1.

Den erhvervsmæssige aktivitet, som JU (herefter »appellanten«) udøver som læge ved Spitalul Clinic de Pneumoftiziologie Iaşi (klinisk hospital for lungemedicin og respirationssygdomme i Iași, Rumænien) (herefter »hospitalet«), har været klassificeret som en aktivitet udført på et arbejdssted, der udsætter arbejdstagerne for »belastende forhold«, dvs. et sted med en høj grad af risikoeksponering. Denne aktivitet gjorde, at appellanten nød supplerende sociale rettigheder. Som følge af den manglende fornyelse af klassificeringen af hendes aktivitet som en aktivitet, der blev udøvet under belastende arbejdsforhold, hvilket førte til fortabelse af disse supplerende rettigheder, anlagde appellanten sag ved en national ret, som frifandt indstævnte med den begrundelse, at i henhold til den nationale lovgivning som fortolket af de nationale domstole kan der i henhold til de almindelige bestemmelser ikke anlægges søgsmål med påstand om fastlæggelse af, at de forhold, som arbejdstagerne arbejdede under, var belastende, og heller ikke med påstand om, at arbejdsgiveren tilpligtes at klassificere arbejdssteder som arbejdssteder, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold, når arbejdsgiveren ikke har opnået eller fornyet godkendelsen til denne klassificering.

2.

I denne sammenhæng ønsker Curtea de Apel Iaşi (appeldomstolen i Iaşi, Rumænien) nærmere bestemt oplyst, om artikel 9 og artikel 11, stk. 6, i direktiv 89/391/EØF ( 2 ), sammenholdt med artikel 31, stk. 1, og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede.

3.

Dette spørgsmål har allerede været genstand for en undersøgelse i den sag, der gav anledning til dommen i sagen Podilă m.fl. ( 3 ), som vedrørte den samme nationale retlige ramme. Domstolen anmodes således om at undersøge, om ræsonnementet i nævnte dom kan finde anvendelse under omstændighederne i den foreliggende sag, som vedrører betingelserne for tildeling af alderspension og fastsættelse af dennes størrelse samt tildelingen af ekstra årlige betalte feriedage.

4.

Artikel 1 i direktiv 89/391 med overskriften »Formål« har følgende ordlyd:

»1.   Formålet med dette direktiv er at iværksætte foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet.

2.   Med henblik herpå omfatter direktivet generelle principper for forebyggelse af erhvervsbetingede risici og beskyttelse af sikkerhed og sundhed, fjernelse af faktorer, der kan frembyde risici eller forårsage ulykker, oplysning, høring, afbalanceret deltagelse i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis samt oplæring af arbejdstagerne og deres repræsentanter, tillige med almindelige retningslinjer for iværksættelsen af nævnte principper.

3.   Dette direktiv berører ikke nugældende eller fremtidige bestemmelser i medlemsstaterne eller Fællesskabet, der er mere fordelagtige i henseende til beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet.«

5.

Dette direktivs artikel 9 med overskriften »Arbejdsgiverens forpligtelser i øvrigt« bestemmer:

»1.   Arbejdsgiveren skal:

[...]

2.   Medlemsstaterne fastsætter under hensyntagen til aktiviteternes art og virksomhedernes størrelse de forpligtelser, som de forskellige kategorier af virksomheder skal opfylde i forbindelse med udarbejdelse af de i stk. 1, litra a) og b), omhandlede dokumenter, samt ved udarbejdelsen af de i stk. 1, litra c) og d), omhandlede dokumenter.«

6.

Det nævnte direktivs artikel 11 med overskriften »Høring af arbejdstagerne og disses deltagelse« foreskriver i stk. 6:

»Arbejdstagerne og/eller deres repræsentanter har ret til i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis at henvende sig til den kompetente myndighed med hensyn til sikkerhed og sundhed under arbejdet, såfremt de skønner, at de foranstaltninger, der er truffet, og de midler, der er stillet til rådighed af arbejdsgiveren, ikke er tilstrækkelige til at garantere sikkerheden og sundheden under arbejdet.

Repræsentanterne for arbejdstagerne skal have lejlighed til at fremsætte deres bemærkninger i forbindelse med den kompetente myndigheds kontrolbesøg.«

7.

Artikel 1 i direktiv 2003/88/EF ( 4 ) med overskriften »Formål og anvendelsesområde« bestemmer:

»1.   Dette direktiv indeholder minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden.

2.   Dette direktiv finder anvendelse på:

[...]

4.   Bestemmelserne i direktiv 89/391/EØF finder i fuld udstrækning anvendelse på de forhold, der er nævnt i stk. 2, med forbehold af strengere og/eller mere specifikke bestemmelser i nærværende direktiv.«

8.

Artikel 2, nr. 9), i direktiv 2003/88 med overskriften »Definitioner« har følgende ordlyd:

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

»tilstrækkelig hvile«: det forhold, at arbejdstagere har regelmæssige, uafbrudte hvileperioder, udtrykt i tidsenheder, der er tilstrækkeligt lange til at sikre, at de på grund af træthed eller andre uregelmæssige arbejdsrytmer ikke forårsager skader på sig selv, kolleger eller andre, og at de hverken på kort eller lang sigt skader deres helbred.«

9.

Direktivets artikel 7 med overskriften »Årlig ferie« fastsætter i stk. 1:

»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed i overensstemmelse med de kriterier for opnåelse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis.«

10.

Direktivets artikel 15 med overskriften »Gunstigere bestemmelser« har følgende ordlyd:

»Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes adgang til at anvende eller indføre love og administrative bestemmelser, der er gunstigere med hensyn til beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, eller til at fremme eller tillade anvendelse af kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, der er gunstigere med hensyn til beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed.«

11.

Artikel 19 i Legea nr. 19/2000 privind sistemul public de pensii şi alte drepturi de asigurări sociale (lov nr. 19/2000 om den offentlige pensions- og socialsikringsordning) af 17. marts 2000 ( 5 ) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, har følgende ordlyd:

»(1)   I denne lov forstås ved »arbejdssteder, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold«, arbejdssteder, der permanent eller på visse tidspunkter i væsentlig grad kan påvirke de forsikredes arbejdsevne på grund af den høje grad af risikoeksponering.

(2)   Kriterierne og de nærmere bestemmelser for klassificering som arbejdssteder, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold, fastsættes ved et regeringsdekret på grundlag af et fælles forslag fra ministeriet for arbejde, familieanliggender og social beskyttelse samt sundhedsministeriet.

[...]

(5)   Det lokale arbejdstilsyns godkendelse er obligatorisk for klassificeringen af arbejdssteder, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold.«

12.

Artikel 2, stk. 1, i Hotărârea Guvernului nr. 261/2001 privind criteriile şi metodologia de încadrare a locurilor de muncă în condiţii deosebite (regeringsdekret nr. 261/2001 om kriterierne og de nærmere bestemmelser for klassificering som arbejdssteder, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold) af 22. februar 2001 ( 6 ) fastsætter:

»Kriterierne for klassificering som arbejdssteder, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold, er følgende:

13.

Artikel 147, stk. 1, i Legea nr. 53/2003 privind Codul muncii (lov nr. 53/2003, arbejdsloven) af 24. januar 2003 ( 7 ) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »arbejdsloven«), bestemmer:

»Arbejdstagere, der arbejder under anstrengende, farlige eller skadelige forhold, blinde, andre personer med handicap og unge under 18 år har ret til en ekstra årlig ferie på mindst tre arbejdsdage.«

14.

Artikel 12, stk. 1 og 2, i Legea nr. 319/2006 a securităţii şi sănătăţii în muncă (lov nr. 319/2006 om sundheden og sikkerheden under arbejdet) af 14. juli 2006 ( 8 ) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, har følgende ordlyd:

»(1)   Arbejdsgiveren har følgende forpligtelser:

[...]

(2)   Ved dekret fra ministeren for arbejde, solidaritet og familieanliggender fastsættes under hensyntagen til aktiviteternes art og virksomhedernes størrelse de forpligtelser, som de forskellige kategorier af virksomheder skal opfylde i forbindelse med udarbejdelse af de i stk. 1 omhandlede dokumenter.«

15.

Denne lovs artikel 18, stk. 7, er affattet således:

»Medarbejderrepræsentanterne med særligt ansvar for arbejdstagernes sikkerhed og sundhed og/eller arbejdstagerne har ret til at henvende sig til de kompetente myndigheder, såfremt de skønner, at de foranstaltninger, der er truffet, og de midler, der er stillet til rådighed af arbejdsgiveren, ikke er tilstrækkelige til at garantere sikkerheden og sundheden under arbejdet.«

16.

Artikel 1, stk. 1, i Hotărârea Guvernului nr. 246/2007 privind metodologia de reînnoire a avizelor de încadrare a locurilor de muncă în condiții deosebite (regeringsdekret nr. 246/2007 om de nærmere bestemmelser for fornyelse af godkendelserne af klassificering som arbejdssteder, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold) af 7. marts 2007 ( 9 ) bestemmer:

»Fra datoen for dette dekrets ikrafttræden kan godkendelser af klassificering som arbejdssteder, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold, som gælder indtil den 6. marts 2007, og som er udstedt i overensstemmelse med bestemmelserne i regeringsdekret nr. 261/2001, med senere ændringer og tilføjelser, fornyes i overensstemmelse med de nærmere bestemmelser i dette dekret.«

17.

Artikel 55, stk. 1, i Legea nr. 263/2010 privind sistemul unitar de pensii publice (lov nr. 263/2010 om en ensartet offentlig pensionsordning) af 16. december 2010 ( 10 ) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, fastsætter:

»Personer, som har tilbagelagt en fuld bidragsperiode, har ret til alderspension med nedsættelse af den almindelige pensionsalder som følger:

[...]«

18.

Denne lovs artikel 169, stk. 1, foreskriver:

»Personer, der er omfattet af den offentlige pensionsordning, hvis pensionsrettigheder er blevet fastsat i henhold til den lovgivning, der var gældende indtil den 1. april 2001, og som har arbejdet på arbejdssteder indplaceret i arbejdsgruppe I og/eller arbejdsgruppe II, har ret til en forhøjelse af det antal årlige point, de har optjent i denne periode, som følger:

19.

Artikel 4 i Hotărârea Guvernului nr. 1014/2015 privind metodologia de reînnoire a avizelor de încadrare a locurilor de muncă în condiții deosebite (regeringsdekret nr. 1014/2015 om de nærmere bestemmelser for fornyelse af godkendelserne af klassificering som arbejdssteder, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold) af 30. december 2015 ( 11 ) bestemmer:

»Arbejdsgivere, der ikke er blevet bevilget fornyelse af godkendelserne af klassificering som arbejdssteder, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold, kan anlægge sag direkte ved den kompetente ret i overensstemmelse med loven.«

20.

Hospitalet er en almennyttig sundhedsinstitution, der er en juridisk person og underlagt den lokale administrative myndighed, Consiliul Județean Iași (amtsrådet i Iași, Rumænien). Appellanten, der blev ansat ved hospitalet som speciallæge i lungemedicin, har arbejdet på lungemedicinsk afdeling i over 30 år. Fra den 1. juli 1989 til den 31. marts 2001 var appellantens erhvervsmæssige aktivitet indplaceret i arbejdsgruppe II med 100%. Denne indplacering udspringer af Legea nr. 27/1966 privind pensiile de asigurări sociale de stat și pensia suplimentară (lov nr. 27/1966 om statsbaserede socialsikringspensioner og supplerende pensionsordninger) af 28. december 1966 ( 12 ), hvis artikel 6, stk. 1, fastsatte en lovbestemt klassificering af arbejdsforholdene og inddelte dem i tre grupper. Arbejdsgruppe I omfattede arbejdssteder, hvor forholdene var meget skadelige, meget vanskelige eller meget farlige, mens arbejdsgruppe II omfattede arbejdssteder, hvor forholdene var skadelige, vanskelige eller farlige, og arbejdsgruppe III omfattede alle andre arbejdssteder.

21.

Arbejdstagere i arbejdsgruppe I eller II havde fordele i forhold til arbejdstagerne i arbejdsgruppe III, idet de fik et anciennitetstillæg svarende til tre måneder ( 13 ) for hvert år, hvor de faktisk arbejdede på arbejdssteder i arbejdsgruppe II, samt ekstra årlige feriedage. I henhold til Legea nr. 3/1977 privind pensiile de asigurări sociale de stat și asistența socială (lov nr. 3/1977 om statsbaserede socialsikringspensioner og social bistand) af 30. juni 1977 ( 14 ), som gengav de tidligere lovbestemmelser, blev der indført supplerende elementer med hensyn til bidragsperiode og point med henblik på alderspension, navnlig for så vidt angik arbejdsgruppe II.

22.

Disse bestemmelser, der regulerede indplaceringen i arbejdsgruppe I og II, blev ophævet på datoen for ikrafttrædelsen af lov nr. 19/2000, dvs. den 1. april 2001. Denne lovs artikel 19, stk. 1, bestemte, at der ved »arbejdssteder, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold«, forstås steder, der i væsentlig grad kan påvirke de forsikredes arbejdsevne på grund af den høje grad af risikoeksponering ( 15 ). Fra den 1. april 2001 til den 31. december 2006 var appellantens aktivitet klassificeret som en aktivitet, der udsatte hende for »belastende arbejdsforhold« med 100%. Arbejdstagere, der var udsat for disse forhold, nød ligeledes supplerende rettigheder i form af for det første et større antal årlige betalte feriedage, for det andet en nedsættelse af pensionsalderen og for det tredje en forhøjelse af antallet af point med henblik på pensionsberegning, idet arbejdsgiveren skulle betale bidrag til pensions- og socialsikringsordningen, der procentvis var højere end det bidrag, der skulle betales for et arbejdssted med normale forhold.

23.

Hospitalet havde en godkendelse fra Inspectoratul Teritorial de Muncă Iași (det lokale arbejdstilsyn i Iași, Rumænien) (herefter »det lokale arbejdstilsyn«) udstedt den 11. december 2001, som godkendte klassificeringen af de arbejdssteder på hospitalet, der var nævnt i bilaget, som arbejdssteder, der udsatte arbejdstagerne for »belastende forhold«, og fastsatte fristen for gennemførelse af de tekniske og organisatoriske foranstaltninger, der skulle bringe arbejdsforholdene på disse arbejdssteder i overensstemmelse med loven, til den 31. marts 2004. Denne godkendelse blev forlænget ved en anden godkendelse udstedt den 29. marts 2004, i hvilken fristen for at bringe arbejdsforholdene i overensstemmelse med loven var fastsat til den 31. december 2006. Ved skrivelse af 2. februar 2007 meddelte det lokale arbejdstilsyn hospitalet, at den periode, for hvilken godkendelsen af klassificering var blevet meddelt, var udløbet, og at den derfor var ophørt med at have virkning den 31. december 2006. I forlængelse af denne skrivelse traf hospitalet en afgørelse om, at dets personale fra den 1. januar 2007 udførte sit arbejde under normale forhold.

24.

Samtidig henvendte hospitalet sig til Autoritatea de Sănătate Publică Iași (den offentlige sundhedsmyndighed i Iași, Rumænien), i hvilken forbindelse det anmodede om en godkendelse af opretholdelsen eller forlængelsen af klassificeringen som et arbejdssted, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold. Da myndigheden ikke svarede, sendte hospitalet den 19. marts 2007 endnu en skrivelse til myndigheden, hvori det på ny anmodede om en godkendelse af virkningen af den erhvervsmæssige risiko på arbejdsstederne med henblik på det lokale arbejdstilsyns fornyelse af godkendelsen af klassificering. Denne skrivelse forblev ligeledes ubesvaret. Ved skrivelse af 28. juni 2007 anmodede hospitalet ligeledes det lokale arbejdstilsyn om at forny godkendelsen af klassificering med virkning fra den 1. januar 2007. Den 27. december 2007 sendte hospitalet en tredje skrivelse til den offentlige sundhedsmyndighed i Iași og iværksatte yderligere foranstaltninger.

25.

Appellanten har oplyst, at hun ved et tilfælde fandt ud af, at der ikke længere blev indbetalt bidrag til hendes pensions- og socialsikringsordning svarende til de arbejdsforhold, hvorunder hun faktisk udøvede sin aktivitet. Hun anlagde derfor sag ved Tribunalul Iași (retten i første instans i Iași, Rumænien) med påstand om, at hendes aktivitet skulle klassificeres som en aktivitet, der udsatte hende for belastende arbejdsforhold, med start fra 2007, og at hendes arbejdsgiver skulle tilpligtes at betale hende den hermed forbundne difference i bidrag til pensions- og socialsikringsordningen. Ved dom af 15. juli 2022 fastslog den nævnte ret, at den ikke kunne give appellanten medhold, for så vidt som den nationale lovgivning fastsatte en procedure, som arbejdsgiveren skulle følge ved klassificeringen af arbejdssteder, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold. Arbejdsgiveren kunne nemlig ikke være forpligtet til at klassificere appellantens aktivitet som en aktivitet, der udsatte hende for belastende forhold, hvis ikke proceduren var blevet fulgt, og hvis ikke den lovbestemte godkendelse var blevet opnået. Den nævnte ret tilføjede, at såfremt arbejdsgiveren ikke havde modtaget noget svar vedrørende klassificeringen eller et hvilket som helst andet anliggende, kunne den i henhold til artikel 4 i regeringsdekret nr. 1014/2015 anlægge sag mod de respektive institutioner og med rettens hjælp tilskynde dem til at opfylde deres forpligtelser i henhold til den nationale lovgivning med henblik på at følge alle de trin, der i denne lov er fastsat for klassificering af arbejdssteder, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold, og følgelig opnå en godkendelse af klassificeringen.

26.

Appellanten har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved den forelæggende ret, Curtea de Apel Iaşi (appeldomstolen i Iaşi), idet hun har gjort gældende, at de af hospitalet trufne foranstaltninger ikke var i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i den nationale lovgivning, således at hospitalet udviste enten forsømmelighed eller ond tro, idet det stort set undlod at indlede proceduren for opnåelse af godkendelsen af, at hendes erhvervsmæssige aktivitet skulle klassificeres som en aktivitet, der fra og med 2007 udsatte hende for belastende forhold. Appellanten har i denne henseende præciseret, at hendes arbejdssted, arbejdsforhold, erhvervsmæssige risici og ansvar ikke havde ændret sig, siden hun blev ansat, og at hun tværtimod havde arbejdet på den afdeling, hvor covid-19-patienterne blev indlagt, således at hendes arbejde var blevet langt mere intenst og krævende og dagligt bragte hendes og hendes pårørendes liv i fare.

27.

Den forelæggende ret har anført, at afgørelsen om appellantens appel udelukkende afhænger af fastlæggelsen af betydningen og omfanget af medlemsstatens skønsbeføjelse i forbindelse med gennemførelsen af bestemmelserne i artikel 11, stk. 6, i direktiv 89/391, sammenholdt med direktivets artikel 9 samt med chartrets artikel 31, stk. 1, og artikel 47. Den forelæggende ret har påpeget, at efter den rumænske lovgivers opfattelse er klassificeringen som arbejdssteder, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold, en af de positive foranstaltninger, der kan opveje de langsigtede virkninger af udførelsen af arbejdsopgaver på et arbejdssted, der til trods for alle de foranstaltninger, der er truffet for at beskytte arbejdstagernes sundhed og sikkerhed, fortsat frembyder alvorlige erhvervsmæssige risici. Under disse omstændigheder giver klassificeringen som arbejdssteder, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold, de berørte arbejdstagere supplerende kompenserende fordele. Retten til ekstra ferie giver således en længere hvileperiode, så arbejdstagerne restituere sig, og den nedsatte bidragsperiode for alderspension, der beregnes på grundlag af det arbejde, der er udført under sådanne forhold, indebærer en kortere beskæftigelsesperiode, end når arbejdet udføres under normale forhold.

28.

Den forelæggende ret har henvist til dom nr. 12/2016 afsagt af Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol, Rumænien) den 23. maj 2016 ( 16 ), afsagt efter appel i lovens interesse, hvorved sidstnævnte fastslog, at artikel 1 i regeringsdekret nr. 246/2007 fastsætter en mulighed for at forny godkendelser af klassificering i overensstemmelse med de nærmere bestemmelser i dette dekret, og at alene arbejdsgivere, som havde godkendelser af klassificering som arbejdssteder, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold, der var gyldige indtil den 6. marts 2007, og som ikke havde bragt arbejdsforholdene i overensstemmelse med loven gennem foranstaltninger vedtaget inden den 9. marts 2007, datoen for dette dekrets ikrafttræden, var omfattet af denne retsakts anvendelsesområde. Kassationsdomstolen anførte ligeledes, at det efter den 9. marts 2007 ikke længere er muligt at udstede godkendelser af klassificering som arbejdssteder, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold, men kun successivt at forny de allerede udstedte godkendelser. Kassationsdomstolen tilføjede, at i henhold til den nationale lovgivning kan der i henhold til de almindelige bestemmelser ikke anlægges søgsmål med påstand om fastlæggelse af, at de forhold, som arbejdstagerne arbejdede under efter den 1. april 2001, var belastende, og heller ikke med påstand om, at arbejdsgiveren tilpligtes at klassificere sådanne arbejdssteder som arbejdssteder, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold, når arbejdsgiveren ikke har opnået eller i givet fald ikke har fornyet godkendelsen til denne klassificering ( 17 ).

29.

Den forelæggende ret har fremhævet, at selv om anvendelsen af den nationale lovgivning ifølge den bindende fortolkning fra Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) ikke har givet anledning til debat i nationale retspraksis, nærer den ikke desto mindre tvivl om, hvorvidt den omhandlede nationale praksis er i overensstemmelse med EU-retten. I denne henseende har den forelæggende ret anført, at artikel 11, stk. 6, i direktiv 89/391 blev gennemført i rumænsk ret ved artikel 18, stk. 7, i lov nr. 319/2006, uden at der blev truffet yderligere processuelle foranstaltninger. Selv om den generelle nationale bestemmelse udtrykkeligt giver arbejdstagerne ret til at henvende sig til enhver kompetent myndighed for at få efterprøvet, om de foranstaltninger, der er truffet, og de midler, der er anvendt af arbejdsgiveren, ikke er tilstrækkelige til at garantere sikkerheden og sundheden under arbejdet, er denne bestemmelse ikke blevet gengivet i den afledte lovgivning vedrørende vurderingen af erhvervsmæssige risici for arbejdstagerne på mellemlang eller lang sigt.

30.

Ifølge den forelæggende ret er formålet med det søgsmål, som appellanten har anlagt i det foreliggende tilfælde, til forskel fra den sag, der gav anledning til dommen i sagen Podilă m.fl., ikke fastsættelsen af pensionsrettigheder, men fastlæggelsen af de erhvervsmæssige risici, der er specifikke for de belastende forhold, under hvilke hun udfører sit arbejde. Selv om klassificeringen som et arbejdssted, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold, indirekte har konsekvenser med hensyn til den offentlige pensions- og socialsikringsordning, handler appellanten stadig inden for rammerne af sit ansættelsesforhold. Den forelæggende ret har tilføjet, at appellanten har gjort gældende, at der på hendes arbejdssted konstant var og fortsat er væsentlige risikofaktorer, der overskrider grænseværdierne for erhvervsmæssig eksponering på arbejdsstedet, eller andre biologiske agenser, som har haft skadelige virkninger på hendes sundhedstilstand. Ifølge national lovgivning og praksis har hun imidlertid ikke ret til domstolsprøvelse, hverken med hensyn til fortiden eller fremtiden.

31.

Selv om artikel 12 i lov nr. 319/2006 har gennemført artikel 9 i direktiv 89/391 i rumænsk ret, synes arbejdsgivernes forpligtelser i øvrigt ikke at være blevet knyttet til forpligtelsen til en nøjagtig og sandfærdig klassificering af arbejdsforholdene i virksomheder. Desuden har ingen senere afledt retsakt defineret virkningerne af, at virksomheder, hvor der er alvorlige risici for arbejdstagernes sundhed, ikke opfylder deres forpligtelser til at vurdere og føre tilsyn med de erhvervsmæssige risici. Selv om tilsidesættelsen af de forpligtelser, der er fastsat i artikel 12 i lov nr. 319/2006, kan medføre, at arbejdsgiveren pålægges en administrativ bøde, er der ikke andre retsvirkninger forbundet med en manglende korrekt vurdering af erhvervsmæssige risici på arbejdsstedet.

32.

Endelig har den forelæggende ret anført, at samspillet mellem EU-retten og national ret skal afklares. I henhold til Domstolens praksis pålægger princippet om EU-rettens forrang nemlig den nationale retsinstans at anvende de EU-retlige bestemmelser, der har direkte virkning, idet den skal undlade at anvende enhver national bestemmelse, der er i strid med disse ( 18 ). Det er derfor nødvendigt at afgøre, om artikel 11, stk. 6, i direktiv 89/391 har vertikal direkte virkning. I bekræftende fald opstår spørgsmålet, om denne bestemmelse, sammenholdt med chartrets artikel 31, stk. 1, og artikel 47, giver arbejdstagerne ret til domstolsbeskyttelse, i tilfælde af at de arbejdsgivere, som de lovbestemte forpligtelser påhviler, ikke opfylder disse forpligtelser.

33.

På denne baggrund har Curtea de Apel Iaşi (appeldomstolen i Iaşi) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

34.

Der er indgivet skriftlige indlæg af den rumænske regering og Europa-Kommissionen, og begge har ligeledes afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 30. januar 2025.

35.

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 9 og artikel 11, stk. 6, i direktiv 89/391 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning som fortolket af de nationale domstole, hvorefter der fastsættes procedurer, som ikke giver arbejdstagerne mulighed for direkte at henvende sig til den kompetente myndighed med hensyn til sikkerhed og sundhed under arbejdet eller til de nationale domstole for at få efterprøvet eller fastlagt klassificeringen af arbejdstageres aktiviteter i forskellige risikogrupper.

36.

Indledningsvis skal det påpeges, at direktiv 89/391, således som det fremgår såvel af direktivets titel og præambel som af dets artikel 1, har til formål at iværksætte foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet. Med henblik herpå fastsætter direktivet, således som det præciseres i dets artikel 1, stk. 2, generelle principper for forebyggelse af erhvervsbetingede risici og beskyttelse af sikkerhed og sundhed, fjernelse af faktorer, der kan frembyde risici eller forårsage ulykker, oplysning, høring, afbalanceret deltagelse i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis samt oplæring af arbejdstagerne og deres repræsentanter, tillige med almindelige retningslinjer for iværksættelsen af nævnte principper ( 19 ).

37.

I det foreliggende tilfælde blev appellantens erhvervsmæssige aktivitet i henhold til national lovgivning klassificeret i »arbejdsgruppe II« ( 20 ) og derefter som en aktivitet, der udsatte hende for »belastende forhold« ( 21 ). Som den forelæggende ret har anført, nød arbejdstagerne i disse kategorier supplerende rettigheder med hensyn til antallet af årlige betalte feriedage og alderspension i form af for det første en nedsættelse af pensionsalderen og for det andet en forhøjelse af antallet af point med henblik på pensionsberegning, idet arbejdsgiveren skulle indbetale højere bidrag til pensions- og socialsikringsordningen. Da godkendelsen af klassificeringen som et arbejdssted, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold, ikke var blevet fornyet, traf hospitalet en afgørelse om, at dets personale fra den 1. januar 2007 udførte sit arbejde under normale forhold. Appellanten anlagde herefter sag med påstand om, at hendes aktivitet skulle klassificeres som en aktivitet, der fra og med 2007 udsatte hende for belastende forhold, og at hospitalet skulle betale hende den hermed forbundne difference i bidrag til pensions- og socialsikringsordningen.

38.

Den forelæggende ret har forklaret, at det følger af praksis fra Înalta Curte de Casaţie şi Justiţie (kassationsdomstol), der fortolker den nationale lovgivning, at der i henhold til de almindelige bestemmelser ikke kan anlægges søgsmål med påstand om fastlæggelse af, at de forhold, som arbejdstagerne arbejdede under efter den 1. april 2001, var belastende, og heller ikke med påstand om, at arbejdsgiveren tilpligtes at klassificere sådanne arbejdssteder som arbejdssteder, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold, når arbejdsgiveren ikke har opnået eller fornyet godkendelsen til denne klassificering. I denne forbindelse er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt den nationale lovgivning som fortolket i denne retspraksis er forenelig med direktiv 89/391, navnlig direktivets artikel 9 og artikel 11, stk. 6.

39.

Med henblik på besvarelsen af den forelæggende rets spørgsmål finder jeg det hensigtsmæssigt at erindre om Domstolens ræsonnement i dommen i sagen Podilă m.fl. for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt navnlig direktiv 89/391 er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter strenge frister og procedurer, som ikke giver de nationale domstole mulighed for at efterprøve eller fastlægge klassificeringen af arbejdstagernes aktiviteter i forskellige risikogrupper, på grundlag af hvilken disse arbejdstageres alderspension beregnes.

40.

I denne henseende bemærkede Domstolen i den nævnte dom, at sagsøgerne med deres respektive søgsmål ikke tilsigtede at få fastslået, at deres arbejdsgivere ikke opfyldte deres forpligtelser med hensyn til sikkerhed og sundhed under arbejdet, eller at de forhold, hvorunder de den seneste tid havde udført deres arbejde, ikke var i overensstemmelse med kravene om sikkerhed og sundhed under arbejdet, men tilsigtede at opnå anerkendelse af, at de arbejdssteder, hvor de havde udført deres arbejde, burde have været klassificeret som arbejdssteder, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold, for at opnå en forhøjelse af deres alderspension. Domstolen fastslog, at det ikke uden videre kan udelukkes, at et system til klassificering af arbejdstagernes aktiviteter i forskellige kategorier med henblik på beregning af alderspension i henhold til særlige administrative procedurer og strenge frister kan have en betydning for opfyldelsen af de forpligtelser, der påhviler arbejdsgiverne i henhold til direktiv 89/391, og at dette navnlig kan være tilfældet, hvis klassificeringen af en arbejdsgivers aktiviteter med henblik på beregning af alderspension som aktiviteter, der ikke udsætter arbejdstagerne for belastende forhold, har en direkte indvirkning på denne arbejdsgivers indplacering i de kategorier af virksomheder, som medlemsstaterne skal udarbejde i medfør af dette direktivs artikel 9, stk. 2, og eventuelt fritager arbejdsgiveren fra visse forpligtelser, der følger af det nævnte direktiv ( 22 ).

41.

Domstolen tilføjede, at direktiv 89/391 er blevet gennemført i rumænsk ret, idet navnlig dette direktivs artikel 9, stk. 1 og 2, og artikel 11, stk. 6, er gengivet i lov nr. 319/2006, og at det fremgår af denne lovs artikel 39, stk. 4, at den nationale lovgiver har fastsat sanktioner i tilfælde af arbejdsgiverens manglende opfyldelse af de forpligtelser, der er omhandlet i artikel 9, stk. 1, litra a) og b), i direktiv 89/391 ( 23 ). I mangel af oplysninger i forelæggelsesafgørelsen om, at gennemførelsen af dette direktiv i rumænsk ret er ufuldstændig, eller at de kompetente myndigheder anvender den nationale lovgivning på en måde, der ikke er forenelig med kravene i det nævnte direktiv, eller på en måde, der direkte påvirker arbejdsgiverens indplacering i kategorierne af virksomheder, er en situation som den omhandlede ifølge Domstolen ikke omfattet af anvendelsesområdet for direktivets bestemmelser ( 24 ).

42.

Følgelig sondrede Domstolen i dommen i sagen Podilă m.fl. for så vidt angik arbejdstagernes rettigheder mellem to nationale retlige rammer, som finder parallel anvendelse. Den første vedrører direktiv 89/391 og dets gennemførelse i national ret. Det fremgår af den nævnte dom, at dette direktivs artikel 9, stk. 1 og 2, og artikel 11, stk. 6, ud fra de oplysninger, som Domstolen rådede over, er blevet korrekt gennemført i rumænsk ret. Den anden retlige ramme, som Rumænien har vedtaget under udøvelsen af sine nationale kompetencer, og som ikke har nogen forbindelse med direktiv 89/391 ( 25 ), vedrører klassificeringen som arbejdssteder, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold. Dette direktiv regulerer nemlig ikke de økonomiske rettigheder, der er knyttet til klassificeringen af arbejdssteder efter de risici, som arbejdstagerne udsættes for.

43.

Ifølge den forelæggende ret adskiller den foreliggende sag sig fra den sag, der gav anledning til dommen i sagen Podilă m.fl., med den begrundelse, at appellanten i den foreliggende sag ikke søger fastsættelse af pensionsrettigheder, men fastlæggelse af de erhvervsmæssige risici, der er specifikke for de belastende forhold, under hvilke hun udfører sit arbejde. Jeg er i lighed med den rumænske regering og Kommissionen ikke enig i denne vurdering. Selv om appellanten ganske vist stadig handler inden for rammerne af sit ansættelsesforhold, forekommer Domstolens ræsonnement i dommen i sagen Podilă m.fl. nemlig fuldt ud at kunne overføres på den foreliggende sag.

44.

For det første fremgår det således af forelæggelsesafgørelsen, at appellanten med sit søgsmål har nedlagt påstand om, at hendes aktivitet klassificeres som en aktivitet, der udsætter hende for belastende forhold, og at hendes arbejdsgiver tilpligtes at betale hende den hermed forbundne difference i bidrag til pensions- og socialsikringsordningen med henblik på at opnå økonomiske rettigheder, dvs. en højere alderspension. I denne henseende finder jeg det hensigtsmæssigt at nævne, at den rumænske regering i retsmødet har fremhævet, at der findes stillinger, som i sagens natur udsætter arbejdstagerne for risikofaktorer, og som derfor er mindre attraktive. Selv om arbejdsgiveren med hensyn til disse stillinger skal træffe alle de foranstaltninger, der følger af direktiv 89/391, har den rumænske lovgiver indført ydelser for arbejdstagerne, herunder hvad angår betingelserne for tildeling af alderspension og fastsættelsen af dennes størrelse, hvilke ydelser udgør en form for kompensation for de ulemper, der er forbundet med sådanne stillinger, og har til formål at gøre dem mere attraktive. I denne retning er de omtalte rettigheder, der tildeles på pensionsområdet, der afhænger af en klassificering som arbejdssteder, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold, fastsat i lov nr. 263/2010 om en ensartet offentlig pensionsordning og ikke i loven om arbejdstagernes sikkerhed og sundhed.

45.

Hvad for det andet angår de forpligtelser, der påhviler arbejdsgiverne med hensyn til beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, fremgår det af artikel 9, stk. 1 og 2, i direktiv 89/391 dels, at arbejdsgiverne bl.a. skal have en vurdering af risiciene for arbejdstagernes sikkerhed og sundhed til deres rådighed, herunder også risici for så vidt angår de grupper af arbejdstagere, der er udsat for særlige risici, og fastsætte de beskyttelsesforanstaltninger, der skal træffes, og om nødvendigt det beskyttelsesudstyr, der skal anvendes, dels at medlemsstaterne under hensyntagen til aktiviteternes art og virksomhedernes størrelse fastsætter de forpligtelser, som de forskellige kategorier af virksomheder skal opfylde i forbindelse med udarbejdelse af de i dette direktiv omhandlede dokumenter ( 26 ). Som Kommissionen har anført i sit skriftlige indlæg, pålægger hverken direktiv 89/391 eller noget andet EU-direktiv om arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet medlemsstaterne at sikre, at arbejdsgiverne klassificerer arbejdsstederne ud fra det eksisterende risikoniveau eller tildeler arbejdstagere, der udsættes for større erhvervsmæssige risici, sociale kompensationsydelser.

46.

Hvad for det tredje angår høringen af arbejdstagerne og disses deltagelse bestemmer artikel 11, stk. 6, i direktiv 89/391, at arbejdstagerne og/eller deres repræsentanter har ret til i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis at henvende sig til den kompetente myndighed med hensyn til sikkerhed og sundhed under arbejdet, såfremt de skønner, at de foranstaltninger, der er truffet, og de midler, der er stillet til rådighed af arbejdsgiveren, ikke er tilstrækkelige til at garantere sikkerheden og sundheden under arbejdet. Den forelæggende ret har bekræftet, at artikel 9 og artikel 11, stk. 6, i direktiv 89/391 som omhandlet i dens præjudicielle spørgsmål er blevet gennemført i rumænsk ret ved henholdsvis artikel 12 og artikel 18, stk. 7, i lov nr. 319/2006. Under disse omstændigheder nyder arbejdstagerne de rettigheder, der følger af dette direktiv, for så vidt angår dels de forpligtelser, der påhviler arbejdsgiverne, herunder med hensyn til vurderingen af risiciene for sikkerheden og sundheden under arbejdet og de beskyttelsesforanstaltninger, der skal træffes, dels høring af arbejdstagerne og disses deltagelse uden hensyn til, om arbejdsstedet er klassificeret som et arbejdssted, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold. Det fremgår i øvrigt ikke af forelæggelsesafgørelsen, at det ikke var muligt for appellanten at henvende sig til den kompetente myndighed med hensyn til sikkerhed og sundhed under arbejdet med henblik på at klage over den eventuelle utilstrækkelighed af de beskyttelsesforanstaltninger, som hendes arbejdsgiver havde truffet.

47.

For det fjerde fremgår det heller ikke af forelæggelsesafgørelsen, at appellanten i sit søgsmål har gjort gældende, at hospitalet tilsidesatte sine forpligtelser i henhold til national ret til at sikre hendes sikkerhed og sundhed under arbejdet. I denne henseende har den forelæggende ret anført, at klassificeringen som arbejdssteder, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold, først foretages, når arbejdsgiveren har truffet tekniske og organisatoriske foranstaltninger i overensstemmelse med navnlig lov nr. 319/2006, som gennemfører direktiv 89/391.

48.

For det femte har den forelæggende ret for så vidt angår artikel 18, stk. 7, i lov nr. 319/2006 fremhævet, at selv om den generelle nationale bestemmelse udtrykkeligt giver arbejdstagerne ret til at henvende sig til de kompetente myndigheder, er denne bestemmelse ikke blevet gengivet i den afledte lovgivning vedrørende vurderingen af erhvervsmæssige risici for arbejdstagerne på mellemlang eller lang sigt. Hvad angår artikel 12 i lov nr. 319/2006 har den forelæggende ret i øvrigt anført, at ingen senere afledt retsakt har defineret virkningerne af den manglende opfyldelse af forpligtelserne til at vurdere og føre tilsyn med de erhvervsmæssige risici. Den forelæggende ret har imidlertid nævnt, at tilsidesættelsen af de forpligtelser, der navnlig er fastsat i denne artikel 12, kan medføre, at arbejdsgiveren pålægges en administrativ bøde ( 27 ). Den forelæggende ret har desuden ikke oplyst, hvorledes denne situation kan have til følge, at klassificeringen af arbejdssteder som arbejdssteder, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold, er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 89/391.

49.

For det sjette har direktiv 89/391 mere generelt til formål at iværksætte foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet. En forhøjelse af antallet af point med henblik på pensionsberegning vedrører pr. definition ikke arbejdslivet, men perioden derefter. Selv om den nationale lovgivning giver mulighed for en nedsættelse af pensionsalderen for arbejdstagere, der udsættes for belastende forhold, hvilket begrænser det tidsrum, hvor de eksponeres for erhvervsmæssige risici, er en sådan nedsættelse i øvrigt heller ikke forbundet med iværksættelsen af foranstaltninger, der har til formål at forbedre arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet.

50.

Det følger således af det ovenstående, at klassificeringen som arbejdssteder, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold, som i den sag, der gav anledning til dommen i sagen Podilă m.fl., ikke er omfattet af anvendelsesområdet for bestemmelserne i direktiv 89/391 for så vidt angår betingelserne for tildeling af alderspension og fastsættelse af dennes størrelse.

51.

I den foreliggende sag har den forelæggende ret anført, at de berørte arbejdstagere ligeledes har ret til ekstra årlig betalt ferie. Som svar på et spørgsmål fra Domstolen i retsmødet har den rumænske regering præciseret, at det ikke er nødvendigt, at arbejdsstedet er klassificeret som et arbejdssted, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold, for at arbejdstagerne har ret til denne ekstra ferie. Da den forelæggende ret i forelæggelsesafgørelsen ikke har godtgjort, at der er en forbindelse mellem den nævnte ferie og en sådan klassificering, tilkommer det denne at efterprøve, hvorvidt tildelingen af denne ferie forudsætter, at arbejdsstedet er blevet klassificeret som et arbejdssted, der udsætter arbejdstagerne for belastende forhold.

52.

Hvis dette er tilfældet, skal det erindres, at direktiv 89/391 skal sammenholdes med direktiv 2003/88 ( 28 ), som har til formål at fastsætte minimumsforskrifter med henblik på at forbedre arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår med hensyn til arbejdstidens længde ved bl.a. at sikre arbejdstagerne minimumshvileperioder ( 29 ). Således definerer sidstnævnte direktivs artikel 2, nr. 9), »tilstrækkelig hvile« som »det forhold, at arbejdstagere har regelmæssige, uafbrudte hvileperioder, udtrykt i tidsenheder, der er tilstrækkeligt lange til at sikre, at de på grund af træthed eller andre uregelmæssige arbejdsrytmer ikke forårsager skader på sig selv, kolleger eller andre, og at de hverken på kort eller lang sigt skader deres helbred«. Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at tildelingen af ekstra årlige feriedage giver arbejdstagerne en længere hvileperiode, så de kan restituere sig. Jeg er enig i, at en sådan tildeling er knyttet til beskyttelsen af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet.

53.

Når dette er sagt, er spørgsmålet, om EU-retten skal fortolkes således, at den pålægger medlemsstaterne at tildele arbejdstagere, der udsættes for en erhvervsmæssig risiko, sådanne ekstra årlige feriedage. Efter min opfattelse skal dette spørgsmål klart besvares benægtende. Hvad angår årlig ferie bestemmer artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 nemlig, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed i overensstemmelse med de kriterier for opnåelse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis.

54.

I det foreliggende tilfælde har navnlig arbejdstagere, der arbejder under anstrengende, farlige eller skadelige forhold, i henhold til arbejdslovens artikel 147, stk. 1, ret til en ekstra årlig ferie på mindst tre arbejdsdage. I denne henseende følger det af Domstolens faste praksis, at direktiv 2003/88 ikke er til hinder for nationale bestemmelser, som giver ret til årlig betalt ferie af en længere varighed end de fire uger, som er fastsat ved dette direktivs artikel 7, stk. 1, på de betingelser for opnåelse og tildeling, der er fastsat i national ret, idet det af ordlyden af artikel 1, stk. 1, artikel 1, stk. 2, litra a), artikel 7, stk. 1, og artikel 15 i direktiv 2003/88 udtrykkeligt fremgår, at sidstnævntes formål indskrænker sig til at fastsætte minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden og ikke berører medlemsstaternes adgang til at anvende nationale bestemmelser, der er gunstigere med hensyn til beskyttelse af arbejdstagerne ( 30 ). Ifølge Domstolen reguleres i et sådant tilfælde den ret til årlig betalt ferie, som således tildeles ud over det minimum, der er foreskrevet i artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88, ikke af dette direktiv, men af national ret, uden for den i det nævnte direktiv fastsatte ordning, idet Domstolen dog bemærker, at sådanne nationale bestemmelser, der er gunstigere for arbejdstagerne, ikke vil kunne tjene til at kompensere for et eventuelt indgreb i den minimumsbeskyttelse, der er sikret ved denne bestemmelse i EU-retten, således som det indgreb, der bl.a. følger af en nedsættelse af den løn, som udbetales under den årlige minimumsferie med løn, som den således sikrer ( 31 ). Det følger af denne retspraksis, at tildelingen af ekstra årlige betalte feriedage i henhold til arbejdslovens artikel 147 alene reguleres af national ret.

55.

I denne forbindelse har den rumænske regering i retsmødet gjort gældende, at der efter arbejdsgiverens analyse af den risiko, som arbejdstageren udsættes for, kan tildeles ekstra ferie som en foranstaltning, der har til formål at beskytte sikkerheden og sundheden under arbejdet, og at denne arbejdstager i dette tilfælde kan påberåbe sig artikel 18, stk. 7, i lov nr. 319/2006 med henblik på at anfægte manglende tildeling af en sådan ferie eller manglende egnethed af den trufne foranstaltning over for arbejdstilsynet og efterfølgende anlægge sag ved den kompetente nationale domstol, hvis denne administrative myndighed ikke træffer de nødvendige foranstaltninger.

56.

Jeg udleder af samtlige disse forhold, at en situation som den i hovedsagen omhandlede ikke er omfattet af anvendelsesområdet for bestemmelserne i direktiv 89/391 og 2003/88.

57.

Jeg foreslår derfor, at det første præjudicielle spørgsmål besvares med, at artikel 9 og artikel 11, stk. 6, i direktiv 89/391 samt direktiv 2003/88 skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke finder anvendelse på en national lovgivning som fortolket af de nationale domstole, der fastsætter procedurer, som ikke giver arbejdstagerne mulighed for at henvende sig til den kompetente myndighed med hensyn til sikkerhed og sundhed under arbejdet eller de nationale domstole for at få efterprøvet eller fastlagt klassificeringen af arbejdstagernes aktiviteter i forskellige risikogrupper, på grundlag af hvilken disse arbejdstageres pensionsrettigheder og deres ret til ekstra årlige betalte feriedage ud over det minimum, der kræves i henhold til artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88, tildeles.

58.

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 11, stk. 6, i direktiv 89/391 har direkte virkning, og om denne bestemmelse, sammenholdt med chartrets artikel 31, stk. 1, og artikel 47, giver arbejdstagerne ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, i tilfælde af at de personer, der er retligt ansvarlige for de i national lovgivning fastsatte forpligtelser, ikke opfylder disse forpligtelser.

59.

Det følger af mit forslag til besvarelse af det første præjudicielle spørgsmål, at direktiv 89/391 ikke finder anvendelse på en klassificering af arbejdssteder som den i hovedsagen omhandlede. Det er derfor efter min opfattelse ufornødent at undersøge, om artikel 11, stk. 6, i direktiv 89/391 har direkte virkning, eftersom besvarelsen af et sådant spørgsmål ikke er nyttig for den forelæggende ret med henblik på at træffe afgørelse i den tvist, der er indbragt for den.

60.

I tilfælde af at Domstolen ikke er enig i min bedømmelse, skal jeg erindre om, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at borgerne i alle tilfælde, hvor bestemmelser i et direktiv ud fra et indholdsmæssigt synspunkt fremstår som ubetingede og tilstrækkeligt præcise, ved de nationale domstole kan påberåbe sig disse bestemmelser over for staten, enten når denne ikke rettidigt har gennemført direktivet i national ret, eller når den ikke har gennemført det korrekt ( 32 ). Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, synes artikel 11, stk. 6, i direktiv 89/391 imidlertid at være blevet gennemført korrekt i national ret ved artikel 18, stk. 7, i lov nr. 319/2006. En undersøgelse af, om denne bestemmelse har direkte virkning, forekommer derfor heller ikke her at være nyttig for den forelæggende ret med henblik på at afgøre den tvist, der verserer for den.

61.

Under alle omstændigheder følger det af Domstolens faste praksis, at for at en bestemmelse i et direktiv kan anses for at have direkte virkning, skal den ud fra et indholdsmæssigt synspunkt fremstå som ubetinget og tilstrækkeligt præcis. En bestemmelse er ubetinget, når den indeholder en forpligtelse, som ikke er undergivet betingelser og ej heller, i henseende til gennemførelse eller virkninger, gjort afhængig af, at institutioner i Unionen eller i medlemsstaterne udsteder retsakter i så henseende. En bestemmelse er tilstrækkeligt præcis til at kunne påberåbes af private og anvendes af en retsinstans, når den indeholder en forpligtelse, der er utvetydigt formuleret. Selv om et direktiv giver medlemsstaterne – når de vedtager de nærmere bestemmelser for direktivets gennemførelse – en vis skønsmargen, kan en bestemmelse i dette direktiv anses for at have en ubetinget og præcis karakter, når den utvetydigt pålægger medlemsstaterne en pligt til at tilvejebringe et bestemt resultat, og når der ikke er knyttet nogen betingelse til anvendelsen af den regel, som følger af forpligtelsen ( 33 ).

62.

Selv om artikel 11, stk. 6, i direktiv 89/391 udpeger arbejdstagerne og/eller deres repræsentanter som personer, der har ret til at henvende sig til den kompetente myndighed med hensyn til sikkerhed og sundhed under arbejdet, fastsætter denne bestemmelse i denne henseende, at denne ret skal udøves »i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis«. Den nævnte bestemmelses gennemførelse gøres følgelig betinget af, at der træffes nationale foranstaltninger, som fastsætter reglerne og de nærmere bestemmelser for anvendelsen heraf. Eftersom bestemmelsen kræver medlemsstaternes indgriben og giver dem en betydelig skønsmargen, kan den således ikke ud fra et indholdsmæssigt synspunkt anses for at være ubetinget og tilstrækkeligt præcis, hvilket udelukker, at den har direkte virkning ( 34 ).

63.

Hvad endelig angår chartrets artikel 31, stk. 1, og artikel 47, som den forelæggende ret har henvist til i sit andet spørgsmål, erindrer jeg om, at chartrets anvendelsesområde for så vidt angår medlemsstaternes virke er defineret i chartrets artikel 51, stk. 1, hvorefter chartrets bestemmelser er rettet til medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten. Det følger heraf, at de grundlæggende rettigheder, der er sikret i Unionens retsorden, kan anvendes i alle situationer, der reguleres af EU-retten, men ikke uden for sådanne situationer. Da jeg er af den opfattelse, at den omhandlede klassificering ikke reguleres af EU-retten, er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål i lyset af chartret. Selv om chartrets artikel 47, som udgør en bekræftelse af princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, i sig selv er tilstrækkelig og ikke skal præciseres ved bestemmelser i EU-retten eller i national ret for at tillægge private en ret, der som sådan kan påberåbes ( 35 ), forudsætter anvendelsen af denne artikel under alle omstændigheder, at den falder inden for EU-rettens anvendelsesområde.

64.

Under disse omstændigheder og for det tilfælde, at Domstolen måtte finde, at direktiv 89/391 finder anvendelse på en klassificering af arbejdssteder som den i hovedsagen omhandlede, foreslår jeg, at det andet præjudicielle spørgsmål besvares med, at dette direktivs artikel 11, stk. 6, ikke har direkte virkning.

65.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål, som Curtea de Apel Iaşi (appeldomstolen i Iaşi, Rumænien) har forelagt, således: