1

Sagsøgeren, Vladimir Gheorghe Plahotniuc, har med sit søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af Rådets afgørelse (FUSP) 2023/1047 af 30. maj 2023 om ændring af afgørelse (FUSP) 2023/891 om restriktive foranstaltninger på baggrund af handlinger, der destabiliserer Republikken Moldova (EUT 2023, L 140 I, s. 9), og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2023/1045 af 30. maj 2023 om gennemførelse af forordning (EU) 2023/888 om restriktive foranstaltninger på baggrund af handlinger, der destabiliserer Republikken Moldova (EUT 2023, L 140 I, s. 1), for så vidt som disse retsakter (herefter under ét »de anfægtede retsakter«) vedrører sagsøgeren.

2

Sagsøgeren er en politiker og forretningsmand med moldovisk statsborgerskab.

3

Den 28. april 2023 vedtog Den Europæiske Unions Råd på grundlag af artikel 29 TEU Rådets afgørelse (FUSP) 2023/891 af 28. april 2023 om restriktive foranstaltninger på baggrund af handlinger, der destabiliserer Republikken Moldova (EUT 2023, L 114, s. 15), og på grundlag af artikel 215 TEUF Rådets forordning (EU) 2023/888 af 28. april 2023 om restriktive foranstaltninger på baggrund af handlinger, der destabiliserer Republikken Moldova (EUT 2023, L 114, s. 1).

4

Det fremgår af betragtningerne til afgørelse 2023/891, at den moldoviske regering har fortsat sin ambitiøse reformdagsorden, men også har håndteret flere kriser og i stigende grad er blevet konfronteret med direkte trusler mod landets stabilitet fra både interne grupper med erhvervede rettigheder og fra Rusland, som ofte samarbejder hemmeligt og afsporer landet fra dets reformkurs.

5

Artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2023/891 lyder som følger:

»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at hindre indrejse i eller transit gennem deres område for:

[…]

jf. listen i bilaget.«

6

I henhold til artikel 2, stk. 1, litra a), i afgørelse 2023/891 indefryses alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af fysiske personer, enheder eller organer, der opfylder kriterier, der i det væsentlige svarer til dem, der fremgår af den nævnte afgørelses artikel 1, stk. 1, litra a), og som er opført på listen i bilaget til samme afgørelse.

7

Artikel 2, stk. 3, litra a), i forordning 2023/388 bestemmer, at bilag I til denne forordning bl.a. omfatter de fysiske eller juridiske personer, enheder og organer, der opfylder kriterierne, som i det væsentlige svarer til dem, der fremgår af artikel 1, stk. 1, litra a), i afgørelse 2023/891 (herefter »de omhandlede kriterier for opførelse«).

8

Artikel 2, stk. 1, i forordning 2023/888 bestemmer, at alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af de fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag I til den nævnte forordning, indefryses.

9

Artikel 2, stk. 2, i forordning 2023/888 bestemmer, at pengemidler eller økonomiske ressourcer ikke hverken direkte eller indirekte må stilles til rådighed for eller stilles til rådighed til fordel for de fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag I til den nævnte forordning.

10

Bilaget til afgørelse 2023/891 og bilag I til forordning 2023/888 fastsætter henholdsvis »[l]iste[n] over de i artikel 1 og 2 omhandlede fysiske og juridiske personer, enheder og organer« og »[l]iste[n] over fysiske og juridiske personer, enheder og organer, jf. artikel 2«.

11

Den 30. maj 2023 vedtog Rådet de anfægtede retsakter.

12

Ved de anfægtede retsakter tilføjede Rådet fem personer, herunder sagsøgeren, til listen over fysiske og juridiske personer, enheder og organer, som fremgår af bilaget til afgørelse 2023/891, og af bilag I til forordning 2023/888 (herefter under ét »de omhandlede lister«).

13

I de anfægtede retsakter begrunder Rådet vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren med følgende begrundelse (herefter »de omhandlede grunde til opførelsen«):

»Vladimir Plahotniuc er genstand for talrige straffesager i Republikken Moldova vedrørende forbrydelser i forbindelse med underslæb med Republikken Moldovas statslige midler og ulovlig overførsel heraf uden for Republikken Moldova. Han var anklaget i Republikken Moldova i sagen om »banksvindel«, hvis økonomiske virkninger landet stadig er ramt af. Han er også genstand for en efterforskning for at have bestukket Republikken Moldovas tidligere præsident med en pose med kontanter til gengæld for politiske tjenester.

Gennem sine alvorlige finansielle uregelmæssigheder vedrørende offentlige midler og den uautoriserede eksport af kapital er Vladimir Plahotniuc ansvarlig for handlinger og gennemfører politikker, der underminerer og truer demokratiet, retsstaten, stabiliteten og sikkerheden i Republikken Moldova ved at underminere den demokratiske politiske proces i Republikken Moldova, og alvorlige finansielle uregelmæssigheder vedrørende offentlige midler.«

14

Rådet offentliggjorde den 31. maj 2023 i Den Europæiske Unions Tidende en meddelelse rettet mod personer, der er genstand for restriktive foranstaltninger i henhold til afgørelse 2023/891, som ændret ved afgørelse 2023/1047, og ved forordning 2023/888, gennemført ved gennemførelsesforordning 2023/1045 om restriktive foranstaltninger på baggrund af handlinger, der destabiliserer Republikken Moldova (EUT 2023, C 190, s. 5).

15

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

16

Rådet har nedlagt følgende påstande:

17

Sagsøgeren har til støtte for sin annullationspåstand fremsat to anbringender, hvoraf det første vedrører et åbenbart urigtigt skøn, og det andet tilsidesættelse af hans rettigheder i henhold til artikel 6 TEU, sammenholdt med artikel 2 TEU og 3 TEU samt artikel 47 og 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

18

Det skal indledningsvis bemærkes, at de omhandlede grunde til opførelsen, hvis ordlyd er gengivet i præmis 13 ovenfor, indeholder visse uklarheder og tvetydigheder.

19

For det første har Rådet støttet denne opførelse på de strafferetlige efterforskninger og retsforfølgninger, der er indledt mod sagsøgeren i sagerne om »banksvindel« og »[bestikkelse af] Republikken Moldovas tidligere præsident«, men det har ligeledes uden yderligere præciseringer henvist til »talrige straffesager i Republikken Moldova vedrørende forbrydelser i forbindelse med underslæb med [denne republiks] statslige midler og ulovlig overførsel heraf uden for Republikken Moldova«.

20

Hvad angår denne sidste henvisning skal det bemærkes, at begrundelsen for en retsakt udstedt af Rådet, hvorved der foreskrives restriktive foranstaltninger, skal henvise til de specifikke og konkrete grunde til, at Rådet ved udøvelsen af sin skønsbeføjelse finder, at den berørte bør være omfattet af en sådan foranstaltning (dom af 15.11.2012, Rådet mod Bamba, C-417/11 P, EU:C:2012:718, præmis 52).

21

Det kræves imidlertid ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en afgørelses begrundelse opfylder kravene efter traktatens artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (dom af 18.5.2022, Foz mod Rådet, T-296/20, EU:T:2022:298, præmis 39, ikke trykt i Sml.).

22

En bebyrdende retsakt er navnlig tilstrækkeligt begrundet, når den er truffet under omstændigheder, som er den pågældende bekendt, og således gør det muligt for vedkommende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne (dom af 18.5.2022, Foz mod RådetT-296/20, EU:T:2022:298, præmis 40, ikke trykt i Sml.).

23

Dette er tilfældet i den foreliggende sag for så vidt angår henvisningen i de omhandlede grunde til opførelsen, dvs. de »talrige straffesager«. Spørgsmålet om, hvorvidt der er indledt sådanne sager mod ham, skal nemlig anses for at henhøre under den sammenhæng, som den berørte er bekendt med.

24

Hertil kommer, at selv om Rådet henviser til et ubestemt antal straffesager, har det imidlertid præciseret karakteren af og genstanden for disse. Der er således kun tale om sager vedrørende visse specifikke forbrydelser, nemlig »forbrydelser i forbindelse med underslæb med Republikken Moldovas statslige midler og ulovlig overførsel heraf uden for Republikken Moldova«. Sådanne betragtninger vedrørende de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke Rådet fandt, at sagsøgeren skulle gøres til genstand for restriktive foranstaltninger i henhold til de anfægtede retsakter, er således tilstrækkeligt udførlige til, at sagsøgeren kan bestride rigtigheden heraf over for Unionens retsinstanser (jf. analogt dom af 27.2.2014, Ezz m.fl. mod Rådet, T-256/11, EU:T:2014:93, præmis 114).

25

For det andet har Rådet i andet afsnit af begrundelsen for opførelsen af sagsøgeren på de omhandlede lister, som skal angive retsgrundlaget for de anfægtede retsakter, anvendt en formulering, der giver anledning til en tvetydighed med hensyn til de kriterier, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra a), i forordning 2023/888 og i artikel 1, stk. 1, litra a), i afgørelse 2023/891, der tjener som grundlag for denne opførelse.

26

I denne henseende skal det bemærkes, at ud over angivelsen af retsgrundlaget for den vedtagne foranstaltning vedrører begrundelsespligten netop de omstændigheder, som gør det muligt at fastslå, at et af kriterierne for opførelse er opfyldt i de berørtes tilfælde. I denne sammenhæng udgør manglende henvisning til en konkret bestemmelse ikke en væsentlig mangel, såfremt retsgrundlaget for en retsakt kan fastlægges på grundlag af andre dele af retsakten. En sådan udtrykkelig henvisning er imidlertid ubetinget nødvendig, når de personer, der berøres af retsakten, og Unionens retsinstanser ellers vil svæve i uvished med hensyn til det konkrete retsgrundlag (jf. i denne retning dom af 25.3.2015, Central Bank of Iran mod Rådet, T-563/12, EU:T:2015:187, præmis 67 og 68).

27

Henset til ordlyden af de omhandlede grunde til opførelsen er det imidlertid ikke muligt med sikkerhed at afgøre, om opførelsen af sagsøgeren på listen udelukkende er baseret på kriteriet om alvorlige finansielle uregelmæssigheder i forbindelse med offentlige midler og uautoriseret eksport af kapital [kriteriet i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. iii), i forordning 2023/888 og artikel 1, stk. 1, litra a), nr. iii), i afgørelse 2023/891] eller ligeledes på kriteriet om underminering af den demokratiske politiske proces i Republikken Moldova [kriteriet i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. i), i forordning 2023/888 og i artikel 1, stk. 1, litra a), nr. i), i afgørelse 2023/891].

28

I denne henseende fremgår det af begyndelsen af andet afsnit i de omhandlede grunde til opførelsen, at den nævnte opførelse er begrundet i »alvorlige finansielle uregelmæssigheder vedrørende offentlige midler og den uautoriserede eksport af kapital«, og at det på grundlag af disse omstændigheder kan konkluderes, at sagsøgeren »er ansvarlig for handlinger og gennemfører politikker, der underminerer og truer demokratiet, retsstaten, stabiliteten og sikkerheden i Republikken Moldova ved at underminere den demokratiske politiske proces i Republikken Moldova« som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra a), i forordning 2023/888 og artikel 1, stk. 1, litra a), i afgørelse 2023/891. Slutningen af dette afsnit synes imidlertid at vende tilbage til de kriterier, som gav anledning til opførelsen, idet der denne gang alene henvises til de nævnte alvorlige finansielle uregelmæssigheder vedrørende offentlige midler og ikke til den uautoriserede eksport af kapital, og idet det tilføjes, at sagsøgeren har undermineret den demokratiske politiske proces i Republikken Moldova.

29

En sådan formulering foranlediger Rådet til ikke alene – både i begyndelsen og i slutningen af sætningen – at henvise til, hvad der synes at være de kriterier, som gav anledning til opførelsen af sagsøgeren på de pågældende lister, men også til, at Rådet ikke lægger de samme kriterier til grund begge steder.

30

Den usikkerhed, som denne formulering giver anledning til, forstærkes af den omstændighed, at Rådet for så vidt angår sagsøgeren fraveg det skema for formulering af begrundelsen, der i de anfægtede retsakter blev anvendt i forhold til de fire andre personer, der er opført på de omhandlede lister, og som konsekvent foranledigede denne institution til for det første at identificere det eller de kriterier, der gav anledning til opførelsen, og for det andet at konkludere, at disse kriterier gjorde det muligt at opfylde den betingelse for opførelse, der er fastsat i artikel 2, stk. 3, litra a), i forordning 2023/888 og i artikel 1, stk. 1, litra a), i afgørelse 2023/891.

31

Desuden fremgår det i det mindste af den franske sprogversion af de anfægtede retsakter, at Rådet henviste til »alvorlige finansielle uregelmæssigheder vedrørende offentlige midler og den uautoriserede eksport af kapital«, og at det derfor anvendte et kriterium, der ikke alene var overflødigt, men ligeledes forskelligt fra det, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. iii), i forordning 2023/888 og i artikel 1, stk. 1, litra a), nr. iii), i afgørelse 2023/891.

32

En sådan tvetydig formulering kan give anledning til rimelig tvivl med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt kriteriet om underminering af den demokratiske politiske proces i Republikken Moldova faktisk blev anvendt af denne institution i forhold til sagsøgeren. Den kunne derfor med rette foranledige sagsøgeren til at forstå, at opførelsen af ham på de omhandlede lister udelukkende var baseret på kriteriet om alvorlige finansielle uregelmæssigheder i forbindelse med offentlige midler og uautoriseret eksport af kapital.

33

Selv om en sådan tvetydighed ikke samlet set kan udgøre en utilstrækkelig begrundelse af de anfægtede retsakter, indebærer den ikke desto mindre, at Retten skal fastslå, at opførelsen af sagsøgeren på de omhandlede lister alene er støttet på kriteriet om alvorlige finansielle uregelmæssigheder i forbindelse med offentlige midler og uautoriseret eksport af kapital.

34

Dette indebærer ligeledes, at ordlyden af de anfægtede retsakter ikke gør det muligt at underbygge Rådets påstand om, at opførelsen af sagsøgeren på de omhandlede lister var begrundet i henhold til de to kriterier, der er nævnt i præmis 27 ovenfor. Som følge heraf begrænsede sagsøgeren sig til kun at anfægte én af de to begrundelser for hans opførelse på disse lister. Det kan heller ikke med rette hævdes, at de anbringender, som sagsøgeren gør gældende, blev uvirksomme og søgsmålet ugrundet som følge heraf.

35

Det følger af det ovenstående, at det i forbindelse med behandlingen af de anbringender, som sagsøgeren har fremsat, og navnlig det andet anbringende, som skal behandles først, skal vurderes, om Rådet har tilsidesat sagsøgerens rettigheder i henhold til artikel 6 TEU, sammenholdt med artikel 2 TEU og 3 TEU og artikel 47 samt 48 i chartret om grundlæggende rettigheder, udelukkende for så vidt angår opførelsen af sagsøgeren på de omhandlede lister i henhold til kriteriet om alvorlige finansielle uregelmæssigheder i forbindelse med offentlige midler og uautoriseret eksport af kapital og af de grunde, der fremgår af første afsnit til de omhandlede grunde til opførelsen, dvs. dels straffesager i Republikken Moldova for forbrydelser i forbindelse med underslæb med denne stats offentlige midler og ulovlig eksport heraf, dels strafferetlig efterforskning og retsforfølgning i sager om »banksvindel« og »[bestikkelse af] Republikken Moldovas tidligere præsident«.

36

Rådet kan således ikke med rette gøre gældende, at det alene tilkommer Retten at efterprøve, om det har fremlagt beviser, der generelt kan godtgøre, at sagsøgeren var ansvarlig for, støtter eller gennemfører tiltag eller politikker, der underminerer eller truer Republikken Moldovas suverænitet og uafhængighed eller demokrati, retsstatsprincippet, stabilitet eller sikkerhed i Republikken Moldova, som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra a), i forordning 2023/888 og artikel 1, stk. 1, litra a), i afgørelse 2023/891, og dette uden at knytte de pågældende handlinger til et af de tre kriterier, der er fastsat i disse bestemmelser, eller uden at tage hensyn til den begrundelse og de faktiske omstændigheder, der er omhandlet i første afsnit i de omhandlede grunde til opførelsen.

37

Med det andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet inden vedtagelsen af de anfægtede retsakter undlod at kontrollere, om den strafferetlige efterforskning og retsforfølgning, der var indledt mod ham i Moldova, og som er omhandlet i første afsnit i begrundelsen for den omhandlede opførelse på listen, overholdt hans grundlæggende rettigheder, og dette selv om flere uregelmæssigheder ifølge sagsøgeren påvirkede disse procedurer. Sagsøgeren har således gjort gældende, at hvis Rådet havde foretaget en passende kontrol, ville det være nået frem til den konklusion, at disse procedurer ikke kunne påberåbes med henblik på at begrunde de restriktive foranstaltninger, der er vedtaget over for ham.

38

Ifølge sagsøgeren har Rådet derfor tilsidesat artikel 6 TEU, sammenholdt med artikel 2 TEU og artikel 3, stk. 5, TEU samt artikel 47 og 48 i chartret om grundlæggende rettigheder.

39

Rådet har bestridt denne argumentation.

40

Det fremgår af Domstolens praksis, at Unionens retsinstanser i forbindelse med prøvelsen af restriktive foranstaltninger skal sikre en, principielt fuldstændig, legalitetsprøvelse af alle EU-retsakter under hensyn til de grundlæggende rettigheder, der udgør en integrerende del af Unionens retsorden (jf. dom af 19.12.2018, Azarov mod Rådet, C-530/17 P, EU:C:2018:1031, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).

41

Hvad navnlig angår opførelsen af personer på listerne over restriktive foranstaltninger af grunde, der udelukkende er baseret på afgørelser fra myndigheder i tredjelande, der i denne henseende har kompetence til at indlede strafferetlige efterforskninger eller straffesager vedrørende forbrydelser i form af underslæb med statslige midler, påhviler det Rådet at kontrollere, om disse er blevet truffet under overholdelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse (jf. i denne retning dom af 19.12.2018, Azarov mod Rådet, C-530/17 P, EU:C:2018:1031, præmis 25 og 26 og den deri nævnte retspraksis.

42

Dette krav indebærer, at Rådet i begrundelsen vedrørende en afgørelse om opførelse af en person eller en enhed på en liste over personer og enheder, hvis aktiver indefryses, er forpligtet til i det mindste kortfattet at redegøre for grundene til, at det er af den opfattelse, at den afgørelse fra et tredjeland, som det agter at støtte sig på, er blevet truffet under overholdelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse (jf. dom af 19.12.2018, Azarov mod Rådet, C-530/17 P, EU:C:2018:1031, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

43

Hvis dette ikke er tilfældet, tilsidesætter Rådet den begrundelsespligt, som påhviler det i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF, hvilket det tilkommer Unionens retsinstanser at tage stilling til, om nødvendigt af egen drift (jf. i denne retning dom af 19.12.2018, Azarov mod Rådet, C-530/17 P, EU:C:2018:1031, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

44

I den foreliggende sag fremgår det af begrundelsen for de anfægtede retsakter, at opførelsen af sagsøgeren på de omhandlede lister udelukkende er baseret på de moldoviske myndigheders afgørelser om at gennemføre strafferetlige efterforskninger og straffesager mod ham.

45

Det fremgår ganske vist af bevismaterialet, der er vedlagt som bilag B.1 og B.2 til svarskriftet, at Rådet ikke har støttet sig direkte på afgørelser fra moldoviske myndigheder, der i denne henseende har kompetence til at indlede strafferetlige efterforskninger eller straffesager vedrørende forbrydelser i form af underslæb med statslige midler, men i det væsentlige på avisartikler og pressemeddelelser fra Republikken Moldovas retsforfølgelses- eller efterforskningsmyndigheder, på officielle meddelelser fra statslige organer i tredjelande eller på rapporter, idet alle disse oplysninger henviser til sådanne efterforskninger og straffesager.

46

Denne omstændighed kan imidlertid ikke i det foreliggende tilfælde fritage Rådet for den forpligtelse til at foretage kontrol og give en begrundelse, som påhviler det i medfør af den retspraksis, der er nævnt i præmis 41 og 42 ovenfor.

47

Tværtimod skal Rådet så meget desto mere tage denne retspraksis i betragtning, som de beviser, som denne institution støtter sig på, udelukkende udgør indirekte beviser for efterforskningsforanstaltninger og strafforfølgning, der begrunder opførelsen af sagsøgeren på de omhandlede lister. Retten bemærker endvidere, at artikel 8, stk. 3, i afgørelse 2023/891 med henblik på opretholdelsen af en persons navn på disse lister pålægger Rådet at tage hensyn til, om der verserer en retssag for så vidt angår den adfærd, der lå til grund for den oprindelige opførelse på de nævnte lister.

48

Uanset hvilke beviser den oprindelige opførelse hvilede på, kan Rådet således kun støtte sig direkte eller indirekte på afgørelser fra tredjelandes myndigheder om at indlede strafferetlige efterforskninger eller straffesager, når det overholder de forpligtelser, der følger af den retspraksis, der er nævnt i præmis 41 og 42 ovenfor.

49

Enhver anden konklusion ville gøre det muligt for Rådet at frigøre sig fra de strenge forpligtelser, der følger af Domstolens praksis, ved ikke længere at støtte sig på dokumenter, der hidrører fra de berørte staters myndigheder, som har kompetence til at indlede strafferetlige efterforskninger eller straffesager vedrørende forbrydelser i form af underslæb med statslige midler, men alene på dokumenter, der begrænser sig til at henvise hertil.

50

I det foreliggende tilfælde er det imidlertid hverken bestridt eller kan bestrides, at Rådet i de omhandlede grunde til opførelsen undlod at angive, at det havde kontrolleret, at den deri nævnte retsforfølgning var blevet foretaget under overholdelse af sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse.

51

I denne henseende skal det i øvrigt bemærkes, at Rådet i sit svarskrift ikke har bestridt, at det havde undladt at foretage de omhandlede kontroller, og så meget desto mindre, at det havde undladt at angive resultaterne af denne kontrol i de anfægtede retsakter.

52

Det må derfor fastslås, at hvad angår de to eneste forhold, der kan tages i betragtning ved bedømmelsen af, om der er grundlag for de anfægtede retsakter (jf. præmis 35 ovenfor), har Rådet tilsidesat sin begrundelsespligt.

53

Denne konklusion kan ikke afkræftes af Rådets argument, hvorefter sagsøgeren i det væsentlige ikke kan påberåbe sig dom af 3. december 2020, Saleh Thabet m.fl. mod Rådet (C-72/19 P og C-145/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:992), for så vidt som de restriktive foranstaltninger i disse to sidstnævnte sager var støttet på eksistensen af retslige procedurer mod sagsøgerne eller procedurer for inddrivelse af aktiver efter en endelig retsafgørelse om underslæb med offentlige midler, således som de gældende kriterier for opførelse krævede. Rådet har gjort gældende, at disse omstændigheder står i stærk kontrast til kriterierne for opførelse i den foreliggende sag, som dels ikke kræver, at den person, der er opført på listen, er genstand for efterforskning i forbindelse med en straffesag, dels navnlig hvad angår kriteriet om underminering af den demokratiske politiske proces i Republikken Moldova ikke kan anses for at være opfyldt ved blot at henvise til straffesager.

54

Domstolen har således allerede haft lejlighed til at fastslå, at den omstændighed, at der foreligger afgørelser fra de myndigheder i et tredjeland, der i denne henseende har kompetence til at indlede og gennemføre en strafferetlig efterforskning vedrørende en forbrydelse i form af underslæb med statslige midler, ikke udgør de omhandlede kriterier for opførelse, men det faktuelle grundlag, hvorpå de omhandlede restriktive foranstaltninger er støttet, er uden relevans (jf. i denne retning og analogt dom af 19.12.2018, Azarov mod Rådet, C-530/17 P, EU:C:2018:1031, præmis 25, og af 11.7.2019, Azarov mod Rådet, C-416/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:602, præmis 26).

55

Det følger heraf, at det andet anbringende skal tages til følge, og at de anfægtede retsakter skal annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren, uden at det er nødvendigt at undersøge resten af sagsøgerens argumentation.

56

I henhold til artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Rådet har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstand.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Femte Afdeling):