–

TL ved advogado L.C. Esteves,

–

den portugisiske regering ved P. Almeida, P. Barros da Costa og C. Chambel Alves, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved B. Rechena og M. Wasmeier, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1-3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/64/EU af 20. oktober 2010 om retten til tolke- og oversætterbistand i straffesager (EUT 2010, L 280, s. 1), og artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/13/EU af 22. maj 2012 om ret til information under straffesager (EUT 2012, L 142, s. 1).

2

Denne anmodning er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem TL og Ministério Público (anklagemyndigheden, Portugal) om konsekvenserne af manglende tolkebistand og manglende oversættelse af forskellige dokumenter vedrørende den straffesag, der er indledt mod TL.

3

5.-7., 9., 14., 17., 22. og 33. betragtning til direktiv 2010/64 er affattet således:

[…]

[…]

[…]

[…]

[…]

4

Artikel 1 i direktiv 2010/64 med overskriften »Genstand og anvendelsesområde« bestemmer i stk. 1 og 2:

»1.   Dette direktiv fastlægger regler vedrørende rettighederne til tolke- og til oversætterbistand i straffesager og sager i forbindelse med fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre.

2.   De i stk. 1 omhandlede rettigheder finder anvendelse på en person fra det tidspunkt, den pågældende af de kompetente myndigheder i en medlemsstat ved officiel meddelelse eller på anden vis underrettes om, at den pågældende er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling, indtil der falder endelig dom, hvilket betyder den endelige afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende har begået den strafbare handling, herunder i givet fald strafudmåling og afgørelse af en eventuel anke.«

5

Dette direktivs artikel 2 med overskriften »Ret til tolkning« fastsætter:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte, som ikke taler eller forstår det sprog, der anvendes i straffesagen, straks tilbydes tolkning i kontakten med straffesagens efterforsknings- og retsmyndigheder, herunder under politiafhøringer, samtlige retsmøder og andre nødvendige mellemliggende høringer.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at der stilles tolkebistand til rådighed for kommunikationen mellem den mistænkte eller tiltalte og dennes advokat i direkte forbindelse med afhøringer eller andre høringer under sagen eller i forbindelse med indgivelse af en klage eller andre proceduremæssige anmodninger, når det er nødvendigt for at sikre en retfærdig rettergang.

[…]

5.   Medlemsstaterne sikrer, at den mistænkte eller tiltalte i overensstemmelse med procedurerne i den nationale lovgivning har ret til at gøre indsigelse mod en afgørelse om afslag på tolkebistand, og, hvis der er stillet tolkebistand til rådighed, har mulighed for at klage over, at kvaliteten af tolkningen ikke er tilstrækkelig til at sikre en retfærdig rettergang.

[…]«

6

Det nævnte direktivs artikel 3 med overskriften »Ret til oversættelse af væsentlige dokumenter« bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at en mistænkt eller tiltalt, som ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes i straffesagen, inden for en rimelig tid får en skriftlig oversættelse af alle dokumenter, der er væsentlige for at sikre, at vedkommende er i stand til at udøve retten til et forsvar, og for at garantere en retfærdig rettergang.

2.   Væsentlige dokumenter omfatter enhver afgørelse om frihedsberøvelse, ethvert anklageskrift og enhver dom.

3.   De kompetente myndigheder beslutter i alle konkrete tilfælde, om noget andet dokument er væsentligt. Den mistænkte eller tiltalte eller dennes advokat kan indgive en begrundet anmodning herom.

[…]

5.   Medlemsstaterne sikrer, at den mistænkte eller tiltalte i overensstemmelse med procedurerne i den nationale lovgivning har ret til at gøre indsigelse mod en afgørelse om ikke at oversætte dokumenter eller passager heraf og, hvis der er stillet en oversættelse til rådighed, har mulighed for at klage over, at oversættelsens kvalitet ikke er tilstrækkelig god til at sikre en retfærdig rettergang.

[…]«

7

5., 7., 8., 10., 19., 25. og 40.-42. betragtning til direktiv 2012/13 er affattet således:

[…]

[…]

[…]

[…]

[…]

8

Dette direktivs artikel 1 med overskriften »Genstand« har følgende ordlyd:

»Dette direktiv fastsætter regler om retten til information for mistænkte og tiltalte personer vedrørende deres rettigheder i straffesager og tiltalen mod dem […]«

9

Det nævnte direktivs artikel 2 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer i stk. 1:

»Direktivet finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor en person af de kompetente myndigheder i en medlemsstat bliver gjort opmærksom på, at vedkommende er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling, indtil sagen afsluttes, dvs. indtil spørgsmålet om, hvorvidt den mistænkte eller tiltalte har begået den strafbare handling, er afgjort endeligt, herunder efter omstændighederne indtil der er idømt straf, og en eventuel appelsag er afgjort.«

10

Samme direktivs artikel 3 med overskriften »Retten til information om rettigheder« har følgende ordlyd:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte personer straks informeres om mindst følgende processuelle rettigheder, således som de finder anvendelse i henhold til den nationale lovgivning, med henblik på at muliggøre en effektiv udøvelse heraf:

[…]

d) retten til tolkning og oversættelse

[…]

2.   Medlemsstaterne sikrer, at informationerne, som de giver efter stk. 1, gives mundtligt eller skriftligt i et enkelt og letforståeligt sprog, og at der tages hensyn til sårbare mistænkte eller sårbare tiltalte personers særlige behov.«

11

Artikel 92 i Código do Processo Penal (lov om strafferetspleje, herefter »strafferetsplejeloven«) med overskriften »De processuelle handlingers sprog og udpegelse af en tolk« bestemmer i stk. 1 og 2:

»1.   I forbindelse med processuelle handlinger, såvel skriftlige som mundtlige, anvendes det portugisiske sprog, idet disse handlinger i modsat fald er ugyldige.

2.   Når en person, der ikke forstår eller behersker det portugisiske sprog, skal deltage i sagen, udpeges en passende tolk, uden vederlag for den pågældende […]«

12

Af strafferetsplejelovens artikel 120 fremgår følgende:

»1.   Enhver ugyldighed ud over de i den foregående artikel nævnte skal påberåbes af den berørte part og er omfattet af de regler, der er fastsat i denne og i den følgende artikel.

2.   Ud over de ugyldigheder, der er fastlagt i andre lovbestemmelser, er nedenstående ugyldigheder, der skal påberåbes:

[…]

[…]

3.   De ugyldigheder, der er anført i de foregående bestemmelser, skal påberåbes:

[…]«

13

Strafferetsplejelovens artikel 122 med overskriften »Virkninger af en ugyldighedserklæring« fastsætter i stk. 1:

»Ugyldighed indebærer, at den handling, hvorunder ugyldigheden opstår, samt handlinger, der afhænger af førstnævnte handling, og som kan blive berørt heraf, er ugyldige.«

14

Strafferetsplejelovens artikel 196 vedrørende »identitets- og opholdserklæring« (»Termo de Identidade e Residência«) er affattet således:

»1.   Den retslige myndighed eller kriminalpolitimyndigheden skal kræve en identitets- og opholdserklæring fra enhver sigtet person, selv om denne person allerede er blevet identificeret […]

2.   Den sigtede person angiver […] sin bopæl, sit arbejdssted eller en anden adresse efter eget valg.

3.   Det skal fremgå af erklæringen, at den sigtede eller tiltalte er blevet oplyst om:

[…]«

15

Den 10. juli 2019 blev TL, der er moldovisk statsborger og ikke behersker det portugisiske sprog, sigtet i Portugal for modstand og vold mod en offentligt ansat, hensynsløs kørsel med et motorkøretøj og kørsel uden førerret. Sigtelsen var oversat til rumænsk, der er det officielle sprog i Moldova.

16

Der blev samme dag udfærdiget en identitets- og opholdserklæring uden inddragelse af en tolk, og uden at dette dokument blev oversat til rumænsk.

17

Ved dom af 11. juli 2019, som blev endelig den 26. september 2019, blev TL idømt en fængselsstraf på tre års fængsel, som blev gjort betinget i den samme periode, en tillægsstraf i form af et forbud mod at føre motorkøretøjer i en periode på 12 måneder samt 80 dagbøder på hver 6 EUR, i alt 480 EUR. I retsmødet blev TL bistået af en advokat og af en tolk.

18

For at gennemføre den prøvetid, der var fastsat i dommen af 11. juli 2019, forsøgte de kompetente myndigheder forgæves at kontakte TL på den adresse, der var angivet i identitets- og opholdserklæringen.

19

TL blev dernæst indkaldt til at give møde for retten ved en kendelse af 7. januar 2021 fra Tribunal Judicial da Comarca de Beja (retten i første instans i Beja), som den 12. januar 2021 blev forkyndt på den adresse, der var angivet i identitets- og opholdserklæringen, med henblik på at blive hørt om den manglende opfyldelse af forpligtelserne i forbindelse med den prøvetid, der var fastsat i dommen af 11. juli 2019. Den 6. april 2021 blev denne kendelse på ny forkyndt på samme adresse. Disse to meddelelser var affattet på portugisisk.

20

Da TL ikke mødte op i retten på den angivne dato, afsagde Tribunal Judicial da Comarca de Beja (retten i første instans i Beja) den 9. juni 2021 en kendelse, hvorved den gjorde den betingede fængselsstraf ubetinget. Denne kendelse, som den 25. juni 2021 blev forkyndt for TL på portugisisk på den adresse, der var angivet i identitets- og opholdserklæringen, og for hans advokat, blev endelig den 20. september 2021.

21

Den 30. september 2021 blev TL tilbageholdt på sin nye adresse med henblik på afsoning af sin straf. Han har været fængslet siden denne dato.

22

Efter at TL den 11. oktober 2021 havde udpeget en ny advokat, indgav han den 18. oktober 2021 en begæring med påstand om, at navnlig identitets- og opholdserklæringen, kendelsen af 7. januar 2021, hvorved han blev indkaldt til at give møde for retten, og kendelsen af 9. juni 2021, hvorved den betingede straf blev gjort ubetinget, blev erklæret ugyldige.

23

Til støtte for denne begæring gjorde TL gældende, at han på grund af en flytning, som havde fundet sted, efter at identitets- og opholdserklæringen var udfærdiget, ikke havde kunnet træffes på den adresse, der var angivet heri, og at han som følge heraf ikke havde modtaget meddelelserne om disse kendelser. Han præciserede, at han ikke havde givet meddelelse om sin flytning, fordi han ikke var bekendt med forpligtelsen hertil eller med konsekvenserne af ikke at overholde denne forpligtelse, eftersom han ikke havde modtaget en rumænsk oversættelse af identitets- og opholdserklæringen, hvori denne forpligtelse var anført. Han var desuden ikke blevet bistået af en tolk ved denne lejlighed eller i forbindelse med udfærdigelsen af sigtelsen. Endelig var hverken kendelsen af 7. januar 2021, hvorved han blev indkaldt til at møde for retten som følge af manglende opfyldelse af de forpligtelser, der gælder i prøvetiden, eller kendelsen af 9. juni 2021, hvorved den betingede straf blev gjort ubetinget, oversat til et sprog, som han taler eller forstår.

24

Begæringen blev i første instans behandlet af Tribunal Judicial da Comarca de Beja (retten i første instans i Beja), som afviste den med henvisning til, at selv om de procedurefejl, som TL havde påtalt, forelå, var de blevet afhjulpet, eftersom den berørte person ikke havde påberåbt sig dem inden for de frister, der er fastsat i strafferetsplejelovens artikel 120, stk. 3.

25

Den forelæggende ret, ved hvilken der er iværksat appel til prøvelse af førsteinstansens afgørelse, er i tvivl om, hvorvidt denne nationale bestemmelse er forenelig med direktiv 2010/64 og 2012/13, sammenholdt med EMRK’s artikel 6.

26

Denne ret har for det første konstateret, at disse direktiver endnu ikke er blevet gennemført i portugisisk ret, selv om gennemførelsesfristerne er udløbet. Den har imidlertid anført, at de relevante bestemmelser i de nævnte direktiver skal anses for at have direkte virkning og derfor finder direkte anvendelse på tvisten i hovedsagen, eftersom de er ubetingede og tilstrækkeligt klare og præcise og giver borgerne ret til tolkebistand, oversætterbistand og information i straffesager.

27

Det er for det andet den forelæggende rets opfattelse, at de dokumenter, der er omhandlet i hovedsagen, dvs. identitets- og opholdserklæringen samt kendelsen af 7. januar 2021, hvorved TL blev indkaldt til at give møde for retten, og kendelsen af 9. juni 2021, hvorved den betingede straf blev gjort ubetinget, falder ind under begrebet »væsentlige dokumenter« som omhandlet i artikel 3, stk. 1 og 2, i direktiv 2010/64 som følge af disse dokumenters betydning for sigtedes eller tiltaltes ret til forsvar og henset til de indeholdte processuelle oplysninger. Den har i denne sammenhæng især fremhævet, at den berørte person i identitets- og opholdserklæringen oplyses om sine forpligtelser med hensyn til bopælen og navnlig om forpligtelsen til at underrette myndighederne om enhver adresseændring.

28

Den forelæggende ret ønsker, henset til disse betragtninger, oplyst, om den nationale lovgivning, der er omhandlet i hovedsagen, skal fraviges, for så vidt som den fastsætter, at de i hovedsagen omhandlede procedurefejl som følge af manglende tolkebistand og undladelse af at oversætte væsentlige dokumenter til et sprog, der forstås af den berørte person, skal påberåbes inden for bestemte frister, idet adgangen hertil ellers prækluderes.

29

Tribunal da Relação de Évora (appeldomstolen i Évora, Portugal) har på denne baggrund besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Kan artikel 1, 2 og 3 i [direktiv 2010/64] og artikel 3 i [direktiv 2012/13], i sig selv eller sammenholdt med EMRK’s artikel 6, fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for en bestemmelse i national ret, der sanktionerer en manglende udpegelse af en tolk og manglende oversættelse af væsentlige processuelle handlinger for en sigtet eller tiltalt, der ikke forstår processproget, som en relativ ugyldighed, der skal påberåbes, og som gør det muligt at afhjælpe denne type ugyldighed som følge af den tid, der er gået?«

30

Den forelæggende ret har anmodet om, at denne præjudicielle forelæggelse undergives den præjudicielle hasteprocedure i henhold til artikel 23a, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 107 i Domstolens procesreglement.

31

Det må i det foreliggende tilfælde konstateres, at de betingelser, der er fastsat for anvendelsen af denne procedure, er opfyldt.

32

For det første vedrører anmodningen om præjudiciel afgørelse fortolkningen af bestemmelserne i direktiv 2010/64 og 2012/13, som henhører under de områder, der er omhandlet i afsnit V i EUF-traktatens tredje del vedrørende et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Denne anmodning kan som følge heraf undergives den præjudicielle hasteprocedure.

33

Hvad for det andet angår kriteriet om den hastende karakter fremgår det af fast retspraksis, at dette kriterium er opfyldt, når den i hovedsagen berørte person på tidspunktet for indgivelsen af anmodningen om præjudiciel afgørelse er frihedsberøvet, og når den pågældendes fortsatte frihedsberøvelse afhænger af løsningen af tvisten i hovedsagen (dom af 28.4.2022, C og CD (Retlige hindringer for fuldbyrdelse af en afgørelse om overgivelse), C‑804/21 PPU, EU:C:2022:307, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

34

Det fremgår af beskrivelsen af de faktiske omstændigheder, at TL, der er den i hovedsagen berørte person, faktisk var frihedsberøvet på tidspunktet for indgivelsen af denne anmodning.

35

Den forelæggende ret har desuden anmodet Domstolen om at oplyse, om det under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede er foreneligt med EU-retten at anvende en national lovgivning, hvorefter det kun er muligt at påberåbe sig visse fejl, som er begået under en straffesag, og som navnlig har medført, at den betingede fængselsstraf, som den berørte person er blevet idømt, er blevet gjort ubetinget, hvis en bestemt frist er overholdt, hvilket indebærer, at denne ret afhængigt af Domstolens svar på det forelagte spørgsmål kan blive nødt til at ophæve de ugyldige afgørelser og som følge heraf bestemme, at TL skal løslades.

36

På denne baggrund har Domstolens Første Afdeling den 12. maj 2022 efter forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten besluttet at efterkomme den forelæggende rets anmodning om, at den præjudicielle forelæggelse undergives den præjudicielle hasteprocedure.

37

Selv om den forelæggende ret inden for rammerne af den samarbejdsprocedure, der er fastsat i artikel 267 TEUF, formelt har begrænset sine spørgsmål alene til fortolkningen af visse EU-retlige bestemmelser, er en sådan omstændighed ikke til hinder for, at Domstolen oplyser den om alle de momenter angående fortolkningen af EU-retten, som kan være til nytte ved afgørelsen af den sag, som verserer for den, uanset om den henviser til dem i sit spørgsmål. Det tilkommer herved Domstolen af samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale ret, navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til hovedsagens genstand er nødvendigt at fortolke (dom af 15.7.2021, DocMorris, C‑190/20, EU:C:2021:609, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

38

Da det præjudicielle spørgsmål vedrører artikel 1-3 i direktiv 2010/64 og artikel 3 i direktiv 2012/13, i sig selv eller sammenholdt med EMRK’s artikel 6, skal det for det første påpeges, at den sidstnævnte bestemmelse sikrer retten til en retfærdig rettergang og overholdelsen af retten til forsvar, hvilket ifølge denne artikel 6, stk. 3, omfatter retten for enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, til ufortøvet at modtage udførlig underretning på et sprog, som han forstår, om arten af og årsagen til den anklage, der er rejst mod ham, og til at få vederlagsfri bistand af en tolk, hvis han ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes i retten.

39

Det præciseres for det andet i chartrets artikel 52, stk. 3, at i det omfang chartret indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved EMRK, har de samme betydning og omfang som i konventionen. Ifølge forklaringerne til chartrets artikel 47 og artikel 48, stk. 2, hvortil der i henhold til artikel 6, stk. 1, tredje afsnit, TEU og chartrets artikel 52, stk. 7, skal tages hensyn ved fortolkningen af chartret, svarer disse bestemmelser desuden til henholdsvis artikel 6, stk. 1, og artikel 6, stk. 2 og 3, i EMRK (jf. i denne retning dom af 23.11.2021, IS (Forelæggelsesafgørelsens ulovlighed), C-564/19, EU:C:2021:949, præmis 101).

40

Med hensyn til fortolkningen af de direktiver, der er omhandlet i hovedsagen, skal det i øvrigt påpeges, at i henhold til 5.-7., 9. og 33. betragtning til og artikel 1 i direktiv 2010/64 samt 5., 7., 8., 10. og 42. betragtning til og artikel 1 i direktiv 2012/13 er formålet med disse direktiver at fastsætte fælles minimumsregler om beskyttelse af de processuelle rettigheder og garantier, som følger af chartrets artikel 47 og artikel 48, stk. 2, og af EMRK’s artikel 6, bl.a. i forbindelse med tolkning, oversættelse og information under retssager, og at disse regler bør fortolkes og gennemføres i overensstemmelse med disse rettigheder og disse garantier med henblik på at styrke den gensidige tillid til medlemsstaternes strafferetssystemer og således effektivisere det retslige samarbejde på området.

41

I henhold til artikel 2, stk. 1, i direktiv 2010/64 skal medlemsstaterne således sikre, at mistænkte eller tiltalte, som ikke taler eller forstår det sprog, der anvendes i straffesagen, straks tilbydes tolkning i kontakten med straffesagens efterforsknings- og retsmyndigheder, og de skal ifølge dette direktivs artikel 3, stk. 1, sikre, at en mistænkt eller tiltalt, som ikke forstår eller taler dette sprog, inden for en rimelig tid får en skriftlig oversættelse af alle dokumenter, der er væsentlige for at sikre, at vedkommende er i stand til at udøve retten til et forsvar, og for at garantere en retfærdig rettergang. Medlemsstaterne pålægges i artikel 3, stk. 1, litra d), i direktiv 2012/13 at sikre, at mistænkte eller tiltalte personer straks informeres om deres ret til tolkning og oversættelse med henblik på at muliggøre en effektiv udøvelse heraf.

42

Det må som følge heraf konstateres dels, at det navnlig er artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i direktiv 2010/64 samt artikel 3, stk. 1, litra d), i direktiv 2012/13, der er omhandlet i hovedsagen, dels at disse bestemmelser konkretiserer de grundlæggende rettigheder til en retfærdig rettergang og til respekt for retten til forsvar, således som de bl.a. er fastsat i chartrets artikel 47 og artikel 48, stk. 2, og skal fortolkes i lyset af de sidstnævnte bestemmelser.

43

Det skal under disse omstændigheder fastslås, at den forelæggende ret nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i direktiv 2010/64 samt artikel 3, stk. 1, litra d), i direktiv 2012/13, sammenholdt med chartrets artikel 47 og artikel 48, stk. 2, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en tilsidesættelse af de rettigheder, der er fastsat i de nævnte bestemmelser i disse direktiver, kun med rette kan påberåbes af den, der nyder disse rettigheder, og denne tilsidesættelse desuden skal påberåbes inden for en bestemt frist, idet adgangen hertil ellers prækluderes.

44

Det bemærkes herved indledningsvis, at det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at TL ikke blev bistået af en tolk, da identitets- og opholdserklæringen blev udfærdiget, og at han ikke modtog dette dokument på et sprog, som han taler eller forstår. Desuden var hverken kendelsen af 7. januar 2021, hvorved han blev indkaldt til at møde for retten som følge af manglende opfyldelse af de forpligtelser, der gælder i prøvetiden, eller kendelsen af 9. juni 2021, hvorved den betingede straf blev gjort ubetinget, oversat til et sprog, som TL forstår.

45

Selv om det ikke angives udtrykkeligt i forelæggelsesafgørelsen, at TL ikke i forbindelse med sigtelsen blev oplyst om, at han havde ret til tolkning og til oversættelse af væsentlige dokumenter i straffesagen mod ham, synes den forelæggende ret implicit at have antaget, at en sådan information ikke blev givet, hvilket er grunden til, at den har anmodet Domstolen om at fortolke ikke bare direktiv 2010/64, men også direktiv 2012/13.

46

Det præciseres endelig i samme afgørelse, at der i henhold til strafferetsplejelovens artikel 92, stk. 2, som finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, skal udpeges en tolk i sager vedrørende en person, der ikke forstår eller behersker det portugisiske sprog, og at manglende udpegelse af en tolk i forbindelse med udførelsen af en handling, hvori den berørte person deltager, ifølge strafferetsplejelovens artikel 120 kan medføre, at denne handling bliver ugyldig, forudsat at ugyldighedsbegæringen hidrører fra denne person, og forudsat at denne begæring fremsættes, inden den nævnte handling er afsluttet.

47

Spørgsmålet, som omformuleret i denne doms præmis 43, skal derfor undersøges på dette grundlag.

48

Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål må det for det første konstateres, at selv i det tilfælde, hvor artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i direktiv 2010/64 samt artikel 3, stk. 1, litra d), i direktiv 2012/13 ikke er gennemført eller ikke er gennemført fuldt ud i den portugisiske retsorden, hvilket den forelæggende ret anser for godtgjort, og den portugisiske regering synes at bestride, kan TL påberåbe sig de rettigheder, der følger af disse bestemmelser, eftersom de – som anført af denne ret og af samtlige berørte parter, der er indtrådt i sagen for Domstolen – har direkte virkning.

49

Det skal nemlig bemærkes, at borgerne i alle tilfælde, hvor bestemmelser i et direktiv ud fra et indholdsmæssigt synspunkt fremstår som ubetingede og tilstrækkeligt præcise, ved de nationale domstole kan påberåbe sig disse bestemmelser over for den pågældende medlemsstat, enten når denne ikke rettidigt har gennemført direktivet i national ret, eller når den ikke har gennemført det korrekt (dom af 14.1.2021, RTS infra og Aannemingsbedrijf Norré-Behaegel, C-387/19, EU:C:2021:13, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

50

Domstolen har herved præciseret, at en EU-bestemmelse for det første er ubetinget, når den indeholder en forpligtelse, som ikke er undergivet betingelser og ej heller, i henseende til gennemførelse eller virkninger, gjort afhængig af, at EU-institutioner eller i medlemsstaterne udsteder retsakter i så henseende og for det andet er tilstrækkelig præcis til at kunne påberåbes af private og anvendes af en retsinstans, når den indeholder en forpligtelse, der er utvetydigt formuleret (dom af 14.1.2021, RTS infra og Aannemingsbedrijf Norré-Behaegel, C-387/19, EU:C:2021:13, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

51

Domstolen har endvidere fastslået, at selv om et direktiv giver medlemsstaterne – når de vedtager de nærmere bestemmelser for direktivets gennemførelse – en vis skønsmargen, kan en bestemmelse i dette direktiv anses for at have en ubetinget og præcis karakter, eftersom bestemmelsen utvetydigt pålægger medlemsstaterne en pligt til at tilvejebringe et bestemt resultat, og eftersom der ikke er knyttet nogen betingelse til anvendelsen af den regel, som følger af forpligtelsen (dom af 14.1.2021, RTS infra og Aannemingsbedrijf Norré-Behaegel, C-387/19, EU:C:2021:13, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

52

Eftersom artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i direktiv 2010/64 samt artikel 3, stk. 1, litra d), i direktiv 2012/13, som generaladvokaten har påpeget i punkt 58-62 i sit forslag til afgørelse, indeholder en præcis og ubetinget beskrivelse af indholdet og rækkevidden af de rettigheder, som enhver mistænkt eller tiltalt person har til at modtage tolkning og oversættelse af væsentlige dokumenter samt til at blive oplyst om de to førstnævnte rettigheder, skal disse bestemmelser anses for at have direkte virkning, hvilket indebærer, at enhver, der nyder disse rettigheder, kan gøre dem gældende over for medlemsstaten ved de nationale domstole.

53

Det skal for det andet bemærkes, at de tre procesdokumenter, der er omhandlet i hovedsagen, nemlig identitets- og opholdserklæringen, kendelsen af 7. januar 2021, hvorved TL blev indkaldt til at give møde for retten, og kendelsen af 9. juni 2021, hvorved den betingede straf blev gjort ubetinget, er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2010/64 og 2012/13 og navnlig udgør væsentlige dokumenter, som TL burde have fået en skriftlig oversættelse af i henhold til det førstnævnte direktivs artikel 3, stk. 1.

54

Det skal i denne henseende påpeges, at i overensstemmelse med artikel 1, stk. 2, i direktiv 2010/64 og artikel 2, stk. 1, i direktiv 2012/13 finder de heri anerkendte rettigheder anvendelse på en person fra det tidspunkt, hvor den pågældende af de kompetente myndigheder i en medlemsstat bliver gjort opmærksom på, at vedkommende er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling, indtil straffesagen afsluttes, dvs. indtil spørgsmålet om, hvorvidt den mistænkte eller tiltalte har begået den strafbare handling, som den pågældende anklages for, er afgjort endeligt, herunder efter omstændighederne indtil der er idømt straf, og en eventuel appelsag er afgjort.

55

Det følger således af de bestemmelser, der er nævnt i den foregående præmis, at disse direktiver finder anvendelse på straffesager, forudsat at det med de sidstnævnte tilsigtes at afgøre, om den mistænkte eller tiltalte har begået en strafbar handling (jf. i denne retning dom af 16.12.2021, AB m.fl. (Ophævelse af en amnesti), C-203/20, EU:C:2021:1016, præmis 69).

56

En procedure, der ikke har til formål at fastlægge en persons strafferetlige ansvar, såsom en lovgivningsprocedure vedrørende ophævelse af en amnesti eller en retslig procedure til prøvelse af denne ophævelses forenelighed med den nationale forfatning, kan derimod ikke være omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2012/13 (jf. i denne retning dom af 16.12.2021, AB m.fl. (Ophævelse af en amnesti), C-203/20, EU:C:2021:1016, præmis 70 og 71).

57

En særlig procedure såsom en procedure, der har til formål at anerkende en endelig retsafgørelse truffet af en ret i en anden medlemsstat, hvoraf den berørte person allerede har modtaget en oversættelse i overensstemmelse med artikel 3 i direktiv 2010/64, er heller ikke omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, eftersom en sådan procedure pr. definition finder sted efter den endelige afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt den mistænkte eller tiltalte har begået den strafbare handling, som den pågældende anklages for, og i givet fald domfældelsen af vedkommende, og en ny oversættelse af denne retsafgørelse endvidere ikke er nødvendig med henblik på at beskytte den pågældendes ret til forsvar eller ret til en effektiv domstolsbeskyttelse og derfor ikke er begrundet, henset til de formål, der forfølges med det nævnte direktiv (jf. i denne retning dom af 9.6.2016, Balogh, C-25/15, EU:C:2016:423, præmis 37-40).

58

Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at direktiv 2010/64, som det bl.a. fremgår af 14., 17. og 22. betragtning hertil, har til formål at sikre, at mistænkte eller tiltalte, der ikke taler eller forstår processproget, har ret til tolke- og oversætterbistand, idet fremme af udøvelsen af denne ret sikrer, at disse personer får en retfærdig rettergang. Af denne grund fastsætter direktivets artikel 3, stk. 1 og 2, at medlemsstaterne skal sikre, at disse personer inden for en rimelig tid får en skriftlig oversættelse af alle væsentlige dokumenter, herunder navnlig enhver afgørelse om frihedsberøvelse, ethvert anklageskrift og enhver dom, hvorved den pågældende dømmes, således at det sikres, at vedkommende er i stand til at udøve retten til forsvar, og for at garantere en retfærdig rettergang (jf. i denne retning dom af 9.6.2016, Balogh, C-25/15, EU:C:2016:423, præmis 38).

59

Det må imidlertid konstateres, at i modsætning til situationen i de sager, der gav anledning til dom af 16. december 2021, AB m.fl. (Ophævelse af en amnesti) (C-203/20, EU:C:2021:1016), og af 9. juni 2016, Balogh (C-25/15, EU:C:2016:423), er de tre procesdokumenter, der er omhandlet i hovedsagen, som både den forelæggende ret og samtlige berørte parter, der er indtrådt i sagen for Domstolen, i det væsentlige har anført, en integrerende del af den procedure, hvorved TL’s strafferetlige ansvar er blevet fastlagt, og anvendelsen af direktiv 2010/64 og 2012/13 på disse dokumenter er til fulde begrundet, henset til de formål, som de forfølger.

60

Med hensyn til identitets- og opholdserklæringen fremgår det således af forelæggelsesafgørelsen og af strafferetsplejelovens artikel 196, at denne erklæring, der udfærdiges, så snart der rejses sigtelse mod en person som led i en straffesag, er en indledende tvangsforanstaltning, som angiver en række forpligtelser, der påhviler denne person, og de processuelle konsekvenser af ikke at overholde disse forpligtelser og bl.a. gør det muligt for de kompetente myndigheder at få kendskab til den adresse, hvor den pågældende forventes at stå til deres rådighed, idet denne bl.a. skal meddele enhver ændring heraf. Denne tvangsforanstaltning gælder, indtil denne person har udstået den eventuelle straf. Manglende iagttagelse af den nævnte tvangsforanstaltning kan således medføre, at en betinget straf gøres ubetinget. Henset til de forpligtelser og væsentlige konsekvenser, som identitets- og opholdserklæringen medfører for den berørte person under hele straffesagen, og den omstændighed, at den pågældende underrettes om denne forpligtelse og disse konsekvenser i denne erklæring, har den forelæggende ret med føje fastslået, et der er tale om et væsentligt dokument som omhandlet i artikel 3, stk. 1 og 2, i direktiv 2010/64, idet det i denne artikels stk. 3 i øvrigt præciseres, at »[d]e kompetente myndigheder […] i alle konkrete tilfælde [beslutter], om noget andet dokument er væsentligt«.

61

TL havde derfor i henhold til artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i direktiv 2010/64 ret til en skriftlig oversættelse af identitets- og opholdserklæringen og til tolkebistand ved udfærdigelsen af denne erklæring. TL havde desuden i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, litra d), i direktiv 2012/13 ret til at blive informeret om disse rettigheder. Det fremgår i sidstnævnte henseende af 19. betragtning til dette direktiv, at de omhandlede informationer bør gives rettidigt under sagens behandling og senest inden den første officielle afhøring af den mistænkte eller tiltalte for at åbne mulighed for en praktisk og effektiv udøvelse af den pågældendes rettigheder.

62

Selv om den portugisiske regering i retsmødet for Domstolen gjorde opmærksom på, at de rettigheder, som er fastsat i de bestemmelser, der er nævnt i den foregående præmis, i almindelighed overholdes i portugisiske straffesager mod personer, som ikke forstår det portugisiske sprog, fremgår det imidlertid af forelæggelsesafgørelsen, at dette ikke var tilfældet i den i hovedsagen omhandlede situation, eftersom TL ikke blev underrettet om forpligtelsen i strafferetsplejelovens artikel 196 til ikke at skifte bopæl uden at give meddelelse om den nye adresse, og han således ikke var i stand til at opfylde denne forpligtelse. Dette resulterede i, at de myndigheder, som var ansvarlige for at håndhæve de forpligtelser, der gælder i prøvetiden, forgæves forsøgte at kontakte ham på den adresse, der var angivet i identitets- og opholdserklæringen. Kendelsen af 7. januar 2021, hvorved han blev indkaldt til at møde for retten som følge af manglende opfyldelse af disse forpligtelser, og kendelsen af 9. juni 2021, hvorved den betingede straf blev gjort ubetinget, blev endvidere forkyndt på denne adresse og ikke på hans nye bopæl, hvilket gjorde det umuligt for TL at få kendskab til disse kendelser.

63

Det må desuden konstateres, at de nævnte kendelser, som den portugisiske regering og Kommissionen har påpeget, er procesdokumenter, som udgør et supplement til dommen mod den berørte person, og som stadig indgår i straffesagen som omhandlet i direktiv 2010/64 og 2012/13.

64

Det er i denne henseende nødvendigt at anvende direktiv 2010/64 og 2012/13 på procesdokumenter vedrørende en eventuel ophævelse af den betingede karakter af den fængselsstraf, som den berørte person er blevet idømt, uden at den pågældende har været i stand til at forstå de væsentlige dokumenter, der er udfærdiget i løbet af straffesagen, henset til formålet med disse direktiver, som er at sikre overholdelsen af retten til en retfærdig rettergang, der er fastsat i chartrets artikel 47, samt respekten for retten til et forsvar, der er sikret i chartrets artikel 48, stk. 2, og dermed at styrke den gensidige tillid til medlemsstaternes strafferetssystemer og således effektivisere det retslige samarbejde på området.

65

Det vil nemlig krænke disse grundlæggende rettigheder, hvis en person, der er blevet idømt en betinget fængselsstraf som følge af en strafbar handling – på grund af undladelse af at oversætte indkaldelsen eller manglende tilstedeværelse af en tolk i retsmødet vedrørende den eventuelle ophævelse af straffens betingede karakter – ikke får mulighed for at blive hørt, navnlig om begrundelsen for, at den pågældende ikke har opfyldt de forpligtelser, der gælder i prøvetiden. En sådan mulighed forudsætter således dels, at den berørte person modtager indkaldelsen til retsmødet vedrørende den eventuelle ophævelse af straffens betingede karakter på et sprog, som den pågældende taler eller forstår, da vedkommende ellers ikke kan anses for at være behørigt indkaldt og underrettet om grundlaget for denne indkaldelse, dels at den berørte person efter behov kan bistås af en tolk under dette retsmøde, således at den pågældende faktisk kan begrunde, hvorfor de forpligtelser, der er knyttet til prøvetiden, ikke er blevet overholdt, idet denne begrundelse i givet fald kan være legitim og således give anledning til, at den betingede straf opretholdes.

66

For så vidt som afgørelsen om at gøre den betingede straf ubetinget medfører, at den fængselsstraf, som den berørte person er blevet idømt, skal fuldbyrdes, skal denne afgørelse desuden også oversættes, hvis denne person ikke taler eller forstår processproget, således at den pågældende navnlig kan forstå begrundelsen for den nævnte afgørelse og i givet fald kan appellere den.

67

Denne fortolkning bekræftes af opbygningen af direktiv 2010/64. Når dette direktiv ifølge artikel 1, stk. 2, heri udtrykkeligt vedrører »strafudmåling«, og begrebet »væsentlige dokumenter« i henhold til dets artikel 3, stk. 2, udtrykkeligt omfatter »enhver afgørelse om frihedsberøvelse«, vil det nemlig ikke være rimeligt at udelukke dokumenter vedrørende en eventuel ophævelse af straffens betingede karakter fra dette direktivs anvendelsesområde, eftersom disse dokumenter i sidste ende reelt kan føre til, at den berørte person fængsles, hvilket er det mest omfattende indgreb i den pågældendes grundlæggende rettigheder under straffesagen.

68

Domstolen har i øvrigt allerede fastslået, at når et procesdokument alene er rettet til en person på det sprog, der anvendes i straffesagen, selv om denne ikke behersker dette sprog, er denne person ikke i stand til at forstå, hvad vedkommende anklages for, og kan dermed ikke gyldigt udøve retten til forsvar, hvis den pågældende ikke får en oversættelse af det nævnte dokument på et sprog, som vedkommende taler eller forstår (jf. i denne retning dom af 12.10.2017, Sleutjes, C-278/16, EU:C:2017:757, præmis 33).

69

I det foreliggende tilfælde fremgår det imidlertid af forelæggelsesafgørelsen, at hverken kendelsen af 7. januar 2021, hvorved TL blev indkaldt til at møde for retten, eller kendelsen af 9. juni 2021, hvorved den betingede straf blev gjort ubetinget, var oversat til rumænsk. Det fremgår desuden, at TL ikke blev informeret om retten til at modtage en oversættelse af disse kendelser. Det fremgår endelig ikke af de sagsakter, som Domstolen råder over, at TL modtog tolkebistand under retsmødet vedrørende den manglende opfyldelse af de forpligtelser, der gælder i prøvetiden, eller at han var blevet oplyst om, at han var berettiget hertil.

70

Det må på denne baggrund, og som det følger af denne doms præmis 61 og 69, fastslås, at de rettigheder, som TL har i henhold til artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i direktiv 2010/64 samt artikel 3, stk. 1, litra d), i direktiv 2012/13, er blevet tilsidesat i forbindelse med den i hovedsagen omhandlede straffesag.

71

Hvad for det tredje angår konsekvenserne af disse tilsidesættelser har den forelæggende ret konstateret, at tilsidesættelsen af retten til tolkebistand i den portugisiske retsorden betragtes som en procedurefejl, der i overensstemmelse med strafferetsplejelovens artikel 120 resulterer i de tilsvarende procesdokumenters relative ugyldighed. I henhold til denne artikels stk. 2, litra c), tilkommer det imidlertid den berørte person at gøre opmærksom på tilsidesættelsen af den omhandlede rettighed. Ifølge samme artikels stk. 3, litra a), skal procedurefejlen endvidere påberåbes, inden handlingen er afsluttet, såfremt der er tale om en begæring om, at en handling, som den berørte part har deltaget i, kendes ugyldig, idet adgangen hertil ellers prækluderes.

72

Som svar på et spørgsmål, som Domstolen stillede i retsmødet, bekræftede den portugisiske regering, at strafferetsplejelovens artikel 120 ligeledes finder anvendelse på påberåbelse af fejl som følge af tilsidesættelse af retten til oversættelse af væsentlige dokumenter i straffesagen, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, ligesom denne bestemmelse finder anvendelse på tilsidesættelse af retten til at blive informeret om retten til tolkebistand og til oversættelse af væsentlige dokumenter.

73

Det skal herved påpeges, at det i artikel 2, stk. 5, og artikel 3, stk. 5, i direktiv 2010/64 pålægges medlemsstaterne at sikre, at de berørte personer i overensstemmelse med procedurerne i den nationale lovgivning har ret til at gøre indsigelse mod en afgørelse om afslag på tolke- eller oversætterbistand.

74

Det præciseres imidlertid hverken i dette direktiv eller i direktiv 2012/13, hvilke konsekvenser en tilsidesættelse af de heri fastsatte rettigheder skal have, bl.a. i et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede, hvor den berørte person hverken var blevet informeret om, at der var truffet en sådan afgørelse, eller om sin ret til tolkebistand og oversættelse af de pågældende dokumenter og heller ikke var bekendt med udfærdigelsen af visse af disse dokumenter.

75

Det følger af fast retspraksis, at i mangel af specifik EU-retlig regulering på området henhører de nærmere bestemmelser for gennemførelsen af de rettigheder, som borgerne tillægges i Unionens retsorden, under medlemsstaternes interne retsorden i henhold til princippet om, at disse frit kan anvende deres egne processuelle regler. Disse regler bør imidlertid hverken være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende situationer i national ret (ækvivalensprincippet), eller være udformet således, at de i praksis umuliggør eller uforholdsmæssigt vanskeliggør udøvelsen af rettigheder, der hjemles i Unionens retsorden (effektivitetsprincippet) (jf. i denne retning dom af 10.6.2021, BNP Paribas Personal Finance, C-776/19 – C-782/19, EU:C:2021:470, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

76

Hvad angår ækvivalensprincippet kan det med forbehold af den forelæggende rets prøvelse ikke udledes af sagsakterne for Domstolen, at det var i strid med dette princip, at strafferetsplejelovens artikel 120 blev anvendt i forbindelse med en tilsidesættelse af de rettigheder, der følger af direktiv 2010/64 og 2012/13. Denne artikel omhandler nemlig betingelserne for, at en ugyldighed kan påberåbes, uanset om denne ugyldighed skyldes overtrædelsen af en regel, som er baseret på bestemmelser i national ret eller på EU-retlige bestemmelser.

77

Med hensyn til effektivitetsprincippet skal det påpeges, at selv om direktiv 2010/64 og 2012/13 ikke regulerer fremgangsmåden for, hvordan de heri fastsatte rettigheder skal gennemføres, må denne fremgangsmåde ikke være til skade for formålet med disse direktiver, som er at sikre en retfærdig behandling af straffesagen og respekten for retten til forsvar for mistænkte eller tiltalte i denne sag (jf. i denne retning dom af 15.10.2015, Covaci, C-216/14, EU:C:2015:686, præmis 63, og af 22.3.2017, Tranca m.fl., C-124/16, C-188/16 og C-213/16, EU:C:2017:228, præmis 38).

78

Den forpligtelse, som de nationale myndigheder i henhold til artikel 3, stk. 1, litra d), i direktiv 2012/13 har til at informere mistænkte og tiltalte om retten til tolkning og oversættelse, der er fastsat i artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i direktiv 2010/64, har imidlertid afgørende betydning for den faktiske sikring af disse rettigheder og dermed for overholdelsen af chartrets artikel 47 og artikel 48, stk. 2. Uden denne information kan den berørte person nemlig ikke være bekendt med disse rettigheder og deres rækkevidde eller kræve, at de overholdes, hvilket gør det umuligt for den pågældende at udøve sin ret til forsvar fuldt ud og at opnå en retfærdig rettergang.

79

Hvis det kræves, at den berørte person i en straffesag, der foregår på et sprog, som den pågældende ikke taler eller forstår, inden for en bestemt frist skal gøre gældende, at vedkommende ikke er blevet oplyst om retten til tolkning og oversættelse, som er fastsat i artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i direktiv 2010/64, idet adgangen hertil ellers prækluderes, vil det således gøre retten til information, som er sikret i artikel 3, stk. 1, litra d), i direktiv 2012/13, indholdsløs og derved rejse tvivl om denne persons ret til en retfærdig rettergang og til respekt for retten til forsvar, som er fastsat i henholdsvis chartrets artikel 47 og artikel 48, stk. 2. Uden en sådan information kan den nævnte person ikke vide, at den pågældendes ret til information er blevet tilsidesat, og det vil derfor ikke være muligt for vedkommende at påberåbe sig denne tilsidesættelse.

80

Der må ligeledes og af samme grund drages en tilsvarende konklusion for så vidt angår retten til tolkning og oversættelse, som er fastsat i henholdsvis artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i direktiv 2010/64, når den berørte person ikke er blevet underrettet om disse rettigheder og deres rækkevidde.

81

I det foreliggende tilfælde, hvor det som nævnt i denne doms præmis 45 ikke fremgår udtrykkeligt af forelæggelsesafgørelsen, at TL ikke i forbindelse med sigtelsen blev oplyst om, at han havde ret til tolkning og til oversættelse af væsentlige dokumenter i straffesagen mod ham, tilkommer det i givet fald den forelæggende ret at efterprøve, om han faktisk modtog denne information eller ej.

82

Selv om den berørte person faktisk har modtaget en sådan information i rette tid, er det i øvrigt, som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 83-87 i sit forslag til afgørelse, også et krav, at den pågældende er bekendt det omhandlede væsentlige dokument og dets indhold og med de hertil knyttede virkninger, for at vedkommende kan påberåbe sig en tilsidesættelse af sin ret til oversættelse af dette dokument eller sin ret til tolkebistand ved dets udfærdigelse, som er sikret ved artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i direktiv 2010/64, og således kan opnå en retfærdig rettergang, hvor den pågældendes ret til forsvar respekteres, som krævet i chartrets artikel 47 og artikel 48, stk. 2.

83

Det vil som følge heraf være til skade for effektivitetsprincippet, hvis den frist, inden for hvilken det ifølge en processuel national bestemmelse er muligt at påberåbe sig en tilsidesættelse af de rettigheder, der følger af artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i direktiv 2010/64 og af artikel 3, stk. 1, litra d), i direktiv 2012/13, begynder at løbe, endnu inden den berørte person er blevet underrettet dels om sin ret til tolkning og oversættelse samt rækkevidden heraf, dels om det omhandlede væsentlige dokument og dets indhold samt de hertil knyttede virkninger på et sprog, som vedkommende taler eller forstår (jf. analogt dom af 15.10.2015, Covaci, C-216/14, EU:C:2015:686, præmis 66 og 67).

84

I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret, som er den eneste, der har kompetence til at fortolke bestemmelser i den nationale ret, imidlertid konstateret, at retten i første instans blot synes at have anvendt strafferetsplejelovens artikel 120 på den i hovedsagen omhandlede situation, hvilket ikke kunne sikre overholdelsen af de krav, der følger af den foregående præmis.

85

Det fremgår navnlig af de oplysninger, som Domstolen råder over, at ugyldigheden af en handling, hvori den berørte person deltager, i medfør af strafferetsplejelovens artikel 120 skal påberåbes, inden handlingen er afsluttet, idet adgangen hertil ellers prækluderes.

86

Dette indebærer, bl.a. for et dokument som identitets- og opholdserklæringen, at en person, der befinder sig i samme situation som TL, de facto mister muligheden for at gøre gældende, at dette dokument er ugyldigt. Når denne person, som ikke behersker det sprog, der anvendes i straffesagen, ikke er i stand til at forstå det forkyndte procesdokument og konsekvenserne heraf, har vedkommende nemlig ikke tilstrækkelige oplysninger til at kunne vurdere, om der er behov for tolkebistand ved dets udfærdigelse eller for en skriftlig oversættelse af dette dokument, der kan opfattes som en ren formalitet. Det bliver desuden vanskeligt at gøre gældende, at det nævnte dokument er ugyldigt, på et senere tidspunkt, både fordi den berørte person ikke er blevet oplyst om retten til at modtage en sådan oversættelse og om retten til tolkebistand, og fordi fristen for at påberåbe sig denne ugyldighed i det væsentlige udløber, så snart det omhandlede dokument er udarbejdet.

87

Det tilkommer under disse omstændigheder den forelæggende ret at efterprøve, om den kan nå frem til en fortolkning af den nationale lovgivning, som gør det muligt at overholde de krav, der følger af denne doms præmis 83, og dermed sikre udøvelsen af retten til forsvar som led i en retfærdig rettergang.

88

Såfremt den forelæggende ret fastslår, at en sådan fortolkning af den nationale lovgivning, der er omhandlet i hovedsagen, ikke er mulig, skal det bemærkes, at princippet om EU-rettens forrang pålægger den nationale retsinstans, der inden for sit kompetenceområde skal anvende EU-retlige bestemmelser, en forpligtelse til – såfremt det ikke er muligt at anlægge en fortolkning af national lovgivning, der er i overensstemmelse med de EU-retlige krav – at sikre denne rets fulde virkning i den sag, som den skal behandle, idet den om fornødent af egen drift skal undlade at anvende enhver national lovgivning eller praksis, endog senere, der er i strid med en bestemmelse i EU-retten, der har direkte virkning, uden at den behøver at anmode om eller afvente en forudgående ophævelse af denne nationale lovgivning eller praksis ad lovgivningsvejen eller ved noget andet forfatningsmæssigt middel (dom af 8.3.2022, Bezirkshauptmannschaft Hartberg-Fürstenfeld (Direkte virkning), C-205/20, EU:C:2022:168, præmis 37).

89

Henset til det ovenfor anførte skal det præjudicielle spørgsmål besvares med, at artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i direktiv 2010/64 og artikel 3, stk. 1, litra d), i direktiv 2012/13, sammenholdt med chartrets artikel 47 og artikel 48, stk. 2, samt effektivitetsprincippet, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en tilsidesættelse af de rettigheder, der er fastsat i de nævnte bestemmelser i disse direktiver, skal påberåbes af den, der nyder disse rettigheder, inden for en bestemt frist, idet adgangen hertil ellers prækluderes, når den pågældende frist begynder at løbe, endnu inden den pågældende person er blevet underrettet dels om sin ret til tolkning og oversættelse samt rækkevidden heraf, dels om det omhandlede væsentlige dokument og dets indhold samt de hertil knyttede virkninger på et sprog, som vedkommende taler eller forstår.

90

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/64/EU af 20. oktober 2010 om retten til tolke- og oversætterbistand i straffesager og artikel 3, stk. 1, litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/13/EU af 22. maj 2012 om ret til information under straffesager, sammenholdt med artikel 47 og artikel 48, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt effektivitetsprincippet, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en tilsidesættelse af de rettigheder, der er fastsat i de nævnte bestemmelser i disse direktiver, skal påberåbes af den, der nyder disse rettigheder, inden for en bestemt frist, idet adgangen hertil ellers prækluderes, når den pågældende frist begynder at løbe, endnu inden den pågældende person er blevet underrettet dels om sin ret til tolkning og oversættelse samt rækkevidden heraf, dels om det omhandlede væsentlige dokument og dets indhold samt de hertil knyttede virkninger på et sprog, som vedkommende taler eller forstår.