1.

Artikel 395 i Ley 1/2000 de Enjuiciamiento Civil (lov nr. 1/2000 om civil retspleje, herefter »lov om civil retspleje«) af 7. januar 2000 ( 2 ) med overskriften »Betaling af sagsomkostninger ved bekræftende genmæle« har følgende ordlyd:

»1.   Hvis sagsøgte tager bekræftende til genmæle inden indgivelse af svarskrift, pålægges der ikke omkostninger, medmindre retten med en behørig begrundelse finder, at sagsøgte er i ond tro.

Det er underforstået, at der under alle omstændigheder er tale om ond tro, hvis der inden kravet er tilsendt sagsøgte et troværdigt og berettiget betalingskrav, eller hvis der er indledt en mæglingsprocedure eller rettet en anmodning om forlig til sagsøgte.

2.   Såfremt der først tages bekræftende til genmæle efter indgivelsen af svarskriftet, finder stk. 1 i den foregående artikel anvendelse.«

2.

Skal en forbruger, som vil påberåbe sig de nationale bestemmelser til gennemførelse af Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler ( 3 ) med henblik på at få den påkendende ret til at annullere vilkår om lånegebyr i forbindelse med pant i fast ejendom i en låneaftale, kræve tilbagebetaling fra det sagsøgte kreditinstitut forud for anlæggelsen af en sådan sag med henblik på at godtgøre, at sagsøgte var i ond tro som omhandlet i artikel 395 i lov om civil retspleje?

3.

På et ikke nærmere angivet tidspunkt indgik to privatpersoner, JO og IM, en aftale om lån med pant i fast ejendom med Cajasur Banco SA (herefter »Cajasur«).

4.

I 2018 anlagde JO og IM sag ved Juzgado de Primera Instancia no 18 bis de Málaga (retten i første instans nr. 18a, Malaga, Spanien) med henblik på at få det vilkår i låneaftalen, der kræver, at de skal betale lånegebyr, erklæret ugyldigt som følge af, at det var urimeligt. JO og IM krævede ligeledes tilbagebetaling af de beløb, som de havde betalt i henhold til dette vilkår. JO og IM havde ikke krævet, at Cajasur tilbagebetalte disse beløb, inden de anlagde sag.

5.

Efter forkyndelsen om sagsanlægget anerkendte Cajasur, at vilkåret om lånegebyr var urimeligt. Selskabet tilbød at tilbagebetale et beløb, der var mindre end det krævede beløb, beregnet på grundlag af Tribunal Supremos (øverste domstol, Spanien) seneste praksis.

6.

Den 2. marts 2020 erklærede Juzgado de Primera Instancia no 18 bis de Málaga (retten i første instans nr. 18a, Malaga) vilkåret om betaling af lånegebyr ugyldigt som følge af, at det var urimeligt. Den pålagde Cajasur at tilbagebetale det beløb, som JO og IM med urette havde betalt, nemlig 488,69 EUR. Den pålagde også Cajasur at betale sagsomkostningerne.

7.

Cajasur iværksatte appel ved Audiencia Provincial de Málaga (den regionale domstol i Malaga, Spanien), den forelæggende ret, til prøvelse af den del af dommen, hvorved Cajasur blev pålagt at betale sagsomkostningerne med den begrundelse, at den var i strid med artikel 395 i lov om civil retspleje.

8.

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Tribunal Supremo (øverste domstol) ifølge sin praksis har formuleret følgende principper for vurderingen af, om der foreligger ond tro som omhandlet i artikel 395, stk. 1, i lov om civil retspleje ( 4 ). For det første skal sagsøgte afholde sagsomkostningerne, hvis sagsøgeren fremsætter et forudgående udenretsligt krav, som sagsøgte ikke svarer på, selv om sagsøgte tager bekræftende til genmæle inden indgivelse af svarskrift. For det andet, hvis sagsøgeren ikke indgiver et forudgående udenretsligt krav, eller hvis vedkommende indgiver et krav, men ikke giver sagsøgte tilstrækkelig tid til at svare, afholder sagsøgte ikke omkostningerne, selv om sagsøgte har taget bekræftende til genmæle inden indgivelse af svarskrift.

9.

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at denne praksis kan være i strid med retten til adgang til effektive retsmidler, der er fastsat i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), og artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13, for så vidt som den gør retten til at kræve fuld kompensation betinget af, at der fremsættes et krav forud for anlæggelsen af søgsmålet.

10.

Den forelæggende ret har anført, at selv om praksis fra Tribunal Supremo (øverste domstol) har erklæret det omtvistede kontraktvilkår ugyldigt som følge af, at vilkåret er urimelig ( 5 ), tilbagebetaler bankerne generelt ikke forbrugerne de beløb, der er betalt i henhold til et sådant vilkår, men afventer, at der anlægges et søgsmål. Når forbrugerne ikke indgiver et forudgående udenretsligt krav, forsøger bankerne at undgå at afholde sagsomkostningerne ved at tage bekræftende til genmæle inden indgivelse af svarskrift.

11.

Uanset det ovenstående har den forelæggende ret tilføjet, at en sagsøgt under visse andre omstændigheder kan anses for at have handlet i ond tro. Blandt disse er det tilfælde, hvor sagsøgte har kendskab til, at et kontraktvilkår er urimeligt, og ikke herefter træffer foranstaltninger til at fjerne dets konsekvenser for forbrugeren, idet sagsøgte i stedet venter på at blive sagsøgt af forbrugeren i bevidsthed om, at sagsøgte i mangel af et forudgående udenretsligt krav ikke ville skulle betale sagsomkostningerne, hvis sagsøgte tager bekræftende til genmæle inden indgivelse af svarskrift.

12.

Audiencia Provincial de Málaga (den regionale domstol i Malaga) har på denne baggrund besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

13.

Den spanske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. I retsmødet den 11. januar 2023 har den spanske regering og Kommissionen afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Domstolen.

14.

Den spanske regering har, støttet af Cajasur i retsmødet, fremført fire argumenter, hvorved den har gjort gældende, at den forelæggende ret har gengivet de faktiske og retlige omstændigheder forkert, således at de forelagte spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling.

15.

For det første har den forelæggende ret ikke angivet størrelsen af de sagsomkostninger, som sagsøgte blev pålagt at betale.

16.

For det andet fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at Cajasur har taget bekræftende til genmæle over for JO’s og IM’s påstand om, at vilkåret er urimeligt, men ikke med hensyn til det beløb, som de har nedlagt påstand om betaling af. Eftersom JO og IM efterfølgende accepterede det beløb, som Cajasur tilbød, har den spanske regering gjort gældende, at Cajasur kun delvist havde taget bekræftende til genmæle, således at artikel 395 i lov om civil retspleje ikke finder anvendelse. Sagsøgte blev pålagt at betale sagsomkostningerne, fordi sagsøger fik medhold, i hvilket tilfælde artikel 394 i lov om civil retspleje finder anvendelse.

17.

For det tredje er det ikke korrekt, når den forelæggende ret angiver, at forbrugerne kun kompenseres fuldt ud for de negative konsekvenser af urimelige vilkår, hvis sagsøgte afholder sagsomkostningerne i henhold til direktiv 93/13. Forbrugerne kan imidlertid få fuld kompensation, hvis de fremsætter et forudgående udenretsligt krav, i hvilket tilfælde sagsøgte har mulighed for at imødekomme kravet, idet sagsøgte ellers pålægges at betale sagsomkostningerne i en eventuel retssag, som sagsøger senere måtte anlægge.

18.

For det fjerde har den spanske regering gjort gældende, at præjudicielle spørgsmål skal afvises, da artikel 395 i lov om civil retspleje, som fortolket i retspraksis fra Tribunal Supremo (øverste domstol), er i overensstemmelse med chartrets artikel 47 og direktiv 93/13. Den spanske regering har gjort gældende, at artikel 395 i lov om civil retspleje kun skaber en formodning for ond tro, hvor der er fremsat et forudgående udenretsligt krav over for sagsøgte, og sagsøgte tager bekræftende til genmæle inden indgivelse af svarskrift. Dette er ikke den eneste omstændighed, hvor der kan konstateres ond tro.

19.

Kommissionen har i retsmødet anført, at de forelagte spørgsmål kan antages til realitetsbehandling.

20.

Ifølge fast retspraksis tilkommer det inden for rammerne af en procedure efter artikel 267 TEUF, som er baseret på en klar adskillelse mellem de nationale retters og Domstolens funktioner, udelukkende den nationale ret, som tvisten er indbragt for, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere såvel nødvendigheden som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse ( 6 ).

21.

Der er formodning for, at spørgsmål, som de nationale retter har forelagt vedrørende EU-retten, er relevante ( 7 ). Domstolen kan kun afvise en anmodning om præjudiciel afgørelse fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål ( 8 ).

22.

Disse betingelser er ikke opfyldt i den foreliggende sag. Spørgsmålene i forelæggelsesafgørelsen er klart relevante med henblik på at afgøre den tvist, der verserer for den forelæggende ret, eftersom denne ret ønsker oplyst, om direktiv 93/13 og chartrets artikel 47 er til hinder for anvendelsen af regler som artikel 395 i lov om civil retspleje på fordelingen af sagsomkostninger. Domstolen kan alene af denne grund afvise indsigelserne mod, at de præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling.

23.

Hvad angår de fire formalitetsindsigelser, som den spanske regering har fremsat, foreslår jeg Domstolen at forkaste dem af følgende grunde.

24.

For det første er den omstændighed, at den forelæggende ret ikke har angivet de omkostninger, som sagsøgte er blevet pålagt, uden betydning for besvarelsen af de forelagte spørgsmål.

25.

For det andet har Domstolen ikke kompetence til at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt den af den forelæggende ret anlagte fortolkning af de nationale regler er korrekt ( 9 ). Det tilkommer den forelæggende ret at vurdere, hvorvidt artikel 394 eller artikel 395 i lov om civil retspleje er den relevante bestemmelse for afgørelsen i den sag, som verserer for den. I denne henseende vil jeg påpege, at i modsætning til den spanske regerings opfattelse havde Juzgado de Primera Instancia no 18 bis de Málaga (retten i første instans nr. 18a i Malaga) ved dom af 2. marts 2020 pålagt sagsøgte at afholde omkostningerne, fordi sagsøgte havde taget bekræftende til genmæle i det hele.

26.

Den spanske regerings tredje og fjerde indsigelse forkastes med den begrundelse, at de angår realiteten i de præjudicielle spørgsmål. Disse indsigelser styrker om muligt den opfattelse, at Domstolen kan besvare disse spørgsmål.

27.

Med sine to spørgsmål, som skal besvares samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13, sammenholdt med effektivitetsprincippet og chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, hvorefter det, når en sagsøgt tager bekræftende til genmæle inden indgivelse af svarskrift, er en betingelse for at pålægge sagsøgte at betale sagsomkostningerne, at sagsøgte har handlet i ond tro.

28.

Cajasur, den spanske regering og Kommissionen er af den opfattelse, at EU-retten ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede.

29.

Cajasur har i retsmødet gjort gældende, at artikel 395 i lov om civil retspleje ikke pålægger forbrugerne at fremsætte et forudgående udenretsligt krav over for sagsøgte for at blive pålagt sagsomkostninger i en efterfølgende retssag. Henset til omstændighederne i hovedsagen handlede Cajasur imidlertid ikke i ond tro.

30.

Den spanske regering har gjort gældende, at artikel 395 i lov om civil retspleje, som fortolket ved Tribunal Supremos (øverste domstol) praksis, er i overensstemmelse med kravene i chartrets artikel 47 og artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13. Artikel 395 i lov om civil retspleje skaber kun en uafkræftelig formodning for ond tro, når forbrugeren har fremsat et forudgående udenretsligt krav. Tribunal Supremos (øverste domstol) praksis udelukker ikke en forbrugers mulighed for at godtgøre, at en sagsøgt er i ond tro, selv om forbrugeren ikke har fremsat et sådant krav, således som det antydes i forelæggelsesafgørelsens punkt 14. Den spanske regering har i retsmødet anført, at dette kan være tilfældet, når Tribunal Supremos (øverste domstol) praksis allerede har fastslået, at et vilkår som det, der er indbragt for den forelæggende ret, er urimeligt, og at urimeligheden af dette vilkår, henset til dets karakter, ikke kræver en vurdering fra sag til sag.

31.

Den spanske regering er desuden af den opfattelse, at forbrugerbeskyttelsen ikke er absolut og skal forenes med god retspleje. Artikel 395 i lov om civil retspleje fremmer sidstnævnte princip ved at tilskynde sagsøgerne til at søge udenretslige løsninger i tvister ved at give de sagsøgte meddelelse om, at de agter at anlægge sag, inden den anlægges. Den omstændighed, at forbrugerne skal overholde proceduremæssige minimumskrav for at kunne gøre deres rettigheder gældende, indebærer ikke, at de ikke er omfattet af retten til effektive retsmidler som fastsat i chartrets artikel 47. Det er desuden blevet fastslået, at sådanne krav kan omfatte iværksættelse af en udenretslig mæglingsprocedure forud for sagsanlægget ( 10 ). En mekanisme, der skal tilskynde forbrugerne til udenretslig bilæggelse af tvister, som den, der er indeholdt i artikel 395 i lov om civil retspleje, er så meget desto mere ikke i strid med dette princip. Et sådant incitament kan let opfyldes, således at det hverken pålægger forbrugeren en uforholdsmæssig byrde eller går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det tilsigtede mål.

32.

Endelig har den spanske regering gjort gældende, at artikel 395 i lov om civil retspleje overlader retterne et råderum, der er tilstrækkeligt til, at de kan anvende bestemmelsen på en måde, der er i overensstemmelse med EU-retten.

33.

Udgangspunktet for Kommissionen er, at artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 er en præceptiv bestemmelse, der svarer til ufravigelige retsgrundsætninger. Eftersom direktiv 93/13 ikke harmoniserer de processuelle regler, der finder anvendelse på tvister om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, regulerer medlemsstaternes nationale retsordener i henhold til princippet om medlemsstaternes procesautonomi dette område, forudsat at ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet overholdes. Kommissionen har anført, at de processuelle regler, der regulerer fordelingen af sagsomkostninger, kan give anledning til betænkeligheder med hensyn til effektivitetsprincippet, hvis de har den virkning, at forbrugerne afskrækkes fra at gøre deres rettigheder gældende ved domstolene. Det spørgsmål, der opstår i forbindelse med den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, er, om artikel 395 i lov om civil retspleje, som fortolket af Tribunal Supremo (øverste domstol), udgør en ugrundet hindring for, at forbrugerne søger at gøre deres krav om, at urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler er ugyldige, gældende og opnå fuld kompensation.

34.

Kommissionen har anført, at artikel 395 i lov om civil retspleje ikke forpligter forbrugerne til at fremsætte et forudgående udenretsligt krav over for sagsøgte, før der anlægges en retssag. Når forbrugerne ikke fremsætter et sådant forudgående udenretsligt krav, løber de en risiko for at skulle afholde omkostningerne i forbindelse med retssagen, hvis sagsøgte tager bekræftende til genmæle inden indgivelse af svarskrift. Ifølge Kommissionen er der ikke tale om en tilsidesættelse af effektivitetsprincippet, hvis forbrugerne let kan undgå denne risiko, og hvis den pågældende regel kan begrundes i retsplejehensyn. Her kan forbrugerne let opfylde det pågældende krav, enten på egen hånd eller med bistand fra en advokat. Et krav om, at forbrugerne tager et vist initiativ for at forsvare deres interesser, udgør ikke en uforholdsmæssig hindring for beskyttelsen af deres rettigheder. Den pågældende regel fremmer ligeledes god retspleje, hvilket er et legitimt formål, der er i overensstemmelse med målet om forbrugerbeskyttelse.

35.

Endelig har Kommissionen gjort gældende, at selv om der i artikel 395 i lov om civil retspleje opstilles en formodning for, at sagsøgte er i ond tro, når der er fremsat et forudgående udenretsligt krav, forhindrer den ikke forbrugerne i at godtgøre, at der foreligger ond tro af andre grunde. I denne henseende har Kommissionen i retsmødet præciseret, at det i forbindelse med en sådan vurdering kan være relevant at tage hensyn til den omstændighed, at de nationale retsinstansers praksis allerede har fastslået, at et kontraktvilkår er urimeligt, og at andre forbrugere af denne grund har anlagt lignende sager mod sagsøgte.

36.

Det fremgår af artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13, at medlemsstaterne fastsætter, at urimelige kontraktvilkår i en aftale, som en erhvervsdrivende har indgået med en forbruger, i henhold til deres nationale lovgivning ikke binder forbrugeren. Aftalen forbliver imidlertid bindende for parterne, hvis den kan opretholdes uden de urimelige kontraktvilkår. Denne præceptive bestemmelse skal anses for en norm svarende til de nationale regler i den nationale retsorden, der har rang af ufravigelige retsgrundsætninger. Den har til formål at erstatte den formelle balance, som kontrakten indfører mellem medkontrahenternes rettigheder og forpligtelser, med en reel balance, der skal genindføre ligheden mellem parterne ( 11 ).

37.

På grund af arten og betydningen af den offentlige interesse, som forbrugerbeskyttelsen hviler på, pålægger artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13, medlemsstaterne i forbrugernes og konkurrenternes interesse at fastsætte egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår i aftaler, der indgås mellem forbrugere og erhvervsdrivende, til ophør ( 12 ). Denne beskyttelsesordning hviler på den betragtning, at forbrugerne befinder sig i en svagere stilling end de erhvervsdrivende hvad angår bl.a. informationsniveau ( 13 ).

38.

Artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 er blevet fortolket således, at et kontraktvilkår, der er erklæret urimeligt, i princippet skal anses for aldrig at have eksisteret, hvorfor det ikke kan have nogen virkning over for forbrugeren. En retslig konstatering af, at et sådant vilkår er urimeligt, skal følgelig principielt have den virkning, at den retlige situation og de faktiske forhold, som forbrugeren ville have befundet sig i uden det nævnte vilkår, genoprettes ( 14 ).

39.

I overensstemmelse med princippet om kompetencetildeling, der er fastsat i artikel 5, stk. 1 og 2, TEU, handler Unionen kun inden for rammerne af de beføjelser, som medlemsstaterne har tildelt den i traktaterne, med henblik på at opfylde de mål, der er fastsat heri ( 15 ).

40.

Ifølge fast retspraksis harmoniserer EU-lovgivningen principielt ikke procedurerne for undersøgelsen af den hævdede urimelighed i et kontraktvilkår, og disse falder derfor inden for medlemsstaternes interne retsorden ( 16 ). Fordelingen af sagsomkostningerne i forbindelse med en sag ved de nationale retsinstanser henhører under medlemsstaternes procesautonomi, med forbehold for iagttagelsen af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet ( 17 ). I overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, TEU, må disse regler hverken være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende situationer i national ret (ækvivalensprincippet), eller være udformet således, at de i praksis umuliggør eller uforholdsmæssigt vanskeliggør udøvelsen af rettigheder, der hjemles i Unionens retsorden (effektivitetsprincippet) ( 18 ).

41.

Der er imidlertid intet i de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, der tyder på, at de processuelle regler, der er omhandlet for den forelæggende ret, finder anvendelse forskelligt, alt efter om den pågældende ret er tillagt ved EU-retten eller national ret. Ækvivalensprincippet er således ikke relevant for besvarelsen af de forelagte spørgsmål.

42.

Hvad angår effektivitetsprincippet skal spørgsmålet om, hvorvidt en national processuel bestemmelse gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at anvende EU-retten, bedømmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, herunder dens forløb og dens særlige kendetegn, for de forskellige nationale instanser med kompetence til at tage stilling til sådanne spørgsmål. Under denne synsvinkel skal der i givet fald tages hensyn til de principper, der ligger til grund for den nationale retspleje, såsom beskyttelsen af retten til forsvar, retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmæssig sagsbehandling ( 19 ). For så vidt som de har til formål at aflaste et ofte overbelastet retssystem, kan processuelle bestemmelser, der forfølger en almen interesse i forsvarlig retspleje, herunder bestemmelser, der kræver en yderligere indsats fra forbrugerens side, være berettiget, forudsat at de ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at opfylde deres mål ( 20 ).

43.

Nødvendigheden af at overholde effektivitetsprincippet kan ikke gå så vidt som til fuldt ud at kompensere for forbrugerens fuldstændige passivitet ( 21 ). Eftersom forbrugerbeskyttelsen ikke er absolut, betyder den omstændighed, at en bestemt procedure indebærer visse proceduremæssige krav, som forbrugeren skal overholde for at kunne gøre sine rettigheder gældende, således ikke, at den pågældende ikke drager fordel af en effektiv domstolsbeskyttelse ( 22 ). Forbrugerne skal ikke desto mindre have mulighed for anlægge et søgsmål eller rejse indsigelse under rimelige processuelle betingelser, herunder fordelingen af omkostningerne, på en sådan måde, at udøvelsen af deres rettigheder ikke undergives betingelser, der gør det uforholdsmæssigt vanskeligt eller i praksis umuligt at udøve de rettigheder, som de er sikret ved direktiv 93/13 ( 23 ).

44.

Domstolen har fastslået, at artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 samt effektivitetsprincippet er til hinder for en ordning, der, efter at et kontraktvilkår erklæres ugyldigt, fordi det er urimeligt, giver mulighed for at pålægge forbrugeren at bære en del af sagsomkostningerne, alt efter størrelsen på de uretmæssigt betalte beløb, der er blevet restitueret forbrugeren. En sådan ordning indebærer en væsentlig hindring, der kan afholde forbrugerne fra at udøve retten til en effektiv domstolsprøvelse af sådanne vilkår ( 24 ). Domstolen har ligeledes fastslået, at en regel, der foreskriver, at forbrugeren skal betale tre fjerdedele af sagsomkostningerne, når den pågældende gør indsigelse mod en kendelse om et betalingspåbud, kan afholde vedkommende fra at gøre indsigelse, navnlig når det drejer sig om mindre beløb ( 25 ). Nationale bestemmelser, der fastsætter et loft for det advokatsalær, som en forbruger, der har fået medhold i realiteten, kan kræve erstattet af den erhvervsdrivende, er imidlertid ikke i strid med direktiv 93/13, forudsat at dette loft gør det muligt for forbrugeren at få godtgjort et beløb, der er rimeligt og forholdsmæssigt afpasset efter de omkostninger, som vedkommende objektivt set har skullet afholde for at anlægge et sådant søgsmål ( 26 ). I forbindelse med et søgsmål om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler er nationale bestemmelser, hvorefter forbrugeren i tilfælde af udenretslig fyldestgørelse af sine krav i forbindelse med et søgsmål skal betale sagsomkostningerne, ikke i strid med EU-retten under forudsætning af, at den retsinstans, for hvilken sagen verserer, tager hensyn til den pågældende erhvervsdrivendes eventuelle onde tro og i givet fald tilpligter sidstnævnte at betale de omkostninger ved den retslige procedure ( 27 ).

45.

Medlemsstaternes forpligtelse til at fastsætte processuelle regler, som gør det muligt at sikre overholdelsen af de rettigheder, som tilkommer forbrugerne i henhold til EU-retten, herunder dem, der kan udledes af direktiv 93/13, indebærer et krav om effektiv domstolsbeskyttelse, hvilket også er sikret ved chartrets artikel 47, som bl.a. finder anvendelse på definitionen af de processuelle regler for søgsmål baseret på sådanne rettigheder ( 28 ). Dog skal grundlæggende rettigheder, herunder kravet om effektiv domstolsbeskyttelse, ikke betragtes som absolutte rettigheder. De kan underlægges begrænsninger, forudsat at disse faktisk er nødvendige for at tilgodese de almene hensyn, som den omhandlede foranstaltning forfølger, og forudsat at begrænsningerne ikke, når henses til deres formål, indebærer et uforholdsmæssigt og uantageligt indgreb over for det centrale indhold af de beskyttede rettigheder ( 29 ).

46.

Det er i lyset af denne retspraksis, at det skal undersøges, om en national processuel bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede, dvs. artikel 395 i lov om civil retspleje, underminerer effektiviteten af den beskyttelse, der ydes forbrugerne ved direktiv 93/13, sammenholdt med chartrets artikel 47.

47.

Det anføres, at artikel 395 i lov om civil retspleje regulerer fordelingen af omkostningerne i forbindelse med retssager ved de nationale domstole, hvilket henhører under medlemsstaternes procesautonomi under forudsætning af, at navnlig effektivitetsprincippet overholdes. Bestemmelser om fordelingen af sagsomkostninger kan udgøre hindringer for den effektive udøvelse af de rettigheder, der følger af direktiv 93/13, ved de nationale domstole. Som den spanske regering og Kommissionen har gjort gældende, fremgår det, at artikel 395 i lov om civil retspleje forfølger en almen interesse, nemlig god retspleje, for så vidt som bestemmelsen har til formål at fremme udenretslig mægling og dermed aflaste retssystemet.

48.

Det kræver en begrænset indsats fra forbrugerne at fremsætte et forudgående udenretsligt krav for at være sikker på at få dækket sagsomkostningerne, såfremt sagsøgte tager bekræftende til genmæle inden indgivelse af svarskrift. I lyset af det legitime mål, der forfølges med denne bestemmelse, udgør denne indsats ikke en uforholdsmæssig hindring for udøvelsen af de rettigheder, der følger af direktiv 93/13. Det er gratis at fremsætte et forudgående udenretsligt krav, ligesom det ikke kræver advokatbistand. Som Cajasur og den spanske regering har præciseret i retsmødet, kan et forudgående udenretsligt krav fremsættes over for sagsøgte ved skrivelse, pr. e-mail eller gennem den klageinstans, som kreditinstitutter under Banco de Españas (den spanske nationalbank) tilsyn ifølge spansk ret skal have. For de forbrugere, der har antaget en advokat for at anlægge et søgsmål, således som det synes at have været tilfældet i sagen for den forelæggende ret, er det så meget desto mere vanskeligt at forstå, hvorledes dette krav kan udgøre en væsentlig byrde.

49.

Cajasur, den spanske regering og Kommissionen har fremhævet, at sagsøgte i henhold til artikel 395 i lov om civil retspleje ikke skal betale sagsomkostningerne, hvis sagsøgte tager bekræftende til genmæle inden indgivelse af svarskrift, medmindre sagsøgte har handlet i ond tro. Med forbehold af de spanske domstoles fortolkning af bestemmelsen synes denne bestemmelse imidlertid ikke umiddelbart at være til hinder for, at en domstol fastslår, at sagsøgte er i ond tro af andre grunde. Det fremgår ikke af sagens akter, at de spanske domstole har behandlet dette spørgsmål. Det er i denne forbindelse vigtigt at erindre om, at princippet om, at national lovgivning skal fortolkes i overensstemmelse med EU-retten, kræver, at de nationale retter gør alt, hvad der henhører under deres kompetence – idet de tager den nationale lovgivning i dens helhed i betragtning og anvender fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne ret – for at sikre den fulde virkning af et direktiv og for at nå et resultat, der er i overensstemmelse med det, der tilsigtes med dette. Kravet om overensstemmende fortolkning indebærer bl.a. forpligtelsen for de nationale retter til i givet fald at ændre en fast praksis, såfremt denne er baseret på en fortolkning af national ret, som er uforenelig med formålene med et direktiv ( 30 ).

50.

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Tribunal Supremo (øverste domstol) allerede har erklæret vilkåret om lånegebyr, som er genstand for sagen for den forelæggende ret, ugyldigt som følge af, at det er urimeligt. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at kreditinstitutterne i stedet for at informere forbrugerne om konsekvenserne af denne nationale retspraksis for deres aftaler venter, indtil de har modtaget et forudgående udenretsligt krav, som de accepterer, eller indtil forbrugerne anlægger en retssag, i hvilket tilfælde de tager bekræftende til genmæle inden indgivelse af svarskrift for at undgå at betale sagsomkostningerne. En kombination af den viden, som kreditinstitutterne må forventes at have om sådanne forhold, og forbrugernes svagere stilling ( 31 ) samt ovennævnte adfærd kan udgøre ond tro hos kreditinstitutterne, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at vurdere. En sådan tilgang ville være i overensstemmelse med den afskrækkende virkning, som den ved direktiv 93/13 indførte ordning har til formål at opnå ( 32 ), og med en forpligtelse for medlemsstaterne til at sikre egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler til ophør ( 33 ).

51.

På baggrund af det ovenfor anførte foreslår jeg Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål, der er forelagt af Audiencia Provincial de Málaga (den regionale domstol i Malaga, Spanien), således:

»Artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, sammenholdt med effektivitetsprincippet og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

skal fortolkes således, at

disse bestemmelser ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter det, når en sagsøgt tager bekræftende til genmæle inden indgivelse af svarskrift, er en betingelse for at pålægge sagsøgte at betale sagsomkostningerne, at sagsøgte har handlet i ond tro.«