EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62020CC0349

Forslag til afgørelse fra generaladvokat G. Hogan fremsat den 6. oktober 2021.
NB og AB mod Secretary of State for the Home Department.
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af First-tier Tribunal (Immigration and Asylum Chamber).
Præjudiciel forelæggelse – fælles asyl- og indvandringspolitik – standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse – direktiv 2004/83/EF – artikel 12 – udelukkelse fra anerkendelse som flygtning – statsløs person af palæstinensisk oprindelse, der er registreret hos De Forenede Nationers Nødhjælps- og Arbejdsagentur (for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten) (UNRWA) – betingelser for uden videre at have ret til at blive omfattet af direktiv 2004/83/EF – bortfald af UNRWA’s beskyttelse eller bistand.
Sag C-349/20.

Court reports – general

ECLI identifier: ECLI:EU:C:2021:826

 FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

G. HOGAN

fremsat den 6. oktober 2021 ( 1 )

Sag C-349/20

NB,

AB

mod

Secretary of State for the Home Department,

procesdeltager:

United Nations High Commissioner for Refugees (UK)

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af First-tier Tribunal (Immigration and Asylum Chamber) (ret i første instans (afdelingen for sager om indvandring og asyl), Det Forenede Kongerige))

»Præjudiciel forelæggelse – minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse – direktiv 2004/83/EF – artikel 12, stk. 1, litra a), første punktum – udelukkelse fra anerkendelse som flygtning – statsløs af palæstinensisk oprindelse, der er registreret hos De Forenede Nationers Nødhjælps- og Arbejdsagentur for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten (UNRWA) – artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83 – betingelser for uden videre at have ret til at blive omfattet af direktiv 2004/83 – bortfald af UNRWA’s beskyttelse eller bistand – individuel vurdering af samtlige relevante faktorer – ex nunc-vurdering – artikel 4 – manglende krav om, at UNRWA eller den stat, hvori UNRWA arbejder, bevidst har påført overlast eller frataget bistand – beskyttelse eller bistand, der ydes af aktører i civilsamfundet, der handler inden for rammerne af UNRWA eller den stat, hvori UNRWA arbejder«

I. Indledning

1.

Den foreliggende anmodning om en præjudiciel afgørelse omhandler fortolkningen af artikel 11 og artikel 12, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 2004/83/EF af 29. april 2004 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse ( 2 ).

2.

Denne forelæggelse er foretaget i forbindelse med en sag mellem på den ene side NB og AB, en mor og hendes mindreårige søn, og på den anden side Secretary of State for the Home Department (Det Forenede Kongerige) (herefter »Secretary of State«). NB og AB er statsløse af palæstinensisk oprindelse, der tidligere var bosat i Libanon, og som er registrerede som flygtninge hos De Forenede Nationers Nødhjælps- og Arbejdsagentur for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten (UNRWA). Som om denne familie ikke i forvejen havde været udsat for rigeligt svære udfordringer, skal det tilføjes, at AB er alvorligt handicappet, og at han har særdeles komplekse lægelige og sociale behov.

3.

Sagen omhandler en anfægtelse af den afgørelse, der blev truffet af Secretary of State om at meddele afslag på NB og AB’s ansøgninger om flygtningestatus eller humanitær beskyttelse. Henset til, at NB og AB er statsløse af palæstinensisk oprindelse, der er registrerede hos UNRWA, er de berettigede til at modtage beskyttelse og bistand fra dette agentur og er følgelig principielt i overensstemmelse med artikel 12, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2004/83, udelukket fra flygtningestatus i henhold til dette direktiv, medmindre denne beskyttelse eller bistand er bortfaldet i overensstemmelse med artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83.

4.

Sagen ved den forelæggende ret omhandler følgelig bl.a., hvorvidt UNRWA’s beskyttelse eller bistand er bortfaldet for så vidt angår AB som omhandlet i artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83. I tilfælde af, at det konstateres, at denne beskyttelse eller bistand er bortfaldet, ville AB uden videre have ret til at blive omfattet af direktiv 2004/83 som følge af sin status som statsløs palæstinensisk flygtning uden nødvendigvis at skulle godtgøre eksempelvis en velbegrundet frygt for forfølgelse som omhandlet i direktivets artikel 2, litra c) ( 3 ).

5.

Det er imidlertid forud for, at der tages stilling til de præjudicielle spørgsmål først nødvendigt at anføre de relevante retsforskrifter.

II. Anførte retsforskrifter

A.   Folkeretten

1. Konventionen om flygtninges retsstilling

6.

Konventionen om flygtninges retsstilling, undertegnet i Genève den 28. juli 1951 (United Nations Treaty Series, bind 189, s. 150, nr. 2545 (1954)), trådte i kraft den 22. april 1954. Den er blevet suppleret af og ændret ved protokollen om flygtninges retsstilling, der blev indgået i New York den 31. januar 1967, og som trådte i kraft den 4. oktober 1967 (herefter »Genèvekonventionen«).

7.

Genèvekonventionens artikel 1, afsnit D, der indfører en særlig retsstilling for visse grupper af personer, er affattet som følger:

»Denne konvention skal ikke finde anvendelse på personer, som for nærværende nyder beskyttelse eller bistand fra andre organer eller institutioner under De Forenede Nationer end De Forenede Nationers højkommissær for flygtninge [UNHCR].

Såfremt af en eller anden grund denne beskyttelse eller bistand er bortfaldet, uden at disse personers forhold er blevet endeligt fastlagt i overensstemmelse med de derpå sigtende beslutninger, vedtagne af De Forenede Nationers plenarforsamling, skal disse personer uden videre være berettiget til at nyde de i denne konvention omhandlede fordele.«

2. De Forenede Nationers Nødhjælps- og Arbejdsagentur for palæstinensiske Flygtninge i Mellemøsten

8.

UNRWA blev oprettet ved resolution nr. 302 (IV) fra De Forenede Nationers Generalforsamling af 8. december 1949 om hjælp til palæstinensiske flygtninge. Dette organs opgave er at tjene palæstinensiske flygtninges velfærd og menneskelige udvikling. UNRWA-operationsområdet omfatter Libanon, Syrien, Jordan, Vestbredden (herunder Østjerusalem) og Gazastriben. UNRWA’s mandat blev forlænget til den 30. juni 2023 ved resolution A/RES/74/83 fra De Forenede Nationers Generalforsamling af 13. december 2019.

9.

UNRWA er for tiden det eneste FN-organ eller ‑agentur (ud over UNHCR), der nævnes i artikel 12, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2004/83 og Genèvekonventionens artikel 1, afsnit D, stk. 1.

B.   EU-retten – direktiv 2004/83

10.

Det følger af tredje betragtning til direktiv 2004/83, at Genèvekonventionen udgør hovedhjørnestenen i det internationale retssystem til beskyttelse af flygtninge.

11.

Som det fremgår af tiende betragtning til direktiv 2004/83, sammenholdt med artikel 6, stk. 1, TEU, respekterer dette direktiv de grundlæggende rettigheder og følger de principper, som bl.a. anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). Direktivet tilsigter på grundlag af chartrets artikel 1 og 18 navnlig, at den menneskelige værdighed og ret til asyl for asylansøgere respekteres fuldt ud.

12.

16. og 17. betragtning til direktiv 2004/83 er affattet som følger:

»16)

Der bør fastsættes minimumsstandarder for definitionen og indholdet af flygtningestatus som en vejledning til medlemsstaternes kompetente nationale myndigheder i forbindelse med anvendelse af Genèvekonventionen.

17)

Det er nødvendigt at indføre fælles kriterier for anerkendelse af asylansøgere som flygtninge i overensstemmelse med Genèvekonventionens artikel 1.«

13.

Det følger af 38. betragtning til direktiv 2004/83, at »[i] henhold til artikel 3 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, meddelte Det Forenede Kongerige ved skrivelse af 28. januar 2002, at det ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af dette direktiv«.

14.

Artikel 11, der findes i kapital III i direktiv 2004/83 (»Anerkendelse som flygtning«) og har overskriften »Ophør«, er affattet som følger:

»1.   En tredjelandsstatsborger eller statsløs ophører med at være anerkendt som flygtning, hvis den pågældende:

[…]

f)

hvis der er tale om en statsløs, kan vende tilbage til det land, hvor den pågældende havde sit sædvanlige opholdssted, fordi de omstændigheder, ifølge hvilke den pågældende er blevet anerkendt som flygtning, ikke længere består.

[…]«

15.

Artikel 12 i direktiv 2004/83, der ligeledes findes i kapitel III og bærer overskriften »Udelukkelse«, bestemmer i stk. 1, litra a), som er en bestemmelse, der indeholder to dele, der afspejler de to dele af Genèvekonventionens artikel 1, afsnit D, bestemmer følgende:

»1.   En tredjelandsstatsborger eller statsløs er udelukket fra at blive anerkendt som flygtning, hvis:

a)

[D]en pågældende falder inden for anvendelsesområdet for artikel 1, afsnit D, i Genèvekonventionen om beskyttelse eller bistand fra andre FN-organer eller ‑agenturer end De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge. Hvis en sådan beskyttelse eller bistand af en eller anden grund er bortfaldet, uden at de pågældendes stilling er definitivt afgjort i overensstemmelse med de relevante resolutioner, der er vedtaget af FN’s Generalforsamling, skal sådanne personer uden videre have ret til at blive omfattet af dette direktivs bestemmelser.«

16.

Artikel 13 i direktiv 2004/83 i kapitel IV (»Flygtningestatus«) bærer overskriften »Tildeling af flygtningestatus« og er affattet som følger:

»Medlemsstaterne tildeler tredjelandsstatsborgere eller statsløse, der kan anerkendes som flygtninge i medfør af kapitel II og III, flygtningestatus.«

17.

Direktiv 2004/83 blev med virkning fra den 21. december 2013 ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse ( 4 ). I overensstemmelse med 50. betragtning til sidstnævnte direktiv deltog Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland imidlertid ikke i vedtagelsen af dette direktiv og er ikke forpligtet af det eller omfattet af dets anvendelsesområde.

18.

Direktiv 2004/83 fortsatte imidlertid med at finde anvendelse for Det Forenede Kongerige trods den omstændighed, at det blev ophævet ved og erstattet af direktiv 2011/95.

C.   Anførte nationale bestemmelser

19.

De primære bestemmelser i Det Forenede Kongeriges lovgivning, der gennemfører direktiv 2004/83, findes i The Refugee or Person in Need of International Protection (Qualification) Regulations 2006 ( 5 ) og Immigration Rules (herefter »2006 Regulations«) ( 6 ).

20.

I henhold til regulation 2 i 2006 Regulations forstås ved »flygtning« en person, der er omfattet af Genèvekonventionens artikel 1, afsnit A, og som ikke er omfattet af regulation 7. Regulation 7(1) bestemmer, at »en person anerkendes ikke som flygtning, såfremt vedkommende er omfattet af anvendelsesområdet for Genèvekonventionens artikel 1, afsnit D, afsnit E eller afsnit F«.

21.

Paragraph 339AA i Immigration Rules bærer overskriften »Udelukkelse fra flygtningekonventionen«. Den bestemmer følgende:

»Nærværende bestemmelse finder anvendelse, såfremt det for Secretary of State er godtgjort, at personen skulle have været eller er udelukket fra status som flygtning i overensstemmelse med regulation 7 i The Refugee or Person in Need of International Protection (Qualification) Regulations 2006.

[…]«

III. Hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

22.

NB, hendes ægtefælle og fire af hendes børn (herunder hendes søn AB) ankom til Det Forenede Kongerige den 11. oktober 2015. Deres femte barn, H, blev efterfølgende født i Det Forenede Kongerige. De er alle med undtagelse af H UNRWA-registrerede palæstinensiske flygtninge. De boede i Al Bass-flygtningelejren i Sour i det sydlige Libanon, indtil de forlod Libanon i 2015.

23.

Som jeg allerede har anført, er AB et handicappet barn med alvorlige og komplekse behov. Han lider af hydrocefalus, cerebral parese, der berører hans torso, ben og venstre arm, hvilket betyder, at han ikke er i stand til at gå, skoliose, alvorlige indlæringsvanskeligheder, optisk atrofi og nystagmus i begge øjne (han er registreret som synshæmmet), intermitterende anfald (der behandles med akutmedicin) og dobbelt inkontinens.

24.

NB og AB indgav en asylansøgning i 2019 i Det Forenede Kongerige. Secretary of State meddelte ved afgørelse af 3. september 2019 afslag på denne ansøgning. NB og AB har appelleret denne afgørelse til den forelæggende ret. Der er ifølge den forelæggende ret enighed om, at udfaldet af deres appel primært afhænger af AB’s situation, og hvorvidt »det kan dokumenteres, at UNRWA’s beskyttelse eller bistand er bortfaldet af grunde, der ikke er knyttet til vedkommendes egen vilje«. Såfremt dette er tilfældet, vil NB og AB kunne drage nytte af de inkluderende (»ipso facto«) bestemmelser i Genèvekonventionens artikel 1, afsnit D, stk. 2, og artikel 12, stk. l, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83.

25.

Det skal erindres, at det i forbindelse med en præjudiciel forelæggelse tilkommer den nationale domstol at fastlægge de faktiske omstændigheder. Den forelæggende ret har imidlertid anført, at den ikke har foretaget en endelig konklusion for så vidt angår mange af de afgørende faktiske omstændigheder i den sag, der verserer for den, vedrørende behandlingen af NB og AB i Libanon. Den var i stedet af den opfattelse, at det var mere passende, at sagen først skulle udsættes med henblik på at indgive en anmodning om en præjudiciel afgørelse til Domstolen.

26.

Det fremgår af anmodningen om en præjudiciel afgørelse, at NB og AB har gjort gældende, at de er omfattet af anvendelsesområdet for denne inkluderende bestemmelse i artikel 12, stk. l, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83 på det grundlag, at deres udrejse fra Al Bass-lejren i Libanon var begrundet ved objektive grunde, som ligger uden for deres kontrol, og som ikke er udtryk for deres vilje for så vidt som »UNRWA ikke var i stand til at opfylde betingelserne i dens mandat for så vidt angår alvorligt handicappede børn«, og idet AB blev udsat for (og fortsat udsættes for) »alvorlig forskelsbehandling« som følge af sit handicap ( 7 ). Secretary of State har gjort gældende, at NB og AB ikke kan få medhold på dette grundlag, idet AB modtog tilstrækkelig bistand i forbindelse med sit handicap, da han boede i Libanon, og at dette ligeledes ville være tilfældet, såfremt han blev sendt tilbage til denne stat ( 8 ).

27.

NB og AB har yderligere gjort gældende, at Domstolen i dom af 19. december 2012, Abed El Karem El Kott m.fl. (C-364/11, EU:C:2012:826), lod spørgsmålet om, hvorvidt alvorlig forskelsbehandling kunne være en grund til, at man var tvunget til at forlade UNRWA-området, stå åbent. De har i denne forbindelse gjort gældende, at de libanesiske myndigheder i det sydlige Libanon forskelsbehandler statsløse palæstinensere på forskellige områder af livet, herunder i forhold til uddannelse, beskæftigelse, sociale ydelser og behandlingen af handicappede personer.

28.

Secretary of States opfattelse er stort set tilsvarende, selv om hun er af den opfattelse, at der ikke foreligger alvorlig forskelsbehandling.

29.

Trods den omstændighed, at den forelæggende ret dernæst ikke drog konklusioner for så vidt angår enten de generelle omstændigheder for UNRWA-registrerede statsløse palæstinensere i det sydlige Libanon eller for den sags skyld de særlige omstændigheder for NB og AB, har den ikke desto mindre bemærket, at »efter at premierminister Hariri forlod sin post i oktober 2019, er der fortsat masseprotester i Tyrus, Saida og Beirut, og situationen er ustabil. Den libanesiske regering foretog drastiske nedsættelser i støtten i budgettet for sociale anliggender i 2019, der havde skadelig indvirkning på ydelser til handicappede. Den libanesiske regering indførte i juli 2019 beskæftigelsesmæssige begrænsninger, der havde negativ indvirkning på samtlige ikke-libanesiske borgere, herunder UNRWA-registrerede palæstinensiske flygtninge«. Den forelæggende ret er endvidere af den opfattelse, at NB og AB under de nuværende forhold ikke har dokumenteret, at familien af rimelige grunde ikke havde adgang til tilstrækkelig uddannelse og bistand fra NGO’er såsom Early Intervention Centre.

30.

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at der mangler klarhed for så vidt angår, hvorvidt kriteriet i artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83 er et rent historisk (eller ex tunc) kriterium, der indebærer en vurdering af de omstændigheder, der tvang den omhandlede person til at forlade UNRWA-operationsområdet på det pågældende tidspunkt, eller hvorvidt det er et kriterium, der yderligere eller alternativt indebærer en ex nunc-vurdering.

31.

Den forelæggende ret har i denne forbindelse bemærket, at ordlyden af artikel 12, stk. l, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83 og Genèvekonventionens artikel 1, afsnit D, stk. 2, er affattet i datid, hvilket tyder på, at der skal anvendes et rent historisk kriterium. Der er endvidere en række passager i dom af 19. december 2012, Abed El Karem El Kott m.fl. (C-364/11, EU:C:2012:826), der anvender en bagudrettet vurdering ( 9 ). Ifølge den forelæggende ret er det imidlertid ligeledes muligt at fortolke artikel 12, stk. l, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83, således som bestemmelsen er blevet fortolket af Domstolen i dom af 19. december 2012, Abed El Karem El Kott m.fl. (C-364/11, EU:C:2012:826), således, at der anvendes et ex nunc-kriterium. Endvidere er anført, at »hvad angår genstand og formål, er det muligt at anføre, at undladelsen af at anvende et ex nunc-kriterium ville skabe et tomrum i beskyttelsen, eftersom det ville betyde, at personer, der havde forladt operationsområdet frivilligt men aktuelt nægtes beskyttelse eller bistand, vil kunne udelukkes«.

32.

Den forelæggende ret er ligeledes af den opfattelse, at det er nødvendigt at anmode om vejledning fra Domstolen om relevansen af de statsbaserede territoriale rammer, hvorunder UNRWA udfører sine operationer. Såfremt kvaliteten af UNRWA’s beskyttelse eller bistand ifølge denne ret kan drages i tvivl, kan dette føre til, at ikke alene UNRWA’s operationer isoleret set tages i betragtning, men ligeledes hvordan UNRWA kan arbejde inden for de bredere rammer af den omhandlede stat (som i dette tilfælde er Libanon).

33.

Den forelæggende ret har yderligere i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt UNRWA’s beskyttelse og bistand er bortfaldet, og følgelig hvorvidt denne beskyttelse og bistand er effektiv eller ej, rejst tvivl om, hvorvidt der kan tages hensyn til de beskyttelsesfunktioner, der blev udført af aktører i civilsamfundet. Såfremt disse aktører i civilsamfundets beskyttelsesfunktioner er relevante i forhold til, hvorvidt UNRWA som en aktør for så vidt angår beskyttelse er effektiv, er det muligt, at den forelæggende ret kan beslutte, at NB og AB ikke kan godtgøre, at beskyttelsen og bistand af objektive grunde er bortfaldet eller vil bortfalde af objektive grunde. Såfremt den rolle, som disse aktører spiller, på den anden side var irrelevant i forhold til effektivteten af UNRWA’s beskyttelse og bistand, kan den forelæggende ret konkludere, at denne beskyttelse og bistand i NB og AB’s tilfælde er ineffektiv (særligt i lyset af den omstændighed, at Secretary of States indlæg er opbygget omkring, at der findes kilder til NGO-bistand i Al Bass-lejren).

34.

First-tier Tribunal (Immigration and Asylum Chamber) (ret i første instans (afdelingen for sager om indvandring og asyl), Det Forenede Kongerige) har under disse omstændigheder besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål med henblik på en præjudiciel afgørelse:

»Ved vurderingen af, hvorvidt UNRWA’s beskyttelse eller bistand er bortfaldet som omhandlet i artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83, i forhold til en UNRWA-registeret statsløs palæstinenser i forbindelse med bistand ydet til handicappede personer:

1)

Er det da alene en historisk vurdering, hvorefter det er de anførte omstændigheder, der tvang en ansøger til at forlade UNRWA-operationsområdet på det tidspunkt, hvor den pågældende udrejste, der skal tages i betragtning, eller skal vurderingen også indebære en ex nunc fremadrettet undersøgelse af, hvorvidt ansøgeren på nuværende tidspunkt har adgang til denne beskyttelse eller bistand?

2)

Såfremt svaret på det første spørgsmål er, at vurderingen indebærer en fremadrettet undersøgelse, er det i så fald berettiget, at ophørsklausulen i artikel 11 finder analog anvendelse, således at det i et tilfælde, hvor ansøgeren kan påvise en kvalificeret grund til at have forladt UNRWA-området på det pågældende tidspunkt, er medlemsstaten, der har bevisbyrden i forhold til at bevise, at denne grund ikke længere er til stede?

3)

Er det en betingelse for, at der kan siges at være objektive og berettigede grunde til, at en person, der er omfattet af UNRW[A]’s beskyttelse eller bistand, rejser væk, at det kan godtgøres, at UNRWA eller den stat, hvori UNRWA arbejder, bevidst har påført personen overlast eller frataget denne bistand (ved handling eller undladelse)?

4)

Er det relevant at tage bistand ydet af aktører i civilsamfundet såsom NGO’er i betragtning?«

IV. Retsforhandlingerne ved Domstolen

35.

Det Forenede Kongerige forlod Den Europæiske Union ved midnat (CET) den 31. januar 2020. I overensstemmelse med artikel 86, stk. 2, i Aftale om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (herefter »udtrædelsesaftalen«) har Domstolen fortsat kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål vedrørende anmodninger fra domstole i Det Forenede Kongerige indgivet inden overgangsperiodens udløb som defineret i aftalens artikel 126, der udløb den 31. december 2020.

36.

I henhold til udtrædelsesaftalens artikel 89 er domme afsagt af Domstolen på en senere dato bindende i deres helhed for og i Det Forenede Kongerige.

37.

Den foreliggende anmodning om en præjudiciel afgørelse blev registreret hos Domstolens Justitskontor den 29. juli 2020. Domstolen er følgelig kompetent til at træffe afgørelse i den foreliggende anmodning om en præjudiciel afgørelse, og First-tier Tribunal (Immigration and Asylum Chamber) (ret i første instans (afdelingen for sager om indvandring og asyl)) er bundet af den dom, der afsiges af Domstolen i den foreliggende sag.

38.

Der er indgivet skriftlige indlæg om de præjudicielle spørgsmål fra First-tier Tribunal (Immigration and Asylum Chamber) (ret i første instans (afdelingen for sager om indvandring og asyl)), af NB og AB, De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge (Det Forenede Kongerige), der var intervenient i sagen ved den forelæggende ret, den tyske regering og Europa-Kommissionen.

39.

Den 25. maj 2021 rettede Domstolen et spørgsmål til parterne og de øvrige berørte, der er omfattet af artikel 23 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, hvor de blev anmodet om at fremføre deres opfattelse af virkningen (om nogen) af dom af 13. januar 2021, Bundesrepublik Deutschland (Flygtningestatus for en statsløs palæstinenser) (C-507/19, EU:C:2021:3), med henblik på at besvare navnlig det første præjudicielle spørgsmål. NB og AB, Secretary of State, De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge (Det Forenede Kongerige) og Kommissionen har indgivet svar på dette spørgsmål. Domstolen rettede ligeledes den 25. maj 2021 et spørgsmål til De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge (Det Forenede Kongerige) vedrørende UNRWA’s retlige forpligtelser for så vidt angår bistand til handicappede børn og foranstaltninger, der for tiden er iværksat navnlig i Libanon ( 10 ). De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge (Det Forenede Kongerige) samt NB og AB har besvaret dette spørgsmål.

V. Bedømmelse

A.   Indledende bemærkninger

40.

Det skal bemærkes, at selv om anmodningen om en præjudiciel afgørelse ligeledes henviser til krav, der er rejst af NB og AB i henhold til Genèvekonventionens artikel 1, afsnit A, stk. 2 ( 11 ), og artikel 3 og 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) ( 12 ), har den forelæggende ret klart anført, at den kun ønsker en fortolkning af artikel 11 og artikel 12, stk. 1, litra a), i direktiv 2004/83. I denne forbindelse, og som Kommissionen med rette har fremhævet, er der ikke rejst spørgsmål om fortolkningen af chartrets artikel 4 og 7 eller princippet om non-refoulement af den forelæggende ret. Som Kommissionen endvidere har bemærket, har den forelæggende ret ikke anmodet om Domstolens vejledning om alvoren af de vanskeligheder, som et handicappet barn som AB har, som ville gøre den forelæggende ret i stand til at konkludere, at et sådant barn uden videre er berettiget til flygtningestatus i henhold til artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83 som følge af bortfaldet af UNRWA’s beskyttelse eller bistand.

41.

I dens svar på et spørgsmål, der var rejst af Domstolen, om de retlige forpligtelser for UNRWA for så vidt angår bistand til handicappede børn, har De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge (Det Forenede Kongerige) som et bilag vedlagt et brev fra UNRWA ( 13 ), hvor sidstnævnte bl.a. beskriver dets retlige forpligtelse for så vidt angår bistand til handicappede palæstinensiske flygtningebørn, og de foranstaltninger, der faktisk er blevet indført for handicappede børn i Libanon. UNRWA anførte i dette brev, at »det har en forpligtelse til i god tro at tage stilling til som led i dets planlægning, hvilken fremgangsmåde der skal anvendes i forbindelse med, at der tages stilling til behov og rettigheder for samt beskyttelse af personer med handicap, herunder børn. Det er imidlertid ikke forpligtet til at opfylde noget element af dets mandat til et særligt niveau eller standard. Som beskrevet ovenfor fastlægges omfanget af UNRWA’s ydelse af disse tjenester i store træk af størrelsen af den støtte, som det modtager« ( 14 ).

42.

Selv om der ikke er rejst spørgsmål ved Domstolen om den specifikke målestok for den pleje, der skal ydes til handicappede børn såsom AB, og selv om der ikke specifikt er rejst spørgsmål for så vidt angår chartrets artikel 4 og 7 af den forelæggende ret, betyder dette ikke, at artikel 12, stk. 1, litra a), i direktiv 2004/83 ikke skal fortolkes i lyset af disse bestemmelser og endnu vigtigere chartrets artikel 1, der bestemmer, at den menneskelige værdighed er ukrænkelig.

43.

Det fremgår klart af 16. og 17. betragtning til direktiv 2004/83, at Genèvekonventionen udgør hovedhjørnestenen i det internationale retssystem til beskyttelse af flygtninge, og at bestemmelserne i dette direktiv til fastlæggelse af, hvem der kan anerkendes som flygtninge, og indholdet af denne flygtningestatus, blev vedtaget som vejledning til de kompetente myndigheder i medlemsstaterne i forbindelse med anvendelsen af denne konvention på grundlag af en fælles opfattelse og kriterier. Direktiv 2004/83 skal af denne grund fortolkes i lyset af dets særlige karakter og formål og på en måde, der er i overensstemmelse med Genèvekonventionen, og de øvrige relevante traktater, der nævnes i artikel 78, stk. 1, TEUF, selv om denne konvention ikke som sådan udgør en del af EU-retten. Som det fremgår af 10. betragtning til direktivet, skal direktiv 2004/83 ligeledes fortolkes i overensstemmelse med de rettigheder, der anerkendes i chartret ( 15 ).

44.

Artikel 12, stk. 1, litra a), i direktiv 2004/83 svarer yderligere indholdsmæssigt til artikel 12, stk. 1, litra a), i direktiv 2011/95, hvilket fører til, at retspraksis vedrørende sidstnævnte bestemmelse er relevant i forbindelse med fortolkningen af førstnævnte ( 16 ).

B.   Det første spørgsmål

45.

Den forelæggende ret ønsker med det første spørgsmål oplyst, hvilke tidspunkter der er af tidsmæssig betydning i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt ansøgere som NB og AB uden videre er berettigede til flygtningestatus i henhold til artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83 som følge af bortfaldet af UNRWA’s beskyttelse eller bistand. Den ønsker følgelig oplyst, hvorvidt alene tidligere eller historiske omstændigheder kan tages i betragtning, navnlig de omstændigheder, der herskede på det tidspunkt, hvor ansøgere som NB og AB faktisk forlod UNRWA-operationsområdet i 2015, eller hvorvidt de omstændigheder, der for tiden hersker i Libanon, yderligere eller alternativt skal tages i betragtning ( 17 ). Den forelæggende ret ønsker i denne forbindelse oplyst, hvorvidt der (ligeledes) skal foretages en ex nunc-vurdering ( 18 ).

46.

Den forelæggende ret har ikke anført, hvorvidt dens spørgsmål er rettet mod den målestok for vurderingen, der gælder for de kompetente nationale myndigheder ( 19 ), og/eller målestokken for prøvelsen ved en retsinstans som eksempelvis den forelæggende ret selv. Det er min opfattelse, at idet hverken artikel 12, stk. 1, litra a), i direktiv 2004/83 eller Genèvekonventionens artikel 1, afsnit D, foretager nogen sondring i dette forhold, finder målestokken, som jeg nu vil beskrive, anvendelse i begge tilfælde ( 20 ).

47.

Det skal endvidere anføres, at spørgsmålet synes at være blevet rejst i lyset af de hævdede forværrede omstændigheder, som UNRWA-registrerede statsløse palæstinensere generelt og handicappede ansøgere i særdeleshed står over for i det sydlige Libanon. Der er i denne forbindelse intet i Domstolens sagsakter, der tyder på, at disse omstændigheder har forbedret sig, siden NB og AB forlod Libanon. Såfremt omstændighederne i Libanon endvidere er forværret i mellemtiden, udgør dette omstændigheder, som ligger uden for NB og AB’s kontrol, og som ikke er udtryk for deres vilje ( 21 ). Jeg foreslår følgelig, at det foreliggende spørgsmål besvares med denne sammenhæng for øje.

48.

Artikel 12, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2004/83 bestemmer, at en tredjelandsstatsborger eller en statsløs er udelukket fra at blive anerkendt som flygtning, såfremt »den pågældende falder inden for anvendelsesområdet for artikel 1, afsnit D, i Genèvekonventionen om beskyttelse eller bistand fra andre FN-organer eller ‑agenturer end [HCR].«

49.

Genèvekonventionens artikel 1, afsnit D, som artikel 12, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2004/83 henviser til, udelukker personer, der »for nærværende nyder« beskyttelse eller bistand fra andre organer eller institutioner under De Forenede Nationer end UNHCR fra konventionens anvendelsesområde ( 22 ). Artikel 1, afsnit D, bestemmer yderligere, at såfremt denne beskyttelse eller bistand »af en eller anden grund […] er bortfaldet« ( 23 ), skal disse personer uden videre være berettiget til at nyde de i denne konvention omhandlede fordele ( 24 ). Dette svarer i det væsentlige til artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83.

50.

Udtrykket »for nærværende nyder« er udtryk for udvidet præsens-formen, der ifølge sædvanlig sprogbrug omfatter handlinger, der enten finder sted lige nu (som at »han for nærværende har besøg af en gæst fra udlandet«) eller i tiden deromkring, dvs. både fortidige, aktuelle eller umiddelbart fremtidige handlinger (som at »hun for nærværende modtager mange lykønskningsbreve«). Det fremgår følgelig klart, at anvendelsen af udvidet præsens-formen omfatter både umiddelbart fortidige begivenheder samt aktuelle begivenheder.

51.

Det fremgår i denne særlige sammenhæng ligeledes ganske uafhængigt af fine sproglige eller grammatiske forklaringer klart, at anvendelsen af udvidet præsens-formen skete med henblik på at dække både umiddelbart fortidige og aktuelle begivenheder, således at den dobbelte legitimitet af både ex tunc- og ex nunc-tilgangene blev fremhævet ( 25 ).

52.

Det, der under alle omstændigheder er afgørende, er, hvorvidt den relevante beskyttelse eller bistand faktisk er bortfaldet af en eller anden grund ( 26 ). Selv om Genèvekonventionens artikel 1, afsnit D, og artikel 12, stk. 1, litra a), i direktiv 2004/83 ikke specifikt angiver, hvilket tidspunkt der er relevant for de kompetente nationale myndigheder eller domstoles vurdering af bortfald, peger anvendelsen af udtrykket »for nærværende nyder« ( 27 ) i denne bestemmelses stk. 1 og »er bortfaldet« i stk. 2 ( 28 ) begge i retning af en dynamisk vurdering, der tager situationen i UNRWA-operationsområdet i betragtning på tidspunktet for ansøgerens udrejse ( 29 ) og kræver yderligere, at der foretages en ex nunc-vurdering. Denne tilgang er baseret på Domstolens praksis.

53.

Det fremgår i denne forbindelse af dom af 19. december 2012, Abed El Karem El Kott m.fl. (C-364/11, EU:C:2012:826, præmis 61, 63, 64 og 65), at Domstolen fastslog, at med henblik på at fastlægge, om bistanden eller beskyttelsen faktisk er bortfaldet som omhandlet i artikel 12, stk. 1, litra a), i direktiv 2004/83, tilkommer det de kompetente nationale myndigheder og retter at undersøge, om den pågældende persons udrejse er begrundet i forhold, der ligger uden for vedkommendes kontrol, og som ikke er udtryk for vedkommendes vilje, og som tvinger denne til at forlade UNRWA-operationsområdet og dermed forhindrer vedkommende i at nyde den af UNRWA ydede beskyttelse eller bistand ( 30 ).

54.

Domstolen fastslog følgelig, at den situation, der herskede på det relevante område, da den omhandlede person forlod det, var relevant ( 31 ). Spørgsmålet er imidlertid, hvorvidt samtlige de faktiske omstændigheder, der er nødvendige med henblik på at foretage en ajourført vurdering af den foreliggende sag – navnlig nye beviser eller faktorer, der kan være opstået, siden ansøgere såsom NB og AB forlod et UNRWA-operationsområde – ligeledes kan/skal tages i betragtning af de kompetente nationale myndigheder eller i sidste ende af en appelret.

55.

Det fremgår tydeligt af den nylige dom af 13. januar 2021, Bundesrepublik Deutschland (Flygtningestatus for en statsløs palæstinenser) (C-507/19, EU:C:2021:3, præmis 51-67), at spørgsmålet om bortfald af UNRWA’s beskyttelse eller bistand i henhold til artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83 skal foretages på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold vedrørende den omhandlede situation på det tidspunkt, hvor ansøgeren forlod UNRWA-operationsområdet, og det tidspunkt, hvor den ret, for hvilken afgørelsen om at give afslag på tildeling af flygtningestatus er indbragt, træffer afgørelse i sagen. I denne doms præmis 59 henviser Domstolen specifikt til det tidspunkt, hvor den pågældende forlod UNRWA-operationsområdet, og i dommens præmis 56 præciserede Domstolen, at de kompetente administrative eller retslige myndigheder skal efterprøve, om en statsløs person af palæstinensisk oprindelse har mulighed for at modtage beskyttelse eller bistand fra UNRWA ( 32 ).

56.

Selv om den sag, der gav anledning til dom af 13. januar 2021, Bundesrepublik Deutschland (Flygtningestatus for en statsløs palæstinenser) (C-507/19, EU:C:2021:3), omhandlede det geografiske omfang af UNRWA-operationsområdet i stedet for det tidspunkt, hvor der skal foretages en vurdering af bortfaldet af UNRWA’s beskyttelse eller bistand, kan jeg ikke få øje på nogen gyldig grund til at fravige den tilgang, der blev indtaget i denne dom i den foreliggende sag. Såfremt andet konkluderes, kan det nemlig føre til, at der træffes afgørelser eller afsiges domme, der ikke afspejler den realitet, som ansøgere mødes med. Som De Forenede Nationers Højkommissær for Flygtninge (Det Forenede Kongerige) har bemærket, ville en sådan tilgang være kunstig.

57.

Det tilkommer følgelig de kompetente nationale myndigheder og retsinstanser at foretage en individuel vurdering af samtlige relevante faktorer med henblik på ikke alene at fastslå, hvorvidt ansøgere om flygtningestatus i henhold til artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83, forlod UNRWA-operationsområdet af grunde, som ligger uden for deres kontrol, og som ikke er udtryk for deres vilje (og som følgelig hindrede dem i at modtage beskyttelse eller bistand fra UNRWA), men også hvorvidt de aktuelt er forhindrede i at modtage denne beskyttelse eller bistand som følge af den hævdede forværrede situation i det omhandlede operationsområde af grunde, der ligger uden for deres kontrol, og som ikke er udtryk for deres vilje.

58.

I lyset af det ovenstående er det min opfattelse, at der skal foretages en individuel vurdering af samtlige relevante forhold vedrørende den omhandlede situation med henblik på at fastlægge, hvorvidt UNRWA’s beskyttelse eller bistand er bortfaldet som omhandlet i artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83. Dette kræver, at der foretages en vurdering af de omstændigheder, der angiveligt tvang en ansøger til at forlade UNRWA-operationsområdet på det tidspunkt, hvor vedkommende forlod det, og ligeledes en ex nunc fremadrettet vurdering af, hvorvidt ansøgeren har adgang til denne beskyttelse eller bistand på nuværende tidspunkt.

C.   Det andet spørgsmål

59.

Med det andet spørgsmål, der alene er relevant i tilfælde af, at Domstolen er af den opfattelse, at spørgsmålet om, hvorvidt UNRWA’s beskyttelse eller bistand er bortfaldet som omhandlet i artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83, kræver, at der foretages en vurdering af de omstændigheder, der angiveligt tvang en ansøger til at forlade UNRWA-operationsområdet, på det tidspunkt, hvor vedkommende forlod det, og ligeledes en ex nunc fremadrettet vurdering af, hvorvidt ansøgeren har adgang til denne beskyttelse eller bistand på nuværende tidspunkt, ønsker den forelæggende ret oplyst, hvorvidt bevisbyrden med hensyn til at dokumentere, at grunden til, at ansøgeren forlod UNRWA-området ikke længere foreligger, påhviler medlemsstaten.

60.

Den forelæggende ret ønsker i denne forbindelse oplyst, hvorvidt det er lovligt at støtte sig på en analog anvendelse af ophørsbestemmelsen i artikel 11 i direktiv 2004/83, således at bevisbyrden, såfremt ansøgeren historisk set kan påvise, at der foreligger en kvalificeret grund til, at vedkommende forlod UNRWA-området, dernæst påhviler medlemsstaten med hensyn til at dokumentere, at denne grund ikke længere er til stede ( 33 ).

61.

I dom af 19. december 2012, Abed El Karem El Kott m.fl. (C-364/11, EU:C:2012:826, præmis 76 og 77) fastslog Domstolen, at en person, der uden videre har ret til at blive omfattet af direktiv 2004/83, skal indgive en ansøgning om flygtningestatus, der skal behandles af de kompetente myndigheder i den ansvarlige medlemsstat. I forbindelse med denne behandling skal disse myndigheder ikke alene undersøge, hvorvidt ansøgeren faktisk har søgt bistand fra UNRWA, og hvorvidt denne bistand er bortfaldet, men også om denne ansøger er omfattet af en af de udelukkelsesgrunde, som er fastsat i artikel 12, stk. 1, litra b), eller stk. 2 og 3 i samme direktiv. Domstolen fastslog yderligere, at artikel 11, stk. 1, litra f), i direktiv 2004/83, sammenholdt med direktivets artikel 14, stk. 1, skal fortolkes således, at den pågældende person ophører med at være flygtning, såfremt vedkommende, eftersom de omstændigheder, der lå til grund for, at vedkommende blev anerkendt som flygtning, ikke længere foreligger, er i stand til at vende tilbage til det UNRWA-operationsområde, hvor personen havde sin sædvanlige bopæl.

62.

Det fremgår under alle omstændigheder klart af præmis 71 i denne dom, at Domstolen lagde til grund, at et frivilligt afkald på UNRWA’s bistand ikke kunne udløse anvendelsen af artikel 12, stk. 1, litra a), i direktiv 2004/83 (og derved Genèvekonventionens artikel 1, afsnit D, stk. 1), der ville berettige en sådan person til uden videre at gøre krav på flygtningestatus. Dette skyldes, at konventionens artikel 1, afsnit D, har til formål at udelukke personer, der befandt sig i en position, hvor de havde adgang til UNRWA-bistand, fra at være omfattet af Genèvekonventionen. Den omvendte situation, hvilket i det mindste implicit fremgår af denne dom, ville føre til, at personer, der »af en eller anden grund« ikke længere har adgang til UNRWA-bistand (dvs. under andre omstændigheder end hvor der gives et frivilligt afkald) uden videre er berettiget til flygtningestatus med henblik på disse bestemmelser.

63.

Det følger af dom af 13. januar 2021, Bundesrepublik Deutschland (Flygtningestatus for en statsløs palæstinenser) (C-507/19, EU:C:2021:3, præmis 42), at artikel 14 i direktiv 2004/83 (og forudsætningsvis direktivets artikel 11) om tilbagekaldelse af flygtningestatus netop forudsætter, at denne status allerede er blevet tildelt. Henset til, at ansøgerne NB og AB ikke endnu er blevet tildelt flygtningestatus i henhold til national ret, der gennemfører direktiv 2004/83, og muligheden for at tildele denne status for tiden vurderes, er hverken artikel 11 eller artikel 14 i direktiv 2004/83 relevante.

64.

For så vidt angår karakteren af vurderingen af NB og AB’s ansøgning om flygtningestatus bestemmer artikel 13 i direktiv 2004/83, der bærer overskriften »Tildeling af flygtningestatus«, at »[m]edlemsstaterne tildeler tredjelandsstatsborgere eller statsløse, der kan anerkendes som flygtninge i medfør af kapitel II og III, flygtningestatus«. Med henblik på at være berettiget til flygtningestatus i overensstemmelse med artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83, der findes i direktivets kapitel III, skal der følgelig foretages en vurdering af kendsgerningerne og omstændighederne i overensstemmelse med direktivets artikel 4 (der findes i kapitel II).

65.

I henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 2004/83 kan medlemsstater betragte det som ansøgerens pligt hurtigst muligt at forelægge alle de elementer, der er nødvendige for at underbygge ansøgningen om international beskyttelse. Medlemsstaterne har pligt til i samarbejde med ansøgeren at vurdere de relevante elementer i ansøgningen ( 34 ).

66.

Det følger af fast retspraksis vedrørende artikel 4, stk. 1, i direktiv 2004/83, at selv om det generelt påhviler ansøgeren at forelægge alle elementer, der er nødvendige for at underbygge ansøgningen, er det imidlertid fortsat medlemsstatens pligt i samarbejde med ansøgeren at vurdere de relevante elementer i ansøgningen på dette trin i sagen ( 35 ). Dette krav om samarbejde, der påhviler medlemsstaten, betyder således konkret, at hvis de af ansøgeren om international beskyttelse tilvejebragte elementer af en given grund ikke er fuldstændige, aktuelle eller relevante, er det nødvendigt, at den berørte medlemsstat på dette trin i proceduren samarbejder aktivt med ansøgeren for at muliggøre, at alle de elementer, der kan underbygge ansøgningen, samles. Desuden kan en medlemsstat have bedre forudsætninger end ansøgeren for at få adgang til visse typer af dokumenter ( 36 ).

67.

Ansøgere såsom NB og AB skal således reelt kun i henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 2004/83 fremlægge dokumentation, som de rimeligvis har adgang til. Der kan følgelig være oplysninger, data, dokumentation etc., der navnlig vedrører de omstændigheder, der herskede, efter de forlod UNRWA-beskyttelsesområdet, som de ikke rimeligvis kan få adgang til eller fremlægge. I disse tilfælde er det den omhandlede medlemsstats pligt aktivt at samarbejde med ansøgeren om at indhente og vurdere disse aktuelle oplysninger, data, dokumentation etc. om den situation, der hersker dér.

68.

Det er følgelig min opfattelse, at der skal foretages en vurdering af, hvorvidt en ansøger er berettiget til flygtningestatus i henhold til artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83 i overensstemmelse med direktivets artikel 4 og retspraksis om denne bestemmelse. Selv om det generelt påhviler ansøgeren at forelægge samtlige elementer, der er nødvendige for at underbygge ansøgningen, er medlemsstaten forpligtet til at samarbejde med ansøgeren på det trin i sagen, hvor de relevante elementer af denne ansøgning skal fastlægges. Såfremt de elementer, der ydes af en ansøger om international beskyttelse, af en given grund ikke er fuldstændige, aktuelle eller relevante, er det nødvendigt, at den omhandlede medlemsstat på dette trin i proceduren samarbejder aktivt med ansøgeren med henblik på at muliggøre, at alle de elementer, der kan underbygge ansøgningen, samles.

D.   Det tredje spørgsmål

69.

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvorvidt det med henblik på at fastlægge, hvorvidt ansøgere, der ønsker flygtningestatus i henhold til artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83, var tvunget til at forlade et UNRWA-beskyttelsesområde, er nødvendigt at godtgøre, at UNRWA eller den stat, hvori UNRWA arbejder, hvilket i dette tilfælde er Libanon, bevidst har påført personen overlast eller frataget denne bistand (ved handling eller undladelse).

70.

I denne forbindelse har den forelæggende ret nævnt dom af 18. december 2014, M’Bodj (C-542/13, EU:C:2014:2452), og af 24. april 2018, MP (Subsidiær beskyttelse af et offer for tidligere tortur) (C-353/16, EU:C:2018:276), der begge omhandler kriterierne for at være berettiget til subsidiær beskyttelse og begrebet alvorlig overlast i henhold til artikel 15, litra b), i direktiv 2004/83 for så vidt angår alvorligt syge personer. I disse tilfælde fastslog Domstolen reelt, at en person i overensstemmelse med artikel 15, litra b), i direktiv 2004/83 kun kan påberåbe sig manglende passende lægelig bistand eller lægefaciliteter i deres hjemland med henblik på godtgøre, at der er lidt alvorlig overlast, såfremt denne person forsætligt nægtes lægelig bistand. Generelle mangler eller utilstrækkeligheder er ikke tilstrækkelige.

71.

Det er min foreløbige opfattelse, at artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83, der omhandler de meget specifikke omstændigheder, hvorunder personer omfattet af anvendelsesområdet for Genève-konventionens artikel 1, afsnit D, kan tildeles flygtningestatus i henhold til dette direktiv, ikke vedrører de omstændigheder, hvor der kan tildeles subsidiær beskyttelse i henhold til direktivets artikel 15, litra b).

72.

Efter min opfattelse skal det tredje spørgsmål besvares benægtende, eftersom en fortolkning af artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83, der ville kræve, at UNRWA eller den stat, hvori UNRWA arbejder, bevidst har påført personen overlast eller frataget denne bistand, ville være i strid med loven, idet den er i strid med den klare og ufravigelige affattelse af denne bestemmelse og dermed affattelsen af Genèvekonventionens artikel 1, afsnit D. Begge bestemmelser bestemmer utvetydigt, at såfremt UNRWA’s beskyttelse eller bistand af en eller anden grund er bortfaldet, skal sådanne personer uden videre have ret til at blive omfattet af direktivets eller konventionens bestemmelser.

73.

Domstolen bekræftede endvidere i dom af 19. december 2012, Abed El Karem El Kott m.fl. (C-364/11, EU:C:2012:826, præmis 65), at artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83 skal fortolkes således, at bortfald »af en eller anden grund« af beskyttelse eller bistand fra UNHCR også omfatter det tilfælde, hvor en person, efter faktisk at have haft adgang til denne beskyttelse eller denne bistand, ikke længere har adgang til den af en grund, som ligger uden for vedkommendes kontrol, og som ikke er udtryk for vedkommendes vilje. Som Kommissionen med rette har bemærket, er der ikke noget krav om, at UNRWA eller den stat, hvori UNRWA arbejder ( 37 ), handler bevidst eller på en diskriminerende måde. Det eneste krav er, at personerne ikke længere modtager bistand eller beskyttelse fra UNRWA af grunde, som ligger uden for deres kontrol, og som ikke er udtryk for deres vilje ( 38 ).

74.

Såfremt det fastlægges, at UNRWA eller den stat, hvori UNRWA arbejder, bevidst har påført personen overlast eller frataget denne bistand (ved handling eller undladelse), vil disse beviser naturligvis være særlig relevante. Det er imidlertid ikke nødvendigt at dokumentere en bevidst hensigt af denne karakter med henblik på artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83. Som fastslået af Domstolen i dom af 13. januar 2021, Bundesrepublik Deutschland (Flygtningestatus for en statsløs palæstinenser) (C-507/19, EU:C:2021:3, præmis 67), skal der tages hensyn til samtlige relevante faktorer.

75.

Det er følgelig min opfattelse, at det med henblik på at fastlægge, hvorvidt ansøgere, der ønsker flygtningestatus i henhold til artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83 var tvunget til at forlade et UNRWA-beskyttelsesområde, ikke er nødvendigt at godtgøre, at UNRWA eller den stat, hvori UNRWA arbejder, bevidst har påført overlast eller frataget denne bistand (ved handling eller undladelse). Det er i stedet, som Domstolen har bemærket i dom af 19. december 2012, Abed El Karem El Kott m.fl. (C-364/11, EU:C:2012:826, præmis 65), nødvendigt at fastlægge, hvorvidt disse ansøgere ikke længere modtager bistand eller beskyttelse fra UNRWA af grunde, som ligger uden for deres kontrol, og som ikke er udtryk for deres vilje. Denne bistand eller beskyttelse skal endvidere være effektiv.

E.   Det fjerde spørgsmål

76.

Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, hvorvidt bistand, der ydes til personer såsom ansøgerne af aktører i civilsamfundet såsom NGO’er, er relevant med henblik på artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83. I denne forbindelse skal der ligeledes tages stilling til den rolle, som den stat, hvori UNRWA arbejder, spiller.

77.

Det fremgår klart af ordlyden af disse bestemmelser, at både Genèvekonventionens artikel 1, afsnit D, og artikel 12, stk. 1, litra a), i direktiv 2004/83 for tiden kun tager højde for én enkelt aktør, der yder beskyttelse eller bistand, hvilket nærmere bestemt er UNRWA ( 39 ).

78.

Det følger af fast retspraksis, at artikel 12, stk. 1, litra a), i direktiv 2011/95 finder anvendelse, når det på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold viser sig, at den pågældende statsløse af palæstinensisk oprindelse befinder sig i en alvorlig tilstand af personlig usikkerhed, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne statsløse person på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde ( 40 ). Domstolen har ligeledes anført, at effektiv beskyttelse eller bistand fra UNRWA i et område, der er omfattet af dette agenturs mandat, skal gøre det muligt for den omhandlede person at opholde sig dér i sikkerhed under »værdige levevilkår« ( 41 ).

79.

Selv om Genèvekonventionens artikel 1, afsnit D, artikel 12, stk. 1, litra a), i direktiv 2004/83 og Domstolens praksis i det væsentlige alene henviser til UNRWA’s beskyttelse eller bistand, er det min opfattelse, at den rolle, som staten, hvori UNRWA arbejder, spiller, ikke kan ignoreres i denne forbindelse. Det er åbenlyst, at UNRWA ikke kan arbejde i et vakuum, og den omhandlede stat spiller en afgørende rolle i forbindelse med at gøre det muligt for UNRWA effektivt at opfylde sit mandat og sikre, at de omhandlede personer lever under værdige forhold ( 42 ). Dette betyder, at der både skal tages hensyn til den positive og den negative virkning af denne stats handlinger og til den generelle sikkerhed og levevilkår for palæstinensiske flygtninge, såsom ansøgerne, der opholder sig i Libanon, i forbindelse med enhver samlet vurdering af alle relevante omstændigheder, der udføres i henhold til artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83.

80.

Såfremt eksempelvis palæstinensiske flygtninge følgelig har en reel retlig adgang på varigt grundlag til uddannelse og lægebehandling, der ydes af den omhandlede stat, er det min opfattelse, at der skal tages hensyn til denne situation i forbindelse med en samlet vurdering af alle relevante omstændigheder i henhold til artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83. Det ville naturligvis være kunstigt udelukkende at fokusere på beskyttelse eller bistand, der ydes af UNRWA, idet spørgsmålet om, hvorvidt omfanget af praktisk beskyttelse eller bistand er tilstrækkelig, afhænger af den sammenhæng, som dette agentur arbejder i.

81.

Det fremgår imidlertid i denne forbindelse af Domstolens sagsakter (og med forbehold af den forelæggende rets prøvelse), at palæstinensiske flygtninge i Libanon står over for retlige eller andre de facto restriktioner i forhold til adgang til statens tjenester, som eksempelvis lægebehandling og uddannelse. Såfremt den forelæggende ret således måtte konstatere, at dette er tilfældet, da vil det under disse omstændigheder være urealistisk at antage, at hævdede mangler i omfanget af denne beskyttelse eller bistand ikke ville have en større indvirkning for palæstinensiske flygtninge end for resten af befolkningen.

82.

Det er yderligere min opfattelse, at såfremt UNRWA’s opgave (som jeg allerede har anført) hindres eller undermineres som følge af den forværrede politiske og økonomiske situation i den omhandlede stat snarere end som følge af en stats direkte indsats, da er disse omstændigheder ligeledes særdeles relevante for så vidt angår enhver vurdering af, hvorvidt artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83 finder anvendelse.

83.

Den vigtige rolle, som aktører i civilsamfundet som eksempelvis NGO’er ( 43 ) spiller i denne forbindelse, kan yderligere ikke ignoreres. Såfremt NGO’er eksempelvis følgelig handler inden for rammerne af UNRWA eller juridisk handler i underentreprise for UNRWA med at yde beskyttelse eller bistand på dets vegne, skal en sådan indsats tages i betragtning med henblik på at vurdere effektiviteten af den beskyttelse eller bistand, der ydes af UNRWA. Under disse omstændigheder handler NGO’er i alle henseender som UNRWA’s agenturer.

84.

Det er endvidere min opfattelse, at bistand, der ydes af NGO’er, der handler inden for rammerne af den stat, hvori UNRWA arbejder, såfremt denne bistand juridisk er givet i underentreprise til NGO’er af denne stat, ligeledes skal tages i betragtning, forudsat, og dette er en afgørende betingelse, at palæstinensiske flygtninge har en lovbestemt ret til adgang til den beskyttelse eller bistand, der ydes af de omhandlede NGO’er, og en sådan beskyttelse eller bistand er effektiv og varig. Mere ad hoc eller midlertidig beskyttelse eller bistand er ikke tilstrækkelig.

85.

Al anden bistand, der ydes personer som eksempelvis ansøgerne af NGO’er, der enten ikke handler inden for rammerne af UNRWA/staten, hvori UNRWA arbejder, eller som ikke juridisk er givet underentreprise af UNRWA/staten, hvori UNRWA arbejder, med henblik på at yde beskyttelse eller bistand på deres vegne, er ikke relevant med henblik på artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83, idet tilgængeligheden, effektiviteten og varigheden af denne bistand ikke kan sikres eller gøres til genstand for en gyldig vurdering. Denne bistand, uagtet at den utvivlsomt er værdifuld, er efter selve dens art ustabil og prekær. Den kan som sådan ikke afgøre en persons juridiske rettigheder i henhold til artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83.

86.

Det er følgelig min opfattelse, at den beskyttelse eller bistand, der ydes til palæstinensiske flygtninge af aktører i civilsamfundet såsom NGO’er, er relevant med henblik på artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83, såfremt de handler inden for rammerne af UNRWA eller juridisk handler i underentreprise for UNRWA med at yde beskyttelse eller bistand på dets vegne. Beskyttelse eller bistand, der ydes til palæstinensiske flygtninge af aktører i civilsamfundet, der handler inden for rammerne af den stat, hvori UNRWA arbejder, eller juridisk handler i underentreprise for denne stat, med at yde beskyttelse eller bistand på dens vegne, er ligeledes relevant med henblik på artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83, forudsat at de omhandlede flygtninge har en lovbestemt ret til adgang til beskyttelse eller bistand, der ydes af disse aktører, som er NGO’er, og denne beskyttelse eller bistand er effektiv og varig. Ren ad hoc eller midlertidig beskyttelse eller bistand, der har karakter af velgørenhed, er på den anden side ikke tilstrækkelig. Al anden bistand, der ydes af aktører i civilsamfundet, er ikke relevant med henblik på artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83, idet tilgængeligheden, effektiviteten og varigheden af denne bistand ikke kan garanteres eller gøres til genstand for en gyldig vurdering.

VI. Forslag til afgørelse

87.

Jeg vil følgelig foreslå, at de præjudicielle spørgsmål fra First-tier Tribunal (Immigration and Asylum Chamber) (ret i første instans (afdelingen for sager om indvandring og asyl), Det Forenede Kongerige) skal besvares som følger:

»1)

Der skal foretages en individuel vurdering af samtlige relevante forhold vedrørende den omhandlede situation med henblik på at fastlægge, hvorvidt beskyttelsen eller bistanden fra De Forenede Nationers Nødhjælps- og Arbejdsagentur for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten (UNRWA) var bortfaldet som omhandlet i artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i Rådets direktiv 2004/83/EF af 29. april 2004 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse. Dette kræver, at der foretages en vurdering af de omstændigheder, der angiveligt tvang en ansøger til at forlade UNRWA-operationsområdet på det tidspunkt, hvor vedkommende forlod det, og ligeledes en ex nunc fremadrettet vurdering af, hvorvidt ansøgeren har adgang til denne beskyttelse eller bistand på nuværende tidspunkt.

2)

Der skal foretages en vurdering af, hvorvidt en ansøger er berettiget til flygtningestatus i henhold til artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83, i overensstemmelse med direktivets artikel 4 og retspraksis om denne bestemmelse. Selv om det generelt påhviler ansøgeren at forelægge samtlige elementer, der er nødvendige for at underbygge ansøgningen, er medlemsstaten forpligtet til at samarbejde med ansøgeren på det trin i sagen, hvor de relevante elementer af denne ansøgning skal fastlægges. Såfremt de elementer, der ydes af en ansøger om international beskyttelse, af en given grund ikke er fuldstændige, aktuelle eller relevante, er det nødvendigt, at den omhandlede medlemsstat på dette trin i proceduren samarbejder aktivt med ansøgeren med henblik på at muliggøre, at alle de elementer, der kan underbygge ansøgningen, samles.

3)

Med henblik på at fastlægge, hvorvidt ansøgere, der ønsker flygtningestatus i henhold til artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83 var tvunget til at forlade et UNRWA-beskyttelsesområde, er det ikke nødvendigt at godtgøre, at UNRWA eller den stat, hvori UNRWA arbejder, bevidst har påført personen overlast eller frataget denne bistand (ved handling eller undladelse). Det er i stedet nødvendigt at fastlægge, hvorvidt disse ansøgere ikke længere modtager bistand eller beskyttelse fra UNRWA af grunde, som ligger uden for deres kontrol, og som ikke er udtryk for deres vilje. Denne bistand eller beskyttelse skal endvidere være effektiv.

4)

Beskyttelse eller bistand, der ydes til palæstinensiske flygtninge af aktører i civilsamfundet såsom NGO’er, er relevant med henblik på artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83, såfremt de handler inden for rammerne af UNRWA eller juridisk handler i underentreprise for UNRWA med at yde beskyttelse eller bistand på dets vegne. Beskyttelse eller bistand, der ydes til palæstinensiske flygtninge af aktører i civilsamfundet, der handler inden for rammerne af den stat, hvori UNRWA arbejder, eller juridisk handler i underentreprise for denne stat, med at yde beskyttelse eller bistand på dens vegne, er ligeledes relevant med henblik på artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83, forudsat at de omhandlede flygtninge har en juridisk ret til adgang til beskyttelse eller bistand, der ydes af disse aktører, som er NGO’er, og denne beskyttelse eller bistand er effektiv og varig. Ren ad hoc eller midlertidig beskyttelse eller bistand, der har karakter af velgørenhed, er på den anden side ikke tilstrækkelig. Al anden bistand, der ydes af aktører i civilsamfundet, er ikke relevant med henblik på artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83, idet tilgængeligheden, effektiviteten og varigheden af denne bistand ikke kan garanteres eller gøres til genstand for en gyldig vurdering.«


( 1 ) – Originalsprog: engelsk.

( 2 ) – EUT 2004, L 304, s. 12.

( 3 ) – Dom af 13.1.2021, Bundesrepublik Deutschland (Flygtningestatus for en statsløs palæstinenser) (C-507/19, EU:C:2021:3, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis). Domstolen fastslog i præmis 81 i dom af 19.12.2012, Abed El Karem El Kott m.fl. (C-364/11, EU:C:2012:826), at artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83 skal fortolkes således, at når de kompetente myndigheder i den medlemsstat, som er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, har fastlagt, at betingelsen vedrørende bortfaldet af beskyttelse eller bistand fra UNRWA er opfyldt for så vidt angår ansøgeren, indebærer det forhold en ret til uden videre at »blive omfattet af dette direktivs bestemmelser«, at denne medlemsstat skal anerkende personen som flygtning som omhandlet i nævnte direktivs artikel 2, litra c), og automatisk indrømme denne flygtningestatus, forudsat dog at sidstnævnte ikke er omfattet af stk. 1, litra b), eller stk. 2 og 3 i denne artikel 12. Domstolen har i præmis 101 i dom af 25.7.2018, Alheto (C-585/16, EU:C:2018:584), anført, at artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83 har direkte virkning. I lyset af deres særlige omstændigheder er palæstinensiske flygtninge således omfattet af den særlige sui generis beskyttelse i henhold til Genèvekonventionens artikel 1, afsnit D (jf. den fuldstændige henvisning for så vidt angår denne konvention i punkt 6 i dette forslag til afgørelse) og artikel 12, stk. 1, litra a), i direktiv 2004/83. Dom af 19.12.2012, Abed El Karem El Kott m.fl. (C-364/11, EU:C:2012:826, præmis 80).

( 4 ) – EUT 2011, L 337, s. 9.

( 5 ) – UK Statutory Instrument 2006/2525.

( 6 ) – HC 395 (som ændret).

( 7 ) – NB og AB har navnlig ved den forelæggende ret gjort gældende, at: »i Libanon var AB immobil og bundet til sit hjem det meste af tiden og udsat for nedgørelse fra det omgivende samfund, som han reagerede på ved at skrige og råbe. Han kunne hverken gå eller kravle og faldt sammen, når han sad op. Den manglende støtte fra specialister under hans opvækst i Libanon vil have livsvarige konsekvenser. Han er imidlertid efterfølgende faldet godt til i en skole i Det Forenede Kongerige (en grundskole i Bolton for elever med alvorlige og omfattende indlæringsvanskeligheder for 11-19-årige), hvor han har gjort betydelige fremskridt. I tillæg til hans undervisning har han et støttenetværk af forskellige specialister, der bl.a. omfatter en speciallæge i ortopædkirurgi, en speciallæge i rygkirurgi, en speciallæge i børneneurologi, en neurokirurg, en børnepsykolog, en specialbørnelæge, og en tale- og sprogterapeut. Han lider fortsat af dobbelt inkontinens. Såfremt familien var nødt til at vende tilbage, ville AB opleve tilbagegang, og det er sandsynligt, at hans anfald ville vende tilbage igen. Hele familien har lidt i Libanon som følge af AB’s udviklingsvanskeligheder, og hans søskende har været udsat for nedgørelse, diskrimination og hån fra venner og naboer. Stemningen i familien var nedtrykt og deprimeret. Såfremt de skulle vende tilbage, ville hele familiens mentale helbred forringes. […] [NB] led af depression i Libanon, og dette påvirkede på sin side hendes mand og børn. Hun har det bedre nu og er meget gladere, selv om hun stadig tager antidepressiv medicin. Dette har ligeledes forbedret hendes mands mentale sundhed. De andre børn lider af en betydelig grad af følelsesmæssig sårbarhed som følge af familiens historie, der er forbundet med AB’s tilstand, men de føler sig nu i deres nye miljø positivt stemt i forhold til AB frem for at skamme sig over ham.«

( 8 ) – Secretary of State har ved den forelæggende ret gjort gældende, at NB og hendes mand var bekendt med NGO’en Early Intervention Centre, der arbejdede i A1 Bass-lejren, der yder bistand til handicappede børn, og at de ikke havde fremlagt beviser, der dokumenterede, at dette center havde nægtet at yde hjælp.

( 9 ) – Jf. navnlig præmis 65 og 61, 63 og 64.

( 10 ) – I overensstemmelse med artikel 23 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol havde parterne og øvrige berørte adgang til at besvare dette spørgsmål, såfremt de ønskede dette.

( 11 ) – Genèvekonventionens artikel 1, afsnit A, stk. 2, første afsnit, bestemmer, at udtrykket »flygtning« finder anvendelse for enhver person »som i kraft af en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, politisk anskuelse eller tilhørsforhold til en bestemt social gruppe opholder sig uden for det land, hvor den pågældende er statsborger, og som ikke kan eller, på grund af en sådan frygt, ikke vil påberåbe sig dette lands beskyttelse, eller en statsløs person, som opholder sig uden for det land, hvor han tidligere havde sit sædvanlige opholdssted […] ikke kan eller, på grund af en sådan frygt, ikke vil vende tilbage til dette land«.

( 12 ) – Om forbuddet mod tortur og retten til respekt for privatlivet og familielivet.

( 13 ) – Brevet blev fremlagt af UNRWA efter anmodning af De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge (Det Forenede Kongerige) i forbindelse med den foreliggende præjudicielle forelæggelse. Det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve og foretage en bedømmelse af indholdet af dette brev.

( 14 ) – Min fremhævelse.

( 15 ) – Jf. i denne retning dom af 19.12.2012, Abed El Karem El Kott m.fl. (C-364/11, EU:C:2012:826, præmis 42 og 43). Direktiv 2004/83 har navnlig til formål på grundlag af chartrets artikel 1 og 18 at sikre, at den menneskelige værdighed og retten til asyl for asylansøgere respekteres fuldt ud. Dom af 19.12.2012, Abed El Karem El Kott m.fl. (C-364/11, EU:C:2012:826, præmis 12).

( 16 ) – Jf. i denne retning dom af 13.1.2021, Bundesrepublik Deutschland (Flygtningestatus for en statsløs palæstinenser) (C-507/19, EU:C:2021:3, præmis 37).

( 17 ) – Generaladvokat Sharpston var i sit forslag til afgørelse Bolbol (C-31/09, EU:C:2010:119) af den opfattelse, at udtrykket »personer, som for nærværende nyder beskyttelse eller bistand« var tvetydig både ud fra et geografisk og tidsmæssigt perspektiv.

( 18 ) – Det fremgår klart af anmodningen om en præjudiciel afgørelse, at den forelæggende ret ønsker at fastslå, hvorvidt en ex nunc-vurdering skal foretages i tillæg til eller som et alternativ til en ex tunc-vurdering.

( 19 ) – I dette tilfælde Secretary of State.

( 20 ) – Jf. analogt dom af 13.1.2021, Bundesrepublik Deutschland (Flygtningestatus for en statsløs palæstinenser) (C-507/19, EU:C:2021:3, præmis 66).

( 21 ) – Hvilket det imidlertid i sidste ende tilkommer den forelæggende ret at tage stilling til. Jf. omvendt dom af 13.1.2021, Bundesrepublik Deutschland (Flygtningestatus for en statsløs palæstinenser) (C-507/19, EU:C:2021:3, præmis 80), hvor Domstolen var af den opfattelse, at artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at UNRWA’s beskyttelse eller bistand ikke kan anses for bortfaldet, såfremt en statsløs af palæstinensisk oprindelse havde fjernet sig fra UNRWA’s beskyttelse og frivilligt havde udsat sig selv for en alvorlig tilstand af personlig usikkerhed. Domstolen fastslog endvidere i dom af 19.12.2012, Abed El Karem El Kott m.fl. (C-364/11, EU:C:2012:826, præmis 59), at et simpelt fravær fra et UNRWA-beskyttelsesområde eller en frivillig beslutning om at forlade det, ikke kan klassificeres som bortfald af bistand.

( 22 ) – Jf. Genèvekonventionens artikel 1, afsnit D, stk. 1. Domstolen har anført, at grunde til udelukkelse fra Genèvekonventionens anvendelsesområde og a fortiori fra direktiv 2004/83 skal fortolkes strengt. Dom af 17.6.2010, Bolbol (C-31/09, EU:C:2010:351, præmis 51). Jf. ligeledes generaladvokat Sharpstons forslag til afgørelse Bolbol (C-31/09, EU:C:2010:119, punkt 74 og 75). I denne sag blev det fastslået, at Nawras Bolbol ikke havde fået bistand fra UNRWA forud for, at hun forlod dette agenturs operationsområde med henblik på at ansøge om asyl i Ungarn. Domstolen har følgelig fastslået, at det i første omgang var ufornødent at tage stilling til de omstændigheder, hvorunder denne bistand »af en eller anden grund […] er bortfaldet«, eller karakteren af de fordele, som hun uden videre har været berettiget til i henhold til direktiv 2004/83 som følge af bortfaldet af denne bistand.

( 23 ) – Uden at stillingen for de omhandlede personer er blevet endeligt afgjort i overensstemmelse med de relevante resolutioner, der er vedtaget af FN’s generalforsamling.

( 24 ) – Jf. Genève-konventionens artikel 1, afsnit D, stk. 2.

( 25 ) – Dette er ligeledes reelt tilfældet i den franske sprogversion af Genèvekonventionen, der anvender formerne nutid, fremtid og mere vigtigt førfremtid (»futur antérieur«). Artikel 1, afsnit D, stk. 1, bestemmer således at, »[c]ette Convention ne sera pas applicable aux personnes qui bénéficient actuellement d’une protection ou d’une assistance […]«, og stk. 2 bestemmer at, »[l]orsque cette protection ou cette assistance aura cessé pour une raison quelconque […]«. Anvendelsen af ordene »aura cessé« i førfremtid peger i retning af, at beskyttelsen eller bistanden ikke længere ydes.

( 26 ) – Jf. ligeledes dom af 19.12.2012, Abed El Karem El Kott m.fl. (C-364/11, EU:C:2012:826, præmis 65). Domstolen har i dom af 13.1.2021, Bundesrepublik Deutschland (Flygtningestatus for en statsløs palæstinenser) (C-507/19, EU:C:2021:3, præmis 56), anført, at de kompetente administrative eller retslige myndigheder bl.a. skal efterprøve, om den pågældende person konkret har mulighed for at modtage denne beskyttelse eller bistand.

( 27 ) – Der ikke angiver et specifikt tidspunkt.

( 28 ) – Det er min opfattelse, at udtrykket »for nærværende nyder« i Genèvekonventionens artikel 1, afsnit D, stk. 1, og »er bortfaldet« i stk. 2 er nært knyttet til hinanden, idet de i praksis er sidestillede.

( 29 ) – I dom af 19.12.2012, Abed El Karem El Kott m.fl. (C-364/11, EU:C:2012:826, præmis 52) fastslog Domstolen, at det er nødvendigt at fortolke artikel 12, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2004/83 således, at den i denne bestemmelse fastsatte grund til udelukkelse fra flygtningestatus ikke alene omfatter de personer, der aktuelt har adgang til bistand fra UNRWA, men også de personer, der faktisk har haft adgang til denne bistand kort tid før indgivelsen af en asylansøgning i en medlemsstat, forudsat dog at denne bistand ikke er bortfaldet som omhandlet i samme artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum.

( 30 ) – Domstolen fastslog i den nævnte doms præmis 65, at det således tilkommer de kompetente nationale myndigheder på grundlag af en individuel vurdering af ansøgningen at undersøge, om denne person er blevet tvunget til at forlade dette organs eller dette agenturs operationsområde, hvilket er tilfældet, når den pågældende befandt sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og det var umuligt for det omhandlede organ eller agentur i dette område at sikre vedkommende levevilkår, der er i overensstemmelse med den opgave, som påhviler nævnte organ eller agentur.

( 31 ) – Jf. ligeledes dom af 25.7.2018, Alheto (C-585/16, EU:C:2018:584, præmis 86).

( 32 ) – Jf. ligeledes dommens præmis 57.

( 33 ) – Selv om ophørsbestemmelsen findes i artikel 11 i direktiv 2004/83, er det direktivets artikel 14, stk. 2, der bestemmer at »[u]den at dette i øvrigt indskrænker flygtningens pligt til at oplyse om alle relevante faktiske forhold og til at forelægge al relevant dokumentation, som den pågældende er i besiddelse af, jf. artikel 4, stk. 1, skal den medlemsstat, der har tildelt den pågældende flygtningestatus, på et individuelt grundlag påvise, at den pågældende ikke længere opfylder eller aldrig har opfyldt betingelserne herfor«.

( 34 ) – De kompetente myndigheder skal modificere deres metoder til vurdering af udtalelser og dokumenter eller andre beviser under hensyntagen til de specifikke kendetegn ved hver kategori af asylansøgninger under iagttagelse af de rettigheder, der er sikret ved chartret. I overensstemmelse med artikel 4, stk. 3, litra c), i direktiv 2004/83 skal denne vurdering foretages ud fra det specifikke sagsforhold, og der tages herunder hensyn til ansøgerens personlige stilling og forhold, herunder faktorer som baggrund, køn og alder (dom af 2.12.2014, A m.fl.,C-148/13 – C-150/13, EU:C:2014:2406, præmis 54 og 57). I dom af 24.4.2018, MP (Subsidiær beskyttelse af et offer for tidligere tortur) (C-353/16, EU:C:2018:276, præmis 33), anførte Domstolen, at i henhold til artikel 4, stk. 4, i direktiv 2004/83, udgør den omstændighed, at der tidligere er lidt alvorlig overlast, en god grund til at formode, at ansøgeren løber en reel risiko for igen at lide alvorlig overlast. Denne bestemmelse angiver imidlertid ligeledes, at dette ikke er tilfældet, når der er god grund til at antage, at sådan overlast, som den pågældende tidligere har været udsat for, ikke vil gentage sig eller ikke vil fortsætte. Artikel 4, stk. 5, i direktiv 2004/83, der efter min opfattelse er af særlig relevans i forbindelse med hovedsagen, præciserer de betingelser, hvorunder en medlemsstat, der anvender princippet om, at ansøgeren har pligt til at underbygge vedkommendes ansøgning, skal anse visse aspekter af ansøgerens forklaringer for ikke at skulle bekræftes. Blandt disse betingelser er navnlig den kendsgerning, at ansøgerens forklaringer anses for sammenhængende og troværdige og ikke strider imod tilgængelige specifikke og generelle oplysninger, der er relevante for ansøgerens sag, og den omstændighed, at ansøgerens almindelige troværdighed er slået fast. Jf. analogt dom af 25.1.2018, F (C-473/16, EU:C:2018:36, præmis 33), af 19.11.2020, Bundesamt für Migration und Flüchtlinge (Militærtjeneste og asyl) (C-238/19, EU:C:2020:945, præmis 55), og af 10.6.2021, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Nye elementer eller oplysninger) (C-921/19, EU:C:2021:478, præmis 43), vedrørende artikel 4 i direktiv 2011/95, der er affattet på tilsvarende måde som artikel 4 i direktiv 2004/83.

( 35 ) – En ansøger om international beskyttelses forklaringer betragtes alene som udgangspunkt for proceduren til den vurdering af kendsgerningerne og omstændighederne, der foretages af de kompetente myndigheder. Jf. analogt for så vidt angår artikel 4, stk. 1, i direktiv 2011/95, dom af 25.1.2018, F (C-473/16, EU:C:2018:36, præmis 28).

( 36 ) – Dom af 22.11.2012, M. (C-277/11, EU:C:2012:744, præmis 65 og 66), og af 2.12.2014, A m.fl. (C-148/13 – C-150/13, EU:C:2014:2406, præmis 54-57).

( 37 ) – Jf. ligeledes mit svar på det fjerde spørgsmål fra den forelæggende ret for så vidt angår denne stats rolle som en aktør i forhold til beskyttelse eller bistand.

( 38 ) – Domstolen har yderligere udtrykkeligt anført, at bistanden eller beskyttelsen skal være »effektiv«. Selve den omstændighed, at der eksisterer et organ eller agentur, som har til opgave at yde denne beskyttelse eller bistand, er ikke tilstrækkelig. Dom af 19.12.2012, Abed El Karem El Kott m.fl. (C-364/11, EU:C:2012:826, præmis 60).

( 39 ) – Selv om UNRWA ikke specifikt angives ved navn.

( 40 ) – Dom af 13.1.2021, Bundesrepublik Deutschland (Flygtningestatus for en statsløs palæstinenser) (C-507/19, EU:C:2021:3, præmis 51).

( 41 ) – Jf. i denne retning dom af 13.1.2021, Bundesrepublik Deutschland (Flygtningestatus for en statsløs palæstinenser) (C-507/19, EU:C:2021:3, præmis 54).

( 42 ) – I sit svar på et spørgsmål fra Domstolen vedlagde De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge (Det Forenede Kongerige) et brev fra UNRWA som bilag, hvori sidstnævnte anførte, at den »ikke driver flygtningelejre og ikke er ansvarlig for at beskytte palæstinensiske flygtninges fysiske sikkerhed eller opretholdelsen af lov og orden i UNRWA’s fem operationsområder. Ansvaret for at sikre den fysiske sikkerhed for palæstinensiske flygtninge, der opholder sig i et af UNRWA’s fem operationsområder, henhører under den respektive værtsregerings suverænitet og ansvar«.

( 43 ) – Jeg henviser af hensyn til nemhed til dem som NGO’er.

Top