1

Sagsøgeren, Uniper Global Commodities SE, har med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF principalt nedlagt påstand om annullation af afgørelse A-003-2022 af 9. december 2022 fra klagenævnet ved Den Europæiske Unions Agentur for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER) (herefter »den anfægtede afgørelse«), hvorved dette nævn afviste den af sagsøgeren indgivne klage over ACER’s afgørelse nr. 03/2022 af 25. februar 2022 om ændring af metoderne til prissætning af balanceringsenergi og overførselskapacitet, der anvendes til udveksling af balanceringsenergi eller til forvaltning af processen til udligning af modsatrettede ubalancer (herefter »den oprindelige afgørelse«), for så vidt som ACER heri for en periode på 48 måneder fra den 1. juli 2022 havde fastsat en grænseværdi for den pris, hvortil leverandørerne af balanceringsenergi i lighed med ACER selv kunne udveksle balanceringsenergi på de europæiske platforme PICASSO og MARI, og subsidiært påstand om annullation af den oprindelige afgørelse.

2

Efter forslag fra transmissionssystemoperatørerne (herefter »TSO’er«) vedtog ACER med afgørelse nr. 01/2020 af 24. januar 2020 en metode til prissætning af balanceringsenergi og overførselskapacitet, der anvendes til udveksling af balanceringsenergi eller til forvaltning af processen til udligning af modsatrettede ubalancer (herefter »den omtvistede metode«), hvorved det bl.a. blev bestemt, at priserne for levering af balanceringsenergi ikke skulle være højere eller lavere end en teknisk grænseværdi for prisen på +/- 99999 EUR/MWh.

3

Den 2. juni 2021 udarbejdede Det Europæiske Net af Elektricitetstransmissionssystemoperatører (herefter »ENTSO for elektricitet«) på vegne af alle transmissionssystemoperatører et forslag om ændring af den omtvistede metode, således at den eksisterende tekniske grænseværdi for prisen blev erstattet af et beløb på +/- 15000 EUR/MWh (herefter »TSO’ernes forslag«). Dette forslag blev ledsaget af en forklarende note af 28. maj 2021. I forbindelse med den høring af markedet, som ENTSO for elektricitet afholdt, forelagde sagsøgeren den 20. juli 2021 dette en negativ udtalelse om dette forslag.

4

Efter at ENTSO for elektricitet havde fremsendt TSO’ernes forslag til ACER til godkendelse, afholdt ACER den 13. oktober 2021 en offentlig høring på sit websted og opfordrede de berørte markedsdeltagere til at fremsætte deres bemærkninger til dette forslag inden den 10. november 2021. I denne forbindelse spurgte ACER navnlig, om der burde godkendes en midlertidig grænseværdi for priser under fasen med lancering af de europæiske platforme PICASSO og MARI for udveksling af balanceringsenergi. Sagsøgeren deltog i denne offentlige høring og fremsatte den 10. november 2021 bemærkninger om alle de spørgsmål, som ACER havde rejst.

5

Fra den 22. november til den 6. december 2021 havde TSO’erne, ENTSO for elektricitet og medlemsstaternes nationale reguleringsmyndigheder (herefter »NRM’er«) mulighed for at indsende høringssvar vedrørende en udgave af TSO’ernes forslag, som ACER havde tilført ændringer og forinden havde fremsendt til dem ledsaget af en begrundelse for ændringerne.

6

Med den oprindelige afgørelse, som blev vedtaget den 25. februar 2022 og offentliggjort på ACER’s websted den 28. februar 2022, forkastede ACER TSO’ernes forslag med den begrundelse, at det ikke opfyldte betingelserne i artikel 30, stk. 2, i Kommissionens forordning (EU) 2017/2195 af23. november 2017 om fastsættelse af retningslinjer for balancering af elektricitet (EUT 2017, L 312, s. 6), og bestemte, at den eksisterende tekniske grænseværdi for prisen på +/- 99999 EUR/MWh fortsat skulle være gældende. ACER ændrede dog ved bilag I til den oprindelige afgørelse den omtvistede metode, således at der herved blev fastsat en midlertidig grænseværdi for prisen på +/- 15000 EUR/MWh, som udelukkende skulle finde anvendelse på udveksling af balanceringsenergi på de europæiske platforme PICASSO og MARI i en periode på 48 måneder fra den 1. juli 2022.

7

Den 28. april 2022 påklagede sagsøgeren den oprindelige afgørelse til ACER’s klagenævn (herefter »klagenævnet«).

8

Med den anfægtede afgørelse afviste klagenævnet sagsøgerens klage over den oprindelige afgørelse med den begrundelse, at sagsøgeren ikke havde den fornødne klagebeføjelse til at indgive en sådan klage i henhold til artikel 28, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/942 af 5. juni 2019 om oprettelse af Den Europæiske Unions Agentur for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (EUT 2019, L 158, s. 22), idet den oprindelige afgørelse ikke var rettet til sagsøgeren, og denne ikke var individuelt berørt heraf.

9

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

10

ACER har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:

11

Til støtte for den principale påstand om annullation af den anfægtede afgørelse har sagsøgeren fremført to anbringender, hvoraf det første vedrører en tilsidesættelse af betingelsen for anvendelse af artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942 vedrørende sagsøgerens individuelle berørthed, og det andet i det væsentlige vedrører en fortolkning af artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942, der ikke sikrer den effektive virkning af proceduren for klagenævnet, og foreneligheden af denne bestemmelse med princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse, som omhandlet i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), og med princippet om lighed for loven, som sikret ved chartrets artikel 20, for så vidt som klagenævnet har afvist at fastslå, at sagsøgeren havde beføjelse til at påklage en regelfastsættende retsakt, der berører vedkommende umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger.

12

ACER har nedlagt påstand om, at den principale påstand forkastes som ugrundet.

13

Det andet anbringende skal behandles først.

14

Det er sagsøgerens opfattelse, at klagenævnet i den anfægtede afgørelse tilsidesatte artikel 263, stk. 4, TEUF, idet det lagde til grund, at sagsøgeren ikke havde den fornødne beføjelse til at indgive en klage til det, selv om den oprindelige afgørelse var en regelfastsættende retsakt, som berørte sagsøgeren umiddelbart, og som ikke omfattede gennemførelsesforanstaltninger.

15

Sagsøgeren har gjort gældende, at klagenævnet i den anfægtede afgørelse med rette, henset til retspraksis, fastslog, at den oprindelige afgørelse var en regelfastsættende retsakt, som berørte sagsøgeren umiddelbart og ikke omfattede gennemførelsesforanstaltninger, og som følgelig kunne anfægtes for Unionens retsinstanser som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF. Dette er heller ikke blevet bestridt af ACER i forbindelse med det foreliggende søgsmål.

16

Ifølge sagsøgeren lagde klagenævnet i den anfægtede afgørelse imidlertid med urette, henset til ordlyden af artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942, til grund, at sagsøgeren ikke havde beføjelse til at indgive en klage til klagenævnet over den oprindelige afgørelse. Det var imidlertid muligt og nødvendigt at fortolke og anvende den nævnte bestemmelse således, at den tillagde sagsøgeren beføjelse til at påklage den nævnte afgørelse som en regelfastsættende retsakt, som berørte sagsøgeren umiddelbart og ikke omfattede gennemførelsesforanstaltninger, og som følgelig kunne anfægtes for Unionens retsinstanser som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF. Enhver anden fortolkning af artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942 ville nemlig tilsidesætte den effektive virkning af proceduren for klagenævnet, og det ville ikke være muligt at sikre foreneligheden af denne bestemmelse med princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse, som omhandlet i chartrets artikel 47, og med princippet om lighed for loven, som sikret ved chartrets artikel 20.

17

For det første afhænger den effektive virkning af proceduren for klagenævnet, der er udformet som en forenklet mekanisme til fuld administrativ egenkontrol af hensyn til en retfærdig rettergang og frigørelse af ressourcer hos Unionens retsinstanser, af, at den er tilgængelig for de talrige berørte parter, der reelt har lidt skade som følge af de afgørelser om markedsregulering, der er truffet af ACER, såsom den midlertidige grænseværdi for prisen, der er fastsat i den oprindelige afgørelse. Ifølge retspraksis bør EU-rettens bestemmelser imidlertid fortolkes således, at de bevarer deres effektive virkning. I den foreliggende sag har en snæver fortolkning af klageadgangen for klagenævnet den konsekvens, at ACER i praksis frigøres fra enhver egenkontrol i udøvelsen af centrale markedsreguleringsopgaver, som i stigende antal og vigtighed overlades ACER. Hvis fysiske eller juridiske personer kunne anlægge sag direkte ved Retten til prøvelse af ACER’s afgørelser, når disse udgør regelfastsættende retsakter, som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger, og som berører de pågældende personer umiddelbart, ville det tilsidesætte den effektive virkning af den forenklede mekanisme til fuld administrativ egenkontrol, der er fastsat i artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942, og potentielt afføde tvister anlagt parallelt ved forskellige instanser (dvs. klagenævnet og Retten) med forskellige kontrolniveauer (dvs. fuld kontrol og begrænset kontrol).

18

For det andet kan et underskud med hensyn til en effektiv domstolsbeskyttelse, som ville være i strid med den primære EU-ret, og som Lissabontraktaten netop skulle afhjælpe, kun undgås, såfremt der åbnes for klageadgang til klagenævnet. Det er sagsøgerens opfattelse, at såfremt udtømmelsen af den klageprocedure, der er omhandlet i artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942, er en nødvendig forudsætning, henset til 34. betragtning til denne forordning og til retspraksis, for at anlægge søgsmål ved Unionens retsinstanser, fratager den omstændighed, at fysiske eller juridiske personer ifølge denne bestemmelse ikke har mulighed for til klagenævnet at påklage retsakter fra ACER, der er regelfastsættende, men ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger, som berører dem umiddelbart, men ikke individuelt, efterfølgende disse personer den søgsmålsret for Retten, som er tillagt dem ved artikel 263, stk. 4, TEUF.

19

Ifølge retslitteraturen og retspraksis kan de særlige betingelser og vilkår for intern klageadgang, der på grundlag af artikel 263, stk. 5, TEUF er fastsat af EU-organer, ‑kontorer eller ‑agenturer, imidlertid ikke så tvivl om Rettens domstolskompetence. Sådanne betingelser og vilkår krænker nemlig princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse, som omhandlet i chartrets artikel 47, som ifølge fast retspraksis kræver en effektiv domstolsbeskyttelse mod enhver retsakt vedtaget af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer. Hvis det endvidere skulle lægges til grund, at fysiske eller juridiske personer skal anlægge søgsmål til prøvelse af ACER’s afgørelser direkte ved Retten, når de ønsker at anfægte regelfastsættende retsakter, der ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger, som berører dem umiddelbart, som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, ville det være uforeneligt med EU-lovgivers ønske om at foretrække en mekanisme for klager til et »appelorgan« inden for Unionens agenturer for at muliggøre den fulde kontrol med deres komplekse tekniske eller videnskabelige vurderinger, idet Unionens retsinstanser ifølge retspraksis efterfølgende udøver en begrænset kontrol.

20

Det er heller ikke i overensstemmelse med princippet om lighed for loven, som sikret ved chartrets artikel 20 og anvendt i retspraksis, for så vidt som de fysiske eller juridiske personer, der er mest ugunstigt berørt af ACER’s afgørelser, uden objektiv begrundelse behandles ringere end andre i henseende til deres klagebeføjelse, hvilket i den foreliggende sag gør sig gældende for leverandørerne af balanceringsenergi i forhold til TSO’erne. Henset til det begrænsede antal individuelle afgørelser vedtaget af ACER, der har regelfastsættende rækkevidde, og til muligheden for at behandle dem samlet eller kombineret i parallelle klager er klagenævnet reelt ikke truet af overbebyrdning og kan varetage den opgave, som EU-lovgiver har tillagt det, nemlig at aflaste Unionens retsinstanser og sikre den fulde kontrol med ACER’s afgørelser.

21

Ifølge sagsøgeren burde klagenævnet i den anfægtede afgørelse ikke kun have opholdt sig ved ordlyden af artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942. Det fremgår nemlig af retspraksis, at ordlyden af en bestemmelse i den afledte ret kan og bør fortolkes udvidende eller endda ud over dens bogstav, eftersom foreneligheden heraf med den primære EU-ret byder det. Det er imidlertid i strid med primærretten at anlægge en snævrere fortolkning af fysiske eller juridiske personers klagebeføjelser i forbindelse med artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942 end i forbindelse med artikel 263, stk. 4, TEUF, som affattet ved Lissabontraktaten.

22

ACER har bestridt sagsøgerens argumenter og i det væsentlige gjort gældende, at det andet anbringende bør forkastes.

23

Indledningsvis skal det bemærkes, at Unionens retsinstanser allerede har fastslået, at fremstillingen af søgsmålsgrundene ved deres indhold i højere grad end ved deres retlige betegnelse kan være tilstrækkelig, forudsat at disse søgsmålsgrunde fremgår tilstrækkeligt klart af stævningen (jf. dom af 23.9.2004, Italien mod Kommissionen, C-297/02, ikke trykt i Sml., EU:C:2004:550, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis, og af 24.9.2015, Italien og Spanien mod Kommissionen, T-124/13 og T-191/13, EU:T:2015:690, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis, dom af 19.1.2017, Kommissionen mod Frieberger og Vallin, T-232/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:15, præmis 33).

24

I henhold til retspraksis kan det endvidere lægges til grund, at en ulovlighedsindsigelse er fremsat implicit, når det fremgår relativt klart af stævningen, at sagsøgeren rent faktisk har fremsat et sådant klagepunkt (jf. i denne retning dom af 6.6.1996, Baiwir mod Kommissionen,T-262/94, EU:T:1996:75, præmis 37, af 27.11.2018, Mouvement pour une Europe des nations et des libertés mod Parlamentet,T-829/16, EU:T:2018:840, præmis 66, og af 21.12.2022, Falke mod Kommissionen,T-306/21, EU:T:2022:834, præmis 30).

25

Det fremgår imidlertid af indholdet af det andet anbringende, således som det er forklaret i stævningens punkt 138-151 og punkt 159 og replikkens punkt 56-60, at sagsøgeren i det væsentlige har gjort gældende, at for at være i overensstemmelse med princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse og med chartrets artikel 47 som gennemført ved artikel 263, stk. 4, TEUF, der tillægger sagsøgeren kompetence til for Unionens retsinstanser at anlægge et søgsmål med henblik på prøvelse af enhver retsakt, som i lighed med den oprindelige afgørelse er en regelfastsættende retsakt, der berører vedkommende umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger, samt med princippet om lighed for loven, der er fastsat i chartrets artikel 20, burde artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942 være blevet fortolket således af klagenævnet i den anfægtede afgørelse, at denne bestemmelse tillod sagsøgeren at indgive en klage til klagenævnet over den nævnte afgørelse.

26

De i præmis 25 ovenfor nævnte forklaringer skal forstås således, at de nærmere bestemt dækker to klagepunkter vedrørende dels klagenævnets fortolkning af artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942 i den anfægtede afgørelse, som er i strid med princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse og med chartrets artikel 47 som gennemført ved artikel 263, stk. 4, TEUF, som affattet ved Lissabontraktaten, samt med princippet om lighed for loven, der er fastsat i chartrets artikel 20 (det første klagepunkt), dels en implicit ulovlighedsindsigelse vedrørende artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942 på grund af denne bestemmelses uforenelighed med de samme principper og artikler i chartret (det andet klagepunkt).

27

Sagsøgeren har som svar på en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse truffet på grundlag af artikel 89 og 90 i Rettens procesreglement bekræftet, at stævningen implicit indeholdt en sådan ulovlighedsindsigelsen vedrørende artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942.

28

For så vidt som ACER som svar på en anden foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse har indvendt, at ulovlighedsindsigelsen vedrørende artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942 blev rejst for sent, nemlig først i sagsøgerens svar på den foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, som Retten havde rettet til sagsøgeren, og følgelig og i overensstemmelse med retspraksis fra præmis 23 i dom af 15. maj 2008, Spanien mod Rådet (C-442/04, EU:C:2008:276), præmis 38 og 39 i dom af 26. juni 2008, Alferink m.fl. mod Kommissionen (T-94/98, EU:T:2008:226), og præmis 64-66 i dom af 24. september 2008, Reliance Industries mod Rådet og Kommissionen (T-45/06, EU:T:2008:398), burde afvises fra realitetsbehandling, skal det bemærkes, at de to i præmis 26 ovenfor nævnte klagepunkter fremgik med tilstrækkelig tydelighed af stævningens punkt 138-151. ACER’s indsigelse kan derfor ikke tages til følge, og de to klagepunkter skal undersøges med hensyn til realiteten.

29

Indledningsvis bemærkes det, således som parterne i deres skriftlige indlæg og klagenævnet i den anfægtede afgørelses punkt 42 og 52 har medgivet, at den oprindelige afgørelse, selv om den er vedtaget i form af en afgørelse, der er individuelt rettet til TSO’erne i den region, der omfatter Belgien, Den Tjekkiske Republik, Tyskland, Frankrig, Kroatien, Luxembourg, Ungarn, Nederlandene, Østrig, Polen, Rumænien, Slovenien og Slovakiet (herefter »CORE-regionen«), er en regelfastsættende retsakt, som berører sagsøgeren umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger, jf. den tredje situation i artikel 263, stk. 4, TEUF, som affattet ved Lissabontraktaten, hvorfor sagsøgeren i henseende til denne afgørelse tilhører kategorien af fysiske eller juridiske personer, der er omfattet af den tredje situation i artikel 263, stk. 4, TEUF.

30

Når dette er præciseret, skal det efterprøves, om artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942, således som sagsøgeren har gjort gældende i forbindelse med det første klagepunkt, burde være blevet fortolket således af klagenævnet i den anfægtede afgørelse, at denne bestemmelse tillægger sagsøgeren beføjelse til at indgive en klage til klagenævnet over den oprindelige afgørelse, for at sikre denne bestemmelses forenelighed med princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse og chartrets artikel 47 som gennemført ved artikel 263, stk. 4, TEUF, som affattet ved Lissabontraktaten, samt princippet om lighed for loven, som er fastsat i chartrets artikel 20.

31

Ifølge retspraksis kan en fortolkning af en EU-retlig bestemmelse ikke resultere i, at bestemmelsens ellers klare og præcise ordlyd berøves enhver effektiv virkning. Når betydningen af en sådan bestemmelse således er utvetydig i henhold til selve bestemmelsens ordlyd, kan Unionens retsinstanser ikke fravige denne fortolkning (jf. dom af 23.11.2023, Ministarstvo financija,C-682/22, EU:C:2023:920, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis). I henhold til fast retspraksis skal der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse, når dennes ordlyd ikke udtrykkeligt afgrænser dens rækkevidde, tages hensyn til den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (jf. dom af 21.1.2021, Whiteland Import Export,C-308/19, EU:C:2021:47, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

32

I artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942 vedrørende de af ACER’s »[a]fgørelser, der kan påklages«, fastsættes det, at »[a]lle fysiske og juridiske personer, herunder [NRM], kan påklage en i [denne forordnings] artikel 2, litra d), omhandlet afgørelse [truffet af ACER], som er rettet til den pågældende, eller en afgørelse, som, selv om den formelt er rettet til en anden person, berører den pågældende umiddelbart og individuelt«.

33

I den foreliggende sag er det ubestridt, at den oprindelige afgørelse, hvorved ACER i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, litra b), i forordning 2019/942 tog stilling til de ændringer af den omtvistede metode, som TSO’erne i CORE-regionen havde foreslået, er en afgørelse udstedt af ACER som omhandlet i denne forordnings artikel 2, litra d).

34

Det fremgår af den klare og præcise ordlyd af artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942, at sagsøgeren i egenskab af juridisk person, som ikke er adressat for den oprindelige afgørelse, der i overensstemmelse med denne forordnings artikel 2 er rettet til TSO’erne i CORE-regionen, kun kan påklage den nævnte afgørelse, såfremt denne ikke alene berører sagsøgeren umiddelbart, men tillige individuelt.

35

Selv om betingelsen om at være individuelt berørt, jf. artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942, ganske vist skal fortolkes i lyset af de generelle EU-retlige principper, således som disse er garanteret ved chartret, kan en sådan fortolkning ikke medføre, at der ses bort fra denne betingelse, som er udtrykkeligt fastsat i retsakten, uden at det fører til en fortolkning contra legem.

36

I denne henseende bemærkes det, at det ifølge fast retspraksis kun er muligt at anlægge en bred fortolkning, for så vidt som den er forenelig med ordlyden af den omhandlede bestemmelse, og at selv princippet om, at en fortolkning skal være forenelig med trinhøjere bindende retsregler, ikke kan tjene som grundlag for en fortolkning af national ret, der er contra legem (jf. kendelse af 15.12.2023, Stan mod Den Europæiske Anklagemyndighed, T-103/23, EU:T:2023:871, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes analogt dom af 19.9.2019, Rayonna prokuratura Lom,C-467/18, EU:C:2019:765, præmis 61, og af 5.10.2020, Brown mod Kommissionen,T-18/19, EU:T:2020:465, præmis 111).

37

Det må følgelig fastslås, at klagenævnet i den anfægtede afgørelse med rette ikke fortolkede artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942 således, at denne bestemmelse tillod sagsøgeren, som juridisk person i denne bestemmelses betydning, at indgive en klage til klagenævnet over den oprindelige afgørelse uden at skulle godtgøre, at den nævnte afgørelse ikke alene berørte sagsøgeren umiddelbart, men tillige individuelt.

38

Følgelig skal det første klagepunkt forkastes som ugrundet.

39

Herefter skal det andet klagepunkt i form af den implicitte ugyldighedsindsigelse, jf. præmis 26 ovenfor, undersøges med hensyn til realiteten.

40

I denne forbindelse skal det påpeges, at en EU-retsakt ifølge et almindeligt fortolkningsprincip i videst muligt omfang skal fortolkes således, at dens gyldighed ikke drages i tvivl (dom af 4.10.2001, Italien mod Kommissionen,C-403/99, EU:C:2001:507, præmis 37, og af 19.11.2009, Sturgeon m.fl.,C-402/07 og C-432/07, EU:C:2009:716, præmis 47). Tilsvarende gælder, at hvis en EU-retlig bestemmelse kan fortolkes på flere måder, skal den fortolkning, som kan sikre bestemmelsens effektive virkning, foretrækkes (dom af 19.11.2009, Sturgeon m.fl.,C-402/07 og C-432/07, EU:C:2009:716, præmis 47; jf. ligeledes i denne retning dom af 22.9.1988, Land de Sarre m.fl.,187/87, EU:C:1988:439, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).

41

I den foreliggende sag skal det bemærkes, at ACER subsidiært og Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen principalt i deres svar på de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som Retten havde rettet til dem, i det væsentlige har gjort gældende, at artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942 hverken var i strid med princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse eller med chartrets artikel 47 som gennemført ved artikel 263, stk. 4, TEUF, og heller ikke med princippet om lighed for loven, der er fastsat i chartrets artikel 20, for den var ikke til hinder for, at fysiske eller juridiske personer, som ikke var adressater for en af ACER’s almengyldige retsakter, der ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger, og som var umiddelbart, men ikke individuelt berørt af denne retsakt, dvs. den kategori af fysiske eller juridiske personer, der er omfattet af den tredje situation i artikel 263, stk. 4, TEUF, som affattet ved Lissabontraktaten, i situationer som de i den foreliggende sag omhandlede kunne anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af den nævnte retsakt direkte ved Retten.

42

Idet den oprindelige afgørelse for sagsøgerens vedkommende er en regelfastsættende retsakt, som berører vedkommende umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger, jf. artikel 263, stk. 4, TEUF, som affattet ved Lissabontraktaten (jf. præmis 29 ovenfor), tilhører sagsøgeren den kategori af fysiske eller juridiske personer, der er omfattet af den tredje situation i artikel 263, stk. 4, TEUF, som – i lighed med de to øvrige kategorier af fysiske eller juridiske personer, der er omfattet af den første og den anden situation i artikel 263, stk. 4, TEUF, nemlig fysiske eller juridiske personer, til hvem retsakten er rettet, eller som er umiddelbart og individuelt berørt heraf – kan anlægge søgsmål til prøvelse af den pågældende retsakt ved Unionens retsinstanser på de betingelser, der er fastsat i artikel 263, stk. 1 og 2, TEUF.

43

Artikel 263, stk. 5, TEUF bestemmer imidlertid, at der i retsakter om oprettelse af EU-organer, ‑kontorer og ‑agenturer kan fastsættes særlige betingelser og vilkår for fysiske eller juridiske personers indbringelse af klager med henblik på prøvelse af retsakter vedtaget af disse organer, kontorer og agenturer, som skal have retsvirkning for dem.

44

EU-lovgiver har efter forslag fra Kommissionen i artikel 28 og 29 i forordning 2019/942, sammenholdt med 34. betragtning hertil, bestemt, at de fysiske eller juridiske personer, der er adressater for ACER’s retsakter, eller som er umiddelbart og individuelt berørt heraf, for at sikre hurtig sagsbehandling bør kunne indbringe klager for klagenævnet.

45

I denne forbindelse fandt Parlamentet, Rådet og Kommissionen, således som det fremgår af deres svar på de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som Retten havde rettet til dem, at der til de fysiske eller juridiske personer, der i medfør af artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942 kan indgive en klage over en af ACER’s retsakter, jf. den nævnte forordnings artikel 2, litra d), ikke skulle henregnes fysiske eller juridiske personer i den kategori, der er omfattet af den tredje situation i artikel 263, stk. 4, TEUF, som affattet ved Lissabontraktaten, for så vidt som ACER i almindelighed i henhold til denne forordnings artikel 2, litra d), vedtog »individuelle afgørelser«, der kunne påklages til klagenævnet. Hvis ACER som i den foreliggende sag (jf. præmis 29 ovenfor) skulle vedtage en regelfastsættende retsakt, ville den i artikel 263, stk. 4, TEUF fastsatte direkte søgsmålsret være åben.

46

For så vidt som sagsøgeren i denne henseende har gjort gældende, at selskabet i henhold til artikel 29 i forordning 2019/942 ikke kunne indbringe et annullationssøgsmål direkte ved Retten til prøvelse af den oprindelige afgørelse på grundlag af den tredje situation, der er omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, bemærkes det, at det ganske vist i artikel 29 i forordning 2019/942 bestemmes, at »[s]øgsmål med påstand om annullation af en afgørelse, som ACER har truffet i henhold til [den nævnte] forordning […], [kun kan] indbringes for Den Europæiske Unions Domstol, efter at [den forudgående klageprocedure] i [denne forordnings] artikel 28 er udtømt […]«, og at denne bestemmelse pålægger de ikke-privilegerede sagsøgere at anlægge sag ved Retten med påstand om annullation af de afgørelser, der er vedtaget af klagenævnet (jf. i denne retning dom af 16.3.2022, MEKH og FGSZ mod ACER, T-684/19 og T-704/19, EU:T:2022:138, præmis 35-42).

47

Det skal imidlertid påpeges, at dom af 16. marts 2022, MEKH og FGSZ mod ACER (T-684/19 og T-704/19, EU:T:2022:138), skal fortolkes i lyset af den sammenhæng, hvori den indgik, og navnlig sammenholdt med den omstændighed, at sagsøgerne i denne sag ubestrideligt havde klagebeføjelse for klagenævnet, men ikke mulighed for, henset til artikel 28 og 29 i forordning 2019/942, at anfægte lovligheden af ACER’s oprindelige afgørelse for Retten.

48

For så vidt som EU-lovgiver af de grunde, der er anført i præmis 45 ovenfor, ikke har pålagt den kategori af fysiske eller juridiske personer, hvortil sagsøgeren hører, at følge proceduren med forudgående klage som omhandlet i artikel 28 i forordning 2019/942, kan den ved denne forordnings artikel 29 påkrævede udtømmelse af den nævnte procedure i så henseende ikke fortolkes således, at den finder anvendelse på denne kategori. Det følger heraf, at de fysiske eller juridiske personer, der henhører under den kategori, der er omfattet af den tredje situation i artikel 263, stk. 4, TEUF, som affattet ved Lissabontraktaten, ikke falder ind under anvendelsesområdet for den obligatoriske forudgående klageprocedure, der er bestemt ved artikel 28 og 29 i forordning 2019/942, og at de i modsætning til dem, der befinder sig i to andre kategorier, der er omfattet af denne forordnings artikel 28, stk. 1, skal anfægte ACER’s omhandlede retsakter direkte for Retten i overensstemmelse med den tredje situation i artikel 263, stk. 4, TEUF, som affattet ved Lissabontraktaten.

49

Som Parlamentet, Rådet og Kommissionen i deres svar på foranstaltningerne med henblik sagens tilrettelæggelse har gjort gældende, kan forordning 2019/942 nemlig ikke fortolkes således, at EU-lovgiver har ønsket at underkaste samtlige ACER’s retsakter klagenævnets kontrol, for så vidt som det materielle anvendelsesområde for den nævnte forordnings artikel 28 er afgrænset til de individuelle afgørelser, der er omfattet af denne forordnings artikel 2, litra d). EU-lovgiver har endvidere ligeledes fulgt denne »hybridtilgang« til oprettelsen af klageinstanser i flere andre agenturer, jf. forordningerne om nedsættelse af klageinstansen for henholdsvis Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA), Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), Den Fælles Afviklingsinstans (SRB), Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA), Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) og Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA). I denne forbindelse skal det bemærkes, at Parlamentet, Rådet og Kommissionen i deres svar på foranstaltningerne med henblik sagens tilrettelæggelse har fremhævet, at den manglende udtrykkelige henvisning i forordning 2019/942 til muligheden for at anlægge et søgsmål direkte ved Unionens retsinstanser i tilfælde, hvor de i denne forordnings artikel 28 fastsatte betingelser for antagelse til realitetsbehandling ikke var opfyldt, var uden betydning, idet en sådan henvisning havde været af rent konstaterende karakter, for så vidt som artikel 263 TEUF ikke behøver at være gennemført i den afledte EU-ret for at finde anvendelse.

50

I øvrigt modsiger den fortolkning, der anbefales i præmis 48 ovenfor, ikke præmis 57 i dom af 9. marts 2023, ACER mod Aquind (C-46/21 P, EU:C:2023:182), hvori Domstolen fastslog, at »[Unions agenturers appelorganer udgjorde] et egnet middel til at beskytte de pågældende parters rettigheder«, eftersom en sådan konstatering ikke indebærer, at den af ACER’s klagenævn udøvede kontrol er det eneste egnede middel til i henseende til ACER’s afgørelser at beskytte rettighederne for de fysiske eller juridiske personer, som ikke kan indbringe en klage for dette nævn på grundlag af artikel 28 i forordning 2019/942.

51

Denne fortolkning er heller ikke i modstrid med 34. betragtning til forordning 2019/942, hvori det udtrykkes, at »[p]å de områder, hvor ACER har beføjelser til at træffe afgørelser, bør de berørte parter for at sikre hurtig sagsbehandling kunne indbringe klager for et klagenævn«. Denne betragtning bør nemlig læses i sammenhæng med ordlyden af artikel 28 og 29 i forordning 2019/942 og den i præmis 50 ovenfor nævnte retspraksis, hvoraf det følger, at klagenævnet udgør et egnet retsmiddel til at beskytte rettighederne for de parter, der er berørt af ACER’s retsakter, for så vidt som de opfylder betingelserne i den nævnte forordning for antagelse til realitetsbehandling. Hverken 34. betragtning til forordning 2019/942 eller den førnævnte retspraksis kan imidlertid fortolkes således, at den løsning, at fysiske eller juridiske personer, som ikke har adgang til at klage til klagenævnet i henhold til den nævnte forordnings artikel 28, indbringer en sag direkte for Unionens retsinstanser i henhold til artikel 263 TEUF, ikke er et egnet middel til at kontrollere lovligheden af ACER’s retsakter i første instans.

52

Selv om artikel 263, stk. 5, TEUF, således som ACER, Parlamentet, Rådet og Kommissionen har gjort gældende i deres svar på Rettens mundtlige spørgsmål i retsmødet eller deres svar på de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som Retten har rettet til dem, tillægger EU-lovgiver en skønsbeføjelse til at fastsætte særlige betingelser og vilkår for fysiske eller juridiske personers indbringelse af klager med henblik på prøvelse af retsakter vedtaget af disse organer, kontorer og agenturer, som skal have retsvirkning for dem, kan en sådan beføjelse alene udøves under iagttagelse af primærretten og navnlig de generelle EU-retlige principper.

53

Det skal derfor i første række undersøges, om den forskelsbehandling, der er indført ved artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942 mellem den kategori af fysisk eller juridiske personer, der er omfattet af den tredje situation i artikel 263, stk. 4, TEUF, som affattet ved Lissabontraktaten, og de to øvrige kategorier af fysiske eller juridiske personer, der er omfattet af den første og den anden situation i artikel 263, stk. 4, TEUF for så vidt angår muligheden for at indbringe en klage for klagenævnet, er uforenelig med princippet om lighed for loven, der er fastsat i chartrets artikel 20.

54

I denne henseende påpeges det, at ifølge fast retspraksis er lighed for loven, som er fastsat i chartrets artikel 20, et almindeligt princip i EU-retten, der kræver, at ensartede forhold ikke må behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke må behandles ensartet, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet (jf. dom af 2.9.2021, État belge (Opholdsret i tilfælde af vold i hjemmet), C-930/19, EU:C:2021:657, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

55

Kravet om, at der skal foreligge tilsvarende situationer med henblik på at fastslå, om der foreligger en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, skal vurderes på grundlag af alle de omstændigheder, som kendetegner disse situationer, og navnlig i lyset af indholdet af og formålet med den retsakt, der indfører den forskellige behandling, idet det bemærkes, at der med henblik herpå skal tages hensyn til de principper, der gælder inden for det område, som retsakten henhører under, og de formål, der forfølges på det pågældende område. I det omfang, situationerne ikke kan sammenlignes, udgør en forskellig behandling af de omhandlede situationer ikke en tilsidesættelse af den lighed for loven, som er fastsat i chartrets artikel 20 (jf. dom af 2.9.2021, État belge (Opholdsret i tilfælde af vold i hjemmet), C-930/19, EU:C:2021:657, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

56

I den foreliggende sag skal det vurderes, hvorvidt en fysisk eller juridisk person, der tilhører den kategori, som er omfattet af den tredje situation i artikel 263, stk. 4, TEUF, som affattet ved Lissabontraktaten, og som ønsker at påklage en af ACER’s retsakter med påstand om annullation i henhold til denne forordning, henset til indholdet af og formålet med ACER’s interne klagesystem, som er indført ved artikel 28 og 29 i forordning 2019/942, befinder sig i en situation, der er sammenlignelig med den, som gør sig gældende for en fysisk eller juridisk person, der tilhører en af de andre kategorier, der er omfattet af den første og den anden situation i artikel 263, stk. 4, TEUF, og ligeledes ønsker at indgive en sådan klage.

57

Indledningsvis bemærkes det, at for så vidt som EU-lovgiver har ønsket at forsyne klagenævnet med den nødvendige ekspertise for at gøre det muligt for dette selv at foretage vurderinger vedrørende faktuelle forhold af teknisk og økonomisk kompliceret art, der vedrører energi, har klagenævnet, således som Unionens retsinstanser allerede har haft lejlighed til at bekræfte, ikke tilladelse til kun at udøve en begrænset kontrol med ACER’s afgørelser. Det pågældende klagenævn skal derimod med udgangspunkt i medlemmernes videnskabelige ekspertise undersøge, om de argumenter, som klageren har fremført, kan godtgøre, at de betragtninger, der ligger til grund for den nævnte afgørelse fra ACER, er behæftet med fejl (jf. i denne retning dom af 9.3.2023, ACER mod Aquind,C-46/21 P, EU:C:2023:182, præmis 53-72, og af 18.11.2020, Aquind mod ACER,T-735/18, EU:T:2020:542, præmis 45-71).

58

I denne forbindelse har Unionens retsinstanser præciseret, at oprettelsen af klagenævnet indgik i en overordnet tilgang, som EU-lovgiver havde anlagt med henblik på at give Unionens agenturer klageinstanser, når disse havde fået tildelt en betydelig beslutningskompetence vedrørende komplekse tekniske eller videnskabelige spørgsmål, der kunne påvirke de berørte parters retsstilling direkte. Disse appelorganer udgør et egnet middel til at beskytte de pågældende parters rettigheder i en sammenhæng, hvor, som det følger af fast retspraksis, Unionens retsinstanser, når Unionens myndigheder har en bred skønsmargin, navnlig vedrørende vurderingen af faktuelle forhold af videnskabelig og teknisk meget kompliceret art, til at bestemme karakteren og omfanget af deres tiltag, bør begrænse sig til at undersøge, om udøvelsen af dette skøn er behæftet med en åbenbar fejl, om der foreligger magtfordrejning, eller om institutionerne åbenbart har overskredet grænserne for deres skøn (dom af 9.3.2023, ACER mod Aquind,C-46/21 P, EU:C:2023:182, præmis 56 og 57; jf. ligeledes dom af 7.3.2013, Bilbaína de Alquitranes m.fl. mod ECHA,T-93/10, EU:T:2013:106, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis).

59

Det må derfor fastslås, at idet artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942 ikke tillader de fysiske eller juridiske personer, som i lighed med sagsøgeren tilhører den kategori, der er omfattet af den tredje situation i artikel 263, stk. 4, TEUF, som affattet ved Lissabontraktaten, at indbringe en klage for klagenævnet, indføres der herved en forskelsbehandling, for så vidt som disse personer alene kan opnå Rettens begrænsede kontrol med ACER’s afgørelser i henseende til vurderinger vedrørende faktuelle forhold af kompliceret videnskabelig, teknisk eller økonomisk art, mens de fysiske eller juridiske personer i de kategorier, der er omfattet af den første og den anden situation i artikel 263, stk. 4, TEUF, kan få adgang til en fuld kontrol hos klagenævnet for så vidt angår de nævnte videnskabelige, tekniske eller økonomiske vurderinger.

60

Som ACER, Parlamentet, Rådet og Kommissionen i det væsentlige har gjort gældende i deres svar på de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som Retten havde rettet til dem, er denne forskelsbehandling med hensyn til adgangen til klagenævnets fulde kontrol ikke desto mindre begrundet i den mere eller mindre nære sammenhæng, der består mellem de forskellige kategorier af fysiske eller juridiske personer, der berøres af ACER’s afgørelser. Mens de fysiske eller juridiske personer i de kategorier, der er omfattet af den første og den anden situation i artikel 263, stk. 4, TEUF, som affattet ved Lissabontraktaten, individualiseres af de nævnte afgørelser, for så vidt som disse er rettet til de pågældende personer som adressater, eller idet sådanne afgørelser rammer disse personer på lignende måde som adressaten på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre (dom af 15.7.1963, Plaumann mod Kommissionen,25/62, EU:C:1963:17, EFT 1954-1964, s. 411, og af 17.9.2015, Mory m.fl. mod Kommissionen,C-33/14 P, EU:C:2015:609, præmis 93), er dette nemlig ikke tilfældet for de fysiske eller juridiske personer, der henhører under den kategori, der er omfattet af den tredje situation i artikel 263, stk. 4, TEUF.

61

Denne forskellige behandling, der er baseret på objektive kriterier opstillet i artikel 28 i forordning 2019/942, er således berettiget, når den beror på et med den pågældende lovgivning lovligt tilstræbt formål, og når forskellen står i rimeligt forhold til det formål, som tilstræbes med denne behandling (jf. i denne retning dom af 5.7.1977, Bela-Mühle Bergmann,114/76, EU:C:1977:116, præmis 7, og af 16.12.2008, Arcelor Atlantique et Lorraine m.fl.,C-127/07, EU:C:2008:728, præmis 47).

62

Anvendelsen af de objektive kriterier, som EU-lovgiver har fastsat i artikel 28 i forordning 2019/942, beror nemlig på det med denne bestemmelse forfulgte formål, som består i at oprette et system for administrative retsmidler vedrørende præcise kategorier af ACER’s retsakter og af fysiske eller juridiske personer, som har en nær sammenhæng med disse akter.

63

I betragtning af deres knap så nære sammenhæng med ACER’s »individuelle afgørelser« i forhold til de fysiske eller juridiske personer i de kategorier, der er omfattet af den første og den anden situation i artikel 263, stk. 4, TEUF, som affattet ved Lissabontraktaten, er det begrundet og hensigtsmæssigt, at de fysiske eller juridiske personer, der i lighed med sagsøgeren tilhører den kategori, der er omfattet af den tredje situation i artikel 263, stk. 4, TEUF, kun har mulighed for at opnå Rettens begrænsede kontrol med de nævnte afgørelser, idet det præciseres, at til forskel fra dem, der tilhører de to andre kategorier, er de nævnte personer hverken pålagt den forpligtelse, der følger af artikel 29 i forordning 2019/942, til at udtømme den forudgående klageprocedure som omhandlet i denne forordnings artikel 28 (jf. præmis 47 ovenfor) eller at følge den procedure for forudgående bevilling af appeller, der er fastsat i artikel 58a i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

64

Ifølge retspraksis er det i øvrigt en betingelse for at kunne kritisere EU-lovgiver for at have tilsidesat ligebehandlingsprincippet, at denne har behandlet ensartede situationer forskelligt på en sådan måde, at visse personer stilles ringere end andre (dom af 13.7.1962, Klöckner-Werke og Hoesch mod Den Høje Myndighed, 17/61 og 20/61, EU:C:1962:30, EFT 1954-1964, s. 331, og af 16.12.2008, Arcelor Atlantique et Lorraine m.fl.,C-127/07, EU:C:2008:728, præmis 39).

65

I denne forbindelse kan den af Retten direkte udøvede kontrol ikke anses for at være ugunstig for fysiske eller juridiske personer, der, henset til en af ACER’s retsakter, ikke befinder sig i en af de situationer, der er omhandlet i artikel 28 i forordning 2019/942.

66

Den omstændighed, at klagenævnets undersøgelse af en af ACER’s retsakter er blevet anset for at være et egnet middel til at beskytte sådanne fysiske eller juridiske personers rettigheder, som har en nær sammenhæng med denne retsakt, i en situation hvor Unionens myndigheder har en bred skønsmargin, navnlig vedrørende de faktuelle forhold af videnskabelig og teknisk meget kompliceret art, til at bestemme karakteren og omfanget af de foranstaltninger, som de træffer (jf. i denne retning dom af 9.3.2023, ACER mod Aquind,C-46/21 P, EU:C:2023:182, præmis 57), kan nemlig ikke fortolkes således, at den betyder, at et søgsmål anlagt direkte ved Retten på grundlag af artikel 263, stk. 4, TEUF heller ikke vil kunne anses for et egnet middel til at beskytte sådanne fysiske eller juridiske personers rettigheder, som har en knap så nær sammenhæng med den samme retsakt.

67

Det følger heraf, at EU-lovgiver ved artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942 har indført en begrundet forskelsbehandling af fysiske eller juridiske personer, der ikke befinder sig i en identisk eller sammenlignelig situation, henset til ACER’s afgørelser, og derfor ikke skal underkastes de samme særlige betingelser og vilkår for så vidt angår de klager, som de indbringer til prøvelse af de nævnte afgørelser, hvorfor denne forskelsbehandling ikke kan betragtes som en tilsidesættelse af princippet om lighed for loven, der er fastsat i chartrets artikel 20.

68

Det skal i anden række undersøges, hvorvidt den omstændighed, at det ikke er muligt for fysiske eller juridiske personer, der som sagsøgeren selv tilhører den kategori, der er omfattet af den tredje situation i artikel 263, stk. 4, TEUF, at indgive en klage til klagenævnet, således som sagsøgeren har gjort gældende, er en tilsidesættelse af princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse og af chartrets artikel 47 som gennemført ved artikel 263, stk. 4, TEUF.

69

Det fremgår af chartrets artikel 47, at enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i den nævnte artikel. Det fremgår af Domstolens og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at adgang til domstolsprøvelse ikke er en absolut rettighed, og at der således kan være indført forholdsmæssige begrænsninger, der forfølger et legitimt mål og ikke krænker selve indholdet i denne rettighed (jf. kendelse af 6.4.2017, PITEE mod Kommissionen, C-464/16 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:291, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis). I overensstemmelse med chartrets artikel 52, stk. 1, er enhver begrænsning af retten til effektive retsmidler kun begrundet, såfremt den er fastlagt i lovgivningen, respekterer den nævnte rettigheds væsentligste indhold og under iagttagelse af proportionalitetsprincippet er nødvendig og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Den Europæiske Union, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder (dom af 4.5.2016, Pillbox 38,C-477/14, EU:C:2016:324, præmis 160, og af 15.9.2016, Star Storage m.fl.,C-439/14 og C-488/14, EU:C:2016:688, præmis 49).

70

I den foreliggende sag fremgår det som allerede bemærket (jf. præmis 47 og 67 ovenfor) af en samlet læsning af artikel 263, stk. 4, TEUF, og artikel 28 og 29 i forordning 2019/942, sammenholdt med det almindelige fortolkningsprincip, der er nævnt i præmis 40 ovenfor, at de fysiske eller juridiske personer, der i lighed med sagsøgeren tilhører den kategori, der er omfattet af den tredje situation i artikel 263, stk. 4, TEUF, som affattet ved Lissabontraktaten, kan anlægge søgsmål direkte ved Retten til prøvelse af ACER’s afgørelser.

71

I denne henseende bemærkes det, at for så vidt som det stadig er muligt at anlægge et annullationssøgsmål ved Retten, kan det ikke lægges til grund, at EU-lovgiver har tilsidesat retten til en effektiv domstolsbeskyttelse med vedtagelsen af artikel 28 og 29 i forordning 2019/942.

72

Som anført af klagenævnet i den anfægtede afgørelses punkt 57 og af sagsøgeren i retsmødet afføder de særlige betingelser og vilkår for at klage til klagenævnet, som EU-lovgiver har indført ved artikel 28 og 29 i forordning 2019/942, ganske vist nogle utilfredsstillende proceduremæssige komplikationer. For det første kan de medføre, at der til klagenævnet og til Retten indgives parallelle klager over de samme afgørelser truffet af ACER, enten af de samme fysiske eller juridiske personer, hvis der er tvivl om den kategori, de tilhører i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF, eller af fysiske eller juridiske personer fra forskellige kategorier som omhandlet i samme bestemmelse, med alle de komplikationer til følge, der er indbygget i behandlingen af sådanne klager (ufornødent at træffe afgørelse, suspension osv.). For det andet kan anvendelsen af disse særlige betingelser og vilkår give anledning til talrige tvister ved klagenævnet, Retten og Domstolen, idet de lader klagenævnets og Rettens respektive kompetence til at påkende en klage, der er indgivet af en fysisk eller juridisk person, som ikke er adressat for en af ACER’s retsakter, men for hvem denne akt skaber retsvirkninger, og følgelig den procedure, der skal følges af den pågældende for at anfægte den nævnte retsakt, være betinget af svaret på det komplicerede retlige spørgsmål om, hvorvidt denne person er »individuelt berørt« af den nævnte retsakt eller ej.

73

Ikke desto mindre er risikoen for parallelle klager over samme retsakt fra ACER for det første uafhængig af artikel 28 og 29 i forordning 2019/942, eftersom de privilegerede sagsøgere, således som det bl.a. fremgår af præmis 31 i dom af 16. marts 2022, MEKH og FGSZ mod ACER (T-684/19 og T-704/19, EU:T:2022:138), har ret til at anlægge et annullationssøgsmål direkte ved Retten til prøvelse af en afgørelse truffet af ACER. For det andet udspringer den komplekse karakter af begrebet »individuelt berørt« ikke specifikt af det administrative klagesystem, der er indført ved artikel 28 og 29 i forordning 2019/942.

74

Under alle omstændigheder forholder det sig ikke desto mindre således, at sådanne proceduremæssige komplikationer ikke er tilstrækkelige til at konstatere, at det nævnte klagesystem i sig selv er i strid med princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse som sikret ved chartrets artikel 47.

75

Artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942 kan derfor heller ikke anses for at tilsidesætte princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse og chartrets artikel 47 som gennemført ved artikel 263, stk. 4, TEUF.

76

Følgelig skal ulovlighedsindsigelsen forkastes som ugrundet og det andet anbringende derfor forkastes i sin helhed.

77

Det første anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942 skal herefter undersøges med hensyn til realiteten.

78

Sagsøgeren er af den opfattelse, at klagenævnet i den anfægtede afgørelse tilsidesatte artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942, idet det lagde til grund, at sagsøgeren ikke havde den fornødne beføjelse til at påklage den oprindelige afgørelse til nævnet, selv om sagsøgeren var umiddelbart og individuelt berørt af denne afgørelse.

79

Sagsøgeren har gjort opmærksom på, at klagenævnet i den anfægtede afgørelses punkt 41 ff. med rette, henset til retspraksis, fastslog, at selskabet var umiddelbart berørt af den oprindelige afgørelse, som påvirkede dets retsstilling direkte, idet den midlertidigt hindrede selskabet i frit at fastsætte sine udbudspriser på balanceringsenergimarkedet, eftersom de priser, der oversteg den midlertidige grænseværdi for prisen, der var fastsat ved den oprindelige afgørelse, ikke længere kunne accepteres af TSO’erne i CORE-regionen via de europæiske platforme PICASSO og MARI.

80

Det var derimod ifølge sagsøgeren med urette, at klagenævnet i den anfægtede afgørelse afviste at konstatere, at selskabet var individuelt berørt af den oprindelige afgørelse ifølge de principper, der er fastlagt i retspraksis i forbindelse med anvendelsen af artikel 263, stk. 4, TEUF, som tilpasset efter formålet med proceduren for klagenævnet, der i henhold til 34. betragtning til forordning 2019/942 er udformet som en forenklet mekanisme til fuld administrativ egenkontrol, af hensyn til en retfærdig rettergang og åben for de mange parter, der er berørt af ACER’s markedsreguleringsafgørelser, f.eks. den midlertidige grænseværdi for prisen, der blev fastsat ved den oprindelige afgørelse. Denne mekanisme skal imødekomme Domstolens betænkeligheder med hensyn til delegeringen af vedtagelsen af individuelle afgørelser, der indebærer et vidt skøn, til organer, kontorer eller agenturer.

81

I den foreliggende sag er visse markedsaktører, nemlig TSO’erne, imidlertid særligt integreret i beslutningsprocessen og udpeget som de eneste adressater for retsakter, der ganske vist vedtages i form af individuelle afgørelser, jf. artikel 288, stk. 4, andet punktum, TEUF, men i praksis har regelfastsættende rækkevidde, hvilket betyder, at en fuld kontrol med de nævnte retsakter tilbydes de øvrige markedsaktører, der er berørt heraf, for at de kan forsvare deres interesser, der ikke nødvendigvis er sammenfaldende med TSO’ernes.

82

Som reaktion på denne situation har sagsøgeren gjort gældende, at artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942 skal fortolkes sammenhængende med artikel 5, stk. 8, i forordning 2017/2195, som tillægger enhver part, herunder markedsaktørerne, en ret til at klage til NRM’erne over TSO’ernes afgørelser. Ikke alene er den af ACER anbefalede fortolkning af artikel 28 i forordning 2019/942 »utilfredsstillende«, således som klagenævnet anførte i den anfægtede afgørelses punkt 57, men den er også i strid med princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse og princippet om forbuddet mod forskelsbehandling og modsiger formålet med den mekanisme, der er indført ved denne artikel, nemlig at aflaste Unionens retsinstanser.

83

For det første har sagsøgeren anført, at selskabet har medvirket aktivt i den procedure, der førte til vedtagelsen af den oprindelige afgørelse, hvilket ifølge retspraksis udgør et af flere relevante forhold med henblik på at fastslå, at en sagsøger er individuelt berørt. I den foreliggende sag har sagsøgeren deltaget aktivt i den offentlige høring, som ENTSO for elektricitet afholdt i henhold til artikel 10 i forordning 2017/2195, inden TSO’ernes forslag blev forelagt for ACER, idet selskabet afgav sin udtalelse til ACER den 30. juli 2021. I øvrigt har selskabet også deltaget aktivt i den offentlige høring om det nævnte forslag, som ACER afholdt, idet det indgav sine bemærkninger til ACER den 10. november 2021. I henhold til artikel 10, stk. 6, i forordning 2017/2195 burde TSO’erne og i sidste ende ACER have taget hensyn til sagsøgerens udtalelse af 30. juli 2021 eller i deres forslag gjort rede for de præcise grunde til, at de så bort herfra.

84

For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at selskabet er individuelt berørt af den oprindelige afgørelse i lige så høj eller endda højere grad end TSO’erne, til hvem den er rettet, for så vidt som denne afgørelse i overensstemmelse med retspraksis berører selskabets konkurrencemæssige stilling på markedet for levering af balanceringsenergi væsentligt og negativt, idet den kunstigt sænker den pris, hvortil selskabet kan udbyde denne elektricitet til TSO’erne, som er de eneste aftagere, og selskabet således midlertidigt hindres i at drage fordel af en markedspris, som burde være højere (for at dække den høje offeromkostning ved den udbudte elektricitet), eller at konkurrere på prisen på den nævnte elektricitet. Sagsøgeren er af den opfattelse, at selskabet i lighed med et antal andre leverandører af balanceringsenergi, som har opnået prækvalifikation af deres anlæg til høje variable marginalomkostninger, er det primære mål for den oprindelige afgørelse og den primære skadelidte som følge heraf, mens TSO’erne, som var adressaterne for den oprindelige afgørelse, har draget fordel heraf.

85

Sagsøgeren har således materielt set været en af de primære adressater for den oprindelige afgørelse, som har krænket sagsøgerens frihed til at oprette og drive egen virksomhed, idet den hindrede selskabet i at sælge balanceringsenergi til en pris, der kunne dække ikke blot de variable omkostninger ved dets kraftværker, men også de tunge investeringer, som selskabet foretog for at opretholde en disponibel driftskapacitet på balanceringsenergimarkedet trods den beskedne sandsynlighed for aktiveringen heraf på grund af de høje variable marginalomkostninger ved værkerne og følgelig deres plads nederst på rangfølgelisten.

86

Som det er fastlagt i retspraksis, skyldes den omstændighed, at sagsøgerens situation på markedet er væsentligt berørt, i det foreliggende tilfælde en utilstrækkelig indtjening, der for sagsøgerens vedkommende er et resultat af den oprindelige afgørelse, uanset om de øvrige konkurrenter kunne være berørt på samme måde. I denne forbindelse har sagsøgeren nærmere bestemt påberåbt sig situationen for to værker i Audorf og Itzehoe, som selskabet driver i Tyskland, og hvor det har investeret betydelige summer for at opretholde deres funktionalitet og disponible driftskapacitet på balanceringsenergimarkedet. Endvidere berører den oprindelige afgørelse ifølge sagsøgeren selskabet på en særlig måde i dettes egenskab af leverandør af balanceringsenergi, der driver virksomhed i Tyskland, dvs. i et af de sjældne systemområder, som allerede er koblet til de europæiske platforme PICASSO og MARI, idet det efter en lang og bekostelig proces lykkedes det at prækvalificere sine anlæg til at levere balanceringsenergi og samtidig blev forhindret i at udbyde den til priser, der kunne nå langt over 15000 EUR/MWh på grund af de høje variable marginalomkostninger ved de pågældende anlæg.

87

Sagsøgeren har foreholdt klagenævnet, at det i den anfægtede afgørelse hyldede princippet om, at selskabet burde have godtgjort, at det med hensyn til sine egenskaber var anderledes berørt end alle andre aktører på balanceringsenergimarkedet. En sådan betingelse følger imidlertid ikke af de principper, der er fastlagt i retspraksis i forbindelse med anvendelsen af artikel 263, stk. 4, TEUF, og er heller ikke begrundet i formålet med proceduren for klagenævnet som nævnt i præmis 80 ovenfor.

88

For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at selskabet er individualiseret ved den oprindelige afgørelse på samme måde som TSO’erne, hvortil den er rettet, for så vidt som denne afgørelse har tilsidesat de proceduremæssige garantier, som EU-retten giver sagsøgeren i forbindelse med dens vedtagelse som omhandlet i retspraksis. ACER burde nemlig, fra det øjeblik det trådte i TSO’erne i CORE-regionens sted for at ændre deres forslag, ligeledes have overholdt den ret til at blive hørt, der er fastsat i artikel 10 i forordning 2017/2195. I den foreliggende sag har sagsøgeren ved at deltage aktivt i den offentlige høring, som ENTSO for elektricitet afholdt i henhold til denne artikel, inden TSO’ernes forslag blev forelagt for ACER, og siden i den høringsprocedure, som ACER afholdt, givet udtryk for sin hensigt om at forsvare sine interesser og sine rettigheder i forbindelse med ændringen af den omtvistede metode. I replikken har sagsøgeren i øvrigt foreholdt ACER, at det ikke respekterede sagsøgerens ret til at tilkendegive sine synspunkter, der er sikret ved artikel 14, stk. 6, i forordning 2019/942.

89

ACER har bestridt sagsøgerens argumenter og gjort gældende, at det første anbringende bør forkastes.

90

Indledningsvis bemærkes det, at de »særlige betingelser og vilkår«, der er omhandlet i artikel 263, stk. 5, TEUF, skal fortolkes således, at de kun vedrører en EU-institutions eller et EU-organs, ‑kontors eller ‑agenturs fastsættelse af rent interne betingelser og vilkår, der ligger forud for en retssag, og som bl.a. regulerer funktionen i en mekanisme med egenovervågning eller afviklingen af en procedure for mindelige løsninger for at forberede eller undgå en tvist ved Unionens retsinstanser (jf. i denne retning kendelse af 12.9.2013, European Dynamics Luxembourg m.fl. mod KHIM, T-556/11, EU:T:2013:514, præmis 60, og dom af 25.10.2018, KF mod Satcen, T-286/15, EU:T:2018:718, præmis 107). Disse særlige betingelser og vilkår skal derfor fortsat være fuldstændig i overensstemmelse med den generelle ordning, der er fastsat i artikel 263 TEUF, for så vidt angår Unionens retsinstansers kompetence til at påkende de søgsmål, som de får overdraget (jf. i denne retning dom af 4.2.2016, Italian International Film mod EACEA,T-676/13, EU:T:2016:62, præmis 27, af 8.6.2016, Monster Energy mod EUIPO (Gengivelse af et fredssymbol), T-583/15, EU:T:2016:338, præmis 43, og af 8.6.2016, Monster Energy EUIPO (GREEN BEANS), T-585/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:339, præmis 41).

91

Det følger heraf, at når betingelserne for antagelse til realitetsbehandling er de samme i den generelle ordning, der er fastsat i artikel 263 TEUF, som i de særlige betingelser og vilkår, der er vedtaget i medfør af artikel 263, stk. 5, TEUF, skal de principielt fortolkes ensartet. Der skal derfor med henblik på at vurdere, om sagsøgeren er individuelt berørt af den anfægtede retsakt, nemlig den oprindelige afgørelse, i henhold til artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942, henvises til retspraksis vedrørende den anden situation i artikel 263, stk. 4, TEUF, som affattet ved Lissabontraktaten.

92

For så vidt angår betingelsen om at være individuelt berørt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF skal det bemærkes, at andre fysiske eller juridiske personer end en afgørelses adressater kun vil kunne påstå, at de berøres individuelt, hvis denne afgørelse rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten (dom af 15.7.1963, Plaumann mod Kommissionen,25/62, EU:C:1963:17, EFT 1954-1964, s. 411).

93

Af retspraksis baseret på artikel 263, stk. 4, TEUF er der endvidere udsprunget et princip, hvorefter det tilkommer sagsøgeren, i egenskab af fysisk eller juridisk person, som ikke er adressat for den retsakt, som vedkommende anfægter, at påberåbe sig og til støtte for sit søgsmål at godtgøre de egenskaber, som er særlige for vedkommende, eller den faktiske situation, der adskiller sagsøgeren fra alle andre og derfor individualiserer vedkommende på lignende måde som adressaten (jf. i denne retning kendelse af 28.9.2011, UCAPT mod Rådet, T-96/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:542, præmis 47, og af 6.5.2020, Sabo m.fl. mod Parlamentet og Rådet, T-141/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:179, præmis 32). I denne henseende mindes der i artikel 15, stk. 1, litra d), i klagenævnets procesreglement om, at det tilkommer sagsøgeren at godtgøre, at vedkommende er umiddelbart og individuelt berørt af ACER’s afgørelse som omhandlet i artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942.

94

I den foreliggende sag har sagsøgeren, som det fremgår af beskrivelsen af dennes argumenter i den anfægtede afgørelses punkt 45, som sagsøgeren ikke har bestridt i forbindelse med den foreliggende sag, sammenholdt med punkt 99-110 i sagsøgerens skriftlige begrundelse for klagen til klagenævnet af 28. april 2022, for klagenævnet påberåbt sig at være individuelt berørt af den oprindelige afgørelse, fordi denne i væsentlig grad påvirkede selskabets konkurrencemæssige stilling på det tyske balanceringsenergimarked, hvor det var en af de største aktive leverandører. Selskabet har aktivt forsvaret sine interesser på det nævnte marked og har navnlig medvirket aktivt i høringen af TSO’ernes forslag og besvaret ACER’s spørgsmål. Selskabet er særligt berørt af den oprindelige afgørelse, da flere af dets prækvalificerede anlæg har høje variable marginalomkostninger. Denne afgørelse berører en forud defineret gruppe af økonomiske aktører, som sagsøgeren tilhører, og som består af leverandører af balanceringsenergi, hvis anlæg er eller er på vej til at blive prækvalificeret til levering af balanceringsenergi.

95

I den anfægtede afgørelses punkt 46-50 undersøgte klagenævnet de »egenskaber« eller »faktiske situationer«, som sagsøgeren gjorde gældende, og konstaterede, at disse ikke var tilstrækkelige til at individualisere vedkommende, jf. retspraksis fra dom af 15. juli 1963, Plaumann mod Kommissionen (25/62, EU:C:1963:17, EFT 1954-1964, s. 411).

96

I forbindelse med den foreliggende sag har sagsøgeren i det væsentlige foreholdt klagenævnet, at dette ikke i den anfægtede afgørelse konstaterede, at selskabet var individuelt berørt af den oprindelige afgørelse i kraft af de egenskaber, der var særlige for det, og som adskilte det fra alle andre.

97

For det første har sagsøgeren påberåbt sig sin aktive deltagelse i den offentlige høring, som ENTSO for elektricitet afholdt i henhold til artikel 10 i forordning 2017/2195, inden TSO’ernes forslag blev forelagt for ACER, ved at indgive sin udtalelse af 30. juli 2021, og i den offentlige høring om det nævnte forslag, som ACER afholdt, ved at indgive sine bemærkninger af 10. november 2021, og det forhold, at TSO’erne og i sidste ende ACER i henhold til artikel 10, stk. 6, i forordning 2017/2195 burde have taget hensyn til sagsøgerens udtalelse af 30. juli 2021 eller i deres forslag gjort rede for de præcise grunde til, at de så bort herfra.

98

For det andet har sagsøgeren påberåbt sig den væsentlige og negative indvirkning af den oprindelige afgørelse for selskabets konkurrencemæssige stilling på det tyske marked for levering af balanceringsenergi. Den oprindelige afgørelse udgør et indgreb i dette marked, idet den hindrer den frie prisdannelse, indskrænker mulighederne for at konkurrere på prisen og hindrer de få balanceringsenergileverandører, der driver virksomhed i et af de sjældne systemområder, som allerede er koblet til de europæiske platforme PICASSO og MARI, og har fået prækvalificeret anlæg med høje variable marginalomkostninger, som de har investeret betydelige summer i, og som følgelig var eksponeret for en høj offeromkostning på grund af deres plads nederst på rangfølgelisten, i at dække deres omkostninger.

99

For det tredje har sagsøgeren påberåbt sig en tilsidesættelse af de proceduremæssige garantier, som EU-retten tillægger vedkommende i forbindelse med vedtagelsen af den oprindelige afgørelse, som omhandlet i retspraksis, for så vidt som ACER hverken respekterede selskabets ret til at blive hørt i henhold til artikel 10, stk. 1, i forordning 2017/2195 eller dets ret til at tilkendegive sine synspunkter som sikret ved artikel 14, stk. 6, i forordning 2019/942.

100

ACER har i sine skriftlige indlæg støttet klagenævnets holdning, hvorefter de af sagsøgeren for Retten påberåbte »egenskaber« eller »faktiske situationer« ikke er tilstrækkelige til at individualisere vedkommende, jf. retspraksis fra dom af 15. juli 1963, Plaumann mod Kommissionen (25/62, EU:C:1963:17, EFT 1954-1964, s. 411) (jf. præmis 95 ovenfor).

101

For så vidt angår de »egenskaber« eller »faktiske situationer«, som sagsøgeren påberåbte sig for klagenævnet, og som dette undersøgte i den anfægtede afgørelse, nemlig det forhold, at selskabet drev forretning på det tyske marked for balanceringsenergi og var en af de største leverandører på dette marked, og som sagsøgeren siden har uddybet i forbindelse med den foreliggende sag, idet selskabet har gjort gældende, at dets position på dette marked var væsentligt påvirket af den oprindelige afgørelse (jf. præmis 84-87, 94 og 98 ovenfor), har sagsøgeren henvist til Unionens retsinstansers praksis på området for statsstøtte og fusioner.

102

I denne forbindelse må det ganske vist fastslås, at ud over den virksomhed, der er modtager af den støtteforanstaltning, som den omtvistede afgørelse vedrører, er ifølge retspraksis bl.a. de konkurrerende virksomheder til denne blevet anset for individuelt berørt af en afgørelse fra Kommissionen, hvorved den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende den pågældende statsstøtte afsluttes, såfremt de har spillet en aktiv rolle inden for rammerne af denne procedure, og såfremt deres markedsposition i væsentligt omfang påvirkes af den nævnte støtteforanstaltning (jf. dom af 2.9.2021, Ja zum Nürburgring mod Kommissionen,C-647/19 P, EU:C:2021:666, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis). I denne situation kan en virksomhed således ikke påberåbe sig sin status som konkurrent i forhold til den støttemodtagende virksomhed alene, men skal desuden bevise, at den befinder sig i en faktisk situation, som individualiserer den på samme måde som adressaten (dom af 22.12.2008, British Aggregates mod Kommissionen,C-487/06 P, EU:C:2008:757, præmis 48).

103

Endvidere fremgår det af retspraksis på området for fusioner, at når der er tale om en afgørelse, hvorved det fastslås, at en fusion er forenelig med det indre marked, og når det drejer sig om en tredje virksomhed, der ikke er involveret i fusionen, skal det fastslås dels på grundlag af denne virksomheds medvirken i den administrative procedure, dels på grundlag af påvirkningen af dens stilling på markedet, om den er individuelt berørt. Med henblik på i denne forbindelse at godtage, at en sagsøgers stilling på markedet er berørt, tager Unionens retsinstanser hensyn til enten den omstændighed, at virksomheden er en af de primære konkurrenter til de fusionsparter, der er omfattet af afgørelsen om tilladelsen til denne fusion (jf. i denne retning dom af 4.7.2006, easyJet mod Kommissionen,T-177/04, EU:T:2006:187, præmis 37, af 20.12.2023, Mainova mod Kommissionen, T-64/21, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2023:843, præmis 85, og af 20.12.2023, enercity mod Kommissionen, T-65/21, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2023:844, præmis 83), eller at virksomheden er en almindelig konkurrent til de nævnte parter, men at fusionen har en specifikt angiven potentiel indvirkning på virksomhedens økonomiske situation, f.eks. værdiforringelse af store investeringer, som sagsøgeren har foretaget og kalkuleret langsigtet under hensyntagen til den hidtidige markedsstruktur (jf. i denne retning dom af 17.5.2023, EVH mod Kommissionen, T-312/20, under appel, EU:T:2023:252, præmis 42 og 46, af 17.5.2023, TEAG mod Kommissionen, T-315/20, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2023:259, præmis 42 og 46, og af 17.5.2023, GGEW mod Kommissionen, T-319/20, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2023:263, præmis 42 og 46), eller at virksomheden er en potentiel konkurrent til fusionsparterne i tilfælde af oligopolistiske markeder, eller under visse omstændigheder at virksomheden er til stede på de nabo-, opstrøms- eller nedstrømsmarkeder, hvor der findes en monopolvirksomhed, som får styrket sin markedsposition ved en fusion (jf. i denne retning dom af 30.9.2003, ARD mod Kommissionen,T-158/00, EU:T:2003:246, præmis 78).

104

Den i præmis 102 og 103 ovenfor nævnte retspraksis er imidlertid, i det mindste delvis, baseret på den omstændighed, at der foreligger et konkurrenceforhold, aktuelt eller potentielt, mellem de af den anfægtede afgørelse omfattede aktører på det marked, der er genstand herfor, og sagsøgeren, hvis position på dette marked eller på nabo-, opstrøms- eller nedstrømsmarkederne på en specifikt angiven negativ måde og i givet fald i væsentlig grad berøres af den nævnte afgørelse.

105

I den foreliggende sag har sagsøgeren hverken gjort gældende endsige godtgjort, at visse af selskabets konkurrenter på det tyske marked for balanceringsenergi, hvor det driver forretning, og som er berørt af den oprindelige afgørelse, er omfattet af den nævnte afgørelse på dette marked. Det fremgår derimod af sagsøgerens argumentation, at selskabet blot konstaterer, at den oprindelige afgørelse har en generel indvirkning på det tyske marked for balanceringsenergi, som påvirker alle de leverandører af balanceringsenergi, der i lighed med sagsøgeren driver forretning på dette marked og på det tjekkiske og det østrigske marked, negativt.

106

Selv om det antages, at sagsøgeren som en af de største leverandører på det tyske marked for balanceringsenergi økonomisk påvirkes mere negativt end visse af sine konkurrenter på dette marked, er det ikke tilstrækkeligt til at individualisere selskabet som omhandlet i retspraksis fra dom af 15. juli 1963, Plaumann mod Kommissionen (25/62, EU:C:1963:17, EFT 1954-1964, s. 411). Det er nemlig fast retspraksis, at det ikke er tilstrækkeligt, at visse aktører er økonomisk mere berørt af en retsakt end deres konkurrenter, for at de af den grund kan anses for at være individuelt berørt af denne retsakt. Selv om det antages, at en afgørelse har en særlig indvirkning på sagsøgerens økonomiske situation, er denne omstændighed således ikke tilstrækkelig til at adskille vedkommende fra alle andre (kendelse af 2.4.2004, Gonnelli og AIFO mod Kommissionen, T-231/02, EU:T:2004:105, præmis 45, af 12.3.2007, Confcooperative, Unione regionale della Cooperazione Friuli-Venezia Giulia Federagricole m.fl. mod Kommissionen, T-418/04, ikke trykt i Sml., EU:T:2007:83, præmis 57, og af 13.11.2008, Lemaître Sécurité mod Kommissionen, T-301/06, ikke trykt i Sml., EU:T:2008:495, præmis 24).

107

Den omstændighed, at den oprindelige afgørelse angik et forholdsvis begrænset og stabilt antal leverandører af balanceringsenergi, for hvem det i lighed med sagsøgeren var lykkedes at prækvalificere deres anlæg til levering af balanceringsenergi, og som drev forretning på det tyske marked for balanceringsenergi foruden det tjekkiske og det østrigske marked, er desuden heller ikke tilstrækkeligt til at individualisere sagsøgeren som omhandlet i retspraksis fra dom af 15. juli 1963, Plaumann mod Kommissionen (25/62, EU:C:1963:17, EFT 1954-1964, s. 411). Det følger nemlig ligeledes af fast retspraksis, at den omstændighed, at det er muligt med større eller mindre nøjagtighed at fastlægge antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, som en foranstaltning finder anvendelse på, ikke indebærer, at de pågældende retssubjekter må anses for individuelt berørt af denne foranstaltning, eftersom den nævnte retsvirkning er baseret på objektive retlige eller faktiske kriterier, som er opstillet i den pågældende retsakt (jf. dom af 18.10.2018, Internacional de Productos Metálicos mod Kommissionen,C-145/17 P, EU:C:2018:839, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis, kendelse af 19.9.2022, TDK Foil Italy mod Kommissionen, T-788/21, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:581, præmis 18, og af 7.12.2022, Sunrise Medical og Sunrise Medical Logistics mod Kommissionen, T-721/21, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:791, præmis 53). I den foreliggende sag angår den oprindelige afgørelse, således som klagenævnet nærmere bestemt påpegede i den anfægtede afgørelses punkt 50, imidlertid alle leverandører af balanceringsenergi på samme måde, for så vidt som den finder anvendelse på alle de markedsaktører, som i Tyskland, men også i Den Tjekkiske Republik og i Østrig, ønsker at udveksle balanceringsenergi på de europæiske platforme PICASSO og MARI.

108

I øvrigt har sagsøgeren hverken gjort gældende endsige godtgjort, at selskabet er i et konkurrenceforhold, aktuelt eller potentielt, med adressaterne for den oprindelige afgørelse, som ifølge sagsøgeren er dem, der egentlig drager fordel heraf, på det tyske marked for balanceringsenergi, nemlig de TSO’er, der er berørt af denne afgørelse.

109

For så vidt endelig angår de investeringer, som selskabet har foretaget i to værker i Audorf og Itzehoe, som det driver i Tyskland, for at opretholde deres funktionalitet og disponible driftskapacitet på balanceringsenergimarkedet (jf. præmis 86 ovenfor), fremgår det ganske vist af retspraksis, at værdiforringelsen af store investeringer, der er foretaget og kalkuleret langsigtet under hensyntagen til den hidtidige markedsstruktur, allerede er taget i betragtning for at bestemme, om en sagsøger er individuelt berørt af en afgørelse (dom af 17.5.2023, EVH mod Kommissionen, T-312/20, under appel, EU:T:2023:252, præmis 42 og 46, af 17.5.2023, TEAG mod Kommissionen, T-315/20, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2023:259, præmis 42 og 46, og af 17.5.2023, GGEW mod Kommissionen, T-319/20, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2023:263, præmis 42 og 46). Selv om det antages, at den oprindelige afgørelse forårsagede en »værdiforringelse« af de af sagsøgeren nævnte konkrete investeringer, for så vidt som denne afgørelse påvirkede afskrivningen heraf, har sagsøgeren i den foreliggende sag imidlertid ikke forelagt oplysninger, der er tilstrækkelige til at konkludere, at selskabets konkurrencemæssige stilling på balanceringsenergimarkedet blev påvirket i væsentligt omfang. Sagsøgeren har navnlig ikke forelagt oplysninger, der kunne gøre det muligt at vurdere de to omhandlede værkers relative betydning, i værdi eller mængde, af selskabets samlede produktion af balanceringsenergi i Tyskland.

110

Under disse omstændigheder kan sagsøgeren, som ikke har godtgjort, at selskabet var i et konkurrenceforhold, aktuelt eller potentielt, med de af den oprindelige afgørelse omfattede aktører på det tyske marked for balanceringsenergi, hvor selskabet driver forretning, og som er berørt af den oprindelige afgørelse, ikke med føje påberåbe sig den retspraksis, der er nævnt ovenfor i præmis 102 og 103, med henblik på at gøre gældende, således som sagsøgeren har gjort i den foreliggende sag, at selskabets position på dette marked i væsentligt omfang er påvirket af den nævnte afgørelse.

111

For så vidt angår de »egenskaber« eller »faktiske situationer«, som sagsøgeren påberåbte sig for klagenævnet, nemlig det forhold, at selskabet drev forretning på det tyske marked for balanceringsenergi og var en af de største leverandører på dette marked, og som sagsøgeren siden har uddybet i forbindelse med den foreliggende sag, idet selskabet har gjort gældende, at dets position på dette marked var væsentligt påvirket af den oprindelige afgørelse, jf. den i præmis 102 og 103 ovenfor nævnte retspraksis, må det derfor konstateres, at klagenævnet med rette i den anfægtede afgørelses punkt 46-50 fastslog, at disse ikke i sig selv kunne individualisere sagsøgeren som omhandlet i retspraksis fra dom af 15. juli 1963, Plaumann mod Kommissionen (25/62, EU:C:1963:17, EFT 1954-1964, s. 411).

112

For så vidt angår de »egenskaber« eller »faktiske situationer«, som ikke er nævnt i den anfægtede afgørelse, idet de ikke blev gjort gældende af sagsøgeren for klagenævnet og følgelig ikke blev undersøgt af dette i den nævnte afgørelse, men som er blevet påberåbt af sagsøgeren i forbindelse med den foreliggende sag (jf. præmis 83, 88, 97 og 99 ovenfor), er parterne af Retten blevet opfordret til i forbindelse med en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse at tage stilling til, om de kan antages til realitetsbehandling.

113

I denne forbindelse har sagsøgeren i punkt 134 i sin skriftlige begrundelse for klagen og i punkt 31 ff. i sit svarskrift som svar på et spørgsmål fra klagenævnet af 22. august 2022 gjort gældende, at selskabet påberåbte sig det forhold, at dets ret til at blive hørt i henhold til artikel 10, stk. 6, i forordning 2017/2195 var blevet tilsidesat i forbindelse med den administrative procedure, der førte til vedtagelsen af den oprindelige afgørelse. Sagsøgerens senere påberåbelse af en tilsidesættelse af sin ret til at tilkendegive sine synspunkter, der er sikret ved artikel 14, stk. 6, i forordning 2019/942, er blot en tilføjelse til de argumenter, der allerede er blevet fremsat for klagenævnet.

114

ACER er af den opfattelse for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren var individuelt berørt, at sagsøgeren i punkt 94-101 i sin skriftlige begrundelse for klagen med hensyn til dette spørgsmål i det væsentlige støttede sig på den omstændighed, at selskabet var en af de største leverandører på det tyske marked for balanceringsenergi, og at det savnede mulighed for senere (hvormed det ville være for sent) at påberåbe sig andre »egenskaber« eller »faktiske situationer«, der kunne individualisere det som omhandlet i retspraksis fra dom af 15. juli 1963, Plaumann mod Kommissionen (25/62, EU:C:1963:17, EFT 1954-1964, s. 411).

115

I denne henseende må det konstateres, at de »egenskaber« eller »faktiske situationer«, som ikke blev påberåbt eller godtgjort af sagsøgeren for klagenævnet, ikke kan tages i betragtning af Retten med henblik på at vurdere lovligheden af den afgørelse, der anfægtes. I henhold til artikel 29 i forordning 2019/942, sammenholdt med artikel 263 TEUF, skal Retten nemlig efterprøve lovligheden af klagenævnets afgørelse ved at kontrollere dettes anvendelse af EU-retten, henset til navnlig de faktiske omstændigheder, som er blevet den forelagt, men kan derimod ikke foretage en sådan efterprøvelse ved at tage hensyn til nye faktiske omstændigheder, der påberåbes eller fremlægges for den (jf. i denne retning og analogt dom af 13.3.2007, KHIM mod Kaul, C-29/05 P, EU:C:2007:162, præmis 54, og af 15.4.2010, Schräder mod CPVO, C-38/09 P, EU:C:2010:196, præmis 76).

116

Det følger i øvrigt af de regler, der regulerer rettergangsmåden ved Unionens retsinstanser, navnlig af artikel 21 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og af artikel 76 og artikel 84, stk. 1, i Rettens procesreglement, at tvisten fastlægges og afgrænses af parterne, og at Unionens retsinstanser ikke kan træffe afgørelse ultra petita (jf. dom af 17.9.2020, Alfamicro mod Kommissionen, C-623/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:734, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis, dom af 22.12.2022, Parlamentet mod Moi, C-246/21 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2022:1026, præmis 55). I overensstemmelse med artikel 21, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, artikel 120, litra c) og d), i Domstolens procesreglement og artikel 76, stk. 1, litra d) og e), i Rettens procesreglement skal den stævning i forbindelse med direkte søgsmål for Unionens retsinstanser, hvormed søgsmålet anlægges, bl.a. indeholde søgsmålets genstand, en kort fremstilling af søgsmålsgrundene og sagsøgerens påstande.

117

I den foreliggende sag støttede sagsøgeren sig i punkt 94-101 i sin skriftlige begrundelse for klagen med henblik på at gøre gældende, at selskabet var individuelt berørt af den oprindelige afgørelse, som førte til en midlertidig fastfrysning af salgsprisen på balanceringsenergi til TSO’erne, i det væsentlige på den bestemte omstændighed, at selskabet var en af de største leverandører på det tyske marked for den nævnte energi.

118

I henhold til retspraksis og ordlyden af artikel 15, stk. 1, litra d), i klagenævnets procesreglement, der er nævnt i præmis 93 ovenfor, lagde klagenævnet i den anfægtede afgørelse imidlertid med rette alene den specifikke omstændighed, som sagsøgeren behørigt havde påberåbt sig for nævnet som en mulighed for at individualisere selskabet som omhandlet i retspraksis fra dom af 15. juli 1963, Plaumann mod Kommissionen (25/62, EU:C:1963:17, EFT 1954-1964, s. 411), til grund uden at skulle undersøge, om der af den skriftlige begrundelse for klagen, bilagene hertil, de yderligere bemærkninger eller af sagens akter i det hele taget kunne udledes andre »egenskaber« eller andre »faktiske situationer«, der kunne individualisere sagsøgeren.

119

Selv om det antages, at klagenævnet i den anfægtede afgørelse ulovligt lod alle de »egenskaber« eller »faktiske situationer«, som kunne være påberåbt for det af sagsøgeren, ude af betragtning, ville det være sidstnævnte, som det tilkom at anmelde dette og i den anledning fremsætte et klart og præcist anbringende herom i overensstemmelse med betingelserne i procesreglementets artikel 76, litra d), (jf. præmis 116 ovenfor).

120

Undladelsen af at træffe afgørelse om en påstand kan nemlig, i det mindste delvis, føre til annullation af en afgørelse truffet af en uafhængig appelinstans i et af Unionens kontorer eller agenturer, der er omfattet af artikel 58a i statutten for Den Europæiske Unions Domstol (jf. i denne retning og analogt dom af 8.6.2016, GREEN BEANS, T-585/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:339, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

121

Selv om sagsøgeren i stævningens punkt 89-92 og 117-120 har påberåbt sig sin aktive medvirken i den administrative procedure, der gik forud for vedtagelsen af den oprindelige afgørelse, og en tilsidesættelse af sin ret i henhold til artikel 10, stk. 1, i forordning 2017/2195 til at blive hørt inden vedtagelsen af denne afgørelse som omstændigheder, der kunne individualisere selskabet som omhandlet i retspraksis fra dom af 15. juli 1963, Plaumann mod Kommissionen (25/62, EU:C:1963:17, EFT 1954-1964, s. 411), har sagsøgeren i denne henseende imidlertid ikke klart og præcist med henblik på annullation af den anfægtede afgørelse fremsat et anbringende om, at klagenævnet i denne afgørelse ulovligt havde undladt at træffe afgørelse om disse »egenskaber« eller disse »faktiske situationer«, som var blevet behørigt påberåbt for det.

122

Følgelig kan sagsøgeren ikke i forbindelse med den foreliggende sag påberåbe sig »egenskaber« eller »faktiske situationer«, som ikke blev nævnt i den anfægtede afgørelse, idet de ikke blev gjort gældende af sagsøgeren for klagenævnet og følgelig ikke blev undersøgt af dette i den nævnte afgørelse (jf. præmis 83, 88, 97 og 99 ovenfor).

123

Det første anbringende skal derfor forkastes som ugrundet, hvorfor den principale påstand om annullation af den anfægtede afgørelse, som savner ethvert grundlag, selv skal forkastes som ugrundet. Den subsidiære påstand skal herefter undersøges.

124

Til støtte for den subsidiære påstand har sagsøgeren fremsat seks anbringender, hvoraf det første i det væsentlige vedrører ACER’s manglende kompetence til at vedtage en oprindelig afgørelse, der adskiller sig fra TSO’ernes forslag, det andet ACER’s tilsidesættelse af sin forpligtelse i henhold til artikel 10 i forordning 2017/2195 til at høre de berørte parter på markedet inden vedtagelsen af en ny metode, det tredje et manglende retsgrundlag for vedtagelsen af den oprindelige afgørelse, det fjerde en begrundelsesmangel, det femte en tilsidesættelse af de mål, der forfølges med forordning 2017/2195, og det sjette anbringende en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

125

ACER har gjort gældende, at det er åbenbart, at den subsidiære påstand ikke kan antages til realitetsbehandling, idet stævningen af indleveret den 17. februar 2023, og sagsøgeren derfor ikke har overholdt den tidsfrist på to måneder og ti dage for at nedlægge påstand om annullation af den oprindelige afgørelse, der er omhandlet i artikel 263, stk. 6, TEUF, sammenholdt med procesreglementets artikel 60, og som senest ville løbe fra datoen for sagsøgerens indgivelse af sin klage til klagenævnet, nemlig den 28. april 2022. Sagsøgeren kan ikke gyldigt påberåbe sig nogen undskyldelig fejl, idet oplysningerne i den oprindelige afgørelse om retsmidler var udtrykkeligt henvendt til adressaterne for denne afgørelse, og en overensstemmende fortolkning af ordlyden af artikel 29 i forordning 2019/942 indebar, at denne ordlyd ikke kunne anses for at krænke sagsøgerens ret til at anlægge søgsmål direkte ved Retten med påstand om annullation af den nævnte afgørelse på grundlag af artikel 263, stk. 4, TEUF, som affattet ved Lissabontraktaten. Under alle omstændigheder bør den subsidiære påstand forkastes som ugrundet.

126

Sagsøgeren er af den opfattelse, at den subsidiære påstand opfylder betingelserne for antagelse til realitetsbehandling af et annullationssøgsmål, der er anlagt i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF til prøvelse af en afgørelse, der er truffet af et EU-organ, nemlig ACER. Ifølge sagsøgeren er dette søgsmål ikke betinget af, at retsmidlerne er udtømt i overensstemmelse med artikel 263, stk. 5, TEUF og artikel 29 i forordning 2019/942, idet muligheden for et direkte søgsmål anlagt af sagsøgeren er et krav efter primærretten. Endvidere har sagsøgeren gjort gældende, at udløbet af fristen på to måneder fra offentliggørelsen af den oprindelige afgørelse den 28. februar 2022 heller ikke bør være til hinder for, at den subsidiære påstand kan antages til realitetsbehandling, da sagsøgeren, henset til den oprindelige afgørelses kvalificering som en individuel afgørelse som omhandlet i 34. betragtning til og artikel 2, litra d), og artikel 28 og 29 i forordning 2019/942, til retspraksis, til oplysningerne om retsmidler, der fremgik af den oprindelige afgørelse, og til underskuddet med hensyn til en effektiv domstolsbeskyttelse og de deraf følgende potentielle tvister, ikke kunne forvente at skulle anlægge en sag direkte til prøvelse af denne afgørelse uden forinden at have kunnet få en forudgående afgørelse fra klagenævnet angiveligt på grund af sin manglende klagebeføjelse. Ifølge retspraksis er manglende overholdelse af klagefristen ikke til hinder for et søgsmåls antagelse til realitetsbehandling, når dette skyldes en undskyldelig fejl fra sagsøgerens side, som følge af at retsaktens ophavsmand har vildledt sagsøgeren.

127

For så vidt angår den formalitetsindsigelse, som ACER har rejst mod den subsidiære påstand, skal det først og fremmest bemærkes, at sagsøgeren, som det fremgår af præmis 47 ovenfor, i den foreliggende sag kunne anlægge et annullationssøgsmål direkte ved Unionens retsinstanser til prøvelse af den oprindelige afgørelse på grundlag af artikel 263, stk. 4, TEUF, som affattet ved Lissabontraktaten.

128

Endvidere følger det af artikel 263, stk. 6, TEUF, at klager med påstand om annullation skal indgives inden to måneder efter, at retsakten, alt efter sin art, er offentliggjort eller meddelt klageren, eller i mangel heraf senest to måneder efter, at klageren har fået kendskab til den.

129

EU-bestemmelserne vedrørende procesfrister kan kun fraviges, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder, omstændigheder, som ikke kunne forudses, eller force majeure i overensstemmelse med artikel 45, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Domstol, idet en streng overholdelse af disse bestemmelser er i overensstemmelse med hensynet til retssikkerheden og nødvendigheden af at undgå enhver forskelsbehandling eller vilkårlighed i retsplejen (jf. dom af 14.12.2016, SV Capital mod EBA, C-577/15 P, EU:C:2016:947, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

130

Det fremgår ligeledes af retspraksis, at i relation til EU-rettens søgsmålsfrister omfatter begrebet en »undskyldelig fejl«, der udgør en undtagelse hertil, kun usædvanlige omstændigheder, navnlig hvor den pågældende institution har udvist en adfærd, der enten i sig selv eller i afgørende omfang må antages at kunne fremkalde en vildfarelse hos en borger, der er i god tro, og som har udvist en sådan agtpågivenhed, der kræves af en normalt påpasselig erhvervsdrivende (jf. dom af 14.12.2016, SV Capital mod EBA, C-577/15 P, EU:C:2016:947, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

131

I den foreliggende sag er den oprindelige afgørelse blevet offentliggjort på ACER’s websted den 28. februar 2022, og sagsøgeren klagede til klagenævnet den 28. april 2022. Selv om det antages, at sagsøgeren fik kendskab til den oprindelige afgørelse, samme dag som vedkommende indbragte klagen for klagenævnet, må det under anvendelse af reglerne om beregning af frister, som er fastsat i artikel 58 og 60 i Rettens procesreglement, og som svarer til artikel 49 og 51 i Domstolens procesreglement, konstateres, at sagsøgeren på datoen for anlæggelsen af det foreliggende søgsmål, nemlig den 17. februar 2023, var afskåret fra at anfægte nævnte afgørelse.

132

I øvrigt kan sagsøgeren under omstændighederne i den foreliggende sag ikke med rette påberåbe sig en undskyldelig fejl som omhandlet i den retspraksis, der er henvist til i præmis 130 ovenfor.

133

For det første har ACER nemlig ikke givet sagsøgeren en præcis forsikring om klagenævnets kompetence til at træffe afgørelse om en klage, som sagsøgeren indgav til det over den oprindelige afgørelse, eftersom angivelserne nederst i denne afgørelse om retsmidlerne udtrykkeligt var henvendt til »adressaterne« for denne afgørelse, nemlig TSO’erne i CORE-regionen, i henseende til hvilke disse oplysninger i øvrigt var korrekte (jf. præmis 47 ovenfor). Den oprindelige afgørelse indeholdt derimod ingen oplysninger om de retsmidler, som andre fysiske eller juridiske personer end adressaterne skulle benytte. De nævnte angivelser kan således ikke kvalificeres som en adfærd fra ACER’s side, der må antages at kunne fremkalde en vildfarelse hos sagsøgeren med hensyn til klagenævnets kompetence til at træffe afgørelse om en klage, som sagsøgeren indgav til det over den oprindelige afgørelse.

134

For det andet indebar en fortolkning i overensstemmelse med den primære EU-ret af ordlyden af artikel 29 i forordning 2019/942, at denne ordlyd ikke kunne anses for at være til hinder for, at fysiske eller juridiske personer, der i lighed med sagsøgeren var umiddelbart, men ikke individuelt berørt af en af ACER’s almengyldige retsakter, der ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger, kunne anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af denne retsakt direkte ved Unionens retsinstanser på grundlag af artikel 263, stk. 4, TEUF, som affattet ved Lissabontraktaten. Desuden har sagsøgeren selv i stævningens punkt 165 hævdet, at i forbindelse med den foreliggende sag »må[tte] der tillægges [sagsøgeren] ret til en domstolsprøvelse af en regelfastsættende retsakt i medfør af [det tredje led i] artikel 263, stk. 4, TEUF«, »[idet]
dette retsmiddel er udtrykkeligt fastsat i [det tredje led af] artikel 263, stk. 4, TEUF«.

135

I den foreliggende sag kan sagsøgeren således ikke med føje påberåbe sig den retspraksis, der er støttet på den generelle affattelse af visse tekster, der regulerer retsmidlerne, eller på de eksisterende sædvaner, med henblik på at godtgøre en undskyldelig fejl i forbindelse med en for sen anlæggelse af et søgsmål ved Unionens retsinstanser efter udtømmelsen af en intern klageprocedure, som i dette specifikke tilfælde og ifølge retspraksis ikke fandt anvendelse (jf. i denne retning dom af 14.6.1972, Marcato mod Kommissionen,44/71, EU:C:1972:53, præmis 5-9, og af 5.4.1979, Orlandi mod Kommissionen,117/78, EU:C:1979:109, præmis 9-11).

136

Det følger heraf, at sagsøgeren ikke kan påberåbe sig nogen undskyldelig fejl, der kunne have givet vedkommende mulighed for i det foreliggende tilfælde at fravige forpligtelsen til at overholde den fastsatte klagefrist.

137

Den subsidiære påstand om annullation af den oprindelige afgørelse skal følgelig afvises, hvorfor sagsøgte skal frifindes i det hele.

138

I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

139

Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med ACER’s påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Udvidede Afdeling):

Tvistens baggrund

Parternes påstande

Retlige bemærkninger

Den principale påstand om annullation af den anfægtede afgørelse

Det andet anbringende vedrørende en fortolkning af artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942, der ikke sikrer den effektive virkning af proceduren for klagenævnet, og foreneligheden af denne bestemmelse med princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse, som omhandlet i chartrets artikel 47, og med princippet om lighed for loven, som sikret ved chartrets artikel 20

Det første anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942

Den subsidiære påstand om annullation af den oprindelige afgørelse

Sagsomkostninger