EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62022TN0032

Sag T-32/22: Sag anlagt den 19. januar 2022 — Vyatsky Plywood Mill mod Kommissionen

EUT C 109 af 7.3.2022, p. 32–33 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
EUT C 109 af 7.3.2022, p. 17–17 (GA)

7.3.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 109/32


Sag anlagt den 19. januar 2022 — Vyatsky Plywood Mill mod Kommissionen

(Sag T-32/22)

(2022/C 109/42)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Vyatsky Plywood Mill OOO (Kirov, Rusland) (ved advokaterne M. Krestiyanova og N. Tuominen)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/1930 af 8. november 2021 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af birkekrydsfiner med oprindelse i Rusland (1) annulleres i sin helhed, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.

1.

Det første anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat artikel 3 og 4 i grundforordningen (2), har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved ikke at tage hensyn til oplysninger fremlagt af de sammenslutninger, der repræsenterer producenter af krydsfiner i Unionen, i forbindelse med fastlæggelsen af varedækningen, sammensætningen og definitionen af EU-erhvervsgrenen, og at den har tilsidesat princippet om god forvaltningsskik. Som en upartisk undersøgelsesmyndighed skulle Kommissionen nemlig have lagt vægt på beviser, som de sammenslutninger, der repræsenterer producenter af krydsfiner i Unionen, havde indgivet på eget initiativ, kontrolleret disse og givet en passende faktisk og retlig vurdering i forbindelse med varedækningen, hvilket er et grundlæggende element i en antidumpingundersøgelse, som gælder for alle konklusioner. Kommissionen afviste eller så ligeledes faktisk bort fra alle beviser eller argumenter fra sagsøgeren vedrørende oplysningerne fra de sammenslutninger, der repræsenterer producenter af krydsfiner i Unionen.

2.

Det andet anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat grundforordningens artikel 3 ved at gennemføre en mangelfuld prisanalyse vedrørende skaden og årsagsforbindelsen. For det første så Kommissionen bort fra prisudviklingen efter undersøgelsesperioden og tog ikke behørigt hensyn til den tydelige markedssegmentering. For det andet undlod Kommissionen at vurdere virkningen af EU-erhvervsgrenens adgang til de vigtigste råmaterialer, indvirkningen af importen fra tredjelande og en mulig forskelsbehandling af Rusland.

3.

Det tredje anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat grundforordningens artikel 21, idet indførelsen af antidumpingforanstaltninger på importen af birkekrydsfiner med oprindelse i Rusland strider mod Unionens overordnede interesse. EU-erhvervsgrenen, ikke-forretningsmæssigt forbundne importører og brugere vil blive udsat for knaphed af miljøvenlig og billig birkekrydsfiner af høj kvalitet.

4.

Det fjerde anbringende, som er fremsat subsidiært, såfremt Retten matte finde, at den anfægtede forordningen skal opretholdes, vedrører Kommissionens åbenbart urigtige skøn ved at pålægge foranstaltningen i sin nuværende form, hvilket er i strid med Unionens interesse. Formålet med procedure ville være bedre tjent med foranstaltninger i form af en variable told på grundlag af en værditold ud fra en minimumimportpris.


(1)  EUT 2021, L 394, s. 7.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8.6.2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT 2016, L 176, s. 21).


Top