–

Tilman SA ved N. Cariat, A. Hoc og B. Hoc,

–

Unilever Supply Chain Company AG ved advocaat W. van Eeckhoutte,

–

den belgiske regering ved M. Jacobs, C. Pochet og M. van Regemorter, som befuldmægtigede,

–

den tyske regering ved J. Möller, U. Bartl, M. Hellmann og R. Kanitz, som befuldmægtigede,

–

den schweiziske regering ved N. Marville-Dosen og J. Schickel-Küng, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved A. Azéma og S. Noë, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 23, stk. 1, litra a), og artikel 23, stk. 2, i konventionen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, der blev undertegnet den 30. oktober 2007, og hvis indgåelse blev godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2009/430/EF af 27. november 2008 (EUT 2009, L 147, s. 1, herefter »Lugano II-konventionen«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Tilman SA, der har hjemsted i Belgien, og Unilever Supply Chain Company AG (herefter »Unilever«), der har hjemsted i Schweiz, vedrørende Unilevers manglende betaling af de beløb, som Tilman har faktureret.

3

Lugano II-konventionen blev undertegnet af Det Europæiske Fællesskab, Kongeriget Danmark, Republikken Island, Kongeriget Norge og Det Schweiziske Forbund.

4

Konventionens artikel 1, stk. 3, har følgende ordlyd:

»I denne konvention forstås ved »konventionsstat« enhver stat, som er kontraherende part i denne konvention, eller en medlemsstat i Det Europæiske Fællesskab. Det kan også betyde Det Europæiske Fællesskab.«

5

Konventionens artikel 23 under overskriften »Aftaler om værneting« bestemmer i stk. 1 og 2:

»1.   Såfremt parterne i tilfælde, hvor mindst en af dem har bopæl på en konventionsstats område, har aftalt, at en ret eller retterne i en konventionsstat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er denne ret eller disse retter kompetente. Medmindre parterne har aftalt andet, er denne ret eller disse retter enekompetente. En sådan aftale om værneting skal være indgået:

2.   Med »skriftligt« sidestilles enhver elektronisk meddelelse, som varigt dokumenterer aftalen om værneting.«

6

Samme konventions artikel 64, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:

»1.   Denne konvention berører ikke Det Europæiske Fællesskabs medlemsstaters anvendelse af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 [af 22. december 2000] om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager [(EFT 2001, L 12, s. 1, herefter »Bruxelles I-forordningen«)], med eventuelle ændringer, af konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager [(EFT 1978, L 304, s. 1)], undertegnet i Bruxelles den 27. september 1968, og protokollen om EF-Domstolens fortolkning af nævnte konvention, undertegnet i Luxembourg den 3. juni 1971, som ændret ved konventionerne om tiltrædelse af nævnte konvention og protokol af stater, der har tiltrådt De Europæiske Fællesskaber [(herefter »Bruxelleskonventionen«)], samt af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, undertegnet i Bruxelles den 19. oktober 2005.

2.   Nærværende konvention finder dog altid anvendelse:

[…]«

7

Følgende fremgår af artikel 1, stk. 1, i protokol nr. 2 om ensartet fortolkning af [Lugano II-]konventionen og om det stående udvalg:

»Enhver ret, som anvender og fortolker denne konvention, skal tage behørigt hensyn til de principper, der er lagt til grund i enhver relevant afgørelse om den eller de pågældende bestemmelser eller enhver lignende bestemmelse i Lugano-konventionen af 1988 og de retsakter, der er nævnt i artikel 64, stk. 1, i denne konvention, truffet af retterne i konventionsstaterne og af Domstolen for De Europæiske Fællesskaber.«

8

Bruxelles I-forordningens artikel 23, stk. 1 og 2, fastsætter:

»1.   Såfremt parterne i tilfælde, hvor mindst en af dem har bopæl på en medlemsstats område, har aftalt, at en ret eller retterne i en medlemsstat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er denne ret eller retterne i den pågældende medlemsstat kompetente. Medmindre parterne har aftalt andet, er denne ret eller disse retter enekompetente. En sådan aftale om værneting skal være indgået:

2.   Med »skriftligt« sidestilles enhver elektronisk meddelelse, som varigt dokumenterer aftalen om værneting.«

9

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1, herefter »Bruxelles Ia-forordningen«) har ophævet Bruxelles I-forordningen.

10

Bruxelles Ia-forordningens artikel 25 under overskriften »Aftaler om værneting«, som findes i denne forordnings kapitel II, der selv har overskriften »Kompetence«, bestemmer:

»1.   Såfremt parterne, uanset deres bopæl, har aftalt, at en ret eller retterne i en medlemsstat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er denne ret eller disse retter kompetente, medmindre aftalen er materielt ugyldig efter loven i den pågældende medlemsstat. Medmindre parterne har aftalt andet, er denne ret eller disse retter enekompetente. Værnetingsaftalen skal være indgået:

2.   Med »skriftligt« sidestilles enhver elektronisk meddelelse, som varigt dokumenterer aftalen om værneting.

[…]«

11

Artikel 2 i aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (EUT 2020, L 29, s. 7), der blev undertegnet den 24. januar 2020 i Bruxelles og London og trådte i kraft den 1. februar 2020 (herefter »udtrædelsesaftalen«), bestemmer:

»I denne aftale forstås ved:

[…]«

12

Denne aftales artikel 67 med overskriften »Retternes kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og dermed forbundet samarbejde mellem centralmyndigheder« fastsætter i stk. 1:

»Med hensyn til retssager anlagt inden overgangsperiodens udløb og retssager eller krav, som er indbyrdes sammenhængende med sådanne retssager i henhold til [Bruxelles Ia-forordningens] artikel 29, 30 og 31 […], finder følgende retsakter eller bestemmelser anvendelse i Det Forenede Kongerige samt i medlemsstaterne i situationer, der involverer Det Forenede Kongerige:

[…]«

13

Udtrædelsesaftalens artikel 126 med overskriften »Overgangsperiode« har følgende ordlyd:

»Der er en overgangs- eller gennemførelsesperiode, som starter på dagen for denne aftales ikrafttræden og slutter den 31. december 2020.«

14

Samme aftales artikel 127 med overskriften »Overgangsperiodens anvendelsesområde« bestemmer:

»1.   Medmindre andet er fastsat i denne aftale, finder EU-retten anvendelse på og i Det Forenede Kongerige i overgangsperioden.

[…]

6.   Medmindre andet er fastsat i denne aftale, forstås enhver henvisning til medlemsstaterne i den EU-ret, som finder anvendelse i henhold til stk. 1, herunder som gennemført og anvendt af medlemsstaterne, i overgangsperioden således, at den omfatter Det Forenede Kongerige.

[…]«

15

Den 22. november 2010 indgik Tilman og Unilever en første kontrakt, i medfør af hvilken førstnævnte forpligtede sig til, for sidstnævntes regning, at emballere og pakke teposer i æsker til en bestemt pris.

16

Ved en anden kontrakt indgået den 6. januar 2011 blev den aftalte pris ændret. Denne kontrakt præciserede, at medmindre andet var fastsat i de øvrige bestemmelser, var den reguleret af Unilevers almindelige forretningsbetingelser for varekøb, der kunne tilgås og downloades fra et websted via et hyperlink i den nævnte kontrakt, og som fastsatte, at hver kontraktpart »uigenkaldeligt undergiver sig de engelske retters kompetence med henblik på bilæggelse af enhver tvist, der direkte eller indirekte måtte opstå som følge af kontrakten«.

17

Efter en ændring i faktureringspraksis opstod der uenighed mellem parterne om forhøjelsen af den fakturerede pris, og Unilever betalte kun delvist de fakturaer, som Tilman udstedte.

18

Tilman stævnede Unilever ved de belgiske retter med påstand om betaling af de udestående beløb. Unilever gjorde da gældende, at i henhold til de almindelige forretningsbetingelser i den i hovedsagen omhandlede kontrakt, havde alene de engelske retter kompetence til at påkende sagen.

19

Ved dom af 12. august 2015 erklærede den belgiske ret i første instans sig kompetent til at træffe afgørelse i sagen, idet den samtidig fastslog, at kontrakten var reguleret af og skulle fortolkes efter engelsk ret.

20

Tilman appellerede denne dom, idet selskabet gjorde gældende, at kontrakten skulle fortolkes efter belgisk ret. Unilever iværksatte kontraappel, idet dette selskab gjorde gældende, at kompetencen ikke tilkom de belgiske retter, men de engelske retter.

21

Ved dom af 12. februar 2020 tog cour d’appel de Liège (appeldomstolen i Liège, Belgien) den af Unilever fremsatte kompetenceindsigelse til følge, idet den fandt, at i henhold til værnetingsklausulen indeholdt i de almindelige forretningsbetingelser i den i hovedsagen omhandlede kontrakt, havde de belgiske retter ikke kompetence til at påkende den tvist, der var opstået angående opfyldelsen af den nævnte kontrakt.

22

Tilman har iværksat kassationsanke til prøvelse af denne dom ved Cour de cassation (kassationsdomstol, Belgien), idet selskabet har gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af Lugano II-konventionens artikel 23, stk. 1 og 2. Ifølge Tilman havde cour d’appel de Liège (appeldomstolen i Liège) med urette sidestillet situationen i hovedsagen med den situation, hvor aftalen indgås over internettet, men hvor køberen skal sætte kryds i et felt for at bekræfte, at denne accepterer sælgerens almindelige forretningsbetingelser.

23

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om bevisbyrden for, at Tilman reelt har givet sit samtykke til en værnetingsklausul, er løftet i hovedsagen, eftersom denne klausul var indeholdt i Unilevers almindelige forretningsbetingelser for varekøb og ikke i den i hovedsagen omhandlede kontrakt, og at disse betingelser ikke umiddelbart var vedlagt som bilag til kontrakten.

24

Denne ret har på den ene side anført, at cour d’appel de Liège (appeldomstolen i Liège) i dom af 12. februar 2020 fastslog, at de betingelser, der er opstillet i Domstolens praksis, bl.a. i dom af 14. december 1976, Estasis Saloti di Colzani (24/76, EU:C:1976:177), og af 21. maj 2015, El Majdoub (C-322/14, EU:C:2015:334), syntes at være opfyldt.

25

Hvad angår betingelsen om, at kontrakten udtrykkeligt skal henvise til de almindelige forretningsbetingelser, er det i den kontrakt, som Unilever fremsendte til Tilman til underskrift, og som faktisk blev underskrevet af denne sidstnævnte den 6. januar 2011, således udtrykkeligt fastsat, at den er reguleret af Unilevers almindelige forretningsbetingelser for varekøb, medmindre andet er fastsat i den eller i andre aftaler, som parterne har indgået. For så vidt angår betingelsen om, at henvisningen til de almindelige forretningsbetingelser »skal kunne efterprøves« af en person, som udviser almindelig omhu, indeholder den nævnte kontrakt et hypertekstlink til et websted, der gør det muligt at tilgå Unilevers almindelige forretningsbetingelser. Med hensyn til betingelsen om, at almindelige forretningsbetingelser skal kunne »lagres på et varigt medium«, har Tilman haft mulighed for, ved at tilgå det websted, hvor Unilevers almindelige forretningsbetingelser findes, at downloade og udskrive dem.

26

På den anden side blev Tilman imidlertid ikke opfordret til afkrydse et felt til angivelse af, at dette selskab accepterede Unilevers almindelige forretningsbetingelser, således at der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt bestemmelserne i Lugano II-konventionens artikel 23, stk. 1 og 2, er blevet overholdt.

27

På denne baggrund har Cour de cassation (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Kan [Lugano II-konventionens] artikel 23, stk. 1, litra a), og [artikel 23,] stk. 2, […], anses for opfyldt, når en værnetingsklausul er indeholdt i de almindelige forretningsbetingelser, hvortil der henvises i en skriftligt indgået aftale ved angivelse af et hypertekstlink til et websted, der giver mulighed for at få kendskab til de nævnte almindelige forretningsbetingelser, downloade og udskrive dem, uden at den part, over for hvem denne klausul gøres gældende, er blevet opfordret til at acceptere disse almindelige forretningsbetingelser ved afkrydsning af et felt på det pågældende websted?«

28

Det bemærkes indledningsvis, at i henhold til udtrædelsesaftalens artikel 67, stk. 1, litra a), finder bestemmelserne om retternes kompetence i Bruxelles Ia-forordningen anvendelse i Det Forenede Kongerige samt i medlemsstaterne i situationer, der involverer Det Forenede Kongerige på retssager anlagt inden overgangsperiodens udløb som fastsat i denne aftales artikel 126.

29

I henhold til samme aftales artikel 127 finder EU-retten – herunder internationale aftaler, hvorunder henhører Lugano II-konventionen – endvidere anvendelse på Det Forenede Kongerige i overgangsperioden.

30

Hvad angår værnetingsklausuler skal det bemærkes, at disse efter deres karakter er et værnetingsvalg, som er uden retsvirkning, så længe der ikke er anlagt en retssag, og som først får virkning den dag, da denne anlægges (dom af 13.11.1979, Sanicentral, 25/79, EU:C:1979:255, præmis 6). Det er derfor dette tidspunkt, som er afgørende for bedømmelsen af en sådan klausuls rækkevidde i forhold til de retsregler, der finder anvendelse på dette tidspunkt.

31

I den foreliggende sag fremgår det imidlertid af oplysningerne i de sagsakter, som Domstolen råder over, at den i hovedsagen omhandlede retssag blev anlagt før den 31. december 2020, som er datoen for udløbet af den overgangsperiode, der er fastsat i udtrædelsesaftalens artikel 126, således at en fortolkning af Lugano II-konventionen fortsat er nødvendig for at afgøre tvisten i hovedsagen.

32

Med hensyn til sagens realitet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Lugano II-konventionens artikel 23, stk. 1, litra a), og artikel 23, stk. 2, skal fortolkes således, at en værnetingsklausul er gyldigt indgået, når den er indeholdt i de almindelige forretningsbetingelser, hvortil der henvises i den skriftligt indgåede aftale ved angivelse af et hypertekstlink til et websted, der giver mulighed for at få kendskab til de nævnte almindelige forretningsbetingelser, downloade og udskrive dem, uden at den part, over for hvem denne klausul gøres gældende, er blevet opfordret til at acceptere disse almindelige forretningsbetingelser ved afkrydsning af et felt på det pågældende websted.

33

Med henblik på at besvare dette spørgsmål skal det bemærkes, således som det følger af artikel 1, stk. 1, i protokol nr. 2 om fortolkning af Lugano II-konventionen, at denne konvention skal anvendes og fortolkes under hensyntagen til de principper, der er lagt til grund af Domstolen om den eller de pågældende bestemmelser eller enhver lignende bestemmelse i andre retsakter, herunder Bruxelleskonventionen og Bruxelles I-forordningen.

34

Således, og for så vidt som Lugano II-konventionens artikel 23, stk. 1 og 2, er identisk med Bruxelles I-forordningens artikel 23, stk. 1 og 2, og for så vidt som denne forordnings artikel 23, stk. 1, selv var affattet med stort set samme ordlyd som Bruxelleskonventionens artikel 17, stk. 1, skal der med henblik på fortolkningen af Lugano II-konventionens artikel 23, stk. 1 og 2, tages hensyn til Domstolens fortolkning af de tilsvarende bestemmelser i Bruxelleskonventionen og Bruxelles I-forordningen (jf. analogt dom af 7.2.2013, Refcomp, C-543/10, EU:C:2013:62, præmis 18 og 19, og af 21.5.2015, El Majdoub, C-322/14, EU:C:2015:334, præmis 27 og 28). Tilsvarende skal der, for så vidt som Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, stk. 1 og 2, med en i det væsentlige identisk affattelse har erstattet Bruxelles I-forordningens artikel 23, stk. 1 og 2, ligeledes tages hensyn til Domstolens praksis vedrørende den førstnævnte af disse bestemmelser.

35

I henhold til Lugano II-konventionens artikel 23, stk. 1, kan parterne i tilfælde, hvor mindst en af dem har bopæl på en konventionsstats område, aftale, at en ret ligeledes i en konventionsstat skal være enekompetent til at påkende allerede opståede tvister i anledning af et bestemt retsforhold. For at være gyldig skal denne kompetencetildeling navnlig være indgået, således som det fremgår af denne bestemmelses litra a), »skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekræftelse«.

36

Med hensyn til bestemmelserne i Bruxelles I-forordningens artikel 23 har Domstolen fastslået, at de skal fortolkes strengt for så vidt angår de deri opstillede betingelser, idet de både udelukker den kompetence, der følger af det almindelige princip i forordningens artikel 2 om, at sag skal anlægges, hvor sagsøgte har bopæl, og de specielle kompetenceregler i forordningens artikel 5-7 (jf. i denne retning dom af 21.5.2015, El Majdoub, C-322/14, EU:C:2015:334, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

37

Det fremgår klart af Bruxelles I-forordningens artikel 23, stk. 1, at bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til de tilfælde, hvor parterne har »aftalt«, at en ret skal være kompetent. Det er denne viljesoverensstemmelse mellem parterne, der i medfør af princippet om parternes frie vilje begrunder, at valget af en ret gives forrang for den ret, der ellers eventuelt ville have haft kompetence i henhold til forordningen (jf. i denne retning dom af 21.5.2015, El Majdoub, C-322/14, EU:C:2015:334, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis, og af 20.4.2016, Profit Investment SIM, C-366/13, EU:C:2016:282, præmis 24).

38

Ved at gøre gyldigheden af en sådan aftale om værneting betinget af en »aftale« mellem parterne, pålægger Bruxelles I-forordningens artikel 23, stk. 1, den ret, for hvilken sagen er forelagt, at efterprøve, om den kontraktbestemmelse, som tillægger retten kompetence, faktisk har været genstand for parternes samstemmende vilje, idet denne samstemmende vilje skal være udtrykt klart og præcist (jf. analogt dom af 14.12.1976, Estasis Saloti di Colzani, 24/76, EU:C:1976:177, præmis 7, af 7.2.2013, Refcomp, C-543/10, EU:C:2013:62, præmis 27, og af 20.4.2016, Profit Investment SIM, C-366/13, EU:C:2016:282, præmis 27).

39

Formkravene i Bruxelles I-forordningens artikel 23, stk. 1, skal nemlig sikre, at parternes samstemmende vilje faktisk har været til stede (jf. analogt for så vidt angår Bruxelleskonventionen dom af 14.12.1976, Estasis Saloti di Colzani, 24/76, EU:C:1976:177, præmis 7), idet det at sikre, at der reelt er opnået enighed, er et af bestemmelsens formål (jf. i denne retning dom af 7.2.2013, Refcomp, C-543/10, EU:C:2013:62, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis, og af 20.4.2016, Profit Investment SIM, C-366/13, EU:C:2016:282, præmis 27).

40

Domstolen har i denne henseende for så vidt angår Bruxelleskonventionen fastslået, at en værnetingsklausul indeholdt i en af parternes almindelige forretningsbetingelser i de tilfælde, hvor disse almindelige forretningsbetingelser er trykt på bagsiden af kontrakten, og denne kontrakt udtrykkeligt henviser til de nævnte almindelige forretningsbetingelser, eller i det tilfælde, hvor parterne i kontraktteksten har henvist til et tilbud, som udtrykkeligt havde henvist til almindelige forretningsbetingelser, når denne udtrykkelige henvisning kan efterprøves af en medkontrahent, der udviser almindelig opmærksomhed, og såfremt det er godtgjort, at de almindelige forretningsbetingelser indeholdende værnetingsklausulen faktisk er meddelt medkontrahenten, principielt opfylder kravet om skriftlighed i denne konventions artikel 17, stk. 1 (jf. i denne retning dom af 14.12.1976, Estasis Saloti di Colzani, 24/76, EU:C:1976:177, præmis 10 og 12).

41

Domstolen har imidlertid præciseret, at formkravet om skriftlighed i Bruxelleskonventionens artikel 17, stk. 1, ikke er opfyldt ved indirekte eller stiltiende henvisning til tidligere skrivelser, da der i dette tilfælde ikke er vished for, at værnetingsklausulen faktisk har været en del af selve kontrakten (jf. i denne retning dom af 14.12.1976, Estasis Saloti di Colzani, 24/76, EU:C:1976:177, præmis 12).

42

Tilsvarende har Domstolen fastslået, at en værnetingsklausul ikke opfylder kravene i Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, stk. 1, litra a), hvis ordlyd ligner ordlyden af Lugano II-konventionens artikel 23, stk. 1, litra a), når kontrakten blev indgået mundtligt uden efterfølgende skriftlig bekræftelse, og når de almindelige forretningsbetingelser indeholdende den omhandlede værnetingsklausul kun er nævnt i de fakturaer, der er udstedt af en af parterne (jf. i denne retning dom af 8.3.2018, Saey Home & Garden, C-64/17, EU:C:2018:173, præmis 28 og 29).

43

Det fremgår af Bruxelles I-forordningens artikel 23, stk. 2, der i forhold til Bruxelleskonventionens artikel 17 udgør en ny bestemmelse, som er blevet tilføjet med henblik på at tage hensyn til udviklingen af nye kommunikationsteknikker, at gyldigheden af en værnetingsaftale som den i hovedsagen omhandlede bl.a. kan afhænge af muligheden for at dokumentere aftalen varigt (dom af 21.5.2015, El Majdoub, C-322/14, EU:C:2015:334, præmis 32).

44

Som det således fremgår af en ordlydsfortolkning af denne bestemmelse, opstiller den et krav om, at der skal gives mulighed for varigt at dokumentere værnetingsaftalen, uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt teksten til de almindelige betingelser faktisk er blevet varigt dokumenteret af køberen, efter eller før den pågældende satte kryds ved det felt, der angav, at vedkommende havde accepteret de nævnte betingelser (dom af 21.5.2015, El Majdoub, C-322/14, EU:C:2015:334, præmis 33).

45

Formålet med denne bestemmelse er nemlig at sidestille bestemte elektroniske meddelelsesformer med den skriftlige form med henblik på at forenkle den elektroniske indgåelse af aftaler, idet der også er blevet foretaget en meddelelse af de pågældende oplysninger, såfremt disse oplysninger gøres tilgængelige på en skærm. Det er, for at en elektronisk meddelelse skal kunne frembyde de samme garantier, navnlig på bevisområdet, tilstrækkeligt, at det er muligt at gemme og udskrive oplysningerne inden aftaleindgåelsen (dom af 21.5.2015, El Majdoub, C-322/14, EU:C:2015:334, præmis 36).

46

I den foreliggende sag fremgår det af de sagsakter, som Domstolen råder over, at den i hovedsagen omhandlede værnetingsklausul er fastsat i Unilevers almindelige forretningsbetingelser, som der udtrykkeligt er henvist til i den skriftlige kontrakt, som parterne har indgået.

47

Hvad angår en situation, hvor de almindelige forretningsbetingelser, hvori værnetingsklausulen er indeholdt, som det er tilfældet i den foreliggende sag, ikke umiddelbart er vedlagt kontrakten, skal det bemærkes, at henset til den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 37-45, er en sådan klausul tilladt, når der i selve teksten i den af begge kontrahenter undertegnede kontrakt udtrykkeligt er henvist til disse almindelige forretningsbetingelser, der indeholder værnetingsklausulen.

48

Dette gælder imidlertid kun, såfremt henvisningen er udtrykkelig, og en part, som udviser almindelig omhu, kan kontrollere denne, og såfremt det er fastslået, at de almindelige forretningsbetingelser, der indeholder værnetingsklausulen, faktisk er blevet meddelt den anden kontraherende part (dom af 7.7.2016, Hőszig, C-222/15, EU:C:2016:525, præmis 40).

49

I den foreliggende sag synes det ubestridt, at den i hovedsagen omhandlede kontrakttekst indeholder en udtrykkelig henvisning, som kassationsappellanten i hovedsagen kan kontrollere, hvilket det imidlertid påhviler den forelæggende ret at bedømme.

50

Det skal derfor efterprøves, om de almindelige forretningsbetingelser faktisk er blevet meddelt denne kontraherende part.

51

For så vidt som meddelelsen af de pågældende oplysninger i henhold til Bruxelles I-forordningens artikel 23, stk. 2, således som fortolket af Domstolen, er foretaget, såfremt disse oplysninger gøres tilgængelige på en skærm, er henvisningen i en skriftlig kontrakt til de almindelige forretningsbetingelser ved angivelse af et hypertekstlink til et websted, der principielt giver mulighed for at få kendskab til disse almindelige forretningsbetingelser – under forudsætning af, at dette hypertekstlink fungerer og kan aktiveres af en part, som udviser almindelig omhu – a fortiori et bevis for meddelelse af disse oplysninger.

52

I et sådant tilfælde kan den omstændighed, at der på det pågældende websted ikke findes et felt, der kan afkrydses for at tilkendegive samtykke til disse almindelige forretningsbetingelser, eller at siden med disse almindelige forretningsbetingelser ikke åbnes automatisk ved adgangen til det nævnte websted, ikke ændre en sådan konklusion (jf. i denne retning dom af 21.5.2015, El Majdoub, C-322/14, EU:C:2015:334, præmis 39), idet det er muligt at tilgå de nævnte almindelige forretningsbetingelser inden underskrivelsen af kontrakten, og idet accepten af disse betingelser finder sted ved den pågældende kontraherende parts underskrift.

53

Da det er tilstrækkeligt for at opfylde formkravene, at der blot er mulighed for, inden kontraktens indgåelse, at gemme og udskrive de almindelige forretningsbetingelser, er det endvidere ikke af afgørende betydning, om de meddelte oplysninger er blevet »givet« af den pågældende virksomhed eller »modtage[t]« af kontrahenten.

54

Formkravene i Bruxelles I-forordningens artikel 23, stk. 1, har således til formål at sikre, at handelssædvaner ikke hindres, samtidig med, at virkningerne af værnetingsklausuler, der risikerer ubemærket at blive inkluderet i kontrakterne, neutraliseres, hvilket eksempelvis gælder værnetingsklausuler, der er trykt på forretningsbreve eller på fakturaer, som ikke er godkendt af den part, de gøres gældende mod (jf. i denne retning dom af 24.6.1981, Elefanten Schuh, 150/80, EU:C:1981:148, præmis 24, og af 7.7.2016, Hőszig, C-222/15, EU:C:2016:525, præmis 36).

55

I det foreliggende tilfælde vedrører hovedsagen vedvarende forretningsforbindelser mellem erhvervsvirksomheder, således at kravene om beskyttelse af forbruger/køber ikke kan tages i betragtning.

56

Under alle omstændigheder, og selv om den forelæggende ret ikke har spurgt Domstolen om, hvorvidt der eksisterer en international handelssædvane, som var kendt af parterne, skal det tilføjes, at ud over de to muligheder, som Lugano II-konventionens artikel 23, stk. 1, fastsætter i litra a), nemlig den skriftlige indgåelse eller den mundtlige indgåelse med skriftlig bekræftelse, tilføjer denne artikel 23, stk. 1, i litra b) og c), at en værnetingsklausul ligeledes kan indgås henholdsvis i en form, der er i overensstemmelse med den skik og brug, som parterne følger i deres indbyrdes forhold eller inden for international handel, i en form i overensstemmelse med en sædvane, som parterne havde eller burde have kendskab til, og som inden for sådan handel er almindelig kendt og regelmæssigt fulgt af parter i aftaler af samme type inden for den pågældende handelsbranche (jf. analogt dom af 8.3.2018, Saey Home & Garden, C-64/17, EU:C:2018:173, præmis 31).

57

I et sådant tilfælde anses indgåelsen af en værnetingsklausul således for gyldig, når det sker i en form, der er anerkendt inden for det område, som parterne har eller burde have kendskab til. Selv om denne lempelse ikke er ensbetydende med, at en viljesoverensstemmelse mellem parterne ikke nødvendigvis skal foreligge – idet det forhold, at der reelt er opnået enighed mellem de berørte, fortsat er et af de formål, der forfølges med denne bestemmelse – anses en viljesoverensstemmelse mellem parterne om værnetingsklausulen imidlertid for at være godtgjort, når der i denne henseende i den pågældende branche inden for den internationale handel findes handelssædvaner, som parterne har eller burde have kendskab til (jf. i denne retning dom af 20.2.1997, MSG, C-106/95, EU:C:1997:70, præmis 16, 17 og 19, og af 20.4.2016, Profit Investment SIM, C-366/13, EU:C:2016:282, præmis 39 og 40).

58

I den foreliggende sag påhviler det i givet fald den forelæggende ret at efterprøve, om en værnetingsklausul er blevet indgået mellem hovedsagens parter i en af de former, der er omhandlet i Lugano II-konventionens artikel 23, stk. 1, litra b) og c).

59

Henset til ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at Lugano II-konventionens artikel 23, stk. 1 og 2, skal fortolkes således, at en værnetingsklausul er gyldigt indgået, når den er indeholdt i de almindelige forretningsbetingelser, hvortil der henvises i den skriftligt indgåede aftale ved angivelse af et hypertekstlink til et websted, der giver mulighed for at få kendskab til de nævnte almindelige forretningsbetingelser, downloade og udskrive dem, uden at den part, over for hvem denne klausul gøres gældende, er blevet opfordret til at acceptere disse almindelige forretningsbetingelser ved afkrydsning af et felt på det pågældende websted.

60

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret:

Artikel 23, stk. 1 og 2, i konventionen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, der blev undertegnet den 30. oktober 2007, og hvis indgåelse blev godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2009/430/EF af 27. november 2008,

skal fortolkes således, at

en værnetingsklausul er gyldigt indgået, når den er indeholdt i de almindelige forretningsbetingelser, hvortil der henvises i den skriftligt indgåede aftale ved angivelse af et hypertekstlink til et websted, der giver mulighed for at få kendskab til de nævnte almindelige forretningsbetingelser, downloade og udskrive dem, uden at den part, over for hvem denne klausul gøres gældende, er blevet opfordret til at acceptere disse almindelige forretningsbetingelser ved afkrydsning af et felt på det pågældende websted.