1

Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 22. juli 2020 har Europa-Kommissionen nedlagt påstand om, at det fastslås, at Republikken Østrig har tilsidesat sine forpligtelser dels i henhold til artikel 4, 7 og 67 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT 2004, L 166, s. 1), dels i henhold til artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 492/2011 af 5. april 2011 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen (EUT 2011, L 141, s. 1), idet den har tilpasset størrelsen af familieydelser og de sociale og skattemæssige fordele for børn af personer, der er berettigede til sådanne ydelser i Østrig, efter leveomkostningerne i den medlemsstat, hvor barnet har bopæl.

2

Ved processkrifter indleveret til Domstolens Justitskontor den 28. oktober 2020 har EFTA-Tilsynsmyndigheden og Kongeriget Norge anmodet om tilladelse til at intervenere i den foreliggende sag i henhold til artikel 40, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 130 i Domstolens procesreglement til støtte for henholdsvis Kommissionens og Republikken Østrigs påstande.

3

Republikken Østrig har ikke fremsat eventuelle bemærkninger til disse interventionsanmodninger efter at være blevet opfordret hertil i henhold til procesreglementets artikel 131, stk. 1, mens Kommissionen, der har præciseret, at den ikke har indvendinger mod, at de nævnte anmodninger om intervention imødekommes for så vidt angår realiteten, har rejst tvivl om, hvorvidt de kan antages til realitetsbehandling, idet de tilsigter intervention i en sag mellem en af Unionens institutioner og en medlemsstat som omhandlet i artikel 40, stk. 2, sidste punktum, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

4

Indledningsvis bemærkes, at artikel 40, stk. 1-3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol omhandler tre særskilte kategorier af intervenienter, der hver især er omfattet af en særlig ordning.

5

I henhold til artikel 40, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan medlemsstaterne og Unionens institutioner uden begrænsninger indtræde i retstvister, der er indbragt for Domstolen.

6

Ifølge artikel 40, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol tilkommer dernæst samme ret Unionens organer, kontorer og agenturer samt alle andre fysiske eller juridiske personer, hvis de kan godtgøre, at de har en berettiget interesse i afgørelsen af en for Domstolen indbragt retstvist, i hvilken forbindelse det imidlertid præciseres, at fysiske eller juridiske personer ikke kan indtræde i sager mellem medlemsstater, mellem Unionens institutioner eller mellem medlemsstater på den ene side og Unionens institutioner på den anden side.

7

Endelig tages der i artikel 40, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol et særligt hensyn til stater, som er parter i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde af 2. maj 1992 (EFT 1994, L 1, s. 3) (herefter »EØS-aftalen«), idet det præciseres, at disse, bortset fra medlemsstaterne samt den i aftalen omhandlede EFTA-Tilsynsmyndighed, kan indtræde i retstvister, der er indbragt for Domstolen, når disse tvister vedrører et af aftalens anvendelsesområder.

8

Det fremgår af sidstnævnte bestemmelse, at der ikke kan stilles andre betingelser for antagelse til realitetsbehandling af en anmodning om intervention, som fremsættes af et tredjeland, der er part i EØS-aftalen, eller af EFTA-Tilsynsmyndigheden, end at den retstvist, som interventionsanmodningen vedrører, skal være omfattet af anvendelsesområdet for denne aftale. De stater og den myndighed, der er nævnt ovenfor, skal således meddeles tilladelse til intervention i retstvister, der er indbragt for Domstolen, uden at skulle godtgøre, at de har en særlig interesse heri, når disse tvister vedrører et af anvendelsesområderne for EØS-aftalen.

9

Det er imidlertid ubestridt, at denne betingelse er opfyldt i den foreliggende sag. Genstanden for den sag, der er blevet anlagt mod sagsøgte, er nemlig, at denne angiveligt har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til forordning nr. 883/2004 og nr. 492/2011, der er inkorporeret i EØS-aftalen, henholdsvis ved Det Blandede EØS-udvalgs afgørelse nr. 76/2011 af 1. juli 2011 om ændring af bilag VI (social sikring) og protokol 37 til EØS-aftalen (EUT 2011, L 262, s. 33) og Det Blandede EØS-udvalgs afgørelse nr. 52/2012 af 30. marts 2012 om ændring af bilag V (arbejdskraftens frie bevægelighed) til EØS-aftalen (EUT 2012, L 207, s. 32).

10

Under disse omstændigheder skal de af EFTA-Tilsynsmyndigheden og Kongeriget Norge fremsatte anmodninger om intervention til støtte for henholdsvis Kommissionens og Republikken Østrigs påstande tages til følge.

11

I henhold til procesreglementets artikel 137 træffes der afgørelse om sagsomkostninger ved den dom eller kendelse, hvormed sagens behandling ved Domstolen afsluttes.

12

Da de af EFTA-Tilsynsmyndigheden og Kongeriget Norge fremsatte anmodninger om intervention i den foreliggende sag er blevet taget til følge, udsættes afgørelsen om sagsomkostningerne i forbindelse med deres intervention.

På grundlag af disse præmisser bestemmer Domstolens præsident: