1.

I Consorzio-dommens ( 2 ) præmis 51 fastslog Domstolen, at nationale retter, der træffer afgørelse i sidste instans ( 3 ), og som har besluttet at undlade at forelægge et spørgsmål om fortolkningen af EU-retten i henhold til artikel 267, stk. 3, TEUF, er forpligtet til – i lyset af de i CILFIT-dommen nævnte situationer ( 4 ) – at begrunde, hvorfor den ikke indgiver en anmodning om præjudiciel afgørelse.

2.

Den foreliggende sag giver Domstolen anledning til yderligere at præcisere denne forpligtelse, idet det ønskes oplyst, om en national ret, der træffer afgørelse i sidste instans, altid udtrykkeligt skal begrunde, hvorfor der ikke indgives en anmodning om præjudiciel afgørelse, selv når den i henhold til national ret har beføjelse til at afgøre den pågældende type sag med en forkortet begrundelse.

3.

A.M. er en (marokkansk) tredjelandsstatsborger. Hans hustru og deres to mindreårige børn er nederlandske statsborgere.

4.

A.M. indgav en anmodning til de kompetente myndigheder om udstedelse af et dokument, hvoraf hans lovlige ophold i Nederlandene fremgik. Han var af den opfattelse, at han havde en afledt opholdsret på grundlag af artikel 20 TEUF, som er anerkendt i Domstolens praksis, bl.a. i Chavez-Vilchez-dommen ( 5 ).

5.

Ved afgørelse af 8. oktober 2019 meddelte Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (statssekretæren for retlige anliggender og sikkerhed, Nederlandene, herefter »statssekretæren«) afslag på A.M.s anmodning. A.M. indbragte en klage over denne afgørelse.

6.

Ved afgørelse af 19. maj 2020 afslog statssekretæren A.M.s klage.

7.

A.M. anlagde et søgsmål til prøvelse af denne afgørelse ved Rechtbank Den Haag, zittingsplaats Utrecht (retten i første instans i Haag, tingstedet i Utrecht, Nederlandene).

8.

Ved dom af 5. marts 2021 ( 6 ) gav denne ret ikke medhold i A.M.s søgsmål. Retten fastslog navnlig med henvisning til Domstolens praksis, at statssekretæren med rette lagde til grund, at A.M. ikke har en afledt opholdsret, eftersom han har en opholdstilladelse i Spanien og hans børn ikke var tvunget til at forlade Den Europæiske Unions område.

9.

A.M. iværksatte en appel til prøvelse af denne afgørelse ved Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager), som er en ret i sidste instans og den forelæggende ret i den foreliggende sag.

10.

Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at A.M. har gjort gældende, at den lavere retsinstans uberettiget undlod at tage stilling til hans argument om, at den var nødt til at anmode EU-Domstolen om en præjudiciel afgørelse, og har anmodet den forelæggende ret om at indgive en sådan anmodning. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at en undtagelse fra forelæggelsespligten finder anvendelse, eftersom svaret på A.M.s spørgsmål om fortolkningen af den relevante EU-ret følger af Domstolens praksis og dermed udgør en »acte éclairé«.

11.

Den forelæggende ret ønsker imidlertid at forkaste A.M.s appel med en kortfattet begrundelse i henhold til artikel 91, stk. 2, i Vreemdelingenwet 2000 (udlændingeloven af 2000, herefter »udlændingeloven«). Denne lovgivning giver den mulighed for at undlade at angive årsagen til, at den ikke indgiver en anmodning om præjudiciel afgørelse til Domstolen. Den forelæggende ret er dog i tvivl om, hvorvidt denne lovgivning er i strid med forpligtelsen til at begrunde, hvorfor der ikke indgives en anmodning om præjudiciel afgørelse.

12.

Den forelæggende ret har forklaret, at udlændingelovens artikel 91, stk. 2, giver Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) beføjelse til, uden angivelse af en nærmere begrundelse herfor, at begrænse sine afgørelser til, at et påstået klagepunkt ikke kan føre til annullering af en afgørelse, som den lavere retsinstans har truffet. Denne bestemmelse fastsætter følgende:

»Hvis [Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager)] finder, at et påstået klagepunkt ikke kan føre til annullering, kan den begrænse præmisserne for sin afgørelse til denne vurdering.«

13.

I denne henseende har den forelæggende ret påpeget, at Raad van State, (øverste domstol i forvaltningsretlige sager), når den udøver den beføjelse, der følger af udlændingelovens artikel 91, stk. 2, principielt anfører følgende standardformulering i sin afgørelse:

»Appellen medfører ikke, at rettens afgørelse annulleres. Det er ikke nødvendigt at anføre yderligere begrundelser for denne konklusion.

Appelskriftet indeholder ikke nogen spørgsmål, som kræver besvarelse af hensyn til retsenheden, retsudviklingen eller retsbeskyttelsen generelt (udlændingelovens artikel 91, stk. 2).«

14.

Den forelæggende ret har påpeget, at lovgiver indførte appelmuligheden i udlændingesager ved Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager), samtidig med at denne ret fik beføjelse til at træffe afgørelse i sådanne sager med en kortfattet begrundelse. Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) har fået til opgave at koncentrere sig om spørgsmål, der kræver et svar i generel forstand af hensyn til retsenheden, retsudviklingen eller retsbeskyttelsen. Beføjelsen til at anvende en forkortet begrundelse i sager, hvor disse spørgsmål ikke er relevante, sikrer kvaliteten og anvendeligheden af dette system, idet den giver Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) mulighed for at behandle et stort antal sager effektivt.

15.

Den forelæggende ret har bl.a. fremhævet, at en sådan forkortet begrundelse kun anvendes, hvis der ikke er grundlag for at annullere den appellerede afgørelse, og der ikke er tale om retlige spørgsmål, der gør en anmodning om en præjudiciel afgørelse nødvendig. Den har endvidere påpeget, at en forkortet begrundelse ikke har nogen indflydelse på den pågældende udlændings retsbeskyttelse, eftersom der er truffet en fuldt begrundet afgørelse i første instans, og afgørelsen truffet af Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) er baseret på en fuldstændig prøvelse af appellen, også selv om dette ikke fremgår af den forkortede begrundelse for afgørelsen.

16.

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at beføjelsen til at anvende forkortede begrundelser i henhold til udlændingelovens artikel 91, stk. 2, er i overensstemmelse med den begrundelsespligt, der følger af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (herefter »EMRK«) ( 7 ). Den forelæggende ret udleder navnlig af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«) retspraksis, at hvis lovgivningen giver en ret beføjelse til at træffe afgørelse uden nærmere begrundelse, udgør prøvelsen af anmodningen om forelæggelse af præjudicielle spørgsmål en del af den samlede prøvelse af sagen, og retten behøver ikke at give en særskilt begrundelse for, hvorfor der ikke indgives en anmodning om præjudiciel afgørelse ( 8 ).

17.

Den forelæggende ret er alligevel i tvivl om, hvorvidt en sådan forkortet begrundelse er forenelig med artikel 267, stk. 3, TEUF, sammenholdt med chartrets artikel 47, eller hvorvidt det følger af præmis 51 i Domstolens dom i Consorzio-sagen, at den skal give en mere detaljeret begrundelse for, hvorfor den ikke er forpligtet til at indhente en præjudiciel afgørelse, herunder navnlig, hvorvidt den skal begrunde, hvilken undtagelse fra forpligtelsen til at indhente en præjudiciel afgørelse der lægges til grund, og hvorfor. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at dens praksis med anvendelsen af forkortede begrundelser er tilstrækkelig, eftersom den indebærer en angivelse af, at der foreligger en sådan undtagelse.

18.

På denne baggrund har Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse:

»Skal artikel 267, stk. 3, TEUF, sammenholdt med [chartrets] artikel 47, stk. 2, […] fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning som den, der fremgår af [udlændingelovens] artikel 91, stk. 2, […] hvorefter Raad van State, Afdeling bestuursrechtspraak [(øverste domstol i forvaltningsretlige sager)] som en national ret, hvis afgørelser ikke kan appelleres, kan afgøre et spørgsmål, der er rejst om fortolkning af EU-retten, eventuelt i forbindelse med en udtrykkelig anmodning om, at der indhentes en præjudiciel afgørelse, med en forkortet begrundelse, uden at det angives, hvilken af de tre undtagelser fra forelæggelsespligten der finder anvendelse?«

19.

A.M., den nederlandske og den finske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

20.

Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 24. juli 2024 blev den foreliggende sag udsat indtil afsigelsen af Domstolens dom i KUBERA-sagen ( 9 ). Retsforhandlingerne for Domstolen blev genoptaget den 18. oktober 2024.

21.

Der blev afholdt et retsmøde den 4. marts 2025, hvor alle disse parter samt den tyske og den italienske regering afgav skriftlige indlæg.

22.

Den foreliggende sag giver Domstolen anledning til at præcisere omfanget af forpligtelsen for nationale retter, der træffer afgørelse i sidste instans, til at begrunde, hvorfor de har besluttet ikke at forelægge Domstolen et spørgsmål om den fortolkning af EU-retten, der er relevant i sagen.

23.

Eftersom Domstolen først for relativt nylig har fastslået, at en sådan forpligtelse følger af EU-retten, vil jeg indlede min bedømmelse med en kort redegørelse for udviklingen af og de væsentligste kendetegn ved den relevante hidtidige retspraksis fra Domstolen (A). Herefter vil jeg drøfte rationalet bag begrundelsespligten med udgangspunkt i artikel 267 TEUF og chartrets artikel 47 (B). På grundlag heraf vil jeg bedømme det præjudicielle spørgsmål i den foreliggende sag (C).

24.

Jeg påpeger indledningsvis, at nationale retter, der træffer afgørelse i sidste instans, siden Den Europæiske Unions grundlæggelse ( 10 ) – i dag i henhold til artikel 267, stk. 3, TEUF – har været forpligtet til at forelægge Domstolen spørgsmål om fortolkningen og gyldigheden af EU-retten, når sådanne spørgsmål rejses for dem.

25.

Denne forpligtelse er en konsekvens af det valg, som traktaternes ophavsmænd traf med hensyn til mekanismen for sikring af EU-rettens ensartethed. EU-retten anvendes af en bred vifte af forskellige retter i de i dag 27 medlemsstater, der fungerer som EU-retsinstanser ( 11 ). Dette medfører en betydelig risiko for, at forskellige retter vil tillægge den samme EU-retlige bestemmelse forskelligt indhold. En tilsvarende risiko foreligger også inden for hvert enkelt nationalt retssystem i en individuel medlemsstat, når forskellige retter anvender nationale bestemmelser. Før medlemsstaterne tiltrådte Den Europæiske Union, havde de derfor allerede metoder til at sikre lovgivningens ensartethed inden for deres retssystemer, som i kraft af den ene eller den anden processuelle mekanisme var baseret på deres øverste retsinstanser ( 12 ). Ved indførelsen af forpligtelsen for sådanne retter i sidste instans til at anmode Domstolen om fortolkning af EU-retten blev de nationale retter ved artikel 267 TEUF gjort medansvarlige for opgaven med at sikre EU-rettens ensartethed.

26.

Som Domstolen har fastslået, har den i artikel 267 TEUF fastsatte forpligtelse således navnlig til formål at forhindre, at der i en medlemsstat udvikler sig en national retspraksis, som ikke er i overensstemmelse med EU-retten ( 13 ).

27.

Ikke desto mindre har retterne i sidste instans fra begyndelsen ikke været forpligtet i henhold til traktaterne til at indhente en præjudiciel afgørelse i alle sager, men kun når et spørgsmål om fortolkningen af EU-retten »rejses« for dem. Spørgsmålet »rejses«, hvis retterne finder, at det er relevant og kræver fortolkning. Selv hvis en part i sagen har rejst et spørgsmål om EU-retten, indebærer dette således ikke, at et sådant spørgsmål »rejses« i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 267, stk. 3, TEUF ( 14 ).

28.

På et tidligt tidspunkt forklarede Domstolen i CILIFT-dommen, i hvilke situationer en national ret, selv hvis den træffer afgørelse i sidste instans i sagen, ikke behøver at indgive en anmodning om præjudiciel afgørelse ( 15 ). Selv om denne retspraksis ofte beskrives således, at Domstolen indførte visse »undtagelser« fra den i øvrigt ubetingede forelæggelsespligt ( 16 ), udgør disse »undtagelser« efter min opfattelse blot en præcisering af betydningen af betingelsen om, at spørgsmålet om EU-retten »rejses« for den nationale ret. Disse »undtagelser« forklarer således blot, i hvilke situationer en national ret, der træffer afgørelse i sidste instans, kan lægge til grund, at et spørgsmål om EU-retten ikke er blevet »rejst« for den.

29.

I Consorzio-dommen sammenfattede Domstolen de situationer, der er opregnet i CILFIT-dommen, således: »Det fremgår af Domstolens faste praksis, at en national domstol, hvis afgørelser i henhold til national ret ikke kan appelleres, kun er fritaget for denne pligt [til forelæggelse], såfremt den har fastslået, at det rejste spørgsmål ikke er relevant, eller at den omhandlede EU-retlige bestemmelse allerede er blevet fortolket af Domstolen, eller at EU-rettens korrekte fortolkning fremgår med en sådan klarhed, at der ikke er plads til en rimelig fortolkningstvivl« ( 17 ).

30.

Den første af disse situationer adskiller sig fra de andre to ved, at den nationale ret i sidste instans ikke blot er fritaget for sin forelæggelsespligt, men faktisk slet ikke kan indgive en forelæggelse, hvis svaret på spørgsmålet ikke er relevant for afgørelsen af den sag, der verserer for denne ret. Det er således ubestridt, at Domstolen kun kan træffe præjudicielle afgørelser, hvis besvarelsen kan bruges af den forelæggende ret til at afgøre den sag, der verserer for den ( 18 ). Hvis EU-retten ikke er relevant for sagens afgørelse, har Domstolen således ikke kompetence til at fortolke den. Ved vurderingen af, om den er forpligtet til at indgive en anmodning om præjudiciel afgørelse, skal en national ret i sidste instans, når et spørgsmål om EU-retten rejses af en part, men den anser det for at være irrelevant for sagens afgørelse, lægge til grund, at dette spørgsmål ikke er blevet »rejst« i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 267 TEUF.

31.

De to øvrige situationer kan opfattes som scenarier, hvor EU-retten er relevant i en tvist, der verserer for en national ret i sidste instans, men der ikke er nogen rimelig tvivl om den korrekte anvendelse af EU-retten, hvorfor der ikke er behov for at indhente en præjudiciel afgørelse. I det første scenario kan den relevante EU-ret allerede være blevet afklaret af Domstolen i en sådan grad, at der ikke er nogen tvivl om, hvordan den skal anvendes i den situation, som retten i sidste instans skal tage stilling til. Dette betegnes sædvanligvis som »acte éclairé«-situationen ( 19 ). I det andet scenario kan selve den relevante EU-retlige bestemmelse, selv hvis der endnu ikke foreligger en relevant fortolkning af denne bestemmelse fra Domstolens side, være så klar, at der ikke er nogen rimelig tvivl om den korrekte fortolkning heraf. Dette betegnes sædvanligvis som »acte clair«-situationen ( 20 ).

32.

De praktiske vanskeligheder skyldes det forhold, at vurderingen af, om den relevante EU-ret, hvad enten den allerede er blevet fortolket i Domstolens praksis eller ej, ikke giver plads til nogen rimelig tvivl om dens korrekte anvendelse på bestemte faktiske omstændigheder, ikke er en videnskabelig øvelse, som kan løses ved at følge præcise regler. I CILFIT-dommen forklarede Domstolen, at retten i sidste instans, inden den statuerer, at der ikke er nogen rimelig tvivl om den korrekte fortolkning og anvendelse af en bestemmelse i den pågældende sag, skal være overbevist om, at hverken de øvrige medlemsstaters retter i sidste instans eller Domstolen vil være i tvivl om afgørelsen ( 21 ).

33.

Det centrale i det kriterium, som retter i sidste instans skal anvende, består i, at de skal være overbevist om, at den samme EU-retlige bestemmelse ikke kunne blive fortolket anderledes i andre medlemsstater eller af Domstolen. I så fald opstår der ikke nogen problemer for EU-rettens ensartethed. Efter min opfattelse bør dette kriterium anvendes i både »acte éclairé«- og »acte clair«-situationer. I førstnævnte situation skal en ret i sidste instans være overbevist om, at den eksisterende retspraksis faktisk ville blive anvendt på samme måde af retter i sidste instans i andre medlemsstater på den konkrete situation, den skal tage stilling til. I den foreliggende sag skal den forelæggende ret konkret spørge sig selv, om den eneste mulige fortolkning af den retspraksis, der følger af Chavez-Vilchez-dommen, er, at A.M. ikke har en afledt opholdsret, eftersom han har en opholdstilladelse i Spanien, hvilket er årsagen til, at hans børn ikke vil være tvunget til at forlade Den Europæiske Unions område, selv hvis de bliver nødsaget til at forlade Nederlandene.

34.

Angående »acte clair«-situationen udviklede Domstolen i CILFIT-dommen en række kriterier, som nationale retter i sidste instans skal tage i betragtning ( 22 ). Disse kriterier er ofte blevet kritiseret i de mere end 40 år, der er gået siden CILFIT-dommen ( 23 ).

35.

Det kan ganske vist ikke bestrides, at en ordret anvendelse af CILFIT-kriterierne ville indebære, at »en »egentlig«»acte clair«-situation i bedste fald [ville] være usandsynlig« ( 24 ), men selve formålet med at opstille disse kriterier var at understrege, at nationale retter i sidste instans skal være opmærksomme på dette spørgsmål, før de beslutter at undlade forelæggelse. I denne retning har Domstolen fastslået, at det tilkommer retter i sidste instans »uafhængigt og med den fornødne opmærksomhed at vurdere, om de befinder sig i et af de tilfælde, som giver dem mulighed for at undlade at forelægge Domstolen et spørgsmål om fortolkningen af EU-retten, som er blevet rejst for dem« ( 25 ).

36.

I Consorzio-dommen bekræftede Domstolen, at en national ret, der træffer afgørelse i sidste instans, kun er fritaget for forelæggelsespligten, hvis en af de tre CILFIT-situationer foreligger ( 26 ). Domstolen fastslog desuden, at opgaven med at beslutte, at spørgsmålet om fortolkningen af EU-retten ikke var blevet »rejst« for retten i sidste instans, i sidste ende er en beslutning, der kun kan træffes af denne ret selv, under fuld hensyntagen til de mulige konsekvenser for EU-rettens ensartede fortolkning i Den Europæiske Union ( 27 ).

37.

Det nye i Consorzio-dommen består i, at Domstolen i denne doms præmis 51 tilføjede endnu en forpligtelse for de nationale retter i sidste instans, som ikke var blevet nævnt i CILFIT-dommen og dens efterkommere: sådanne retters forpligtelse til at begrunde, hvorfor de finder, at de på grund af en af CILFIT-situationerne er fritaget for forelæggelsespligten (»begrundelsespligten«) ( 28 ).

38.

Henset til, at den foreliggende sag faktisk nødvendiggør en fortolkning af begrundelsespligtens omfang, er det relevant at citere denne præmis i Consorzio-dommen: »Det følger […] af den ordning, som er indført med artikel 267 TEUF, sammenholdt med chartrets artikel 47, stk. 2, at når en national retsinstans, hvis afgørelser ikke kan appelleres i henhold til national ret, fordi den har fastslået, at den befinder sig i en af de tre [CILFIT-]situationer, […] anser sig for fritaget for pligten til at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse i medfør af artikel 267, stk. 3, TEUF, skal det af begrundelsen for retsafgørelsen fremgå, enten at det rejste EU-retlige spørgsmål ikke er relevant for afgørelsen af tvisten, at fortolkningen af den pågældende EU-retlige bestemmelse er støttet på Domstolens praksis, eller, såfremt der ikke findes en sådan praksis, at EU-rettens fortolkning for den retsinstans, der træffer afgørelse i sidste instans, fremgår med en sådan klarhed, at der ikke er plads til rimelig tvivl« ( 29 ).

39.

I KUBERA-sagen blev Domstolen for første gang siden Consorzio-dommen anmodet om at fortolke begrundelsespligten. Efter at have fastslået, at en specifik type procedure for tilladelse til revisionsanke ikke fritager en national ret, der træffer afgørelse i sidste instans, fra at tage stilling til, om den er forpligtet til at indgive en anmodning om præjudiciel afgørelse, bekræftede Domstolen begrundelsespligten, således som den blev fastslået i Consorzio-dommens præmis 51. Domstolen drøftede imidlertid ikke denne forpligtelses omfang yderligere ( 30 ).

40.

Følgelig indebærer den foreliggende retspraksis, at nationale retter, der træffer afgørelse i sidste instans, i lyset af CILFIT-situationerne skal begrunde, hvorfor de beslutter at undlade at indgive en anmodning om præjudiciel afgørelse til Domstolen. Efter min opfattelse forudsætter en angivelse af sådanne grunde en materiel redegørelse for, hvorfor EU-retten ikke er relevant i sagen, eller hvorfor omstændighederne i den pågældende sag ikke kan afklares på grundlag af Domstolens eksisterende praksis, eller hvorfor retten i sidste instans finder, at retterne i andre medlemsstater kunne anlægge en anden fortolkning. Med andre ord er det ikke tilstrækkeligt blot at angive en af de tre CILFIT-situationer, idet retten derimod skal forklare, hvorfor dette er tilfældet.

41.

Den foreliggende sag rejser det spørgsmål, om en sådan udtrykkelig begrundelse også er påkrævet i situationer, hvor national lovgivning giver retterne mulighed for at afgøre visse typer sager med en forkortet begrundelse.

42.

Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål finder jeg det nødvendigt at drøfte begrundelserne for den begrundelsespligt, der påhviler nationale retter, som træffer afgørelse i sidste instans.

43.

Jeg minder om, at formålet med den forpligtelse til at forelægge Domstolen spørgsmål om fortolkningen af EU-retten, som artikel 267 TEUF pålægger de nationale retter i sidste instans, er at opfylde formålet om at sikre EU-rettens ensartethed i alle medlemsstater ( 31 ).

44.

Artikel 267, stk. 3, TEUF pålægger således nationale retter i sidste instans en forelæggelsespligt i almenhedens interesse. Dette er grunden til, at denne traktatbestemmelse ikke tillægger borgerne en tilsvarende ret til at pålægge en ret i sidste instans at indgive en anmodning om præjudiciel afgørelse ( 32 ). Domstolen har således til stadighed fastslået, at parterne i en sag ikke har nogen ret til at anmode om en præjudiciel forelæggelse ( 33 ).

45.

Eftersom borgerne ikke nyder nogen ret i henhold til artikel 267 TEUF til at anmode om en præjudiciel forelæggelse, kan begrundelsespligten ikke være begrundet heri ( 34 ).

46.

I denne henseende har den tyske regering gjort gældende, at begrundelsen for at undlade at indhente en præjudiciel afgørelse forfølger et dobbelt formål. For det første tager den sigte på at sikre, at nationale retter i sidste instans opfylder deres forelæggelsespligt i henhold til artikel 267, stk. 3, TEUF; der er tale om en rent objektiv forpligtelse, som ikke medfører en subjektiv ret til en præjudiciel afgørelse. For det andet gør det parterne i stand til at forstå, hvorfor den nationale ret ikke har forelagt sagen for Domstolen; dette udspringer imidlertid ikke af artikel 267 TEUF, men er snarere et udtryk for retten til en retfærdig rettergang.

47.

Jeg er enig i dette synspunkt. Følgelig er begrundelsen for begrundelsespligten, henset til det tilgrundliggende rationale om at tilgodese almenhedens interesse, som er knyttet til artikel 267 TEUF, at den sikrer, at den nationale ret i sidste instans omhyggeligt og behørigt overvejer de grunde, der kan fritage den for forelæggelsespligten.

48.

Efter min opfattelse er den nye – i hvert fald i EU-retten ( 35 ) – begrundelsespligt, som nationale retter i sidste instans blev pålagt ved Consorzio-dommen, derfor et egnet værktøj til at sikre, at disse retter foretager en korrekt vurdering af behovet for forelæggelse, og den bidrager dermed til at sikre EU-rettens ensartethed.

49.

En sådan begrundelsespligt kompenserer for de vanskeligheder, der er forbundet med at fastsætte enkle regler, der angiver, hvornår nationale retter i sidste instans er fritaget for deres forelæggelsespligt. Der findes formentlig ikke den advokat, der ikke har oplevet, at når han eller hun forklarer andre, hvad han eller hun opfatter som den korrekte forståelse af lovgivningen, afklarer dette ofte hans eller hendes egen argumentation og ændrer den endda undertiden. Tilsvarende er nationale retter i sidste instans, når de skal angive deres grunde til at undlade forelæggelse, konfronteret med nødvendigheden af at bekræfte eller ændre deres egen opfattelse af den korrekte anvendelse af den pågældende EU-ret.

50.

Fejlagtige vurderinger er selvfølgelig stadig mulige. Ikke desto mindre kan en national ret i sidste instans, hvis den på tilstrækkelig vis forklarer grundene til at undlade forelæggelse, være fritaget for ansvar, herunder det ansvar, der er omhandlet i Köbler-dommen ( 36 ).

51.

Alt i alt består rationalet bag begrundelsespligten, henset til artikel 267, stk. 3, TEUF, i, at den tilskynder en national ret i sidste instans til grundigt at overveje, om fortolkningen af EU-retten i sagen giver anledning til problemer, og at den således bidrager til EU-rettens ensartethed.

52.

Chartrets artikel 47, stk. 2, sikrer den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang. Det følger af Domstolens praksis, at overholdelsen af denne ret bl.a. kræver, at enhver retsafgørelse er begrundet. Dette gør det muligt for den pågældende part at forstå, hvorfor denne afgørelse er blevet truffet, og på nyttig vis at tage retslige skridt til prøvelse heraf ( 37 ).

53.

Chartrets artikel 47, stk. 2, svarer ifølge forklaringerne til chartret til EMRK’s artikel 6, stk. 1. I denne henseende er den retspraksis fra Menneskerettighedsdomstolen, som parterne for den forelæggende ret har henvist til, relevant for at forstå rationalet bag begrundelsespligten, henset til chartrets artikel 47.

54.

I sin retspraksis vedrørende EMRK’s artikel 6, stk. 1, har Menneskerettighedsdomstolen utvetydigt fastslået, at retten til en begrundet afgørelse beskytter borgerne mod vilkårlighed, hvilket opnås ved at gøre det muligt for parterne i den foreliggende sag at forstå den retsafgørelse, der er blevet truffet. Endvidere har begrundelsen til formål at vise parterne, at de er blevet hørt, og således bidrage til, at de i højere grad accepterer afgørelsen ( 38 ). Eftersom muligheden for, at nationale retter i sidste instans afslår at forelægge Domstolen spørgsmål om fortolkningen af EU-retten, er begrænset til CILFIT-situationerne, fastslog Menneskerettighedsdomstolen, at det er i denne sammenhæng, at sådanne retter skal angive grundene til, at de ikke har fundet det nødvendigt at indhente en præjudiciel afgørelse ( 39 ).

55.

I lighed med EMRK’s artikel 6, stk. 1, svarer forpligtelsen for nationale retter i sidste instans til i lyset af CILFIT-situationerne at begrunde deres beslutninger om at undlade forelæggelse i henhold til chartrets artikel 47 til en subjektiv ret for en part, som i det væsentlige består i retten til at forstå, hvorfor lovgivningen er blevet anvendt på en bestemt måde i sagen uden en forelæggelse.

56.

Det er væsentligt at påpege, at en sådan ret til at forstå grundene til at undlade forelæggelse i lyset af CILFIT-situationerne bør betragtes således, at den opstår i enhver situation, der indebærer en mulig anvendelse af EU-retten, uanset om en part har anmodet om en præjudiciel forelæggelse. Denne ret adskiller sig fra retten til at få et spørgsmål forelagt, som en part ikke nyder på grundlag af hverken artikel 267 TEUF eller chartrets artikel 47. Den udgør snarere en ret til at få en forklaring på en beslutning om at undlade forelæggelse, som parten nyder på grundlag af chartrets artikel 47.

57.

Menneskerettighedsdomstolens retspraksis angående EMRK’s artikel 6, stk. 1, har hidtil vedrørt sager, hvor en part har anmodet om en forelæggelse. Imidlertid udelukker det forhold, at disse sager blev afgjort i en sådan sammenhæng, ikke, at denne retspraksis anvendes på situationer, hvor sagen har vedrørt EU-retten, men en part har undladt at anmode om en forelæggelse.

58.

Under alle omstændigheder afhænger den forelæggelsespligt, der er pålagt ved artikel 267 TEUF, ikke af, at en part anmoder om en forelæggelse. Derfor er retten i sidste instans i henhold til chartrets artikel 47 forpligtet til at give parterne en forklaring på, hvorfor den ikke har indgivet en anmodning om præjudiciel afgørelse, selv hvis en part ikke har anmodet denne ret om en forelæggelse ( 40 ).

59.

Alt i alt består rationalet bag begrundelsespligten, henset til chartrets artikel 47, stk. 2, i at gøre det muligt for parten at forstå begrundelsen for dommen, herunder en beslutning om at undlade forelæggelse, og således sikre denne parts ret til en retfærdig rettergang.

60.

Det følger af ovenstående betragtninger, at begrundelsen for at pålægge retter i sidste instans begrundelsespligten er forskellige i henhold til artikel 267 TEUF og chartrets artikel 47. I modsætning til rationalet, henset til artikel 267 TEUF, som udspringer af objektive betragtninger, udspringer rationalet, henset til chartrets artikel 47, af subjektive betragtninger, som tager sigte på at sikre den individuelle ret for en part i sagen.

61.

Som følge af de forskellige rationaler kan der muligvis drages forskellige konklusioner om det nødvendige omfang af begrundelsen.

62.

Jeg minder om, at den retspraksis, der følger af Consorzio-dommen og KUBERA-dommen, har bekræftet, at der foreligger en forpligtelse for retter i sidste instans til at give en forklaring på, hvorfor den undlod at indgive en anmodning om præjudiciel afgørelse. En sådan forklaring skal gøre det muligt at forstå, hvilken af CILFIT-situationerne retten anser for at foreligge og hvorfor.

63.

Skal denne begrundelse altid være udtrykkelig, eller er en forkortet begrundelse mulig?

64.

Retters kompetence i henhold til national lovgivning til at afgøre sager med en forkortet begrundelse er også begrundet. Som påpeget af den forelæggende ret og den nederlandske regering er en forkortet begrundelse i situationer som den foreliggende sag et nødvendigt kompromis, som gør det muligt at iværksætte appeller i udlændingesager. Et omfattende begrundelseskrav ville forstyrre den balance, som den nationale lovgiver har udstyret ordningen med, idet den yder borgerne retsbeskyttelse ved at give mulighed for, at der på den ene side kan iværksættes appel i udlændingesager og på den anden side kan anvendes forkortede begrundelser for at undgå overbebyrdelse af retssystemet ( 41 ).

65.

Med henblik på besvarelsen af det spørgsmål, som den foreliggende sag rejser, er det derfor nødvendigt at afveje interessen i, at en sådan forkortet begrundelse findes i de nationale retssystemer, over for de EU-retlige interesser i, at nationale retter, der træffer afgørelse i sidste instans, begrunder deres afgørelser om at undlade forelæggelse for Domstolen.

66.

Under afsnit B har jeg forklaret, at rationalet bag begrundelsespligten er forskelligt, henset til artikel 267 TEUF og chartrets artikel 47. Hvis der i den ene vægtskål er grunde, der taler for en forkortet begrundelse, og i den anden er grunde, der taler for begrundelsespligten i henhold til artikel 267 TEUF, kan resultatet af afvejningen være anderledes afhængig af, om begrundelsespligten udspringer af artikel 267 TEUF eller i henhold til chartrets artikel 47.

67.

I denne henseende kan det almene hensyn til at sikre EU-rettens ensartethed, som begrunder begrundelsespligten i henhold til artikel 267 TEUF, være opfyldt, hvis den nationale ret i sidste instans har taget hensyn til CILFIT-situationerne, men ikke har begrundet sin afgørelse om at undlade forelæggelse. Men henblik på varetagelsen af dette almene hensyn er det væsentlige, at retten grundigt har overvejet CILFIT-situationerne, og ikke at sagens parter forstår denne rets argumentation. Artikel 267 TEUF er således ikke til hinder for en forkortet begrundelse.

68.

Hvis grundene til at undlade forelæggelse ikke i det mindste fremgår implicit af den afgørelse, der træffes af den nationale ret i sidste instans, i en sådan grad, at sagens parter forstår afgørelsen for så vidt angår udfaldet, vil det hensyn, som begrunder begrundelsespligten i henhold til chartrets artikel 47, derimod ikke være opfyldt.

69.

I lyset af chartrets artikel 47, stk. 2, skal der således foreligge en vis begrundelse, idet denne begrundelse dog kan være implicit. Dette udelukker ikke automatisk en forkortet begrundelse, så længe den er tilstrækkelig til, at parterne forstår, hvorfor retten ikke har indhentet en præjudiciel afgørelse.

70.

Hvilken forkortet begrundelse udgør en tilstrækkelig begrundelse i henhold til chartrets artikel 47?

71.

Det følger af Domstolens og Menneskerettighedsdomstolens praksis, at vurderingen af, om begrundelsen er tilstrækkelig, afhænger af den enkelte sags omstændigheder.

72.

Ifølge Domstolen kan omfanget af begrundelsespligten være forskelligt, afhængigt af arten af den omhandlede retsafgørelse, og dette omfang skal vurderes under hensyn til den pågældende procedure som helhed og på grundlag af samtlige foreliggende relevante omstændigheder ( 42 ).

73.

Samme konklusion følger af Menneskerettighedsdomstolens retspraksis ( 43 ). Den fastslog, at det, afhængigt af omstændighederne, kan være tilladt i henhold til EMRK’s artikel 6, at en ret i sidste instans træffer afgørelse med en forkortet begrundelse, f.eks. når grundene til at afslå anmodningen om en præjudiciel forelæggelse er implicitte eller kan udledes af andre dele af afgørelsen ( 44 ).

74.

Menneskerettighedsdomstolen fastslog navnlig i Baydar-dommen ( 45 ), at den forkortede begrundelse, der var givet af Hoge Raad der Nederlanden (øverste domstol, Nederlandene), ikke udgjorde en tilsidesættelse af EMRK’s artikel 6, stk. 1. Menneskerettighedsdomstolen bemærkede, at det i forbindelse med de fremskyndede procedurer i henhold til den nederlandske lovgivning, der var relevant i denne sag ( 46 ), ikke giver anledning til nogen principielle spørgsmål vedrørende EMRK’s artikel 6, stk. 1, hvis en appel forkastes med en forkortet begrundelse, forudsat at det fremgår klart af sagens omstændigheder, at afgørelsen ikke var vilkårlig eller på anden måde åbenlyst urimelig. Menneskerettighedsdomstolen fastslog, at den pågældende afgørelse ikke var vilkårlig eller urimelig, eftersom Hoge Raad der Nederlanden (øverste domstol) behørigt havde undersøgt appellantens skriftlige appelanbringender og såvel generaladvokatens rådgivende udtalelse som appellantens skriftlige besvarelse heraf.

75.

I Harisch-dommen ( 47 ) fastslog Menneskerettighedsdomstolen, at den forkortede begrundelse, der var anvendt af Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland), ikke udgjorde en tilsidesættelse af EMRK’s artikel 6, stk. 1. Menneskerettighedsdomstolen bemærkede, at eftersom den tidligere retsinstans havde givet en detaljeret begrundelse for afslaget på forelæggelse, var appellanten i stand til at forstå Bundesgerichtshofs (forbundsdomstol) afgørelse. Derfor var Menneskerettighedsdomstolen, henset til formålet med begrundelsespligten i henhold til EMRK’s artikel 6 og efter en undersøgelse af sagen som helhed, overbevist om, at afslaget på forelæggelse under sagens omstændigheder var tilstrækkeligt begrundet.

76.

Alt i alt følger det af ovennævnte retspraksis fra Menneskerettighedsdomstolen vedrørende EMRK’s artikel 6, stk. 1, at en udtrykkelig og specifik angivelse af grundene til at undlade forelæggelse i en afgørelse truffet af en ret i sidste instans ikke altid er påkrævet. Henset til domme som Baydar-dommen og Harisch-dommen synes denne retspraksis at give mulighed for, at retter i sidste instans giver forkortede begrundelser. En sådan begrundelse er mulig, hvis det under en konkret sags omstændigheder er sikret, at parterne er blevet hørt og er i stand til at forstå, hvorfor deres anmodning om forelæggelse er blevet afslået.

77.

Denne argumentation kan efter min opfattelse overføres på fortolkningen af chartrets artikel 47. I henhold til denne bestemmelse kan omfanget af den begrundelse, der er påkrævet, således som den finske regering har påpeget, ikke fastsættes på forhånd, eftersom alle sager er forskellige ( 48 ).

78.

I denne henseende kan national lovgivning ikke fastsætte en forpligtelse til at anvende en forkortet begrundelse, men den kan give nationale retter mulighed for at anvende en sådan begrundelse. Den nationale ret i sidste instans skal have en skønsbeføjelse til at vurdere, om en forkortet begrundelse er tilstrækkelig i individuelle sager.

79.

Den omhandlede nationale lovgivning synes at opfylde disse betingelser. Det tilkommer derfor retten i sidste instans at vurdere i hver enkelt sag, om standardformularen for forkortet begrundelse i udlændingesager er tilstrækkelig, eller om en mere omfattende begrundelse er nødvendig for at gøre det muligt for parten at forstå, hvorfor denne ret har undladt forelæggelse, under hensyntagen til alle de relevante omstændigheder.

80.

Hvis en national ret i sidste instans f.eks. følger en tidligere retsinstans’ konklusion og begrundelse, kan en forkortet begrundelse på grundlag af standardformularen såsom den, der anvendes i den forelæggende rets praksis, være tilstrækkelig. Dette er tilfældet, såfremt det fremgår implicit af denne formular, at det i den tidligere retsinstans’ afgørelse på tilstrækkelig vis blev forklaret, enten hvorfor EU-retten ikke er relevant for afgørelsen af den pågældende sag, eller hvordan EU-retten er blevet præciseret i Domstolens praksis, eller, når der ikke foreligger en sådan retspraksis, hvorfor den korrekte anvendelse af EU-retten ikke giver anledning til nogen rimelig tvivl.

81.

Hvis en national ret i sidste instans er enig med den tidligere retsinstans om sagens udfald, men ikke er enig i dens begrundelse, eller hvis der ikke foreligger en begrundelse, hvoraf de mulige grunde til at undlade forelæggelse fremgår, kan retten i sidste instans derimod ikke anvende en sådan standardformular, men skal forklare sin konklusion udtrykkeligt.

82.

En yderligere problemstilling, der er blevet rejst af parterne under retsforhandlingerne for Domstolen, er, om det vil være tilstrækkeligt, hvis retten i sidste instans blot henviser til en af de tre CILFIT-situationer.

83.

Det følger af ovenstående drøftelse, at det ikke i sig selv er tilstrækkeligt, at det blot angives, hvilken af situationerne retten anvendte, da den besluttede at undlade at indgive en anmodning om præjudiciel afgørelse. Parten skal være i stand til at forstå, hvorfor denne situation blev anset for at være relevant. Når dette er sagt, er det på ingen måde nødvendigt at angive CILFIT-situationen, hvis det fremgår klart af den materielle begrundelse, hvilken situation rettens afgørelse om at undlade forelæggelse kan henføres til.

84.

Sammenfattende er artikel 267 TEUF, sammenholdt med chartrets artikel 47, ikke til hinder for en forkortet begrundelse, forudsat at parterne forstår, hvorfor retten i sidste instans besluttede at undlade forelæggelse i lyset af CILFIT-situationerne.

85.

Det tilkommer retten i sidste instans, herunder den forelæggende ret i den foreliggende sag, at vurdere, om en forkortet begrundelse er tilstrækkelig under sagens omstændigheder, eller om der er behov for yderligere begrundelse.

86.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer det præjudicielle spørgsmål fra Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Nederlandene) således:

»Artikel 267, stk. 3, TEUF, sammenholdt med artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

er ikke til hinder for en national lovgivning som artikel 91, stk. 2, i Vreemdelingenwet 2000 (udlændingeloven af 2000), hvorefter Raad van State, Afdeling bestuursrechtspraak (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Nederlandene) som en national ret, hvis afgørelser ikke kan appelleres, kan afgøre et spørgsmål, der er rejst om fortolkning af EU-retten, eventuelt i forbindelse med en udtrykkelig anmodning om, at der indhentes en præjudiciel afgørelse, med en forkortet begrundelse, uden at det angives, hvilken af de tre undtagelser fra forelæggelsespligten der finder anvendelse, forudsat at en sådan forkortet begrundelse gør det muligt for parterne at forstå grundene til, at retten besluttede at undlade at forelægge Domstolen spørgsmålet om fortolkningen af EU-retten.«