1.

Denne anmodning om præjudiciel afgørelse, der er indgivet af Hoge af Raad der Nederlanden (Nederlandenes øverste domstol), angår i det væsentlige fortolkningen af artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (herefter »direktivet om ophavsret«) ( 2 ).

2.

Denne anmodning indgår i en tvist mellem Anne Frank Fonds (herefter »sagsøgeren i hovedsagen«) ( 3 ) og Anne Frank Stichting (Anne Frank-fonden), Koninklijke Nederlandse Akademie van Wetenschappen (Det Kongelige Nederlandske Videnskabernes Akademi, herefter »KNAW«) og Vereniging voor Onderzoek en Ontsluiting van Historische Teksten (Foreningen for forskning og adgang til historiske tekster, herefter »Vereniging«) (herefter samlet »sagsøgerne i hovedsagen«) ( 4 ) vedrørende en angivelig krænkelse af ophavsretten i Nederlandene, som sagsøgeren i hovedsagen er indehaver af, som følge af en offentliggørelse på Verenigings websted af en ny videnskabelig udgave af Anne Franks dagbog.

3.

Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, hvilken rækkevidde begrebet »overføring til almenheden« som anført i artikel 3, stk. 1, i direktivet om ophavsret har, og navnlig, om offentliggørelse af indhold på et websted udgør en sådan »overføring til almenheden« i en medlemsstat, hvor dette indhold er ophavsretligt beskyttet, og i hvilken dette websted er omfattet af en geografisk adgangsblokering (geoblokering), således at den kun kan tilgås ved at omgå denne blokering ved hjælp af en VPN-tjeneste eller en tilsvarende tjeneste. Dette spørgsmål kræver en afvejning mellem to interesser, der er beskyttet af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), nemlig dels sagsøgeren i hovedsagens ophavsret, der er sikret ved chartrets artikel 17, stk. 2, dels sagsøgerne i hovedsagens ytrings- og informationsfrihed, der er sikret ved chartrets artikel 11.

4.

Artikel 3 i direktivet om ophavsret med overskriften »Retten til overføring af værker til almenheden og retten til tilrådighedsstillelse for almenheden af andre frembringelser« fastsætter følgende i stk. 1:

»Medlemsstaterne tillægger ophavsmænd eneret til at tillade eller forbyde trådbunden eller trådløs overføring til almenheden af deres værker, herunder tilrådighedsstillelse af deres værker på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt.«

5.

Direktivets artikel 6 med overskriften »Forpligtelser vedrørende tekniske foranstaltninger« bestemmer i stk. 1:

»Medlemsstaterne indfører en passende retlig beskyttelse mod omgåelse af enhver form for effektive tekniske foranstaltninger, som den pågældende foretager, selv om han ved eller burde vide, at dette er formålet.«

6.

Artikel 1 i Auteurswet (lov om ophavsret) af 23. september 1912 ( 5 ) i den udgave, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, er affattet således:

»Ophavsretten er den eneret, der tilkommer ophavsmanden til et litterært, videnskabeligt eller kunstnerisk værk eller dennes retlige efterfølgere til at offentliggøre eller reproducere værket, med forbehold for de ved lov fastsatte indskrænkninger.«

7.

I denne lovs artikel 12 er opstillet en liste over de handlinger, der (også) er sidestillet med overføring af et litterært, videnskabeligt eller kunstnerisk værk.

8.

Sagsøgeren i hovedsagen er rettighedshaver til visse udgaver af Anne Franks dagbog (herefter »de beskyttede dokumenter«), der fortsat er omfattet af ophavsretten i Nederlandene frem til 2037, mens den i flere andre lande, herunder Belgien (herefter »lande med fri offentlig anvendelse«), udløb i 2016 ( 6 ).

9.

De sagsøgte i hovedsagen offentliggjorde på webstedet www.annefrankmanuscripten.org på nederlandsk en videnskabelig udgave af de samlede manuskripter til Anne Franks dagbog, herunder bl.a. udgaver, der fortsat er ophavsretligt beskyttede i Nederlandene, og de gennemførte samtidig følgende to foranstaltninger, dels en geografisk blokering (»geoblokering«), der betyder, at webstedet kun kan tilgås i et land med fri offentlig anvendelse ( 7 ), dels et krav om, at brugeren af internettet, når denne tilgår dette websted fra et land med fri offentlig anvendelse, underskriver en erklæring om, at vedkommende tilgår webstedet fra et af disse lande ( 8 ).

10.

Sagsøgeren i hovedsagen har anlagt sag og en sag om foreløbige forholdsregler ved den nationale ret med påstand om, at de sagsøgte i hovedsagen har krænket sagsøgeren i hovedsagens ophavsret, eftersom de dokumenter, der er beskyttet i Nederlandene, er tilgængelige ved hjælp af en VPN-tjeneste. De sagsøgte i hovedsagen har gjort gældende, at de har indført effektive restriktive foranstaltninger med henblik på at forhindre enhver krænkelse af ophavsretten.

11.

Domstolene i sagerne om foreløbige forholdsregler, både i første instans og i appelinstansen, forkastede anmodningen om foreløbige forholdsregler med den begrundelse, at alle de sagsøgte i hovedsagen havde udfoldet rimelige bestræbelser på at forhindre eller vanskeliggøre adgang til webstedet fra Nederlandene ( 9 ), og sagsøgeren i hovedsagen har derfor iværksat en kassationsanke ved den forelæggende ret.

12.

På denne baggrund har Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandenes øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

13.

Sagsøgeren i hovedsagen, de sagsøgte i hovedsagen, den portugisiske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. De samme parter har også afgivet mundtlige indlæg i retsmødet, der blev afholdt den 6. oktober 2025.

14.

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, stk. 1, i direktivet om ophavsret skal fortolkes således, at offentliggørelse af et værk på internettet kun kan betragtes som en »overføring til almenheden« i et givent land, hvis den er stilet til almenheden i dette land, og hvilke oplysninger skal i givet fald tages i betragtning i forbindelse med en sådan vurdering. Dette spørgsmål svarer i det væsentlige til at afgøre, om en »overføring til almenheden« som omhandlet i denne bestemmelse rent faktisk skal stiles til denne almenhed, eller om alene den omstændighed, at denne kan tilgå den på det websted, hvor den er offentliggjort, selv hvis den tilgås ved at omgå blokeringen, er tilstrækkelig.

15.

Indledningsvis skal det påpeges, at medlemsstaterne i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktivet om ophavsret tillægger ophavsmænd eneret til at tillade eller forbyde trådbunden eller trådløs overføring til almenheden af deres værker, herunder tilrådighedsstillelse af deres værker på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt ( 10 ).

16.

I denne henseende fremgår det af Domstolens faste praksis, at begrebet »overføring til almenheden« i denne bestemmelses forstand, således som det fremgår af 23. betragtning til direktivet, skal opfattes bredt som omfattende enhver overføring til den del af almenheden, som ikke befinder sig på det sted, hvorfra overføringen finder sted, og således enhver sådan form for trådbunden eller trådløs transmission eller retransmission af et værk til almenheden, herunder udsendelse i radio og fjernsyn. Det fremgår nemlig af fjerde, niende og tiende betragtning til det nævnte direktiv, at det primære formål med direktivet er at indføre et højt beskyttelsesniveau for ophavsmænd, således at disse kan modtage et passende vederlag for anvendelsen af deres værker, bl.a. i tilfælde af en overføring til almenheden ( 11 ).

17.

I overensstemmelse med en ligeledes fast retspraksis omfatter begrebet »overføring til almenheden« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktivet to kumulative kriterier, nemlig en overføring af et værk og overføringen heraf til en almenhed, og indebærer en individualiseret vurdering ( 12 ).

18.

Domstolen har desuden anført, at dette begreb indebærer en individualiseret vurdering, der tager hensyn til flere supplerende kriterier, som ikke er selvstændige, men indbyrdes forbundne i forhold til hinanden ( 13 ). Eftersom disse kriterier i forskellige konkrete situationer kan være til stede i stærkt varierende omfang, skal de anvendes såvel individuelt som i forhold til deres samspil med hinanden ( 14 ).

19.

Blandt disse kriterier har Domstolen for det første fremhævet den afgørende rolle, som operatøren af platformen spiller, og det forhold, at dennes handling er bevidst. Denne operatør foretager nemlig en »overføring«, når den pågældende med fuldt kendskab til konsekvenserne af sine handlinger medvirker til at give sine kunder adgang til et beskyttet værk, og navnlig når den pågældendes kunder i princippet ikke ville have haft adgang til værket, hvis vedkommende ikke havde foretaget denne handling ( 15 ). Der skal således være en direkte forbindelse mellem leverandørens adfærd og overføringen til almenheden af det ophavsretligt beskyttede værk ( 16 ). Desuden har Domstolen fastslået, at det forhold, at en overføring til almenheden som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktivet om ophavsret sker med vinding for øje, ikke er uden relevans, selv om en sådan karakter af at ske med vinding for øje ikke nødvendigvis er en ufravigelig betingelse, som er afgørende for, om der foreligger en sådan overføring ( 17 ).

20.

Domstolen har for det andet præciseret, at begrebet »almenhed« angiver et ubestemt antal potentielle modtagere og desuden indebærer et betydeligt antal personer ( 18 ). Begrebet »almenhed« indebærer således en vis minimumsgrænse, hvilket udelukker et for lille eller endog ubetydeligt antal personer fra dette begreb. Ved fastlæggelsen af dette antal skal der bl.a. tages hensyn til antallet af personer, som sideløbende kan få adgang til det samme værk, men også til, hvor mange af disse der har adgang til værket efter hinanden ( 19 ), uanset om de faktisk benytter denne mulighed eller ej ( 20 ).

21.

Domstolen har ligeledes påpeget, at et beskyttet værk for at kunne kvalificeres som »overføring til almenheden« skal overføres ved anvendelse af en særlig teknisk fremgangsmåde, der adskiller sig fra den, der hidtil har været anvendt, eller være rettet mod et »nyt publikum«, dvs. mod et publikum, som indehaveren af ophavsrettigheden ikke havde taget i betragtning, da den pågældende tillod den første overføring til almenheden af sit værk ( 21 ).

22.

I den foreliggende sag er jeg for det første af den opfattelse, at Verenigings offentliggørelse af en videnskabelig onlineudgave af de samlede manuskripter til Anne Franks dagbog udgør en »overføring« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktivet om ophavsret. Når der ikke er foretaget et sådant indgreb, er værket nemlig principielt ikke tilgængeligt for almenheden.

23.

Henset til Domstolens praksis som gengivet i punkt 20 i dette forslag til afgørelse er jeg for det andet af den opfattelse, at denne overføring har nået en »almenhed«, for så vidt som den har givet et ubestemt antal personer mulighed for at få adgang til de beskyttede dokumenter, som de ikke tidligere havde adgang til, uanset om de rent faktisk har benyttet sig af denne mulighed, eller om denne handling har været henvendt til en bestemt almenhed.

24.

Jeg foreslår derfor, at det første præjudicielle spørgsmål besvares således, at artikel 3, stk. 1, i direktivet om ophavsret skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke kræver, at en offentliggørelse af et værk på internettet er henvendt til almenheden i det pågældende land for at kunne betegnes som en »overføring til almenheden« i dette land.

25.

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om offentliggørelse af indhold på et websted udgør en »overføring til almenheden« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktivet om ophavsret i et land, hvor dette indhold er ophavsretligt beskyttet, og i hvilket dette websted er omfattet af en geoblokering, således at det kun kan tilgås ved at omgå denne blokering ved hjælp af en VPN-tjeneste eller en tilsvarende tjeneste. Den ønsker ligeledes oplyst, om det i denne forbindelse er relevant at afgøre, dels i hvilket omfang almenheden i det blokerede land ønsker og kan få adgang til det pågældende websted ved hjælp af en sådan tjeneste, dels om der bør træffes andre foranstaltninger for at hindre eller vanskeliggøre denne adgang.

26.

Indledningsvis skal det påpeges, at den med direktivet om ophavsret gennemførte harmonisering, som det fremgår af 3. og 31. betragtning til direktivet, har til formål navnlig inden for det elektroniske miljø at bevare en rimelig balance mellem på den ene side indehaverne af ophavsrettigheder og beslægtede rettigheders interesse i beskyttelsen af deres intellektuelle ejendomsret, der er sikret ved chartrets artikel 17, stk. 2, og på den anden side beskyttelsen af brugerne af beskyttede frembringelsers interesser og grundlæggende rettigheder, navnlig deres ytrings- og informationsfrihed, som er sikret ved chartrets artikel 11 ( 22 ).

27.

Det er langt mere kompliceret at opnå denne balance, når det beskyttede værk offentliggøres på internettet. Denne rimelige balance i forbindelse med fortolkningen og anvendelsen af direktivet om ophavsret, og navnlig dette direktivs artikel 3, stk. 1, skal netop også findes under hensyntagen til den særlige betydning, som internettet har for ytrings- og informationsfriheden, der er sikret ved chartrets artikel 11 ( 23 ). Selv om indehaveren af ophavsretten til et værk på grund af ophavsrettens territoriale karakter desuden ikke på grundlag af de rettigheder, som denne har i en medlemsstat, kan tillade eller forbyde overføring til almenheden i en anden medlemsstat, hvor denne ret er udløbet, står det ikke desto mindre klart, at offentliggørelsen på et websted på grund af dens art er tilgængelig for samtlige internetbrugere og ikke er begrænset til de territoriale grænser for ophavsretten.

28.

I den foreliggende sag har de sagsøgte i hovedsagen, der lovligt har offentliggjort de beskyttede dokumenter på et websted i et land med fri offentlig anvendelse, med henblik på ikke at skade sagsøgeren i hovedsagens ophavsrettigheder indsat en geografisk adgangsblokering i andre lande end lande med fri offentlig anvendelse. Sagsøgeren i hovedsagen, der er indehaver af rettighederne til disse dokumenter i de pågældende lande, har imidlertid kritiseret denne foranstaltnings ineffektivitet, eftersom brugerne kan omgå den ved hjælp af en VPN-tjeneste.

29.

Det skal i denne henseende påpeges, at foranstaltninger til geografisk adgangsblokering er et af instrumenterne i den digitale rettighedsforvaltning (»digital rights management«), der har til formål at beskytte ophavsrettigheder, der selv er garanteret i EU-retten ( 24 ). Domstolen har bl.a. fastslået, at den omstændighed, at rettighedshaveren ved at anvende tekniske foranstaltninger mod framing på et beskyttet værk, der er gjort tilgængeligt på internettet, begrænser kredsen af personer, for hvem værket er stillet til rådighed, til brugerne af det websted, hvor værket oprindeligt blev stillet til rådighed ( 25 ).

30.

Hvis rettighedshaveren (eller dennes licenshaver), som generaladvokat Szpunar fremhævede i forslaget til afgørelse i Grand Production-sagen, har anvendt en sådan geoblokering, er dens overføring dermed kun rettet mod den kreds af personer, der har adgang til det beskyttede indhold fra det område, som rettighedshaveren har defineret (dvs. det område, hvorfra adgangen ikke er blokeret). I denne situation foretager rettighedshaveren således ikke en overføring til almenheden i det resterende område ( 26 ).

31.

Det er ganske vist almindeligt anerkendt, at ingen sikkerhedsforanstaltninger, hverken i den virtuelle verden eller i den virkelige verden, er fuldstændig sikre ( 27 ). Enhver beskyttelse vil kunne omgås eller kompromitteres, således at målet kun kan bestå i at øge pålideligheden. Denne konstatering gælder også geoblokeringer ( 28 ).

32.

Den omstændighed, at brugerne kan omgå den geoblokering, der er indført med henblik på at begrænse adgangen til et beskyttet værk, kan imidlertid ikke i sig selv foranledige mig til at antage, at den enhed, der har indført denne blokering, foretager en overføring til almenheden af dette værk i det område, hvor adgangen skulle være forhindret. En sådan fortolkning ville udgøre en hindring for enhver territorial forvaltning af ophavsrettigheder på internettet og ville nødvendigvis tillægge enhver onlineoverføring til almenheden en global karakter ( 29 ). Som Kommissionen har fremhævet i sine skriftlige indlæg, kan indehaveren af en eneret ikke på grundlag af en ret, som denne har i en medlemsstat, tillade eller forbyde en overføring til almenheden i en anden medlemsstat, i hvilken denne ret ikke længere har nogen virkninger.

33.

Jeg er derfor af den opfattelse, at når den ansvarlige for offentliggørelsen på et websted offentliggør et værk, der er ophavsretligt beskyttet i visse lande, og indfører effektive tekniske foranstaltninger med henblik på at forhindre handlinger, som rettighedsindehaveren ikke har givet tilladelse til, såsom en geoblokering af adgangen til dette websted i de lande, hvor værket stadig er ophavsretligt beskyttet, kan denne ansvarlige ikke anses for at foretage en overføring af det beskyttede værk til almenheden i disse lande. Det forholder sig anderledes, hvis de tekniske foranstaltninger, som den ansvarlige har truffet, bevidst er ineffektive, således at de nemt kan omgås ( 30 ). Det tilkommer i øvrigt i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktivet om ophavsret medlemsstaterne at indføre reelle foranstaltninger med henblik på beskyttelse af ophavsretten såsom effektive sanktioner over for dem, der krænker den beskyttelse, som denne ret medfører.

34.

I den foreliggende sag har de sagsøgte i hovedsagen, som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, anvendt en geografisk blokering af det pågældende websted kaldet »geoblokering«, et advarselssystem, der, når siden tilgås fra et land med fri offentlig anvendelse, kræver, at brugeren underskriver en erklæring om, at denne tilgår webstedet fra et land med fri offentlig anvendelse ( 31 ).

35.

Selv om det i denne henseende tilkommer den forelæggende ret at vurdere effektiviteten af de tekniske foranstaltninger, som de sagsøgte i hovedsagen har anvendt, på grundlag af ovenstående oplysninger, tilkommer det Domstolen at give denne ret nyttige oplysninger i denne henseende for at sætte den i stand til at afgøre den tvist, der er indbragt for den ( 32 ).

36.

For det første skal det først og fremmest anføres, at en foranstaltning til geografisk blokering som den, der er anvendt i den foreliggende sag, principielt er den eneste metode, der i øjeblikket kan begrænse adgangen til et websted på et territorialt grundlag, og eftersom der er tale om en geoblokering, udgør den en passende foranstaltning til så vidt muligt at sikre beskyttelse af sagsøgeren i hovedsagens ophavsret ( 33 ). Under alle omstændigheder er det samtidig vigtigt at påpege, at ingen teknologi, som det anføres i punkt 31 i dette forslag til afgørelse, er ufejlbar, hvilket indebærer nødvendigheden af – og den tilsvarende forpligtelse for indehaveren af webstedet til – regelmæssigt at foretage en evaluering af nye risici for omgåelse og eventuelt anvende supplerende foranstaltninger med henblik på at forhindre sådanne omgåelser ( 34 ).

37.

Dernæst udgør brugernes vilje til at omgå geoblokeringen for at opnå adgang til det pågældende websted, som den forelæggende ret har nævnt i forbindelse med det andet præjudicielle spørgsmål, efter min opfattelse ikke et afgørende kriterium ved vurderingen af effektiviteten af de foranstaltninger, som de sagsøgte i hovedsagen har indført, på grund af dens subjektive karakter. Den blotte omstændighed, at brugerne anvender ulovlige midler eller udviser ulovlig adfærd for at omgå blokeringen, udgør derimod et relevant element, der skal tages i betragtning, idet de sagsøgte i hovedsagen ikke kan holdes ansvarlige for tredjeparters ulovlige adfærd, ud over anvendelsen af effektive restriktive foranstaltninger.

38.

Endelig udgør indførelsen af supplerende foranstaltninger, der skal forhindre eller vanskeliggøre almenhedens adgang til det pågældende websted i det blokerede land, såsom de foranstaltninger, der er anvendt i den foreliggende sag ( 35 ), et accessorisk element, der ikke desto mindre er relevant ved evalueringen af den afskrækkende virkning, som samtlige foranstaltninger har på almenheden i dette land ( 36 ).

39.

For det andet er jeg ikke overbevist af de argumenter, som sagsøgeren i hovedsagen har fremført. Først og fremmest er den omstændighed, at webstedet er offentliggjort på nederlandsk, ikke i sig selv et udtryk for de sagsøgte i hovedsagens ønske om at henvende sig til almenheden i Nederlandene, eftersom der er tale om dels det sprog, som Anne Franks dagbog oprindeligt er skrevet på (og ikke en oversættelse), dels et officielt sprog i det land, hvor de sagsøgte i hovedsagen er etableret.

40.

Dernæst er valget af et generisk domænenavn (».org«) i webstedets URL-adresse frem for et nationalt domænenavn (».be«) heller ikke et afgørende kriterium. Dels anvendes domænenavnet ».org« ofte af organisationer som de sagsøgte i hovedsagen, dels er offentliggørelsen ikke begrænset til en belgisk almenhed, men henvender sig til alle lande med fri offentlig anvendelse ( 37 ).

41.

Endelig er jeg af den opfattelse, at de alternative foranstaltninger, som sagsøgeren i hovedsagen har beskrevet i sine skriftlige og mundtlige bemærkninger, ikke kan pålægges under de omstændigheder, der gør sig gældende i den foreliggende sag. Med undtagelse af den radikale løsning, der består i at give afkald på offentliggørelsen af værket (eller kun foretage en delvis formidling af de beskyttede dokumenter), der naturligvis ikke kan betragtes som en forholdsmæssig foranstaltning, har sagsøgeren i hovedsagen bl.a. foreslået en adgang svarende til biblioteksterminaler eller en eventuel begrænsning af adgang til abonnenter via en sikker forbindelse med brugernavn og password. Disse foranstaltninger kunne udgøre supplerende og meget effektive metoder til at begrænse adgangen til de beskyttede dokumenter. Anvendelse af disse metoder ville imidlertid indebære indførelse af en »lukket« offentliggørelsesmodel, der er helt forskellig fra den mere åbne model, som de sagsøgte i hovedsagen lovligt har valgt, hvilket ville begrænse informationsfriheden i lande med fri offentlig anvendelse betydeligt ( 38 ). Følgelig er den løsning, der foreslås i dette forslag til afgørelse, selv om den sikrer en mindre bindende beskyttelse af ophavsretten, efter min opfattelse den eneste mulige og forholdsmæssige løsning, henset til den særligt restriktive karakter af de af sagsøgeren i hovedsagen foreslåede foranstaltninger.

42.

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg, at det andet præjudicielle spørgsmål besvares således, at artikel 3, stk. 1, i direktivet om ophavsret skal fortolkes således, at offentliggørelse af indhold på et websted ikke udgør en overføring til almenheden i et land, hvor indholdet er ophavsretligt beskyttet, og i hvilket dette websted er omfattet af en effektiv geoblokering, eventuelt suppleret med andre ikke-tekniske foranstaltninger, der har til formål at begrænse eller vanskeliggøre adgang, og som har en afskrækkende virkning i det blokerede land, henset til omstændighederne i den foreliggende sag og navnlig til den mulighed, som brugerne i det blokerede land har for at omgå sådanne foranstaltninger ved hjælp af en VPN-tjeneste eller en tilsvarende tjeneste, og til at leverandørerne i landet med fri offentlig anvendelse ikke kan underlægges urimelige krav.

43.

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om den omstændighed, at muligheden for at omgå den geografiske blokering fører til, at værket, som er udgivet på internettet, overføres til almenheden i det blokerede land som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktivet om ophavsret, bevirker, at denne overføring foretages af den person, der har udgivet værket på internettet, selv om der kun kan findes frem til dennes identitet med hjælp fra udbyderen af den pågældende VPN-tjeneste eller en tilsvarende tjeneste.

44.

Indledningsvis er jeg af den opfattelse, at det i lyset af besvarelsen af det andet præjudicielle spørgsmål ikke er fornødent at besvare det tredje spørgsmål, der hviler på den forudsætning, at offentliggørelsen af de beskyttede dokumenter i den foreliggende sag udgør en »overføring til almenheden« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktivet om ophavsret i det blokerede land, henset til muligheden for at omgå den geografiske blokeringsforanstaltning ved hjælp af en VPN-tjeneste eller tilsvarende tjenester. Under alle omstændigheder vil jeg i de nedenstående punkter fremkomme med nogle præciseringer angående spørgsmålet om, hvorvidt overføringen til almenheden, der ikke kan tilskrives ophavsmanden til publikationen på internettet i det blokerede område, alligevel kan betragtes som en handling foretaget af udbyderen af VPN-tjenesten eller tilsvarende tjenester.

45.

Sagsøgeren har i hovedsagen anført risikoen for, at brugerne kan omgå den geografiske blokeringsforanstaltning ved at få adgang til internettet ved hjælp af VPN-tjenester.

46.

Det skal i denne henseende anføres, at selv om udbydere af VPN-tjenester fungerer som formidlere i den foreliggende sag, vedrører deres funktion ikke overføring af ophavsretligt beskyttede værker, men blot adgang til internettet ( 39 ). Som Kommissionen har påpeget i sine indlæg, er VPN-tjenester netop lovligt tilgængelige tekniske tjenester, som brugerne imidlertid kan benytte til ulovlige formål. Den omstændighed alene, at disse tjenester eller tilsvarende tjenester kan anvendes til sådanne formål, er ikke tilstrækkelig til at fastslå, at udbyderne af disse tjenester selv overfører det beskyttede værk til almenheden ( 40 ). Det ville forholde sig anderledes, hvis udbyderne aktivt tilskyndede til en ulovlig brug af deres tjenester. I dette tilfælde ville de pågældende udbydere kunne anses for at spille en afgørende rolle i tilrådighedsstillelsen af de omhandlede værker ( 41 ), hvilket den forelæggende ret i givet fald skal vurdere i lyset af de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag.

47.

Såfremt muligheden for at omgå den geografiske blokeringsforanstaltning medfører overføring til almenheden af et værk offentliggjort på internettet i det blokerede land som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktivet om ophavsret – hvilket jeg nok vil udelukke, henset til de betragtninger, jeg har fremsat i forbindelse med det andet præjudicielle spørgsmål – kan udbyderen af VPN-tjenesten eller tilsvarende tjenester ikke betragtes som ophavsmand til denne overføring til almenheden.

48.

Jeg foreslår derfor, at det tredje præjudicielle spørgsmål besvares således, at artikel 3, stk. 1, i direktivet om ophavsret skal fortolkes således, at såfremt, henset til muligheden for at omgå geografiske blokeringsforanstaltninger, offentliggørelsen af indhold på dette websted anses for at udgøre en overføring til almenheden af værket i det pågældende land, er denne bestemmelse til hinder for, at en udbyder af VPN-tjenester eller tilsvarende tjenester kan holdes ansvarlig for en brugers handlinger i et land, hvor adgangen til værket er blokeret, når denne anvender disse tjenester til at omgå de geografiske blokeringsforanstaltninger, medmindre udbyderen aktivt tilskynder til en sådan ulovlig brug med henblik på at få adgang til det beskyttede værk i dette land.

49.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen, at den besvarer de præjudicielle spørgsmål, som Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandenes øverste domstol) har forelagt, således:

»Artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet

skal fortolkes således, at