1.

Corte costituzionale (forfatningsdomstol, Italien) har anmodet Domstolen om en fortolkning af artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584/RIA ( 2 ), hvis gennemførelse i italiensk ret kan være i strid med den italienske forfatning.

2.

Den præjudicielle forelæggelse giver Domstolen anledning til at udvide sin allerede omfattende retspraksis vedrørende arrest- og overgivelsesordrer (herefter »europæiske arrestordrer«). Der skal navnlig tages stilling til, om det råderum, der tillægges medlemsstaterne ved artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, tillader dem at anvende en fakultativ grund til at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, som ikke finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere.

3.

Følgende fremgår af 12. betragtning:

»Denne rammeafgørelse respekterer de grundlæggende rettigheder og principper, som er anerkendt i artikel 6 [TEU], og som afspejles i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder [ ( 3 )], navnlig kapitel VI. Intet i denne rammeafgørelse kan fortolkes som et forbud mod at nægte at overgive en person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, hvis der er objektive grunde til at formode, at den europæiske arrestordre er udstedt med det formål at retsforfølge eller straffe en person på grund af den pågældendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering, eller at den pågældendes situation kan blive skadet af en af disse grunde. Denne rammeafgørelse er ikke til hinder for, at medlemsstaterne anvender deres egne forfatningsmæssige regler om retten til en retfærdig rettergang, foreningsfrihed, pressefrihed og ytringsfrihed i andre medier.«

4.

Artikel 1 (»Definition af og pligten til at fuldbyrde en europæisk arrestordre«) har følgende ordlyd:

»1.   Den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

2.   Medlemsstaterne fuldbyrder enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse.

3.   Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 [TEU].«

5.

Artikel 4 (»Fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre«) bestemmer:

»Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre:

[…]

[…]«

6.

Artikel 5 (»Garantier, som den udstedende medlemsstat skal give i særlige tilfælde«) er affattet som følger:

»Den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning kan indeholde bestemmelser om, at dens fuldbyrdende judicielle myndighed kun må fuldbyrde en europæisk arrestordre på følgende betingelser:

[…]

7.

Det bemærkes i niende betragtning:

»Fuldbyrdelse af den idømte sanktion i fuldbyrdelsesstaten bør forbedre mulighederne for den domfældtes sociale rehabilitering. For at overbevise sig om, at fuldbyrdelse af sanktionen i fuldbyrdelsesstaten vil tjene det formål at lette den domfældtes sociale rehabilitering, bør den kompetente myndighed i udstedelsesstaten tage hensyn til forskellige elementer som f.eks. personens tilknytning til fuldbyrdelsesstaten, om vedkommende betragter den som sit familiemæssige, sproglige, kulturelle, sociale eller økonomiske centrum, og om vedkommende har anden tilknytning til fuldbyrdelsesstaten.«

8.

12. betragtning har følgende ordlyd:

»Denne rammeafgørelse bør også finde tilsvarende anvendelse på fuldbyrdelsen af sanktioner i de tilfælde, der er omfattet af artikel 4, nr. 6, og artikel 5, nr. 3, i [rammeafgørelse 2002/584]. Det betyder bl.a., at fuldbyrdelsesstaten, med forbehold af nævnte rammeafgørelse, kan undersøge, om der foreligger grunde til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse, jf. denne rammeafgørelses artikel 9, herunder kontrol af princippet om dobbelt strafbarhed, hvis fuldbyrdelsesstaten har afgivet en erklæring i henhold til denne rammeafgørelses artikel 7, stk. 4, som betingelse for anerkendelse og fuldbyrdelse af dommen, og overveje, om den vil udlevere den domfældte eller fuldbyrde dommen i medfør af artikel 4, stk. 6, i [rammeafgørelse 2002/584].«

9.

Det fremgår af 16. betragtning:

»Denne rammeafgørelse bør anvendes i overensstemmelse med relevant fællesskabslovgivning, især Rådets direktiv 2003/86/EF ( 5 ) og 2003/109/EF ( 6 ) […]«

10.

Artikel 3 (»Formål og anvendelsesområde«) har følgende ordlyd:

»1.   Denne rammeafgørelse har til formål at fastsætte regler, hvorefter en medlemsstat med henblik på at lette den domfældtes sociale rehabilitering anerkender en dom og fuldbyrder sanktionen.

