1.

Det fremgår af Borrás-rapporten ( 2 ), at »[i] forbindelse med ægteskabelige kriser er en af farerne – måske den største – at en af forældrene tager de fælles børn med sig til et andet land, med alle de problemer, som dette indebærer for børnenes tryghed og beskyttelse« ( 3 ). Dette er netop situationen i den foreliggende sag.

2.

Med sine to præjudicielle spørgsmål ønsker Landesgericht Korneuburg (den regionale domstol i Korneuburg, Østrig) nærmere bestemt oplyst, hvordan artikel 15 i forordning (EF) nr. 2201/2003 ( 4 ) skal fortolkes i forbindelse med en tvist mellem to slovakiske statsborgere, TT, sagsøgeren i hovedsagen (herefter »faderen«), der er bosiddende i Østrig, og AK, sagsøgte i hovedsagen (herefter »moderen«), angående forældremyndighed over deres børn, der i øjeblikket opholder sig i Slovakiet sammen med moderen.

3.

Den foreliggende sag vil give Domstolen lejlighed til dels at præcisere rækkevidden af artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 om henvisning til en ret, der er bedre egnet til at behandle sagen, dels at behandle det nye spørgsmål om forholdet mellem denne bestemmelse og forordningens artikel 10 om kompetence i sager om barnebortførelse.

4.

I henhold til artikel 1, litra a), i konventionen om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser, der blev indgået i Haag den 25. oktober 1980 (herefter »Haagerkonventionen af 1980«), har konventionen bl.a. til formål at »sikre en umiddelbar tilbagegivelse af børn, som er ulovligt bortført til eller tilbageholdt i en kontraherende stat«.

5.

Ud over artikel 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) er artikel 8, 10, 11, 15 og 20 i forordning nr. 2201/2003 relevante i forbindelse med den foreliggende sag.

6.

Faderen og moderen var et ugift par, da deres børn, V og M, blev født i Slovakiet i 2012. I henhold til slovakisk ret har de fælles forældremyndighed.

7.

Begge forældre arbejdede i Slovakiet ( 5 ). I 2014 flyttede familien til Østrig, og børnene gik i vuggestue og børnehave i denne medlemsstat indtil 2017. Herefter begyndte de samme år i skole i Slovakiet, idet de hver dag rejste fra deres hjem i Østrig til skolen i Slovakiet. Børnene taler slovakisk med deres forældre og bedsteforældre og taler kun nogle få ord tysk.

8.

Forældrene gik fra hinanden i starten af 2020. Siden juli 2020 har børnene boet sammen med deres mor i Slovakiet uden faderens samtykke.

9.

Faderen har anlagt et søgsmål med påstand om tilbagegivelse af børnene i henhold til Haagerkonventionen af 1980, der i medfør af denne konventions artikel 8, første afsnit, litra f), blev anlagt ved Okresny súd Bratislava I (kredsdomstolen i Bratislava I, Slovakiet).

10.

Samtidig hermed anmodede faderen ved Bezirksgericht Bruck an der Leitha (distriktsdomstolen i Bruck an der Leitha, Østrig) om tilkendelse af forældremyndigheden over begge børnene alene med den begrundelse, at moderen med den ulovlige bortførelse af børnene fra Østrig til Slovakiet udsætter børnenes bedste for risiko og forhindrer børnene i at have kontakt med faderen.

11.

Moderen anfægtede denne anmodning og gjorde gældende, at Bezirksgericht Bruck an der Leitha (distriktsdomstolen i Bruck an der Leitha) er inkompetent, med den begrundelse, at børnene altid havde haft deres sædvanlige opholdssted i Den Slovakiske Republik, og at de ikke var socialt integrerede på det sted, hvor familien boede i Østrig. Ved afgørelse af 4. januar 2021 blev moderens argument om den østrigske rets manglende kompetence taget til følge i første instans.

12.

Faderen iværksatte appel ved Landesgericht Korneuburg (den regionale domstol i Korneuburg), som ved afgørelse af 23. februar 2021 ændrede afgørelsen i første instans og forkastede moderens indsigelse om manglende kompetence.

13.

Ved kendelse af 23. juni 2021 stadfæstede Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig) afgørelsen afsagt af Landesgericht Korneuburg (den regionale domstol i Korneuburg).

14.

Den 23. september 2021 indgav moderen en anmodning om, at Bezirksgericht Bruck an der Leitha (distriktsdomstolen i Bruck an der Leitha) anmodede en ret i Den Slovakiske Republik om i henhold til artikel 15, stk. 5, i forordning nr. 2201/2003 at erklære sig for kompetent i overensstemmelse med forordningens artikel 15, stk. 1, litra b), og artikel 15, stk. 2, litra a). Moderen gjorde i denne henseende gældende, dels at der ud over tilbagegivelsessagen, der var anlagt ved Okresny súd Bratislava I (kredsdomstolen i Bratislava I) i henhold til Haagerkonventionen af 1980, verserede flere sager ved Okresny súd Bratislava V (kredsdomstolen i Bratislava V, Slovakiet), som var anlagt af såvel faderen som moderen, dels at disse domstole var bedre egnede til at behandle spørgsmålet om forældreansvar over for de to børn, eftersom de havde gennemført omfattende bevisoptagelser.

15.

Faderen modsatte sig denne anmodning, idet han gjorde gældende, at kompetencen i henhold til artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 ikke kan overføres i tilfælde, hvor der for den anden medlemsstats domstole, der skal erklære sig kompetente, verserer en tilbagegivelsessag i henhold til Haagerkonventionen af 1980.

16.

Bezirksgericht Bruck an der Leitha (distriktsdomstolen i Bruck an der Leitha) tog moderens anmodning til følge. Denne ret skønnede, at Okresny súd Bratislava V (kredsdomstolen i Bratislava V), der allerede havde truffet flere afgørelser om faderens ret til samvær med sine børn, var bedre egnet til at behandle sagen om forældreansvar og samværsret med de to børn, der siden juli 2020 sammen med moderen har været bosiddende i Slovakiet og ikke var socialt integrerede i Østrig. Desuden ville afviklingen af sagen ved en østrigsk ret blive besværliggjort af, at samtlige afhøringer og undersøgelser i forbindelse med såvel de østrigske børne- og ungemyndigheders undersøgelser som de allerede bestilte børnepsykologiske sagkyndige ville skulle ske ved hjælp af en autoriseret tolk.

17.

Faderen iværksatte appel til prøvelse af denne dom ved Landesgericht Korneuburg (den regionale domstol i Korneuburg).

18.

Den forelæggende ret har anført, at Domstolen endnu ikke har taget stilling til spørgsmålet om forholdet mellem artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 og forordningens artikel 10. I denne henseende ønsker den oplyst, om det, såfremt den medlemsstat, der anmodes om at erklære sig kompetent i henhold til forordningens artikel 15, stk. 1, litra b), er den samme som den medlemsstat, i hvilken barnet har haft bopæl efter en ulovlig fjernelse, er muligt at overføre kompetencen til at behandle sagen om forældremyndighed over dette barn til en domstol i denne medlemsstat. Såfremt Domstolen besvarer dette spørgsmål bekræftende, ønsker den forelæggende ret desuden oplyst, om betingelserne i nævnte forordnings artikel 15, stk. 1, der, hvis de er opfyldt, gør det muligt at overføre kompetencen til en domstol i en anden medlemsstat, er udtømmende, eller om andre omstændigheder kan tages i betragtning i lyset af de særlige omstændigheder omkring den ulovlige fjernelse.

19.

På denne baggrund har Landesgericht Korneuburg (den regionale domstol i Korneuburg) ved afgørelse af 4. januar 2022, som indgik til Domstolens Justitskontor den 9. februar 2022, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

20.

Parterne i hovedsagen, den slovakiske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Med undtagelse af den slovakiske regering har samme parter deltaget i retsmødet, der blev afholdt den 12. januar 2023.

21.

I hovedsagen befinder to børn født uden for ægteskab i 2012 i Slovakiet af slovakiske forældre sig i øjeblikket i Slovakiet sammen med deres mor uden faderens samtykke; faderen arbejder i Østrig, som er den medlemsstat, i hvilken familien opholdt sig i perioden mellem 2014 og moderens flytning af børnene.

22.

Omstændighederne i den foreliggende sag kræver efter min opfattelse nogle præciseringer for at sikre en bedre forståelse af den særlige sammenhæng, hvori den indgår. Det skal imidlertid fremhæves, at det fremgår af fast retspraksis, at alene den forelæggende ret har kompetence til at fastlægge og vurdere de faktiske omstændigheder i den sag, der er forelagt den ( 6 ).

23.

For det første fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at både faderen og moderen har anlagt flere sager om navnlig samværsret og ret til underhold ved de slovakiske domstole. I denne henseende har parterne i hovedsagen som svar på spørgsmål fra Domstolen om, hvilken fase disse sager befinder sig i, retsgrundlaget for dem og i givet fald arten af de afgørelser, som disse domstole har truffet, bekræftet, at flere sager i øjeblikket verserer for nævnte domstole. For så vidt som disse sager kan have konsekvenser for den retlige bedømmelse af situationen i hovedsagen, vil jeg redegøre for disse sager nedenfor med forbehold for den forelæggende rets verificering heraf.

24.

Hvad angår forældremyndighed over børnene har faderen oplyst, at moderen anlagde to sager ved Okresny súd Bratislava V (kredsdomstolen i Bratislava V) den 17. juli 2020, mens den sag om forældremyndighed, som han havde anlagt ved Bezirksgerichet Bruck an der Leitha (distriktsdomstolen i Bruck an der Leitha) den 15. juli 2020, stadig verserede i Østrig. Denne sag vedrørte en anmodning om hastende foreløbige forholdsregler i henhold til artikel 20 i forordning nr. 2201/2003 og en realitetsbehandling af sagen. Den første sag blev forkastet ved anvendelse af foreløbige forholdsregler ved afgørelse af 14. august 2020, mens den anden sag blev udsat i henhold til artikel 16 i Haagerkonventionen af 1980, indtil der er truffet afgørelse i den sag om tilbagegivelse af børnene, som faderen har anlagt ved Okresny súd Bratislava I (kredsdomstolen i Bratislava I) ( 7 ).

25.

Hvad angår samværsret har faderen præciseret, at Okresny súd Bratislava V (kredsdomstolen i Bratislava V) ved afgørelse af 10. februar 2021 traf hastende foreløbige forholdsregler i henhold til artikel 20 i forordning nr. 2201/2003 med henblik på fastsættelse af hans samvær med børnene, indtil der er truffet afgørelse i sagen om forældremyndighed ( 8 ), der er udsat ved denne ret ( 9 ). Det er i retsmødet blevet oplyst, at moderen til trods for, at der er blevet udstedt et påbud om gennemførelse af denne afgørelse, ikke havde respekteret hans samværsret, og hun blev idømt en bøde i januar 2023.

26.

Hvad angår underholdspligt traf Okresny súd Bratislava V (kredsdomstolen i Bratislava V) ved afgørelse af 12. februar 2021 en hastende foreløbig forholdsregel i henhold til artikel 14 i forordning (EF) nr. 4/2009 ( 10 ) om faderens underholdspligt over for børnene, der finder anvendelse, indtil der er truffet afgørelse i sagen om forældremyndighed, der er udsat ved denne ret.

27.

For det andet har faderen oplyst, at ingen slovakisk ret har erklæret sig kompetent til at træffe afgørelse om samværsretten i henhold til artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 2201/2003 ( 11 ). Han har gjort gældende, at alle de afgørelser, som Okresny súd Bratislava V (kredsdomstolen i Bratislava V) indtil videre har truffet, er af midlertidig og hastende karakter og er blevet vedtaget enten på grundlag af nævnte forordnings artikel 20 eller på grundlag af artikel 14 i forordning nr. 4/2009.

28.

Jeg vil vende tilbage til disse omstændigheder i forbindelse med fortolkningen af artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 og forholdet mellem denne bestemmelse og nævnte forordnings artikel 10 ( 12 ).

29.

Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 skal fortolkes således, at en medlemsstats ret, hvis kompetence til at tage stilling til forældremyndighed er baseret på denne forordnings artikel 10 i dens egenskab af en ret i den medlemsstat, i hvilken barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse, i henhold til nævnte forordnings artikel 15, stk. 1, litra b), har bemyndigelse til at anmode retten i den medlemsstat, hvortil en af forældrene ulovligt har fjernet dette barn, og hvor barnet bor sammen med denne forælder, om at erklære sig kompetent.

30.

Med henblik på en besvarelse af dette spørgsmål vil jeg først bedømme, om fjernelsen af de i hovedsagen omhandlede børn er en ulovlig fjernelse som omhandlet i forordning nr. 2201/2003 (første afsnit). I lyset af den omstændighed, at de slovakiske domstole på grundlag af nævnte forordnings artikel 20 har vedtaget foreløbige forholdsregler vedrørende navnlig faderes samværsret, vil jeg dernæst fremsætte nogle bemærkninger om omfanget af den kompetence, der er baseret på denne bestemmelse (andet afsnit), inden jeg til slut vil redegøre for rækkevidden af nævnte forordnings artikel 15 og forholdet mellem denne artikel og samme forordnings artikel 10 (tredje afsnit).

31.

Med henblik på at bestemme, om tvisten er opstået som følge af en ulovlig fjernelse af børnene i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i forordning nr. 2201/2003, skal det efterprøves, om betingelserne i denne forordnings artikel 2, nr. 11), er opfyldt.

32.

I henhold til artikel 2, nr. 11), litra a), i forordning nr. 2201/2003 afhænger den ulovlige eller ikke-ulovlige karakter af fjernelsen (eller tilbageholdelsen) af, om der foreligger »en forældremyndighed, som er tilkendt ved en retsafgørelse, eller som består som følge af loven eller en aftale, der er gyldig i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før fjernelsen eller tilbageholdelsen« ( 13 ). Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en forældremyndighed, fastslår denne forordning ikke, hvem der skal have en sådan forældremyndighed, der kan gøre fjernelsen af et barn ulovlig i henhold til forordningens artikel 2, nr. 11), men henviser til lovgivningen i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før fjernelsen, for så vidt angår spørgsmålet om, hvem der er indehaver af en sådan forældremyndighed. Ifølge Domstolen afhænger spørgsmålet om, hvorvidt fjernelsen af et barn er ulovlig med henblik på anvendelsen af nævnte forordning, udelukkende af, om der foreligger en forældremyndighed i henhold til gældende national ret, som er blevet tilsidesat ved fjernelsen ( 14 ).

33.

I den foreliggende sag fremgår det imidlertid af forelæggelsesafgørelsen, at ugifte forældre i henhold til den slovakiske ret, der fandt anvendelse på de ugifte forældre på tidspunktet for børnenes fødsel, har fælles forældremyndighed. I denne henseende har parterne i hovedsagen som svar på et spørgsmål fra Domstolen i retsmødet bekræftet, at de i henhold til slovakisk ret har fælles forældremyndighed.

34.

I hovedsagen »fjernede« moderen børnene fra Østrig til Slovakiet uden faderens tilladelse og dermed i strid med den fælles forældremyndighed, som forældrene har i henhold til slovakisk ret, hvilket, som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen og af parternes skriftlige indlæg og mundtlige bemærkninger, ikke er blevet bestridt af hverken den forelæggende ret eller de slovakiske domstole ( 15 ).

35.

Det følger heraf, at for så vidt som forældrene tydeligvis var anerkendt som indehavere af fælles forældremyndighed i den medlemsstat, i hvilken børnene havde deres sædvanlige opholdssted forud for fjernelsen, nemlig Østrig, må man gå ud fra den forudsætning, at moderens fjernelse af børnene fra denne medlemsstat til Slovakiet uden faderens samtykke er en »ulovlig fjernelse« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 2, nr. 11), litra a), i forordning nr. 2201/2003, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

36.

Det skal påpeges, at faderen i retsmødet har oplyst, at de afgørelser, som Okresny súd Bratislava V (kredsdomstolen i Bratislava V) hidtil har truffet vedrørende navnlig hans samværsret, var foreløbige hasteafgørelser og var blevet truffet på grundlag af artikel 20 i forordning nr. 2201/2003. Den pågældende ret baserede sin kompetence på denne bestemmelse og forkastede dermed de to anmodninger om hastende foreløbige forholdsregler, som moderen havde fremsat i forbindelse med sagen om forældremyndighed.

37.

Spørgsmålet er således, om den omstændighed, at Okresny súd Bratislava V (kredsdomstolen i Bratislava V) har vedtaget foranstaltninger i henhold til artikel 20 i forordning nr. 2201/2003, indebærer, at denne ret har erklæret sig kompetent i henhold til denne forordning, og om denne erklæring i givet fald vil kunne have indvirkning på dens kompetence i henhold til nævnte forordnings artikel 15.

38.

Svaret på dette spørgsmål fremgår klart af ordlyden af artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003. Det fremgår af denne bestemmelse, at »[d]enne forordning […] ikke [er] til hinder for, at retterne i en medlemsstat i hastetilfælde kan anvende de foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, der er fastsat i denne medlemsstats lovgivning, over for personer eller aktiver i denne medlemsstat, selv om en ret i en anden medlemsstat i medfør af denne forordning har kompetence til at påkende sagens realitet«.

39.

Domstolen har allerede fortolket artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 således, at retterne i den medlemsstat, hvor barnet befinder sig, såfremt de tre kumulative betingelser, der er nævnt i denne bestemmelse, er opfyldt, kan anvende de foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, der er fastsat i denne medlemsstats lovgivning, selv om en ret i en anden medlemsstat i medfør af denne forordning har kompetence til at påkende sagens realitet ( 16 ). Den har præciseret, at eftersom denne bestemmelse udgør en undtagelse til den kompetenceordning, som er fastsat i den nævnte forordning, bør den fortolkes indskrænkende ( 17 ). Som generaladvokat Bot har fastslået, udgør denne bestemmelse ikke en generel kompetenceregel, men en tilladelse til at handle dels i lyset af en risiko for barnet, dels i lyset af behovet for at handle med det samme for at bringe barnet ud af denne risiko. Bestemmelsen bevirker således, at det bliver muligt at påberåbe sig loven i det land, hvor den pågældende domstol er beliggende, uden at der foreligger noget krav om oprindelig kompetence ( 18 ). En sådan bestemmelse er således ikke en regel om tildeling af beføjelser og har dermed ikke til formål at indrømme materiel kompetence ( 19 ). I denne henseende skal det blot fremhæves, at virkningerne af sådanne forholdsregler ophører med at gælde, når den ret i en medlemsstat, der i medfør af nævnte forordning har kompetence til at påkende sagens realitet, har truffet de foranstaltninger, den finder relevante ( 20 ).

40.

Den omstændighed, at en slovakisk ret i den foreliggende sag har truffet hastende foreløbige forholdsregler vedrørende faderens samværsret i henhold til artikel 20 i forordning nr. 2201/2003, indebærer således ikke, at denne ret har erklæret sig kompetent til at påkende sagens realitet, og kan derfor ikke påvirke kompetencen i henhold til denne forordnings artikel 15.

41.

Indledningsvis skal det påpeges, at de kompetenceregler, der fastsættes i forordning nr. 2201/2003 for sager vedrørende forældreansvar, i henhold til 12. betragtning hertil er udformet under hensyntagen til barnets bedste og navnlig bygger på kriteriet om nærhed.

42.

Hvad angår princippet om, at barnets bedste skal komme i første række ( 21 ), fremgår det af 33. betragtning til forordning nr. 2201/2003, at denne forordning især søger at sikre fuld respekt for børns grundlæggende rettigheder som omhandlet i chartrets artikel 24. Chartrets artikel 24, stk. 3, bestemmer navnlig, at »ethvert barn har ret til regelmæssigt at have personlig forbindelse og direkte kontakt med begge sine forældre, medmindre dette er i modstrid med dets interesser« ( 22 ).

43.

Hvad angår princippet om nærhed er det i henhold til artikel 8 i forordning nr. 2201/2003 retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor sagen anlægges, der, fordi de befinder sig tæt på barnet, ofte har lettest ved at bedømme, hvad der er bedst for det ( 23 ). En undtagelse fra denne kompetenceregel findes imidlertid i de særlige kompetenceregler, navnlig dem, der er opstillet i nævnte forordnings artikel 10 og 15, som jeg vil bedømme i det følgende ( 24 ).

44.

I den foreliggende sag var den ret, der havde kompetence til at træffe afgørelse om forældremyndigheden i henhold til artikel 10 i forordning nr. 2201/2003, som det fremgår af oplysningerne i forelæggelsesafgørelsen, Bezirksgericht Bruck an der Leitha (distriktsdomstolen i Bruck an der Leitha), der er retten på det sted, hvor børnene havde deres sædvanlige opholdssted før den ulovlige fjernelse.

45.

Domstolen har allerede fastslået, at den særlige kompetenceregel, der er fastsat i artikel 10 i forordning nr. 2201/2003, neutraliserer den virkning, som anvendelsen af den i forordningens artikel 8, stk. 1, fastsatte generelle kompetenceregel ville medføre i tilfælde af en barnebortførelse, dvs. overførslen af kompetence til den medlemsstat, hvor barnet måtte have opnået et nyt sædvanligt opholdssted efter fjernelsen. Da denne overførsel af kompetence risikerer at give ophavsmanden til den ulovlige handling en processuel fordel, bestemmer nævnte forordnings artikel 10, at retterne i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse, ikke desto mindre bevarer deres kompetence, medmindre visse betingelser er opfyldt ( 25 ). Den neutralisering, som denne bestemmelse indebærer, bevirker, at de eneste kompetente retter, når der er tale om ulovlig fjernelse, er retterne i den medlemsstat, i hvilken barnet havde sit sædvanlige opholdssted før fjernelsen. Disse retter forbliver kompetente, selv om barnet senere befinder sig i en mellemliggende eller midlertidig situation, når det tidligere sædvanlige opholdssted er forsvundet, mens der endnu ikke findes et nyt sædvanligt opholdssted ( 26 ).

46.

Domstolen har ligeledes fastslået, at fjernelsen af et barn i princippet ikke bør have til virkning at overføre kompetencen for retterne i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse, til retterne i den medlemsstat, som barnet er bragt til, og dette uanset om barnet efter bortførelsen har fået sædvanligt opholdssted dér ( 27 ). Det er kun, hvis barnet har fået sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat, og en af de alternative betingelser, der er nævnt i artikel 10, litra b), i forordning nr. 2201/2003, derudover også er opfyldt ( 28 ), at kompetencen overføres ( 29 ).

47.

Selv om børnene i den foreliggende sag ser ud til at have fået et nyt sædvanligt opholdssted i Slovakiet, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, fremgår det ikke af sagsakterne, at en af de alternative betingelser i denne bestemmelse er opfyldt ( 30 ).

48.

I denne forbindelse er spørgsmålet, om der findes et hierarkisk forhold mellem artikel 10 og artikel 15 i forordning nr. 2201/2003, således at den ret, der normalt har kompetence til at »påkende sagens realitet«, ikke kan overføre sagen til en ret, der er »bedre egnet«, hvis denne ret er beliggende i den medlemsstat, hvortil en af forældrene ulovligt har fjernet børnene.

49.

Det skal påpeges, at forordning nr. 2201/2003 med afsæt i Haagerkonventionen af 1996 ( 31 ) stadfæster en af dens store nyskabelser, nemlig indførelsen af »en dialogmekanisme mellem dommere [i medlemsstaterne] baseret på en vurdering af deres kompetence afhængigt af behovet« vedrørende princippet om, at barnets bedste skal komme i første række ( 32 ).

50.

Det fremgår således af artikel 15, stk. 1, litra b), i forordning nr. 2201/2003, at en ret i en medlemsstat, der har kompetence til at påkende sagens realitet, hvis den finder, at en ret i en anden medlemsstat, som barnet har en særlig tilknytning til, er bedre egnet til at behandle sagen eller en specifik del af sagen, såfremt dette er til barnets bedste, undtagelsesvis kan »anmode en ret i en anden medlemsstat om at erklære sig kompetent i overensstemmelse med stk. 5« ( 33 ).

51.

Denne bestemmelse indeholder nemlig en kompetenceregel, der supplerer kompetencereglerne i artikel 8-14 i forordning nr. 2201/2003 ( 34 ). Denne nyskabende regel stadfæster en samarbejdsmekanisme, der tillader den ret i en medlemsstat, der er kompetent til at »påkende sagens realitet« i henhold til en af disse kompetenceregler, undtagelsesvis at henvise sagen til retten i en anden medlemsstat, der er bedre egnet til at behandle sagen ( 35 ). Med denne bestemmelse indføres en vis grad af fleksibilitet i denne forordnings system, når det fremgår, at »det er til barnets bedste, at det beskyttes af andre retter end retten i den medlemsstat, hvor det har sit sædvanlige opholdssted« ( 36 ).

52.

Spørgsmålet er imidlertid, hvilke retter der har kompetence til at »påkende sagens realitet« i henhold til forordning nr. 2201/2003?

53.

Eftersom artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 uden sondring vedrører de retter i en medlemsstat, der har kompetence til at »påkende sagens realitet« i medfør af denne forordnings kompetenceregler, kan disse retter enten være retterne på barnets sædvanlige opholdssted, for hvilke sagen er anlagt i henhold til nævnte forordnings artikel 8, eller en af de retter, der er kompetente i henhold til forordningens artikel 9, 10 eller 12, eller endog en ret, for hvilken sagen indbringes på grundlag af samme forordnings artikel 13 ( 37 ).

54.

I denne henseende skal det påpeges, at Domstolen allerede har fastslået, at artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 supplerer de kompetenceregler, der er fastsat i forordningens artikel 8-14 med en samarbejdsordning, som gør det muligt for en ret i en medlemsstat, der har kompetence til at påkende sagen i medfør af en af disse kompetenceregler, undtagelsesvis at henvise sagen til en ret i en anden medlemsstat, som er bedre egnet til at behandle den ( 38 ).

55.

Nogle forfattere har med rette fremhævet, at »uanset grundlaget for kompetencen hos den ret, ved hvilken en sag er anlagt i henhold til forordning [nr. 2201/2003], og på trods af bestræbelserne på at finpudse og justere den domstolstilknytning, som denne forordning udgår fra, accepteres det i nævnte forordnings artikel 15, at den udpegede ret ikke nødvendigvis er den bedst egnede til at behandle sagen« ( 39 ).

56.

Domstolen fastslog ikke desto mindre i IQ-dommen ( 40 ), at den overførselsmekanisme, der er blevet indført ved artikel 15 i forordning nr. 2201/2003, ikke finder anvendelse i en situation, hvor to retter begge er kompetente til at påkende sagens realitet på grundlag af denne forordnings artikel 8 og 12 ( 41 ). En sådan fortolkning vedrører imidlertid en anden situation end den, der gør sig gældende i den foreliggende sag, og denne dom udgør derfor ikke en hindring for, at artikel 15 kan finde anvendelse på den foreliggende sag ( 42 ).

57.

Under alle omstændigheder giver artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 den ret, der har kompetence til at »påkende sagens realitet« i henhold til denne forordnings kompetenceregler, mulighed for at overføre sagen ikke blot til en anden ret, der har kompetence til at påkende sagens realitet, men til enhver ret i en medlemsstat, herunder en ret, der ikke anses for at have kompetence i henhold til en af disse regler ( 43 ), som det er tilfældet med en overførsel til en ret i den medlemsstat, til hvilken barnet er blevet ulovligt fjernet som anført i nævnte forordnings artikel 10.

58.

For det første taler den omstændighed, at artikel 10 og 15 i forordning nr. 2201/2003 begge findes i kapitel II med overskriften »Kompetence« i afdeling 2 med overskriften »Forældreansvar«, som Kommissionen har gjort gældende i sit skriftlige indlæg, for, at forordningens artikel 15 finder anvendelse selv i tilfælde, hvor kompetencen er baseret på forordningens artikel 10.

59.

Det fremgår således hverken af ordlyden eller opbygningen af afdeling 2 i kapitel II i forordning nr. 2201/2003, at muligheden i forordningens artikel 15 er udelukket, når retten har kompetence i henhold til nævnte forordnings artikel 10 ( 44 ). For så vidt som nævnte forordnings artikel 15, stk. 4 og 5, bestemmer, at når det tidsrum, inden for hvilket der skal anlægges sag ved en ret i den anden medlemsstat, eller inden for hvilket den skal erklære sig kompetent, ikke overholdes, »fortsætter den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, med at udøve sin kompetence i overensstemmelse med artikel 8-14« i forordning nr. 2201/2003 (min fremhævelse), indebærer dette tværtimod, at EU-lovgiver har tilsigtet, at denne mulighed gyldigt skulle kunne benyttes af en ret i en medlemsstat, hvis kompetence oprindeligt er baseret på bestemmelserne i forordningens artikel 10, og, såfremt sagen ikke henvises, »fortsat udøves« i overensstemmelse med artikel 10 ( 45 ). Denne bedømmelse understøttes af den omstændighed, at den kompetente ret i henhold til nævnte forordnings artikel 15 har kompetence til af egen drift at udløse henvisningsmekanismen, selv om en henvisning i henhold til denne bestemmelses stk. 2 in fine, kun kan finde sted, hvis i det mindste én af parterne er indforstået hermed ( 46 ).

60.

For det andet skal det påpeges, at artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 giver de kompetente retter en vis skønsbeføjelse, dog inden for rammerne af den mekanisme, der indføres med denne bestemmelse, og som, som allerede nævnt, er baseret på et ønske om samarbejde mellem retterne, der ikke går ud over retssikkerheden ( 47 ).

61.

For det tredje skal det påpeges, at målet med forordning nr. 2201/2003, der består i at sikre overholdelse af barnets grundlæggende rettigheder som fastsat i chartrets artikel 24, indebærer, at barnets tarv i henhold til denne bestemmelses stk. 2 skal »komme i første række« i alle handlinger, der vedrører det, bl.a. handlinger, der udføres af offentlige myndigheder. Det er derfor indlysende, at der ved fortolkningen af denne forordning først og fremmest skal tages hensyn til denne interesse. I denne henseende er jeg af den opfattelse, at når kompetencen til at påkende sagens realitet er blevet fastslået i henhold til artikel 10 i forordning nr. 2201/2003, som i den foreliggende sag, hersker der ikke tvivl om, at forordningens artikel 15 finder anvendelse. Som Kommissionen med rette har påpeget, tilsigter anvendelsen af sidstnævnte bestemmelse, selv i tilfælde af en ulovlig fjernelse af et barn, at fravige den principielle kompetenceregel for retterne i den medlemsstat, i hvilken barnet havde sædvanligt opholdssted, før det blev fjernet, netop med det formål at tage hensyn til barnets bedste ( 48 ).

62.

Når dette er sagt, er jeg af den opfattelse, at målet om, at barnets bedste skal komme i første række, således som det er sikret ved forordning nr. 2201/2003 og chartrets artikel 24, i givet fald vil kunne berettige forskellige tilgange. I henhold til forordningen kan henvisningen af sagen i henhold til forordningens artikel 15 til fordel for en ret i den medlemsstat, i hvilken barnet har fået sædvanligt opholdssted efter en ulovlig fjernelse (eller tilbageholdelse), i et konkret tilfælde ikke anses for at være i overensstemmelse med barnets tarv eller, i henhold til chartret, kan henvisningen til en ret i den medlemsstat, i hvilken barnet har fået sædvanligt opholdssted efter en ulovlig fjernelse, rent undtagelsesvis og henset til de konkrete omstændigheder i sagen tillades.

63.

Efter min opfattelse kan respekten for disse tarv derimod ikke tillade den kompetente ret vedrørende forældreansvar i henhold til artikel 10 i forordning nr. 2201/2003 systematisk eller på en absolut måde at give afkald på at benytte den mulighed, som den i forordningens artikel 15 omhandlede henvisningsmekanisme giver den, når den ret, der er »bedre egnet« i henhold til princippet om barnets bedste, er retten i den medlemsstat, på hvis område barnet har fået sædvanligt opholdssted efter en ulovlig fjernelse. Den pågældende forordnings artikel 15 indeholder den fleksibilitet, der er nødvendig for, at retterne i medlemsstaterne kan overtage kompetence i særlige tilfælde gennem en undtagelse fra samme forordnings artikel 10, når overførslen af kompetencen er i barnets bedste interesse ( 49 ).

64.

I denne henseende skal det fremhæves, at Domstolen har fastslået, at kravet om, at henvisningen skal tjene barnets bedste, indebærer, at den kompetente ret i lyset af de konkrete omstændigheder i sagen skal sikre sig, at den af denne påtænkte henvisning til en ret i en anden medlemsstat ikke risikerer at have en skadelig virkning på det pågældende barns situation. Domstolen har præciseret, at den kompetente ret med henblik herpå skal vurdere de negative konsekvenser, som en sådan henvisning kan have på det af sagen berørte barns følelsesmæssige, familiemæssige og sociale forhold eller på dets materielle situation ( 50 ).

65.

For det fjerde og sidste skal det anføres, at jeg i en sammenhæng som den, der er tale om i den foreliggende sag, ligesom generaladvokat Sharpston ( 51 ) er tøvende over for en anvendelse uden nogen yderligere tilpasning af princippet om, at undtagelser til eller fravigelser fra en regel skal fortolkes indskrænkende. Hvad angår artikel 10 i forordning nr. 2201/2003 er forholdet således det, at selv om reglen om opretholdelse af kompetencen hos retten på det tidligere sædvanlige opholdssted udgør et af forordningens grundlæggende principper – nemlig at fratage den bortførende forælders ulovlige handling enhver retsvirkning – udgør undtagelsen et andet grundlæggende princip, eftersom der er tale om en kompetenceregel udformet under hensyntagen til barnets bedste i henhold til chartrets artikel 24 og navnlig til kriteriet om nærhed ( 52 ).

66.

På baggrund af ordlyden og opbygningen af samt målene med forordning nr. 2201/2003 er det undtagelsesvis muligt at henvise sagen, selv når den påtænkte overførsel sker til fordel for en ret i den medlemsstat, hvortil det berørte barn er blevet fjernet ulovligt, forudsat at den kompetente ret behørigt har sikret sig, at denne henvisning i lyset af de konkrete omstændigheder i sagen opfylder de tre kumulative betingelser i forordningens artikel 15, stk. 1, idet den vigtigste betingelse er, at henvisningen er til det berørte barns bedste.

67.

Det andet præjudicielle spørgsmål vedrører disse betingelser.

68.

Med sit andet præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om betingelserne i artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 er udtømmende, og i bekræftende fald på hvilken/hvilke betingelse/betingelser en anmodning om tilbagegivelse af et barn, der er fremsat i henhold til artikel 8, stk. 1, og artikel 8, stk. 3, litra f), i Haagerkonventionen af 1980, som der endnu ikke er truffet endelig afgørelse om, skal tages i betragtning ( 53 ).

69.

Inden jeg går over til at bedømme disse betingelser med henblik på at afgøre, om den omstændighed, at de kompetente retter i henhold til denne bestemmelse kan tage hensyn til en sag om tilbagegivelse, når de undersøger anvendelsen af artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 (andet afsnit), vil jeg redegøre for visse overvejelser vedrørende alle de regler, der er fastsat i denne forordning og i Haagerkonventionen af 1980, samt den faktuelle sammenhæng, hvori den foreliggende anmodning om tilbagegivelse af børnene indgår, således som den fremgår af forelæggelsesafgørelsen og besvarelsen af Domstolens spørgsmål i retsmødet (første afsnit).

70.

For det første skal det fremhæves, at Haagerkonventionen af 1980 i artikel 8-11, 13 og 20 fastsætter en særlig procedure, der har til formål at »sikre barnets øjeblikkelige tilbagevenden til den medlemsstat, hvor det har sit sædvanlige opholdssted« ( 54 ). Når en ulovlig fjernelse af børn sker inden for Unionen, som det er tilfældet i hovedsagen, »supplerer og præciserer [forordning nr. 2201/2003] [disse] konventionsbestemmelser, bl.a. i dens artikel 11« ( 55 ). På grund af overlapningen og den tætte forbindelse, der findes mellem denne forordnings bestemmelser og konventionens bestemmelser, vil konventionens bestemmelser kunne have indvirkning på betydningen, rækkevidden og effektiviteten af nævnte forordnings regler ( 56 ).

71.

For det andet skal det anføres, at Domstolen allerede har fortolket forholdet mellem artikel 60 og artikel 62, stk. 2, i forordning nr. 2201/2003 ( 57 ), idet den har fastslået, at »[b]arnebortførelser fra en medlemsstat til en anden […] derfor nu [er] omfattet af [dette] regelsæt […], idet de sidstnævnte bestemmelser har forrang inden for forordningens anvendelsesområde« ( 58 ).

72.

Under disse omstændigheder skal det anføres, at det fremgår af forelæggelsesafgørelsen og parternes besvarelse af Domstolens spørgsmål, at Okresny súd Bratislava I (kredsdomstolen i Bratislava I) i det mindste frem til datoen for retsmødet ikke havde truffet en endelig afgørelse om den anmodning om tilbagegivelse, som faderen havde fremsat for denne ret den 3. august 2020 ( 59 ). I denne henseende har faderen forklaret, at den manglende afgørelse fra denne ret inden for en rimelig frist navnlig skyldtes, at den første dommer, for hvem anmodningen om tilbagegivelse var blevet forelagt, var blevet suspenderet som følge af strafferetlig forfølgning for underslæb, og at tilbagegivelsesproceduren var blevet overdraget til en anden dommer ( 60 ).

73.

Spørgsmålet er således, om det er muligt at tage hensyn til disse omstændigheder i forbindelse med den konkrete evaluering af hver enkelt betingelse, der er opstillet i artikel 15 i forordning nr. 2201/2003. Dette spørgsmål vil blive besvaret i det følgende.

74.

Det fremgår klart af ordlyden af artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003, at de betingelser, der er opstillet heri, er udtømmende.

75.

Domstolen har i denne henseende allerede fastslået, at en henvisning til en ret i en anden medlemsstat i henhold til artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 kun kan finde sted, hvis tre betingelser er opfyldt, nemlig at der foreligger en tilknytning mellem barnet og en anden medlemsstat som omhandlet i denne forordnings artikel 15, stk. 3, litra a)-e), at den ret, der har kompetence til at påkende sagens realitet, skønner, at en ret i denne anden medlemsstat er bedre egnet til at behandle sagen, og at henvisningen tjener barnets bedste i den forstand, at den ikke risikerer at have en skadelig indvirkning på det pågældende barns situation ( 61 ). Retten i en medlemsstat, som sædvanligvis har kompetence til at behandle en konkret sag, skal for at kunne anmode om henvisning af sagen til en ret i en anden medlemsstat formå at tilbagevise den stærke formodning for bevarelse af sin egen kompetence, som følger af nævnte forordning ( 62 ). Denne ret kan ikke for at afkræfte denne formodning tage hensyn til andre betingelser end dem, der er opstillet i samme forordnings artikel 15, som Domstolen har fortolket snævert.

76.

Kommissionen har i sit skriftlige indlæg forklaret, at eksistensen af en anmodning om tilbagegivelse i henhold til Haagerkonventionen af 1980, i forbindelse med hvilken der ikke er truffet nogen endelig afgørelse i den medlemsstat, hvortil barnet er blevet ulovligt fjernet, efter dens opfattelse ikke i sig selv har nogen automatisk indvirkning på spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne i artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 er opfyldt. Som svar på et spørgsmål fra Domstolen præciserede den i retsmødet, at en sådan omstændighed ikke vil blive taget i betragtning af den kompetente ret i forbindelse med evalueringen af den første betingelse om, at der foreligger en »særlig tilknytning« mellem barnet og en anden medlemsstat. Hvad angår denne betingelse har Domstolen således allerede fastslået, at henvisning af sager, i hvilke de forhold, der er udtømmende opremset i forordningens artikel 15, stk. 3, litra a)-e), ikke er opfyldt, uden videre kan udelukkes ( 63 ). Med andre ord foreligger der kun en sådan »særlig tilknytning«, når et eller flere af kriterierne i denne bestemmelse er opfyldt, som det er tilfældet i den foreliggende sag ( 64 ). Den omstændighed, at der findes en procedure for tilbagegivelse i henhold til Haagerkonventionen af 1980, kan således ikke have indvirkning på vurderingen af disse kriterier.

77.

Kommissionen har imidlertid tilføjet, at den omstændighed, at der foreligger en anmodning om tilbagegivelse, ud fra et faktuelt synspunkt vil kunne tages i betragtning af den kompetente ret under evalueringen af den anden og den tredje betingelse, dvs. inden for rammerne af vurderingen af, om der findes en ret, der er »bedre egnet« til at behandle sagen, eller en del af sagen, og barnets bedste i tilfælde af en eventuel overførsel til retten i en medlemsstat, som barnet har en særlig tilknytning til.

78.

Jeg er enig i denne tilgang, eftersom der er tale om hensyntagen til en faktisk omstændighed, nemlig det forhold, at der foreligger en anmodning om tilbagegivelse, hvorom der endnu ikke er truffet endelig afgørelse.

79.

Hvad angår betingelsen om, at der skal findes en ret, der er »bedre egnet« til at behandle sagen, har Domstolen allerede fastslået, at den kompetente ret, der ønsker at henvise sagen, skal sikre sig, at henvisningen kan tilføre en »reel og konkret merværdi« for vedtagelsen af en afgørelse vedrørende barnet i forhold til, om sagen forbliver hos den kompetente ret ( 65 ).

80.

I den foreliggende sag er det i retsmødet blevet klarlagt, at selv om artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 blev anvendt, ville en eventuel overførsel af den østrigske rets kompetence ikke ske til Okresny súd Bratislava I (kredsdomstolen i Bratislava I), men til Okresny súd Bratislava V (kredsdomstolen i Bratislava V), som allerede har truffet flere afgørelser vedrørende hastende foreløbige forholdsregler om faderens samværsret og om børnenes ret til underhold på grundlag af denne forordnings artikel 20 og artikel 14 i forordning nr. 4/2009. Der er således tale om et relevant element i overvejelsen om, hvorvidt denne anden ret vil være bedre egnet til at behandle sagen.

81.

Sagens forsinkelse på over to år ved Okresny súd Bratislava I (kredsdomstolen i Bratislava I) er dog et forhold, der skal tages i betragtning ved vurderingen af, om denne ret er bedre egnet som omhandlet i artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003. I forbindelse med undersøgelsen med henblik på at bestemme, om en ret er bedre egnet til at behandlet sagen, er den omstændighed, at den ret i medlemsstaten, som den kompetente ret overvejer at henvise sagen til, endnu ikke har truffet afgørelse om børnenes tilbagegivelse, nemlig et ugunstigt forhold, eftersom det af artikel 16 i Haagerkonventionen af 1980 ( 66 ) fremgår, at hverken denne ret eller andre retter i denne medlemsstat midlertidigt kan træffe afgørelse om sagens realitet ( 67 ).

82.

Hvad angår betingelsen om barnets bedste vil såvel en henvisning af sagen til en ret, der ikke har sikret barnets øjeblikkelige tilbagegivelse i den medlemsstat, hvor det har sit sædvanlige opholdssted, hvilket har medført en betydelig forsinkelse ( 68 ), som en henvisning til en ret, der ikke kan træffe afgørelse i sagen om forældremyndighed, med den begrundelse, at artikel 16 i Haagerkonventionen af 1980 midlertidigt forhindrer, at der træffes en sådan afgørelse, være i strid med denne interesse ( 69 ).

83.

Når dette er sagt, kan en sådan henvisning efter min opfattelse ikke udelukkes fuldstændigt. Den omstændighed, at den kompetente rets påtænkte henvisning til en ret i en anden medlemsstat i medfør af artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 skal være til barnets bedste, indebærer, at den kompetente ret, henset til de konkrete omstændigheder i sagen, sikrer sig, at denne henvisning respekterer barnets grundlæggende rettigheder. Forordningens artikel 11, stk. 8, bestemmer ganske vist, at »[u]anset om det i medfør af artikel 13 i Haagerkonventionen af 1980 er blevet bestemt, at et barn ikke skal tilbagegives, er en senere retsafgørelse, der beordrer barnet tilbagegivet, truffet af en ret, der har kompetence i medfør af denne forordning, eksigibel […], for at sikre tilbagegivelse af barnet« ( 70 ). Dette indebærer, at afgørelsen om, at barnet ikke skal tilbagegives, medfører en betinget accept fra den kompetente rets side, idet denne i denne sag har det sidste ord vedrørende tilbagegivelse af barnet ( 71 ). Selv i dette tilfælde kan fjernelsens ulovlige karakter imidlertid ikke føre til, at de retter, der har kompetence til automatisk at træffe en afgørelse om »tilbagegivelse uanset« som omhandlet i den pågældende forordnings artikel 11, stk. 8, ikke skal tage hensyn til omstændigheder, der ville kunne tale for, at barnet skulle forblive i den medlemsstat, hvortil det ulovligt er blevet fjernet ( 72 ).

84.

Den kompetente ret skal således i alle tilfælde foretage en indgående vurdering af barnets bedste, hvilket er afgørende for en hensyntagen til og respekt for dets grundlæggende rettigheder. I denne sammenhæng skal det påpeges, dels at principperne om gensidig tillid og anerkendelse, der ligger til grund for forordning nr. 2201/2003, indebærer en passende grad af samarbejde og orientering mellem retterne i den medlemsstat, hvortil det berørte barn er blevet fjernet ulovligt og retterne i den medlemsstat, i hvilken barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før dets fjernelse. Dels skal det fremhæves, at forordningens artikel 15 indrømmer en vis grad af fleksibilitet i den ordning, der er indført ved forordningen, når det er til barnets bedste, at det beskyttes af andre retter end retten i den medlemsstat, hvor det har sit sædvanlige opholdssted.

85.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer det af Landesgericht Korneuburg (den regionale domstol i Korneuburg, Østrig) forelagte spørgsmål på følgende måde: