1

Europa-Kommissionen har i stævningen nedlagt følgende påstande:

2

Udtrædelsesaftalen, der blev godkendt på vegne af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom) ved Rådets afgørelse (EU) 2020/135 af 30. januar 2020 (EUT 2020, L 29, s. 1), trådte i kraft den 1. februar 2020.

3

Aftalens artikel 86, der har overskriften »Sager, der er indbragt for Den Europæiske Unions Domstol«, fastsætter følgende i stk. 1 og 3:

»1.   Den Europæiske Unions Domstol har fortsat kompetence i sager, der er indbragt af eller mod Det Forenede Kongerige inden overgangsperiodens udløb. […]

[…]

3.   Med henblik på dette kapitel anses sager for at være indbragt for Den Europæiske Unions Domstol […] på det tidspunkt, hvor det indledende processkrift er blevet registreret af Domstolens […] Justitskontor […]«

4

I henhold til den nævnte aftales artikel 126 startede overgangsperioden på dagen for aftalens ikrafttræden og sluttede den 31. december 2020.

5

Udtrædelsesaftalens artikel 127 med overskriften »Overgangsperiodens anvendelsesområde« bestemmer:

»1.   Medmindre andet er fastsat i denne aftale, finder EU-retten anvendelse på og i Det Forenede Kongerige i overgangsperioden.

[…]

3.   I overgangsperioden har den EU-ret, som finder anvendelse i henhold til stk. 1, samme retsvirkninger over for og i Det Forenede Kongerige som i Unionen og dens medlemsstater, og den fortolkes og anvendes i overensstemmelse med de samme metoder og generelle principper, som finder anvendelse i Unionen.

[…]

6.   Medmindre andet er fastsat i denne aftale, forstås enhver henvisning til medlemsstaterne i den EU-ret, som finder anvendelse i henhold til stk. 1, herunder som gennemført og anvendt af medlemsstaterne, i overgangsperioden således, at den omfatter Det Forenede Kongerige.

[…]«

6

Aftalens artikel 131, der har overskriften »Tilsyn og håndhævelse«, har følgende ordlyd:

»I overgangsperioden har Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer de beføjelser, som EU-retten tillægger dem, i forhold til Det Forenede Kongerige og fysiske eller juridiske personer, som har ophold i eller er etableret i Det Forenede Kongerige. Navnlig har Den Europæiske Unions Domstol kompetence som fastsat i traktaterne.

Stk. 1 finder også anvendelse i overgangsperioden for så vidt angår fortolkningen og anvendelsen af denne aftale.«

7

Protokollen om Irland/Nordirland, der er vedlagt som bilag til udtrædelsesaftalen (herefter »protokollen om Irland/Nordirland«), indeholder artikel 8, der har overskriften »Moms og punktafgifter«, og som fastsætter følgende i stk. 1:

»De EU-retlige bestemmelser, der er opført i bilag 3 til denne protokol, vedrørende varer finder anvendelse på og i Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland.«

8

Artikel 12 i protokollen om Irland/Nordirland med overskriften »Gennemførelse, anvendelse, tilsyn og håndhævelse« bestemmer følgende i stk. 1:

»Uden at det berører stk. 4, er Det Forenede Kongeriges myndigheder ansvarlige for gennemførelsen og anvendelsen af de EU-retlige bestemmelser, der i medfør af denne protokol finder anvendelse på og i Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland.«

9

Bilag 3 til den nævnte protokol vedrører bl.a. Rådets direktiv 95/60/EF af 27. november 1995 om afgiftsmærkning af gasolier og petroleum (EFT 1995, L 291, s. 46).

10

Første og tredje betragtning til direktiv 95/60 er sålydende:

»De EF-foranstaltninger, der er omfattet af dette direktiv, er ikke blot nødvendige, de er en uomgængelig betingelse for gennemførelsen af målsætningerne for det indre marked; disse mål kan ikke gennemføres af medlemsstaterne individuelt […]; som følge deraf efterleves subsidiaritetsprincippet.

[…]

[F]or at det indre marked kan fungere tilfredsstillende, er det nu nødvendigt, at der fastsættes fælles regler for afgiftsmærkning af gasolie og petroleum, der ikke er afgiftsbelagt efter den fulde sats, som gælder for disse mineralolier, når de anvendes som motorbrændstof.«

11

Direktivets artikel 1 fastsætter følgende i stk. 1:

»For så vidt andet ikke følger af de nationale bestemmelser om afgiftsmærkning, anvender medlemsstaterne et system med afgiftsmærkning, der er i overensstemmelse med dette direktiv

[…]«

12

Direktivets artikel 3 er affattet på følgende måde:

»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at undgå misbrug af de mærkede produkter og navnlig sikre, at de pågældende mineralolier ikke kan anvendes som motorbrændstof i køretøjer, der er bestemt til vejkørsel, eller opbevares i sådanne køretøjers brændstoftanke, medmindre en sådan anvendelse er tilladt i særlige tilfælde, som bestemmes af de kompetente myndigheder i medlemsstaterne.

Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om, at anvendelse af de pågældende mineralolier i det i første afsnit nævnte tilfælde skal betragtes som en overtrædelse af den pågældende medlemsstats nationale lovgivning. Den enkelte medlemsstat træffer de fornødne foranstaltninger til at sikre, at alle bestemmelserne i dette direktiv gennemføres fuldt ud, og fastsætter i særdeleshed de sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelse af bestemmelserne; sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og være af forebyggende art.«

13

Artikel 14, stk. 1, i direktiv 2003/96 har følgende ordlyd:

»Ud over de almindelige bestemmelser i [Rådets] direktiv 92/12/EØF [af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed (EFT 1992, L 76, s. 1)] om fritagne anvendelsesformål for afgiftspligtige produkter, og medmindre andet er fastsat i andre EF-bestemmelser, fritager medlemsstaterne følgende produkter for beskatning på vilkår, som de fastlægger for at sikre korrekt og ligefrem anvendelse af sådanne fritagelser og for at forhindre enhver form for svig, unddragelse eller misbrug:

[…]

[…]«

14

Hydrocarbon Oil Duties Act 1979 (lov af 1979 om punktafgift på kulbrinteolier), som regulerer beskatning af brændstof, er bl.a. blevet ændret ved Finance Act 2012 (finansloven af 2012). Den foreliggende sag er, henset til tidspunktet for de omtvistede faktiske omstændigheder, reguleret af nævnte lov af 1979, som ændret ved nævnte lov af 2012 (herefter »loven af 1979«).

15

Section 14E i loven af 1979 regulerede beskatningen af brændstof anvendt i forbindelse med fritidssejlads. Bestemmelsen fastsatte følgende:

»Tunge olier og bio-blandinger, der er omfattet af en reduceret sats: fritidsfartøjer

[…]

[…]«

16

Section 14E i loven af 1979 er blevet ændret ved Schedule 11 to Finance Act 2020 (bilag 11 til finansloven af 2020), der trådte i kraft den 1. oktober 2021, i det væsentlige med henblik på at forbyde anvendelsen i Nordirland af mærket brændstof til fremdrift af fritidsfartøjer.

17

Ved den dom, hvorved traktatbruddet blev konstateret, fastslog Domstolen, at »Det Forenede Kongerige […] har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til [direktiv 95/60], idet det har tilladt anvendelsen af mærket brændstof til fritidssejlads, selv når dette brændstof ikke er omfattet af nogen fritagelse fra eller nedsættelse af punktafgift.«

18

Efter afsigelsen af den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået, anmodede Kommissionen ved skrivelse af 22. oktober 2018 Det Forenede Kongerige om inden for en frist på to måneder at meddele den de foranstaltninger, som det planlagde at træffe for at opfylde den nævnte dom.

19

Ved skrivelse af 19. december 2018 oplyste Det Forenede Kongerige, at det i 2019 og 2020 havde til hensigt at ændre sin lovgivning, navnlig loven af 1979 og den relevante følgelovgivning, med henblik på at forbyde anvendelsen af mærket brændstof til fremdrift af fritidsfartøjer. I denne skrivelse præciserede den nævnte stat ligeledes, at der, henset til de betydelige praktiske konsekvenser af disse ændringer, ville blive gennemført en offentlig høring.

20

Den 15. maj 2020 fremsendte Kommissionen – idet den fandt, at Det Forenede Kongerige ikke havde truffet de nødvendige foranstaltninger for at opfylde den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået – en åbningsskrivelse til den nævnte stat i overensstemmelse med artikel 260, stk. 2, TEUF, hvorved den opfordrede sidstnævnte til at fremsætte sine bemærkninger inden for en frist på fire måneder fra modtagelsen af skrivelsen, dvs. senest den 15. september 2020.

21

Det Forenede Kongerige besvarede åbningsskrivelsen den 11. september 2020, idet det redegjorde for de vanskeligheder, der var forbundet med opfyldelsen af den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået, navnlig som følge af det parlamentsvalg, der blev afholdt i denne stat i december 2019. Den nævnte stat anførte ligeledes, at der i finansloven af 2020 var blevet indført en lovbestemt bemyndigelse, og at denne etape skulle iagttages før vedtagelsen af den følgelovgivning, der var nødvendig for at opfylde den nævnte dom. Desuden anførte den, at der var foreslået bredere reformer med hensyn til at afskaffe retten til at anvende mærket brændstof i de fleste sektorer fra april 2022. I denne forbindelse præciserede den nævnte stat, at en høring om disse reformer ville blive afsluttet den 1. oktober 2020, og at afgørelsen om fristen for afskaffelse af retten til at anvende mærket brændstof til fremdrift af fritidsfartøjer ville blive truffet efter denne høring sammen med de endelige afgørelser om de bredere reformer vedrørende dette brændstof.

22

På denne baggrund besluttede Kommissionen at anlægge nærværende søgsmål.

23

Idet den overgangsperiode, der er fastsat i udtrædelsesaftalens artikel 126, udløb den 31. december 2020, ophørte bestemmelserne i direktiv 95/60 med at finde anvendelse på Det Forenede Kongerige fra den 1. januar 2021, dog med undtagelse af Nordirland, hvor disse bestemmelser blev ved med at være gældende efter denne dato i medfør af artikel 8 i protokollen om Irland/Nordirland, sammenholdt med bilag 3 hertil.

24

Den 21. maj 2021 fremsendte Det Forenede Kongerige en skrivelse til Kommissionen, hvori det meddelte sidstnævnte, at den endelige lovgivning om forbud mod brug af mærket brændstof med en reduceret punktafgiftssats til fremdrift af fritidsfartøjer i Nordirland ville blive vedtaget af Det Forenede Kongeriges parlament den 1. juli 2021. Det Forenede Kongerige anførte endvidere, at de private brændstofleverandører ikke var i stand til i løbet af sejlsæsonen at bygge den supplerende infrastruktur, der var nødvendig for at gøre det muligt at levere dieselolie med fuld punktafgiftssats til fritidsfartøjer og levere diesel med nedsat punktafgiftssats til kommercielle fartøjer, således at dette forbud ville træde i kraft den 1. oktober 2021.

25

Det Forenede Kongerige ajourførte derfor den 21. maj 2021 notitsen om de punktafgifter, der finder anvendelse på brændstof, som anvendes til fritidsfartøjer, hvori følgende nu fremgår af punkt 2.3:

»Fra den 1. oktober 2021 må de fritidsfartøjer i Nordirland, der kun råder over en enkelt brændstoftank (til fremdrift og andre formål end fremdrift), ikke anvende [mærket brændstof], medmindre det er blevet anbragt i en brændstoftank enten i Nordirland før den 1. oktober 2021 eller i et område, hvor [mærket brændstof] fortsat lovligt kan anvendes til fremdrift […]«

26

Den omhandlede følgelovgivning blev vedtaget den 28. juni 2021 og gjorde det muligt for bestemmelserne i finansloven af 2020 at træde i kraft, således at det i Nordirland siden den 1. oktober 2021 har været forbudt for brugere af fritidsfartøjer at anvende mærket brændstof til fremdrift.

27

Ved skrivelse af 11. februar 2022 har Kommissionen meddelt Domstolen, at den delvist har frafaldt sit søgsmål for så vidt angår den daglige tvangsbøde med den begrundelse, at denne påstand var blevet uden genstand med ikrafttrædelsen den 1. oktober 2021 af bestemmelserne i finansloven af 2020. Kommissionen har imidlertid fastholdt sin påstand om, at Det Forenede Kongerige tilpligtes at betale et fast beløb på 35873,20 EUR pr. dag for perioden fra den 17. oktober 2018 til den 30. september 2021, dvs. mellem afsigelsen af den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået, og den dato, hvor den nævnte stat opfyldte denne dom.

28

Kommissionen har gjort gældende, at Det Forenede Kongerige ikke traf de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået. Den nævnte stat havde en frist på fire måneder fra modtagelsen af åbningsskrivelsen til at fremsætte sine bemærkninger, dvs. senest den 15. september 2020. Det fremgår klart af svaret på denne åbningsskrivelse, at på trods af vedtagelsen af visse forudgående lovgivningsmæssige foranstaltninger ville retten til at anvende mærket brændstof til fremdrift af fritidsfartøjer først blive ophævet i april 2022. Kommissionen har i denne forbindelse gjort gældende, at en medlemsstat ikke kan påberåbe sig langsommelighed i lovgivningsprocessen eller vanskeligheder af national karakter for at begrunde en manglende rettidig opfyldelse af en dom afsagt af Domstolen.

29

Det Forenede Kongerige har heroverfor anført, at det ikke har tilsidesat sin forpligtelse til at opfylde den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået, idet Kommissionen fremsendte åbningsskrivelsen, og nærværende søgsmål blev anlagt for tidligt. Det kan nemlig af den praksis fra Domstolen, som følger af bl.a. dom af 4. juli 2000, Kommissionen mod Grækenland (C-387/97, EU:C:2000:356, præmis 82), og af 25. juni 2013, Kommissionen mod Den Tjekkiske Republik (C-241/11, EU:C:2013:423, præmis 44), og hvorefter foranstaltningerne med henblik på at opfylde en dom, hvorved der fastslås et traktatbrud, skal være gennemført så hurtigt som muligt, udledes, at Domstolen skal undersøge de praktiske vanskeligheder, som den pågældende medlemsstat står over for. Det fremgår ligeledes af dom af 25. november 2003, Kommissionen mod Spanien (C-278/01, EU:C:2003:635, præmis 30), at Domstolen for at fastslå, at der foreligger en manglende opfyldelse i strid med artikel 260, stk. 2, TEUF, skal lægge til grund, at opfyldelsen af den pågældende traktatbrudsdom var mulig på et tidspunkt, som lå forud for det tidspunkt, hvor opfyldelsen faktisk fandt sted.

30

I denne sammenhæng påhviler det Kommissionen at analysere de praktiske vanskeligheder, som den pågældende medlemsstat skal overvinde for at opfylde en dom, hvorved der fastslås et traktatbrud. Denne institution skal godtgøre, at det på trods af disse vanskeligheder med rimelighed var muligt for medlemsstaten at opfylde dommen inden for den frist, der var fastsat i åbningsskrivelsen. Henset til kompleksiteten og omfanget af opgaven med at opfylde den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået, var det åbenbart, at perioden på 23 måneder mellem datoen for afsigelsen af den nævnte dom og udløbet af den frist, som var fastsat i denne skrivelse, ikke var tilstrækkelig til, at Det Forenede Kongerige kunne opfylde dommen.

31

Desuden finder den tilgang, der er baseret på objektivt ansvar, ikke anvendelse på de søgsmål, som anlægges i henhold til artikel 260 TEUF. Kommissionen burde i givet fald samtidig med det søgsmål, som den anlagde på grundlag af artikel 258 TEUF, have nedlagt påstand om, at Det Forenede Kongerige blev pålagt økonomiske sanktioner i overensstemmelse med artikel 260, stk. 3, TEUF, hvilket den ikke gjorde. Endelig sammenblander Kommissionen de praktiske vanskeligheder, som medlemsstaterne står over for, og som Domstolen skal tage hensyn til, med de nationale retlige eller politiske problemer i disse stater, der ikke kan tages i betragtning.

32

I det foreliggende tilfælde har Det Forenede Kongerige gjort gældende, at det stod over for unikke praktiske vanskeligheder med henblik på at gennemføre direktiv 95/60 og opfylde den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået, hvilket det underrettede Kommissionen om. Den nævnte stat skulle således overvinde vanskeligheder, der var knyttet til for det første Det Forenede Kongeriges særlige geografiske karakteristika for så vidt angår kyststrækningernes længde samt antallet af havne og rede, for det andet den store forskel i størrelsen på de havne, hvor der kan tankes brændstof på fartøjerne, for det tredje de materielle begrænsninger, som de små havne står over for med hensyn til at levere såvel ikke-mærket som mærket brændstof, for det fjerde økonomiske og sikkerhedsrelaterede betænkeligheder vedrørende bl.a. skatte-og afgiftsunddragelse, risikoen for dieselens kvalitetsforringelse, installationen af midlertidige sekundære beholdere, indvirkningen på turistindtægterne og anvendelsen af mærket brændstof til andre formål end fremdrift samt for det femte covid-19-pandemien.

33

I replikken har Kommissionen for det første anført, at Det Forenede Kongerige ikke har bestridt, at det den 15. september 2020 ikke havde opfyldt den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået.

34

For det andet underbygges denne stats erklæring om, at Kommissionen skal godtgøre, at det med rimelighed var muligt for staten at opfylde denne dom inden den nævnte dato, ikke af retspraksis.

35

For det tredje er Domstolens faste praksis, hvorefter en medlemsstat ikke kan påberåbe sig praktiske vanskeligheder for at begrunde en manglende overholdelse af artikel 260, stk. 1, TEUF, ikke begrænset til politiske og retlige vanskeligheder. Ved at gøre gældende, at den tilgang, der er baseret på objektivt ansvar, ikke kan anvendes inden for rammerne af den procedure, som er omhandlet i artikel 260 TEUF, har Det Forenede Kongerige desuden forvekslet den forpligtelse, der påhviler det i henhold til artikel 260, stk. 1, TEUF, med vurderingen af traktatbruddets grovhed i henhold til artikel 260, stk. 2, TEUF.

36

Under alle omstændigheder udgør de omstændigheder, som Det Forenede Kongerige har påberåbt sig, ikke praktiske vanskeligheder, der kan begrunde den manglende opfyldelse af den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået. Hvad for det første angår de hævdede lovgivningsmæssige forsinkelser kan denne stats forpligtelse til at foretage en vurdering af lystbådehavnene og de kommercielle havne med henblik på at fastlægge de eventuelle afhjælpende foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde den nævnte dom, nemlig ikke forklare grundene til, at staten mere end to et halvt år efter dommens afsigelse ikke havde vedtaget den følgelovgivning, som var nødvendig for at opfylde den nævnte dom. Hvad for det andet angår de vanskeligheder, der angiveligt fulgte af infrastrukturen, såsom forekomsten af fjerntliggende havne eller meget små havne, hvor der ikke er tilstrækkelig plads til at levere mærket og umærket brændstof, er Kommissionen af den opfattelse, at disse eventuelle vanskeligheder snarere synes at være undtagelsen end reglen. Desuden har andre medlemsstater allerede overvundet vanskeligheder af lignende art. Hvad for det tredje angår covid-19-pandemien indrømmede Kommissionen Det Forenede Kongerige en ekstraordinær frist på fire måneder til at besvare åbningsskrivelsen, skønt fristen sædvanligvis kun er på to måneder. Antallet af covid-19-tilfælde i denne stat befandt sig endvidere på et af sine laveste niveauer i sommeren 2020.

37

For det fjerde fremgår det, i modsætning til, hvad Det Forenede Kongerige har hævdet, klart af dets skrivelse af 11. september 2020, at retten til at anvende mærket brændstof i de fleste sektorer først ville blive ophævet fra april 2022. Uoverensstemmelsen mellem denne stats tilsagn om rettidigt at opfylde den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået, og manglen på håndgribelige resultater inden for en overskuelig fremtid foranledigede Kommissionen til at indlede proceduren i henhold til artikel 260, stk. 2, TEUF. Det var først efter, at Kommissionen havde anlagt sag på grundlag af denne bestemmelse, at den nævnte stat indledte vedtagelsen af den nødvendige følgelovgivning.

38

For det femte har Det Forenede Kongerige med urette påberåbt sig artikel 260, stk. 3, TEUF, eftersom det traktatbrudssøgsmål, der førte til afsigelsen af den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået, vedrørte en ukorrekt gennemførelse af et direktiv og ikke en manglende meddelelse af gennemførelsesforanstaltningerne.

39

I duplikken har Det Forenede Kongerige for det første anført, at finansloven af 2020 gjorde det muligt for denne stat at efterkomme direktiv 95/60 fra dens ikrafttræden den 1. oktober 2021.

40

For det andet har Det Forenede Kongerige gjort gældende, at en manglende overholdelse af artikel 260, stk. 1, TEUF ikke kan følge af den blotte omstændighed, at staten ikke har vedtaget de nødvendige foranstaltninger før udløbet af den frist, der er fastsat i åbningsskrivelsen, idet Kommissionen ellers tillægges en beføjelse – som den ikke er tillagt ved denne bestemmelse – til at fastsætte fristen for opfyldelse af en dom fra Domstolen, hvorved der fastslås et traktatbrud. I øvrigt kan denne institution i forbindelse med udøvelsen af sine skønsmæssige beføjelser ikke uden at tilsidesætte retssikkerhedsprincippet og proportionalitetsprincippet indbringe sagen for Domstolen i henhold til artikel 260, stk. 2, TEUF, når den ønsker det og uden at undersøge, om opfyldelsen af Domstolens dom var »mulig«. Endvidere må det antages, at der foreligger en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, for så vidt som de frister, som Kommissionen har indrømmet andre medlemsstater med henblik på at opfylde en dom fra Domstolen, hvorved der fastslås et traktatbrud, i visse tilfælde har været betydeligt længere end den, der blev indrømmet i det foreliggende tilfælde.

41

For det tredje og sidste gengav Kommissionen Det Forenede Kongeriges påstande om de omhandlede praktiske vanskeligheder urigtigt og behandlede ikke disse vanskeligheder på passende vis. Desuden indbragte den sagen for Domstolen på grundlag af en fejlagtig fortolkning af skrivelsen af 11. september 2020. Denne angiver ikke, i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, at forbuddet mod at anvende mærket brændstof til fritidsfartøjer først ville finde anvendelse fra april 2022, men præciserer, at ændringer, der går ud over de krav, som følger af den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået, ville træde i kraft på denne dato.

42

I henhold til artikel 260, stk. 2, TEUF kan Kommissionen, hvis den finder, at den pågældende medlemsstat ikke har truffet de foranstaltninger, der er nødvendige for opfyldelsen af en dom fra Domstolen, indbringe sagen for sidstnævnte efter at have givet denne stat lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger, idet Kommissionen i denne forbindelse skal angive størrelsen af det faste beløb eller den tvangsbøde, som den under omstændighederne finder det passende, at den nævnte stat betaler.

43

Det skal bemærkes, at hvad angår traktatbrudsproceduren i henhold til artikel 260, stk. 2, TEUF er det relevante tidspunkt for bedømmelsen af, om der foreligger et sådant traktatbrud, udløbet af den frist, der er fastsat i den åbningsskrivelse, som er fremsendt i henhold til denne bestemmelse (dom af 20.1.2022, Kommissionen mod Grækenland (Tilbagesøgning af statsstøtte – ferronikkel), C-51/20, EU:C:2022:36, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

44

Det skal i øvrigt bemærkes, at traktatbrudsproceduren er baseret på en objektiv konstatering af, at en medlemsstat har tilsidesat sine forpligtelser efter traktaten eller efter bestemmelser i den afledte ret (dom af 12.11.2019, Kommissionen mod Irland (Vindmøllepark ved Derrybrien), C-261/18, EU:C:2019:955, præmis 92).

45

Som det fremgår af nærværende doms præmis 20, fremsendte Kommissionen i det foreliggende tilfælde den 15. maj 2020 en åbningsskrivelse til Det Forenede Kongerige i henhold til proceduren i artikel 260, stk. 2, TEUF. Det relevante tidspunkt, der er omhandlet i nærværende doms præmis 43, er dermed datoen for udløbet af den frist, som er fastsat i den nævnte skrivelse, dvs. den 15. september 2020.

46

Det er åbenbart, at Det Forenede Kongerige på denne dato ikke havde truffet alle de foranstaltninger, der var nødvendige for at opfylde den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået. Selv om finansloven af 2020, som indeholdt den lovhjemmel, der var nødvendig for, at staten kunne opfylde denne dom, var blevet vedtaget på den nævnte dato, trådte denne nemlig først i kraft den 1. oktober 2021, således at anvendelsen af mærket brændstof til fremdrift af fritidsfartøjer var tilladt i hele den nævnte stat før sidstnævnte dato.

47

Denne konstatering afkræftes ikke af Det Forenede Kongeriges argumenter. Hvad for det første angår denne stats argumentation, hvorefter Kommissionen skal godtgøre, at det med rimelighed var muligt for staten at opfylde den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået, inden datoen for udløbet af den frist, som var fastsat i åbningsskrivelsen, skal det blot bemærkes, at selv om det påhviler Kommissionen inden for rammerne af en procedure i henhold til artikel 260, stk. 2, TEUF at forsyne Domstolen med de nødvendige oplysninger for at bedømme, i hvilket omfang en medlemsstat har opfyldt en dom, hvorved det fastslås, at der foreligger traktatbrud (dom af 2.12.2014, Kommissionen mod Italien, C-196/13, EU:C:2014:2407, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis), kan det ikke pålægges Kommissionen at bevise, at det er muligt at opfylde en dom, hvorved et traktatbrud er blevet fastslået, på datoen for udløbet af den frist, som er fastsat i den åbningsskrivelse, som denne institution har sendt til den pågældende medlemsstat.

48

Hvad for det andet angår Det Forenede Kongeriges argumentation, hvorefter åbningsskrivelsen blev fremsendt, og det foreliggende søgsmål anlagt for tidligt, navnlig fordi det på grund af praktiske vanskeligheder var umuligt for Det Forenede Kongerige fuldt ud at opfylde den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået, inden udløbet af den i skrivelsen fastsatte frist, skal det for det første bemærkes, at selv om artikel 260, stk. 1, TEUF ikke fastsætter nogen frist for, hvornår en dom, hvorved et traktatbrud er blevet fastslået, skal være opfyldt, fremgår det af fast retspraksis, at hensynet til en øjeblikkelig og ensartet anvendelse af EU-retten kræver, at denne opfyldelse iværksættes med øjeblikkelig virkning og gennemføres hurtigst muligt (dom af 12.11.2019, Kommissionen mod Irland (Vindmøllepark ved Derrybrien), C-261/18, EU:C:2019:955, præmis 123 og den deri nævnte retspraksis).

49

For det andet kan det i modsætning til, hvad Det Forenede Kongerige har gjort gældende, ikke udledes af retspraksis, at den pågældende medlemsstat kan påberåbe sig praktiske vanskeligheder som begrundelse for ikke at opfylde en dom fra Domstolen. I henhold til fast retspraksis kan en medlemsstat nemlig ikke påberåbe sig bestemmelser, fremgangsmåder eller forhold i sin nationale retsorden til støtte for, at forpligtelser, der følger af EU-retten, ikke overholdes (dom af 12.11.2019, Kommissionen mod Irland (Vindmøllepark ved Derrybrien), C-261/18, EU:C:2019:955, præmis 89 og den deri nævnte retspraksis).

50

Således som generaladvokaten har anført i punkt 18 og 20 i forslaget til afgørelse, kan det ikke lægges til grund, at denne retspraksis kun vedrører retlige og politiske vanskeligheder, således at praktiske vanskeligheder kan begrunde en manglende opfyldelse af en dom fra Domstolen, hvorved et traktatbrud er blevet fastslået i henhold til artikel 258 TEUF.

51

Under disse omstændigheder kan den manglende opfyldelse af den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået, i det foreliggende tilfælde hverken begrundes i nationale eller praktiske vanskeligheder eller i de særlige omstændigheder, som Det Forenede Kongerige har påberåbt sig under den administrative procedure og nærværende sag, og som bl.a. er knyttet til lovgivningsproceduren, parlamentsvalget, de offentlige høringer, de geografiske karakteristika, forskellen i havnenes størrelse, vanskelighederne ved at levere både mærket brændstof og umærket brændstof, økonomiske og sikkerhedsmæssige hensyn samt covid-19-pandemien.

52

Det Forenede Kongeriges argumentation om, at Kommissionen dels foretog en urigtig gengivelse af statens påstande om de praktiske vanskeligheder, som denne stod over for i forbindelse med opfyldelsen af den nævnte dom, dels behandlede disse vanskeligheder på upassende vis, må ligeledes forkastes.

53

Hvad for det tredje angår Det Forenede Kongeriges argumentation, hvorefter den frist på fire måneder, som Kommissionen indrømmede i sin åbningsskrivelse, til at fremsætte sine bemærkninger til opfyldelsen af den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået, var urimelig og utilstrækkelig, skal det bemærkes, at det af retspraksis følger, at formålene med den administrative procedure, nemlig at give den berørte medlemsstat lejlighed til at opfylde sine EU-retlige forpligtelser og til virkningsfuldt at tage til genmæle over for Kommissionens klagepunkter, indebærer et krav til Kommissionen om at fastsætte en rimelig frist for medlemsstaterne til at besvare åbningsskrivelsen og til at efterkomme den pågældende traktatbrudsdom afsagt i henhold til artikel 258 TEUF eller, efter omstændighederne, til at forberede deres forsvar, idet spørgsmålet om, hvorvidt den fastsatte frist er rimelig, skal afgøres under hensyntagen til samtlige konkrete omstændigheder (jf. analogt dom af 16.7.2020, Kommissionen mod Rumænien (Bekæmpelse af hvidvask af penge), C-549/18, EU:C:2020:563, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).

54

I det foreliggende tilfælde må det fastslås, at den frist på fire måneder, som Kommissionen indrømmede i åbningsskrivelsen, hverken var urimelig eller utilstrækkelig, navnlig henset til den omstændighed, at der i alt gik næsten 23 måneder mellem afsigelsen af den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået, og udløbet af denne frist.

55

For det fjerde er det – for så vidt som Det Forenede Kongerige har gjort gældende, at det foreliggende søgsmål blev anlagt for tidligt – tilstrækkeligt at bemærke, at det af retspraksis fremgår, at Kommissionen i sin egenskab af traktaternes vogter i medfør af artikel 17, stk. 1, andet punktum, TEU råder over en skønsbeføjelse med hensyn til at vurdere, om det er hensigtsmæssigt at gribe ind over for en medlemsstat og at vælge tidspunktet for iværksættelse af en traktatbrudsprocedure mod denne, idet de grunde, der er afgørende for dette valg, hverken har betydning for formalitetsspørgsmålet eller endog kan gøres til genstand for en retslig prøvelse fra Domstolen (jf. i denne retning dom af 13.1.2021, Kommissionen mod Slovenien (MiFID II), C-628/18, EU:C:2021:1, præmis 47 og 48, samt af 8.3.2022, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige (Bekæmpelse af svig i form af for lav værdiansættelse), C-213/19, EU:C:2022:167, præmis 203 og den deri nævnte retspraksis).

56

Henset til denne skønsbeføjelse skal Det Forenede Kongeriges argument, hvorefter Kommissionen har tilsidesat ligebehandlingsprincippet, for så vidt som den har indrømmet andre medlemsstater betydeligt længere frister end den, som den indrømmede den nævnte stat med henblik på at opfylde den dom, hvorved traktatbruddet blev konstateret, ligeledes forkastes (jf. i denne retning dom af 13.1.2021, Kommissionen mod Slovenien (MiFID II), C-628/18, EU:C:2021:1, præmis 53).

57

Hvad for det femte angår Det Forenede Kongeriges argument om, at det foreliggende søgsmål hviler på en fejlfortolkning fra denne institution, som har gengivet skrivelsen af 11. september 2020 urigtigt, er denne omstændighed – selv hvis det antages, at skrivelsen i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, ikke indeholder en angivelse af, at forbuddet mod at anvende mærket brændstof til fritidsfartøjer først fandt anvendelse fra april 2022 – uden relevans for vurderingen af grundlaget for nærværende søgsmål, og den kan ikke rejse tvivl om den i denne doms præmis 46 indeholdte konstatering, hvorefter Det Forenede Kongerige den 15. september 2020 ikke havde truffet alle de nødvendige foranstaltninger med henblik på at opfylde den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået.

58

For det sjette og sidste kunne Kommissionen i modsætning til, hvad Det Forenede Kongerige har gjort gældende, ikke i forbindelse med det søgsmål, som den anlagde i den sag, der gav anledning til den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået, anmode Domstolen i henhold til artikel 260, stk. 3, TEUF om at pålægge denne stat økonomiske sanktioner. Dette søgsmål blev nemlig ikke anlagt som følge af, at den nævnte stat havde tilsidesat sin forpligtelse til at meddele gennemførelsesforanstaltningerne til direktiv 95/60, men på grund af en ukorrekt gennemførelse af dette direktiv. Under den retslige procedure indledt i henhold til artikel 260, stk. 3, TEUF, tilkommer det ikke Domstolen at undersøge, om en medlemsstat har gennemført et direktiv korrekt (jf. i denne retning dom af 25.2.2021, Kommissionen mod Spanien (Direktivet om personoplysninger – det strafferetlige område), C-658/19, EU:C:2021:138, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

59

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det fastslås, at Det Forenede Kongerige har tilsidesat de forpligtelser, der påhvilede det i henhold til artikel 260, stk. 1, TEUF, idet denne stat på datoen for udløbet af den frist, som var fastsat i den af Kommissionen fremsendte åbningsskrivelse, dvs. den 15. september 2020, ikke havde gennemført samtlige de foranstaltninger, der var nødvendige til opfyldelsen af den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået.

60

Kommissionen er af den opfattelse, at hver langvarig manglende opfyldelse af en dom afsagt af Domstolen i sig selv udgør et alvorligt indgreb i legalitetsprincippet og retssikkerhedsprincippet, og den har derfor under henvisning til punkt 10 ff. i sin meddelelse SEC(2005) 1658 af 12. december 2005 med overskriften »Gennemførelse af […] artikel [260 TEUF]« (EUT 2007, C 126, s. 15, herefter »meddelelsen af 2005«) nedlagt påstand om, at Det Forenede Kongerige pålægges at betale et fast beløb.

61

Kommissionen har støttet sig på meddelelsen af 2005 og meddelelsen med overskriften »[A]jourføring af oplysninger, der anvendes til beregning af de faste beløb og de tvangsbøder, som Kommissionen foreslår Den Europæiske Unions Domstol i traktatbrudssøgsmål« (EUT 2020, C 301, s. 1, herefter »meddelelsen af 2020«), med henblik på at anmode om, at dette faste beløb beregnes ved at gange det daglige beløb på 35873,20 EUR med det antal dage, der er forløbet mellem datoen for afsigelsen af den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået, og den dato, hvor Det Forenede Kongerige opfyldte denne dom. Dette beløb fremkommer ved at gange en ensartet grundsats med en grovhedskoefficient og en faktor »n«. Kommissionen har præciseret, at det således opnåede faste beløb ikke må være mindre end 8901000 EUR.

62

Kommissionen har for det første anført, at det af meddelelsen af 2020 fremgår dels, at den ensartede grundsats er fastsat til 1052 EUR, dels, at den »n«-faktor, hvortil der tages hensyn for at sikre sanktionens afskrækkende virkning, for Det Forenede Kongeriges vedkommende er på 3,41.

63

Hvad for det andet angår tilsidesættelsens grovhed har Kommissionen anført, at formålet med direktiv 95/60 er at supplere direktiv 2003/96 og at fremme det indre markeds gennemførelse og funktion ved at muliggøre en nem og hurtig identificering af gasolier, der ikke er afgiftsbelagt efter den fulde sats. Ved ikke at træffe de nødvendige foranstaltninger for at undgå misbrug af mærkede varer har denne medlemsstat imidlertid gjort det vanskeligt eller endog umuligt for myndighederne i de øvrige medlemsstater, navnlig dem, der har farvande, som støder op til Det Forenede Kongerige, at afgøre, om et fritidsfartøj, der får påfyldt mærket brændstof i Det Forenede Kongeriges havne og derefter når frem til disse medlemsstaters farvande, transporterer brændstof, som lovligt beskattes med fuld afgiftssats i Det Forenede Kongerige. Det fremgår endvidere af Det Forenede Kongeriges regerings dokument af 15. juli 2019, som har overskriften »Implementation of the Court of Justice of the European Union (CJEU) judgment on diesel fuel used in private pleasure craft« (opfyldelse af dommen fra Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen) om dieselolie anvendt i fritidsfartøjer), og hvorved der blev iværksat en offentlig høring i denne stat, at et betydeligt antal fritidsfartøjer blev påvirket af den omstændighed, at den nævnte stat ikke havde truffet de nødvendige foranstaltninger. Der bør derfor anvendes en grovhedskoefficient på 10 ud af 20.

64

Det Forenede Kongerige har heroverfor anført, at selv i tilfælde af, at Domstolen fastslår, at den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået, ikke var blevet opfyldt, bør staten ikke pålægges en økonomisk sanktion, og subsidiært, at denne sanktion skal begrænses til et fast beløb, der ikke overstiger 250000 EUR.

65

Hvad angår tilsidesættelsens grovhedsgrad og medlemsstatens betalingsevne skal der i overensstemmelse med fast retspraksis tages hensyn til dels de konsekvenser, som den manglende opfyldelse af den pågældende traktatbrudsdom har for private og offentlige interesser, dels den uopsættelighed, der er i at foranledige den pågældende medlemsstat til at overholde sine forpligtelser (jf. i denne retning dom af 12.7.2005, Kommissionen mod Frankrig, C-304/02, EU:C:2005:444, præmis 104, af 14.3.2006, Kommissionen mod Frankrig, C-177/04, EU:C:2006:173, præmis 62, og af 10.1.2008, Kommissionen mod Portugal, C-70/06, EU:C:2008:3, præmis 39).

66

Hvad for det første angår grovheden af den manglende opfyldelse kan der kun være tale om en begrænset tilsidesættelse og en meget beskeden grovhed, således at der bør anlægges en tilgang svarende til den, som Domstolen anvendte i dom af 10. januar 2008, Kommissionen mod Portugal (C-70/06, EU:C:2008:3), og følgelig anvendes en grovhedsfaktor, som ikke er højere end 3.

67

Det Forenede Kongerige har for det første anført, at Kommissionens stævning ikke indeholder nogen analyse af betydningen af den EU-regel, der var genstand for den pågældende tilsidesættelse.

68

For det andet skal Kommissionen ikke blot godtgøre, at der foreligger en manglende opfyldelse af en traktatbrudsdom, men også denne manglende opfyldelses konsekvenser for det indre marked og for offentlige og private interesser. Ifølge Det Forenede Kongerige har tilsidesættelserne af direktiv 95/60 kun yderst begrænsede konsekvenser for disse interesser, henset til den fuldstændige ordning, som denne stat har indført med henblik på at kontrollere, at brugerne af fritidsfartøjerne har erlagt det passende afgiftsbeløb. Det indre marked har derfor hverken lidt skatte- eller afgiftsmæssige tab eller skade. Hvad angår de vanskeligheder, som Kommissionen har påberåbt sig med hensyn til de øvrige medlemsstaters kontrol af, at afgiften er blevet behørigt erlagt i Det Forenede Kongerige, har denne stat desuden gjort gældende dels, at disse vanskeligheder ikke er underbygget af noget bevis, dels, at den kontrolordning, som den har indført, kunne anvendes af myndighederne i disse andre medlemsstater.

69

Endvidere er den manglende overensstemmelse minimal, for så vidt som mindre end 0,2% af det mærkede brændstof blev anvendt i Det Forenede Kongerige til fremdrift af fritidsfartøjer i perioden fra 2017 til 2019.

70

I denne sammenhæng skal der ligeledes tages hensyn til den omstændighed, at Det Forenede Kongeriges forpligtelse til at opfylde den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået, efter overgangsperiodens udløb den 31. december 2020 nu kun vedrører Nordirland. Det Forenede Kongerige har i denne henseende gjort gældende, at antallet af fritidsfartøjer i Nordirland er anslået til 1500, og at kun 132 liter mærket brændstof blev leveret til brugerne af disse fartøjer i perioden fra den 1. januar 2021 til den 22. marts 2021.

71

For det tredje følger det af Domstolens praksis, at Domstolen med henblik på fastlæggelsen af traktatbruddets grovhed tager hensyn til vanskeligheder med opfyldelsen. Ved at foranstalte en offentlig høring i 2019 og ved at vedtage den omhandlede primære lovgivning havde Det Forenede Kongerige i øvrigt gjort betydelige fremskridt efter afsigelsen af den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået. Desuden handlede den nævnte stat i god tro, idet den regelmæssigt underrettede Kommissionen om de trufne foranstaltninger. Der skal ligeledes tages hensyn til den omstændighed, at der er tale om det første søgsmål, som er blevet anlagt mod denne stat på grund af manglende opfyldelse af en dom fra Domstolen.

72

Hvad for det andet angår traktatbruddets varighed begynder perioden med manglende opfyldelse først at løbe fra det tidspunkt, hvor Domstolen finder, at det i praksis var muligt at opfylde den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået. Det følger nemlig af dom af 28. november 2013, Kommissionen mod Luxembourg (C-576/11, EU:C:2013:773), at der skal tages hensyn til de praktiske vanskeligheder med henblik på at vurdere denne varighed.

73

For det tredje har Det Forenede Kongerige anført, at »n«-faktoren på 3,41, som blev fastsat i meddelelsen af 2020, er for høj.

74

For det første kan betalingsevnen ikke længere baseres på Det Forenede Kongeriges bruttonationalprodukt (BNP) som helhed, idet forpligtelserne i henhold til direktiv 95/60 og artikel 260 TEUF siden overgangsperiodens udløb nu kun finder anvendelse på Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland. Den nordirske irske økonomi udgjorde imidlertid ca. 2,28% af Det Forenede Kongeriges økonomi i 2018, hvorfor »n-faktoren« skal justeres forholdsmæssigt. I denne henseende skal der sondres mellem den foreliggende sag og den sag, der gav anledning til dom af 11. december 2012, Kommissionen mod Spanien (C-610/10, EU:C:2012:781), hvori Domstolen forkastede Kongeriget Spaniens argument om, at der kun skulle tages hensyn til Baskerlandets BNP, eftersom tilsidesættelsen af EU-reglerne udelukkende vedrørte denne del af Kongeriget Spanien. I den nævnte sag fandt EU-reglerne således anvendelse på denne medlemsstat som helhed, mens direktiv 95/60 i det foreliggende tilfælde kun finder anvendelse på Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland. For så vidt som Kommissionen fandt, at »n«-faktoren skulle genberegnes efter overgangsperiodens udløb, ville det desuden være selvmodsigende fortsat at anvende Det Forenede Kongeriges samlede BNP efter denne periode.

75

For det andet skal der tages hensyn til den omstændighed, at Det Forenede Kongerige ikke længere har nogen pladser i Europa-Parlamentet.

76

For det tredje bør Domstolen tage hensyn til de seneste oplysninger om BNP. I denne forbindelse har Det Forenede Kongeriges repræsentant i retsmødet præciseret, at for så vidt angår 2020 beløb denne stats BNP sig til 2156073 mio. GBP (ca. 2423426 mio. EUR).

77

Kommissionen har i replikken anført, at Domstolen kan pålægge Det Forenede Kongerige en højere sanktion end den, Kommissionen har foreslået.

78

Hvad for det første angår traktatbruddets grovhed har Kommissionen anført, at klarheden af den tilsidesatte forpligtelse spiller en vigtig rolle ved vurderingen af tilsidesættelsens grovhed. Tilsvarende er spørgsmålet ikke, om Det Forenede Kongerige har overholdt formålet med direktiv 2003/96, men snarere, om denne stat har overholdt den i direktiv 95/60 fastsatte klare og nødvendige forpligtelse til at ophæve fritidsfartøjers ret til at anvende mærket brændstof. Det påhviler i øvrigt ikke Kommissionen at godtgøre, at konsekvenserne af tilsidesættelsen faktisk har materialiseret sig.

79

Desuden er det ifølge Kommissionen alene afgørende, at fritidsfartøjer har haft adgang til flere medlemsstaters farvande med mærket brændstof, som disse staters myndigheder med rette kunne antage ikke var blevet pålagt afgift.

80

Endvidere forsinkede Det Forenede Kongerige to gange vedtagelsen af den relevante følgelovgivning. Det var desuden først efter anlæggelsen af nærværende søgsmål, at den nævnte stat foregreb denne vedtagelse. Endelig har Kommissionen taget hensyn til den omstændighed, at det er første gang, at der er blevet anlagt sag mod den pågældende stat for manglende opfyldelse af en dom fra Domstolen.

81

Kommissionen har i retsmødet gjort gældende, at grovhedskoefficienten ikke skulle nedsættes på grund af indskrænkningen af tilsidesættelsens territoriale omfang, eftersom denne indskrænkning fulgte af udtrædelsesaftalen og ikke af de foranstaltninger, som Det Forenede Kongerige havde vedtaget for at opfylde den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået.

82

Hvad for det andet angår tilsidesættelsens varighed skal der hverken tages hensyn til praktiske vanskeligheder eller til den omstændighed, at Det Forenede Kongerige har udfoldet bestræbelser i god tro.

83

Hvad for det tredje angår »n«-faktoren har Kommissionen for det første anført, at nærværende sag blev anlagt inden overgangsperiodens udløb, og at Det Forenede Kongerige i henhold til udtrædelsesaftalens artikel 127 og 131 som helhed fortsat var ansvarligt for anvendelsen og overholdelsen af EU-retten i denne periode.

84

For det andet anvendes det antal pladser, som en medlemsstat råder over i Parlamentet, som en variabel ved fastlæggelsen af »n«-faktoren, da det udgør en nyttig indikator for denne medlemsstats størrelse, således at den omstændighed, at Det Forenede Kongerige ikke længere har pladser i Parlamentet, er irrelevant og i øvrigt en direkte følge af den udtrædelsesaftale, som staten undertegnede. Kommissionen har under alle omstændigheder gjort gældende, at den nævnte stat var repræsenteret i Parlamentet på det tidspunkt, hvor traktatbruddet blev fastslået, dvs. i 2018.

85

Hvad for det tredje angår Det Forenede Kongeriges påstand om, at »n«-faktoren skal nedsættes af økonomiske grunde, har Kommissionen i retsmødet anført, at de tal, som Det Forenede Kongerige har fremlagt vedrørende 2020, kan anses for pålidelige. Endvidere fremgår det af Kommissionens meddelelse med overskriften »Tilpasning af beregningen af de faste beløb og tvangsbøder, som Kommissionen foreslår Den Europæiske Unions Domstol i traktatbrudssøgsmål, efter Det Forenede Kongeriges udtræden« (EUT 2021, C 129, s. 1, herefter »meddelelsen af 2021«), at »n«-faktoren herefter bør fastsættes til 3,70 for så vidt angår tilsidesættelser begået af denne stat, og at det minimale faste beløb bør fastsættes til 8215000 EUR.

86

Det Forenede Kongerige har i duplikken anført, at det efterkom direktiv 95/60 den 1. oktober 2021. Kommissionen kan derfor ikke nedlægge påstand om pålæggelse af økonomiske sanktioner, for så vidt som det af dom af 7. september 2016, Kommissionen mod Grækenland (C-584/14, EU:C:2016:636, præmis 70), fremgår, at disse har til formål at fremme en hurtig opfyldelse af en dom fra Domstolen, hvorved et traktatbrud fastslås, i tilfælde af at traktatbruddet fortsat består.

87

Hvad for det første angår traktatbruddets grovhed har den nævnte stat afvist Kommissionens argument om, at det fremgår af første betragtning til direktiv 95/60, at de forpligtelser, som følger af dette direktiv, skal anses for vigtige. Således som det fremgår af dom af 25. juni 2013, Kommissionen mod Den Tjekkiske Republik (C-241/11, EU:C:2013:423, præmis 54), har angivelserne i en betragtning nemlig for det første en lav analytisk værdi ved vurderingen af en regels relative betydning i forhold til andre EU-regler, og adskillige direktiver indeholder for det andet tilsvarende udtryk.

88

Endvidere skal der tages hensyn til det med direktiv 95/60 forfulgte endelige formål om at gennemføre et harmoniseret system for pålæggelse af punktafgifter på dieselolie. Desuden sammenblander Kommissionen spørgsmålet om overensstemmelse med dette direktiv med spørgsmålet om de relevante faktorer ved vurderingen af en manglende overensstemmelses grovhed.

89

Den omstændighed, at det mærkede brændstof, der blev leveret til brugerne af fritidsfartøjer i Det Forenede Kongerige, udgjorde 0,2% af det mærkede brændstof, som blev distribueret i denne stat, og at det mærkede brændstof, der blev leveret til disse brugere i Nordirland, udgjorde 0,02% af Det Forenede Kongeriges marked i perioden fra juni til august 2019, er i øvrigt af afgørende betydning.

90

Tilsvarende godtgøres den begrænsede indvirkning af den manglende opfyldelse af direktiv 95/60 af den omstændighed, at Kommissionen udelukkende har henvist til uunderbyggede uddrag fra pressen vedrørende bøder, som i en enkelt medlemsstat er blevet pålagt brugere af Det Forenede Kongeriges fritidsfartøjer, og at den ikke har fremlagt noget bevis for, at en sådan bøde er blevet pålagt siden maj 2018. Det følger af dom af 10. september 2009, Kommissionen mod Portugal (C-457/07, EU:C:2009:531, præmis 98), at når en medlemsstat, ligesom det er tilfældet i den foreliggende sag, har fremlagt detaljerede oplysninger, der godtgør, at en tilsidesættelse har en begrænset eller ingen indvirkning, tilkommer det Kommissionen at godtgøre grundene til, at Domstolen bør fastholde sit standpunkt. Endelig kan Kommissionen ikke påberåbe sig det oprindelige traktatbrud for at bestride, at medlemsstaten var i god tro.

91

Hvad for det andet angår »n«-faktoren skal der tages hensyn til den omstændighed, at EU-retten nu kun finder anvendelse på Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland, der, som Det Forenede Kongerige anførte i retsmødet, tegnede sig for 2,25% af Det Forenede Kongeriges BNP i 2020. Domstolen bør nemlig lægge størrelsen af økonomien i det område, hvorpå EU-retten finder anvendelse på datoen for afsigelsen af dommen i den foreliggende sag, til grund.

92

I retsmødet har Det Forenede Kongerige ligeledes gjort gældende, at det siden sin udtræden af Unionen har befundet sig i en anden situation end medlemsstaterne, således at det ikke bør gøres til genstand for den samme behandling som disse, bl.a. hvad angår »n«-faktoren, og således at det faste beløb bør nedsættes.

93

Det skal indledningsvis fastslås, at selv om Det Forenede Kongerige den 1. oktober 2021 bragte tilsidesættelsen af sin forpligtelse til fuldt ud at opfylde den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået, til ophør, og at traktatbruddet i det foreliggende tilfælde derfor ikke varede ved indtil Domstolens undersøgelse af de faktiske omstændigheder, har Kommissionen, således som det fremgår af denne doms præmis 27, opretholdt sin påstand om, at denne stat tilpligtes at betale et fast beløb.

94

Det skal i denne henseende bemærkes, at en stævning, hvori Kommissionen har nedlagt påstand om pålæggelse af et fast beløb, ikke kan forkastes alene med den begrundelse, at dens genstand er et traktatbrud, der, selv om det har varet i tid, blev bragt til ophør på tidspunktet for Domstolens undersøgelse af de omtvistede faktiske omstændigheder (dom af 13.1.2021, Kommissionen mod Slovenien (MiFID II), C-628/18, EU:C:2021:1, præmis 70).

95

Det bemærkes indledningsvis, at det tilkommer Domstolen i den enkelte sag og på grundlag af de faktiske omstændigheder i den sag, der er forelagt den, samt ud fra den grad af pression og prævention, den finder fornøden, at fastsætte egnede økonomiske sanktioner, navnlig for at forebygge gentagelse af tilsvarende tilsidesættelser af EU-retten (dom af 20.1.2022, Kommissionen mod Grækenland (Tilbagesøgning af statsstøtte – ferronikkel), C-51/20, EU:C:2022:36, præmis 86 og den deri nævnte retspraksis).

96

En domfældelse til betaling af et fast beløb og fastsættelse af den eventuelle størrelse af dette beløb bør i det enkelte tilfælde ske på grundlag af samtlige relevante forhold, som vedrører såvel særegenhederne ved det fastslåede traktatbrud som den holdning, der blev indtaget af den pågældende medlemsstat, efter at proceduren i henhold til artikel 260 TEUF var blevet indledt. I denne forbindelse tildeler sidstnævnte bestemmelse Domstolen et vidt skøn ved afgørelsen af, hvorvidt der bør pålægges en sådan sanktion, og i givet fald dens størrelse. Det tilkommer derudover Domstolen under udøvelse af sin skønsbeføjelse at fastsætte størrelsen af det faste beløb således, at det dels er tilpasset efter omstændighederne, dels er afpasset i forhold til den begåede tilsidesættelse. Til de i denne henseende relevante omstændigheder hører bl.a. den fastslåede tilsidesættelses grovhed og den periode, hvori denne bestod efter afsigelsen af den dom, hvorved den blev fastslået, samt den pågældende medlemsstats betalingsevne (jf. i denne retning dom af 12.11.2019, Kommissionen mod Irland (Vindmøllepark ved Derrybrien), C-261/18, EU:C:2019:955, præmis 113 og 114 samt den deri nævnte retspraksis).

97

Hvad for det første angår tilsidesættelsens grovhed skal der henvises til den tilsidesatte regels betydning for oprettelsen af det indre marked, der, således som det følger af dom af 20. januar 2022, Kommissionen mod Grækenland (Tilbagesøgning af statsstøtte – ferronikkel) (C-51/20, EU:C:2022:36, præmis 98), udgør en af de grundlæggende opgaver, som Unionen er tildelt i medfør af artikel 3, stk. 3, TEU.

98

I denne henseende, og som det fremgår af præmis 44 og 46 i den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået, forholder det sig for det første således, at medlemsstaterne i medfør af artikel 1 i direktiv 95/60, sammenholdt med tredje betragtning hertil, er forpligtede til at anvende et system med afgiftsmærkning som fastsat i dette direktiv på bl.a. dieselolie, der ikke beskattes med den fulde sats, og for det andet således, at det med direktivet forfulgte formål, nemlig at supplere direktiv 2003/96 og fremme det indre markeds gennemførelse og funktion ved at muliggøre en let og hurtig identifikation af dieselolie, som ikke er underlagt den normale afgiftssats, ikke ville kunne opnås, hvis det var tilladt for medlemsstaterne også at tillade anvendelse af afgiftsmærkning for dieselolie, der er bestemt til brug, som er underlagt den normale afgiftssats.

99

I øvrigt er de i direktiv 95/60 omhandlede foranstaltninger – i overensstemmelse med første betragtning hertil – ikke blot nødvendige, men også en uomgængelig betingelse for gennemførelsen af målsætningerne for det indre marked.

100

Det Forenede Kongerige har ganske vist gjort gældende, at det har indført et fuldstændigt system, der gør det muligt at kontrollere, at det passende afgiftsbeløb er blevet erlagt af brugerne af fritidsfartøjer, og at dette system ligeledes kan anvendes af medlemsstaternes myndigheder i forbindelse med senere undersøgelser, som under alle omstændigheder ikke udgør hovedformålet med direktiv 95/60.

101

Det er imidlertid i denne henseende tilstrækkeligt at bemærke, at Domstolen i præmis 52 og 53 i den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået, fastslog, at den i direktiv 95/60 fastsatte afgiftsmærkning af gasolie, der er fritaget for afgift eller pålagt afgift med en nedsat sats, netop har til formål at lette skatte- og afgiftsmyndighederne i en anden medlemsstats kontrol med den faktiske betaling af passende punktafgifter i den medlemsstat, hvor varerne overgik til forbrug, og at det er uden betydning, at der findes andre kontrolmetoder, såsom den af Det Forenede Kongerige foreslåede fremlæggelse af en kvittering, der godtgør betalingen af punktafgiftsdifferencen.

102

Det skal i øvrigt ligeledes bemærkes, at forpligtelsen til at vedtage nationale foranstaltninger for at sikre en fuldstændig gennemførelse af et direktiv udgør en væsentlig forpligtelse for medlemsstaterne med henblik på at sikre EU-rettens fulde virkning, og at en tilsidesættelse af denne forpligtelse derfor skal anses for at have en klar grov karakter (jf. analogt dom af 25.2.2021, Kommissionen mod Spanien (Direktivet om personoplysninger – det strafferetlige område), C-658/19, EU:C:2021:138, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

103

For så vidt som Det Forenede Kongerige har gjort gældende, at tilsidesættelsens grovhed er minimal, fordi det mærkede brændstof, der blev leveret til brugerne af fritidsfartøjer i Det Forenede Kongerige, udgjorde 0,2% af det mærkede brændstof, som blev distribueret i denne stat, skal det i lighed med det af Kommissionen anførte fastslås, at den pågældende tilsidesættelse kunne straffe et betragteligt antal brugere af fritidsfartøjer og dermed skade de berørte private og offentlige interesser. Såvel de britiske statsborgere, der ønskede at rejse til farvandene i de medlemsstater, der grænser op til Det Forenede Kongerige, som borgerne i disse nabomedlemsstater, der ville begive sig til Det Forenede Kongeriges farvande, og som dér skulle påfylde mærket brændstof, inden de vendte tilbage til de nævnte medlemsstaters farvande, risikerede nemlig at stå over for vanskeligheder i forbindelse med kontroller foretaget af disse medlemsstaters myndigheder og navnlig at blive pålagt bøder af disse myndigheder.

104

Desuden har Det Forenede Kongerige i sit skriftlige indlæg selv anført, at et forbud mod mærket brændstof til fremdrift af de nævnte fartøjer havde betydelige praktiske konsekvenser, hvilket ville være meningsløst, såfremt den mængde af mærket brændstof, der blev leveret i dette øjemed, var ubetydelig. I øvrigt fremgår det af dokumentet af 15. juli 2019, der har overskriften »Implementation of the Court of Justice of the European Union (CJEU) judgment on diesel fuel used in private pleasure craft«, og hvorved der blev iværksat en offentlig høring i Det Forenede Kongerige, at denne stat rådede over et betydeligt antal fritidsfartøjer, og at en betydelig mængde mærket brændstof blev anvendt til fremdrift af disse fartøjer.

105

Hvad for det første angår de eventuelle formildende omstændigheder, som Det Forenede Kongerige har påberåbt sig, skal denne stats argumentation om, at det foreliggende traktatbrud er af meget beskeden karakter på grund af de omhandlede praktiske vanskeligheder, forkastes i lyset af nærværende doms præmis 49-51. Domstolen har nemlig inden for rammerne af bedømmelsen af et traktatbruds grovhed gentagne gange fastslået, at en medlemsstat ikke kan påberåbe sig bestemmelser, fremgangsmåder eller forhold i sin nationale retsorden til støtte for, at forpligtelser, der følger af EU-retten, ikke overholdes (jf. i denne retning dom af 4.12.2014, Kommissionen mod Sverige, C-243/13, EU:C:2014:2413, præmis 53, af 13.7.2017, Kommissionen mod Spanien, C-388/16, EU:C:2017:548, præmis 41, og af 25.7.2018, Kommissionen mod Spanien, C-205/17, EU:C:2018:606, præmis 62).

106

Hvad for det andet angår den omstændighed, at Det Forenede Kongerige under den administrative procedure regelmæssigt underrettede Kommissionen om de foranstaltninger, som det påtænkte at træffe for at opfylde den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået, skal det bemærkes, at medlemsstaterne under alle omstændigheder er pålagt en forpligtelse til loyalt samarbejde med Kommissionen i medfør af artikel 4, stk. 3, TEU, hvilket indebærer, at enhver medlemsstat er forpligtet til at lette denne institutions gennemførelse af sine opgaver, som i henhold til artikel 17 TEU består i som traktaternes vogter at drage omsorg for gennemførelsen af EU-retten under Domstolens kontrol (dom af 8.3.2022, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige (Bekæmpelse af svig i form af for lav værdiansættelse), C-213/19, EU:C:2022:167, præmis 527).

107

Kun et samarbejde med Kommissionen, der er kendetegnet ved tiltag, som vidner om hensigten om hurtigst muligt at opfylde den pågældende traktatbrudsdom, der er afsagt i medfør af artikel 258 TEUF, kan derfor tages i betragtning som en formildende omstændighed i forbindelse med vurderingen af tilsidesættelsens grovhed.

108

I det foreliggende tilfælde forholder det sig imidlertid således, at Det Forenede Kongerige i modsætning til, hvad det havde anført over for Kommissionen i sin skrivelse af 19. december 2018, ikke i løbet af 2019 og 2020 foretog de lovændringer, der var nødvendige for at opfylde den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået. For så vidt som denne stat i sin skrivelse af 11. september 2020 anførte, at afgørelsen om fristen for ophævelse af retten til at anvende mærket brændstof til fremdrift af fritidsfartøjer først ville blive truffet efter en offentlig høring om ophævelsen af denne ret for andre sektorer end for fremdrift af disse fartøjer, har den i øvrigt anerkendt, at opfyldelsen af den nævnte dom kunne have været gennemført hurtigere.

109

Under disse omstændigheder kan Det Forenede Kongeriges samarbejde med Kommissionen under den administrative procedure ikke tages i betragtning som en formildende omstændighed.

110

Derimod, og for det tredje, skal det som formildende omstændighed lægges til grund, at Det Forenede Kongerige har truffet en række foranstaltninger såvel før anlæggelsen af nærværende sag som under sagens behandling med henblik på at opfylde den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået, og navnlig at det har bragt det foreholdte traktatbrud til ophør med ikrafttrædelsen den 1. oktober 2021 af bestemmelserne i finansloven af 2020 (jf. analogt dom af 31.3.2011, Kommissionen mod Grækenland, C-407/09, EU:C:2011:196, præmis 41).

111

For det fjerde skal der, selv om den berørte medlemsstats størrelse ganske vist ikke i sig selv er relevant i forbindelse med vurderingen af traktatbruddets grovhed, imidlertid tages hensyn til den omstændighed, at direktiv 95/60 siden den 1. januar 2021 kun har fundet anvendelse på Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland, således at konsekvensen af traktatbruddet er begrænset fra den nævnte dato.

112

Endelig bør der for det femte tages hensyn til den formildende omstændighed, at Det Forenede Kongerige aldrig tidligere har undladt at opfylde en dom afsagt af Domstolen i henhold til artikel 258 TEUF (jf. dom af 30.5.2013, Kommissionen mod Sverige, C-270/11, EU:C:2013:339, præmis 55).

113

Hvad for det andet angår tilsidesættelsens varighed bemærkes blot, at denne skal vurderes under hensyntagen til den periode, der er forløbet mellem på den ene side datoen for afsigelsen af den pågældende traktatbrudsdom afsagt i medfør af artikel 258 TEUF og på den anden side det tidspunkt, hvor Domstolen vurderer de faktiske omstændigheder, eller den dato, hvor den pågældende medlemsstat opfylder den nævnte dom, såfremt sidstnævnte dato indtræder først (jf. i denne retning dom af 31.3.2011, Kommissionen mod Grækenland, C-407/09, EU:C:2011:196, præmis 35, og af 12.11.2019, Kommissionen mod Irland (Vindmøllepark ved Derrybrien), C-261/18, EU:C:2019:955, præmis 122).

114

I det foreliggende tilfælde må det fastslås, at der er forløbet 1079 dage – og dermed næsten tre år – mellem afsigelsen af den dom, hvorved traktatbruddet blev fastslået, og Det Forenede Kongeriges opfyldelse af denne.

115

Hvad for det tredje angår betalingsevnen fremgår det af retspraksis, at der skal lægges vægt på den pågældende medlemsstats BNP som den væsentligste faktor med henblik på vurderingen af dens betalingsevne og med henblik på at pålægge tilstrækkeligt afskrækkende og forholdsmæssige sanktioner, således at en fremtidig gentagelse af tilsvarende tilsidesættelser af EU-retten imødegås på effektiv vis (jf. i denne retning dom af 20.1.2022, Kommissionen mod Grækenland (Tilbagesøgning af statsstøtte – ferronikkel), C-51/20, EU:C:2022:36, præmis 116 og 130).

116

Det Forenede Kongerige har i denne henseende for det første gjort gældende, at der udelukkende skal tages udgangspunkt i Nordirlands BNP for hele tilsidesættelsesperioden, mens Kommissionen er af den opfattelse, at Det Forenede Kongeriges BNP som helhed bør tages i betragtning for denne periode.

117

Selv om det i det foreliggende tilfælde ganske vist forholder sig således, at EU-retten i overensstemmelse med udtrædelsesaftalens artikel 127, stk. 1, fandt anvendelse på Det Forenede Kongerige som helhed i overgangsperioden, dvs. indtil den 31. december 2020, har det omhandlede traktatbrud siden den 1. januar 2021 kun vedrørt Nordirland.

118

Når dette er sagt, fremgår det af artikel 12, stk. 1, i protokollen om Irland/Nordirland, at det er Det Forenede Kongeriges myndigheder og ikke Nordirlands, som er ansvarlige for gennemførelsen og anvendelsen af de EU-retlige bestemmelser, der i medfør af denne protokol finder anvendelse på og i Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland. I denne sammenhæng, og i modsætning til, hvad Det Forenede Kongerige har gjort gældende, er den omstændighed, at sidstnævnte siden den 1. februar 2020 ikke længere er en medlemsstat, uden betydning for vurderingen af denne stats betalingsevne, hvorfor det ikke er hensigtsmæssigt at behandle den anderledes end medlemsstaterne i denne henseende.

119

Som det fremgår af den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i nærværende doms præmis 115, tages der desuden hensyn til betalingsevnen med henblik på at fastsætte tilstrækkeligt afskrækkende og forholdsmæssige sanktioner med det formål at imødegå en fremtidig gentagelse af tilsvarende tilsidesættelser af EU-retten på effektiv vis. En sanktion over for Det Forenede Kongerige, der for så vidt angår vurderingen af betalingsevnen alene er beregnet under hensyntagen til Nordirlands BNP med hensyn til traktatbruddets fortsatte beståen efter overgangsperiodens udløb, er imidlertid ikke tilstrækkeligt afskrækkende og kan derfor ikke gøre det muligt at opfylde dette formål.

120

Eftersom den omstændighed, at EU-retten siden overgangsperiodens udløb kun finder anvendelse på Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland, er en formildende omstændighed, der spiller en rolle i forbindelse med vurderingen af traktatbruddets grovhed, således som det fremgår af nærværende doms præmis 111, er det i øvrigt ikke begrundet på ny at tage hensyn til denne omstændighed med hensyn til vurderingen af Det Forenede Kongeriges betalingsevne.

121

På baggrund af det ovenstående bør der tages hensyn til Det Forenede Kongeriges BNP som helhed for hele tilsidesættelsesperioden med henblik på at fastlægge denne stats betalingsevne.

122

Denne vurdering drages ikke i tvivl af de argumenter, som Det Forenede Kongerige har fremført. Selv om der i overensstemmelse med Domstolens praksis skal tages hensyn til den seneste udvikling i BNP (dom af 12.11.2019, Kommissionen mod Irland (Vindmøllepark ved Derrybrien), C-261/18, EU:C:2019:955, præmis 124 og den deri nævnte retspraksis), kan det nemlig i modsætning til, hvad Det Forenede Kongerige har hævdet, ikke udledes af denne retspraksis, at Domstolen udelukkende skal tage hensyn til BNP for det område, hvorpå EU-retten finder anvendelse på tidspunktet for Domstolens undersøgelse af de faktiske omstændigheder.

123

For så vidt som Kommissionen for det første har gjort gældende, at »n«-faktoren i overensstemmelse med meddelelsen af 2021 bør fastsættes til 3,70 for så vidt angår de tilsidesættelser, som er blevet begået af Det Forenede Kongerige, og det minimale faste beløb bør fastsættes til 8215000 EUR, og den nævnte stat for det andet har gjort gældende, at denne institutions argumentation vedrørende statens betalingsevne og nævnte meddelelse af 2021 er selvmodsigende, er det i øvrigt tilstrækkeligt at bemærke, at retningslinjer som dem, der er indeholdt i Kommissionens meddelelser, ikke er bindende for Domstolen, men bidrager til at sikre gennemsigtigheden, forudsigeligheden og retssikkerheden i Kommissionens egne handlinger, når denne institution fremsætter forslag for Domstolen (dom af 20.1.2022, Kommissionen mod Grækenland (Tilbagesøgning af statsstøtte – ferronikkel), C-51/20, EU:C:2022:36, præmis 95 og den deri nævnte retspraksis).

124

For det andet har Domstolen for så vidt angår Det Forenede Kongeriges argument om, at den af Kommissionen foreslåede »n«-faktor er baseret på antallet af pladser, som en medlemsstat har i Parlamentet, mens Det Forenede Kongerige ikke længere har nogen pladser i denne institution, allerede fastslået, at en hensyntagen til den pågældende medlemsstats institutionelle vægt ikke forekommer absolut nødvendig for at sikre en tilstrækkelig afskrækkelse og foranledige denne medlemsstat til at ændre sin aktuelle eller fremtidige adfærd (dom af 20.1.2022, Kommissionen mod Grækenland (Tilbagesøgning af statsstøtte – ferronikkel), C-51/20, EU:C:2022:36, præmis 115).

125

For det tredje fremgår det – som anført i denne doms præmis 122 – af retspraksis, at der skal tages hensyn til den seneste udvikling i den pågældende medlemsstats BNP, som den så ud på tidspunktet for Domstolens undersøgelse af de faktiske omstændigheder (dom af 12.11.2019, Kommissionen mod Irland (Vindmøllepark ved Derrybrien), C-261/18, EU:C:2019:955, præmis 124 og den deri nævnte retspraksis).

126

På grundlag af samtlige ovenstående betragtninger er det en rimelig bedømmelse af sagens omstændigheder, at det faste beløb, som Det Forenede Kongerige skal betale for perioden fra den 17. oktober 2018 til den 30. september 2021, fastsættes til 32000000 EUR.

127

Det Forenede Kongerige bør følgelig pålægges at betale Kommissionen et fast beløb på 32000000 EUR.

128

Ifølge artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Det Forenede Kongerige tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og Det Forenede Kongerige har tabt sagen, bør det pålægges Det Forenede Kongerige at betale sagsomkostningerne.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling):