1.

Den ofte diskuterede modsætning mellem den fysiske tilstedeværelse af ansøgere om international beskyttelse på en medlemsstats område og den retlige fiktion, at de ikke formelt er indrejst, udgør sammen med den ofte kritiserede brug af frihedsberøvelse i grænseprocedurer baggrunden for de foreliggende forenede sager, som er blevet forelagt for Domstolen på et tidspunkt, hvor det fælles europæiske asylsystem står på tærsklen til en reform af lovgivningen på dette område.

2.

I den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, der er indgivet af Conseil du Contentieux des Étrangers (domstol i udlændingeretlige sager, Belgien, herefter »den forelæggende ret«), anmodes Domstolen om at præcisere anvendelsesområdet for grænseproceduren i henhold til artikel 43 i direktiv 2013/32/EU ( 2 ) (herefter »proceduredirektivet«) og konsekvenserne af udløbet af den frist på fire uger, inden for hvilken en sådan procedure skal være afsluttet.

3.

Kernen i de forelagte spørgsmål er spørgsmålet om, hvorvidt en asylansøger, med henblik på en grænseprocedure, kan frihedsberøves i en facilitet, der ikke geografisk ligger »ved grænsen eller i et transitområde«, og fortsat kan frihedsberøves i henhold til direktiv 2013/33/EU ( 3 ) (herefter »modtagelsesdirektivet«) i det, der geografisk er den samme facilitet, efter udløbet af den frist på fire uger, inden for hvilken grænseproceduren skal være afsluttet.

4.

Artikel 31 i dette direktiv med overskriften »Behandlingsprocedure« bestemmer i stk. 7 og 8:

»7.   Medlemsstaterne kan prioritere behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse i overensstemmelse med de grundlæggende principper og garantier i kapitel II i særdeleshed:

8.   Medlemsstaterne kan fastsætte, at en behandlingsprocedure i overensstemmelse med de grundlæggende principper og garantier i kapitel II fremskyndes og/eller foretages ved grænsen eller i transitområder i overensstemmelse med artikel 43, såfremt:

[…]«

5.

Proceduredirektivets artikel 43 med overskriften »Grænseprocedurer« bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne kan fastlægge procedurer i overensstemmelse med de grundlæggende principper og garantier i kapitel II med henblik på ved grænsen eller i medlemsstaternes transitområder at kunne træffe afgørelse om

2.   Medlemsstaterne sikrer, at der træffes en afgørelse inden for rammerne af de procedurer, der er omhandlet i stk. 1, inden for en rimelig tidsfrist. Hvis der ikke er truffet en afgørelse inden fire uger, skal ansøgeren have tilladelse til indrejse på medlemsstatens område, så vedkommendes ansøgning kan blive behandlet i overensstemmelse med dette direktivs øvrige bestemmelser.

3.   Hvis ankomster, der indebærer et stort antal tredjelandsstatsborgere eller statsløse, som indgiver ansøgninger om international beskyttelse ved grænsen eller i et transitområde, i praksis gør det umuligt at anvende bestemmelserne i stk. 1, kan disse procedurer dog anvendes, når og så længe disse tredjelandsstatsborgere eller statsløse er normalt indkvarteret på steder i nærheden af grænsen eller i transitområdet.«

6.

Artikel 46 i samme direktiv med overskriften »Retten til effektive retsmidler« bestemmer i stk. 1 og 3:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at ansøgere har ret til effektive retsmidler ved en domstol eller et domstolslignende organ i forbindelse med følgende:

[…]

3.   For at efterkomme stk. 1 sikrer medlemsstaterne, at effektive retsmidler omfatter en fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse af både faktiske og retlige omstændigheder, herunder, hvor det er relevant, en undersøgelse af behovene for international beskyttelse i henhold til direktiv [2011/95], i det mindste i klageprocedurer ved en domstol eller et domstolslignende organ i første instans.«

7.

Modtagelsesdirektivets artikel 8 med overskriften »Frihedsberøvelse«, bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne kan ikke frihedsberøve en person alene af den grund, at vedkommende er en ansøger, jf. [proceduredirektivet].

2.   Viser det sig på grundlag af en individuel vurdering af den enkelte sag nødvendigt, kan medlemsstaterne frihedsberøve en ansøger, hvis andre mindre indgribende tvangsforanstaltninger ikke kan anvendes effektivt.

3.   En ansøger må kun frihedsberøves:

[…]

[…]«

8.

Bestemmelserne i proceduredirektivet og modtagelsesdirektivet, som er relevante i den foreliggende sag, blev gennemført i belgisk ret ved loi du 15 décembre 1980 sur l’accès au territoire, le séjour, l’établissement et l’éloignement des étrangers (lov af 15.12.1980 om udlændinges indrejse, ophold og etablering på samt udsendelse fra det nationale område, herefter »lov af 15. december 1980«) ( 4 ).

9.

Navnlig gennemfører denne lovs artikel 57/6/4 proceduredirektivets artikel 43, stk. 1 og 2, og fastsætter, at Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides (generalkommissæren for flygtninge og statsløse, herefter »CGRA«) har kompetence til at afvise en ansøgning, som er indgivet ved grænsen, eller til at træffe afgørelse om ansøgningens substans under visse nærmere angivne omstændigheder (som svarer til de omstændigheder, der er fastsat i proceduredirektivets artikel 31, stk. 8). Hvis CGRA ikke har truffet afgørelse om ansøgningen om international beskyttelse inden for en frist på fire uger, skal ansøgeren i henhold til denne bestemmelse, sammenholdt med samme lovs artikel 74/5, stk. 4, nr. 5, gives tilladelse til indrejse på området.

10.

Hvad angår frihedsberøvelse bestemmer samme lovs artikel 74/5, at udlændinge, som ikke opfylder betingelserne for indrejse på området, og som indgiver en ansøgning om international beskyttelse ved grænsen, »kan tilbageholdes på et bestemt sted ved grænsen«. Denne artikel bestemmer endvidere, at »kongen kan udpege andre steder inden for Kongeriget [Belgien], som anses for at svare til [et bestemt sted ved grænsen]«; frihedsberøvelse et sådant sted kan ikke betragtes som en tilladelse til indrejse på området.

11.

Endelig bestemmer artikel 74/6, stk. 1, nr. 2, i lov af 15. december 1980, at en ansøger om international beskyttelse kan tilbageholdes »på et bestemt sted i Kongeriget«, bl.a. af de grunde, der er anført i modtagelsesdirektivets artikel 8, stk. 3, litra b).

12.

Ved kongelig anordning af 14. maj 2009 ( 5 ) (herefter »den kongelige anordning fra 2009«) blev indkvarteringssteder som Sint-Gillis-Waas sidestillet med »et bestemt sted ved grænsen«.

13.

Ved kongelig anordning af 17. februar 2012 ( 6 ) (herefter »den kongelige anordning fra 2012«) blev »Caricole Transit Centre«, der er beliggende på Belgiens område, ligeledes sidestillet med »et bestemt sted ved grænsen«.

14.

De syv forenede sager, der ligger til grund for den foreliggende præjudicielle forelæggelse, udspringer af stort set ensartede faktiske omstændigheder, der kan opsummeres som følger.

15.

Alle sagsøgerne i hovedsagen er tredjelandsstatsborgere, som ankom med fly til Bruxelles Lufthavn (Belgien) mellem september og oktober 2023. Ved ankomsten eller den følgende dag indgav de enkelte ansøgere en ansøgning om international beskyttelse ved grænsen. Deres ansøgninger blev følgelig fremsendt til vurdering hos den kompetente besluttende myndighed, CGRA, inden for rammerne af en »grænseprocedure« i henhold til artikel 57/6/4 i lov af 15. december 1980, som gennemfører proceduredirektivets artikel 43, stk. 1, og 2.

16.

Ministre de l’Asile et de la Migration (minister for asyl og migration, Belgien, herefter »ministeren«) meddelte efterfølgende ansøgerne to afgørelser: en afgørelse om nægtelse af indrejse på belgisk område ( 7 )og en afgørelse om »frihedsberøvelse på et bestemt sted ved grænsen« ( 8 ) (herefter »den første frihedsberøvelsesafgørelse«).

17.

I sagerne C-50/24 – C-53/24 blev ansøgerne frihedsberøvet i transitcentret Caricole, et tilbageholdelsessted, som i luftlinje er beliggende ca. 2 km fra lufthavnen i Bruxelles (som udgør en af EU’s ydre grænser) ( 9 ). I sagerne C-54/24 – C-56/24 blev ansøgerne tilbageholdt på indkvarteringsstedet Sint-Gillis-Waas ( 10 ), der ligger over 40 km fra Bruxelles Lufthavn. Således sidestilles disse steder, selv om de ikke bogstaveligt talt ligger »ved grænsen«, i henhold til de kongelige anordninger fra henholdsvis 2012 og 2009 med »bestemte steder ved grænsen«.

18.

I ingen af de syv sager blev der truffet afgørelse om ansøgningen om international beskyttelse inden for den frist på fire uger, der er fastsat i proceduredirektivets artikel 43, stk. 2, som gennemført i artikel 57/6/4 i lov af 15. december 1980, (herefter »fristen på fire uger«).

19.

I stedet modtog de enkelte ansøgere efter udløbet af denne frist en ny afgørelse fra ministeren om »frihedsberøvelse på et bestemt sted« (dvs. ikke længere »ved grænsen« som i den første afgørelse, men på det nationale område). Med denne afgørelse, »den anden frihedsberøvelsesafgørelse«, fik ansøgeren som følge af udløbet af fristen på fire uger tilladelse til indrejse på område. I henhold til denne afgørelse blev det på grundlag af artikel 74/6, stk. 1, nr. 2, i lov af 15. december 1980 dog anset for nødvendigt fortsat at tilbageholde ansøgerne »for at fastlægge de forhold, som ansøgningen om international beskyttelse [var støttet] på, og som ikke kunne fastlægges uden tilbageholdelse af ansøgeren, navnlig [i lyset af] en risiko for, at ansøgeren forsvinder«.

20.

Den anden frihedsberøvelsesafgørelse medførte ingen fysisk flytning af ansøgerne, som forblev frihedsberøvet på de samme steder som tidligere (henholdsvis transitcentret Caricole og indkvarteringsstedet Sint-Gillis-Waas). De nationale myndigheder var ikke desto mindre af den opfattelse, at den retlige fiktion, hvorefter disse steder blev betragtet som beliggende »ved grænsen«, ikke længere gjaldt efter udløbet af fristen på fire uger, og at disse steder herefter – i overensstemmelse med de geografiske realiteter – skulle betragtes som tilbageholdelsessteder på området. Med andre ord ændrede retsgrundlaget for frihedsberøvelse af ansøgerne og den retlige kvalificering af tilbageholdelsesstedet sig, men det medførte ingen faktisk fysisk ændring af det sted, hvor ansøgerne blev tilbageholdt.

21.

Sideløbende hermed afholdt CGRA, som var den besluttende myndighed, der havde kompetence til at behandle ansøgningerne om international beskyttelse, personlige samtaler med de enkelte ansøgere. I sag C-51/24 og C-53/24 fandt samtalerne sted inden for fristen på fire uger og dermed før den anden frihedsberøvelsesafgørelse. I de øvrige sager blev samtalen med ansøgerne afholdt efter udløbet af fristen på fire uger og den anden frihedsberøvelsesafgørelse.

22.

Mellem november og december 2023 afslog CGRA i forbindelse med en prioriteret behandling ( 11 ) alle ansøgningerne om international beskyttelse. Nærmere bestemt afviste CGRA ansøgningen i sag C-51/24, mens CGRA i de øvrige seks sager traf afgørelse om afslag på flygtningestatus og afslag på subsidiær beskyttelsesstatus på grundlag af ansøgningernes substans.

23.

Ansøgerne anlagde sag ved den forelæggende ret til prøvelse af disse afgørelser om afslag på deres respektive ansøgninger om international beskyttelse.

24.

På denne baggrund har den forelæggende ret, der er i tvivl om, hvorvidt den fulgte procedure er forenelig med EU-retten, og nærmere bestemt med proceduredirektivets artikel 43, besluttet at udsætte de syv sager, der er anlagt for den, og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

25.

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse blev indleveret til Domstolens Justitskontor den 26. januar 2024. Ved afgørelse af 14. marts 2024 er disse syv sager blevet forenet med henblik på retsforhandlingernes skriftlige og mundtlige del samt dommen.

26.

Den belgiske, den tyske, den tjekkiske og den italienske regering samt Europa-Kommissionen og sagsøgeren i sag C-53/24 har indgivet skriftlige indlæg. Den belgiske, den tjekkiske og den tyske regering, Kommissionen og sagsøgerne i sag C-51/24 og C-52/24 har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet, der blev afholdt den 27. februar 2025.

27.

Alle de præjudicielle spørgsmål vedrører grænseproceduren, der er fastsat i proceduredirektivets artikel 43. Jeg vil behandle disse spørgsmål hver for sig i den rækkefølge, hvori de er forelagt af den forelæggende ret. Inden jeg gør det, finder jeg det imidlertid hensigtsmæssigt kort at redegøre for hovedtrækkene i grænseproceduren under hensyntagen til Domstolens relevante praksis, da Domstolen allerede ved tidligere lejligheder er blevet anmodet om at fortolke denne bestemmelse ( 12 ).

28.

Som den forelæggende ret har anført, giver proceduredirektivets artikel 43 medlemsstaterne mulighed for ved deres grænser eller i deres transitområder at indføre særlige procedurer, såkaldte »grænseprocedurer«, med henblik på at træffe afgørelse: i) om antagelse af ansøgninger om international beskyttelse, der indgives på sådanne steder, og/eller ii) deres substans under de omstændigheder, der er udtømmende anført i nævnte direktivs artikel 31, stk. 8. Disse omstændigheder vedrører i det væsentlige situationer, hvori ansøgerens adfærd eller udsagn tyder på, at vedkommendes ansøgning er åbenbart grundløs og et udtryk for misbrug ( 13 ).

29.

Som Domstolen har anført, følger det endvidere af 38. betragtning til proceduredirektivet, at grænseprocedurerne har til formål at sætte medlemsstaterne i stand til at træffe afgørelse om ansøgninger om international beskyttelse, der indgives ved grænsen eller i et transitområde, »inden det besluttes, om ansøgeren kan rejse ind« i landet ( 14 ). Den omstændighed, at ansøgerne ikke formelt har fået tilladelse til at rejse ind i området, er et afgørende element i grænseproceduren. Det giver navnlig medlemsstaterne mulighed for at tilbagesende ansøgere, hvis ansøgninger er blevet afvist, uden at være bundet af alle de garantier, der er fastsat i direktiv 2008/115/EF ( 15 ).

30.

I henhold til proceduredirektivets artikel 43, stk. 2, skal en ansøger dog gives tilladelse til indrejse, hvis der ikke er truffet afgørelse om vedkommendes ansøgning om international beskyttelse inden for en frist på fire uger fra den dato, hvor ansøgningen blev indgivet. For at gøre det muligt at træffe en afgørelse inden for denne frist på fire uger er grænseprocedurer derfor generelt kendetegnet ved kortere procedurefrister ( 16 ).

31.

Endelig har Domstolen – selv om proceduredirektivets artikel 43 ikke udtrykkeligt indeholder bestemmelser om frihedsberøvelse – fastslået, at denne bestemmelse, sammenholdt med modtagelsesdirektivets artikel 8, stk. 3, litra c), giver medlemsstaterne tilladelse til at frihedsberøve ansøgere, der er underlagt en grænseprocedure, i højst fire uger ( 17 ).

32.

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om en procedure for behandling af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet ved grænsen eller i et transitområde, udgør en »grænseprocedure« som omhandlet i proceduredirektivets artikel 43, når ansøgeren frihedsberøves i en facilitet, der er geografisk beliggende på området, men i henhold til national ret sidestilles med et sted ved grænsen ( 18 ). Spørgsmålet er således nærmere bestemt, om frihedsberøvelsen af en ansøger i en facilitet, der geografisk i realiteten ikke er »ved grænsen eller i et transitområde«, er til hinder for anvendelsen af en grænseprocedure.

33.

I denne henseende vil jeg først og fremmest påpege, at ordlyden af proceduredirektivets artikel 43 ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til frihedsberøvelse og dermed mere specifikt til stedet for en eventuel frihedsberøvelse inden for rammerne af en grænseprocedure. Denne bestemmelse henviser derimod kun til »[afgørelser] ved grænsen eller i […] transitområder« og til ansøgninger, der »er indgivet der«.

34.

Når det er sagt, henviser samme direktivs artikel 31, stk. 8 (som artikel 43 kun henviser til for så vidt angår afgørelser om ansøgningens substans), til procedurer, der »foretages ved grænsen eller i transitområder«. Nogle ville måske hævde, at dette kunne fortolkes således, at ansøgere under hele proceduren skal forblive (og, hvor det er relevant, frihedsberøves) udelukkende ved grænsen eller i transitområder. På den anden side skal det også anføres, at hverken modtagelsesdirektivets artikel 8, stk. 3, litra c), der tillader frihedsberøvelse i forbindelse med grænseprocedurer, eller samme direktivs artikel 18, stk. 1, litra a), der vedrører indkvartering af ansøgere under behandlingen af en ansøgning indgivet ved grænsen eller i transitområder, indeholder nogen bestemmelser om, hvor ansøgerne befinder sig under grænseproceduren.

35.

Det er korrekt, at den mest ukomplicerede og oftest anvendte måde, hvorpå medlemsstaterne gennemfører grænseprocedurer, indbefatter frihedsberøvelse af ansøgerne ved grænsen eller i transitområder ( 19 ). Det er i forbindelse med sådanne sager, at Domstolen har henvist til frihedsberøvelse »ved grænsen eller i transitområder« under grænseprocedurer.

36.

Jeg mener dog ikke, at det nødvendigvis behøver at være således. Efter min opfattelse gør ordlyden af artikel 43 det ikke muligt entydigt at konkludere, at stedet for frihedsberøvelse af ansøgere skal være geografisk beliggende direkte ved grænsen eller i et transitområde, for at grænseproceduren kan finde anvendelse ( 20 ).

37.

Efter min opfattelse følger en sådan restriktiv fortolkning – som støttes af Kommissionen – desuden hverken af formålet med eller den sammenhæng, hvori artikel 43 indgår, og ville tilsidesætte interesserne hos både medlemsstaterne og de ansøgere, der er genstand for grænseprocedurer.

38.

Navnlig hvad angår det første formål med proceduredirektivets artikel 43 (jf. punkt 28 og 29 ovenfor) er grænseproceduren udformet med henblik på at gøre det muligt at foretage en indledende sortering af ansøgningerne om international beskyttelse, inden der kun gives formel tilladelse til indrejse på området til de ansøgere, hvis ansøgninger ikke er blevet afvist ( 21 ). Opfyldelsen af dette mål påvirkes på ingen måde af, hvor ansøgeren befinder sig fysisk under behandlingen af dennes ansøgning, og det kræves heller ikke nødvendigvis, at behandlingen udelukkende finder sted ved grænsen eller i et transitområde.

39.

Tværtimod ville et krav om, at frihedsberøvelsen skal finde sted geografisk direkte ved grænsen eller i et transitområde, risikere at bringe dette mål i fare og fratage artikel 43 dens effektive virkning, afhængigt af medlemsstaternes særlige geografiske og infrastrukturelle forhold. Som den italienske regering har påpeget, kan en sådan restriktiv fortolkning af artikel 43 gøre det uforholdsmæssigt vanskeligt for visse medlemsstater, f.eks. medlemsstater med vidtstrakte søgrænser, at anvende grænseprocedurer på en måde, der er fuldt ud i overensstemmelse med både de grundlæggende principper og garantier i proceduredirektivets kapitel II og de garantier i forbindelse med frihedsberøvelse, der er fastsat i modtagelsesdirektivets artikel 9-11.

40.

Hvis der insisteres på frihedsberøvelse ved grænsen eller i transitområder, hvilket kan være forbundet med strukturelle og rumlige begrænsninger, vil det kunne få medlemsstaterne til at bruge mindre optimale faciliteter, blot for at kunne anvende grænseprocedurer, selv om der kunne sikres bedre frihedsberøvelsesforhold for ansøgerne længere inde i landet. Det er efter min opfattelse indlysende, at en sådan formalistisk tilgang ikke ville være i de ansøgeres interesse, som frihedsberøves i forbindelse med en grænseprocedure.

41.

Disse hensyn er særlig relevante i den foreliggende sag. Som både den forelæggende ret og den belgiske regering har anført, findes der i øjeblikket ingen frihedsberøvelsesfaciliteter i Belgien, som er beliggende ved grænsen eller i transitområder, idet de tidligere eksisterende faciliteter i Bruxelles Lufthavn er blevet lukket på grund af utilstrækkelig infrastruktur. Transitcentret i Caricole blev faktisk bygget med det formål at erstatte disse utilstrækkelige faciliteter med henblik på at give ansøgere om international beskyttelse bedre frihedsberøvelsesforhold.

42.

For så vidt angår den sammenhæng, hvori proceduredirektivets artikel 43 indgår, skal det anføres, at grænseprocedurerne fungerer på grundlag af flere retlige fiktioner. For det første er der den, der almindeligvis omtales som »fiktionen om ikke-indrejse« ( 22 ), hvorefter ansøgere, der har krydset grænsen og således fysisk befinder sig på området, med henblik på grænseproceduren retligt set anses for ikke for at være indrejst på området og derfor må afvente en afgørelse om, hvorvidt de får tilladelse til indrejse.

43.

For det andet anses ankomsthavne – og navnlig internationale lufthavne som Bruxelles Lufthavn – også i kraft af en juridisk fiktion ( 23 ) for at udgøre »grænser«, selv om de geografisk er beliggende på medlemsstaternes område. Tilsvarende behandles transitområder i både proceduredirektivet og modtagelsesdirektivet i det væsentlige som svarende til grænser, selv om de geografisk befinder sig uden for grænseovergangsstedet og dermed på en stats område ( 24 ).

44.

Disse etablerede retlige fiktioner viser efter min opfattelse, at den omstændighed, at en ansøger geografisk befinder sig på området, ikke er til hinder for anvendelsen af en grænseprocedure.

45.

Efter min opfattelse følger det af samtlige ovenstående betragtninger, at det i henhold til proceduredirektivets artikel 43 ikke kan kræves, at frihedsberøvelsen skal finde sted direkte ved grænsen, for at grænseproceduren kan finde anvendelse. Det skal ikke desto mindre præciseres, at dette efter min opfattelse ikke er ensbetydende med, at medlemsstaterne vilkårligt og sporadisk kan overføre ansøgere fra deres ankomststed til en hvilken som helst facilitet inde i landet og således udsætte dem for usikkerhed og unødvendige overførsler. Henset til kravet om retssikkerhed er det snarere min opfattelse, at det, der kan tillades, er en forudgående og generel udpegning af steder til frihedsberøvelse med henblik på grænseproceduren ( 25 ), som meget vel kan være beliggende inde i landet, med henblik på at sikre de mest hensigtsmæssige betingelser for ansøgerne.

46.

Det anføres, at ovenstående konklusion gælder, uanset om det udpegede frihedsberøvelsessted ligger 2 km fra grænsen (som f.eks. transitcentret Caricole) eller længere inde i landet (som det f.eks. er tilfældet med indkvarteringsstedet Sint-Gillis-Waas).

47.

Kommissionens forslag om det modsatte, nemlig at medlemsstaternes fleksibilitet med hensyn til at bestemme frihedsberøvelsesstedet i grænseprocedurer under alle omstændigheder bør begrænses til områder, der ligger »tilstrækkelig nær« ved grænsen ( 26 ), ville være vanskeligt at anvende på en retssikker og sammenhængende måde. For det første ville et strengt krav om nærhed til grænsen påvirke medlemsstaterne forskelligt afhængigt af deres størrelse og geografi. For det andet ville det give anledning til det klassiske sorites-paradoks: Præcis fra hvilket punkt er »tilstrækkelig nær« ikke længere »tilstrækkelig nær«?

48.

For fuldstændighedens skyld skal det ligeledes anføres, at konklusionen i punkt 45 ovenfor ikke ændres af det argument, som Kommissionen har fremført på grundlag af proceduredirektivets artikel 43, stk. 3. I henhold til denne bestemmelse kan grænseprocedurerne anvendes ved en massiv tilstrømning af ansøgere, som ansøger om international beskyttelse, »når og så længe disse [ansøgere] er normalt indkvarteret på steder i nærheden af grænsen eller i transitområdet«. Kommissionen har i det væsentlige udledt en modsætningsslutning af ordlyden, idet den konkluderer, at en grænseprocedure, bortset fra den særlige situation, hvor der er tale om en massiv tilstrømning, ikke kan gennemføres »i nærheden af« grænsen (og således endnu mindre længere inde i landet), men skal finde sted præcis »ved grænsen eller i transitområdet«.

49.

Domstolen har imidlertid præciseret, at artikel 43, stk. 3, snarere har til formål, under særlige omstændigheder, at udvide grænseprocedurens tidsmæssige anvendelsesområde ud over fire uger (»så længe«), i hvilken periode ansøgere ikke vil blive tilbageholdt, men i stedet »normalt indkvarteret« ( 27 ). Efter min opfattelse kan denne bestemmelse derfor ikke tjene til at begrænse anvendelsesområdet for den grænseprocedure, der anvendes under normale omstændigheder, ved at begrænse, hvilke steder der kan accepteres som frihedsberøvelsessteder inden for fristen på fire uger.

50.

Endelig skal det anføres, at konklusionen i punkt 45 ovenfor svarer til den tilgang, der udtrykkeligt er vedtaget i den nye forordning om asylprocedurer ( 28 ), som skal træde i kraft den 12. juni 2026 og erstatte proceduredirektivet. I henhold til denne forordning gives medlemsstaterne udtrykkeligt fleksibilitet til at bestemme de steder, hvor ansøgere kan frihedsberøves under en grænseprocedure, idet det fastsættes, at »ansøgerne som hovedregel [skal] opholde[…] sig ved eller i nærheden af de ydre grænser eller transitområderne eller på andre udpegede steder inden for deres område, idet der tages fuldt hensyn til denne medlemsstats særlige geografiske forhold« ( 29 ). Kommissionen har gjort gældende, at denne udtrykkelige fleksibilitet i den nye forordning indebærer, at en sådan fleksibilitet ikke findes under de nuværende retlige rammer, men en sådan fortolkning støttes hverken af præamblen til forordningen eller af dens forarbejder.

51.

I lyset af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer det første spørgsmål således, at proceduredirektivets artikel 43 ikke er til hinder for, at en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet ved grænsen eller i et transitområde, behandles inden for rammerne af en grænseprocedure, når ansøgeren er frihedsberøvet i en facilitet, der geografisk er beliggende inde i landet.

52.

Den forelæggende rets andet spørgsmål består af tre delspørgsmål. Med det første delspørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om en grænseprocedure som omhandlet i proceduredirektivets artikel 43 fortsat finder anvendelse efter udløbet af fristen på fire uger, når den pågældende ansøger fortsat er frihedsberøvet på det samme sted, som inden udløbet af denne frist blev sidestillet med et sted ved grænsen, men som efterfølgende anses for at være et sted på det nationale område.

53.

Efter min opfattelse fremgår svaret på dette spørgsmål klart af proceduredirektivets artikel 43, stk. 2, som bestemmer, at hvis der ikke er truffet en afgørelse inden fire uger, skal ansøgeren have tilladelse til indrejse på medlemsstatens område, »så vedkommendes ansøgning kan blive behandlet i overensstemmelse med dette direktivs øvrige bestemmelser«. Domstolen har allerede fortolket dette således, at ansøgningen om international beskyttelse efter perioden på fire uger skal behandles efter den almindelige procedure ( 30 ), dvs. den generelle procedure, der er fastsat i proceduredirektivets artikel 31. I henhold til direktivets artikel 43, stk. 2, kan grænseproceduren således ikke længere finde anvendelse, når fristen på fire uger er udløbet.

54.

Den omstændighed, at den pågældende ansøger fortsat kan være frihedsberøvet, hvad enten det er ved grænsen eller på området, efter udløbet af denne periode, har efter min mening ingen betydning for denne entydige konklusion. Som Domstolen har præciseret, indebærer proceduredirektivets artikel 43, stk. 2, at når grænseproceduren er afsluttet efter fire uger, kan en eventuel efterfølgende frihedsberøvelse ikke længere begrundes med en sådan procedure ( 31 ). Derfor kan en eventuel efterfølgende frihedsberøvelse, også selv om det er ved grænsen eller i et transitområde, ikke medføre, at en procedure, der følges efter fristen på fire uger, er en »grænseprocedure«.

55.

Følgelig er den retlige klassificering af frihedsberøvelsesstedet efter fristen på fire uger (uanset om det er ved grænsen eller på området) uden betydning for den type procedure, der er fulgt, og som under alle omstændigheder ikke længere kan være en »grænseprocedure«. Denne konklusion gælder, uanset hvilken holdning der indtages til det første spørgsmål, og så meget desto mere, hvis der, som anført ovenfor, anlægges den opfattelse, at frihedsberøvelsesstedet ikke er afgørende for den type procedure, der anvendes, heller ikke inden for fristen på fire uger.

56.

Hvis ovenstående synspunkt lægges til grund, følger det af de betragtninger, som den forelæggende ret har anført ( 32 ), at de resterende delspørgsmål under det andet spørgsmål i vidt omfang er irrelevante for afgørelsen af tvisterne i hovedsagen. Af hensyn til at sikre en afvejet bedømmelse af det andet spørgsmål vil jeg ikke desto mindre nu behandle disse delspørgsmål.

57.

Med det andet delspørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om et og samme frihedsberøvelsessted først kan sidestilles med et sted ved grænsen og dernæst, efter udløbet af fristen på fire uger ( 33 ), et sted på området – hvilket det rent geografisk faktisk også er.

58.

Der er efter min opfattelse intet i proceduredirektivet eller modtagelsesdirektivet, der er til hinder for denne tilgang. Som allerede anført ovenfor indeholder ingen af disse direktiver en bestemmelse om, at tilbageholdelsen skal finde sted på et bestemt geografisk sted. Det, der kræves, er snarere mere grundlæggende, at betingelserne for frihedsberøvelse og garantierne for frihedsberøvede ansøgere, som fastsat i modtagelsesdirektivets artikel 9-11, overholdes fuldt ud ( 34 ). Som den belgiske regering har påpeget, adskiller disse betingelser og garantier sig ikke alt efter den geografiske placering eller retlige klassificering af frihedsberøvelsesstedet.

59.

Desuden er den belgiske regerings argument om, at denne tilgang under omstændigheder som dem, der gør sig gældende i de foreliggende sager, samlet set ville give mulighed for en mere effektiv og hurtig procedure, ikke ubegrundet. En sådan tilgang ville navnlig overflødiggøre behovet for overførsel til en anden facilitet, hvis ansøgeren fortsat skal frihedsberøves.

60.

Alt dette forudsætter naturligvis, at der foreligger en gyldig begrundelse for at opretholde frihedsberøvelsen af ansøgeren på grundlag af en af de andre selvstændige ( 35 ) grunde til frihedsberøvelse i henhold til modtagelsesdirektivets artikel 8, og at der udstedes en ny afgørelse om frihedsberøvelse i overensstemmelse hermed. Ligeledes er det efter min opfattelse afgørende, at ansøgeren underrettes behørigt om ændringen af vedkommendes retsstilling, dvs. at vedkommende har fået tilladelse til at rejse ind på området, også selv om denne retlige ændring på dette tidspunkt ikke er ledsaget af en fysisk ændring.

61.

I det følgende vil jeg behandle det tredje delspørgsmål, med hvilket den forelæggende ret ønsker oplyst, hvilken betydning en ansøgers fortsatte frihedsberøvelse på samme sted (som i første omgang sidestilles med et sted ved grænsen og efter fristen på fire uger anses for et sted på området) har for den besluttende myndigheds tidsmæssige og materielle kompetence.

62.

