1.

Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, der er indgivet af Attunda tingsrätt (byretten i Attunda, Sverige), giver Domstolen anledning til at tydeliggøre rækkevidden af artikel 85 i forordning (EU) 2016/679 ( 2 ) i en situation, hvor en databaseoperatør nægter at efterkomme en persons anmodning om slettelse af persondata vedrørende hans straffedom.

2.

Databeskyttelsesforordningens artikel 85 har overskriften »Behandling og ytrings- og informationsfriheden«. Den har følgende ordlyd:

»1.   Medlemsstaterne forener ved lov retten til beskyttelse af personoplysninger i henhold til denne forordning med retten til ytrings- og informationsfrihed, herunder behandling i journalistisk øjemed og med henblik på akademisk, kunstnerisk eller litterær virksomhed.

2.   Til behandling i journalistisk øjemed eller med henblik på akademisk, kunstnerisk eller litterær virksomhed fastsætter medlemsstaterne undtagelser eller fravigelser fra kapitel II (principper), kapitel III (den registreredes rettigheder), kapitel IV (dataansvarlig og databehandler), kapitel V (overførsel af personoplysninger til tredjelande eller internationale organisationer), kapitel VI (uafhængige tilsynsmyndigheder), kapitel VII (samarbejde og sammenhæng) og kapitel IX (specifikke databehandlingssituationer), hvis de er nødvendige for at forene retten til beskyttelse af personoplysninger med ytrings- og informationsfriheden.

3.   Hver medlemsstat giver Kommissionen meddelelse om de lovbestemmelser, som den har vedtaget i henhold til stk. 2, og underretter den straks om alle senere ændringslove eller ændringer, der berører dem.«

3.

Yttrandefrihetsgrundlagen (1991:1469) (den grundlæggende lov (1991:1469) om ytringsfrihed, herefter »den grundlæggende lov om ytringsfrihed«, som er en af de såkaldte mediegrundlagar (mediegrundlove) i Sverige, indeholder bestemmelser om forfatningsmæssig beskyttelse af bl.a. radio- og TV-udsendelser samt visse hjemmesider. Formålet er at sikre ytringsfriheden i forbindelse hermed. I henhold til kapitel 1, § 4, i den grundlæggende lov om ytringsfrihed finder lovens bestemmelser om udsendelse af programmer anvendelse på en vis type af databaser, hvis der foreligger et utgivningsbevis for aktiviteten. I det her foreliggende tilfælde er der udstedt et utgivningsbevis til Lexbase, hvilket indebærer, at databasen er omfattet af forfatningsmæssig beskyttelse.

4.

Databeskyttelsesforordningen skal i henhold til kapitel 1, § 7, stk. 1, i lagen (2018:218) med kompletterande bestämmelser till EU:s dataskyddsförordning (databeskyttelsesloven (2018:218) med supplerende bestemmelser til EU’s databeskyttelsesforordning) ikke anvendes i det omfang, det ville være i strid med tryckfrihetsförordningen (lov om pressefrihed, herefter »lov om pressefrihed«) eller den grundlæggende lov om ytringsfrihed. I henhold til den nævnte bestemmelses stk. 2 finder visse artikler i databeskyttelsesforordningen ikke anvendelse på behandling af personoplysninger, som sker i bl.a. journalistisk øjemed.

5.

Det følger af kapitel 1, § 14, i den grundlæggende lov om ytringsfrihed, at ingen offentlig myndighed uden støtte i denne lov må gribe ind over for nogen, fordi han eller hun har misbrugt eller medvirket til misbrug af ytringsfriheden i et program, eller af den grund gribe ind over for programmet. Det fremgår endvidere af samme lovs kapitel 1, § 11, at det ikke er tilladt for en offentlig myndighed at forbyde eller hindre produktion, offentliggørelse eller spredning i offentligheden af et program på grund af dets indhold, medmindre foranstaltningen har støtte i den grundlæggende lov om ytringsfrihed.

6.

