–

Kansallinen audiovisuaalinen instituutti (KAVI) ved E. Lauri og L. Pekkala,

–

den finske regering ved H. Leppo, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved J. Ringborg, I. Söderlund og F. Thiran, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 34 TEUF og 36 TEUF.

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en sag anlagt af Booky.fi Oy vedrørende en afgørelse truffet af Kansallinen audiovisuaalinen instituutti (KAVI) (det nationale institut på det audiovisuelle område, Finland), hvorved virksomheden i oplysningerne om de videogrammer, der udbydes til salg i dens onlineshop på grundlag af den klassificering, der er fastsat i den finske lovgivning, blev pålagt at angive den aldersgrænse, under hvilken disse videogrammer ikke kan ses.

3

Artikel 17 i konventionen om barnets rettigheder, der blev vedtaget af De Forenede Nationers Generalforsamling den 20. november 1989 (United Nations Treaty Series, bind 1577, s. 3), og som trådte i kraft den 2. september 1990, bestemmer:

»Deltagerstaterne erkender massemediernes vigtige rolle og skal sikre, at barnet har adgang til information og materiale fra forskellige nationale og internationale kilder, særligt sådanne, hvis formål er at fremme barnets sociale, åndelige og moralske velfærd og fysiske og psykiske sundhed. Med henblik herpå skal deltagerstaterne:

[…]

4

Følgende fremgår af 59. og 104. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EF af 10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) (EUT 2010, L 95, s. 1):

[…]

5

§ 1 i kuvaohjelmalaki (710/2011) (lov om videogrammer nr. 710/2011) af 17. juni 2011 (herefter »videogramloven«) bestemmer, at loven har til formål at beskytte børn mod videogrammer, som er skadelige for deres udvikling.

6

Denne lovs § 2, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Loven finder anvendelse på udbydelse af og kontrol med et videogram i Finland, hvis videogrammet tilbydes i fjernsynet eller ved en on demand-tjeneste, som er omfattet af anvendelsesområdet for Laki sähköisen viestinnän palveluista (917/2014) (lov om elektroniske kommunikationstjenester nr. 917/2014). Loven finder anvendelse på øvrige former for udbydelse af videogrammer og kontrollen heraf i Finland, såfremt:

7

I henhold til videogramlovens § 3, nr. 3, forstås i denne lov ved udbydelse af et videogram, at videogrammet gøres offentligt tilgængeligt med henblik på at blive set.

8

Denne lovs § 3, nr. 5, fastsætter, at der ved klassificering forstås undersøgelse baseret på gennemsyn af et videogram af spørgsmålet om, hvorvidt videogrammet kan have skadelig virkning på et barns udvikling under en bestemt aldersgrænse.

9

Nævnte lovs § 5, stk. 1, bestemmer:

»Medmindre andet er fastsat i §§ 9-11, må et videogram kun tilbydes, hvis det er blevet klassificeret i overensstemmelse med § 16, stk. 1, og hvis det indeholder eller ledsages af en klart synlig angivelse af aldersgrænsen og indholdet, eller, hvis der er tale om et videogram som omhandlet i § 16, stk. 3, hvis det indeholder eller ledsages af en klart synlig angivelse af aldersgrænsen og indhold. Hvis der er tale om et videogram som omhandlet i § 16, stk. 2, må det kun tilbydes, hvis det indeholder eller ledsages af en klart synlig angivelse af aldersgrænsen på 18 år.«

10

Videogramlovens § 6, stk. 5, har følgende ordlyd:

»En udbyder af videogrammer skal ved udbydelsen af videogrammerne give oplysninger om aldersgrænserne og om andre foranstaltninger til beskyttelse af børn.«

11

Denne lovs § 9 har følgende ordlyd:

»Et videogram skal hverken klassificeres eller mærkes, hvis det:

Uanset første afsnit, nr. 4, skal et videogram, der udelukkende indeholder markedsføringsmateriale for videogrammer, klassificeres.«

12

Den nævnte lovs § 10 bestemmer:

»Et videogram skal hverken klassificeres eller mærkes, hvis det:

13

Videogramlovens § 11, stk. 1, bestemmer:

»[KAVI] kan efter ansøgning give tilladelse til, at videogrammer uden klassificering eller mærkning i henhold til denne lov udbydes i et særligt arrangement, som organiseres med henblik på udbydelse af videogrammer.«

14

Denne lovs § 15 bestemmer:

»Et videogram anses for skadeligt for børns udvikling, hvis det på grund af voldeligt eller seksuelt indhold eller ved at skabe ubehag eller på anden sammenlignelig måde kan påvirke et barns udvikling negativt.

Ved vurderingen af, om et videogram er skadeligt, skal der tages hensyn til den sammenhæng og den måde, hvorpå begivenhederne beskrives i videogrammet.«

15

Videogramlovens § 16 har følgende ordlyd:

»Såfremt et videogram er til skade for børns udvikling som omhandlet i § 15, skal det, alt efter dets indhold, klassificeres til en aldersgrænse på 7, 12, 16 eller 18 år og påføres et symbol, der beskriver videogrammets indhold. Såfremt et videogram ikke anses for at være skadeligt for børns udvikling, skal det klassificeres som tilladt for alle aldersgrupper.

Hvis et videogram entydigt henvender sig til personer over 18 år, skal det ikke klassificeres. Et videogram af denne art må kun tilbydes, hvis det indeholder eller er ledsaget af en angivelse af, at det er tilladt for personer over 18 år.

[KAVI] kan godkende den aldersgrænse og det symbol til beskrivelse af videogrammets indhold, det er tildelt på Unionens område, med henblik på anvendelsen af videogrammet i Finland i henhold til nærværende lov, uden at videogrammet klassificeres i Finland.«

16

I henhold til denne lovs § 19 har KAVI til opgave at sikre, at loven overholdes.

17

Samme lovs § 30 giver mulighed for at påklage KAVI’s klassificeringsafgørelse.

18

Booky.fi er en finsk virksomhed, der i sin onlineshop markedsfører videogrammer, der er lagret på fysiske medier, heriblandt DVD’er og bluray-disks.

19

I forbindelse med en kontrol foretaget i 2018 konstaterede KAVI, at Booky.fi udbød videogrammer uden de oplysninger om den tilladte aldersgrænse og videogrammets indhold, der kræves i henhold til videogramloven.

20

Ved afgørelse af 9. juli 2018 pålagde KAVI navnlig Booky.fi at tilføje disse oplysninger til oplysningerne om de videogrammer, som virksomheden markedsfører, og ved afgørelse af 9. oktober 2018 afviste KAVI Booky.fi’s klage over denne afgørelse.

21

Booky.fi anlagde sag til prøvelse af KAVI’s afgørelse ved Helsingin hallinto-oikeus (forvaltningsdomstolen i Helsinki, Finland), som ved dom af 9. december 2019 frifandt KAVI. Denne domstol fastslog, at eftersom den offentlige udbydelse af et videogram i en onlineshop i henhold til videogramlovens § 5, stk. 1, begynder på det tidspunkt, hvor videogrammet kan købes eller på anden måde bestilles, skal den i loven nævnte aldersmærkning befinde sig i eller i forbindelse med videogrammet på dette tidspunkt.

22

Booky.fi har til støtte for den appel, som virksomheden har iværksat til prøvelse af denne dom ved Korkein hallinto-oikeus (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Finland), der er den forelæggende ret i denne sag, gjort gældende, at den omstændighed, at videogrammer, som sælges i virksomhedens onlineshop, er pålagt krav om klassificering og mærkning vedrørende den tilladte aldersgrænse i Finland, selv om de i en anden medlemsstat allerede er klassificeret og forsynet med en angivelse af aldersgrænsen i henhold til denne anden medlemsstats lovgivning, udgør en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indførselsrestriktion som omhandlet i artikel 34 TEUF.

23

Ifølge Booky.fi går bestemmelserne i videogramloven ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det tilsigtede mål om beskyttelse af børn, når videogrammerne udelukkende udbydes til myndige købere. Booky.fi har derudover gjort gældende, at kravet i den finske lovgivning om klassificering af alle videogrammer, som udbydes i en onlineshop, er i strid med proportionalitetsprincippet, og at det ville være mindre indgribende for varernes frie bevægelighed, hvis kun de videogrammer, der faktisk importeres til Finland, pålagdes denne forpligtelse. Booky.fi har i denne forbindelse anført, at det alene er på grundlag af dens indkomne ordrer, at virksomheden hos de internationale grossister bestiller de videogrammer, som den udbyder på sit salgssted.

