1.

Ved den foreliggende appel har Maxime Picard nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 24. marts 2021, Picard mod Kommissionen (T-769/16, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2021:153), hvorved han ikke fik medhold i sin påstand om dels annullation af svaret af 4. januar 2016 fra sektionslederen for »Pensioner« i det fjerde kontor under »Kontoret for Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder« (herefter »PMO«) om, at den almindelige pensionsalder og den årlige tilskrivningssats for pensionsrettigheder for hans vedkommende var ændret til henholdsvis 66 år og 1,8% fra den 1. juni 2014, dels annullation af afgørelsen af 25. juli 2016 fra direktøren for direktorat E i Europa-Kommissionens Generaldirektorat (GD) for Menneskelige Ressourcer (herefter »GD HR«) i sin egenskab af myndighed, der er beføjet til at indgå ansættelseskontrakter (herefter »ansættelsesmyndigheden«), om afvisning af hans klage over svaret af 4. januar 2016.

2.

Den foreliggende sag giver Domstolen anledning til at undersøge to problemstillinger.

3.

For det første skal Domstolen tage stilling til betingelserne for den tidsmæssige anvendelse af de overgangsbestemmelser for kontraktansatte i Unionen vedrørende den årlige tilskrivningssats for pensionsrettigheder og pensionsalderen, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1023/2013 af 22. oktober 2013 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union ( 2 ). Domstolens svar herpå får stor betydning for den pensionsordning, der gælder for en ikke ubetydelig del af de kontraktansatte i Unionen.

4.

For det andet vil denne sag kunne give Domstolen mulighed for i henseende til begrebet »bebyrdende retsakt« at præcisere, hvornår Unionens ansatte kan påberåbe sig omstændigheder, der danner grundlag for fastsættelsen af deres pensionsrettigheder.

5.

Følgende retsforskrifter er relevante for den foreliggende sag:

6.

Tvistens baggrund fremgår af den appellerede doms præmis 1-25 og kan sammenfattes som følger:

7.

Maxime Picard blev med virkning fra den 1. juli 2008 ansat af Kommissionen som kontraktansat i PMO’s femte kontor (herefter »kontrakten af 2008«). Appellanten blev indplaceret i den første ansættelsesgruppe. Denne kontrakt blev forlænget tre gange for en tidsbegrænset periode og ved afgørelse af 3. maj 2011 for en tidsubegrænset periode.

8.

Den 16. maj 2014 tilbød GD HR appellanten en ny kontrakt som kontraktansat, som denne underskrev samme dag (herefter »kontrakten af 16. maj 2014«). Denne tidsubegrænsede kontrakt fik virkning den 1. juni 2014, og appellanten blev indplaceret i den anden ansættelsesgruppe.

9.

Forud for indgåelsen af denne kontrakt var personalevedtægten og ansættelsesvilkårene blevet ændret ved forordning nr. 1023/2013, og de for den foreliggende sag relevante bestemmelser heri trådte i kraft den 1. januar 2014.

10.

Siden reformen af 2014 har personalevedtægtens artikel 77, stk. 2, som ligeledes finder anvendelse på kontraktansatte ved en henvisning i artikel 109, stk. 1, i ansættelsesvilkårene, fastsat den nye årlige tilskrivningssats for pensionsrettigheder til 1,8%, mens den tidligere sats var på 1,9%. Desuden fastsætter personalevedtægtens artikel 77, stk. 5, pensionsalderen til 66 år mod tidligere 63 år.

11.

Der er dog indført en overgangsordning ved bilag XIII til personalevedtægten. Ifølge dette bilags artikel 21, stk. 2, fortsætter en tjenestemand, der er indtrådt i tjenesten i perioden mellem den 1. maj 2004 og den 31. december 2013, således med at være omfattet af den årlige tilskrivningssats på 1,9%. Endvidere fastsættes det i det nævnte bilags artikel 22, stk. 1, andet afsnit, at en tjenestemand, som er 35 år eller derover den 1. maj 2014 ( 3 ), og som er tiltrådt tjenesten før den 1. januar 2014, har ret til alderspension ved en alder på 64 år og 8 måneder. Endelig fastsættes det i artikel 1, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene, at disse overgangsbestemmelser »finder tilsvarende anvendelse på de øvrige ansatte, der var i tjeneste den 31. december 2013«.

12.

Ved e-mail af 4. januar 2016 anmodede appellanten, idet han var i tvivl om, hvilke konsekvenser reformen af 2014 ville få for hans situation efter indgåelsen af kontrakten af 16. maj 2014, sektionslederen for »Pensioner« i PMO’s fjerde kontor om en forklaring (herefter »e-mailen af 4. januar 2016«).

13.

Ved e-mail af samme dag bekræftede denne sektionsleder over for appellanten, at dennes pensionsrettigheder havde ændret sig som følge af kontraktændringen, og at den almindelige pensionsalder og den årlige tilskrivningssats for alderspensionsrettigheder for hans vedkommende derfor var blevet ændret til henholdsvis 66 år og 1,8% fra den 1. juni 2014 (herefter »svaret af 4. januar 2016«).

14.

Den 4. april 2016 indgav appellanten en klage over svaret af 4. januar 2016 i henhold til personalevedtægtens artikel 90, stk. 2.

15.

Ved afgørelse af 25. juli 2016, som blev meddelt appellanten den 26. juli 2016, afviste direktøren for direktorat E i GD HR i sin egenskab af ansættelsesmyndighed den nævnte klage, principalt med henvisning til fraværet af en bebyrdende retsakt, subsidiært som ugrundet (herefter »afgørelsen om afvisning af 25. juli 2016«).

16.

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 7. november 2016 anlagde appellanten sag med påstand om annullation af svaret af 4. januar 2016 og om fornødent af afgørelsen om afvisning af 25. juli 2016. Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 6. februar 2017 rejste Kommissionen en formalitetsindsigelse vedrørende denne sag.

17.

Ved afgørelse af 12. oktober 2017 besluttede formanden for Rettens Tredje Afdeling at udsætte sagen, indtil afgørelsen i sag T-128/17, Torné mod Kommissionen, havde fået retskraft.

18.

Efter afsigelsen af dom af 14. december 2018 i sagen Torné mod Kommissionen ( 4 ), og da denne dom ikke blev appelleret, fremsatte parterne inden for den af Retten fastsatte frist deres bemærkninger til den nævnte doms konsekvenser for hovedsagen.

19.

Ved kendelse af 13. maj 2019 henskød Retten i medfør af procesreglementets artikel 130, stk. 7, den af Kommissionen fremsatte formalitetsindsigelse til afgørelse i forbindelse med sagens realitet og udsatte afgørelsen om sagsomkostningerne.

20.

Ved den appellerede dom frifandt Retten Kommissionen i det af appellanten anlagte søgsmål.

21.

Retten besluttede indledningsvis at prøve de anbringender, som appellanten havde gjort gældende, uden forinden at træffe afgørelse om Kommissionens formalitetsindsigelse. Som begrundelse for dette valg henholdt Retten sig til den retspraksis, hvorefter Unionens retsinstanser har beføjelse til efter de enkelte sagers omstændigheder at foretage en vurdering af, om det for så vidt angår realiteten er berettiget af hensyn til god retspleje at afvise sagen uden at tage stilling til den af sagsøgte fremsatte formalitetsindsigelse ( 5 ).

22.

I henseende til realiteten fastslog Retten, at det var med rette, at Kommissionen fandt, at kontrakten af 16. maj 2014 medførte, at appellanten ikke var omfattet af de overgangsbestemmelser vedrørende den årlige tilskrivningssats for pensionsrettigheder og pensionsalderen, der var fastsat i bilag XIII til personalevedtægten.

23.

I den appellerede doms præmis 65-83 fortolkede Retten artikel 1, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene således, at det heri bestemmes, at de i artikel 21 og 22 ( 6 ) i bilag XIII til personalevedtægten fastsatte overgangsbestemmelser for tjenestemænd »finder tilsvarende anvendelse på de øvrige ansatte, der var i tjeneste den 31. december 2013«.

24.

Retten fastslog navnlig, at det af denne bestemmelses ordlyd følger, at dette bilags artikel 21 og 22 finder anvendelse på de ansatte, der er ansat i henhold til ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, for så vidt som det er muligt at fastslå en lighed mellem sidstnævnte og tjenestemændene under hensyntagen til begge disse personalegruppers særlige kendetegn. Efter at have undersøgt disse kendetegn fastslog Retten, at mens tjenestemanden indtræder og forbliver i tjeneste i EU-administrationen i henhold til et ansættelsesbrev, der forbliver uændret gennem hele vedkommendes karriere, indtræder og forbliver en kontraktansat i tjeneste i henhold til en kontrakt, så længe denne har virkninger.

25.

Det er ud fra disse betragtninger, at Retten fortolkede kravet om at være »i tjeneste den 31. december 2013«, jf. artikel 1, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene.

26.

I den appellerede doms præmis 81 fastslog Retten, at udtrykket »tilsvarende« i artikel 1, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene tyder på, at de ansatte befinder sig i en situation, der svarer til tjenestemændenes. Ifølge Retten kan denne situation nemlig kun bestå, når den ansatte ikke har indgået en ny kontrakt, som indebærer, at der indledes et nyt ansættelsesforhold til EU-administrationen. I denne henseende bemærkede Retten, at den allerede havde fastslået, at et ansættelsesforhold mellem en ansat på den ene side og EU-administrationen på den anden side kan forblive uændret – selv efter indgåelsen af en ny kontrakt, som er formelt forskellig fra den oprindelige kontrakt – under forudsætning af, at den nye kontrakt ikke indebærer en væsentlig ændring af den ansattes opgaver, bl.a. af ansættelsesgruppen, i et sådant omfang, at dette påvirker den funktionelle kontinuitet i ansættelsesforholdet mellem den ansatte og EU-administrationen ( 7 ).

27.

Retten konkluderede heraf for det første, at artikel 21 og 22 i bilag XIII til personalevedtægten kun fandt anvendelse på de øvrige ansatte, som var i tjeneste den 31. december 2013, og som forblev i tjeneste efter denne dato i henhold til en kontrakt, indtil deres situation var blevet undersøgt med henblik på beregningen af deres pensionsrettigheder.

28.

Dernæst drog Retten i den appellerede doms præmis 85-93 konsekvenserne af disse konstateringer for appellantens situation. Navnlig fastslog Retten efter at have undersøgt de kontrakter, der var indgået mellem appellanten og Kommissionen, og kendetegnene ved de stillinger, som han var blevet ansat i, at ændringen af ansættelsesgruppe havde rejst tvivl om den funktionelle kontinuitet i ansættelsesforholdet mellem appellanten og administrationen. Retten udledte heraf, at kontrakten af 16. maj 2014 havde medført, at alle virkninger af kontrakten af 2008, på grundlag af hvilken han var »i tjeneste den 31. december 2013« i henhold til artikel 1, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene, ophørte, og følgelig, at hans ansættelsesforhold til EU-administrationen blev afbrudt. Retten fastslog således, at kontrakten af 16. maj 2014 havde givet anledning til en ny tiltrædelse i henhold til den nævnte bestemmelse, hvorfor appellanten ikke kunne være omfattet af overgangsbestemmelserne vedrørende den årlige tilskrivningssats for pensionsrettigheder og pensionsalderen.

29.

Endelig fastslog Retten, at denne konklusion ikke kunne anfægtes, heller ikke af appellantens argument om, at en ny kontrakt ikke er til hinder for, at man er omfattet af de nævnte overgangsbestemmelser, når den ikke medfører en afbrydelse af medlemskabet af og indbetalingen af bidrag til Unionens pensionsordning. Ifølge Retten kan anvendelsen på ansatte af de nævnte bestemmelser ikke bero på det angiveligt uafbrudte medlemskab af Unionens pensionsordning, men på den funktionelle kontinuitet i ansættelsesforholdet som fastslået i den appellerede doms præmis 81.

30.

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

31.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

32.

Kommissionen har gjort gældende, at appellen skal afvises, idet appellanten i strid med artikel 169, stk. 2, i Domstolens procesreglement ikke præcist har angivet, hvilke af dommens præmisser han anfægter.

33.

Denne institution har anført, at appellanten har foreholdt Retten, at denne i den appellerede dom har begået en retlig fejl, idet den i denne afgørelses præmis 90 fastslog, at en ansat på grund af indgåelsen af en ny kontrakt ikke længere var »i tjeneste den 31. december 2013« i henhold til artikel 1, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene. Kommissionen har heraf udledt, at denne henvisning til blot en enkelt af den appellerede doms præmisser ikke opfylder betingelserne i procesreglementets artikel 169, stk. 2.

34.

Appellanten har for sin del gjort gældende, at han i sit appelskrifts punkt 25 og 26 har identificeret den af Retten i den appellerede doms præmis 81 begåede retlige fejl, og at han har foreholdt Retten dens fortolkning af artikel 1, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene.

35.

Ifølge Domstolens faste praksis fremgår det af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF, artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol samt artikel 168, stk. 1, litra d), og artikel 169, stk. 2, i Domstolens procesreglement, at et appelskrift for ikke at blive afvist præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand ( 8 ).

36.

Jeg gør opmærksom på, at appellanten i sit appelskrifts punkt 24 ff. har gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl i den appellerede doms præmis 81, idet den i sin fortolkning af artikel 1, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene vurderede, at overgangsbestemmelserne kun fortsat kan finde anvendelse på de øvrige ansatte, såfremt disse ikke har indgået en ny kontakt eller, ved indgåelsen af en ny kontrakt, fortsat i det væsentlige udfører de samme arbejdsopgaver.

37.

Appellanten har endvidere i sit appelskrift redegjort for sin kritik af de begrundelser, som Retten i den appellerede doms præmis 90 anførte for udtrykkeligt at støtte sig til den fortolkning, som den anlagde i denne doms præmis 81 af bestemmelserne i artikel 1, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene, hvorefter kontrakten af 16. maj 2014 havde medført, at alle virkninger af kontrakten af 2008 ophørte, og følgelig, at appellantens ansættelsesforhold til EU-administrationen blev afbrudt.

38.

Det følger af disse elementer, at appellanten har opfyldt kravene i procesreglementets artikel 169, stk. 2, idet han tilstrækkelig præcist har angivet, dels hvilke elementer i Rettens ræsonnement han foreholder denne, dels hvilken retlig fejl han agter at påberåbe sig til støtte for sin appel.

39.

Jeg udleder heraf, at appellen kan antages til realitetsbehandling.

40.

Til støtte for dette anbringende vedrørende en retlig fejl i forbindelse med fortolkningen af artikel 1, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene har appellanten gjort gældende, at Retten har tilsidesat denne bestemmelses anvendelsesområde, idet den hverken har taget hensyn til de mål, der forfølges af EU-lovgiver, eller til den ordning, der er indført ved personalevedtægten og ansættelsesvilkårene på det særlige område for Den Europæiske Unions pensionsordning. I denne henseende har appellanten gjort gældende, at den tidsmæssige anvendelse af overgangsbestemmelserne, således som Retten fastslog i Torné-dommen, afhænger af det fortsatte medlemskab af og den uafbrudte indbetaling af bidrag til pensionsordningen.

41.

I øvrigt har appellanten gjort gældende, at Retten, idet den fastslog, at kontrakten medførte en afbrydelse af ansættelsesforholdet til EU-administrationen, set i lyset af udviklingen i lønnen har tilsidesat den kontinuitet i dette forhold, som anerkendes ved artikel 86, stk. 2, i ansættelsesvilkårene. Endelig har han anført, at EU-lovgiver i artikel 1, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene har anvendt begrebet ansatte »i tjeneste«, mens der i samme bilags artikel 4 og 5 udtrykkeligt henvises til »kontrakter«, der er indgået eller er i kraft. Appellanten har heraf udledt, at denne lovgiver ikke har ønsket at begrænse anvendelsesområdet for overgangsbestemmelserne til alene at omfatte kontrakter, som er i kraft.

42.

Kommissionen har på sin side gjort gældende, at en situation, der svarer til tjenestemændenes situation, kun kan bestå i tilfælde, hvor den ansatte ikke har indgået en ny kontrakt, som indebærer, at der indledes et nyt ansættelsesforhold. Kommissionen har tilføjet, at appellanten ikke med føje kan påberåbe sig Torné-dommen, eftersom denne afgørelse ikke omhandlede fortolkningen af bestemmelserne i artikel 1, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene, men betingelserne for anvendelse af bestemmelserne i artikel 21 og 22 i bilag XIII til personalevedtægten på en tjenestemand, der forbliver i tjeneste alene i henhold til sit oprindelige ansættelsesbrev. Denne institution har i denne henseende fremhævet, at en tjenestemands situation ikke er sammenlignelig med en kontraktansats situation, for så vidt som sidstnævnte forbliver i tjeneste, så længe kontrakten har virkninger. Kommissionen har anført, at Retten foretog en detaljeret faktuel analyse, hvoraf den udledte, at der ikke var tale om kontinuitet mellem den kontrakt, der blev indgået i 2008, og kontrakten af 16. maj 2014.

43.

Kommissionen har ligeledes gjort gældende, at bestemmelserne i ansættelsesvilkårenes artikel 86, som appellanten har påberåbt sig, ikke har nogen indflydelse på fortolkningen af udtrykket »i tjeneste den 31. december 2013«, der er anvendt i artikel 1, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene. Endelig er denne institution af den opfattelse, at forskellen på ordlyden af sidstnævnte artikel og af artikel 4 og 5 i bilaget til ansættelsesvilkårene kan forklares ved, at disse bestemmelser har forskelligt formål, idet den første vedrører anvendelsen af overgangsbestemmelserne, mens de to andre vedrører forlængelsen af kontrakterne.

44.

Ændringerne af den årlige tilskrivningssats for pensionsrettigheder og pensionsalderen, der blev indført ved forordning nr. 1023/2013, opfylder målet om at opretholde pensionsordningens aktuarmæssige balance og om at tage hensyn til den demografiske udvikling blandt EU-institutionernes personale ( 9 ). Ved artikel 21 og 22 i bilag XIII til personalevedtægten har EU-lovgiver imidlertid – til fordel for de tjenestemænd, der er indtrådt i tjenesten før den 1. januar 2014 – indført en overgangsordning, som giver disse mulighed for at bibeholde den tilskrivningssats for alderspensionsrettigheder, der var fastsat i de tidligere retsakter, og fastsætter en skala for den alder, ved hvilken tjenestemanden har ret til alderspension. I henhold til artikel 1, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene finder »[a]rtikel 21, artikel 22, eksklusive stk. 4, […] i nævnte bilag […] tilsvarende anvendelse på de øvrige ansatte, der var i tjeneste den 31. december 2013«.

45.

For at afgøre betydningen og rækkevidden af denne lighed mellem tjenestemænd og øvrige ansatte, der er ansat i henhold til ansættelsesvilkårene, undersøgte Retten begge disse personalegruppers særlige kendetegn. Det er i den appellerede dom nærmere bestemt blevet fastslået, at mens tjenestemanden indtræder og forbliver i tjeneste i administrationen i medfør af en ved et ansættelsesbrev indgået vedtægtsmæssig binding, indtræder og forbliver en kontraktansat i tjeneste i medfør af en kontraktlig binding. Idet Retten støttede sig til denne sondring, fastslog den, at overgangsbestemmelserne finder tilsvarende anvendelse på de øvrige ansatte, der var i tjeneste den 31. december 2013, og som efter denne dato fortsat er i tjeneste i medfør af den tidligere indgåede kontrakt eller en ny kontrakt, forudsat at denne kontrakt ikke indebærer en afbrydelse af den ansattes opgaver.

46.

Retten har med andre ord fastslået, at for så vidt angår kontraktansatte var kriteriet om, at opgaverne ikke måtte ændres væsentligt, afgørende for den tidsmæssige anvendelse af overgangsbestemmelserne i forordning nr. 1023/2013.

47.

Det er imidlertid min opfattelse, at denne fortolkning, der i det væsentlige er baseret på forskellen på tjenestemandsvedtægten og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, ikke gør det muligt fuldt ud at fastslå betydningen og rækkevidden af bestemmelserne i artikel 1, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene.

48.

I denne henseende gør jeg opmærksom på, at der ifølge fast retspraksis ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af ( 10 ).

49.

Jeg henviser i denne forbindelse til, at ansættelsesvilkårene for så vidt angår overgangsbestemmelserne ikke indeholder en definition af udtrykket »i tjeneste«. Endvidere har det franske ord »analogie« ( 11 ), der i daglig tale defineres som »en vis forbindelse eller lighed i fysisk, intellektuel eller psykisk forstand, der i visse henseender består mellem to eller flere forskellige ting« ( 12 ), ikke i sig selv en karakter, der er tilstrækkeligt betydningstung til at kunne underbygge fortolkningen af overgangsbestemmelserne i artikel 1, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene.

50.

Det er derfor nødvendigt at støtte sig til metoderne med formålsfortolkning og sammenhængsfortolkning for at bedømme disse overgangsbestemmelser.

51.

EU-lovgiver har ønsket at tilpasse alderspensionsordningen for tjenestemændene og de øvrige ansatte, men har samtidig også vedtaget supplerende foranstaltninger for at tage hensyn til de ansattes hidtil erhvervede pensionsrettigheder ( 13 ). Dette formål tilkendegives udtrykkeligt i 29. betragtning til forordning nr. 1023/2013, som har følgende ordlyd: »Der bør fastsættes overgangsordninger for at gøre det muligt at anvende de nye bestemmelser og foranstaltninger gradvist under overholdelse af de erhvervede rettigheder og berettigede forventninger, der gør sig gældende for det personale, der var ansat før ikrafttrædelsen af disse ændringer af personalevedtægten.«

52.

Denne betragtning er efter min opfattelse relevant for fortolkningen af overgangsbestemmelserne i artikel 1, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene.

53.

I så henseende gør jeg for det første opmærksom på, at det er åbenbart, at den nævnte betragtning med sin placering efter redegørelsen for samtlige de ved forordning nr. 1023/2013 indførte ændringer af personalevedtægten og ansættelsesvilkårene vedrører alle de overgangsbestemmelser, der er fastsat i denne forordning, herunder dem, der vedrører alderspension. Jeg påpeger dernæst, at det af anvendelsen af det generisk klingende udtryk »det personale, der var ansat«, følger, at EU-lovgiver ikke har fastlagt en sondring mellem tjenestemændene og de øvrige ansatte, der er ansat i henhold til ansættelsesvilkårene, for så vidt angår det formål, der tilkendegives i samme betragtning.

54.

Jeg udleder heraf, at i lighed med bestemmelserne i artikel 21 og 22 i bilag XIII til personalevedtægten skal bestemmelserne i artikel 1, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene fortolkes i lyset af formålet om at respektere de erhvervede rettigheder og berettigede forventninger, der gør sig gældende for de øvrige ansatte i Unionen, der var ansat før den 1. januar 2014 ( 14 ).

55.

Selv om denne tilgang letter afgrænsningen af de mål, som EU-lovgiver har forfulgt, kan den i øvrigt ikke adskilles fra analysen af den opbygning af pensionsordningen, som overgangsbestemmelserne indgår i.

56.

Udbetalingerne af ydelser fra pensionsordningen er fastsat i personalevedtægtens afsnit V, kapitel 3, og i bilag VIII hertil. I henhold til disse bestemmelser fastsættes det i denne vedtægts artikel 83, stk. 1, at udbetalingerne i henhold til pensionsordningen sker over Unionens budget, og at medlemsstaterne tilsammen garanterer udbetalingen af disse ydelser. Endvidere definerer den nævnte vedtægts artikel 83a og bilag XII de aktuarmæssige regler for beregning af bidragssatsen, der gør det muligt at sikre balancen i pensionsordningen.

57.

Pensionsordningen for de kontraktansatte er præciseret i ansættelsesvilkårenes artikel 109 og 110. Ansættelsesvilkårenes artikel 109, stk. 1, første punktum, bestemmer således: »Ved udtræden af tjenesten er en kontraktansat berettiget til alderspension, overførsel af den aktuarmæssige modværdi eller udbetaling af udtrædelsespenge på de betingelser, der er fastsat i afsnit V, kapitel 3, i vedtægten og i bilag VIII til vedtægten.«

58.

Det følger således af selve ordlyden af disse tekster, at tjenestemændenes pensionsordning og de kontraktansattes pensionsordning er omfattet af de samme standarder.

59.

Skematisk er pensionsordningen som defineret i de nævnte tekster udformet som en fiktiv fond med definerede ydelser, og de ansattes bidrag hertil finansierer deres fremtidige pensionsudbetalinger. Disse bidrag dækker omkostningen til de pensionsrettigheder, der er optjent et givet år, og er på ingen måde forbundet med udgiften til pensionsudbetalingerne det pågældende år.

60.

Denne fond fungerer efter princippet om den aktuarmæssige balance, hvorefter de ansattes bidrag i overensstemmelse med personalevedtægtens artikel 83, stk. 2, skal dække en tredjedel af de rettigheder, der er optjent det pågældende år, svarende til pensionsudbetalingerne til tjenestemændene efter deres pensionering ( 15 ). Tjenestemændenes bidragssats vurderes regelmæssigt som fastsat i bilag XII til personalevedtægten for at sikre, at bidragene finansierer en tredjedel af ordningens omkostninger ( 16 ).

61.

Det følger af disse betragtninger, at alderspensionsordningen for Unionens ansatte – såvel for tjenestemændene, der er ansat i henhold til personalevedtægten, som for de øvrige ansatte, der er ansat i henhold til ansættelsesvilkårene – er baseret på deres indbetaling af et ajourført bidrag, hvis virkning er at give ret til pension et givet år. Det er min opfattelse, at eksistensen af en sådan fælles ordning, der er baseret på betalingen af bidrag, gør det muligt at kaste lys over fortolkningen af ordet »tilsvarende« i artikel 1, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene.

62.

Henset til den sammenhæng, hvori denne artikel indgår, er det nemlig min vurdering, at den »tilsvarende« anvendelse af artikel 21 og 22 i bilag XIII til personalevedtægten ikke betinges af konstateringen af, at der foreligger en væsentlig funktionel kontinuitet i den kontraktansattes arbejdsopgaver. Jeg mener tværtimod, at denne anvendelse, således som den skal forstås i henhold til det bidragsbaserede pensionssystem, der af EU-lovgiver er indført til fordel for tjenestemændene og de øvrige ansatte, der er ansat i henhold til ansættelsesvilkårene, skal være baseret på et krav om kontinuitet i medlemskabet af pensionsordningen.

63.

Jeg udleder heraf, at en kontraktansat, som omhandlet i overgangsbestemmelserne i artikel 1, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene, skal anses for at have været »i tjeneste den 31. december 2013«, hvis vedkommende blev ansat før denne dato og – uanset en senere indgåelse af en kontrakt, der har medført væsentlige ændringer i vedkommendes opgaver – har opretholdt sit medlemskab af Unionens pensionsordning og fortsat har indbetalt sine bidrag hertil.

64.

Jeg skal tilføje, at denne fortolkning alene kan tjene til at fastslå betydningen og rækkevidden af bestemmelserne i artikel 1, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene, eftersom den gør det muligt at placere en kontraktansat i en situation, der svarer til den, der gør sig gældende for en tjenestemand, der, idet vedkommende er indtrådt i tjenesten før den 1. januar 2014 og fortsat indbetaler sine pensionsbidrag, er omfattet af overgangsbestemmelserne i artikel 21 og 22 i bilag XIII til personalevedtægten ( 17 ).

65.

Endvidere kan den bedømmelse, som jeg foreslår Domstolen at anlægge, ikke med føje anfægtes ved henvisning, jf. den appellerede doms præmis 81, til dommen i sagen EMA mod Drakeford. Som Maxime Picard har anført, vedrører denne dom nemlig den omkvalificering, der er fastsat i ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 1, af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter indgået med midlertidigt ansatte. I en sådan situation har Retten lagt kriteriet om, at en midlertidigt ansats opgaver ikke måtte ændres væsentligt, til grund med henblik på at afgøre, hvorvidt administrationen under dække af forlængelsen af tidsbegrænsede kontrakter agtede at undlade at tilbyde fastansættelse. Denne løsning, der er baseret på opbygningen af bestemmelserne i ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 1, forekommer mig at være uden betydning for fortolkningen af overgangsbestemmelserne vedrørende alderspension i forordning nr. 1023/2013.

66.

I lyset af samtlige ovenstående betragtninger er det min opfattelse, at Retten har begået en retlig fejl, idet den ikke gav appellanten medhold i dennes søgsmål med påstand om annullation af svaret af 4. januar 2016 med den begrundelse, at overgangsbestemmelserne i artikel 1, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene finder tilsvarende anvendelse på kontraktansatte, der var i tjeneste den 31. december 2013, og som forblev i tjenesten efter denne dato i henhold til en kontrakt, som ikke medførte en afbrydelse af ansættelsesforholdet.

67.

Jeg foreslår derfor Domstolen at træffe den afgørelse, at det eneste anbringende er velbegrundet, og følgelig, at den appellerede dom ophæves.

68.

I henhold til artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, når appellen tages til følge, og den ophæver Rettens afgørelse, enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse.

69.

Jeg gør i denne forbindelse opmærksom på, at Kommissionen har rejst en formalitetsindsigelse for Retten vedrørende fraværet af en bebyrdende retsakt som omhandlet i personalevedtægtens artikel 90. Idet Retten støttede sig til Domstolens faste praksis ( 18 ), besluttede den af procesøkonomiske hensyn, at det var nødvendigt først at undersøge de anbringender, som sagsøgeren havde gjort gældende, uden forinden at tage stilling til Kommissionens formalitetsindsigelse, idet søgsmålet under alle omstændigheder var ugrundet. Det følger heraf, at Domstolen for at tage stilling til tvisten i dens helhed først skal træffe afgørelse om den af Kommissionen rejste formalitetsindsigelse og derefter i givet fald prøve, om appellantens påstand er velbegrundet.

70.

Det er imidlertid min opfattelse, at Domstolen er i stand til at påkende alle disse punkter, for det første fordi den for afgørelsen nødvendige redegørelse for de faktiske omstændigheder forekommer fuldstændig og tilstrækkelig, og for det andet fordi tvistens elementer er blevet drøftet kontradiktorisk for Retten ( 19 ) og Domstolen. Jeg skal tilføje, at det er i appellantens interesse hurtigt at opnå en retsafgørelse, idet han anlagde sagen ved Retten den 7. november 2016.

71.

Til støtte for sin formalitetsindsigelse har Kommissionen gjort gældende, at svaret af 4. januar 2016, der blev fremsendt pr. e-mail, ikke kan anses for at være en bebyrdende retsakt, eftersom det alene havde til formål at oplyse appellanten om en vedtægtsmæssig bestemmelse. I denne henseende har Kommissionen påpeget, at dette svar var forsynet med en advarsel om, at indholdet heraf havde rent oplysende karakter. Kommissionen har tilføjet, at svaret af 4. januar 2016 blot blev afgivet af en kollega til appellanten, kort efter at denne havde henvendt sig, og derfor ikke var resultatet af en forudgående undersøgelse, hvilket er en nødvendighed i forbindelse med vedtagelse af en bebyrdende retsakt.

72.

Kommissionen har ligeledes gjort gældende, at det først er på datoen for en ansats pensionering, at de vedtægtsmæssige bestemmelser om tilskrivningssatsen for alderspensionsrettigheder og pensionsalderen får konkret virkning. Kommissionen er af den opfattelse, at appellanten ikke kan kræve fastsættelse af bestemte faktorer for sine pensionsrettigheder på forhånd, og slet ikke, når disse bestemmelser kan blive ændret frem til datoen for hans pensionering. Kommissionen har heraf udledt, at den eneste retsakt, der kan være bebyrdende for Maxime Picard, er den endelige afgørelse, der skal træffes, når han går på pension.

73.

Maxime Picard har for sin del gjort gældende, at administrationen var forpligtet til på forhånd at fastsætte beregningsfaktorerne vedrørende hans pension, eftersom disse faktorer allerede var kendt og ikke længere ville kunne ændres på tidspunktet for hans henvendelse. Han har tilføjet, at svaret af 4. januar 2016 berørte hans pensionsrettigheder direkte og umiddelbart, hvorfor han havde en eksisterende og aktuel retlig interesse i ad rettens vej at få afklaret en uvis faktor i sin retsstilling.

74.

Appellanten har ligeledes fremhævet, at Retten i Torné-dommen fastslog, at de vedtægtsmæssige bestemmelser skulle fortolkes således, at de implicit pålægger den berørte institution at træffe en afgørelse straks uden at afvente den pågældendes udtræden af tjenesten. Han har ligeledes anført, at Retten i denne doms præmis 49 fastslog, at det var den omtvistede skrivelse, hvori datoen for sagsøgerens tiltrædelse af tjenesten var fastsat, der indeholdt et klagepunkt for sagsøgeren, og ikke den senere anvendelse af den pågældende dato til beregningen af hans pensionsrettigheder ved disse rettigheders fastsættelse i anledning af hans pensionering.

75.

Jeg gør på baggrund af de faktiske omstændigheder opmærksom på, at Maxime Picard på grundlag af personalevedtægtens artikel 90, stk. 2 indgav en klage over svaret af 4. januar 2016. Ansættelsesmyndigheden, som modtog denne klage, afviste ifølge GD HR’s afgørelse af 25. juli 2016 klagen, principalt med henvisning til fraværet af en bebyrdende retsakt, subsidiært som ugrundet.

76.

Maxime Picard anlagde sag for Retten med påstand om annullation af svaret af 4. januar 2016 og »om fornødent« af afgørelsen om afvisning af 25. juli 2016.

77.

Det følger af bestemmelserne i personalevedtægtens artikel 90, stk. 2, at institutionernes akter kun kan anfægtes af en tjenestemand, hvis der er tale om en »akt, der går ham imod«. Personalevedtægtens artikel 91, stk. 1, bestemmer i det væsentlige, at denne betingelse ligeledes skal være opfyldt i forbindelse med en tvist. Ifølge ansættelsesvilkårenes artikel 117 finder bestemmelserne i personalevedtægten om klageadgang, herunder dem, jeg netop har henvist til, tilsvarende anvendelse på kontraktansatte.

78.

Det fremgår af disse oplysninger, at det med henblik på at afgøre, om Maxime Picards søgsmål kan antages til realitetsbehandling, skal efterprøves, om svaret af 4. januar 2016 kan anses for at være en bebyrdende retsakt som omhandlet i de førnævnte bestemmelser.

79.

Jeg minder i denne henseende om, at ifølge Domstolens faste praksis er det kun de akter eller de foranstaltninger, der har retligt bindende virkninger, som direkte og umiddelbart kan berøre appellantens interesser gennem en væsentlig ændring af den pågældendes retsstilling, der udgør bebyrdende retsakter og kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål ( 20 ). Denne definition af den bebyrdende retsakt i personalesager er i øvrigt ikke anderledes end den, som Domstolen har vedtaget for den »anfægtelige retsakt« som omhandlet i artikel 263 TEUF ( 21 ), hvorfor retspraksis på området for denne artikel kan anvendes mutatis mutandis på den foreliggende sag.

80.

Ved afgørelsen af, om en retsakt har sådanne virkninger, skal vægten lægges på denne retsakts indhold, og dens virkninger skal vurderes ud fra objektive kriterier, såsom den nævnte retsakts indhold, i givet fald under hensyn til baggrunden for dens vedtagelse samt til den udstedende institutions beføjelser ( 22 ).

81.

Det følger endvidere af Domstolens praksis, at forberedende retsakter, rene gennemførelsesforanstaltninger, simple henstillinger og udtalelser samt principielt interne instrukser ikke anses for at være retsakter, der har bindende retsvirkninger ( 23 ).

82.

Det følger af disse betragtninger, at der med henblik på at fastslå, om en retsakt er bebyrdende, alene skal lægges vægt på dens indhold, hvorfor mediet herfor ikke er vigtigt ( 24 ). Jeg udleder heraf, at den omstændighed alene, at mediet for svaret af 4. januar 2016 var en e-mail, i den foreliggende sag ikke er tilstrækkelig til at udelukke kvalificeringen heraf som en bebyrdende retsakt, og at det stadig er nødvendigt at analysere indholdet af svaret for at afgøre dets retlige karakter.

83.

Jeg konstaterer i denne henseende på grundlag af de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag, at Maxime Picard pr. e-mail af 4. januar 2016 henvendte sig til sektionslederen for »Pensioner« i PMO’s fjerde kontor for at høre, om hans pensionsrettigheder var blevet ændret som følge af indgåelsen af kontrakten af 16. maj 2014.

84.

Ved e-mail af samme dag svarede denne leder Maxime Picard, at dennes pensionsrettigheder »har ændret sig som følge af kontraktændringen«, hvorfor »den almindelige pensionsalder faktisk stiger til 66 år«, og »den årlige tilskrivningssats for alderspensionsrettigheder ændres til 1,8%/år fra den 1. juni 2014«. Ophavsmanden til e-mailen afsluttede sit svar med ordene: »Jeg håber, at De kan drage fordel af disse oplysninger.«

85.

Det følger efter min opfattelse af sådanne omstændigheder, at e-mailen ud over de semantiske forbehold, der fremgår af svaret af 4. januar 2016, henset til dens indhold ikke kan anses for kun at være af rent oplysende karakter. I denne henseende konstaterer jeg, at sektionslederen for »Pensioner« i PMO’s fjerde kontor i denne egenskab modtog en henvendelse fra Maxime Picard med et ønske om præcise oplysninger og i samme egenskab svarede denne med den lige så præcise forklaring om, at hans pensionsalder på grund af indgåelsen af en ny kontrakt blev sat op til 66 år, og at tilskrivningssatsen for hans pensionsrettigheder blev nedsat.

86.

Denne analyse er imidlertid ikke tilstrækkelig i sig selv til at fastslå, at Maxime Picards søgsmål kan antages til realitetsbehandling. For at besvare Kommissionens argumenter er det stadig nødvendigt at afgøre, om svaret af 4. januar 2016 er bebyrdende som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, eller om den eneste afgørelse, der kan anfægtes, er den, hvorved Maxime Picards pensionsrettigheder fastsættes endeligt på datoen for hans pensionering.

87.

Hvad dette angår fremgår det af Domstolens praksis, at mellemkommende foranstaltninger principielt ikke udgør retsakter, som kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål, eftersom de udtrykker den pågældende institutions foreløbige opfattelse ( 25 ). I en sådan situation kan de mangler, som sådanne foranstaltninger måtte være behæftet med, nemlig gøres gældende under en sag vedrørende den endelige retsakt ( 26 ).

88.

Konstateringen af, at en retsakt fra en institution udgør en mellemkommende foranstaltning, som ikke er udtryk for institutionens endelige holdning, er imidlertid ikke tilstrækkelig til systematisk at godtgøre, at denne akt ikke udgør en »anfægtelig retsakt«. En mellemkommende retsakt, der har selvstændige retsvirkninger, kan således være genstand for et annullationssøgsmål, for så vidt som den ulovlighed, som denne retsakt er behæftet med, ikke kan afhjælpes ved et søgsmål, der er rettet mod den endelige afgørelse, som den forbereder. Det følger heraf, at når anfægtelse af lovligheden af en mellemkommende retsakt i forbindelse med et sådant søgsmål ikke sikrer sagsøgeren en effektiv domstolsbeskyttelse mod virkningerne af denne akt, skal den kunne gøres til genstand for et annullationssøgsmål ( 27 ).

89.

Denne retspraksis kan efter min mening overføres til den foreliggende sag med henblik på at efterprøve, om svaret af 4. januar 2016 kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål. I denne forbindelse anfører jeg, at det i dette svar bl.a. meddeles Maxime Picard, at pensionsalderen på grund af kontraktændringen stiger til 66 år. Hvis appellanten imidlertid skulle tvinges til at opnå den i dette svar anførte alder for at kunne gå på pension og anfægte den endelige afgørelse, der på denne dato skulle træffes om fastsættelse af hans alderspensionsrettigheder, ville han blive frataget ethvert effektivt retsmiddel til at gøre gældende, at han i medfør af overgangsbestemmelserne i artikel 1, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene burde have haft ret til alderspension som 63-årig.

90.

Det følger heraf, at svaret af 4. januar 2016 har selvstændige retsvirkninger, for så vidt som det kan få uoprettelige virkninger, der direkte og umiddelbart berører Maxime Picards retsstilling, og som ikke kan afhjælpes af anlæggelsen af et søgsmål til prøvelse af den endelige afgørelse, der træffes på tidspunktet for den pågældendes pensionering.

91.

Under disse omstændigheder er det min opfattelse, at dette svar skal anses for at udgøre en bebyrdende retsakt som omhandlet i personalevedtægtens artikel 90, stk. 2, da Maxime Picard i modsat fald fratages en effektiv domstolsbeskyttelse.

92.

Det er følgelig min opfattelse i lyset af samtlige disse betragtninger, at det af Maxime Picard anlagte søgsmål skal anses for at kunne antages til realitetsbehandling.

93.

Hvis Domstolen følger det ræsonnement, som jeg har foreslået den med henblik på undersøgelsen af det eneste appelanbringende, skal Maxime Picards søgsmål tages til følge. Det fremgår nemlig af det af sagen oplyste, at appellanten siden den 1. juli 2008, da han oprindeligt blev ansat som kontraktansat, uafbrudt har arbejdet i Unionens tjeneste og indbetalt bidrag til pensionsordningen.

94.

Det følger heraf, at Maxime Picard skal anses for at have været i tjeneste den 31. december 2013 som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene og følgelig er omfattet af opretholdelsen af den årlige tilskrivningssats for pensionsrettigheder og pensionsalderen på de vilkår og betingelser, der er fastsat i overgangsbestemmelserne i forordning nr. 1023/2013.

95.

Jeg foreslår derfor Domstolen at annullere svaret af 4. januar 2016 og afgørelsen om afvisning af 25. juli 2016.

96.

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostninger, såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen.

97.

I overensstemmelse med dette reglements artikel 138, stk. 1, som i medfør af reglementets artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

98.

I den foreliggende sag har appellanten, efter at Domstolen overtog sagen, nedlagt påstand om, at han gives medhold i påstandene for første instans, og at Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

99.

Da Kommissionen har tabt sagen, og Maxime Picard har nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, bør den pålægges at bære sine egne omkostninger for begge instanser og at betale de omkostninger, som appellanten har afholdt i forbindelse med sagen for Domstolen og Retten.

100.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen træffer følgende afgørelse: