Appel iværksat den 9. august 2022 af Aeris Invest Sàrl til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Udvidede Afdeling) den 1. juni 2022 i sag T-628/17, Aeris Invest mod Kommissionen og Afviklingsinstansen

(Sag C-535/22 P)

(2022/C 380/09)

Processprog: spansk

Parter

Appellant: Aeris Invest Sàrl (ved abogados R. Vallina Hoset, E. Galán Burgos og M. Varela Suárez)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen), Kongeriget Spanien, Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Banco Santander, SA

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har fremsat otte appelanbringender.

Med det første anbringende har appellanten gjort gældende, at der ved den appellerede dom er sket en tilsidesættelse af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og af artikel 296 i traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (herefter »TEUF«), idet det i den appellerede dom fastslås, at begrundelsen i afviklingsafgørelsen var tilstrækkelig og ikke modstridende.

Med det andet anbringende har appellanten gjort gældende, at der ved den appellerede dom er sket en tilsidesættelse af chartrets artikel 47, idet det deri fastslås: i) at appellanten er tredjepart, ii) at den fortrolige karakter af afviklingsafgørelsen, vurdering 1 og vurdering 2, er begrundet, iii) at begrundelsen først kan videregives, når den indgår i sagen og iv) at afviklingsafgørelsens fulde tekst ikke er relevant for afgørelsen af retssagen.

Med det tredje anbringende har appellanten gjort gældende, at der ved den appellerede dom er sket en tilsidesættelse af forordning nr. 806/2014 (herefter »forordningen om den fælles afviklingsmekanisme«), af pligten til at udvise omhu og af artikel 296 TEUF, idet der ikke blev taget højde for relevante elementer, og idet der fandtes andre løsninger.

Med det fjerde anbringende har appellanten gjort gældende, at der ved den appellerede dom er sket en retlig fejl ved anvendelsen af artikel 14 og 20 i forordningen om den fælles afviklingsmekanisme og en tilsidesættelse af pligten til at udvise omhu og af artikel 296 TEUF, idet i) forhøjelse af salgsprisen er forbundet med principperne om konkurrence og gennemsigtighedsprincippet, ii) proceduren ikke opfyldte de fastsatte betingelser, og iii) den offentlig interesse under alle omstændigheder ikke kan begrunde en tilsidesættelse af artikel 14 i forordningen om den fælles afviklingsmekanisme.

Med det femte anbringende har appellanten gjort gældende, at der ved den appellerede dom er sket en tilsidesættelse af pligten til at udvise omhu, af chartrets artikel 17, af artikel 14 i forordningen om den fælles afviklingsmekanisme og af retten til forsvar, idet: i) det deri foreholdes appellanten, at denne ikke har godtgjort, hvorledes målene med afviklingen er blevet nået, selv om disse mål var fortrolige, ii) Afviklingsinstansen ikke var tilstrækkeligt forberedt og iii) afviklingen ikke var forholdsmæssig, da virksomheden var solvent.

Med det sjette anbringende har appellanten gjort gældende, at der ved den appellerede dom er sket en tilsidesættelse af chartrets artikel 47, konventionens artikel 6 og af kontradiktionsprincippet, idet: i) de dokumenter, som Retten anmodede om i kendelsen af 12. maj 2021, ikke blev stillet til rådighed, ii) den nødvendige bevisoptagelse med henblik på varetagelsen af retten til forsvar blev nægtet, og iii) appellanten ikke havde mulighed for at få indsigt i og fremsætte kommentarer til de dokumenter, som de sagsøgtes argumenter var støttet på.

Med det syvende anbringende har appellanten gjort gældende, at der ved den appellerede dom er sket en tilsidesættelse af ejendomsretten, da appellantens ulovlighedsindsigelse blev forkastet, idet: i) der forelå et indgreb i ejendomsretten, ii) nedskrivningen af en solvent banks kapital er i strid med nødvendighedsbetingelsen og forbuddet mod vilkårlighed, iii) nedskrivningen af en solvent banks gæld og kapital ikke er forholdsmæssig og iv) der ikke foreligger en passende erstatning.

Med det ottende anbringende har appellanten gjort gældende, at der ved den appellerede dom er sket en tilsidesættelse af chartrets artikel 17 og 52 og af artikel 5, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Union, idet: i) der, for så vidt angår indgrebet i ejendomsretten, ikke blev foretaget en undersøgelse af, hvorledes proceduren var forløbet, og af, hvorvidt foranstaltningen var vilkårlig, og ii) der ikke er blevet ydet en passende erstatning.

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15.7.2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1).