Erstatning i forbindelse med misbrug af ytringsfriheden på grund af indholdet af et program kan – i henhold til kapitel 9, § 1, i den grundlæggende lov om ytringsfrihed – alene baseres på, at der i forbindelse med det program, som kravet vedrører, er blevet fremsat en strafbar ytring. At udpege en anden person som kriminel eller forkastelig i sin levevis eller på anden måde at fremkomme med oplysninger, der er egnede til at udsætte en anden person for andres foragt, udgør en strafferetlig ærekrænkelse og er omfattet af fremsættelsen af strafbare ytringer i henhold til kapitel 5, § 1, i den grundlæggende lov om ytringsfrihed og kapitel 7, § 3, i lov om pressefrihed (1949:105). Hvis det under de givne omstændigheder var forsvarligt at fremkomme med oplysninger om sagen, og den, der fremkom med oplysningerne, viser, at oplysningerne var sande, eller at han eller hun havde rimelig grund til at fremkomme med oplysningerne, er det derimod ikke strafbart.

7.

Legal Newsdesk Sweden AB (herefter »Legal Newsdesk«), den sagsøgte i hovedsagen, driver databasen Lexbase og offentliggør i databasen personoplysninger om personer, der har været involveret i straffesager. Legal Newsdesk gør det i denne forbindelse muligt at søge efter personer og selskaber, der har været genstand for en straffesag eller et civilt søgsmål ved en svensk domstol. Myndigheten för press, radio och tv (nu Mediemyndigheten) har udstedt et såkaldt utgivningsbevis (den i den grundlæggende lov om ytringsfrihed sikrede ret til at publicere sin database i overensstemmelse med den i samme lov sikrede ret til ytringsfrihed) til Lexbase.

8.

Den 17. januar 2011 blev ND, sagsøgeren i hovedsagen, dømt for en kriminel handling, og den pågældende strafferetlige afgørelse var tilgængelig på Lexbase indtil februar 2024. Den strafferetlige afgørelse er blevet fjernet fra det offentlige strafferegister. Selv om sagsøgeren i hovedsagen anmodede Legal Newsdesk om at slette sine personoplysninger, blev disse ikke slettet straks, men først efter en rutinemæssig kontrol.

9.

ND anlagde sag ved Attunda tingsrätt (byretten i Attunda) med påstand om, at Legal Newsdesk tilpligtedes at betale en erstatning på 300000 svenske kronor (SEK) (ca. 26000 EUR) med tillæg af renter. Legal Newsdesk bestred dette krav og gjorde herved gældende, at det indhold, der var offentliggjort på Lexbase, var omfattet af et utgivningsbevis. Det følger imidlertid af national ret, at databeskyttelsesforordningen under sådanne omstændigheder ikke som sådan finder anvendelse, eftersom retten til beskyttelse af personoplysninger er sikret ved mediegrundlovene, som alene giver mulighed for at pålægge ophavsmanden til overtrædelsen af en sådan beskyttelse strafansvar for ærekrænkelsen og retten til at kræve erstatning herfor.

10.

I denne henseende har den forelæggende ret anført, at databeskyttelsesforordningens artikel 85, stk. 2, udtrykkeligt giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte undtagelser og fravigelser for så vidt angår behandling af personoplysninger »i journalistisk øjemed« og mere generelt for at sikre ytrings- og informationsfriheden. For så vidt angår behandlingen af personoplysninger »i journalistisk øjemed« definerer databeskyttelsesforordningen imidlertid ikke, hvad der skal forstås ved disse formål. Selv om sådanne formål skulle omfatte enhver videregivelse af oplysninger, synspunkter eller ideer til offentligheden, præciserer retspraksis desuden ikke indvirkningen af databeskyttelsesforordningens artikel 85 på de retsmidler, der skal stilles til rådighed for de registrerede i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 79 og 82.

11.

Det er på denne baggrund, at den forelæggende ret ved afgørelse af 1. marts 2024, indgået til Domstolen den 13. marts 2024, har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

12.

Der er indgivet skriftlige indlæg af parterne i hovedsagen, den bulgarske, den finske og den svenske regering samt af Europa-Kommissionen. Parterne i hovedsagen, Kongeriget Sverige og Kommissionen deltog i retsmødet, som blev afholdt den 14. maj 2025.

13.

Med de to første spørgsmål, som bør behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om databeskyttelsesforordningens artikel 85, stk. 1, skal fortolkes således, at denne bestemmelse tillader en national lovgivning, i henhold til hvilken den person, hvis personoplysninger behandles, ved at straffedomme vedrørende den pågældende gøres tilgængelige for offentligheden mod betaling på internettet, som retsmiddel alene kan anlægge sag om eller kræve erstatning for ærekrænkelse.

14.

Jeg vil først undersøge strukturen i og tilblivelseshistorien for databeskyttelsesforordningens artikel 85.

15.

Det fremgår af databeskyttelsesforordningens artikel 85, stk. 1, at medlemsstaterne ved lov skal forene retten til beskyttelse af personoplysninger i henhold til databeskyttelsesforordningen med retten til ytrings- og informationsfrihed, herunder behandling i journalistisk øjemed og med henblik på akademisk, kunstnerisk eller litterær virksomhed.

16.

Denne bestemmelse afspejler og søger at forene – et udtryk, der minder om den terminologi, der anvendes i Europarådets konvention 108 ( 3 ) – tre grundlæggende og potentielt indbyrdes modstridende rettigheder, som er indeholdt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«): beskyttelsen af personoplysninger ( 4 ), ytrings- og informationsfriheden ( 5 ) og friheden for kunst og videnskab ( 6 ).

17.

Eftersom databeskyttelsesforordningens artikel 85 indeholder udtrykket »herunder«, kan jeg udlede, at det journalistiske øjemed udgør en af flere underkategorier i den bredere kategori af retten til ytrings- og informationsfrihed.

18.

For så vidt angår denne specifikke underkategori vedrørende behandling i journalistisk øjemed ( 7 ) fastslår databeskyttelsesforordningens artikel 85, stk. 2, at medlemsstaterne fastsætter undtagelser eller fravigelser fra kapitel II (principper), kapitel III (den registreredes rettigheder), kapitel IV (dataansvarlig og databehandler), kapitel V (overførsel af personoplysninger til tredjelande eller internationale organisationer), kapitel VI (uafhængige tilsynsmyndigheder), kapitel VII (samarbejde og sammenhæng) og kapitel IX (specifikke databehandlingssituationer), hvis de er nødvendige for at forene retten til beskyttelse af personoplysninger med ytrings- og informationsfriheden.

19.

Hvad angår forskellen og samspillet mellem databeskyttelsesforordningens artikel 85, stk. 1 og 2, fastsætter den førstnævnte bestemmelse det generelle regulatoriske mandat og princip, mens sidstnævnte fastsætter gennemførelsesmekanismen for så vidt angår de specifikt opregnede områder, idet den udtrykkeligt giver medlemsstaterne mulighed for at undtage og fravige visse kapitler i databeskyttelsesforordningen.

20.

Her vil det være på sin plads at komme med nogle få betragtninger omkring denne bestemmelse.

21.

For det første har medlemsstaterne, som det fremgår af ordlyden af databeskyttelsesforordningens artikel 85, stk. 1 ( 8 ), pligt til (og ikke blot en skønsmæssig mulighed for) at forene databeskyttelse med ytringsfrihed.

22.

For det andet er der alene angivet en særlig mekanisme til gennemførelse af denne forpligtelse i relation til behandling af data i journalistik øjemed eller akademisk, kunstnerisk eller litterær virksomhed. Databeskyttelsesforordningens artikel 85 præciserer intetsteds, om denne anførte mekanisme også kan anvendes på andre områder, der er omfattet af ytringsfriheden, men som ikke udgør behandling af de ovennævnte formål.

23.

For det tredje er medlemsstaterne i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 85, stk. 2, forpligtede til at fastsætte undtagelser og fravigelser fra en række kapitler i databeskyttelsesforordningen og dermed begrænse det effektive anvendelsesområde for disse kapitler, hvis disse undtagelser og fravigelser er nødvendige for at forene databeskyttelse og ytringsfrihed. Dette indikerer, at der er situationer, hvor databeskyttelsen skal begrænses for at være kompatibel og kunne forenes med ytringsfriheden.

24.

For det fjerde handler medlemsstaterne, når de opfylder deres forpligtelser i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 85, inden for databeskyttelsesforordningens anvendelsesområde. De gennemfører EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1, hvilket betyder, at chartret finder anvendelse på denne foreningsøvelse ( 9 ).

25.

For det femte er opgaven med den faktiske foreningsøvelse overladt til medlemsstaterne. Det er op til dem at kalibrere dette forhold i overensstemmelse med deres egne retlige og forfatningsmæssige traditioner. Dette fører uundgåeligt til, at databeskyttelse og ytringsfrihed behandles forskelligt for så vidt angår beskyttelsesniveauet, eftersom to potentielt modstridende rettigheder skal forenes. Det er imidlertid netop, hvad EU-lovgiver har ønsket.

26.

Endelig fastsætter databeskyttelsesforordningens artikel 85 på ingen måde et retsgrundlag, der gør det muligt for medlemsstaterne at erklære databeskyttelsesforordningen uanvendelig i sin helhed i visse situationer. Dette gælder både i relation til bestemmelsens første og andet stykke. Selv om det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve dette, er jeg af den opfattelse, at databeskyttelsesforordningens artikel 85 ikke kan danne retsgrundlag for den svenske lovgivning, der erklærer databeskyttelsesforordningen uanvendelig i det omfang, den er i strid med den svenske lovgivning om ytringsfrihed.

27.

Som anført ovenfor indeholder databeskyttelsesforordningens artikel 85 intet om, hvorvidt denne bestemmelses stk. 2 kan anvendes i relation til forhold, der er omfattet af ytringsfriheden, men som ikke foretages i journalistisk øjemed ( 10 ). Kan en medlemsstat fastsætte undtagelser og fravigelser fra kapitel II-VII og IX, selv for behandlinger, der ikke sker i journalistisk øjemed?

28.

Efter min opfattelse kan medlemsstaterne ikke fastsætte undtagelser og fravigelser fra hele kapitler i databeskyttelsesforordningen.

29.

For det første er den omstændighed, at databeskyttelsesforordningens artikel 85, stk. 2, omhyggeligt opregner en række kapitler i databeskyttelsesforordningen, som skal begrænses, en indikation af, at dette kun vedrører det specifikke emne, der behandles i dette stykke, dvs. behandling i journalistisk øjemed.

30.

For det andet ville bestemmelsen i databeskyttelsesforordningens artikel 85, stk. 3, som forpligter medlemsstaterne til at give Kommissionen meddelelse om de lovbestemmelser, som de har vedtaget i henhold til stk. 2, ikke give meget mening, hvis medlemsstaterne også i henhold til artikel 85, stk. 1, kunne fastsætte undtagelser og fravigelser fra de kapitler i databeskyttelsesforordningen, der er opregnet i artikel 85, stk. 2. Databeskyttelsesforordningens artikel 85, stk. 3, har til formål at sætte Kommissionen i stand til at foretage en grundig kontrol heraf, når medlemsstaterne har fraveget specifikke kapitler i databeskyttelsesforordningen. Dette formål ville blive bragt i fare, hvis medlemsstaterne i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 85, stk. 1, kunne fastsætte undtagelser og fravigelser, som ikke ville være underlagt en underretningspligt.

31.

For det tredje er det oplysende at se på den lovgivningsproces, der førte til vedtagelsen af databeskyttelsesforordningen. Den viser, at Kommissionen i sit oprindelige udkast til (hvad der senere blev til) databeskyttelsesforordningens artikel 85, i overensstemmelse med den logik, som forgængeren for denne bestemmelse i direktiv 95/46/EF ( 11 ) havde fulgt, tilsigtede at begrænse foreningen af databeskyttelse og ytringsfrihed til behandlinger, der udelukkende foretages i journalistisk øjemed. I overensstemmelse hermed foreslog den, at den pågældende bestemmelse skulle bestå af to stykker, der i det væsentlige svarer til databeskyttelsesforordningens artikel 85, stk. 2 og 3 ( 12 ). Parlamentet forsøgte at udvide den foreslåede ordning til at omfatte ytringsfrihed generelt. Det blev foreslået at slette henvisningen til »i journalistisk øjemed« og erstatte den med »når det er nødvendigt« ( 13 ). Dette forslag blev imidlertid i sidste ende ikke opretholdt.

32.

Resultatet blev databeskyttelsesforordningens artikel 85 i sin nuværende form. Hvis det var muligt for en medlemsstat at vedtage de samme foranstaltninger i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 85, stk. 1, som i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 85, stk. 2, ville Europa-Parlamentets afviste holdning i realiteten være gældende.

33.

Følgelig kan medlemsstaterne kun i afgrænsede tilfælde og med hjemmel i artikel 85, stk. 1, i databeskyttelsesforordningen begrænse de i forordningen fastsatte rettigheder. De præcise betingelser, hvorunder dette er muligt, er for så vidt angår den foreliggende sag hypotetiske og går ud over rammerne for den sag, der verserer for den forelæggende ret.

34.

Endvidere giver hverken databeskyttelsesforordningens artikel 85, stk. 1 – eller nogen anden bestemmelse i databeskyttelsesforordningen for den sags skyld – medlemsstaterne mulighed for at begrænse de registreredes rettigheder i henhold til kapitel VIII (om retsmidler, ansvar og sanktioner), da dette ville være ensbetydende med en omgåelse af den udtrykkelige udeladelse af dette kapitel i samme artikels stk. 2.

35.

Det fremgår af de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, at retten til beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med formidling af oplysninger om strafbare handlinger kun er sikret gennem det strafferetlige ansvar for ærekrænkelser og muligheden for at kræve erstatning i denne forbindelse. Dette indebærer, at den omhandlede nationale lovgivning direkte udelukker flere retsmidler, der er omhandlet i kapitel VIII, i tilfælde af behandling af personoplysninger, der er beskyttet af ytringsfriheden i henhold til national ret, såsom indgivelse af en klage i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 77, eftersom tilsynsmyndigheden ikke synes at have beføjelse til at pålægge strafferetlige sanktioner eller tilkende erstatning. Af de samme grunde synes den omhandlede nationale lovgivning at udelukke ethvert forbud over for den dataansvarlige i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 79, stk. 1.

36.

På baggrund af denne konstatering foreslår jeg, at de to første spørgsmål besvares med, at databeskyttelsesforordningens artikel 85, stk. 1, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, i henhold til hvilken den person, hvis personoplysninger behandles, ved at straffedomme vedrørende den pågældende gøres tilgængelige for offentligheden mod betaling på internettet, som retsmiddel alene kan anlægge sag om eller kræve erstatning for ærekrænkelse?

37.

Med sit tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om en aktivitet, der består i mod betaling at gøre offentlige dokumenter i form af straffedomme tilgængelige for offentligheden på internettet uden nogen form for bearbejdning eller redigering, kan betragtes som behandling af personoplysninger i journalistisk øjemed i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 85, stk. 2 ( 14 )?

38.

Det skal indledningsvis fremhæves, at den forelæggende ret har begrænset sig til at anmode om en afklaring af, om den foreliggende sag er omfattet af anvendelsesområdet for databeskyttelsesforordningens artikel 85, stk. 2. Den forelæggende ret ønsker derimod ikke oplyst, om Sverige – såfremt databeskyttelsesforordningens artikel 85, stk. 2, finder anvendelse – har foretaget en korrekt forening af ytringsfrihed og databeskyttelse.

39.

Spørgsmålet er derfor, om Legal Newsdesks database har et journalistisk formål.

40.

I fraværet af en klar definition må udgangspunktet for fortolkningen være den almindelige betydning af udtrykket »i journalistisk øjemed«. Autoritative ordbøger indeholder en temmelig snæver definition af udtrykket »journalistik«: »arbejdet med at indsamle og skrive nyheder til aviser, blade, radio-, TV- eller online-nyhedssider – skrevne nyheder« ( 15 ), »arbejdet med at skrive artikler til aviser, blade, fjernsyn eller radio« ( 16 ).

41.

På dette punkt kan vi i vidt omfang støtte os til Domstolens praksis vedrørende artikel 9 i direktiv 95/46, forgængeren for databeskyttelsesforordningens artikel 85. Her har Domstolen udtalt, at begreber knyttet til ytringsfriheden, herunder journalistik, skal fortolkes vidt ( 17 ), hvilket demonstrerer, at foreningen af databeskyttelse og ytringsfrihed ikke følger det traditionelle princip om hovedregel og undtagelse. Desuden kan aktiviteter i form af systematisk indsamling og offentliggørelse af fuldstændige lister over personlige skatteoplysninger, der stammer fra offentlige registre og efterfølgende offentliggøres, kvalificeres som behandling »i journalistisk øjemed«, hvis de har til formål at udbrede oplysninger, synspunkter eller ideer til offentligheden, uanset hvilket middel der anvendes til videregivelsen ( 18 ). Disse aktiviteter er ikke forbeholdt medieselskaberne og kan være forbundet med et ønske om at opnå en økonomisk gevinst.

42.

Som Kommissionen med rette har fremhævet, er det journalistiske øjemed desuden ikke nødvendigvis knyttet til traditionelle medier såsom aviser, radio og TV ( 19 ). Domstolen har således fastslået, at de undtagelser og fravigelser, der er fastsat i artikel 9 i direktiv 95/46, ikke kun finder anvendelse på medieselskaber, men også på enhver person, som udøver journalistisk virksomhed ( 20 ), hvorfor også bloggere og enkeltpersoner i princippet kan påberåbe sig databeskyttelsesforordningens artikel 85, stk. 2.

43.

Endvidere udelukker den omstændighed, at offentlige oplysninger gøres tilgængelige med økonomisk vinding for øje, ikke uden videre, at offentliggørelsen kan anses for en aktivitet, der udøves »i journalistisk øjemed«. Enhver virksomhed vil søge at opnå en økonomisk gevinst ved sine aktiviteter. Kommerciel succes kan endda udgøre en nødvendig betingelse for professionel journalistik ( 21 ).

44.

I en sag, der vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt optagelse og offentliggørelse på et offentligt videowebsted af en video af politibetjente, der udfører deres opgaver på en politistation, er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 9 i direktiv 95/46, har Domstolen imidlertid også fastslået, at det ikke kan lægges til grund, at enhver oplysning, der er offentliggjort på internettet, og som vedrører personoplysninger, er omfattet af begrebet »i journalistisk øjemed« og således er omfattet af de undtagelser eller fravigelser, der er fastsat i artikel 9 i direktiv 95/46 ( 22 ).

45.

Endelig er Domstolen tilbøjelig til at give de forelæggende retter et betydeligt råderum til at afgøre, om der faktisk er tale om en behandling i journalistisk øjemed i de omhandlede sager. Domstolen har i denne forbindelse lagt vægt på spørgsmålet om, hvorvidt en offentliggørelse alene har til formål »at udbrede oplysninger, synspunkter eller ideer til offentligheden« ( 23 ).

46.

Selv om det i sidste ende tilkommer den forelæggende ret at anvende denne retspraksis på den sag, der er indbragt for den, på grundlag af de forelagte oplysninger, er det ikke min opfattelse, at formålet med Legal Newsdesks behandling er at udbrede oplysninger, synspunkter eller ideer til offentligheden ( 24 ). Alt, hvad dette selskab gør, er at drive en database, hvor den udelukkende giver adgang til strafferetlige domstolsafgørelser uden nogen yderligere behandling eller redigering af disse oplysninger. Jeg tvivler på, at disse oplysninger om straffedomme offentliggøres for at henlede samfundets opmærksomhed på et bestemt spørgsmål. Tværtimod efterlades man, som Kommissionen også overbevisende har gjort gældende, med det indtryk, at Legal Newsdesk kun stiller sådanne oplysninger til rådighed for dem, der betaler for dem, uden nogen antydning af, at selskabet mere generelt ønsker at henlede offentlighedens opmærksomhed på disse oplysninger.

47.

Henset til ovenstående betragtninger ville det være vanskeligt for mig at foreslå, at en sådan aktivitet skulle anses for at være udøvet i journalistisk øjemed.

48.

Jeg foreslår derfor, at det tredje spørgsmål besvares med, at databeskyttelsesforordningens artikel 85, stk. 2, skal fortolkes således, at en aktivitet, der består i mod betaling at gøre offentlige dokumenter i form af straffedomme tilgængelige for offentligheden på internettet uden nogen form for bearbejdning eller redigering, ikke skal betragtes som behandling af personoplysninger i journalistisk øjemed.

49.

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af Attunda tingsrätt (byretten i Attunda, Sverige) forelagte præjudicielle spørgsmål som følger: