—

I henhold til artikel 263 TEUF annulleres afgørelse 2023/01 af 18. januar 2023 truffet af den midlertidige administrerende direktør for EU-OSHA om udelukkelse fra deltagelse i offentlige udbudsprocedurer, tilskud, tilskud, priser og finansielle instrumenter, der er dækket af Unionens almindelige budget, og udbudsprocedurer, der er omfattet af Den Europæiske Udviklingsfond (EUF), i medfør af Rådets forordning (EU) 2018/1877 (1) i sin helhed.

—

Subsidiært, jf. artikel 261 TEUF og artikel 143, stk. 9, i forordning 2018/1046 (2) (herefter »finansforordningen«), erstattes udelukkelsen med en økonomisk sanktion, og/eller den anfægtede afgørelses artikel 4 om offentliggørelse annulleres.

—

EU-OSHA tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Det første anbringende er støttet på en tilsidesættelse af artikel 106, stk. 2, i forordning nr. 966/2012 (3), som ændret ved forordning 2015/1929 (4) (herefter »finansforordningen gældende fra januar 2016«), sammenholdt med den ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, som er sikret ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, retsstatsprincippet fastsat i artikel 19, stk. 1, TEU, princippet om loyalt samarbejde i artikel 4, stk. 3, TEU og artikel 325, stk. 1, TEUF. Det gøres gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med den afgørelse om udsættelse, som er blevet vedtaget af den kompetence nationale retsinstans.

2.

Det andet anbringende er støttet på en tilsidesættelse af artikel 106, stk. 7, litra a), i finansforordningen gældende fra januar 2016 [som svarer til finansforordningens artikel 136, stk. 6, litra a)], og alvorlige urigtige skøn. Det gøres gældende, at den anvisningsberettigede som følge af alvorlige urigtige skøn fandt, at de korrigerende foranstaltninger, som sagsøgeren havde vedtaget, var utilstrækkelige til at undlade at anvende udelukkelsen.

3.

Det tredje anbringende er støttet på en tilsidesættelse af artikel 106, stk. 3, og artikel 106, stk. 7, litra a) og d), i finansforordningen gældende fra januar 2016, sammenholdt med proportionalitetsprincippet, eftersom den anvisningsberettigede har anlagt åbenbart urigtige skøn.

4.

Det fjerde anbringende er støttet på en tilsidesættelse af finansforordningens artikel 140, stk. 1 (som svarer til artikel 106, stk. 16, i finansforordningen gældende fra januar 2016), finansforordningens artikel 140, stk. 2, litra b) [som svarer til artikel 106, stk. 17, litra b), i finansforordningen gældende fra januar 2016] og finansforordningens artikel 136, stk. 3, som følge af en manglende begrundelse for afgørelsen om offentliggørelse.

5.

Det femte anbringende er støttet på en tilsidesættelse af artikel 106, stk. 13, litra a), i finansforordningen gældende fra januar 2016. Det gøres gældende, at den anvisningsberettigede ikke vurderede, om der kunne anvendes en økonomisk sanktion i stedet for udelukkelse, hvorfor afgørelsen skal annulleres som følge af en begrundelsesmangel. Under alle omstændigheder anmodes Retten om, såfremt den måtte beslutte ikke at annullere den anfægtede afgørelse i sin helhed, at erstatte udelukkelsen med en rimelig sanktion i lyset af sagens omstændigheder i overensstemmelse med artikel 261 TEUF og finansforordningens artikel 143, stk. 9.