This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62023CN0040
Case C-40/23 P: Appeal brought on 26 January 2023 by European Commission against the judgment of the General Court (Seventh Chamber — Extended Composition) delivered on 16 November 2022 in Case T-469/20, Kingdom of the Netherlands v Commission
Sag C-40/23 P: Appel iværksat den 26. januar 2023 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Udvidede Afdeling) den 16. november 2022 i sag T-469/20, Kongeriget Nederlandene mod Kommissionen
Sag C-40/23 P: Appel iværksat den 26. januar 2023 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Udvidede Afdeling) den 16. november 2022 i sag T-469/20, Kongeriget Nederlandene mod Kommissionen
EUT C 173 af 15.5.2023, p. 14–15
(BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
|
15.5.2023 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 173/14 |
Appel iværksat den 26. januar 2023 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Udvidede Afdeling) den 16. november 2022 i sag T-469/20, Kongeriget Nederlandene mod Kommissionen
(Sag C-40/23 P)
(2023/C 173/20)
Processprog: nederlandsk
Parter
Appellant: Europa-Kommissionen (ved B. Stromsky, H. van Vliet og I. Georgiopoulos, som befuldmægtigede)
Den anden part i appelsagen: Kongeriget Nederlandene
Kommissionen har nedlagt følgende påstande
|
— |
Rettens dom (Syvende Udvidede Afdeling) af 16. november 2022 i sag T-469/20, Kongeriget Nederlandene mod Kommissionen, EU:T:2022:713, ophæves. |
|
— |
Det fjerde og det femte anbringende i sag T-469/20 forkastes. |
|
— |
Domstolen gør brug af sin kompetence til i henhold til artikel 61, stk. 1, andet punktum, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol selv at træffe afgørelse i sagen og herved træffe afgørelse om frifindelse, da søgsmålet er ugrundet. |
|
— |
Kongeriget Nederlandene tilpligtes at betale sagsomkostningerne. |
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellen er støttet på et enkelt appelanbringende, der er opdelt i to led.
Ved den i første instans anfægtede afgørelse fra Kommissionen (1) (herefter »den omtvistede afgørelse«) blev en foranstaltning kendt forenelig med det indre marked, uden at der blev taget endelig stilling til, om foranstaltningen udgjorde statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.
I første led anføres, at Retten retligt ukorrekt fastslog, at Kommissionen kun kan træffe en afgørelse om ikke at gøre indsigelse som omhandlet i artikel 4, stk. 3, i forordning 2015/1589 (2), hvis den forinden har taget stilling til spørgsmålet, om den omhandlede foranstaltning udgør statsstøtte. Efter Kommissionens opfattelse kan de forskellige metoder til fortolkning af EU-retten ikke bekræfte dette resultat. Den appellerede dom er navnlig ikke forenelig med EU-lovgivers mål om, at det hurtigt skal afklares, om en foranstaltning er forenelig med det indre marked. Såfremt den appellerede dom ikke ophæves vil Kommissionen således være tvunget til ved en langvarig og unødvendig procedure at prøve, om en given foranstaltning opfylder alle kriterierne i artikel 107, stk. 1, TEUF, selv om den under alle omstændigheder er overbevist om, at foranstaltningen er forenelig med det indre marked.
Med det andet led anfægtes, at Retten retligt ukorrekt fastslog, at den omtvistede afgørelse er i strid med retssikkerhedsprincippet. Den omtvistede afgørelse styrkede tværtimod retssikkerheden derved, at foranstaltningen blev erklæret forenelig med det indre marked, så snart Kommissionen fastslog dette.
(1) Europa-Kommissionens afgørelse C(2020) 2998 final af 12.5.2020 om statsstøtte SA. 54537 (2020/NN) — Nederlandene, forbud mod anvendelse af kul til fremstilling af elektricitet i Nederlandene.
(2) Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13.7.2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT 2015, L 248, s. 9).