–

Katharina Plavec ved Rechtsanwälte S. Schwab og J.P. Willheim,

–

Rechtsanwaltskammer Wien ved Rechtsanwalt R. Gerlach, og T. Simek,

–

den østrigske regering ved A. Posch, A. Bell, G. Eberhard og P. Thalmann, som befuldmægtigede,

–

den kroatiske regering ved G. Vidović Mesarek, som befuldmægtiget,

–

den svenske regering ved H. Eklinder, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved B.-R. Killmann og J. Szczodrowski, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 45 TEUF.

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Katharina Plavec og Rechtsanwaltskammer Wien (advokatsamfundet i Wien, Østrig) (herefter »RAK«) vedrørende Katharina Plavecs anmodning om dels at blive registreret på listen over advokatfuldmægtige, dels om udstedelse af et fuldmagtsbevis, hvoraf fremgår dennes begrænsede møderet som omhandlet i § 15, stk. 3, i Rechtsanwaltsordnung (lov om advokatvirksomhed) af 15. juli 1868 (RGBl. nr. 96/1868) i versionen af 20. april 2023 (BGBl. I 39/2023) (herefter »lov om advokatvirksomhed«).

3

Artikel 45 TEUF bestemmer:

»1.   Arbejdskraftens frie bevægelighed sikres inden for Unionen.

2.   Den forudsætter afskaffelse af enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere[…] for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår.

[...]«

4

Første betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/5/EF af 16. februar 1998 om lettelse af adgangen til varig udøvelse af advokaterhvervet i en anden medlemsstat end den, hvor beskikkelsen er opnået (EFT 1998, L 77, s. 36), har følgende ordlyd:

»I henhold til [artikel 26 TEUF] indebærer det indre marked et område uden indre grænser, og i henhold til […] artikel [4, stk. 2, litra a), TEUF] er fjernelsen af hindringerne for den frie bevægelighed for personer og tjenesteydelser mellem medlemsstaterne et af [Unionens] mål; for medlemsstaternes statsborgere indebærer det bl.a. ret til at udøve et erhverv enten som selvstændig eller som lønmodtager i en anden medlemsstat end den, hvor de har erhvervet deres faglige kvalifikationer.«

5

Dette direktivs artikel 1, stk. 1, fastsætter:

»Dette direktiv har til formål at lette adgangen til varig udøvelse af advokaterhvervet som selvstændig eller som lønmodtager i en anden medlemsstat end den, hvor bestikkelsen er opnået.«

6

Nævnte direktivs artikel 10, stk. 1, foreskriver:

»En advokat, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, og som godtgør, at han i mindst tre år faktisk og regelmæssigt har beskæftiget sig med værtslandets retssystem, herunder EF-ret, fritages for at opfylde de betingelser, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, litra b), i [Rådets direktiv 89/48/EØF af 21. december 1988 om indførelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst tre års varighed (EFT 1989, L 19, s. 16)], når han ønsker adgang til advokaterhvervet i værtslandet. Ved »faktisk og regelmæssig udøvelse af virksomhed« forstås en reel udøvelse af virksomhed uden afbrydelser bortset fra dem, der følger af begivenheder i det daglige liv.

[...]«

7

§ 2 i lov om advokatvirksomhed er affattet således:

»1)   Den praktiske uddannelse, der kræves for at udøve virksomhed som advokat, skal omfatte juridisk virksomhed ved domstolene, anklagemyndigheden eller en advokat; denne praktiske uddannelse kan ligeledes bestå af juridisk virksomhed ved en notar eller, når virksomheden er nyttig med henblik på udøvelsen af advokaterhvervet, ved en administrativ instans, et universitet, en revisor eller en skatterådgiver. [...] Praktisk uddannelse hos en advokat medregnes alene, såfremt der er tale om en hovedbeskæftigelse, der ikke påvirkes negativt af anden erhvervsbeskæftigelse [...]

2)   Den i stk. 1 omhandlede praktiske uddannelsesperiode er af fem års varighed, heraf mindst syv måneder ved domstolene eller anklagemyndigheden og mindst tre år hos en advokat i Østrig.

3)   I varigheden af den praktiske uddannelse, som ikke nødvendigvis skal tilbringes ved domstolen, anklagemyndigheden eller hos en advokat i Østrig, medregnes følgende:

[...]

Advokatsamfundet vedtager retningslinjer om betingelserne for og omfanget af hensyntagen til praktisk uddannelse som omhandlet i nr. 2 og 3 [...] Retningslinjerne offentliggøres på advokatsamfundets websted og er permanent tilgængelige herpå.

[...]«

8

Denne lovs § 15, stk. 3 og 4, fastsætter:

»3)   Såfremt advokatbistand ikke er obligatorisk i henhold til lov, kan advokaten også give møde ved en anden advokatfuldmægtig i hans tjeneste og på hans ansvar for alle retter og myndigheder; advokatfuldmægtigen kan ikke lovligt underskrive andragender til retter og myndigheder.

4)   Advokatsamfundet udsteder fuldmagtsbevis til advokatfuldmægtige, der gennemfører praktisk uddannelse hos en advokat, til godtgørelse af den pågældendes [begrænsede] møderet i henhold til stk. 3.«

9

Nævnte lovs § 30, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Optagelse på listen over advokatfuldmægtige kræver, at der ved den praktiske uddannelsesperiodes begyndelse hos en advokat foretages anmeldelse heraf til advokatsamfundet vedlagt bevis for østrigsk statsborgerskab, statsborgerskab i en af Den Europæiske Unions medlemsstater, i en anden stat, der er part i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller i Det Schweiziske Forbund og bevis for et bestået studium inden for østrigsk ret [...] Den praktiske uddannelsesperiode hos en advokat regnes først fra datoen for modtagelsen af denne anmeldelse.

[...]«

10

Katharina Plavec var fra januar 2022 ansat som lønmodtager i advokatkontoret Jones Day i Frankfurt am Main (Tyskland), hvor hun gennemførte en praktisk uddannelse hos den østrigske advokat KI, der var partner i dette advokatkontor. Ved e-mail af 14. januar 2022 anmodede hun RAK om at blive registreret på listen over advokatfuldmægtige samt om udstedelse af et fuldmagtsbevis, hvoraf fremgår dennes begrænsede møderet som omhandlet i § 15, stk. 3, i lov om advokatvirksomhed.

11

Efter anmodning fra RAK afgav Katharina Plavec ved skrivelse af 7. marts 2022 følgende præciseringer. Hendes bopæl og sædvanlige opholdssted var Frankfurt am Main, og hun rådede over en sekundær bolig i Wien (Østrig). Hendes arbejde angik udelukkende østrigsk ret. Den eneste, der var bemyndiget til at give hende instrukser med hensyn til sager vedrørende østrigsk ret – hendes principal, KI, som havde været østrigsk advokat – udøvede virksomhed som rådgiver i østrigsk ret for advokatkontoret Jones Days østrigske og udenlandske klienter og repræsenterede disse for østrigske myndigheder og retsinstanser. Under sin praktiske uddannelse var Katharina Plavec således flere gange ugentligt i kontakt med østrigske myndigheder og retsinstanser i forbindelse med repræsentationen af KI’s klienter.

12

Ved afgørelse af 14. juni 2022 afviste RAK’s kompetente afdeling i medfør af § 30, stk. 1, i lov om advokatvirksomhed, sammenholdt med denne lovs § 2, stk. 2, Katharina Plavecs anmodning, med den begrundelse at hendes praktiske uddannelse ikke var blevet gennemført hos en advokat med hjemsted i Østrig.

13

Katharina Plavec forlod advokatkontoret Jones Day den 31. august 2022.

14

Ved afgørelse af 6. september 2022 afviste RAK’s udvalg klagen over afgørelsen af 14. juni 2022. I denne afgørelse af 6. september 2022 nævnes bl.a., at KI er medlem af undersøgelsesudvalget for prøver for adgang til advokaterhvervet i Østrig, og at han deltager i ordningen om retshjælp som advokat, der er udpeget til at repræsentere borgere i Østrig. I denne forbindelse har KI, ud over advokatkontoret i Frankfurt am Main, et advokatkontor i Wien, til hvilket han har udpeget en anden østrigsk advokat som stedfortræder i overensstemmelse med lov om advokatvirksomhed. Han har således været registreret som fraværende siden den 15. november 2016 som følge af sit varige ophold i udlandet.

15

Katharina Plavec og KI har indbragt afgørelsen af 6. september 2022 for Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig), der er den forelæggende ret, med påstand om annullation af denne afgørelse og om, at RAK pålægges at registrere Katharina Plavec på listen over advokatfuldmægtige for perioden fra den 14. januar 2022 til den 31. august 2022.

16

Den forelæggende ret har præciseret, at genstanden for den tvist, der verserer for den, ikke længere vedrører spørgsmålet om, hvorvidt – og i givet fald i hvilken periode – Katharina Plavec opfyldte betingelserne for registrering på listen over advokatfuldmægtige, idet hun forlod advokatkontoret Jones Day den 31. august 2022. Eftersom KI ikke har en egen interesse i, at Katharina Plavec registreres på listen over advokatfuldmægtige, har den forelæggende ret desuden afvist hans sag.

17

Den forelæggende ret har anført, at det fremgår af § 2, stk. 2, i lov om advokatvirksomhed, sammenholdt med denne lovs § 30, stk. 1, at af den samlede periode på fem års obligatorisk praktisk uddannelse for at blive advokat skal en periode på mindst tre år og syv måneder gennemføres på østrigsk område, heraf mindst tre år hos en advokat. Den forelæggende ret har anført, at når en advokatfuldmægtigs arbejdsplads befinder sig uden for Østrig, kan det kompetente advokatsamfund ikke besøge det advokatkontor, hvor en advokatfuldmægtig arbejder, for at udøve sit lovbestemte mandat og kontrollere denne og den advokat, som er principal, og som har pligt til at sikre den fuldstændige uddannelse af nævnte advokatfuldmægtige til advokaterhvervet.

18

Den forelæggende ret har fremhævet, at det følger af § 2, stk. 3, nr. 2, i lov om advokatvirksomhed, at den del af Katharina Plavecs praktiske uddannelse, der blev gennemført hos KI, derimod kan tages i betragtning som en del af den praktiske uddannelse, der kan gennemføres i udlandet.

19

Hvad angår de faktiske omstændigheder i den sag, der verserer for den forelæggende ret, har denne anført, at Katharina Plavecs praktiske uddannelse ikke blev gennemført i Østrig, selv om hun arbejdede under ledelse af en advokat, der er medlem af et østrigsk advokatsamfund, og på området for østrigsk ret.

20

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at der er tvivl om, hvorvidt de nationale bestemmelser om, at det er obligatorisk, at en del af den praktiske uddannelsesperiode for en kandidat til advokaterhvervet gennemføres på det nationale territorium, er forenelige med arbejdskraftens frie bevægelighed, når en anden del af denne periode kan gennemføres i udlandet.

21

Ifølge den forelæggende ret er sådanne bestemmelser under alle omstændigheder egnede og i overensstemmelse med de værdier, som er beskyttet af EU-retten. Den forelæggende ret har i denne henseende navnlig fremhævet, at artikel 10, stk. 1, i direktiv 98/5 gør adgangen for en advokat, der udøver virksomhed under sin erhvervsmæssige titel udstedt af oprindelsesmedlemsstaten, til advokaterhvervet i værtsmedlemsstaten betinget af, at den pågældende godtgør, at vedkommende i mindst tre år faktisk og regelmæssigt har udøvet virksomhed i værtsmedlemsstaten. Selv om dette krav om praktisk erfaring i en værtsmedlemsstat gælder for advokater, som allerede har et bevis, der giver dem beføjelse til at udøve deres erhverv i deres oprindelsesmedlemsstat, og som allerede har drevet praktisk virksomhed i denne stat, kan advokatfuldmægtiges adgang til advokaterhvervet så meget desto mere underkastes et sådant krav.

22

Den forelæggende ret har desuden anført, at et arbejde som det, Katharina Plavec udøvede i Frankfurt am Main, selv om der tages hensyn til moderne kommunikationsmidler, ikke kan have den samme grad af intensitet i kontakterne med de østrigske retsinstanser og myndigheder, som uddannelsen på et advokatkontor med hjemsted i Østrig sikrer. Det er endvidere urealistisk at antage, at Katharina Plavec specifikt ville være rejst fra Frankfurt am Main for at deltage i retsmøder eller møder ved de østrigske retsinstanser og myndigheder, eftersom det fuldmagtsbevis, som hun ønskede at opnå, kun giver ret til meget begrænset repræsentation, nemlig i civilretlige tvister hovedsageligt under kompetencerne for Bezirksgerichte (distriktsdomstole, Østrig). Endelig udøvede den advokat, der var principal for Katharina Plavec, hovedsageligt østrigsk voldgiftsret, mens advokater, der er principaler, i medfør af lov om advokatvirksomhed har pligt til at give advokatfuldmægtige en fuldstændig uddannelse.

23

På denne baggrund har Oberster Gerichtshof (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 45 TEUF om arbejdskraftens frie bevægelighed fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, hvorefter det for at blive optaget på listen over østrigske advokatfuldmægtige kræves, at en del af en advokatfuldmægtigs praktiske uddannelse (uddannelsesperiode) skal tilbringes som advokatfuldmægtig hos en advokat i Østrig, dvs. på det nationale område, [...], mens virksomhed hos en advokat i en anden [medlemsstat i Den Europæiske Union] ikke er tilstrækkelig for så vidt angår denne del af den praktiske uddannelse, selv om denne virksomhed dér udøves under tilsyn af en advokat, der er medlem af det østrigske advokatsamfund, og som praktiserer på området for østrigsk ret?«

24

Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 45 TEUF skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en medlemsstats lovgivning, som pålægger, at en bestemt del af en praktisk uddannelse, der er nødvendig for at få adgang til advokaterhvervet, og hvorunder den advokatfuldmægtige har en vis beføjelse til repræsentation ved denne medlemsstats retsinstanser, gennemføres hos en advokat med hjemsted i nævnte medlemsstat, hvorved det udelukkes, at denne uddannelse kan gennemføres hos en advokat med hjemsted i en anden medlemsstat, selv om denne advokat er medlem af et advokatsamfund i førstnævnte medlemsstat, og den virksomhed, der udføres under denne praktiske uddannelse, vedrører førstnævnte medlemsstats lovgivning.

25

Det skal i denne henseende bemærkes, at i det omfang betingelserne for adgangen til et erhverv ikke er harmoniseret, kan medlemsstaterne frit fastsætte de kundskaber og kvalifikationer, der findes nødvendige for at udøve vedkommende erhverv (dom af 17.12.2020, Onofrei, C-218/19, EU:C:2020:1034, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

26

Betingelserne for adgang til advokaterhvervet for en person, der ikke er bemyndiget til at udøve dette erhverv i nogen medlemsstat, har endnu ikke været genstand for harmonisering på EU-plan, hvorfor medlemsstaterne har bevaret kompetencen til at fastsætte disse betingelser (dom af 17.12.2020, Onofrei, C-218/19, EU:C:2020:1034, præmis 25).

27

Det følger heraf, at EU-retten ikke er til hinder for, at en medlemsstats lovgivning gør adgangen til advokaterhvervet betinget af, at ansøgeren er i besiddelse af de kundskaber og kvalifikationer, der anses for nødvendige (dom af 17.12.2020, Onofrei, C-218/19, EU:C:2020:1034, præmis 26), hvilket kan omfatte gennemførelsen af en praktisk uddannelsesperiode.

28

Medlemsstaterne skal imidlertid udøve deres kompetence på dette område under iagttagelse af de grundlæggende friheder, som er sikret ved EUF-traktaten, og de herom udstedte nationale retsforskrifter må ikke udgøre en uberettiget hindring for den faktiske udøvelse af den ved bl.a. artikel 45 TEUF sikrede grundlæggende frihed (dom af 17.12.2020, Onofrei, C-218/19, EU:C:2020:1034, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

29

Det skal fastslås, at en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagen omhandlede er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 45 TEUF, selv om denne lovgivning regulerer en praktisk uddannelse, som indgår i den uddannelse, der giver adgang til advokaterhvervet, eftersom de pågældende jurister udøver deres virksomhed som advokatfuldmægtige som ansatte, der modtager løn (jf. analogt dom af 13.11.2003, Morgenbesser, C-313/01, EU:C:2003:612, præmis 60). I det foreliggende tilfælde fremgår det af sagsakterne for Domstolen, at Katharina Plavec modtog løn under sin praktiske uddannelse på advokatkontoret Jones Day.

30

Det følger af fast retspraksis, at alle EUF-traktatens bestemmelser vedrørende den frie bevægelighed for personer, herunder artikel 45 TEUF, skal gøre det lettere for unionsborgerne at udøve erhvervsmæssig beskæftigelse af enhver art på hele EU’s område, og at disse bestemmelser er til hinder for foranstaltninger, som kan skade disse borgere, såfremt de ønsker at udøve en lønnet beskæftigelse på en anden medlemsstats område (dom af 16.11.2023, Kommissionen mod Nederlandene (Overførsel af værdien af pensionsrettigheder), C-459/22, EU:C:2023:878, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

31

Nationale bestemmelser, som forhindrer eller afskrækker en arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat, fra at forlade sit oprindelsesland med henblik på at udøve retten til fri bevægelighed, udgør derfor hindringer for denne frihed, uanset om de finder anvendelse uafhængigt af de pågældende arbejdstageres nationalitet (dom af 11.7.2019, A, C-716/17, EU:C:2019:598, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis).

32

Domstolen har endvidere allerede fastslået, at artikel 45 TEUF principielt er til hinder for en national foranstaltning vedrørende de betingelser for erhvervserfaring, der skal tages i betragtning med henblik på adgangen til advokaterhvervet – der er opnået i en anden medlemsstat end den, som vedtog foranstaltningen – som kan gøre det vanskeligere eller mindre attraktivt for unionsborgere, herunder statsborgere i den medlemsstat, som har indført foranstaltningen, at udøve de i EUF-traktaten sikrede grundlæggende frihedsrettigheder (dom af 17.12.2020, Onofrei, C-218/19, EU:C:2020:1034, præmis 30). Det forholder sig på samme måde med hensyn til en national lovgivning, som udelukker hensyntagen til den erhvervserfaring, der skal opnås i forbindelse med en bestemt del af en praktisk uddannelse, der er nødvendig for adgangen til advokaterhvervet, alene fordi denne del af den praktiske uddannelse er gennemført hos en advokat med hjemsted i en anden medlemsstat.

33

Det følger heraf, at en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som pålægger, at en bestemt el af den praktiske uddannelse, der er nødvendig for at få adgang til advokaterhvervet, gennemføres hos en advokat i denne medlemsstat, reelt udgør en begrænsning for den ret til fri bevægelighed, som er sikret ved artikel 45 TEUF, eftersom denne lovgivning kan gøre det vanskeligere eller mindre attraktivt at udøve denne ret til fri bevægelighed, hvorved disse borgeres mulighed for at udøve deres erhvervsmæssige aktivitet som advokatfuldmægtige hos en advokat med hjemsted i en anden medlemsstat begrænses.

34

I modsætning til, hvad den østrigske regering har gjort gældende i sine skriftlige indlæg, drages denne konstatering ikke i tvivl af den omstændighed, at det følger af denne lovgivning, at en praktisk uddannelse på flere måneder i udlandet kan anerkendes som en anden del af den praktiske uddannelse. Når det findes, at det er obligatorisk, at den praktiske uddannelse på tre år hos en advokat, som svarer til en del af den i hovedsagen omhandlede praktiske uddannelse, afholdes hos en advokat med hjemsted i Østrig, er nævnte lovgivning nemlig til hinder for, at jurister, der ønsker at få adgang til advokaterhvervet, påberåber sig deres ret til fri bevægelighed, som er sikret ved artikel 45 TEUF, i sidstnævnte del af den praktiske uddannelse.

35

En sådan begrænsning af den frie bevægelighed kan kun tillades, hvis den for det første er begrundet ved et tvingende alment hensyn og for det andet overholder proportionalitetsprincippet, hvilket indebærer, at den skal være egnet til på en sammenhængende og systematisk måde at sikre virkeliggørelsen af det mål, den forfølger, og ikke går videre end nødvendigt for at nå dette mål (dom af 17.12.2020, Onofrei, C-218/19, EU:C:2020:1034, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

36

Den forelæggende ret har i det væsentlige anført, at den i hovedsagen omhandlede lovgivning forfølger formålet om beskyttelse af modtagerne af juridiske tjenesteydelser og om god retspleje. Disse formål er blandt dem, som kan anses for tvingende almene hensyn, der kan begrunde begrænsninger for arbejdskraftens frie bevægelighed (dom af 17.12.2020, Onofrei, C-218/19, EU:C:2020:1034, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

37

Desuden fremstår en medlemsstats lovgivning, som gør muligheden for registrering på listen over advokatfuldmægtige betinget af, at en del af den praktiske uddannelse gennemføres hos en advokat med hjemsted i denne medlemsstat, ikke som sådan som uegnet til at sikre virkeliggørelsen af nævnte mål.

38

For det første kan en sådan lovgivning bidrage til at sikre, at en jurist, der ønsker at blive advokat i en medlemsstat, inden den pågældende kan udøve dette erhverv, får en reel praktisk erfaring med denne medlemsstats ret samt de regler, der gælder for advokater, og sædvane i forbindelse med forholdet med nævnte medlemsstats retsinstanser og myndigheder. For det andet kan de kompetente myndigheder således sædvanligvis let kontrollere betingelserne for afviklingen af en sådan praktisk uddannelse, navnlig den passende karakter af indholdet af denne praktiske uddannelse i forhold til de krav, der følger af national ret. En lovgivning som den i hovedsagen omhandlede kan navnlig, som den forelæggende ret har anført, gøre det muligt for det kompetente østrigske advokatsamfund som led i dets lovbestemte opgave med tilsyn med den advokatfuldmægtige og dennes principal at få adgang til sidstnævntes advokatkontor for at sikre sig, at uddannelsen af den advokatfuldmægtige opfylder de særlige krav til udøvelsen af advokaterhvervet.

39

Det skal imidlertid fastslås, at eftersom denne lovgivning, som det fremgår af sagsakterne for Domstolen, tilstræber at sikre, at advokaten har fået en tilfredsstillende erfaring med praksis i national ret og med kontakterne med de østrigske myndigheder og retsinstanser, således at virkeliggørelsen af de med den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning forfulgte formål om beskyttelse af modtagerne af juridiske tjenesteydelser og hensynet til god retspleje sikres, går betingelsen om, at en jurist skal gennemføre en bestemt del af sin praktiske uddannelse hos en advokat med hjemsted i den pågældende medlemsstat, videre end nødvendigt for at nå disse mål.

40

Juristernes gennemførelse af den praktiske uddannelse hos en advokat, der er medlem af det østrigske advokatsamfund, men som har hjemsted i en anden medlemsstat, med krav om, at det over for de kompetente nationale myndigheder godtgøres, at denne praktiske uddannelse kan give en erfaring, der svarer til den, som en praktisk uddannelse hos en advokat med hjemsted i Østrig giver, er nemlig en foranstaltning, som gør det muligt at virkeliggøre de med en lovgivning som den i hovedsagen omhandlede forfulgte formål, og som fremtår mindre bebyrdende end den ved denne lovgivning pålagte begrænsning.

41

For det første skal det i denne henseende bemærkes, at det ikke kan antages, at en jurist, som gennemfører en praktisk uddannelse hos en advokat, der er medlem af et østrigsk advokatsamfund, men har hjemsted i en anden medlemsstat, generelt ikke kan modtage en passende uddannelse eller få tilstrækkelige erfaringer hvad angår praksis i østrigsk ret, som svarer til den uddannelse eller de erfaringer, der opnås af en jurist, der gennemfører sin praktiske uddannelse i Østrig. På denne baggrund synes en forpligtelse til at fremlægge tilstrækkelige beviser for, at den virksomhed, der reelt blev udført under den praktiske uddannelse, kan give uddannelse og erfaringer, som svarer til den uddannelse eller de erfaringer, der opnås ved en praktisk uddannelse hos en advokat med hjemsted i Østrig, at kunne sikre, at formålene med denne uddannelse rent faktisk nås.

42

For det første kan de kompetente myndigheder inden for rammerne af en lovgivning som den i nærværende doms præmis 40 omtalte fortsat foretage effektive kontroller hvad angår betingelserne for afviklingen af den praktiske uddannelse.

43

Det står først og fremmest disse myndigheder frit for, om de mener, at det, henset til de oplysninger, de råder over, er hensigtsmæssigt at indkalde den advokatfuldmægtige og dennes principal for at få præciseringer om afviklingen af den praktiske uddannelse, idet de i givet fald kan anordne afbrydelse af denne praktiske uddannelse eller afvise at tage hensyn hertil, såfremt et svar på denne indkaldelse nægtes. Det fremgår i øvrigt af RAK’s erklæringer i retsmødet for Domstolen, at dette advokatsamfund foretager sådanne indkaldelser, når det i konkrete tilfælde nærer tvivl om, hvorvidt kravene til advokatfuldmægtiges uddannelse med hensyn til udøvelse af advokaterhvervet er overholdt.

44

Eftersom både den advokatfuldmægtige og principalen i det af den forelæggende ret omtalte tilfælde er medlemmer af et advokatsamfund i den medlemsstat, hvorunder uddannelsen til advokaterhvervet hører, har de erhvervsmæssige myndigheder normalt kompetence til at pålægge disse personer disciplinærsanktioner, hvis de forsøger at vildlede de kompetente myndigheder om den praktiske uddannelses indhold eller at undlade at overholde de kontrolforanstaltninger, der er iværksat for at sikre, at denne praktiske uddannelse afvikles korrekt.

45

Selv om det er korrekt, at de kompetente myndigheder inden for rammerne af en lovgivning som den i nærværende doms præmis 40 omtalte ikke nødvendigvis kan få adgang til principalens advokatkontor med henblik på kontrol, kan en sådan adgang endelig ikke anses for at være uundværlig for at opfylde formålene med den i hovedsagen omhandlede lovgivning. Det fremgår i øvrigt af de oplysninger, som RAK hr fremlagt i retsmødet, at dette advokatsamfund i praksis kan anvende mindre indgribende kontrolforanstaltninger end kontrol på stedet i advokatkontorerne for at efterprøve, om formålene med den praktiske uddannelse nås.

46

Den omstændighed, at den advokatfuldmægtige efter den praktiske uddannelsesperiode på 18 måneder hos en advokat med hjemsted i Østrig i østrigsk ret har en meget vid repræsentationsbeføjelse, kan ikke rejse tvivl om det ovenstående, for så vidt som det følger af anvendelsen af en lovgivning som den i nærværende doms præmis 40 omtalte, at den erfaring, som en jurist opnår efter at have gennemført denne praktiske uddannelsesperiode hos en advokat med hjemsted i en anden medlemsstat, svarer til den, der opnås efter samme periode for en advokatfuldmægtig, der gennemfører sin praktiske uddannelse hos en advokat med hjemsted i Østrig.

47

Eftersom den forelæggende ret har konstateret, at den i hovedsagen omhandlede lovgivning et støttet på en logik, som kan sammenlignes med den, der er fastsat i artikel 10, stk. 1, i direktiv 98/5, skal det endvidere fastslås, at EU-lovgivers valg ved vedtagelsen af dette direktiv med hensyn til de foranstaltninger, som medlemsstaterne har kompetence til at pålægge advokater, der – efter at de fået deres erhvervsmæssige kvalifikationer i en anden medlemsstat – ønsker at udøve deres erhverv på deres område, ikke kan begrænse anvendelsen af EUF-traktatens bestemmelser til en situation, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet for nævnte direktiv.

48

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 45 TEUF skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en medlemsstats lovgivning, som pålægger, at en bestemt del af en praktisk uddannelse, der er nødvendig for at få adgang til advokaterhvervet, og hvorunder den advokatfuldmægtige har en vis beføjelse til repræsentation ved denne medlemsstats retsinstanser, gennemføres hos en advokat med hjemsted i nævnte medlemsstat, hvorved det udelukkes, at denne uddannelse kan gennemføres hos en advokat med hjemsted i en anden medlemsstat, selv om denne advokat er medlem af et advokatsamfund i førstnævnte medlemsstat, og den virksomhed, der udføres som led i denne praktiske uddannelse, vedrører førstnævnte medlemsstats ret, således at denne lovgivning ikke tillader de pågældende jurister at gennemføre denne praktiske uddannelse i en anden medlemsstat på betingelse af, at de over for de kompetente nationale muligheder beviser, at denne uddannelse, som den gennemføres, kan give en uddannelse og erfaringer, der svarer til dem, der opnås ved en praktisk uddannelse hos en advokat med hjemsted i den førstnævnte medlemsstat.

49

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

Artikel 45 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en medlemsstats lovgivning, som pålægger, at en bestemt del af en praktisk uddannelse, der er nødvendig for at få adgang til advokaterhvervet, og hvorunder den advokatfuldmægtige har en vis beføjelse til repræsentation ved denne medlemsstats retsinstanser, gennemføres hos en advokat med hjemsted i nævnte medlemsstat, hvorved det udelukkes, at denne uddannelse kan gennemføres hos en advokat med hjemsted i en anden medlemsstat, selv om denne advokat er medlem af et advokatsamfund i førstnævnte medlemsstat, og den virksomhed, der udføres som led i denne praktiske uddannelse, vedrører førstnævnte medlemsstats ret, således at denne lovgivning ikke tillader de pågældende jurister at gennemføre nævnte praktiske uddannelse i en anden medlemsstat på betingelse af, at de over for de kompetente nationale muligheder beviser, at denne uddannelse, som den gennemføres, kan give en uddannelse og erfaringer, der svarer til dem, der opnås ved en praktisk uddannelse hos en advokat med hjemsted i den førstnævnte medlemsstat.