I lyset af ovenstående betragtninger er jeg af den opfattelse, at den fortsatte frihedsberøvelse og ændringen af den retlige kvalificering af frihedsberøvelsesstedet efter fire uger ikke i sig selv har nogen betydning for den besluttende myndigheds kompetence, dvs. den myndighed, der er udpeget af medlemsstaten som ansvarlig for at behandle og træffe afgørelse om ansøgninger om international beskyttelse ( 36 ).

63.

Det er snarere udløbet af fristen på fire uger, der muligvis kunne have en indvirkning på denne myndigheds kompetence, idet udløbet fører til et skift fra grænseproceduren til den almindelige procedure. Det skal dog anføres, at det for så vidt angår Belgien er den samme besluttende myndighed – CGRA – der har kompetence til at træffe afgørelse om ansøgninger om international beskyttelse i henhold til begge procedurer, naturligvis inden for rammerne af de respektive regler og forskellige frister, der gælder for hver procedure.

64.

For den forelæggende ret synes spørgsmålet først og fremmest at være ( 37 ), om den besluttende myndigheds kompetence i tilfælde af et sådant skift fra den særlige grænseprocedure til den almindelige procedure fortsat er begrænset af de frister og den rækkevidde ( 38 ), den havde under en grænseprocedure. Efter min opfattelse er dette ikke tilfældet. Det fremgår af proceduredirektivets artikel 43, stk. 2, at ansøgningen efter fristen på fire uger skal behandles i henhold til de øvrige bestemmelser i dette direktiv, hvilket betyder, at behandlingen ikke længere er underlagt de materielle og tidsmæssige begrænsninger, der gælder ved anvendelse af grænseproceduren ( 39 ).

65.

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det andet spørgsmål således, at behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse ikke er omfattet af anvendelsesområdet for proceduredirektivets artikel 43 efter udløbet af den frist på fire uger, der er fastsat i denne bestemmelse, uanset om ansøgerens frihedsberøvelse måtte blive opretholdt, og uanset den retlige kvalificering af frihedsberøvelsesstedet, hvad enten det er som et sted ved grænsen eller et sted på området.

66.

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om en ansøgning om international beskyttelse, der oprindeligt var genstand for en grænseprocedure, efter udløbet af fristen på fire uger kan behandles i forbindelse med en prioriteret behandling som omhandlet i proceduredirektivets artikel 31, stk. 7, mens ansøgeren fortsat er frihedsberøvet, nu i henhold til modtagelsesdirektivets artikel 8, stk. 3, litra b), i samme facilitet, når henholdsvis i) alle »undersøgelsesforanstaltninger«, herunder den personlige samtale, har fundet sted inden udløbet af denne frist på fire uger, eller ii) den personlige samtale ikke har fundet sted inden for fristen på fire uger. Efter min opfattelse rejser dette spørgsmål to problemer, som skal behandles.

67.

Det første spørgsmål, der skal undersøges, er, om behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet under en grænseprocedure, og som fortsætter under en almindelig procedure, kan »prioriteres« som omhandlet i proceduredirektivets artikel 31, stk. 7, efter udløbet af fristen på fire uger.

68.

Svaret på dette spørgsmål er efter min opfattelse ret ligetil. Proceduredirektivets artikel 31, stk. 7, giver medlemsstaterne fleksibilitet til at prioritere behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse og behandle den før andre inden for de normalt gældende tidsfrister, principper og garantier for procedurerne. Denne artikel opregner ikke udtømmende de situationer, hvor en behandling kan prioriteres, men giver kun vejledende eksempler på disse. Det fremgår således af 19. betragtning til proceduredirektivet, at medlemsstaterne kan »prioritere behandlingen af en hvilken som helst ansøgning« (min fremhævelse), forudsat at de grundlæggende principper og garantier i direktivets kapitel II overholdes.

69.

Som sådan er det valg, som den belgiske lovgiver har truffet i de foreliggende sager om at prioritere behandlingen af ansøgninger, når de pågældende ansøgere er frihedsberøvede, i princippet i overensstemmelse med proceduredirektivets artikel 31, stk. 7. Det skal tilføjes, at denne tilgang også synes at bidrage til en hurtig og effektiv procedure i overensstemmelse med 18. betragtning til proceduredirektivet ( 40 ) og til at sikre, at frihedsberøvelse kun pålægges i den kortest mulige periode i overensstemmelse med kravene i modtagelsesdirektivet ( 41 ).

70.

Et andet spørgsmål, som åbenbart kan udledes af de spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt, er, hvorvidt undersøgelsesforanstaltninger, som er foretaget inden for rammerne af grænseproceduren, kan lægges til grund for en afgørelse efter udløbet af fristen på fire uger og således inden for rammerne af den almindelige procedure.

71.

Efter min opfattelse er det netop, hvad det indebærer, når en ansøgning overgår fra grænseproceduren til behandling i den almindelige procedure i henhold til proceduredirektivets artikel 43, stk. 2. Et krav om, at den besluttende myndighed skal påbegynde sin undersøgelse på ny og se bort fra tidligere foretagne undersøgelsesforanstaltninger, ville være i strid med behovet for en effektiv og hurtig procedure.

72.

Uanset det ovenstående kan jeg ikke se bort fra den sammenhæng, hvori dette spørgsmål indgår, som den forelæggende ret har beskrevet som følger: »I praksis kan de korte tidsfrister og tilbageholdelsen ved grænsen [som kendetegner den belgiske grænseprocedure] bringe gennemførelsen af visse grundlæggende principper og garantier, der er fastsat i kapitel II i [proceduredirektivet], i fare (navnlig med hensyn til advokatbistand, tilstrækkelig tid til at indsamle alle relevante dokumenter til støtte for ansøgningen [...])« ( 42 ).

73.

Den forelæggende ret synes efter min opfattelse at antyde, at undersøgelsesforanstaltninger, som er foretaget inden for rammerne af en grænseprocedure, kan være af ringere kvalitet og derfor ikke bør lægges til grund under den almindelige procedure. På dette punkt kan jeg kun fremhæve, at undersøgelsesforanstaltninger, der ikke opfylder standarderne for de grundlæggende principper og garantier i proceduredirektivets kapitel II, ikke kan lægges til grund for en afgørelse, hverken under en almindelig procedure eller en grænseprocedure. Overholdelse af disse grundlæggende principper og garantier er en grundlæggende og udtrykkelig betingelse for anvendelsen af alle procedurer i henhold til proceduredirektivet, herunder grænseproceduren ( 43 ). Det tilkommer derfor den forelæggende ret ved behandlingen af de sager, der er anlagt for den, at tage stilling til, om disse grundlæggende principper og garantier er blevet overholdt under hele den anvendte procedure.

74.

Det skal under alle omstændigheder præciseres, at anvendelsen af undersøgelsesforanstaltninger, der træffes under grænseproceduren, ikke bør berøre ansøgerens ret til for det første at afgive yderligere forklaringer, hvorved der fremlægges eventuelle nye oplysninger, som den pågældende i praksis kan have været forhindret i at fremlægge tidligere ( 44 ), og for det andet at nyde godt af yderligere garantier, som kun kan finde anvendelse inden for rammerne af den almindelige procedure – f.eks. muligheden for at modtage en kopi af rapporten eller en afskrift af den personlige samtale, inden der træffes afgørelse ( 45 ).

75.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg Domstolen at besvare det tredje spørgsmål således, at proceduredirektivets artikel 43 skal fortolkes således, at denne bestemmelse giver en besluttende myndighed mulighed for at fortsætte behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indledt under en grænseprocedure, efter den frist på fire uger, der er fastsat i denne bestemmelse, som en prioriteret behandling, og at lægge undersøgelsesforanstaltninger til grund, som har fundet sted under denne procedure, under omstændigheder som dem, der er omhandlet i de foreliggende sager, forudsat at de grundlæggende principper og garantier, der er fastsat i proceduredirektivets kapitel II, overholdes, således som de finder anvendelse i alle faser af proceduren.

76.

Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om »en sådan anvendelse af den nationale lovgivning« er forenelig med modtagelsesdirektivets artikel 8, hvorefter ansøgeren kun må tilbageholdes i undtagelsestilfælde, og det generelle formål med proceduredirektivet.

77.

Da henvisningen i spørgsmålet til »en sådan anvendelse af den nationale lovgivning« er temmelig vag, kan jeg kun forstå den således, at den omfatter hele den række af trin, som de belgiske myndigheder har gennemført i alle de syv foreliggende sager, med særlig vægt på frihedsberøvelsen af ansøgerne. Henvisningen til det generelle formål med proceduredirektivet forekommer også uklar i denne sammenhæng i betragtning af, at hovedformålet med dette direktiv, der, som det fremgår af 12. betragtning, er »at udvikle standarderne for procedurer i medlemsstaterne for tildeling og fratagelse af international beskyttelse yderligere med henblik på at få indført en fælles asylprocedure i Unionen«. Den forelæggende ret kan snarere forstås således, at den henviser til direktivets videre formål, som fremgår af 60. betragtning, og som er »at sikre, at den menneskelige værdighed respekteres fuldt ud, og at anvendelsen af [visse grundlæggende rettigheder i chartret] fremmes«, herunder navnlig respekten for den menneskelige værdighed, forbuddet mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling og retten til asyl.

78.

I lyset af denne fremhævelse skal det anføres, at den forelæggende ret har gjort det klart, at den ikke har kompetence til at efterprøve afgørelserne om frihedsberøvelse af ansøgerne, og at de tvister, der er indbragt for den, alene vedrører de afgørelser, hvorved ansøgningerne om international beskyttelse blev afslået som ugrundet eller afvist. I lyset heraf har jeg – ligesom den belgiske regering – visse forbehold med hensyn til spørgsmålets relevans for tvisten i hovedsagen og dermed med hensyn til, om det kan antages til realitetsbehandling.

79.

Når det er sagt, indeholder det fjerde spørgsmål, således som jeg forstår det og vil behandle det nedenfor – dog flere elementer, som ikke uden videre kan anses for at være uden relevans for tvisten i hovedsagen. Som følge heraf og under hensyntagen til formodningen for de forelagte spørgsmåls relevans ( 46 ) vil det efter min opfattelse være hensigtsmæssigt at behandle dette spørgsmål, i det omfang den fremgangsmåde, som de nationale myndigheder har fulgt, kan anses for relevant for den forelæggende ret med hensyn til gyldigheden af den fulgte procedure.

80.

I lyset af den præjudicielle forelæggelse som helhed forstår jeg den forelæggende ret således, at den sætter spørgsmålstegn ved foreneligheden af de belgiske myndigheders praksis med procedure- og modtagelsesdirektivet, en praksis, som består i i) at indlede behandlingen af en ansøgning under en grænseprocedure, mens ansøgeren frihedsberøves på grundlag af modtagelsesdirektivets artikel 8, stk. 3, litra c), på et frihedsberøvelsessted inde i landet, der er sidestillet med et sted ved grænsen, ii) efter udløbet af fristen på fire uger at udstede en ny afgørelse om frihedsberøvelse, iii) at forlænge frihedsberøvelsen af ansøgeren i den samme facilitet, som ikke længere betragtes som et sted ved grænsen, og iv) at opretholde den videre frihedsberøvelse med henvisning til et andet retsgrundlag, nemlig modtagelsesdirektivets artikel 8, stk. 3, litra b), »for at fastlægge de forhold, som ansøgningen om international beskyttelse støttes på, og som ikke kunne fastlægges uden frihedsberøvelse«, uanset om alle undersøgelsesforanstaltninger, navnlig den personlige samtale, har fundet sted.

81.

Jeg vil begynde med punkt iv), som er det eneste aspekt, der ikke allerede er blevet behandlet i forbindelse med de foregående spørgsmål, og som den forelæggende ret allerede har henvist til i sit tredje spørgsmål. Hvad angår dette punkt er det vanskeligt for mig at se, hvilke yderligere oplysninger der ligger til grund for en ansøgning om international beskyttelse, der skal indhentes, når alle undersøgelsesforanstaltninger, herunder især den personlige samtale, er afsluttet. Efter min opfattelse ophører grunden til frihedsberøvelse, som er fastsat i modtagelsesdirektivets artikel 8, stk. 3, litra b), med at finde anvendelse efter den sidste undersøgelsesforanstaltning. Det skal i denne forbindelse ligeledes anføres, at artikel 9, stk. 1, i samme direktiv fastsætter, at frihedsberøvelse af en ansøger »skal være så kort som mulig og [...] kun [...] så længe[,] som de i artikel 8, stk. 3, grunde gør sig gældende« ( 47 ). I lyset af det ovenstående er jeg af den opfattelse, at når alle undersøgelsesforanstaltningerne er afsluttet, dvs. at myndighederne har indsamlet alle de oplysninger, der er nødvendige for deres vurdering, og der ikke er planlagt yderligere foranstaltninger, kan en ansøgers frihedsberøvelse ikke længere opretholdes med henvisning til modtagelsesdirektivets artikel 8, stk. 3, litra b).

82.

Hvad derimod angår punkt i)-iii) har jeg allerede i forbindelse med behandlingen af de foregående spørgsmål givet udtryk for den opfattelse, at de principielt ikke rejser et spørgsmål om forenelighed med EU-retten.

83.

Jeg må dog tilføje, at den næsten identiske række af skridt, som er taget i alle syv tilfælde, kunne tyde på, således som ansøgerne har gjort gældende, at de nationale myndigheder systematisk benytter sig af denne tilgang. Og dette ville, i lyset af formålet med proceduredirektivet, som er at fremme og forsvare ansøgernes grundlæggende rettigheder (jf. punkt 77 ovenfor), efter min opfattelse – ud over det, jeg har anført i punkt 81 ovenfor – give anledning til bekymring med hensyn til foreneligheden med EU-retten og navnlig med modtagelsesdirektivets artikel 8 og proceduredirektivets artikel 43.

84.

Nærmere bestemt ville en systematisk anvendelse af den tilgang, der er beskrevet i punkt 80 ovenfor, tyde på, at frihedsberøvelse, både under grænseproceduren og den almindelige procedure, næsten sker automatisk og ikke er en ekstraordinær sidste udvej, der tages skridt til efter en individuel vurdering af dens proportionalitet og nødvendighed, således som det foreskrives i modtagelsesdirektivets artikel 8, stk. 2 ( 48 ). Lægges denne antagelse til grund, kunne en systematisk anvendelse af en grænseprocedure på ansøgninger om international beskyttelse på trods af forudsigelige vanskeligheder med at overholde fristen på fire uger, samtidig med at ansøgerne frihedsberøves på grundlag af en kunstig ændring af begrundelsen for frihedsberøvelsen, udgøre et misbrug af grænseproceduren og en omgåelse af den tidsfrist på fire uger, der er fastsat i proceduredirektivets artikel 43, stk. 2.

85.

På baggrund af disse betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det fjerde spørgsmål således, at modtagelsesdirektivet og proceduredirektivet ikke er til hinder for en praksis som den i hovedsagen omhandlede – der i det væsentlige består i at opretholde en frihedsberøvelse ud over fire uger af en ansøger, hvis ansøgning oprindeligt var omfattet af grænseproceduren, på det fysisk samme sted, på grundlag af en anden grund til frihedsberøvelse – forudsat at alle foranstaltninger til frihedsberøvelse er blevet behørigt vedtaget på grundlag af en individuel vurdering af nødvendigheden og proportionaliteten og kun opretholdes, så længe den relevante grund til frihedsberøvelse fortsat finder anvendelse.

86.

Med det femte og sidste spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om proceduredirektivets artikel 31, stk. 7 og 8, og artikel 43 og 46, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at den i forbindelse med et søgsmål til prøvelse af en afgørelse, som er truffet under en procedure, der er indledt ved grænsen, af egen drift skal undersøge, om den i proceduredirektivets artikel 43, stk. 2, fastsatte frist på fire uger er overskredet ( 49 ). Det fremgår af sagsakterne, at dette spørgsmål kun er relevant for ansøgerne i to af de syv sager, som ikke ser ud til at have fremsat et sådant anbringende, der kan realitetsbehandles, for den forelæggende ret ( 50 ).

87.

På baggrund af min holdning til de foregående spørgsmål er det min opfattelse, at det ikke længere er nødvendigt at besvare dette spørgsmål, da det i vid udstrækning er blevet uden genstand. I lyset af ovenstående bedømmelse og de særlige faktiske omstændigheder i sagen – navnlig den omstændighed, at det er den samme besluttende myndighed, der har kompetence inden for rammerne af både grænseproceduren og den almindelige procedure – er det vanskeligt at se, hvordan svaret på dette spørgsmål skulle have nogen indvirkning på afgørelsen af tvisten i hovedsagen.

88.

Skulle Domstolen ikke desto mindre nå frem til, at den bør besvare dette spørgsmål, fordi den har indtaget en anden holdning til de foregående spørgsmål ( 51 ), skal jeg fremsætte følgende betragtninger.

89.

For det første følger det af Domstolens faste praksis, at EU-retten ikke pålægger de nationale retsinstanser en forpligtelse til af egen drift at inddrage anbringender om tilsidesættelse af EU-retlige bestemmelser, når en stillingtagen til disse anbringender ville tvinge retsinstanserne til at overskride grænserne for tvisten, således som denne er blevet afgrænset af parterne ( 52 ).

90.

Uanset det ovenstående har Domstolen ligeledes fastslået, at proceduredirektivets artikel 46, stk. 3, sammenholdt med chartrets artikel 47, som sikrer ansøgerne en ret til effektive retsmidler, kræver, at en national ret, for hvilken en afgørelse vedrørende en ansøgning om international beskyttelse anfægtes, foretager »en fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse af både faktiske og retlige omstændigheder«. Domstolen har fastslået, at en sådan fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse skal omfatte en ex officio-undersøgelse af visse proceduremæssige aspekter – i det omfang de er blevet bragt til den nationale rets kendskab – som kan have indvirkning på proceduren for behandling af sådanne ansøgninger ( 53 ).

91.

Efter min opfattelse udgør udløbet af fristen på fire uger, uden at der er truffet afgørelse om ansøgningen om international beskyttelse, principielt et sådant proceduremæssigt aspekt, da det udløser et skift fra grænseproceduren til den almindelige procedure og dermed en ændring af den anvendte behandlingsprocedure ( 54 ). Jeg er derfor af den opfattelse, at den retspraksis, der er nævnt i det foregående punkt, finder anvendelse i den foreliggende sammenhæng, og at den nationale ret af egen drift principielt skal undersøge, om fristen på fire uger for vedtagelse af en afgørelse er overskredet.

92.

Hvis Domstolen beslutter at besvare det femte spørgsmål, vil jeg derfor foreslå den at besvare det således, at proceduredirektivets artikel 46, stk. 3, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at når der ved en national ret anlægges sag til prøvelse af en afgørelse om afslag på en ansøgning om international beskyttelse, som oprindeligt blev behandlet under en grænseprocedure i henhold til artikel 43, skal denne ret som led i sin fuldstændige og ex-nunc-undersøgelse og på grundlag af de oplysninger, som den er blevet gjort bekendt med under sagens behandling, af egen drift undersøge, om fristen på fire uger for vedtagelse af en afgørelse, som er fastsat i proceduredirektivets artikel 43, stk. 2, er overskredet.

93.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af Conseil du Contentieux des Étrangers (domstol i udlændingeretlige sager, Belgien) forelagte spørgsmål således: