1.

Med denne anmodning om præjudiciel afgørelse er Domstolen for anden gang med hensyn til de samme faktiske omstændigheder ( 2 ) blevet anmodet om at fortolke forordning (EU) nr. 650/2012 ( 3 ).

2.

Domstolen skal nærmere bestemt afklare følgende på grundlag af bl.a. artikel 22 og 75 i den nævnte forordning:

3.

Som Domstolen har anmodet om, vil jeg begrænse mit forslag til afgørelse til det andet spørgsmål, hvilket omfatter en undersøgelse af indvirkningen af artikel 75 i forordning nr. 650/2012 på sagen ( 4 ).

4.

Artikel 351, stk. 1 og 2, bestemmer:

»De rettigheder og forpligtelser, der følger af konventioner, som før den 1. januar 1958 eller før tiltrædelsesdatoen for tiltrædende medlemsstaters vedkommende er indgået mellem på den ene side en eller flere medlemsstater og på den anden side et eller flere tredjelande, berøres ikke af bestemmelserne i traktaterne.

I det omfang disse konventioner er uforenelige med traktaterne, bringer den eller de pågældende medlemsstater alle egnede midler i anvendelse med henblik på at fjerne de konstaterede uoverensstemmelser. Om fornødent bistår medlemsstaterne hinanden i dette øjemed og indtager i påkommende tilfælde en fælles holdning.«

5.

37. betragtning til forordningen har følgende ordlyd:

»For at borgerne med fuld retssikkerhed kan nyde godt af de fordele, som det indre marked indebærer, bør denne forordning give dem mulighed for på forhånd at vide, hvilken lov der vil finde anvendelse på arven efter dem. Der bør indføres harmoniserede lovvalgsregler for at undgå modstridende resultater. Hovedreglen bør sikre, at boet behandles efter en lov, der kan forudsiges, og som er nært tilknyttet boet. Af hensyn til retssikkerheden og for at undgå opdeling af arven bør denne lov omfatte hele arven, dvs. alle de ejendele, der udgør boet, uanset godernes art, og uanset om de befinder sig i en anden medlemsstat eller i et tredjeland.«

6.

I 38. betragtning anføres:

»Denne forordning bør sætte borgerne i stand til på forhånd at tilrettelægge arven efter sig ved at vælge den lov, der skal anvendes på arven. Dette valg bør begrænses til loven i et land, hvor de er statsborgere, for at sikre en tilknytning mellem afdøde og den valgte lov og for at undgå, at der vælges en lov med henblik på at lægge hindringer i vejen for berettigede forventninger hos personer, der er berettiget til tvangsarv.«

7.

73. betragtning har følgende ordlyd:

»Respekten for de internationale forpligtelser, som medlemsstaterne har indgået, indebærer, at denne forordning ikke bør berøre anvendelsen af de internationale konventioner, som en eller flere medlemsstater er parter i på tidspunktet for denne forordnings vedtagelse. […] Overensstemmelse med denne forordnings overordnede mål kræver dog, at den mellem medlemsstaterne har forrang frem for konventioner, der udelukkende er indgået mellem to eller flere medlemsstater, for så vidt sådanne konventioner vedrører områder, der er omfattet af denne forordning.«

8.

Artikel 12 (»Begrænsning af sager«), stk. 1, er affattet som følger:

»Når arven omfatter goder, der befinder sig i et tredjeland, kan den ret, ved hvilken arvesagen er anlagt, og som skal træffe afgørelse i sagen, efter anmodning fra en af parterne beslutte ikke at træffe afgørelse om et eller flere af disse goder, hvis det kan forventes, at rettens afgørelse om disse goder ikke vil blive anerkendt og i givet fald ikke vil blive erklæret for eksigibel i det pågældende tredjeland.«

9.

Artikel 22 (»Lovvalg«), stk. 1, bestemmer:

»En person kan vælge, at det er loven i den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger på det tidspunkt, hvor valget træffes, eller på dødstidspunktet, der skal anvendes ved behandlingen af hele arven efter vedkommende.«

10.

Artikel 75 (»Forholdet til gældende internationale konventioner«) bestemmer:

»1.   Denne forordning berører ikke anvendelsen af internationale konventioner, som en eller flere medlemsstater er parter i på tidspunktet for denne forordnings vedtagelse, og som vedrører områder, der er omfattet af denne forordning.

[…]

2.   Uanset stk. 1 har denne forordning dog i forbindelserne mellem medlemsstaterne forrang for konventioner, der udelukkende er indgået mellem to eller flere medlemsstater, for så vidt sådanne konventioner vedrører områder, der er omfattet af denne forordning.

[…]«

11.

Artikel 37 i aftalen mellem Polen og Ukraine om juridisk bistand og juridiske forhold i civile og strafferetlige sager af 24. maj 1993 (herefter »aftalen« eller »den bilaterale aftale«) bestemmer:

»De juridiske forhold med hensyn til arv af løsøre er underlagt lovgivningen i den kontraherende stat, hvor den afdøde var statsborger på tidspunktet for sin død.

De juridiske forhold med hensyn til arv af fast ejendom er underlagt lovgivningen i den kontraherende stat, hvor denne faste ejendom befinder sig.

Kvalificeringen af de goder, der udgør en del af arven som løsøre eller fast ejendom, er underlagt lovgivningen i den kontraherende stat, hvor disse goder befinder sig.«

12.

OP, en ukrainsk statsborger, der er bosiddende i Polen, er medejer af en bolig, som er beliggende i sidstnævnte land. I Polen henvendte OP sig til en notar vedrørende oprettelse af et notartestamente, hvori det bl.a. blev fastlagt, at ukrainsk lov skulle finde anvendelse på vedkommendes arv.

13.

Notaren, som vurderede, at et lovvalg i testamentet ville være retsstridigt ( 5 ), afslog at oprette testamentet. Notaren anførte nedenstående grunde til sit afslag:

14.

OP anlagde sag ved den forelæggende ret til prøvelse af notarens afslag, som efter OP’s opfattelse var støttet på en fejlagtig fortolkning af artikel 22 og 75 i forordning nr. 650/2012. OP gjorde navnlig følgende gældende:

15.

Notaren anførte i sit svar, at den bilaterale aftale indfører en selvstændig ordning med henblik på at fastlægge, hvilken lov der finder anvendelse på arven. Denne ordning har forrang for ordningen i forordning nr. 650/2012, herunder artikel 22.

16.

På denne baggrund har Sąd Okręgowy w Opolu (den regionale domstol i Opole) forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

17.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgik til Domstolen den 7. januar 2022.

18.

Der er afgivet skriftlige indlæg af notaren, den spanske, den ungarske og den polske regering samt af Europa-Kommissionen.

19.

Det er ikke blevet anset for nødvendigt at afholde et retsmøde.

20.

I den situation, der har givet anledning til hovedsagen, kan såvel forordning nr. 650/2012 som den bilaterale aftale mellem Polen og Ukraine i princippet finde anvendelse ( 6 ).

21.

Situationen med kolliderende bestemmelser kræver, at det afgøres, hvilke af disse der har forrang. Der er blevet redegjort for virkningerne af dette valg ved gengivelsen af de relevante bestemmelser:

22.

På denne baggrund har den forelæggende ret anmodet om en fortolkning af artikel 75 i forordning nr. 650/2012, sammenholdt med samme forordnings artikel 22.

23.

De indlæg, der er afgivet til Domstolen, vedrører generelt artikel 75, stk. 1 (nærmere bestemt første punktum heri) ( 8 ). Jeg er imidlertid af den opfattelse, at en korrekt forståelse af stk. 1 kræver, at stk. 2 også tages i betragtning.

24.

Samlet set udgør disse to stykker en foreneligheds- eller koordineringsbestemmelse:

25.

Når der er tale om en bilateral aftale mellem en medlemsstat og et tredjeland ( 10 ), der er indgået inden vedtagelsen af forordning nr. 650/2012, kan den præcise betydning af denne forordnings artikel 75 være den, der uden videre fremgår af en ordlydsfortolkning af denne bestemmelse.

26.

Kombinationen af stk. 1 og 2 i artikel 75 understøtter ved første øjekast en opfattelse, hvorefter en aftale af denne art automatisk har forrang for forordning nr. 650/2012 i tilfælde af en konflikt herimellem ( 11 ). Den nævnte artikels stk. 1 bestemmer følgende: »Denne forordning berører ikke anvendelsen af internationale konventioner, som en eller flere medlemsstater er parter i på tidspunktet for denne forordnings vedtagelse, og som vedrører områder, der er omfattet af denne forordning.«

27.

Som det fremgår af andre indlæg, der er afgivet for Domstolen ( 12 ), kan denne opfattelse imidlertid anses for at være forhastet, såfremt retspraksis vedrørende Bruxelleskonventionens artikel 57 ( 13 ) og artikel 71 i forordning nr. 44/2001 ( 14 ) skal anvendes analogt.

28.

Jeg vil undersøge disse forskellige opfattelser, inden jeg foretager en egentlig behandling af det præjudicielle spørgsmål.

29.

Artikel 75 i forordning nr. 650/2012 er ikke en isoleret bestemmelse i de europæiske instrumenter vedrørende det retlige samarbejde på det civil- og handelsretlige område.

30.

Andre konventioner og forordninger om forholdet mellem privatpersoner inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed indeholder bestemmelser i samme retning. Dette er tilfældet for artikel 57 i Bruxelleskonventionen ( 15 ), artikel 71 i forordning nr. 44/2001 ( 16 ) og samme bestemmelse i forordning (EU) nr. 1215/2012 ( 17 ), artikel 69 i forordning (EF) nr. 4/2009 ( 18 ) eller artikel 62 i forordning (EU) 2016/1103 ( 19 ).

31.

Med hensyn til disse bestemmelser kan det fastslås, at de i det væsentlige er identiske ( 20 ), for så vidt som de:

32.

Domstolen har med hensyn til Bruxelleskonventionen og forordning nr. 44/2001 fastslået følgende med hensyn til koordineringsbestemmelsen i henholdsvis artikel 57 og 71 i disse retsakter:

33.

Jeg har nævnt, at det i visse indlæg fra procesdeltagerne i denne sag er blevet foreslået, at denne retspraksis (nærmere bestemt dens modus operandi) overføres på fortolkningen af artikel 75 i forordning nr. 650/2012.

34.

Dette nærer jeg tvivl om.

35.

Jeg kan ikke se de store problemer i, at koordineringsbestemmelsen i Bruxelleskonventionen og de efterfølgende forordninger omfatter forholdet mellem disse retsakter og materielle specialkonventioner, hvorimod bestemmelsen i forordning nr. 650/2012 berører enhver konvention, der omhandler områder, som denne forordning selv regulerer.

36.

Denne forskel påvirker efter min opfattelse ikke forholdet mellem internationale konventioner og forordning nr. 650/2012 i en sådan grad, at det fører til andre resultater end dem, der følger af Bruxelleskonventionen og de efterfølgende forordninger.

37.

Jeg er af følgende opfattelse:

38.

Indvirkningen af andre aspekter af den nævnte retspraksis volder mig større vanskeligheder.

39.

For det første er internationale konventioners forrang for forordning nr. 650/2012 i tilfælde af en kollision herimellem blevet udelukket ved artikel 75, stk. 2, i forordning nr. 650/2012 for så vidt angår konventioner, der udelukkende er indgået mellem medlemsstater ( 27 ). På dette punkt adskiller forordning nr. 650/2012 sig fra nogle af de ovennævnte udtalelser fra Domstolen ( 28 ).

40.

For det andet er jeg ikke sikker på, om og hvordan Domstolens praksis skulle overføres, hvilken praksis i forbindelse med fortolkningen af Bruxelles-konventionens artikel 57 og artikel 71, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 betinger medlemsstaternes anvendelse af internationale konventioner af, at denne anvendelse ikke medfører en tilsidesættelse af »principperne, der ligger bag det retlige samarbejde på det civil- og handelsretlige område inden for Unionen« ( 29 ).

41.

Min tvivl skyldes til dels, at rækkevidden af denne retspraksis ikke er særlig klar ( 30 ). I dommen i sagen TNT Express Nederland begrænser Domstolen den til »forholdet mellem medlemsstaterne« ( 31 ), og i samme dom, samt i Nipponkoa Insurance-dommen, henvises til anvendelsen af konventioner »inden for Unionen« ( 32 ), hvilken formulering er endnu mere upræcis end den foregående. Der findes endelig ingen tilsvarende angivelser i dommen i sagen Nickel & Goeldner Spedition ( 33 ).

42.

Disse domme indebærer desuden ikke tilpasninger i det tilfælde, hvor en medlemsstat, der har indgået en international aftale, skal se bort fra forpligtelser, der følger af sidstnævnte, med henblik på ikke at tilsidesætte de principper, der ligger bag det retlige samarbejde på det civil- og handelsretlige område inden for Unionen.

43.

Jeg har imidlertid vanskeligt ved at se, at EU-retten under disse omstændigheder automatisk har forrang i et sådant omfang, at der rejses tvivl om den internationale konventions virkning i forhold til tredjelande. Jeg er snarere af den opfattelse, at Domstolen ganske enkelt endnu ikke har haft lejlighed til at tage stilling til dette spørgsmål inden for det retlige samarbejde på det civil- og handelsretlige område ( 34 ).

44.

Det har Domstolen imidlertid haft lejlighed til at gøre i andre forbindelser, hvori den:

45.

Disse betragtninger kan efter min opfattelse overføres på området for det grænseoverskridende retlige samarbejde på det civil- og handelsretlige område.

46.

Indgåelsen af en aftale på dette område er resultatet af en forhandling, i hvilken forbindelse der defineres rettigheder og forpligtelser for de kontraherende stater på grundlag af princippet om gensidighed.

47.

Dette fremgår efter min opfattelse særlig tydeligt af aftaler med et bredt anvendelsesområde som f.eks. den bilaterale aftale af 1993 mellem Polen og Ukraine, som på et meget specifikt historisk tidspunkt har til formål at oprette en struktur for gensidig retshjælp i civilretlige og strafferetlige sager samt at give de respektive staters statsborgere gensidige rettigheder.

48.

Selv hvis anvendelsen af den bilaterale aftale i Polen på grund af de foreliggende omstændigheder skal forstås således, at den finder sted »inden for Unionen«, er jeg af den opfattelse, at det, inden de europæiske regler gives forrang, skal afklares, om denne medlemsstat ved at anvende dem bringer ligevægten mellem de forpligtelser og rettigheder, som aftalen medfører for begge parter, i fare ( 37 ).

49.

Idet der er uoverensstemmelse mellem principperne eller reglerne ( 38 ) i et europæisk instrument (forordning nr. 650/2012), der er gældende i en medlemsstat (Polen), og principperne eller reglerne i en bilateral aftale, der er bindende for denne medlemsstat, og som blev indgået inden sidstnævntes tiltrædelse af Unionen ( 39 ) med et tredjeland (Ukraine), kan det ikke være det korrekte svar ubetinget at lade denne medlemsstat være underlagt principperne og reglerne i henhold til EU-retten under alle omstændigheder ( 40 ).

50.

Det forholder sig imidlertid således, at der efter min opfattelse ikke foreligger en reel uoverensstemmelse mellem forordning nr. 650/2012 og den bilaterale aftale, for så vidt som det er relevant her. Jeg vil forklare dette nedenfor.

51.

Den bilaterale aftale blev som nævnt indgået inden Polens tiltrædelse af Unionen og også, inden Unionen fastslog, at den havde enekompetence på området ( 41 ).

52.

Med hensyn til arvesager har den bilaterale aftale indført en tostrenget eller opdelt model: Den afdødes nationale lov på tidspunktet for dødsfaldet finder anvendelse på løsøre, mens loven på det sted, hvor den faste ejendom befinder sig, finder anvendelse på fast ejendom.

53.

Disse lovvalgsregler ligger i forlængelse af andre regler om enekompetence, således at en myndighed i den enkelte stat anvender sin egen lov på den arveformue, som det tilkommer den at træffe afgørelse om ( 42 ).

54.

I nedenstående argumentation vil jeg tage udgangspunkt i (eller snarere antage), at den manglende regulering i den bilaterale aftale af lovvalg i arvesager betyder, at et sådant valg er udelukket i forbindelse med en arvesag, der er omfattet af denne aftale ( 43 ).

55.

Forordning nr. 650/2012 blev vedtaget med henblik på at fremme borgernes udøvelse af deres rettigheder, når det drejer sig om arvesager med grænseoverskridende virkninger.

56.

EU-lovgiver indførte nærmere bestemt bestemmelser om kompetence og lovvalg i forbindelse med arvesager med grænseoverskridende virkninger samt andre bestemmelser om anerkendelse (eller accept) af fuldbyrdelsen i en medlemsstat af retsafgørelser eller officielt bekræftede dokumenter fra en anden medlemsstat.

57.

Forordning nr. 650/2012 afspejler visse lovgivningsmæssige muligheder, hvoraf nogle kan kvalificeres som »principper« bag ordningen ( 44 ). I denne sag diskuteres det, om partsautonomien og arvens enhed udgør sådanne principper.

58.

Den forelæggende ret har anmodet Domstolen om at afklare, »om friheden til at vælge den lov, der skal finde anvendelse, udgør et af de principper, der ligger til grund for anvendelsen af forordning nr. 650/2012«. Såfremt det forholder sig således, ønsker den forelæggende ret oplyst, om en aftale, der udelukker en sådan frihed, »er i strid med de principper, der ligger til grund for det retlige samarbejde på det civil- og handelsretlige område inden for EU«.

59.

Dette spørgsmål må efter min opfattelse besvares benægtende.

60.

I forbindelse med arvesager med grænseoverskridende virkninger spiller partsautonomien (i princippet) en begrænset rolle i henhold til EU-retten.

61.

For at finde den lov, der skal finde anvendelse, anvender forordning nr. 650/2012 et objektivt tilknytningskriterium: den afdødes sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet. Muligheden for at vælge en anden lov i henhold til samme forordnings artikel 22 er begrænset med hensyn til genstanden (det er kun muligt at vælge den afdødes nationale lov) og er desuden underlagt formelle krav om en dødsdisposition.

62.

På denne baggrund kan det frie lovvalg efter min opfattelse ikke anses for at have rang af vejledende princip for forordning nr. 650/2012.

63.

Jeg er således af den opfattelse, at der ikke er et EU-retligt princip, som er til hinder for, at en bilateral aftale ikke giver arvelader frihed til at vælge den lov, der skal finde anvendelse på vedkommendes arv. Så meget desto mere kræver EU-retten ikke, at denne bilaterale aftale skal fortolkes, hvis den forholder sig tavst til spørgsmålet om lovvalg, for at det kan afgøres, at den faktisk tillader, at der foretages lovvalg.

64.

Arvens enhed (eller nærmere bestemt enheden i reguleringen af arven) er i modsætning til det ovenstående netop et af de principper, der ligger bag forordning nr. 650/2012. Blandt de talrige eksempler herpå fremhæves følgende:

65.

I Den Europæiske Union, som ikke har en materiel arveret, er valget af enhedsmodellen eller den enstrengede model ikke resultatet af en anvendelse af de opfattelser, der gjaldt på det pågældende område, i en international kontekst. På nuværende tidspunkt er arvens enhed, som opregnet ovenfor, den tekniske løsning, der bedst stemmer overens med målene om integration af Unionen:

66.

En samlet behandling af arvesager var ikke den eneste løsning, der var gældende i medlemsstaterne, da forhandlingerne vedrørende forordning nr. 650/2012 stod på. EU-lovgiver havde fuldt kendskab til dette ( 52 ).

67.

Denne relativt nyskabende karakter ved løsningen gør den ikke til en mindre grundlæggende del af ordningen. I de domme, der indtil videre er blevet afsagt med hensyn til forordning nr. 650/2012, har Domstolen fastslået, at denne løsning udgør et »princip« ( 53 ).

68.

Denne anerkendelse medfører:

69.

Det bør ikke desto mindre præciseres, at princippet om arvens enhed langt fra er et ufleksibelt princip på alle de områder, hvor det finder anvendelse. Ifølge Domstolen er undgåelse af opdeling af arven noget, som forordning nr. 650/2012 har til formål at fremme ( 56 ), men ikke et absolut krav ( 57 ).

70.

I forordning nr. 650/2012 vrimler det med eksempler på brud på den ensartede behandling af arvesager. Nedenstående opregning, som ikke er udtømmende, vidner om dette:

71.

Blandt alle fravigelserne fra princippet om arvens enhed i forordning nr. 650/2012 er det efter min opfattelse relevant at fremhæve fravigelsen i artikel 12, stk. 1, på grund af dens betydning for denne præjudicielle forelæggelse. Denne bestemmelse er efter min opfattelse en (nødvendig) indrømmelse fra EU-lovgivers side med hensyn til de mange forskellige paradigmer, der findes i forbindelse med behandlingen af arvesager med internationale elementer ( 65 ).

72.

I praksis fremgår det, at valget af en unuanceret enstrenget reguleringsmodel er en løsning, der er dømt til at mislykkes, når arven omfatter fast ejendom, der befinder sig i stater, der har valgt den modsatte (tostrengede eller opdelte) model.

73.

I disse lande:

74.

Inden for Unionen har de medlemsstater, der er bundet af forordning nr. 650/2012, accepteret enhedsmodellen og kan ikke gøre indsigelse mod, at arvesager vedrørende fast ejendom på deres område underlægges en udenlandsk lov ( 67 ), eller at myndighederne i andre medlemsstater træffer afgørelser med hensyn til denne faste ejendom.

75.

Forordning nr. 650/2012 tillader derimod omfattende tilpasninger, idet den i henhold til artikel 12, stk. 1, tillader, at den ret, der har kompetence til at anvende forordningens bestemmelser, ikke træffer afgørelse om goder, der befinder sig i tredjelande, hvis det kan forventes, at afgørelsen ikke vil blive anerkendt og i givet fald ikke vil blive erklæret for eksigibel i sådanne tredjelande.

76.

Frem for alt er artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 650/2012 især affattet med tanke på tredjelande, der påberåber sig enekompetence til at træffe afgørelse om arvesager vedrørende fast ejendom på deres område. Udsigterne til, at en afgørelse ikke vil få virkning i tredjelandet, kan imidlertid være baseret på enhver anden grund, der er omhandlet i den pågældende stats lovgivning: f.eks. at loven på det sted, hvor goderne befinder sig, ikke er blevet anvendt ( 68 ).

77.

En potentiel konsekvens af artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 650/2012 er, at den ensartede behandling af en arvesag ophører:

78.

Ophøret af den ensartede behandling indebærer en accept af, at der findes andre muligheder for at regulere arvesager end enhedsmodellen. Med artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 650/2012 viser EU-lovgiver, at vedkommende har kendskab til den omstændighed, at tredjelande har valgt en model til opdeling af arven, og viser vilje til at respektere den af praktiske grunde på trods af de konsekvenser, som den medfører, og som jeg har beskrevet.

79.

Efter min opfattelse skal den respekt, som fremgår af artikel 12 i forordning nr. 650/2012 (ensidig bestemmelse), ikke være mindre, men derimod større, når den tostrengede løsning indgår i en bilateral aftale mellem en medlemsstat og et tredjeland, såsom den i hovedsagen omhandlede, der er indgået inden vedtagelsen af den nævnte forordning. Hertil bør anføres, at det i forordning nr. 650/2012 erklæres, at denne forordning ikke har til formål at berøre anvendelsen af disse internationale konventioner.

80.

I det tilfælde, at Domstolen vurderer, at der foreligger en uoverensstemmelse mellem principperne i forordning nr. 650/2012 og den bilaterale aftale, foreslår jeg, at artikel 75 i forordning nr. 650/2012 fortolkes i lyset af artikel 351 TEUF.

81.

Artikel 351 TEUF omhandler kollision mellem EU-retten og visse konventioner, som er indgået mellem medlemsstater og tredjelande. Den nævnte bestemmelse er ifølge Domstolen »en regel, som, når betingelserne for at anvende denne bestemmelse er opfyldt, kan tillade undtagelser fra anvendelsen af EU-retten, herunder primærretten« ( 69 ).

82.

Modsætningsforhold mellem en konvention, der er indgået inden en medlemsstats tiltrædelse af Unionen, og en EU-retlig bestemmelse kan udgøre en af disse undtagelsesgrunde ( 70 ).

83.

Inden en sådan konsekvens drages, påhviler det i medfør af artikel 351, stk. 2, TEUF medlemsstaterne at bringe alle egnede midler i anvendelse med henblik på at fjerne eksisterende uoverensstemmelser mellem EU-retten og den pågældende internationale konvention ( 71 ).

84.

Heraf følger nedenstående:

85.

Med hensyn til hovedsagen indebærer det ovenstående, at Polen bør forsøge at tilpasse fortolkningen af den bilaterale aftale til forordning nr. 650/2012 under overholdelse af folkeretten ( 74 ).

86.

Hvis dette forsøg mislykkes, bør Polen forsøge at ændre konventionen eller opsige den. I mellemtiden tillader EU-retten, at Polen anvender den med henblik på at overholde den internationale forpligtelse, som denne medlemsstat har påtaget sig.

87.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen svarer Sąd Okręgowy w Opolu (den regionale domstol i Opole, Polen) således:

»Artikel 75 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 af 4. juli 2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv, og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis, sammenholdt med samme forordnings artikel 22,

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse ikke er til hinder for, at en bilateral aftale, der er indgået mellem en medlemsstat og et tredjeland inden førstnævntes tiltrædelse af Den Europæiske Union, bestemmer, at en statsborger i det pågældende tredjeland, der er bosiddende i den medlemsstat, som er bundet af den bilaterale aftale, ikke har ret til at vælge den lov, der skal finde anvendelse på vedkommendes arv.«