse personer har lidt.

31

Som det fremgår af disse domme, har Corte costituzionale (forfatningsdomstol) baseret denne fortolkning af de forskellige omhandlede bestemmelser i lov nr. 280/2003 og i lov om forvaltningsretsplejen på den konstatering, at disse bestemmelser er et resultat af en »rimelig afvejning«, som den italienske lovgiver har foretaget i denne lovs artikel 1 mellem på den ene side princippet om effektiv og fuldstændig retsbeskyttelse, der er fastsat i forfatningens artikel 24, artikel 103 og artikel 113, og på den anden side behovet for at sikre det sportsretlige systems autonomi, som er beskyttet i henhold til forfatningens artikel 2 og artikel 18. Domstolsbeskyttelsen af de berørte personer sikres således effektivt ved det »sportsretlige system«, som er et særligt udtryk for den »foreningsretlige retsorden«, for så vidt angår retlige problemstillinger som dem, der følger af pålæggelse af disciplinære sanktioner, der er relevante for den »sektorspecifikke retsorden«, som »den sportslige retsorden« udgør, men ikke for den »almindelige retsorden«. Samtidig vil den effektive retsbeskyttelse af disse personers »subjektive retsstilling« i forhold til den »almindelige retsorden« fortsat blive sikret af nationale forvaltningsretlige domstole.

32

For det andet er den forelæggende ret af den opfattelse, at det er nødvendigt at anmode Domstolen om en fortolkning af EU-retten med henblik på at kunne træffe afgørelse om, hvorvidt de søgsmål, som ZD og MI har indbragt for den, kan antages til realitetsbehandling, og om de er begrundede.

33

For det tredje og sidste har den forelæggende ret i det væsentlige anført, at den af tre grunde er i tvivl om, hvorvidt lov nr. 280/2003 er forenelig med EU-retten.

34

I denne henseende ønsker den forelæggende ret indledningsvis oplyst, om denne lov er i strid med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og chartrets artikel 47. Den nævnte lov forpligter nemlig personer, som de nationale idrætsforbund har pålagt disciplinære sanktioner, der kan have en alvorlig straffende virkning, såsom de i hovedsagerne omhandlede forbud mod at udøve erhvervsmæssig virksomhed, til at henvende sig til de retslige organer inden for sportsretten med henblik på at opnå annullation heraf. Tilsvarende fratager den dem enhver mulighed for med henblik herpå at henvende sig til retsinstanser som omhandlet i EU-retten, der frembyder de påkrævede garantier for uafhængighed og upartiskhed, og som råder over alle de beføjelser, der er nødvendige for at sikre en effektiv retsbeskyttelse af private, herunder midlertidigt. Mere grundlæggende er det måske den afvejning, som Corte costituzionale (forfatningsdomstol) har foretaget mellem på den ene side det krav om domstolsbeskyttelse, der er fastsat i forfatningen, og på den anden side princippet om det sportsretlige systems autonomi, der er i strid med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU. Denne afvejning ville nemlig have til følge, at private fratages en del af den ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, som de er sikret ved EU-retten, og at den kompetente nationale domstol fratages en del af de beføjelser, der er nødvendige for at sikre overholdelsen af denne ret. Selv om en sådan afvejning er mulig, når der er tale om rent sportslige spørgsmål, der ikke er omfattet af EU-retten, forholder det sig ikke nødvendigvis på samme måde, når der er tale om disciplinære sanktioner, der pålægges i forbindelse med udøvelsen af økonomiske aktiviteter, der er knyttet til sport, og der som sådan henhører under EU-retten, der har forrang for national ret og for den fortolkning, som de nationale domstole, herunder forfatningsdomstole, kan foretage heraf.

35

Dernæst ønsker den forelæggende ret oplyst, om det er tilladt at pålægge disciplinære sanktioner som de i hovedsagerne omhandlede, når der er tale om en overtrædelse, der består i en tilsidesættelse af »loyalitetsprincippet, rimelighedsprincippet og princippet om redelighed« i artikel 4 og 31 i FIGC’s kodeks for retspleje i idrætssager. Den forelæggende ret er nemlig i tvivl om, hvorvidt en sådan overtrædelse, der ifølge den forelæggende ret skal anses for at være »strafferetlig« som omhandlet i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, opfylder de krav, der følger af princippet om, at strafbare forhold og straffe skal have lovhjemmel, der er fastsat i chartrets artikel 49.

36

Endelig ønsker den forelæggende ret oplyst, om sådanne disciplinære sanktioner og mere generelt eksistensen og udøvelsen af beføjelsen til at pålægge dem over for personer, der henhører under et nationalt idrætsforbunds såsom FIGC’s kompetence, skal forstås i lyset af den frie bevægelighed, der er sikret ved artikel 45 TEUF, 49 TEUF og 56 TEUF, samt konkurrencereglerne i artikel 101 TEUF og 102 TEUF. På anmodning af dette forbund kan disse disciplinære sanktioner af UEFA og FIFA nemlig udvides til at gælde på europæisk og globalt plan. Desuden har de en dokumenteret indvirkning på udøvelsen af de erhvervsmæssige aktiviteter, der udøves af de ledere, der har fået dem pålagt, og følgelig på de økonomiske aktiviteter i de virksomheder, som disse leder, såsom Juventus i det foreliggende tilfælde.

37

På denne baggrund har Tribunale amministrativo regionale per il Lazio (den regionale forvaltningsdomstol i Lazio) i sag C-424/24 besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

38

På denne identiske baggrund har Tribunale amministrativo regionale per il Lazio (den regionale forvaltningsdomstol i Lazio) i sag C-425/24 ligeledes besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

39

Det første spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt Domstolen i hver af de nærværende forenede sager, har til formål at gøre det muligt for den at udtale sig om, hvorvidt en national lovgivning, der fastsætter de retsmidler, der sikrer privates retsbeskyttelse i forbindelse med sanktioner, som et nationalt idrætsforbund kan pålægge dem, er forenelig med EU-retten.

40

Det andet og det tredje spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt Domstolen i hver af disse forenede sager, har til formål at gøre det muligt for den forelæggende ret at udtale sig om, hvorvidt denne nationale lovgivning er forenelig med EU-retten, for så vidt som denne på forhånd giver et sådant forbund mulighed for at pålægge sådanne sanktioner.

41

Henset til deres respektive formål skal det andet og det tredje spørgsmål besvares først og samlet, og dernæst skal det første spørgsmål i de nævnte sager besvares.

42

Med det andet og det tredje spørgsmål i nærværende forenede sager ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om EU-retten, og navnlig artikel 6 TEU og artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, artikel 45 TEUF, 49 TEUF, 56 TEUF, 101 TEUF og 102 TEUF samt chartrets artikel 47, sammenholdt med chartrets 48 og 49, skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, som denne fortolkes af de kompetente nationale domstole, som gør det muligt for et nationalt idrætsforbund, henset til den retlige autonomi, som dette forbund har fået tillagt i henhold til national ret, at pålægge sportsledere en sanktion, der består i et midlertidigt forbud mod at udøve erhvervsmæssig virksomhed, der henhører under dette forbunds kompetence, på grund af falske finansielle og regnskabsmæssige erklæringer, der er afgivet i strid med loyalitetsprincippet, rimelighedsprincippet og princippet om redelighed, som disse sportsledere skal overholde i henhold til det regelsæt, som det nævnte forbund har kompetence til at anvende.

43

Henset til de EU-retlige bestemmelser, som den forelæggende ret har henvist til, samt til de skriftlige og mundtlige indlæg, som parterne i hovedsagerne, de interesserede regeringer og Kommissionen har indgivet til Domstolen, bemærkes for det første, at den nationale ret, således som det fremgår af Domstolens faste praksis, i selve forelæggelsesafgørelsen er forpligtet til udtrykkeligt at redegøre for den retlige og faktiske baggrund for tvisten i hovedsagen og til at give de nødvendige forklaringer om begrundelsen for valget af de EU-retlige bestemmelser, som den ønsker fortolket, og om den sammenhæng, der efter dens opfattelse består mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, som finder anvendelse på den tvist, der er indbragt for den (dom af 16.10.2025, Anesar-CV m.fl.,C-718/23 – C-721/23 og C-60/24, EU:C:2025:797, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

44

Disse kumulative krav til indholdet af en forelæggelsesafgørelse fremgår udtrykkeligt af procesreglementets artikel 94, som den forelæggende ret forventes at have kendskab til og iagttage nøje inden for rammerne af det samarbejde, der er indført ved artikel 267 TEUF. De er ligeledes anført i punkt 13, 15 og 16 i Den Europæiske Unions Domstols anbefalinger til de nationale retter vedrørende forelæggelse af præjudicielle spørgsmål (EUT 2019, C 380, s. 1), der nu fremgår af punkt 13, 15 og 16 i Den Europæiske Unions Domstols anbefalinger til de nationale retter vedrørende forelæggelse af præjudicielle spørgsmål (EUT C, C/2024/6008).

45

De nævnte kumulative krav har navnlig betydning på områder, hvor de faktiske og retlige omstændigheder ofte er komplekse, såsom konkurrenceområdet (dom af 21.12.2023, European Superleague Company,C-333/21, EU:C:2023:1011, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis, og af 4.10.2024, FIFA,C-650/22, EU:C:2024:824, præmis 63).

46

I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret i sine forelæggelsesafgørelser imidlertid hverken i tilstrækkelig grad forklaret grundene til, at den anmoder Domstolen om at fortolke artikel 49 TEUF, 101 TEUF og 102 TEUF, eller den forbindelse, som den forelæggende ret har fastslået mellem på den ene side etableringsfriheden, forbuddet mod karteller og forbuddet mod misbrug af dominerende stilling, der henholdsvis er fastsat i disse tre artikler, og på den anden side tvisterne i hovedsagerne samt den nationale lovgivning, der finder anvendelse på disse tvister, og som den forelæggende ret er i tvivl om. Disse afgørelser gør det navnlig ikke muligt at forstå grundene til, at de sanktioner, som de sagsøgende ledere i hovedsagerne er blevet pålagt, kan have indvirkning på dels den mulighed, som de fodboldklubber, hvor disse ledere udøvede eller kunne udøve deres erhvervsmæssige virksomhed, har for at etablere sig i en anden medlemsstat end Den Italienske Republik, dels disse klubbers mulighed for at konkurrere med hinanden.

47

Den forelæggende ret har i øvrigt ikke med tilstrækkelig klarhed og præcision redegjort for grundene til, at den er af den opfattelse, at det skal undersøges, om artikel 2 i lov nr. 280/2003 er forenelig med artikel 6 TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47-49. Den forelæggende ret har desuden ikke forklaret den forbindelse, som den ønsker at fastslå mellem disse EU-retlige bestemmelser og den nationale lovgivning, der finder anvendelse på tvisterne i hovedsagerne.

48

For så vidt angår disse to aspekter opfylder dens anmodninger om præjudiciel afgørelse således ikke kravene i procesreglementets artikel 94, litra c).

49

Følgelig kan det andet og det tredje spørgsmål i de foreliggende forenede sager ikke antages til realitetsbehandling, for så vidt som de vedrører fortolkningen af artikel 49 TEUF, 101 TEUF og 102 TEUF samt af artikel 6 TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47-49.

50

For det andet finder EUF-traktatens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed, etableringsfriheden, den frie udveksling af tjenesteydelser og den frie bevægelighed for kapital ikke anvendelse på situationer, hvor samtlige elementer er begrænset til en enkelt medlemsstat, bortset fra visse særlige tilfælde, hvor de konkrete elementer, der gør det muligt at fastslå, at den præjudicielle anmodning om den ønskede fortolkning er nødvendig for løsningen af tvisten, som følge af at der består en forbindelse mellem genstanden for eller omstændighederne i tvisten og artikel 49 TEUF, 56 TEUF eller 63 TEUF, fremgår af forelæggelsesafgørelsen, i overensstemmelse med kravene i procesreglementets artikel 94 (dom af 4.10.2024, FIFA,C-650/22, EU:C:2024:824, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).

51

I det foreliggende tilfælde vedrører tvisterne i hovedsagerne imidlertid ikke situationer, hvor samtlige elementer er begrænset til en enkelt medlemsstat som omhandlet i denne retspraksis, og som følgelig ikke har grænseoverskridende karakter, i modsætning til hvad navnlig de sagsøgte i hovedsagerne, den italienske regering og Kommissionen har gjort gældende. Det fremgår nemlig klart af de oplysninger i forelæggelsesafgørelserne, der er nævnt i denne doms præmis 14 og 24, at de sanktioner i form af midlertidigt forbud mod at udøve erhvervsmæssig virksomhed, som er blevet pålagt de sagsøgende ledere i hovedsagerne inden for det område, der henhører under det kompetente nationale idrætsforbund, dvs. FIGC, i medfør af dette forbunds beføjelser er blevet ledsaget af anmodninger til UEFA og FIFA om udvidelse heraf. Det følger heraf, at disse sanktioner, henset til deres indhold og art, kan have en indvirkning på disse lederes udøvelse af deres ret til fri bevægelighed, hvad enten det er som arbejdstagere, der er omfattet af artikel 45 TEUF, eller som tjenesteydere, der er omfattet af artikel 56 TEUF. Det fremgår i øvrigt af de sagsakter, som Domstolen råder over, at FIFA senere imødekom den anmodning om udvidelse, som det nævnte forbund havde indgivet til FIFA.

52

Følgelig kan det andet og det tredje spørgsmål i de foreliggende forenede sager antages til realitetsbehandling, for så vidt som de vedrører fortolkningen af artikel 45 TEUF og 56 TEUF.

53

For det tredje og sidste skal det, henset til genstanden for henholdsvis det andet og det tredje spørgsmål i hovedsagerne på den ene side og det første spørgsmål i hovedsagerne på den anden side, således som de er blevet præciseret i denne doms præmis 39 og 40, fastslås, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, hvorefter »[m]edlemsstaterne tilvejebringer den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten«, kun er relevant for besvarelsen af det første spørgsmål i hovedsagerne.

54

Det følger heraf, at det skal fastslås, at den forelæggende ret med det nævnte andet og det tredje spørgsmål i hovedsagerne i det væsentlige udelukkende ønsker oplyst, om artikel 45 TEUF og 56 TEUF skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, som denne fortolkes af de kompetente nationale domstole, som gør det muligt for et nationalt idrætsforbund, henset til den retlige autonomi, som dette forbund har fået tillagt i henhold til national ret, at pålægge sportsledere en sanktion, der består i et midlertidigt forbud mod at udøve erhvervsmæssig virksomhed, der henhører under dette forbunds kompetence, på grund af falske finansielle og regnskabsmæssige erklæringer, der er afgivet i strid med loyalitetsprincippet, rimelighedsprincippet og princippet om redelighed, som disse sportsledere skal overholde i henhold til det regelsæt, som det nævnte forbund har kompetence til at anvende.

55

Henset til indholdet af det andet og det tredje spørgsmål i de foreliggende forenede sager samt til genstanden for den nationale lovgivning, som disse spørgsmål henviser til, skal det for det første bemærkes, at overholdelsen af de grundlæggende rettigheder til fri bevægelighed, der er fastsat i EUF-traktaten, ikke alene gælder for nationale offentlige myndigheder, men også i det tilfælde, hvor et organ, en sammenslutning eller en anden juridisk person, der ikke henhører under national offentlig ret, råder over en retlig autonomi eller en beføjelse, som sætter det i stand til at underlægge private vilkår, som skader udøvelsen af disse grundlæggende friheder (jf. i denne retning dom af 3.10.2000, Ferlini,C-411/98, EU:C:2000:530, præmis 50, og af 13.6.2019, TopFit og Biffi, C-22/18, EU:C:2019:497, præmis 39). Afskaffelsen mellem medlemsstaterne af hindringerne for den frie bevægelighed for personer og for den frie udveksling af tjenesteydelser ville nemlig blive truet, hvis afskaffelsen af nationale statslige hindringer blev virkningsløs på grund af hindringer, der opstår som følge af udøvelsen af en sådan retlig autonomi eller en sådan beføjelse (jf. i denne retning dom af 15.12.1995, Bosman,C-415/93, EU:C:1995:463, præmis 83, og af 13.6.2019, TopFit og Biffi, C-22/18, EU:C:2019:497, præmis 38).

56

Navnlig gælder overholdelsen af artikel 45 TEUF og 56 TEUF for nationale eller internationale idrætsforbund, der henhører under privatretten, såfremt de vedtager regler vedrørende hel- eller halvprofessionelle spilleres lønarbejde eller præstation af tjenesteydelser og, i bredere forstand, regler, som, alt imens de ikke formelt regulerer dette arbejde eller denne præstation af tjenesteydelser, direkte påvirker det nævnte arbejde eller den nævnte præstation af tjenesteydelser (dom af 21.12.2023, European Superleague Company,C-333/21, EU:C:2023:1011, præmis 85 og den deri nævnte retspraksis, og af 4.10.2024, FIFA,C-650/22, EU:C:2024:824, præmis 77). En sådan overholdelse påhviler ligeledes disse forbund, når de vedtager regler om lønnet arbejde eller præstation af tjenesteydelser for personer, der ikke er spillere, men som udøver økonomisk virksomhed i forbindelse med udøvelsen af sport, således som det i den foreliggende sag er tilfældet for ledere såsom sagsøgerne i hovedsagerne.

57

Spørgsmålet om, hvorvidt de nationale idrætsforbund, der har kompetence til henholdsvis at vedtage og anvende den i hovedsagerne omhandlede lovgivning, henhører under den nationale forvaltningsret, således som det synes at være tilfældet med CONI, eller under den national privatret, således som det synes at være tilfældet med FIGC, er således uden betydning for såvel den fortolkning af artikel 45 TEUF og 56 TEUF, som den forelæggende ret har anmodet om, som for den anvendelse af disse artikler, som denne ret i lyset af denne fortolkning skal foretage inden for rammerne af tvisterne i hovedsagerne.

58

Den omstændighed, at den retlige autonomi, som disse forbund har, er blevet anerkendt i den nationale lovgivning i den medlemsstat, hvor de er etableret, således som det er tilfældet i den foreliggende sag, har heller ingen betydning for hverken den nævnte fortolkning eller denne anvendelse. Uanset den retlige værdi, som denne lovgivning tillægger en sådan anerkendelse, kan denne anerkendelse nemlig under ingen omstændigheder have den retlige eller praktiske virkning at de nævnte forbund fritages for at overholde de grundlæggende rettigheder til fri bevægelighed, der er fastsat i EUF-traktaten, henset til rationalet bag den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 55.

59

Følgelig må sådanne nationale idrætsforbund, uanset om en sådan anerkendelse foreligger eller ej, selv om de har en retlig autonomi, der gør det muligt for dem at vedtage og anvende visse regelsæt, såsom regler om afholdelse af turneringer inden for deres respektive sportsgrene, om en velordnet afvikling af disse turneringer og idrætsudøvernes deltagelse heri, regler om anvendelse af obligatorisk voldgift eller regler, der har til formål kollektivt at organisere lønnet arbejde og tjenesteydelser for personer, der hører under deres kompetence, ikke herved begrænse udøvelsen af de rettigheder og friheder, som EU-retten tillægger private (jf. i denne retning dom af 21.12.2023, European Superleague Company,C-333/21, EU:C:2023:1011, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis, og af 1.8.2025, Royal Football Club Seraing,C-600/23, EU:C:2025:617, præmis 95).

60

Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt der eventuelt foreligger en hindring for de grundlæggende rettigheder til fri bevægelighed, der er fastsat i EUF-traktaten, følger det dels af fast retspraksis, at artikel 45 TEUF, som har direkte virkning, er til hinder for enhver foranstaltning, som, uanset om den er begrundet i nationaliteten eller finder anvendelse uafhængigt af nationalitet, kan skade unionsborgerne, såfremt de ønsker at udøve økonomisk virksomhed på en anden medlemsstats område end deres oprindelsesmedlemsstat, ved at forhindre dem i at forlade denne stat eller få dem til at afholde sig fra dette forehavende (dom af 21.12.2023, Royal Antwerp Football Club,C-680/21, EU:C:2023:1010, præmis 136 og den deri nævnte retspraksis, og af 4.10.2024, FIFA,C-650/22, EU:C:2024:824, præmis 86).

61

Dels er artikel 56 TEUF, som knæsætter den frie udveksling af tjenesteydelser til fordel for både tjenesteydere og tjenestemodtagere, til hinder for enhver foranstaltning, der, selv om den gælder uden forskel, kan hindre udøvelsen af denne frihed ved at udelukke, indebære ulemper for eller gøre den virksomhed mindre tiltrækkende, som udøves af disse tjenesteydere i andre medlemsstater end dem, hvor de er etableret (dom af 21.12.2023, European Superleague Company,C-333/21, EU:C:2023:1011, præmis 247 og den deri nævnte retspraksis).

62

I det foreliggende tilfælde er de i hovedsagerne omhandlede foranstaltninger, således som det fremgår af ordlyden af de spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt, og af den forelæggende rets udtalelser, der er nævnt i denne doms præmis 51, to sanktioner i form af forbud mod i en periode på 24 måneder at udøve erhvervsmæssig virksomhed, der henhører under kompetencen for et nationalt idrætsforbund, som har til formål at fremme og regulere professionel fodbold og amatørfodbold, ledsaget af anmodninger om udvidelse til at omfatte FIFA og UEFA, som er blevet pålagt to ledere af en fodboldklub, der har tilsidesat loyalitetsprincippet, rimelighedsprincippet og princippet om redelighed, som de skal overholde i henhold til de regelsæt, som dette forbund har kompetence til at anvende, ved at afgive eller godkende falske finansielle og regnskabsmæssige erklæringer.

63

Det skal i denne henseende bemærkes, at eftersom den retlige autonomi, som juridiske personer såsom de i hovedsagerne sagsøgte nationale idrætsforbund råder over, gør det muligt for disse juridiske personer at vedtage et vist antal regler, herunder regler, der har til formål kollektivt at organisere lønnet arbejde og tjenesteydelser for personer, der hører under deres kompetence, og som er nævnt i denne doms præmis 59, er det ligeledes tilladt for de nævnte juridiske personer at vedtage supplerende bestemmelser, der har til formål at sikre effektiviteten af disse regler, og nærmere bestemt bestemmelser om pålæggelse af sanktioner i tilfælde af overtrædelse af de nævnte regler. Vedtagelsen af sådanne bestemmelser kan følgelig ikke i sig selv anses for at være i strid med artikel 45 TEUF og 56 TEUF (jf. analogt dom af 21.12.2023, European Superleague Company,C-333/21, EU:C:2023:1011, præmis 145 og 146 samt den deri nævnte retspraksis).

64

Derimod kan pålæggelsen af en sanktion over for en privat i et givent tilfælde i medfør af sådanne bestemmelser, afhængigt af både denne sanktions retlige og praktiske art og rækkevidde, udgøre en hindring for den grundlæggende ret til fri bevægelighed, som denne borger er omfattet af, uanset om der er tale om arbejdskraftens frie bevægelighed som fastsat i artikel 45 TEUF eller den frie udveksling af tjenesteydelser, der er sikret ved artikel 56 TEUF. Dette gælder navnlig i tilfælde af en sanktion som de i hovedsagerne omhandlede midlertidige forbud mod at udøve visse former for erhvervsmæssig virksomhed, og hvilken UEFA og FIFA kan få til at gælde i medlemsstaterne, i betragtning af den anmodning om udvidelse til europæisk og globalt plan, der er blevet rettet til disse idrætsforbund.

65

En sådan sanktion har nemlig ikke blot den potentielle følge, men netop til formål at forbyde den person, som den er blevet pålagt, at udøve den pågældende erhvervsmæssige virksomhed og dermed sin økonomiske aktivitet ikke blot i sin oprindelsesmedlemsstat, men også i andre lande, herunder samtlige andre medlemsstater.

66

Det følger i det foreliggende tilfælde heraf, at de i hovedsagerne omhandlede sanktioner kan hindre arbejdskraftens frie bevægelighed eller den frie udveksling af tjenesteydelser for de ledere, der er blevet pålagt disse sanktioner, afhængigt af den retlige ordning, hvorunder disse ledere kan udøve erhvervsmæssig virksomhed i andre medlemsstater end Den Italienske Republik.

67

For det tredje og sidste følger det af fast retspraksis, at ikke-statslige foranstaltninger kan være tilladte, selv om de hindrer en grundlæggende ret til fri bevægelighed, der er fastsat i EUF-traktaten, hvis det godtgøres, for det første, at vedtagelsen heraf forfølger et legitimt mål af almen interesse, som er foreneligt med traktaten og følgelig ikke er rent økonomisk, og, for det andet, at de overholder proportionalitetsprincippet, hvilket indebærer, at de skal være egnede til at sikre gennemførelsen af dette mål, og at de ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det. Hvad nærmere bestemt angår betingelsen om, at sådanne foranstaltninger skal være egnede, bemærkes, at de kun kan anses for at være egnede til at sikre gennemførelsen af det påberåbte formål, hvis de reelt opfylder hensynet om at nå målet på en sammenhængende og systematisk måde (dom af 21.12.2023, European Superleague Company,C-333/21, EU:C:2023:1011, præmis 251, og af 4.10.2024, FIFA,C-650/22, EU:C:2024:824, præmis 95).

68

På samme måde som i forbindelse med statslige foranstaltninger påhviler det ophavsmanden til de pågældende ikke-statslige foranstaltninger at godtgøre, at disse to kumulative betingelser er opfyldt (dom af 21.12.2023, European Superleague Company,C-333/21, EU:C:2023:1011, præmis 252, og af 4.10.2024, FIFA,C-650/22, EU:C:2024:824, præmis 96).

69

I det foreliggende tilfælde tilkommer det således den forelæggende ret at afgøre, om de i hovedsagerne omhandlede sanktioner opfylder de nævnte kumulative betingelser, henset til de argumenter og beviser, som parterne har fremlagt. På baggrund af disse argumenter og forhold kan Domstolen imidlertid give den følgende oplysninger.

70

Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et eller flere legitime mål af almen interesse, som er forenelige med EUF-traktaten, skal det bemærkes, at dette om nødvendigt skal vurderes under hensyntagen til de særlige karakteristika for den sportsdisciplin, der henhører under ansvaret for det forbund, hvis regulering eller adfærd det drejer sig om (jf. i denne retning dom af 21.12.2023, European Superleague Company,C-333/21, EU:C:2023:1011, præmis 105 og 106), samt de mål, der forfølges med dette forbund, således som de fremgår af forbundets vedtægter eller i givet fald af de særlige opgaver, det er blevet betroet af de offentlige myndigheder (jf. i denne retning dom af 4.10.2024, FIFA,C-650/22, EU:C:2024:824, præmis 99 og 100).

71

I det foreliggende tilfælde fremgår det af den forelæggende rets oplysninger, at de i tvisterne i hovedsagerne omhandlede sanktioner blev pålagt de sagsøgende ledere i tvisterne i hovedsagerne med den begrundelse, at disse har tilsidesat loyalitetsprincippet, rimelighedsprincippet og princippet om redelighed, som de skal overholde i deres egenskab af ledere, der udøver erhvervsmæssig virksomhed på fodboldområdet, ved at deltage i indførelsen af en ordning med fiktive kapitalgevinster, og nærmere bestemt ved at foranledige eller godkende finansielle og regnskabsmæssige erklæringer, der fejlagtigt fremstillede en række transfers af spillere som uafhængige transaktioner, selv om der i virkeligheden var tale om byttehandler, med det formål at undgå anvendelsen af den internationale regnskabsstandard, der fandt anvendelse på disse, og i sidste ende at indberette resultater og aktiver, der var større end de faktiske resultater og aktiver i den klub, som de ledede.

72

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 67 og 68 i forslaget til afgørelse, skal det i denne henseende medgives, at regler, der har til formål ved hjælp af disciplinære sanktioner at sikre en effektiv overholdelse af de finansielle og regnskabsmæssige standarder, der gælder for fodboldklubber, og at de finansielle og regnskabsmæssige erklæringer, der afgives eller godkendes af disse klubbers ledere, er korrekte og loyale, kan anses for at forfølge det legitime mål af almen interesse, som består i at sikre lige vilkår i de sportslige kampe, såsom fodboldturneringer (jf. i denne retning dom af 4.10.2024, FIFA,C-650/22, EU:C:2024:824, præmis 100 og 101, og af 30.4.2026, CD Tondela m.fl.,C-133/24, EU:C:2026:361, præmis 96).

73

Disse turneringer er nemlig bl.a. kendetegnet ved, at selv om deltagelsen heri er forbeholdt hold, som har opnået et vist sportsligt resultat, og afviklingen af turneringerne er baseret på opgør mellem og gradvis udskillelse af disse hold, hvilket følgelig er baseret på sportslig fortjeneste, er disse turneringers funktion, kontinuitet og succes ligeledes baseret på, at der opretholdes en vis sportslig og finansiel ligevægt, og at der sikres en vis grad af lige muligheder mellem de professionelle fodboldklubber, der deltager heri, i betragtning af den indbyrdes afhængighed, der forener disse klubber (dom af 30.4.2026, CD Tondela m.fl.,C-133/24, EU:C:2026:361, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).

74

Denne finansielle ligevægt og dermed i sidste ende den sportslige ligevægt og de lige vilkår i de sportslige kampe, som den bidrager til, ville imidlertid risikere at blive forvrænget eller endog ødelagt, hvis det var muligt for ledere, der udøver erhvervsmæssig virksomhed på fodboldområdet, ustraffet at udvise en regnskabsmæssig og finansiel adfærd som den, der er beskrevet i denne doms præmis 19 og 71. Dette gælder så meget desto mere, når en sådan finansiel og regnskabsmæssig adfærd som i det foreliggende tilfælde vedrører transfers af spillere, dvs. transaktioner, der har en direkte indvirkning på sammensætningen af holdene, som udgør et af de vigtigste parametre i forbindelse med de turneringer, hvorunder professionelle fodboldklubber møder hinanden (jf. i denne retning dom af 21.12.2023, Royal Antwerp Football Club,C-680/21, EU:C:2023:1010, præmis 61, og af 30.4.2026, CD Tondela m.fl.,C-133/24, EU:C:2026:361, præmis 33).

75

Hvad for det andet angår overholdelsen af proportionalitetsprincippet bemærkes, at vedtagelsen af bestemmelser, der gør det muligt at pålægge sanktioner som de i hovedsagerne omhandlede, i sig selv udgør et middel, der er egnet til at sikre gennemførelsen af det mål, der er nævnt i denne doms præmis 72.

76

Dette gælder navnlig vedtagelsen af bestemmelser, der gør det muligt at pålægge sanktioner såsom forbud mod at udøve erhvervsmæssig virksomhed inden for FIGC i en bestemt periode, som kan pålægges ledere som sagsøgerne i hovedsagerne, som CONI’s regelsæt nærmere bestemt kvalificerer som »diskvalificering for en bestemt periode inden for FIGC med mulighed for anmodning om udvidelse til også at omfatte [UEFA]«, når der foreligger en adfærd som den, der er omhandlet i denne doms præmis 71 og 74, og hvilken denne lovgivning kvalificerer som en »administrativ overtrædelse«»i økonomisk og forvaltningsmæssig henseende«, således som det fremgår af denne doms præmis 12-15.

77

I denne henseende tilkommer det den forelæggende ret at efterprøve, om vedtagelsen af bestemmelser, der gør det muligt at pålægge sanktioner som dem, der er omhandlet i denne doms to foregående præmisser, reelt opfylder hensynet om på en sammenhængende og systematisk måde at nå det mål, der er nævnt i denne doms præmis 72. Med henblik herpå påhviler det den navnlig at efterprøve, om de forskellige sanktioner, der kan pålægges, når der foreligger en sådan »administrativ overtrædelse i økonomisk og forvaltningsmæssig henseende«, udgør en sammenhængende og komplet ordning med midler, der ikke alene gør det muligt at bringe de forskellige kategorier af adfærd, der kan udgøre denne overtrædelse, til ophør, såsom manglende fremlæggelse af dokumenter, delvis fremlæggelse af dokumenter, fremlæggelse af undvigende eller vildledende dokumenter eller fremlæggelse af forfalskede dokumenter, men ligeledes at forhindre gentagelse af en sådan adfærd.

78

Det tilkommer desuden den forelæggende ret i første række at efterprøve, om fastsættelsen af disse sanktioner i hvert enkelt tilfælde er underlagt gennemsigtige, objektive og ikke-diskriminerende kriterier (jf. i denne retning dom af 21.12.2023, European Superleague Company,C-333/21, EU:C:2023:1011, præmis 257, og af 4.10.2024, FIFA,C-650/22, EU:C:2024:824, præmis 111).

79

I anden række skal disse kriterier sikre, at der kan tages hensyn til alle de relevante omstændigheder, der kendetegner hvert enkelt konkret tilfælde, og navnlig den konstaterede overtrædelses art, varighed og grovhed. Det organ, der har til opgave at anvende de nævnte kriterier fra sag til sag og at foretage denne fastlæggelse, skal derfor råde over en vis skønsmargen, hvis anvendelse i sig selv skal kunne gøres til genstand for en effektiv domstolsprøvelse ved en national ret på grundlag af de samme kriterier og under hensyn til samtlige relevante omstændigheder i den foreliggende sag (jf. i denne retning dom af 21.12.2023, European Superleague Company,C-333/21, EU:C:2023:1011, præmis 151, og af 4.10.2024, FIFA,C-650/22, EU:C:2024:824, præmis 106 og 111 samt den deri nævnte retspraksis).

80

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det andet og det tredje spørgsmål i de foreliggende forenede sager besvares med, at artikel 45 TEUF og 56 TEUF skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for en national lovgivning, som denne fortolkes af de kompetente nationale domstole, som gør det muligt for et nationalt idrætsforbund, henset til den retlige autonomi, som dette forbund har fået tillagt i henhold til national ret, at pålægge sportsledere en sanktion, der består i et midlertidigt forbud mod at udøve erhvervsmæssig virksomhed, der henhører under dette forbunds kompetence, på grund af falske finansielle og regnskabsmæssige erklæringer, der er afgivet i strid med loyalitetsprincippet, rimelighedsprincippet og princippet om redelighed, som disse ledere skal overholde i henhold til det regelsæt, som det nævnte forbund har kompetence til at anvende, forudsat at

81

Med det første spørgsmål i de foreliggende forenede sager ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om EU-retten, og nærmere bestemt artikel 6 TEU og artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, som denne fortolkes af de kompetente nationale domstole, der begrænser de beføjelser, som den nationale domstol, der »efter behandling i alle instanser i det sportsretlige system« skal prøve en sanktion pålagt af et nationalt idrætsforbund, råder over, til den beføjelse, der består i at tilkende erstatning, når den finder, at denne sanktion er ulovlig, med udelukkelse af beføjelserne til dels at anordne foreløbige forholdsregler, indtil der er truffet afgørelse om sagens realitet, dels at annullere den nævnte sanktion og bringe dens virkninger til ophør.

82

Det skal indledningsvis fastslås, at disse spørgsmål af tilsvarende grunde som dem, der er anført i denne doms præmis 47-49, ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som de vedrører artikel 6 TEU. Følgelig skal disse spørgsmål alene besvares i lyset af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, idet det bemærkes, at der skal tages behørigt hensyn til sidstnævnte artikel ved fortolkningen af denne artikel 19, stk. 1, andet afsnit (jf. i denne retning dom af 20.4.2021, Repubblika, C-896/19, EU:C:2021:311, præmis 44 og 45, og af 1.8.2025, Royal Football Club Seraing,C-600/23, EU:C:2025:617, præmis 70).

83

Med henblik herpå er det i første omgang nødvendigt at præcisere rækkevidden af den forpligtelse, der påhviler medlemsstaterne i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, til generelt at sikre private en effektiv domstolsbeskyttelse i det tilfælde, hvor et organ, der henhører under deres retssystem, inden for rammerne af sine kompetencer skal efterprøve de sanktioner, som idrætsforbund har pålagt disse private, i lyset af EU-retten og som »domstol« i denne rets forstand. I anden omgang skal de kriterier, der gør det muligt at identificere den nationale domstol, der har kompetence til at foretage denne kontrol, præciseres, navnlig i det særlige tilfælde, hvor en sådan national domstol, som i det foreliggende tilfælde, skal udøve den nævnte kontrol »efter behandling i alle instanser i det sportsretlige system«.

84

Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU forpligter medlemsstaterne til at tilvejebringe den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre privates ret til en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten. Princippet om en effektiv retsbeskyttelse af privates rettigheder og friheder som sikret ved EU-retten, hvortil der henvises i denne bestemmelse, udgør et generelt EU-retligt princip, som udspringer af medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner, som bl.a. er fastsat i chartrets artikel 47, hvoraf det fremgår, at enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i sidstnævnte artikel (jf. i denne retning dom af 21.12.2021, Randstad Italia,C-497/20, EU:C:2021:1037, præmis 56 og 57 samt den deri nævnte retspraksis, og af 16.10.2025, PROFIL-COPY 2002,C-510/24, EU:C:2025:795, præmis 38).

85

Det følger i første række af Domstolens praksis, at private, der inden for rammerne af en tvist, der er knyttet til udøvelsen af en økonomisk aktivitet på Unionens område, gør gældende, at en handling, foranstaltning eller adfærd har krænket de rettigheder eller friheder, som EU-retten tillægger dem, i medfør af denne artikel 19, stk. 1, andet afsnit, sammenholdt med nævnte artikel 47, skal have adgang til et retsmiddel, der gør det muligt for dem at anfægte denne retsakt, foranstaltning eller adfærd i forhold til denne ret, hvad enten det er principalt eller indirekte, og at opnå en effektiv domstolsprøvelse af den nævnte retsakt, foranstaltning eller adfærd fra en national retsinstans i forhold til den nævnte ret (jf. i denne retning dom af 1.8.2025, Royal Football Club Seraing,C-600/23, EU:C:2025:617, præmis 75, 76 og 82 samt den deri nævnte retspraksis).

86

Henset til den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 55 og 56, skal private således råde over et sådant retsmiddel, bl.a. i tilfælde af at de inden for rammerne af en tvist, der er knyttet til udøvelsen af en økonomisk aktivitet på Unionens område, gør gældende, at en sanktion, som de er blevet pålagt af et idrætsforbund, har krænket en eller flere grundlæggende rettigheder til fri bevægelighed, som EU-retten tillægger dem, såsom i det foreliggende tilfælde arbejdskraftens frie bevægelighed, der er sikret ved artikel 45 TEUF, og den frie udveksling af tjenesteydelser, der er sikret ved artikel 56 TEUF (jf. i denne retning dom af 1.8.2025, Royal Football Club Seraing,C-600/23, EU:C:2025:617, præmis 71 og 108).

87

I anden række indebærer kravet om en effektiv domstolsprøvelse, som udgør en integrerende del af den effektive domstolsbeskyttelse, som medlemsstaterne har pligt til at sikre private på de områder, der er omfattet af EU-retten, i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, først og fremmest, at den nationale domstol, for hvilken private kan anfægte en sanktion pålagt af et idrætsforbund, principielt skal have kompetence til at undersøge alle de retlige og faktiske spørgsmål, der er relevante for at afgøre den tvist, der er indbragt for den, om nødvendigt efter at have anmodet Domstolen om at træffe præjudiciel afgørelse om ethvert spørgsmål vedrørende fortolkningen af EU-retten eller gyldigheden af en EU-retsakt på de betingelser, der er fastsat i artikel 267 TEUF (jf. i denne retning dom af 1.8.2025, Royal Football Club Seraing,C-600/23, EU:C:2025:617, præmis 75, 77 og 83 samt den deri nævnte retspraksis).

88

Den kompetente nationale domstol skal navnlig kunne efterprøve, om dels de retlige og faktiske grunde til, at en sådan sanktion er blevet pålagt en sådan privatperson (jf. i denne retning dom af 1.8.2025, Royal Football Club Seraing,C-600/23, EU:C:2025:617, præmis 86 og 101), dels selve denne sanktion, således som det følger af denne doms præmis 79, er begrundet henset til EU-retten. Sidstnævnte kontrol kan selv, afhængigt af de anbringender, der skal behandles af den kompetente nationale domstol, omfatte de betingelser, hvorunder den nævnte sanktion er blevet pålagt, dens begrundelse og dens fastsættelse.

89

Dernæst kan den kompetente nationale domstol ikke begrænse sig til i givet fald at fastslå, at der foreligger en tilsidesættelse af EU-retten, men skal principielt ligeledes inden for rammerne af sin kompetence og i overensstemmelse med de gældende nationale bestemmelser kunne drage alle de retlige konsekvenser, der er nødvendige, i tilfælde af at det fastslås, at en sådan uforenelighed foreligger, således at denne tilsidesættelse ikke fortsætter (jf. i denne retning dom af 1.8.2025, Royal Football Club Seraing,C-600/23, EU:C:2025:617, præmis 102 og 103).

90

I det tilfælde, hvor der er tale om en tilsidesættelse af en eller flere af de grundlæggende rettigheder til fri bevægelighed, der er fastsat i EUF-traktaten, skal denne retsinstans på begæring af den berørte privatperson ikke blot kunne fastslå, at denne tilsidesættelse foreligger, og tilkende denne private erstatning for det tab, som tilsidesættelsen har forvoldt vedkommende, men også, om nødvendigt, bringe den adfærd, der udgør den nævnte tilsidesættelse, til ophør eller, når der er tale om en retsakt, annullere denne retsakt (jf. i denne retning dom af 1.8.2025, Royal Football Club Seraing,C-600/23, EU:C:2025:617, præmis 104 og den deri nævnte retspraksis).

91

Dette er navnlig tilfældet, når den foranstaltning, der er behæftet med en sådan tilsidesættelse af EU-retten, er en sanktion såsom et forbud mod at udøve erhvervsmæssig virksomhed, der er pålagt en privat. I et sådant tilfælde er en annullation af den retsakt, der indfører denne sanktion, for så vidt som det er nødvendigt for at fjerne den nævnte sanktion fra retsordenen og for at bringe dens virkninger til ophør, nemlig nødvendig for at sikre en effektiv domstolsbeskyttelse af den berørte private ved at gøre det muligt for vedkommende at genvinde muligheden for at udøve sine friheder og dermed sin erhvervsmæssige virksomhed, som vedkommende ellers fortsat ville være berøvet i mangel af en sådan annullation.

92

Endelig skal den kompetente nationale domstol kunne anordne foreløbige forholdsregler, indtil der er truffet afgørelse om sagens realitet. I mangel af en sådan mulighed kan den fulde virkning af denne afgørelse nemlig ikke sikres (jf. i denne retning dom af 1.8.2025, Royal Football Club Seraing,C-600/23, EU:C:2025:617, præmis 105 og 106 samt den deri nævnte retspraksis).

93

Det er ganske vist rigtigt, at Domstolen i et tilfælde, hvor omlægningen af et frekvensbånd skulle ske inden en bestemt dato i overensstemmelse med en afledt EU-retsakt, og hvor annullationen af retsakter vedrørende tildeling af brugsrettigheder til bestemte radiofrekvenser, der var vedtaget af de kompetente nationale myndigheder med henblik på at muliggøre denne omlægning, kunne skade ikke blot de mål af almen interesse, som EU-lovgiver forfulgte, men også rettighederne for tredjeparter i god tro, fastslog, at EU-retten ikke er til hinder for en national lovgivning, der i første række begrænser virkningerne af søgsmål anlagt af erhvervsdrivende til prøvelse af sådanne retsakter til tilkendelsen af en økonomisk godtgørelse og i anden række begrænser rækkevidden af de foreløbige foranstaltninger, der kan anordnes i afventning af behandlingen af et sådant søgsmål, til betalingen af et forskud (dom af 11.9.2025, Cairo Network m.fl. (C-764/23 – C-766/23, EU:C:2025:691, præmis 73-86).

94

Situationen for personer, som af et idrætsforbund er blevet pålagt en sanktion, der krænker deres ret til fri bevægelighed i henhold til EU-retten, henhører imidlertid ikke under et sådant tilfælde. Det argument, som den italienske regering har fremført i retsmødet, hvorefter en eventuel annullation af de sanktioner, som sagsøgerne i hovedsagerne er blevet pålagt, kan medføre annullation af de sanktioner i form af strafpoint i forbindelse med det nationale fodboldmesterskab, som er blevet pålagt den fodboldklub, hvor disse sagsøgere var ansat, og således skabe en situation med langvarig usikkerhed med hensyn til det endelige resultat af dette mesterskab, kan ikke føre til en anden konklusion. Det er i denne henseende tilstrækkeligt at bemærke, at de spørgsmål, der er forelagt i de foreliggende forenede sager, udelukkende vedrører situationen for de nævnte sagsøgere og ikke situationen for den fodboldklub, hvor de udøvede deres aktiviteter, og heller ikke lovligheden af eventuelle sanktioner, som denne klub er blevet pålagt.

95

Herom bemærkes for det første, at selv om organiseringen af den dømmende magt i medlemsstaterne, bl.a. de nationale domstoles oprettelse, sammensætning, kompetence og funktion, henhører under medlemsstaternes kompetence, er de under udøvelsen af denne kompetence ikke desto mindre forpligtet til at overholde de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til EU-retten, og navnlig artikel 19 TEU (dom af 5.6.2023, Kommissionen mod Polen (Dommeres uafhængighed og privatliv), C-204/21, EU:C:2023:442, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis, og af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl.,C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 44).

96

Som anført i denne doms præmis 84 tilvejebringer medlemsstaterne i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre borgernes ret til en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten. Det påhviler således medlemsstaterne at fastsætte et retsmiddel- og proceduresystem, som sikrer overholdelse af den grundlæggende ret til en effektiv domstolsprøvelse på disse områder (dom af 26.3.2020, Miasto Łowicz og Prokurator Generalny, C-558/18 og C-563/18, EU:C:2020:234, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis, og af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl.,C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 34).

97

Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU finder således anvendelse i forhold til enhver national retsinstans, som områder af EU-retten, der som »domstol« kan træffe afgørelse vedrørende spørgsmål om anvendelsen eller fortolkningen af denne ret, og som således vedrører områder, der er omfattet af nævnte ret (dom af 26.3.2020, Miasto Łowicz og Prokurator Generalny, C-558/18 og C-563/18, EU:C:2020:234, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis, og af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl.,C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 36).

98

Medlemsstaterne skal således i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU sørge for, at alle de retsinstanser, der som »domstole« i EU-rettens forstand skal træffe afgørelse om spørgsmål, der er knyttet til anvendelsen eller til fortolkningen af denne ret, og som således henhører under medlemsstatens retsmiddelsystem på de områder, der er omfattet af nævnte ret, opfylder alle de krav, der er forbundet med en effektiv domstolsbeskyttelse (jf. i denne retning dom af 22.2.2022, RS (Virkningen af domme afsagt af en forfatningsdomstol), C-430/21, EU:C:2022:99, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis, og af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl.,C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 47).

99

Blandt disse krav er i første række kravet om retternes uafhængighed, som er uløseligt forbundet med udøvelsen af dømmende myndighed, og som er en del af kerneindholdet i retten til en effektiv retsbeskyttelse og i den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang, der har afgørende betydning som garant for beskyttelsen af samtlige de rettigheder, som borgerne afleder af EU-retten, og for bevarelsen af medlemsstaternes fælles værdier, der er nævnt i artikel 2 TEU, herunder retsstatsprincippet (dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Polen (Disciplinærordning for dommere), C-791/19, EU:C:2021:596, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis, og af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl.,C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 49).

100

Dette krav om uafhængighed omfatter to aspekter. Det første, eksterne, aspekt kræver, at den pågældende ret udøver sit hverv helt uafhængigt og uden at være underlagt noget hierarkisk forhold eller stå i afhængighedsforhold til nogen og uden at modtage ordrer eller instrukser fra nogen, og at den således er beskyttet mod indgreb og pres udefra, der kan bringe dens medlemmers uafhængige bedømmelse i fare og påvirke deres afgørelser (dom af 19.11.2019, A.K. m.fl. (Den øverste domstols disciplinærafdelings uafhængighed), C-585/18, C-624/18 og C-625/18, EU:C:2019:982, præmis 121, og af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl.,C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 50).

101

Det andet, interne, aspekt hænger sammen med begrebet upartiskhed og vedrører det forhold, at der skal være den samme afstand til tvistens parter og deres respektive interesser for så vidt angår tvistens genstand. Dette aspekt fordrer objektivitet og en fuldstændig mangel på interesse i sagens udfald ud over den strikte anvendelse af retsregler (dom af 19.11.2019, A.K. m.fl. (Den øverste domstols disciplinærafdelings uafhængighed), C-585/18, C-624/18 og C-625/18, EU:C:2019:982, præmis 122, og af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl.,C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 51).

102

Disse garantier for uafhængighed og upartiskhed forudsætter, at der findes regler om bl.a. det omhandlede organs sammensætning, som gør det muligt at fjerne enhver rimelig tvivl i offentligheden om, at organet er uimodtageligt for påvirkninger udefra og neutralt i forhold til de interesser, som står over for hinanden (dom af 19.11.2019, A.K. m.fl. (Den øverste domstols disciplinærafdelings uafhængighed), C-585/18, C-624/18 og C-625/18, EU:C:2019:982, præmis 123, og af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl.,C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 52).

103

Det er i denne henseende afgørende, at dommerne er beskyttet mod indblanding eller ydre pres, der ville kunne bringe deres uafhængighed i fare. De regler, der finder anvendelse på dommeres status og udøvelse af deres funktion, skal navnlig gøre det muligt at udelukke ikke blot enhver direkte indflydelse i form af instrukser, men ligeledes mere indirekte former for indflydelse, der kan påvirke de pågældende dommeres afgørelser, og derved gøre det muligt at udelukke, at disse dommere ikke fremstår som uafhængige og upartiske, hvilket kan skade den tillid, som domstolene skal indgyde borgerne i et demokratisk samfund og i en retsstat (dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Polen (Disciplinærordning for dommere), C-791/19, EU:C:2021:596, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis, og af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl.,C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 53).

104

Selv om den »eksterne« del af uafhængigheden i det væsentlige har til formål at bevare domstolenes uafhængighed i forhold til den lovgivende og den udøvende magt i overensstemmelse med det princip om magtens tredeling, der er kendetegnende for en retsstats funktion, skal dette aspekt imidlertid også forstås således, at det ligeledes tilsigter at beskytte dommere mod direkte eller mere indirekte indgreb, pres eller indflydelse, f.eks. med hensyn til deres udnævnelse eller behandlingen af de sager, som de skal træffe afgørelse i, og som kan hidrøre fra andre eksterne kilder, såsom i det foreliggende tilfælde idrætsforbund, hvis retslige organer inden for sportsretten kan foranlediges til at kontrollere visse handlinger eller aktiviteter.

105

I anden række er det, henset til den uadskillelige forbindelse, der foreligger mellem garantien for dommeres uafhængighed og upartiskhed og garantien for adgang til en domstol, som forudgående er oprettet ved lov, ligeledes et krav efter artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, at der er tale om en domstol, som forudgående er oprettet ved lov. Dette udtryk, der bl.a. afspejler retsstatsprincippet, vedrører ikke blot selve retsgrundlaget for den pågældende domstols eksistens, men også sammensætningen af det dommerkollegium, der behandler hver enkelt sag (dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl.,C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

106

Udtrykket »forudgående oprettet ved lov« har bl.a. til formål at undgå, at organiseringen af retsvæsenet overlades til den udøvende magts skøn, og at sørge for, at dette område reguleres ved en lov. I lande med kodificeret ret kan organiseringen af retsvæsenet endvidere heller ikke overlades til domstolsmyndighedernes skøn, hvilket dog ikke udelukker, at de kan have en vis beføjelse til at fortolke den nationale lovgivning på området (dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl.,C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

107

Så meget desto mere kan tilrettelæggelsen af retssystemet ikke overlades til faglige organer, herunder privatretlige organer, selv om Domstolen allerede flere gange har haft lejlighed til at fastslå, at sådanne faglige organer kan udgøre »domstole« i EU-rettens forstand, for så vidt som de opfylder de krav, der er opstillet i den relevante retspraksis (jf. i denne retning dom af 6.10.1981, Broekmeulen,246/80, EU:C:1981:218, præmis 3, 4, 9 og 17, og af 13.1.2022, Minister Sprawiedliwości,C-55/20, EU:C:2022:6, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis). For at sådanne faglige organer eller visse organer, der er oprettet hos dem, kan anses for sådanne, er det således bl.a. nødvendigt, at deres eksistens, sammensætning og organisation forudgående er oprettet ved lov.

108

Desuden henviser begrebet »en domstol, der forudgående er oprettet ved lov« til, at der er tale om et organ, der er kendetegnet ved sin dømmende rolle, der består i på grundlag af retsregler og efter en tilrettelagt procedure at afgøre ethvert spørgsmål, der henhører under dens kompetence. Et sådant organ skal derfor ud over medlemmernes uafhængighed og upartiskhed ligeledes opfylde andre betingelser, i særdeleshed en betingelse om, at den procedure, der følges for den pågældende domstol, skal give visse garantier (jf. i denne retning dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl.,C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

109

Disse garantier omfatter kontradiktionsprincippet, som er en integrerende del af retten til en retfærdig rettergang og til en effektiv domstolsbeskyttelse. Dette princip indebærer bl.a., at parterne kontradiktorisk kan drøfte alle de faktiske og retlige forhold, der er afgørende for udfaldet af proceduren (jf. dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl.,C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

110

I tredje række skal den pågældende retsinstans i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU være i stand til at foretage en effektiv domstolsprøvelse af de retsakter, foranstaltninger eller handlinger, som den skal tage stilling til inden for rammerne af sine beføjelser, således som det følger af denne doms præmis 87-92.

111

For det andet vedrører princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, således som det nu er fastsat i chartrets artikel 47, hvortil der, således som det er anført i denne doms præmis 82, skal tages behørigt hensyn ved fortolkningen af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, ikke retten til adgang til behandling i to instanser, men alene adgang til domstolsprøvelse (dom af 28.7.2011, Samba Diouf,C-69/10, EU:C:2011:524, præmis 69, af 17.7.2014, Sánchez Morcillo og Abril García, C-169/14, EU:C:2014:2099, præmis 36, og af 21.12.2023, Scuola europea di Varese,C-431/22, EU:C:2023:1021, præmis 93).

112

Selv om EU-retten ikke er til hinder for, at medlemsstaterne indfører behandling i to instanser, der kan forbedre privates effektive retsbeskyttelse, hvad enten det er generelt eller på et specifikt område, pålægger den dem således heller ikke at gøre dette.

113

Henset til den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 111, skal det for det tredje og sidste bemærkes, at det i en situation som den i hovedsagerne omhandlede kun er i det tilfælde, hvor det viser sig, at ingen af de organer, der forekommer i de forskellige »instanser i det sportsretlige system«, som den forelæggende ret har henvist til i sine spørgsmål, opfylder de kumulative krav, der følger af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, således som de er anført i denne doms præmis 98-110, at denne ret i medfør af EU-retten skal kunne udøve en effektiv domstolsprøvelse som omhandlet i nævnte doms præmis 87-92 af de sanktioner, som idrætsforbundene kan pålægge private.

114

Såfremt det viser sig, at i det mindste det retslige organ i sportsretten, der træffer afgørelse i sidste instans, opfylder disse kumulative krav, dvs. såfremt den kan kvalificeres som en »domstol«, der opfylder de påkrævede garantier for uafhængighed og upartiskhed, hvis dens eksistens, sammensætning og organisation forudgående er oprettet ved lov, hvis den reelt udøver en retslig rolle, hvis den procedure, der følges for den, giver de nødvendige garantier, navnlig med hensyn til overholdelsen af retten til forsvar og overholdelsen af kontradiktionsprincippet, og hvis den er i stand til at udøve en effektiv domstolsprøvelse, i givet fald ved at anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, findes der allerede et retsmiddel, der sikrer private en effektiv domstolsbeskyttelse i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 101 i forslaget til afgørelse.

115

Det tilkommer følgelig den forelæggende ret at afgøre, om i det mindste det retslige organ i sportsretten, der træffer afgørelse i sidste instans, faktisk opfylder de nævnte kumulative krav i lyset af de oplysninger, der følger nedenfor.

116

Hvad for det første angår kravene om uafhængighed og upartiskhed skal det fastslås, at selv om parterne i hovedsagerne og visse af de interesserede regeringer har omtalt dem indgående for Domstolen, har den forelæggende ret for sit vedkommende kun nævnt dem helt tilfældigt og sporadisk i sine forelæggelsesafgørelser. Følgelig har den forelæggende ret ikke fremlagt tilstrækkelige oplysninger for Domstolen til, at Domstolen kan vejlede den i denne henseende. Det påhviler derfor den forelæggende ret at afgøre, om disse krav er opfyldt, i lyset af den praksis fra Domstolen, der er nævnt i denne doms præmis 99-104.

117

Hvad for det andet angår kravet om, at de omhandlede organer forudgående skal være oprettet ved lov, skal det i første række fastslås, at det ikke kan anses for at være opfyldt alene af den grund, at den i hovedsagerne omhandlede nationale lovgivning fastsætter, at det tilkommer de berørte personer »at anlægge sag ved de [retslige organer inden for sportsretten] i medfør af bestemmelserne i vedtægterne og bekendtgørelserne udstedt af [CONI] og idrætsforbundene«. En sådan generel og overordnet henvisning til de pågældende nationale idrætsforbunds vedtægter og bekendtgørelser gør det nemlig ikke muligt – ud over det juridiske grundlag for de pågældende organers eksistens – at antage, at deres sammensætning, organisation, retslige rolle og de garantier, der regulerer den procedure, der skal følges for dem, er fastsat ved lov, således at de ikke overlades til den udøvende magts, den dømmende magts eller så meget desto mere til de nationale idrætsforbunds eget skøn.

118

Det tilkommer således den forelæggende ret at afgøre, om disse forskellige elementer er fastsat i en anden lov end den nationale lovgivning, som den er i tvivl om. Det skal i denne forbindelse præciseres, at selv om et regelsæt, der er udstedt af et nationalt idrætsforbund, ikke i sig selv udgør en sådan lov, henset til dets oprindelse og karakter, udelukker dette dog ikke nødvendigvis, at det kan anses for at være en sådan lov i visse situationer, såsom i tilfælde af godkendelse ved en lov, på passende betingelser.

119

I anden række tilkommer det, for så vidt som det krav, der er nævnt i denne doms to foregående præmisser, er opfyldt, den forelæggende ret at efterprøve, om de omhandlede organer reelt udøver en retslig rolle i modsætning til f.eks. en disciplinær funktion. Hvis dette viser sig at være tilfældet, tilkommer det den desuden at afgøre, om denne rolle udøves inden for rammerne af en procedure, der frembyder samtlige de garantier, der er opregnet i denne doms præmis 108 og 109.

120

Hvad for det tredje angår den domstolsprøvelse, som sådanne organer kan foretage i tilfælde af sanktioner som de i hovedsagerne omhandlede, påhviler det også i mangel af oplysninger i de sagsakter, som Domstolen råder over, og i mangel af oplysninger i forelæggelsesafgørelserne alene den forelæggende ret at afgøre, om den opfylder de krav, der er nævnt i denne doms præmis 87-92.

121

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål i de foreliggende forenede sager besvares med, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en national lovgivning, som denne fortolkes af de kompetente nationale domstole, der begrænser de beføjelser, som den nationale domstol, der »efter behandling i alle instanser i det sportsretlige system« skal prøve en sanktion pålagt af et nationalt idrætsforbund, råder over, til den beføjelse, der består i at tilkende erstatning, når den finder, at denne sanktion er ulovlig, med udelukkelse af beføjelserne til dels at anordne foreløbige forholdsregler, indtil der er truffet afgørelse om sagens realitet, dels at annullere den nævnte sanktion og bringe dens virkninger til ophør, forudsat at i det mindste det organ, der henhører under dette »nationale sportsretlige system«, og som træffer afgørelse i sidste instans

122

Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret: