1)

Er en national bestemmelse, hvorefter en national ret træffer afgørelse om konfiskation af udbytte fra strafbart forhold i en særskilt sag vedrørende de ulovligt opnåede formuegoder, som er adskilt fra hovedstraffesagen, inden det fastslås, at der er begået en strafbar handling, og en person er fundet skyldig heri, idet der i den særskilte procedure også træffes afgørelse om konfiskation på grundlag af materiale udskilt fra straffesagen, omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2014/42 (1), navnlig artikel 4, og for rammeafgørelse 2005/212 (2), navnlig artikel 2?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal begrebet »afgørelse om konfiskation« som omhandlet i direktiv 2014/42, navnlig artikel 8, stk. 6, andet punktum, da opfattes således, at dette begreb ikke kun omfatter retsafgørelser, hvorved det erklæres, at formuegoderne er erhvervet ulovligt, og der anordnes konfiskation heraf, men også retsafgørelser, hvorved sagen om de ulovligt opnåede formuegoder indstilles?

3)

Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende, er en bestemmelse, som ikke fastsætter, at personer med tilknytning til formuegoderne har ret til at anfægte afgørelser om konfiskation, da forenelig med chartrets artikel 47 og artikel 8, stk. 6, andet punktum, i direktiv 2014/42?

4)

Skal princippet om EU-rettens forrang fortolkes således, at dette princip er til hinder for, at en medlemsstats forfatningsdomstol, hvor der er anlagt et søgsmål om forfatningsstridighed til prøvelse af en national bestemmelse, som er fundet uforenelig med EU-retten, erklærer, at retssikkerhedsprincippet finder anvendelse, og at denne bestemmelses retsvirkninger består midlertidigt indtil det tidspunkt, der er fastsat i nævnte domstols afgørelse som det tidspunkt, hvor den omtvistede bestemmelses retsvirkninger ophører?