2.   Denne rammeafgørelse finder anvendelse, hvis den domfældte befinder sig i udstedelsesstaten eller i fuldbyrdelsesstaten.

3.   Denne rammeafgørelse finder kun anvendelse på anerkendelse af domme og fuldbyrdelse af sanktioner som defineret i rammeafgørelsen […]«

11.

Det bestemmes i artikel 25 (»Fuldbyrdelse af sanktioner i medfør af en europæisk arrestordre«):

»Med forbehold af rammeafgørelse [2002/584] finder bestemmelserne i denne rammeafgørelse, i det omfang de er forenelige med bestemmelserne i rammeafgørelse [2002/584], anvendelse mutatis mutandis på fuldbyrdelse af sanktioner i tilfælde, hvor en medlemsstat påtager sig at fuldbyrde sanktionen i overensstemmelse med artikel 4, nr. 6), i nævnte rammeafgørelse, eller i tilfælde, hvor den i henhold til artikel 5, nr. 3), i nævnte rammeafgørelse har betinget sig, at den pågældende overføres til den pågældende medlemsstat for dér at afsone sanktionen med henblik på at undgå, at den pågældende person går fri for straf.«

12.

Det hedder i artikel 18a, stk. 1, litra c):

»Overgivelse kan afslås, »hvis den europæiske arrestordre er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, når den person, som anmodes overgivet, er italiensk statsborger eller en anden EU-medlemsstats statsborger, som lovligt og faktisk er bosat eller opholder sig på det italienske område, forudsat at appelretten bestemmer, at frihedsstraffen eller den frihedsberøvende foranstaltning skal fuldbyrdes i Italien i henhold til national ret.««

13.

Artikel 19, stk. 1, fastsætter:

»Den italienske judicielle myndighed [må kun] fuldbyrde en europæisk arrestordre på følgende betingelser:

[…]

14.

O.G., som er moldovisk statsborger, blev i Rumænien ved endelig dom idømt fem års fængsel ( 9 ). Den forelæggende ret har bemærket, at O.G. ifølge den retsinstans, der har rejst spørgsmålet om forfatningsstridighed, har en »fast tilknytning til Italien set ud fra et familie- og arbejdsmæssigt synspunkt« ( 10 ).

15.

Den 13. februar 2012 udstedte Judecătoria Brașov (retten i første instans i Brașov, Rumænien) en europæisk arrestordre mod O.G. med henblik på fuldbyrdelse af straffen.

16.

Den 7. juli 2020 besluttede Corte d’appello di Bologna (appeldomstolen i Bologna, Italien), at den eftersøgte person skulle overgives til den udstedende judicielle myndighed.

17.

På grundlag af O.G.s appel ophævede Corte di cassazione (kassationsdomstol, Italien) den 16. september 2020 appeldomstolens dom og hjemviste sagen hertil til fornyet behandling, idet appeldomstolen blev opfordret til at vurdere, om der skulle rejses et spørgsmål om forfatningsstridighed ved Corte costituzionale (forfatningsdomstol).

18.

Appeldomstolen rejste spørgsmålet for Corte costituzionale (forfatningsdomstol), idet den ønskede oplyst, om artikel 18a, stk. 1, litra c), i lov nr. 69 af 2005 var forenelig med artikel 2, artikel 3, artikel 11, artikel 27, stk. 3, og artikel 117, stk. 1, i den italienske forfatning.

19.

Appeldomstolen baserede grundlæggende sine tvivlsspørgsmål på nedenstående forhold, som følger af den bestemmelse, hvorved den i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 foreskrevne fakultative grund til at afslå fuldbyrdelsen blev gennemført i italiensk ret:

20.

Efter at have anført, at dette aspekt af artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 endnu ikke er blevet behandlet af Domstolen ( 11 ), har Corte costituzionale (forfatningsdomstol) forelagt Domstolen følgende spørgsmål:

21.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgik til Domstolen den 22. november 2021. Den blev behandlet forud for andre sager.

22.

Der er indgivet skriftlige indlæg af den østrigske, den ungarske og den italienske regering samt Europa-Kommissionen.

23.

I det offentlige retsmøde den 11. oktober 2022 deltog alene den italienske regering og Kommissionen.

24.

Med det første præjudicielle spørgsmål ønskes det grundlæggende oplyst, om artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, sammenholdt med dens artikel 1, stk. 3, og chartrets artikel 7, er forenelig med den italienske lov, hvorefter det er udelukket, at en tredjelandsstatsborger, som i den medlemsstat, der har udstedt den europæiske arrestordre (Rumænien), er blevet idømt en frihedsstraf, afsoner sin straf i fuldbyrdelsesstaten (Italien), hvor vedkommende angiveligt ( 12 ) er lovligt og varigt bosat.

25.

I henhold til artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 kan den judicielle myndighed afslå fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, som er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, så længe de følgende to kumulative betingelser er opfyldt:

26.

Den italienske lovgiver har i forbindelse med indførelsen i den italienske retsorden af denne fakultative grund til at afslå fuldbyrdelsen foretaget to ændringer:

27.

For at kunne besvare det første af de præjudicielle spørgsmål finder jeg det formålstjenligt at undersøge: a) medlemsstaternes skønsmargen ved gennemførelsen af artikel 4 i rammeafgørelse 2002/584, b) fortolkningen af samme bestemmelse set i forhold til retten til ligebehandling, samt c) hvilken betydning de øvrige grundlæggende rettigheder, som er sikret ved chartret, måtte have for besvarelsen.

28.

Ifølge Domstolens faste praksis råder medlemsstaterne ved gennemførelsen af artikel 4 i rammeafgørelse 2002/584, særligt artikel 4, nr. 6), over »en vis skønsmargen« ( 14 ). Denne skønsmargen omfatter imidlertid ikke en beføjelse til at udvide de grunde til at afslå fuldbyrdelse, som er udtømmende fastsat ( 15 ) i rammeafgørelse 2002/584 ( 16 ).

29.

Ifølge denne retspraksis udgør fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre hovedreglen, mens afslaget er udformet som en undtagelse, der skal undergives en streng fortolkning ( 17 ).

30.

Der er intet til hinder for, at medlemsstaterne vælger at begrænse eller ikke at anvende den mulighed, som artikel 4 i rammeafgørelse 2002/584 giver dem. Da der netop er tale om fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse, står det enhver medlemsstat frit for at beslutte, hvornår de ikke skal anvendes: Under sådanne omstændigheder kan deres fuldbyrdende judicielle myndigheder ikke afslå at overgive en person, der er omfattet af en europæisk arrestordre ( 18 ).

31.

Som Domstolen har bemærket, kan medlemsstaternes beslutning i medfør af rammeafgørelse 2002/584 om ikke at anvende denne grund til at afslå fuldbyrdelsen i virkeligheden »kun […] styrke den overgivelsesordning, der er indført ved denne rammeafgørelse til fordel for et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed« ( 19 ).

32.

Årsagen hertil er, at »[v]ed at begrænse de situationer, hvor den fuldbyrdende judicielle myndighed kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, indebærer en sådan lovgivning kun, at overgivelse af eftersøgte personer lettes, i overensstemmelse med princippet om gensidig anerkendelse, som er fastslået i artikel 1, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584, der udgør den grundlæggende regel i rammeafgørelsen« ( 20 ).

33.

Den nationale lovgiver har imidlertid ikke ubegrænset valgfrihed. Det er der flere forskellige grunde til.

34.

For det første indebærer rammeafgørelse 2002/584 ikke nogen ændring af »pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 i [TEU]« ( 21 ). For så vidt som det er relevant for den foreliggende sag, tillader rammeafgørelsens artikel 4, nr. 6), således ikke, at medlemsstaterne iværksætter gennemførelsesforanstaltninger, som indebærer en krænkelse af de grundlæggende rettigheder eller principperne i artikel 6 TEU.

35.

For det andet er medlemsstaternes skønsmargen i forbindelse med gennemførelsen af den nævnte artikel 4, nr. 6), begrænset, ikke alene af selve bestemmelsens ordlyd, men ligeledes af det formål, som den forfølger inden for rammerne af rammeafgørelse 2002/584, og af den generelle kontekst, hvori rammeafgørelsen indgår, dvs. EU-retten som helhed.

36.

Ud fra dette perspektiv er jeg enig med Kommissionen i, at hverken ordlyden af artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, det formål, som forfølges hermed, eller den kontekst, hvori bestemmelsen indgår, kan støtte den løsning, som den italienske lovgiver har valgt ( 22 ).

37.

For så vidt angår dens ordlyd tillægger artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 ikke andre nationaliteter end fuldbyrdelsesstaten betydning. Den fastsætter alene, at den eftersøgte person skal være statsborger i den pågældende medlemsstat.

38.

Andre nationaliteter end fuldbyrdelsesstaten er således uden betydning og erstattes af kategorien »bosat i« (eller ophold i). Anvendelsesområdet for artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 fastlægges for så vidt angår alle andre statsborgere end fuldbyrdelsesstatens på grundlag af begrebet bosat i (eller ophold i).

39.

Med hensyn til formålet med artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 har Domstolen fastslået, at det »bl.a. [består i] at give den fuldbyrdende judicielle myndighed adgang til at lægge særlig vægt på, om det er muligt at forbedre den eftersøgtes udsigter til at blive resocialiseret, efter at den pågældende har afsonet den idømte straf« ( 23 ).

40.

Den eftersøgtes nationalitet er ikke i sig selv relevant for opfyldelsen af målsætningen om resocialisering: Bestemmelsen sigter mod, at personer, som er bosat i eller opholder sig i ( 24 ) den fuldbyrdende medlemsstat, skal kunne gøre brug af denne mulighed.

41.

For så vidt angår den normative sammenhæng, hvori artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes, er det hensigtsmæssigt at nævne rammeafgørelse 2008/909 om gensidig anerkendelse af domme i straffesager. Denne rammeafgørelses inkluderende mål omfatter udlændinge af enhver nationalitet, idet målsætningen om resocialisering i forbindelse med fuldbyrdelsen af frihedsstraffe omfatter disse, såfremt de har en bestemt tilknytning til fuldbyrdelsesstaten ( 25 ).

42.

I henhold til artikel 25 i rammeafgørelse 2008/909 finder denne rammeafgørelse – for så vidt som den er forenelig med rammeafgørelse 2002/584 – tidsmæssig anvendelse på fuldbyrdelsen af straffe i medfør af artikel 4, nr. 6), i sidstnævnte rammeafgørelse ( 26 ).

43.

Alt tyder således på, at EU-lovgiver af hensyn til målsætningen om resocialisering i forbindelse med fuldbyrdelse af straffen ( 27 ) har udformet artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 som et middel til opfyldelsen heraf, når de ovennævnte særlige omstændigheder foreligger, uden at nationaliteten (bortset fra selve fuldbyrdelsesstaten) skal have nogen afgørende betydning.

44.

Domstolen har på baggrund af det ovenstående fastslået, at statsborgere i den fuldbyrdende medlemsstat og statsborgere fra andre medlemsstater, som er bosat i eller opholder sig i den fuldbyrdende medlemsstat, i princippet ikke bør behandles forskelligt ( 28 ).

45.

Det, der skal undersøges i den foreliggende sag, er, om en regel, som er gældende for en medlemsstats statsborgere, ligeledes skal gælde for tredjelandsstatsborgere for så vidt angår undladelsen af at fuldbyrde en europæisk arrestordre.

46.

Der er efter min opfattelse ingen grund til, at dette ikke skulle være tilfældet.

47.

Ganske vist skal tredjelandsstatsborgeres retlige status ikke nødvendigvis sidestilles med medlemsstaternes statsborgeres ( 29 ). En forskelsbehandling mellem den ene og den anden gruppe kan imidlertid ikke have forrang, når selve den i EU-retten forankrede rettighed udtrykkeligt eller stiltiende foreskriver en ensartet ordning for begge kategorier. I dette tilfælde gælder princippet om lighed for loven, som er sikret ved chartrets artikel 20.

48.

Henset til, at pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og principper, der er forankret i artikel 6 TEU, er ufravigelig, udelukker artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584, at rammeafgørelsens artikel 4, nr. 6), skulle tillade medlemsstaterne at træffe gennemførelsesforanstaltninger, som indebærer en krænkelse af chartret eller EU’s grundlæggende principper.

49.

Disse principper omfatter bl.a. lighedsprincippet, som er sikret ved artikel 2 TEU og chartrets artikel 20. Begge bestemmelser giver i den foreliggende sag et tilstrækkeligt solidt bedømmelsesgrundlag til at kunne fastslå, at gennemførelsen af artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 i italiensk ret ikke er forenelig hermed.

50.

Navnlig skal princippet om lighed for loven – fortolket på den måde, som jeg har foreslået – anvendes i lyset af, at artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 ikke tillægger nationalitetskriteriet betydning, men derimod erstatter dette med kriteriet om at være bosat (eller have ophold), alene med undtagelse af statsborgerne i fuldbyrdelsesstaten.

51.

Således omfatter det personelle anvendelsesområde for artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 personer, som – hvis de ikke er statsborgere i den fuldbyrdende medlemsstat – opholder sig dér eller er bosat dér ( 30 ). Den lov, som giver tredjelandsstatsborgere ret til at blive behandlet på lige fod, indeholder således ikke noget retsgrundlag for at behandle disse anderledes end statsborgerne i EU’s medlemsstater.

52.

Råderummet i forbindelse med gennemførelsen af den pågældende EU-retlige bestemmelse kan ikke omsættes til en normativ ordning, hvor tredjelandsstatsborgere behandles ringere end borgerne i en medlemsstat. Som Kommissionen har anført, kan situationen for en tredjelandsstatsborger, der faktisk er bosat i fuldbyrdelsesstaten, henset til formålet med artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, sidestilles med den situation, som en statsborger i en medlemsstat befinder sig i.

53.

I denne henseende indebærer en tredjelandsstatsborgers faste og faktiske reelle bopæl i princippet en grad af integration i det land, hvor vedkommende opholder sig, svarende til statsborgerne i det pågældende land. En sådan tilknytning til den fuldbyrdende medlemsstat er egnet til at lette resocialiseringen af den eftersøgte person, efter at vedkommende har afsonet den idømte frihedsstraf i den pågældende medlemsstat ( 31 ).

54.

Ovenstående er efter min opfattelse tilstrækkeligt til at fastslå den omtvistede nationale retsforskrifts uforenelighed med artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584. Jeg finder det derfor ikke nødvendigt at undersøge, om andre af de grundlæggende rettigheder i chartret har (yderligere) indvirkning på fortolkningen af den pågældende bestemmelse.

55.

Disse rettigheder omfatter bl.a. de rettigheder, der er forankret i chartrets artikel 7 (respekt for privatliv og familieliv), som den forelæggende ret har henvist til, og i chartrets artikel 24, stk. 3, (barnets ret til regelmæssigt at have personlig forbindelse og direkte kontakt med begge sine forældre), som Kommissionen har påberåbt sig ( 32 ).

56.

Disse rettigheder kan af logiske grunde ikke tilsidesætte fuldbyrdelsen af en frihedsstraf. De kan imidlertid have den virkning, at straffen fuldbyrdes i én medlemsstat (den, der fuldbyrder den europæiske arrestordre) frem for en anden (den, der udsteder den europæiske arrestordre), såfremt der er tale om en person, der er bosat i eller opholder sig i førstnævnte, og som har familiemæssige bånd hertil.

57.

Således prioriteres den eftersøgte persons ret til at opretholde et minimum af familiemæssige relationer, i det omfang dette er foreneligt med vedkommendes fængselsophold. Disse relationer kan bedst opretholdes der, hvor personen har sit centrum for sine livsinteresser, dvs. i den medlemsstat, hvor vedkommende faktisk er bosat.

58.

For det tilfælde, at Domstolen følger min anbefaling og besvarer det første præjudicielle spørgsmål bekræftende, ønsker Corte costituzionale (forfatningsdomstol) oplyst, »på grundlag af hvilke kriterier og betingelser […] denne tilknytning [mellem tredjelandsstatsborgeren og fuldbyrdelsesstaten] da [skal] anses for at være så væsentlig, at den fuldbyrdende judicielle myndighed er forpligtet til at afslå overgivelse«.

59.

Ordlyden af dette andet spørgsmål nødvendiggør efter min opfattelse to indledende betragtninger angående betingelserne for ikke at fuldbyrde den europæiske arrestordre samt den formodede »pligt« til at give afslag på overgivelse.

60.

Spørgsmålet drejer sig alene om en af de to betingelser, som artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 opstiller for at kunne give afslag på overgivelse af den eftersøgte person.

61.

Artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 omhandler først og fremmest de omstændigheder (statsborgerskab i fuldbyrdelsesstaten, bopæl eller ophold), der kan godtgøre den eftersøgte persons tilknytning til den fuldbyrdende medlemsstat. En sådan tilknytning skal være tilstrækkelig til at kunne lette vedkommendes eventuelle resocialisering, når straffen er blevet afsonet ( 33 ).

62.

Den undersøgte bestemmelse opstiller imidlertid ligeledes en anden ufravigelig betingelse: den fuldbyrdende medlemsstats forpligtelse ( 34 ) til at lade den af den europæiske arrestordre omfattede frihedsstraf afsone i den pågældende medlemsstat. I den foreliggende sag har den forelæggende ret taget dette for givet og har udtrykkeligt begrænset sit spørgsmål til den eftersøgte persons tilknytning til den fuldbyrdende medlemsstat.

63.

Selv om den forelæggende ret har henvist til »pligten« til at give afslag på overgivelsen, når den godtgjorte tilknytning er tilstrækkelig relevant, fastsætter artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 ikke en sådan pligt i ethvert tilfælde. Bestemmelsen begrænser sig til at fastsætte, at den judicielle myndighed »kan« afslå at fuldbyrde den europæiske arrestordre, såfremt de i bestemmelsen opstillede betingelser er opfyldt.

64.

Lige så vel som princippet om gensidig anerkendelse, der ligger til grund for ordningen i rammeafgørelse 2002/584, ikke indebærer en absolut forpligtelse til at fuldbyrde den europæiske arrestordre ( 35 ), forholder det sig ligeledes således, at den fuldbyrdende judicielle myndighed, når først den her omtvistede fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse er blevet gennemført i national ret, skal råde over en skønsbeføjelse til at fastlægge, om der er grundlag for at give afslag på fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre eller ej ( 36 ).

65.

Domstolen har fastslået følgende:

66.

Det er således ikke tilstrækkeligt, at den fuldbyrdende judicielle myndighed fastslår, at de to betingelser i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 er opfyldt. Den skal ligeledes vurdere, om der foreligger en legitim interesse, som kan begrunde, at den af den udstedende medlemsstat idømte straf fuldbyrdes i den fuldbyrdende medlemsstat ( 39 ).

67.

Besvarelsen af det andet præjudicielle spørgsmål vedrørende kriterierne for fastlæggelsen af den eftersøgte persons tilknytning til den fuldbyrdende medlemsstat bør således angive over for den forelæggende ret, at:

68.

Den i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 fastsatte fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse sigter mod at gøre det muligt at forbedre den eftersøgtes udsigter til at blive resocialiseret, efter at vedkommende har afsonet den idømte straf. Det er således lovligt for den fuldbyrdende medlemsstat kun at forfølge et sådant formål for så vidt angår personer, der har godtgjort en vis grad af integration i samfundet i nævnte medlemsstat ( 40 ).

69.

Følgelig skal de kriterier, som den forelæggende rets spørgsmål vedrører, gøre det muligt at godtgøre, at der foreligger en tilstrækkelig grad af integration til, at mulighederne for resocialisering af den eftersøgte person er væsentlig bedre i den fuldbyrdende medlemsstat end i den udstedende medlemsstat.

70.

På denne baggrund er det lettere at forstå, at artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 dels henviser til statsborgerskab i den fuldbyrdende medlemsstat, og dels anvender udtrykkene »bosat« og »opholde sig« i den pågældende medlemsstat synonymt:

71.

»For at kunne afgøre, om der i et konkret tilfælde foreligger en sådan tilknytning mellem den eftersøgte og den fuldbyrdende medlemsstat, at det er muligt at fastslå, at vedkommende er omfattet af begrebet »opholder sig« i den forstand, hvori begrebet anvendes i rammeafgørelsens artikel 4, nr. 6, skal der [navnlig] foretages en samlet vurdering af en række objektive forhold, der kendetegner vedkommendes situation, heriblandt navnlig varigheden af, karakteren af og omstændighederne ved den eftersøgtes ophold såvel som den familiemæssige og økonomiske tilknytning til den fuldbyrdende medlemsstat« ( 43 ).

72.

Disse objektive elementer er så meget desto mere anvendelige, når den eftersøgte ikke alene opholder sig i, men er bosat i den fuldbyrdende medlemsstat.

73.

I denne henseende er jeg enig med Kommissionen i, at den i niende betragtning til rammeafgørelse 2008/909 opregnede liste over faktorer kan være vejledende i forbindelse med den gensidige anerkendelse af domme om idømmelse af frihedsstraffe: det »familiemæssige, sproglige, kulturelle, sociale eller økonomiske centrum, og om vedkommende har anden tilknytning til fuldbyrdelsesstaten«.

74.

Som den forelæggende ret har fremhævet ( 44 ), omfatter Domstolens praksis afgørelser, hvori den eftersøgtes grad af integration i den fuldbyrdende medlemsstat kobles sammen med vedkommendes reelle og faktiske tilknytning til samfundet i den pågældende medlemsstat.

75.

Denne retspraksis er ganske vist blevet udviklet i forbindelse med tilfælde, hvor den eftersøgte var statsborger i en medlemsstat. I forlængelse af mit forslag til besvarelse af det første præjudicielle spørgsmål kan kriterierne for bedømmelsen af, i hvor høj grad statsborgere i medlemsstaterne er integrerede i fuldbyrdelsesstaten, imidlertid ligeledes anvendes på tredjelandsstatsborgere.

76.

Følgelig tilkommer det den fuldbyrdende judicielle myndighed at foretage en samlet bedømmelse af de elementer, der kan lægges til grund ved fastlæggelsen af, om den eftersøgte person – uanset vedkommendes nationalitet – har en tilstrækkelig tilknytning til samfundet i den fuldbyrdende medlemsstat til, at det kan fastslås, at der er bedre muligheder for at opnå resocialisering efter at have afsonet straffen i den pågældende medlemsstat, og dermed for at opfylde målsætningen i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584.

77.

Blandt disse faktorer er længden af det forudgående ophold ( 45 ), arten og holdbarheden af den eftersøgtes familiemæssige tilknytning til den fuldbyrdende medlemsstat (i givet fald sammenholdt med manglen på en sådan tilknytning til oprindelseslandet), vedkommendes grad af integration samt de sproglige, kulturelle, erhvervsmæssige, sociale eller økonomiske bånd, som vedkommende har udviklet i den pågældende medlemsstat.

78.

Denne opregning er ikke nødvendigvis udtømmende, eftersom der i et konkret tilfælde vil kunne konstateres andre enkeltstående omstændigheder, som retten skal tage stilling til i forbindelse med sin afgørelse om overgivelse af den eftersøgte person.

79.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Corte costituzionale (forfatningsdomstol, Italien) forelagte spørgsmål på følgende måde:

»Artikel 4, nr. 6), i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009,

skal fortolkes således, at

bestemmelsen er til hinder for en national retsforskrift, hvorefter de fuldbyrdende judicielle myndigheder, efter at medlemsstaten har gennemført den respektive fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, afskæres absolut fra at afslå at overgive tredjelandsstatsborgere, som opholder sig eller er bosat på den pågældende medlemsstats område, uafhængigt af deres tilknytning hertil

de kriterier, der kan anvendes til at godtgøre, at den eftersøgte person har en tilstrækkelig tilknytning til den fuldbyrdende medlemsstat, er alle dem, der – når der foretages en samlet bedømmelse heraf – gør det muligt at formode, at mulighederne for resocialisering af den pågældende person, efter at vedkommende har afsonet sin straf i den pågældende medlemsstat, er bedre end i den udstedende medlemsstat, uanset vedkommendes nationalitet

længden af det forudgående ophold, arten af og omstændighederne ved den eftersøgtes ophold samt vedkommendes familiemæssige, sproglige, kulturelle, erhvervsmæssige, sociale og økonomiske tilknytning til den fuldbyrdende medlemsstat er blandt de faktorer, som den fuldbyrdende judicielle myndighed skal afveje i denne forbindelse.«