24

Ifølge den forelæggende ret er udbuddet af videogrammer i en onlineshop omfattet af begrebet udbydelse af videogrammer som omhandlet i videogramlovens § 5, stk. 1, således at en angivelse af den aldersgrænse, der svarer til klassificeringen i henhold til denne lov, skal fremgå af oplysningerne om videogrammet på tidspunktet, hvor det udbydes til salg, og dette uafhængigt af den omstændighed, at dets indhold i øvrigt er blevet klassificeret af en anden medlemsstats kompetente myndighed.

25

Markedsføringen af videogrammer ledsaget af aldersgrænseangivelser, der svarer til klassificeringen i en anden medlemsstat, gør det nemlig ikke muligt for køberen på salgstidspunktet at blive informeret om det pågældende videograms indhold og om mærkningen af de i Finland gældende aldersgrænser, hvilket bevirker, at det er umuligt at nå det i videogramlovens omhandlede niveau for beskyttelse af børn.

26

Den forelæggende ret ønsker ikke desto mindre oplyst, om den forpligtelse til klassificering og mærkning af videogrammer på grundlag af alder, der er fastsat i denne lov, under omstændigheder som dem, der foreligger i den tvist, der er indbragt for den, ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det i loven omhandlede mål om beskyttelse af børn.

27

Den forelæggende ret er navnlig af den opfattelse, at omstændighederne i denne tvist adskiller sig fra omstændighederne i den sag, der gav anledning til dom af 14. februar 2008, Dynamic Medien (C-244/06, EU:C:2008:85), for så vidt som forpligtelsen til at angive aldersgrænsen i videogramloven i det foreliggende tilfælde ikke kan fraviges, end ikke, selv om køberen af videogrammet med sikkerhed er myndig.

28

Bestemmelserne i denne lov adskiller sig ligeledes fra den tyske lovgivning, der var genstand for den sag, der gav anledning til dom af 14. februar 2008, Dynamic Medien (C-244/06, EU:C:2008:85), for så vidt som den tyske lov fandt anvendelse på såvel sælgere af videogrammer, der var etableret på det nationale område, som på dem, der var etableret i andre medlemsstater, mens dette ikke er tilfældet for så vidt angår videogramloven.

29

På denne baggrund har Korkein hallinto-oikeus (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

30

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 34 TEUF og 36 TEUF skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der med det formål at beskytte mindreårige mod indholdet af videogrammer, der kan skade deres velvære og udvikling, kræver, at videogrammer, der registreres på et fysisk medium og markedsføres i en onlineshop, forinden har været genstand for en kontrolprocedure og en klassificering med hensyn til aldersgrænsen samt en tilsvarende mærkning i overensstemmelsen med lovgivningen i denne medlemsstat, herunder når de pågældende videogrammer allerede har været genstand for en tilsvarende procedure, klassificering og mærkning i overensstemmelse med lovgivningen i en anden medlemsstat.

31

Den forelæggende ret har endvidere anmodet Domstolen om at præcisere, om det i forbindelse med denne vurdering er relevant, dels at den omhandlede nationale lovgivning ikke fastsætter en undtagelse fra et sådant krav, når det kan påvises, at køberen af et sådant videogram som det, der er omhandlet i denne lovgivning, er myndig, dels at den nævnte lovgivning kun finder anvendelse på videogrammer, der udbydes af virksomheder eller erhvervsdrivende, der er registreret eller etableret i den berørte medlemsstat, af en borger i denne medlemsstat, eller af en person, som har haft sædvanligt opholdssted i nævnte medlemsstat, eller når beslutningen om at levere de omhandlede videogrammer blev truffet i den pågældende medlemsstat.

32

Det skal indledningsvis bemærkes, at de frie varebevægelser mellem medlemsstaterne er et grundlæggende princip i EUF-traktaten, som har fundet udtryk i forbuddet i artikel 34 TEUF mod kvantitative indførselsrestriktioner samt alle foranstaltninger med tilsvarende virkning mellem medlemsstaterne (dom af 18.6.2019, Østrig mod Tyskland, C-591/17, EU:C:2019:504, præmis 119 og den deri nævnte retspraksis).

33

Ifølge fast retspraksis omfatter forbuddet mod foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative indførselsrestriktioner i artikel 34 TEUF alle foranstaltninger fra medlemsstaterne, som direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt, kan hindre samhandelen inden for Unionen (dom af 18.6.2019, Østrig mod Tyskland, C-591/17, EU:C:2019:504, præmis 120 og den deri nævnte retspraksis).

34

Selv hvis en foranstaltning hverken har til formål eller til følge, at varer fra andre medlemsstater behandles mindre gunstigt, er den desuden ligeledes omfattet af begrebet »foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion« som omhandlet i artikel 34 TEUF, såfremt den hindrer varer med oprindelse i andre medlemsstater adgang til markedet i en medlemsstat (dom af 18.6.2019, Østrig mod Tyskland, C-591/17, EU:C:2019:504, præmis 121 og den deri nævnte retspraksis).

35

I det foreliggende tilfælde gør en foranstaltning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter videogrammer i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvori videogrammerne markedsføres i en onlineshop, forinden skal have været genstand for en kontrolprocedure, en klassificering og en mærkning med hensyn til de aldersgrænser, der er fastsat med henblik på beskyttelse af mindreårige, det mere besværligt og omkostningsfyldt at indføre videogrammer fra en anden medlemsstat.

36

En sådan foranstaltning kan derfor hindre adgangen til den berørte medlemsstats marked for videogrammer med oprindelse i andre medlemsstater, og i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 34-32, udgør den følgelig en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion som omhandlet i artikel 34 TEUF, der i princippet er uforenelig med de forpligtelser, der følger af denne artikel (jf. i denne retning dom af 14.2.2008, Dynamic Medien, C-244/06, EU:C:2008:85, præmis 34 og 35).

37

Ifølge fast retspraksis kan en national lovgivning, der udgør en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion, ikke desto mindre være begrundet i et af de almene hensyn, der er opregnet i artikel 36 TEUF, eller af tvingende hensyn. Den nationale foranstaltning skal i begge tilfælde være egnet til at sikre opfyldelsen af det forfulgte mål og må ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå formålet (jf. i denne retning bl.a. dom af 12.11.2015, Visnapuu, C-198/14, EU:C:2015:751, præmis 110 og den deri nævnte retspraksis).

38

I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at den i hovedsagen omhandlede foranstaltning, således som den fremgår af videogramlovens § 1, har til formål at beskytte mindreårige mod videogrammer, hvis indhold er skadeligt for deres udvikling.

39

I denne henseende bemærkes, at beskyttelsen af børn er sikret i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, hvis artikel 24, stk. 1, bestemmer, at børn har ret til den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for deres trivsel. Denne beskyttelse anerkendes ligeledes i flere internationale retsakter, herunder bl.a. konventionen om barnets rettigheder, som er blevet ratificeret af samtlige medlemsstater, og hvis artikel 17, litra e), bestemmer, at deltagerstaterne skal tilskynde til udvikling af passende retningslinjer for beskyttelse af barnet mod oplysning og materiale, der skader dets velfærd.

40

Hvad nærmere bestemt angår videogrammer har EU-lovgiver i 59. betragtning til direktiv 2010/13 fremhævet nødvendigheden af at beskytte mindreårige mod skadeligt indhold, samtidig med at EU-lovgiver i 104. betragtning til samme direktiv har henvist til, at der er tale om at sikre en høj grad af beskyttelse af almene hensyn.

41

Beskyttelsen af mindreårige børn mod videogrammer, hvis indhold er skadeligt for deres velvære og udvikling, udgør dermed et tvingende alment hensyn, der principielt kan berettige en begrænsning af varernes frie bevægelighed (jf. i denne retning dom af 14.2.2008, Dynamic Medien, C-244/06, EU:C:2008:85, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis, og af 19.11.2020, ZW, C-454/19, EU:C:2020:947, præmis 40).

42

Som det fremgår af denne doms præmis 37, skal det desuden vurderes, om den i hovedsagen omhandlede lovgivning er egnet til at sikre opfyldelsen af dette lovlige formål og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt med henblik på at nå det.

43

I denne henseende bemærkes, at det i sidste instans tilkommer den forelæggende ret, som er enekompetent til at bedømme de faktiske omstændigheder i hovedsagen og til at fortolke den nationale lovgivning, at afgøre, om og i hvilket omfang en sådan lovgivning opfylder disse krav (dom af 7.9.2022, Cilevičs m.fl., C-391/20, EU:C:2022:638, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis). Med henblik herpå er en national ret forpligtet til ved hjælp af statistiske eller enkeltstående oplysninger eller på anden måde at foretage en objektiv vurdering af, om de af den pågældende medlemsstat fremlagte beviselementer støtter den konklusion, at der er rimelig grund til at antage, at de valgte midler er egnede til at opfylde de forfulgte formål, såvel som af, om det er muligt at opnå disse formål gennem foranstaltninger, der er mindre restriktive for de frie varebevægelser (jf. i denne retning dom af 19.10.2016, Deutsche Parkinson Vereinigung, C-148/15, EU:C:2016:776, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

44

Domstolen, hvis opgave det er at give den forelæggende ret et fyldestgørende svar, er imidlertid kompetent til på grundlag af det i hovedsagen oplyste samt de for Domstolen indgivne skriftlige indlæg at vejlede den nævnte ret på en sådan måde, at denne kan træffe sin afgørelse (dom af 7.9.2022, Cilevičs m.fl., C-391/20, EU:C:2022:638, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis).

45

Hvad i første række angår spørgsmålet om, hvorvidt den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning er egnet til at nå de påberåbte mål, skal det bemærkes, at kravet om, at de videogrammer, der markedsføres i en medlemsstat, forudgående skal være klassificeret og/eller forsynet med en angivelse af den minimumsalder, som de er tilladt for, er egnet til at beskytte mindreårige mod videogrammer, hvis indhold kan være skadeligt for deres velvære og udvikling, for så vidt som dette krav gør det muligt for forbrugerne at blive informeret om arten af disse videogrammers indhold, og dermed afgøre, hvilke videogrammer der er alderssvarende for børnene i deres varetægt (jf. i denne retning dom af 14.2.2008, Dynamic Medien, C-244/06, EU:C:2008:85, præmis 47).

46

En lovgivning, der fastsætter en sådan foranstaltning, kan imidlertid kun anses for at sikre dette mål, såfremt den reelt opfylder hensynet om at nå målet på en sammenhængende og systematisk måde (jf. i denne retning dom af 4.7.2019, Kommissionen mod Tyskland, C-377/17, EU:C:2019:562, præmis 89 og den deri nævnte retspraksis).

47

I denne henseende bemærkes for det første, at den i hovedsagen omhandlede lovgivning fastsætter flere undtagelser fra forpligtelsen til at klassificere og mærke videogrammer i Finland.

48

Som det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, er disse undtagelser i §§ 9 og 10 i videogramloven baseret på det pågældende videograms indhold eller den sammenhæng, hvori det udbydes. I henhold til denne lovs § 11 kan der desuden på visse betingelser indrømmes en undtagelse efter ansøgning.

49

Sådanne undtagelser har imidlertid en begrænset rækkevidde, for så vidt som de er strengt definerede og/eller vedrører videogrammer, hvis indhold ikke umiddelbart er skadeligt for mindreåriges udvikling. Med forbehold for den forelæggende rets efterprøvelse synes disse undtagelser således ikke at være af en sådan art, at de er til hinder for virkeliggørelsen af det mål, der forfølges med den nævnte lov.

50

For det andet bemærkes, at det fremgår af videogramlovens § 2, at videogrammer kun er omfattet af denne lov, hvis de markedsføres i Finland af en virksomhed eller en erhvervsdrivende, der er registreret eller har et forretningssted i denne medlemsstat, af en finsk statsborger eller af en person, der har sit sædvanlige opholdssted i Finland, eller hvis afgørelsen om at markedsføre videogrammet er truffet i Finland.

51

For så vidt som en sådan bestemmelse medfører, at en del af de videogrammer, der kan markedsføres i Finland fra en anden medlemsstat, udelukkes fra anvendelsesområdet for videogramloven, og således gør det muligt i Finland at markedsføre videogrammer uden mærkning af den minimumsalder, de er tilladt for, synes denne bestemmelse at være egnet til kunne begrænse effektiviteten af den i hovedsagen omhandlede lovgivning til skade for gennemførelsen af målet om beskyttelse af mindreårige.

52

Den finske regering har i sine skriftlige indlæg anført, at det ikke har været muligt i Finland at indføre en retlig ordning, hvorefter videogrammer, der sælges ved fjernsalg fra en anden medlemsstat, kan undergives den i videogramloven fastsatte klassificeringspligt. Under alle omstændigheder ville det i praksis have været umuligt effektivt at overvåge overholdelsen af en sådan forpligtelse.

53

Den finske regering har desuden anført, at størstedelen af de finske forbrugere foretager deres indkøb i onlineshops, der er etableret i Finland, således at gennemførelsen af det mål, der forfølges med videogramloven, ikke grundlæggende bringes i fare af den omstændighed, at lovens bestemmelser ikke omfatter samtlige udenlandske udbydere af videogrammer.

54

Som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 43, påhviler det den forelæggende ret på grundlag af bl.a. de oplysninger, der er fremlagt af myndighederne i den pågældende medlemsstat, objektivt at undersøge, om forpligtelsen til at klassificere og mærke videogrammer, der markedsføres i Finland, navnlig henset til anvendelsesområdet for den i hovedsagen omhandlede lovgivning, reelt opfylder formålet om at beskytte mindreårige mod sådanne videogrammer, hvis indhold kan være skadelig for deres velvære og deres udvikling.

55

Med henblik herpå skal der bl.a. tages hensyn til formålet med begrænsningen af den i hovedsagen omhandlede lovgivnings anvendelsesområde og de konsekvenser, som denne begrænsning konkret har for opfyldelsen af det forfulgte mål.

56

Hvad i anden række angår vurderingen af nødvendigheden af den i hovedsagen omhandlede foranstaltning skal det fremhæves, at i mangel af harmonisering på EU-plan af de regler, der finder anvendelse på klassificering og mærkning af videogrammer, tilkommer det medlemsstaterne at fastlægge det niveau, hvorpå de ønsker at sikre beskyttelsen af mindreårige mod et indhold af videogrammer, der kan være skadeligt for deres velære og deres udvikling.

57

Det er således ikke absolut nødvendigt, at de foranstaltninger, der er fastsat af en medlemsstat til beskyttelse af børns rettigheder, svarer til en opfattelse, som deles af samtlige medlemsstater med hensyn til beskyttelsens niveau og midlerne hertil. Eftersom denne opfattelse kan variere fra en medlemsstat til en anden alt afhængig af betragtninger af bl.a. moralsk eller kulturel art, må medlemsstaterne indrømmes en vis skønsbeføjelse på dette område (jf. i denne retning dom af 19.11.2020, ZW, C-454/19, EU:C:2020:947, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

58

Den omstændighed, at en medlemsstat har indført andre regler til beskyttelse af mindreårige mod indhold, der kan være skadeligt for deres velvære og deres udvikling, end dem, som en anden medlemsstat har indført, kan ikke i sig selv påvirke bedømmelsen af, om de nationale bestemmelser, der er fastsat på området, er forholdsmæssige, idet bedømmelsen af disse bestemmelser alene skal foretages under hensyn til det tilsigtede mål og det beskyttelsesniveau, som den pågældende medlemsstat ønsker at sikre (jf. i denne retning dom af 14.2.2008, Dynamic Medien, C-244/06, EU:C:2008:85, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

59

Det følger navnlig heraf, at en medlemsstat med rette kan antage, at de forbrugere, der befinder sig på dens område, skal kunne støtte sig på de alders- og indholdsmæssige angivelser, der afspejler de betragtninger af moralsk eller kulturel art, der er fremherskende i den pågældende medlemsstat, for at de på et velinformeret grundlag kan beslutte, om et givent videogram er tilpasset alderen på mindreårige i deres varetægt.

60

Det kan derfor ikke kræves af en medlemsstat, at den skal give afkald på forpligtelsen til, at videogrammer, der markedsføres i en onlineshop, i denne medlemsstat af hensyn til beskyttelsen af mindreårige forinden underkastes en klassificering og mærkning af aldersgrænsen med den begrundelse, at et sådant videogram i en anden medlemsstat allerede har været genstand for en klassificering og mærkning i denne henseende.

61

En medlemsstat kan heller ikke være forpligtet til at fastsætte en undtagelse fra forpligtelsen til at underkaste videogrammer en klassificering og mærkning af aldersgrænsen, såfremt det kan godtgøres, at erhververen af et videogram er myndig. Såfremt klassificeringen og mærkningen af aldersgrænsen på videogrammer først sker efter afsendelsen af det medium, hvorpå de er registreret, og ikke før købet heraf, vil forbrugerne nemlig ikke på et velinformeret grundlag være i stand til at afgøre, om et videogram er tilpasset alderen på de mindreårige, der er i deres varetægt, eller som kan få adgang til det pågældende videogram. Der er således større risiko for, at en mindreårig får adgang til et videogram, der er uegnet til den pågældendes alder. Henset til disse betragtninger kan det heller ikke kræves af en medlemsstat, at den alene underkaster de videogrammer, som leveres til den pågældende medlemsstat, forpligtelsen om klassificering og mærkning.

62

Det skal desuden bemærkes, at hindringen for den frie bevægelighed af videogrammer bestående i en foranstaltning som den i hovedsagen omhandlede ikke synes at gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det mål, der forfølges med den pågældende foranstaltning, hvilket det ikke desto mindre tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

63

I denne henseende skal det navnlig bemærkes, at den finske lovgiver, således som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, har begrænset anvendelsesområdet for den omtvistede foranstaltning til videogramlovens § 2, stk. 1, og har fastsat flere undtagelser til forpligtelsen til at klassificere og mærke videogrammer i denne lovs §§ 9-11.

64

Der er i øvrigt intet i de sagsakter, som Domstolen råder over, der giver anledning til at antage, at den klassificeringsprocedure, der følges i henhold til den nævnte lov, ikke er let tilgængelig, at den ikke kan afsluttes inden for en rimelig frist, eller at den afgørelse, der træffes i denne henseende, ikke vil kunne indbringes for domstolene, såfremt den fører til et afslag. Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret at efterprøve dette (jf. i denne retning dom af 14.2.2008, Dynamic Medien, C-244/06, EU:C:2008:85, præmis 50 og 51).

65

Henset til ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares som følger:

66

Henset til besvarelsen af det første præjudicielle spørgsmål, er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.

67

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tiende Afdeling) for ret:

Artikel 34 TEUF og 36 TEUF skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der med det formål at beskytte mindreårige mod indholdet af videogrammer, der kan skade deres velvære og udvikling, kræver, at videogrammer, der registreres på et fysisk medium og markedsføres i en onlineshop, forinden har været genstand for en kontrolprocedure og en klassificering med hensyn til aldersgrænsen samt en tilsvarende mærkning i overensstemmelsen med lovgivningen i denne medlemsstat, herunder når de pågældende videogrammer allerede har været genstand for en tilsvarende procedure, klassificering og mærkning i overensstemmelse med lovgivningen i en anden medlemsstat, forudsat at denne lovgivning er egnet til at sikre virkeliggørelsen af dette mål og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå det.

I denne henseende er den omstændighed, at en del af de videogrammer, der kan markedsføres i den berørte medlemsstat fra en anden medlemsstat, udelukkes fra anvendelsesområdet for denne lovgivning, ikke afgørende, forudsat at en sådan begrænsning ikke er til hinder for opfyldelsen af det forfulgte mål. Det er heller ikke afgørende, at den omhandlede nationale lovgivning ikke fastsætter en undtagelse fra det pågældende krav, når det kan påvises, at køberen af et videogram som det, der er omhandlet i denne lovgivning, er myndig.