–

Euroherc osiguranje d.d. ved odvjetnik D. Lauc,

–

den kroatiske regering ved G. Vidović Mesarek, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved B.-R. Killmann og A. Koričić, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1, litra q), nr. iv), artikel 3, stk. 1, litra a), og artikel 85, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT 2004, L 166, s. 1, berigtiget i EUT 2004, L 200, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 465/2012 af 22. maj 2012 (EUT 2012, L 149, s. 4) (herefter »forordning nr. 883/2004«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Freistaat Bayern (delstaten Bayern, Tyskland) og Euroherc osiguranje d.d., et kroatisk forsikringsselskab (herefter »Euroherc«), vedrørende refusion fra Euroherc af den lønkompensation, som delstaten Bayern har udbetalt til sin ansatte, person X, på grund af midlertidig uarbejdsdygtighed som følge af en trafikulykke indtruffet i Kroatien.

3

Artikel 1, litra q), nr. iv), i forordning nr. 883/2004 bestemmer:

»I denne forordning forstås ved udtrykket:

[...]

4

Ovennævnte forordnings artikel 3, stk. 1, litra a) og f), har følgende ordlyd:

»Denne forordning finder anvendelse på enhver lovgivning om social sikring, der vedrører:

[...]

5

Denne forordnings artikel 9, stk. 1, bestemmer følgende:

»Medlemsstaterne giver skriftligt Europa-Kommissionen meddelelse om de erklæringer, der er fremsat i henhold til artikel 1, litra i), de love og ordninger, der er omhandlet i artikel 3, [...]«

6

Samme forordnings artikel 85, stk. 1, fastsætter:

»Såfremt en person modtager ydelser efter en medlemsstats lovgivning for en skade, der skyldes en begivenhed indtruffet i en anden medlemsstat, gælder følgende regler for den forpligtede institutions eventuelle krav over for en erstatningspligtig tredjemand:

7

§ 6, stk. 1, i Gesetz über die Zahlung des Arbeitsentgelts an Feiertagen und im Krankheitsfall (Entgeltfortzahlungsgesetz) (lov om betaling af løn under ferie og sygdom) af 26. maj 1994 (BGBl. I, s. 1014, 1065, herefter »den tyske lov om bevarelse af løn«) bestemmer:

»Hvis en arbejdstager efter lovens bestemmelser kan kræve erstatning fra en tredjemand for tabt arbejdsfortjeneste forårsaget af uarbejdsdygtighed, overgår dette krav til arbejdsgiveren, for så vidt som arbejdsgiveren i henhold til denne lov fortsat har udbetalt løn til arbejdstageren og betalt de skyldige bidrag til forbundsagenturet for beskæftigelse, arbejdsgiverens andel af bidrag til social- og plejeforsikring samt til supplerende pensionsforsikringer og efterladtepension.«

8

Artikel 27 i Zakon o obveznim osiguranjima u prometu (lov om obligatorisk transportforsikring) af 9. december 2005 (NN 151/05) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (NN 36/09, 75/09, 76/13 og 152/14), bestemmer i stk. 1 og 2:

9

Artikel 36 i Zakon o obveznom zdravstvenom osiguranju (lov om obligatorisk sygeforsikring) af 21. juni 2013 (NN 80/13) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (NN 137/13) (herefter »lov om sygeforsikring«), bestemmer i stk. 1, nr. 1:

»De forsikrede har i medfør af rettigheder i henhold til den obligatoriske sygeforsikring ret til:

1.   lønkompensation for en periode med midlertidig uarbejdsdygtighed eller arbejdshindringer på grund af brug af sundhedspleje eller andre omstændigheder fastsat i denne lovs artikel 39 (herefter »lønkompensation«) [...]«

10

Denne lovs artikel 39, nr. 1, fastsætter:

»Den forsikrede er berettiget til lønkompensation ved brug af sundhedsydelser fra den obligatoriske sygeforsikring eller under andre omstændigheder fastsat i denne lov, hvis:

1.   den pågældende er midlertidigt uarbejdsdygtig på grund af sygdom eller tilskadekomst, eller hvis den pågældende har været indlagt på en sundhedsinstitution til behandling eller undersøgelse [...]«

11

Lovens artikel 40, nr. 1, fastsætter:

»Lønkompensation ved brug af sundhedsydelser som omhandlet i denne lovs artikel 39, [nr. 1], udbetales af egne midler til den forsikrede af:

1.   arbejdsgiveren – en juridisk eller fysisk person – i de første 42 dage af midlertidig uarbejdsdygtighed og i hele perioden, hvis den forsikrede arbejder i et tredjeland, hvortil den juridiske eller fysiske person har udstationeret ham, eller udøver selvstændig virksomhed i et tredjeland [...].«

12

Samme lovs artikel 41, stk. 3, bestemmer:

»Lønkompensationen i perioden med midlertidig uarbejdsdygtighed som omhandlet i denne lovs artikel 39, [nr. 1], fra den 43. dag [...] af midlertidig uarbejdsdygtighed beregnes og udbetales af en juridisk eller fysisk person – arbejdsgiveren, forudsat at Hrvatski zavod za zdravstveno osiguranje [(det kroatiske sygeforsikringsinstitut (herefter »instituttet«))] er forpligtet til at refundere den udbetalte lønkompensation inden 45 dage fra datoen for modtagelse af anmodning om refusion.«

13

Artikel 136, stk. 1, i lov om sygeforsikring bestemmer:

»Instituttet er forpligtet til at søge erstatning for tab hos den, der har forårsaget den forsikredes sygdom, tilskadekomst eller død.«

14

Lovens artikel 140 fastsætter:

»Instituttet er forpligtet til at søge erstatning for det forvoldte tab i de tilfælde, der er omhandlet i denne lovs artikel 136, også direkte fra det forsikringsselskab, hos hvilket disse personer er forsikrede mod ansvar for skader, som er påført tredjemand, efter bestemmelserne om lovpligtig forsikring mod denne risiko.«

15

Lovens artikel 142 bestemmer:

»Instituttet er forpligtet til at søge erstatning i de tilfælde, der er omhandlet i denne lov, uanset at tabet skyldes udbetaling af ydelser, som den forsikrede er berettiget til fra den obligatoriske sygeforsikrings midler, hvilket er statskassen.«

16

Den 18. april 2015 blev person X, der var ansat i delstaten Bayern, mens han cyklede i Šibenik (Kroatien), offer for en trafikulykke, der involverede et motorkøretøj, der blev ført af person Y og var forsikret hos Euroherc. Person Y blev erklæret ansvarlig for ulykken. Spørgsmålet om, hvorvidt person X medvirkede til at forårsage den skade, som han led, er endnu ikke blevet afgjort af de kompetente retter.

17

Person X blev behandlet i Tyskland. Han gennemgik tre perioder med midlertidig uarbejdsdygtighed fra henholdsvis den 21. april til den 21. maj 2015, fra den 16. februar til den 15. april 2016 og fra den 8. november 2016 til den 5. januar 2017. I disse perioder udbetalte delstaten Bayern som arbejdsgiver for person X lønkompensation til ham på i alt 28825,83 EUR.

18

Desuden betalte Euroherc inden for rammerne af proceduren for mindelig løsning af tvister person X en erstatning for den faktiske skade, der var forårsaget af ulykken, der dækkede omkostningerne til hjælp og pleje, økonomiske tab, advokatsalærer og øvrige omkostninger samt den ikkeøkonomiske skade for et samlet beløb på 43433,43 kroatiske kunas (HRK) (ca. 5764,61 EUR).

19

Delstaten Bayern anlagde sag ved Trgovački sud u Zagrebu (handelsretten i Zagreb, Kroatien) med påstand om, at Euroherc skulle refundere den lønkompensation, der var udbetalt til person X.

20

Til støtte for dette søgsmål gjorde delstaten Bayern gældende, at den i sin egenskab af arbejdsgiver for person X skulle anses for at være en »kompetent institution« som omhandlet i artikel 1, litra q), nr. iv), i forordning nr. 883/2004, idet den lønkompensation, som delstaten havde udbetalt til person X, faldt ind under begrebet »ydelser ved sygdom« som omhandlet i forordningens artikel 3, stk. 1, litra a).

21

Delstaten Bayern gjorde ligeledes gældende, at i henhold til artikel 85, stk. 1, i forordning nr. 883/2004 skulle dens indtræden i sin ansatte person X’ krav mod Euroherc i henhold til tysk ret anerkendes inden for rammerne af hovedsagen.

22

I denne henseende påberåbte delstaten sig § 6, stk. 1, i den tyske lov om bevarelse af løn, hvorefter arbejdsgiveren indtræder i den ansattes erstatningskrav mod en tredjepart for det indkomsttab, som denne ansatte har lidt som følge af uarbejdsdygtighed, når arbejdsgiveren fortsat har betalt denne ansattes løn og de bidrag, som vedkommende er forpligtet til at betale.

23

Delstaten Bayern gjorde således gældende, at udbetalingen af lønkompensation til person X bevirkede, at han modtog ydelser i henhold til denne lov på grund af skader lidt ved den ulykke, som var indtruffet i Kroatien, og at delstaten følgelig skulle indtræde i sin ansattes krav mod en tredjepart.

24

Euroherc bestred denne argumentation ved at gøre gældende, at de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag ikke var omfattet af forordning nr. 883/2004, bl.a. fordi denne forordning regulerer koordineringen af de sociale sikringsordninger og ikke erstatningen for det indirekte tab, som en arbejdsgiver har lidt, som følge af at vedkommende på grund af midlertidig uarbejdsdygtighed har udbetalt lønkompensation til sin ansatte under sygeorlov efter en ulykke. Euroherc har endvidere gjort gældende, at det kun er de institutioner, der er ansvarlige for forvaltningen af medlemsstaternes sociale sikringsordninger, der har status som »kompetent institution« som omhandlet i denne forordning.

25

Trgovački sud u Zagrebu (handelsretten i Zagreb) gav ved dom af 21. november 2023 delstaten Bayern medhold. Euroherc har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved Visoki trgovački sud (appeldomstol i handelsretlige sager, Kroatien), som er den forelæggende ret.

26

Den forelæggende ret ønsker for det første oplyst, om en arbejdsgiver som delstaten Bayern er omfattet af begrebet »kompetent institution« som omhandlet i artikel 1 i forordning nr. 883/2004. Denne ret ønsker for det andet oplyst, om begrebet »ydelser ved sygdom« som omhandlet i denne forordnings artikel 3, stk. 1, litra a), omfatter lønkompensation, der udbetales i forbindelse med midlertidig uarbejdsdygtighed under sygeorlov efter en ulykke, der er indtruffet på en anden medlemsstats område, og som hverken er en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom. Den forelæggende ret ønsker for det tredje oplyst, om et ansvarsforsikringsselskab for motorkøretøjsejere som Euroherc kan pålægges at refundere den lønkompensation, som skadelidtes arbejdsgiver har udbetalt til skadelidte, såsom den, som delstaten Bayern har udbetalt til person X.

27

Hvis disse spørgsmål besvares bekræftende, ønsker den forelæggende ret ligeledes oplyst, hvordan artikel 85, stk. 1, i forordning nr. 883/2004 skal fortolkes. Denne ret har anført, at efter kroatisk ret har arbejdsgiveren ikke noget krav mod skadevolderen eller dennes forsikringsgiver, når den ansatte har ret til ydelser ved sygdom, der udbetales af denne arbejdsgiver. Arbejdsgiveren kan ikke yderligere indtræde i skadelidtes krav mod skadevolderen eller dennes forsikringsgiver. Den forelæggende ret har tilføjet, at den seneste retspraksis fra Vrhovni sud (øverste domstol, Kroatien) bekræfter, at en sådan ret til erstatning udtrykkeligt skal være fastsat ved lov, og at ingen bestemmelse i lov om sygeforsikring giver arbejdsgiveren ret til at gøre regres mod skadevolderen eller dennes forsikringsgiver med henblik på at opnå refusion af den lønkompensation, som arbejdsgiveren har udbetalt til sin ansatte som følge af en sådan midlertidig uarbejdsdygtighed.

28

På denne baggrund har Visoki trgovački sud (appeldomstol i handelsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 85, stk. 1, i [forordning nr. 883/2004] fortolkes således, at for at en arbejdsgiver, som en ydelsespligtig institution, […] har regresret til erstatning for [ydelser ved sygdom], der er udbetalt til en arbejdstager som følge af skader opstået som følge af begivenheder indtruffet på en anden medlemsstats område, over for en tredjepart, der er erstatningspligtig for denne skade, eller mod dennes ansvarsforsikringsselskab, er det nødvendigt, at der er et retsgrundlag for at kræve denne form for erstatning i den medlemsstat, hvor skaden indtraf?«

29

Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 3. oktober 2024 blev retsforhandlingerne i den foreliggende sag udsat indtil afsigelsen af dommen i sag C-7/24. Efter afsigelsen af dom af 12. juni 2025, Deutsche Rentenversicherung Nord og BG Verkehr (C-7/24, EU:C:2025:439), blev retsforhandlingerne genoptaget ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 18. juni 2025.

30

Ved skrivelse af 18. juni 2025 meddelte Domstolen den forelæggende ret nævnte dom og spurgte den, om den i betragtning af denne ønskede at opretholde sin anmodning om præjudiciel afgørelse i den foreliggende sag.

31

Ved skrivelse indgået til Domstolens Justitskontor den 22. juli 2025 har denne ret oplyst, at den opretholder sin anmodning. Den forelæggende ret har præciseret, at den foreliggende sag rejser spørgsmål om fortolkningen af artikel 1, litra q), nr. iv), og artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 883/2004, som ikke blev behandlet af Domstolen i den nævnte dom, dels fordi uarbejdsdygtigheden i den sag, der verserer for Domstolen, ikke skyldes en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom, dels fordi kravet om refusion af de udbetalte ydelser hidrører fra den skadelidtes arbejdsgiver.

32

Med den forelæggende rets spørgsmål, som præciseret i dens svar på Domstolens anmodning, der er nævnt i nærværende doms præmis 31, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, dels om artikel 1, litra q), nr. iv), i forordning nr. 883/2004 skal fortolkes således, at begrebet »kompetent institution« som omhandlet i denne bestemmelse omfatter en arbejdsgiver, der er etableret i en medlemsstat, og som har udbetalt lønkompensation til en arbejdstager under sygeorlov på grund af midlertidig uarbejdsdygtighed efter en ulykke, der er indtruffet på en anden medlemsstats område, og som hverken er en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom, dels om artikel 3, stk. 1, litra a), i denne forordning skal fortolkes således, at en sådan kompensation er omfattet af begrebet »ydelser ved sygdom« som omhandlet i denne bestemmelse. Såfremt disse to første spørgsmål besvares bekræftende, ønsker den forelæggende ret endvidere oplyst, om denne forordnings artikel 85, stk. 1, skal fortolkes således, at en arbejdsgiver, som den forpligtede institution, kun har ret til at kræve refusion af ydelser ved sygdom, der er udbetalt til den pågældendes ansatte for en skade, der er indtruffet på en anden medlemsstats område, fra den ansvarlige tredjepart eller dennes forsikringsgiver, hvis der på den medlemsstats område, hvor skaden er indtruffet, findes et retsgrundlag, der gør det muligt at opnå en sådan refusion.

33

Det bemærkes i første række, at det følger af artikel 1, litra q), nr. iv), i forordning nr. 883/2004, at begrebet »kompetent institution« som omhandlet i denne bestemmelse bl.a., »såfremt det drejer sig om en ordning om arbejdsgiverens forpligtelser vedrørende de i artikel 3, stk. 1, nævnte ydelser, [omfatter] enten arbejdsgiveren eller vedkommende forsikringsorgan, eller, såfremt et sådant ikke findes, det organ eller den myndighed, der er udpeget af den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat«.

34

Det følger af denne bestemmelse, at en arbejdsgiver kan anses for en »kompetent institution« som omhandlet i denne bestemmelse, når vedkommende i henhold til en bestemt ordning er forpligtet til at sikre ydelser, der er omfattet af denne forordnings artikel 3, stk. 1.

35

I anden række skal anvendelsesområdet for de ydelser, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, præciseres. I henhold til denne bestemmelses litra a) finder forordningen anvendelse »på enhver lovgivning om sociale sikringsgrene, der vedrører [...] ydelser ved sygdom«.

36

I denne henseende fastsætter forordningens artikel 9, at »[m]edlemsstaterne giver skriftligt [...] Kommissionen meddelelse om [...] de love og ordninger, der er omhandlet i artikel 3 [...]«.

37

I det foreliggende tilfælde har Kommissionen præciseret, at Forbundsrepublikken Tyskland i henhold til artikel 9 i forordning nr. 883/2004 har givet meddelelse om bevarelse af lønnen i tilfælde af midlertidig uarbejdsdygtighed som en »kontantydelse ved sygdom« og har udpeget arbejdsgiveren som den »kompetente institution« som omhandlet i denne forordnings artikel 1, litra q), nr. iv), og artikel 3, stk. 1, litra a).

38

Imidlertid skal det bemærkes, at sondringen mellem ydelser, der er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 883/2004, og ydelser, der ikke er omfattet af denne forordning, hovedsagelig er baseret på de enkelte elementer i den pågældende ydelse, navnlig dens formål og de betingelser, under hvilke ydelsen tilkendes, og ikke på, om en ydelse betegnes som en social sikringsydelse i den nationale lovgivning eller ej (dom af 11.4.2024, Sozialministeriumservice, C-116/23, EU:C:2024:292, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

39

Det fremgår således af fast praksis, at en ydelse kan anses for at være en social sikringsydelse, såfremt den for det første tildeles de berettigede uden nogen individuel bedømmelse af personlige behov, men efter lovbestemte kriterier, og for det andet, at den vedrører én af de risici, der udtrykkeligt er anført i artikel 3, stk. 1, i denne forordning (dom af 11.4.2024, Sozialministeriumservice, C-116/23, EU:C:2024:292, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

40

Den første af disse betingelser er opfyldt, når tilkendelsen af en ydelse foretages på grundlag af objektive kriterier, der, såfremt de er opfyldt, giver ret til ydelsen, uden at den kompetente myndighed kan tage hensyn til andre personlige omstændigheder (jf. dom af 11.4.2024, Sozialministeriumservice, C-116/23, EU:C:2024:292, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

41

I det foreliggende tilfælde synes bevarelse af lønnen i Tyskland i tilfælde af midlertidig uarbejdsdygtighed at blive tildelt på grundlag af objektive kriterier, som giver ret til ydelsen, uden at arbejdsgiveren kan tage hensyn til andre personlige omstændigheder for den ansatte end dem, der ligger til grund for uarbejdsdygtigheden. Det fremgår således, at den første af de to betingelser er opfyldt, med forbehold af den efterprøvelse, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage.

42

Hvad angår den anden af disse betingelser omfatter begrebet »ydelser ved sygdom«, der fremgår af den nævnte forordnings artikel 3, stk. 1, litra a), ydelser, hvis hovedformål er at sikre patientens helbredelse ved at tilvejebringe den behandling, som dennes tilstand nødvendiggør, og således dækker den risiko, der er forbundet med en sygdomstilstand (dom af 11.4.2024, Sozialministeriumservice, C-116/23, EU:C:2024:292, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

43

I denne henseende skal det fastslås, at bevarelse af lønnen i tilfælde af midlertidig uarbejdsdygtighed vedrører den risiko, der er forbundet med en sygdomstilstand, for så vidt som den sikrer bevarelse af indkomsten for en arbejdstager, der er på sygeorlov under sin midlertidige uarbejdsdygtighed, navnlig med henblik på at få den hvile og den pleje, som den pågældendes helbredstilstand kræver.

44

Således har Domstolen i præmis 15-19 i dom af 3. juni 1992, Paletta (C-45/90, EU:C:1992:236), for så vidt angår en tysk lovgivning, der var gældende før den tyske lov om bevarelse af løn, i det væsentlige fastslået, at sådanne ydelser til bevarelse af lønnen i tilfælde af sygdom opfylder de to betingelser, der er nævnt i nærværende doms præmis 39, og derfor skal anses for at være »ydelser ved sygdom« som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996 (EFT 1997, L 28, s. 1), en bestemmelse, der gik forud for artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 883/2004.

45

Under disse omstændigheder må det, med forbehold af den efterprøvelse, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, fastslås, at ydelser til bevarelse af lønnen, der er udbetalt i en medlemsstat på grund af midlertidig uarbejdsdygtighed under en sygeorlov som følge af en ulykke, der er indtruffet på en anden medlemsstats område, og som hverken er en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom, såsom den lønkompensation, der er udbetalt til person X, er omfattet af begrebet »ydelser ved sygdom« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 883/2004. Det følger heraf, at den arbejdsgiver, der har udbetalt sådanne ydelser, skal anses for at være en »kompetent institution« som omhandlet i artikel 1, litra q), nr. iv), i forordning nr. 883/2004.

46

Hvad i tredje række angår fortolkningen af artikel 85, stk. 1, i forordning nr. 883/2004 bemærkes for det første, at denne bestemmelse har til formål, at en social sikringsinstitution, der har udbetalt sociale sikringsydelser som følge af en skade, der er indtruffet på en anden medlemsstats område, over for den ansvarlige tredjemand skal kunne gennemføre de krav, den har i henhold til den for den gældende lovgivning, enten i form af subrogation eller i form af et direkte søgsmål. Denne ret for de nationale sociale sikringsinstitutioner er et logisk og rimeligt modstykke til, at institutionernes forpligtelser som følge af forordningens bestemmelser er udvidet til at omfatte hele Unionens område (dom af 12.6.2025, Deutsche Rentenversicherung Nord og BG Verkehr, C-7/24, EU:C:2025:439, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

47

Denne bestemmelse er således en lovkonfliktregel, ifølge hvilken en national domstol i en sag, hvorunder et erstatningskrav gøres gældende mod skadevolderen, skal anvende lovgivningen i den medlemsstat, hvor den forpligtede institution har hjemsted, ikke alene med henblik på afgørelsen af, om institutionen lovligt er indtrådt i skadelidtes eller dennes efterladtes krav, men også med henblik på fastlæggelsen af karakteren og omfanget af de fordringer, som den forpligtede institution er indtrådt i (dom af 12.6.2025, Deutsche Rentenversicherung Nord og BG Verkehr, C-7/24, EU:C:2025:439, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

48

Hvis den nationale domstol anvendte lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område skaden er indtrådt, med henblik på fastlæggelsen af omfanget af den forpligtede institutions krav, ville den således kunne foranlediges til helt eller delvis at fratage artikel 85, stk. 1, i forordning nr. 883/2004 dens effektive virkning. Dette ville navnlig være tilfældet, såfremt retten til indtræden eller det selvstændige krav i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område skaden er indtrådt, ikke omfattede visse typer fordringer, som den forpligtede institution på grundlag af indtræden eller som et selvstændigt krav kan gøre gældende i den medlemsstat, hvor den har hjemsted (dom af 12.6.2025, Deutsche Rentenversicherung Nord og BG Verkehr, C-7/24, EU:C:2025:439, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

49

Det følger heraf, at spørgsmålet om, hvorvidt den forpligtede institution, i det foreliggende tilfælde delstaten Bayern, har ret til indtræden, og spørgsmålet om arten og omfanget af de fordringer, som den indtræder i, afgøres efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor institutionen har hjemsted, og dermed i det foreliggende tilfælde efter tysk ret.

50

For det andet skal det præciseres, at artikel 85, stk. 1, i forordning nr. 833/2014 derimod alene har til formål at sikre, at den forpligtede institutions eventuelle krav i henhold til den for den gældende lovgivning anerkendes af de andre medlemsstater. Bestemmelsen har ikke til formål at ændre de regler, der finder anvendelse ved afgørelsen af, om og i hvilket omfang skadevolderen har pådraget sig et erstatningsansvar uden for kontraktforhold. Spørgsmålet om tredjemands erstatningsansvar er fortsat undergivet de materielle regler, som normalt skal anvendes af den nationale domstol, ved hvilken skadelidte eller dennes efterladte har anlagt sag, hvilket principielt vil sige lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område skaden er indtruffet (dom af 12.6.2025, Deutsche Rentenversicherung Nord og BG Verkehr, C-7/24, EU:C:2025:439, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

51

Heraf følger, at de krav, som skadelidte eller dennes efterladte har mod skadevolderen, og betingelserne for at anlægge erstatningssøgsmål ved domstolene i den medlemsstat, på hvis område skaden indtrådte, fastlægges efter denne stats lovgivning, herunder de relevante internationalprivatretlige regler (dom af 12.6.2025, Deutsche Rentenversicherung Nord og BG Verkehr, C-7/24, EU:C:2025:439, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

52

Den forpligtede institution kan kun indtræde i de således fastlagte krav. En sådan indtræden kan således ikke medføre, at ydelsesmodtageren får yderligere krav mod en tredjemand (dom af 12.6.2025, Deutsche Rentenversicherung Nord og BG Verkehr, C-7/24, EU:C:2025:439, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

53

For det tredje omfatter retten til indtræden desuden alene sådanne af de erstatningskrav, som tilkommer skadelidte eller dennes arvinger efter lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område skaden er indtrådt, som svarer til de af den forpligtede institution udbetalte ydelser og ikke erstatningskrav for ikkeøkonomisk skade eller for tab af personlig karakter (dom af 12.6.2025, Deutsche Rentenversicherung Nord og BG Verkehr, C-7/24, EU:C:2025:439, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

54

Den ret til subrogation, der er fastsat i en medlemsstats lovgivning for en ydelse, der udbetales i henhold til denne samme lovgivning som omhandlet i artikel 85, stk. 1, i forordning nr. 883/2004, kan følgelig kun udstrækkes til at omfatte en ydelse, der er fastsat i lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område er indtruffet de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for en udløsende begivenhed, såsom en trafikulykke, når begge disse ydelser er tilstrækkelig sammenlignelige med hensyn til deres respektive genstand og formål (jf. i denne retning dom af 12.6.2025, Deutsche Rentenversicherung Nord og BG Verkehr, C-7/24, EU:C:2025:439, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

55

I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret fremhævet, at kroatisk ret hverken giver arbejdsgiveren ret til fra den tredjepart, der er ansvarlig for skaden, eller fra dennes forsikringsgiver at opnå refusion af den lønkompensation, som arbejdsgiveren har udbetalt til en ansat på grund af midlertidig uarbejdsdygtighed, eller den ansatte ret til en sådan lønkompensation, som vedkommende ville kunne gøre gældende over for den tredjepart, der er ansvarlig for skaden, eller dennes forsikringsgiver, og som arbejdsgiveren ville kunne indtræde i.

56

Det fremgår navnlig af den forelæggende rets redegørelse for den kroatiske lovgivning om motorkøretøjsforsikring og sygeforsikring samt af Republikken Kroatiens og Kommissionens indlæg for Domstolen, at arbejdsgiveren i henhold til kroatisk ret udbetaler sine ansatte en lønkompensation fra den 1. til den 42. dag af midlertidig uarbejdsdygtighed ved hjælp af egne midler. Fra og med den 43. dag af den midlertidige uarbejdsdygtighed er det institut, der gennemfører den obligatoriske sygeforsikring i Kroatien, derimod forpligtet til efter anmodning at refundere arbejdsgiveren den lønkompensation, som vedkommende har udbetalt, og som skyldes fra denne dato. Instituttet er derefter forpligtet til at kræve, at skadevolderen eller dennes forsikringsgiver refunderer de ydelser, som det har udbetalt til arbejdsgiveren i denne forbindelse.

57

Det fremgår således, at selv om den kroatiske lovgivning for perioden fra den 1. til den 42. dag af midlertidig uarbejdsdygtighed ikke giver arbejdsgiveren nogen ret til at kræve, at skadevolderen eller dennes forsikringsgiver refunderer den lønkompensation, som denne arbejdsgiver har udbetalt til sin ansatte, kan arbejdsgiveren fra den 43. dag opnå refusion af denne kompensation fra instituttet, som derefter skal kræve, at skadevolderen og efter omstændighederne dennes forsikringsgiver refunderer den kompensation, som instituttet har udbetalt til arbejdsgiveren i denne forbindelse.

58

I det foreliggende tilfælde synes § 3 i den tyske lov om bevarelse af løn, således som Kommissionen har anført, at begrænse den tyske arbejdsgivers forpligtelse til at udbetale lønkompensation til en ansat i tilfælde af midlertidig uarbejdsdygtighed på grund af sygdom til 6 uger, dvs. 42 dage. Det følger heraf, at genstanden for søgsmålet i hovedsagen synes at være begrænset til den lønkompensation, der blev udbetalt til person X fra den 1. til den 42. dag af den pågældendes midlertidige uarbejdsdygtighed, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve. Under disse omstændigheder kan den subrogation, som delstaten Bayern har påberåbt sig på grundlag af artikel 85, stk. 1, i forordning nr. 883/2004, således som det er anført i nærværende doms præmis 52, ikke medføre, at person X får yderligere krav, som i henhold til kroatisk ret ikke anerkendes mod den tredjepart, der er ansvarlig for den skade, der følger af ulykken, eller mod dennes forsikringsgiver.

59

Derimod er der intet i anmodningen om præjudiciel afgørelse, der gør det muligt at antage, at tvisten i hovedsagen ligeledes vedrører refusion af lønkompensation, der er udbetalt efter den 42. dag af midlertidig uarbejdsdygtighed, således at spørgsmålet om, hvorvidt delstaten Bayern, i tilfælde af at den havde udbetalt en sådan kompensation, ville kunne kræve refusion heraf fra instituttet, som i øvrigt ikke er part i hovedsagen, eller fra tredjepartens forsikringsgiver, der er erstatningspligtig for den skade, der følger af ulykken, ikke synes at være relevant for afgørelsen af tvisten i hovedsagen.

60

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at

61

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Niende Afdeling) for ret: