Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62022CN0696

    Sag C-696/22: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Cluj (Rumænien) den 8. november 2022 — C SPRL mod AJFP Cluj og DGRFP Cluj-Napoca

    EUT C 94 af 13.3.2023, p. 11–12 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    13.3.2023   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 94/11


    Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Cluj (Rumænien) den 8. november 2022 — C SPRL mod AJFP Cluj og DGRFP Cluj-Napoca

    (Sag C-696/22)

    (2023/C 94/12)

    Processprog: rumænsk

    Den forelæggende ret

    Curtea de Apel Cluj

    Parter i hovedsagen

    Sagsøger: C SPRL

    Sagsøgte: AJFP Cluj og DGRFP Cluj-Napoca

    Præjudicielle spørgsmål

    1)

    Er artikel 63, 64 og 66 i Rådets direktiv 2006/112/EF (1) om det fælles merværdiafgiftssystem til hinder for en administrativ praksis hos et skatte- og afgiftsorgan som den af hovedsagen omfattede, hvorefter den afgiftspligtige person — et selskab med begrænset ansvar stiftet mellem selvstændige erhvervsdrivende (SPRL), gennem hvilket kuratorer i insolvensprocedurer kan udøve deres hverv — er blevet pålagt supplerende betalingsforpligtelser, idet afgiftspligtens indtræden og afgiftens forfald er blevet fastlagt til det tidspunkt, hvor levering af ydelser som led i en insolvensprocedure fandt sted, i en situation hvor honoraret til kuratoren i insolvensprocedurer blev fastsat af skifteretten eller skiftesamlingen, således at den afgiftspligtige person var forpligtet til at udstede fakturaer senest den femtende dag i den måned, der fulgte efter den måned, i hvilken momspligten var indtrådt?

    2)

    Er artikel 63, 64 og 66 i Rådets direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem til hinder for en administrativ praksis hos et skatte- og afgiftsorgan som den af hovedsagen omfattede, hvorefter den afgiftspligtige person — et selskab med begrænset ansvar stiftet mellem selvstændige erhvervsdrivende (SPRL), gennem hvilket kuratorer i insolvensprocedurer kan udøve deres hverv — er blevet pålagt supplerende betalingsforpligtelser, fordi den afgiftspligtige person først udstedte fakturaer og opkrævede momsen, når betalinger for ydelser leveret som led i en insolvensprocedure var indgået, selv om skiftesamlingen havde besluttet, at betalingen af honoraret til kuratoren i insolvensprocedurer var betinget af, at der fandtes midler på debitorernes konti?

    3)

    Er det for at indrømme fradragsretten i tilfælde af en samarbejdsaftale mellem brands (co-branding) indgået mellem et advokatfirma og den afgiftspligtige person tilstrækkeligt, at den afgiftspligtige person med henblik på at godtgøre en direkte og umiddelbar tilknytning mellem den afgiftspligtige persons indgående købstransaktioner og udgående transaktioner beviser, at omsætningen/værdien af de afgiftspligtige transaktioner er øget efter aftalens indgåelse, uden at fremlægge andre støttedokumenter? Hvis spørgsmålet besvares bekræftende, hvilke kriterier skal da tages i betragtning for at fastlægge det reelle omfang af fradragsretten?

    4)

    Skal det generelle EU-retlige princip om overholdelse af retten til forsvar fortolkes således, at såfremt der under en national administrativ procedure til afgørelse om en klage over en afgiftsansættelse, hvormed en afgiftspligtig person er blevet pålagt supplerende moms, tiltrædes nye faktiske og retlige argumenter i forhold til argumenterne i den rapport over afgiftsmæssig undersøgelse, som lå til grund for beslutningen om udstedelse af denne afgiftsansættelse, og den afgiftspligtige person er blevet bevilget foranstaltninger til foreløbig domstolsbeskyttelse i afventning af den realitetsbehandlende rets afgørelse, nærmere bestemt udsættelse af kravets inddrivelse, kan den realitetsbehandlende ret antage, at dette princip ikke er blevet tilsidesat, uden at vurdere, om proceduren kunne føre til et andet resultat, såfremt den pågældende fejl ikke havde foreligget?


    (1)  Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1).


    Top