1.

En rumænsk ret har med disse to anmodninger om præjudiciel afgørelse anmodet Domstolen om en fortolkning af artikel 3 og 8 i forordning (EF) nr. 593/2008 ( 2 ). Ifølge den pågældende ret er denne fortolkning nødvendig for at afgøre to tvister om lønkrav fra lastvognschauffører mod en virksomhed med hjemsted i Rumænien, der ansætter de pågældende arbejdstagere og sender dem til andre medlemsstater med henblik på at transportere varer.

2.

I forbindelse med beskrivelsen af de faktiske omstændigheder i forelæggelsesafgørelserne udelades visse detaljer, som kunne have betydning. Her fremhæves navnlig den detalje, som ville gøre det muligt at sondre mellem udstationerede arbejdstagere, på den ene side, og arbejdstagere, som ikke har denne status, men som sædvanligvis udfører deres arbejde i et andet land end der, hvor arbejdsgiveren har hjemsted og aftalen er indgået, på den anden side.

3.

Da de oplysninger, som Domstolen har modtaget, er upræcise, er det ikke muligt kategorisk at fastslå, om situationen for de sagsøgende arbejdstagere i disse tvister er omfattet af den ene eller den anden kategori. Det kan i teorien ikke afvises, at der er tale om en grænseoverskridende udstationering af arbejdstagere som omhandlet i direktiv 96/71/EF ( 3 ), men den forelæggende ret forekommer ikke at være af denne opfattelse, eftersom dens spørgsmål alene omhandler Rom I-forordningen.

4.

Rom I-forordningen har erstattet Rom-konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser ( 4 ). Førstnævnte er i vid udstrækning en fortsættelse af sidstnævnte, selv om dette ikke generelt angives. For så vidt som det er relevant for den foreliggende sag, svarer artikel 3 og 8 i Rom I-forordningen til artikel 3 og 6 i konventionen af 1980, således at Domstolens afgørelser vedrørende sidstnævnte også gælder med hensyn til førstnævnte ( 5 ).

5.

Følgende fremgår af 11. betragtning til forordningen:

»Parternes frihed til at aftale, hvilken lov der skal finde anvendelse, bør udgøre en af hjørnestenene i lovvalgsregelsystemet for kontraktlige forpligtelser.«

6.

23. betragtning til forordningen har følgende affattelse:

»Med hensyn til aftaler indgået med parter, der betragtes som værende svage parter, bør disse parter beskyttes med lovvalgsregler, der er gunstigere for deres interesser end de almindelige regler.«

7.

35. betragtning til forordningen er affattet således:

»Arbejdstageren bør ikke berøves beskyttelse i medfør af bestemmelser, som ikke kan fraviges ved aftale, eller som kun kan fraviges til arbejdstagerens fordel.«

8.

36. betragtning til forordningen har følgende ordlyd:

»Med hensyn til individuelle arbejdsaftaler bør udførelse af arbejde i et andet land betragtes som midlertidigt, når arbejdstageren forventes at genoptage sit arbejde i sit oprindelsesland efter at have udført sine opgaver i udlandet […]«

9.

37. betragtning til forordningen lyder:

»Almene hensyn gør det berettiget, at medlemsstaternes domstole under ekstraordinære omstændigheder får mulighed for at anvende egne ordre public-regler og overordnede præceptive bestemmelser. Begrebet »overordnede præceptive bestemmelser« bør holdes ude fra udtrykket »bestemmelser, som ikke kan fraviges ved aftale« og bør fortolkes mere restriktivt.«

10.

Forordningens artikel 3 (»aftalt lovvalg«) bestemmer:

»1.   En aftale er underlagt den lov, som parterne har vedtaget. Lovvalget skal være udtrykkeligt eller klart fremgå af aftalens bestemmelser eller omstændighederne i øvrigt. Parternes lovvalg kan omfatte hele aftalen eller kun en del deraf.

[…]«

11.

Forordningens artikel 8 (»individuelle arbejdsaftaler«) foreskriver:

»1.   En individuel arbejdsaftale er undergivet loven i det land, som parterne har aftalt i henhold til artikel 3. Et sådant lovvalg må dog ikke medføre, at arbejdstageren berøves den beskyttelse, der tilkommer ham i medfør af bestemmelser, som ikke kan fraviges ved aftale i henhold til den lov, som ville have fundet anvendelse efter stk. 2, 3 og 4 i denne artikel, såfremt parterne ikke havde aftalt lovvalg.

2.   I det omfang parterne ikke har aftalt, hvilken lov der skal anvendes på den individuelle arbejdsaftale, er aftalen undergivet loven i det land, hvori eller subsidiært hvorfra arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde. Det land, hvor arbejdet sædvanligvis udføres, anses ikke for at have ændret sig, hvis arbejdstageren midlertidigt er beskæftiget i et andet land.

3.   Kan det ikke i henhold til stk. 2 afgøres, hvilken lov der skal anvendes, er aftalen underlagt loven i det land, hvor det forretningssted, som har antaget arbejdstageren, er beliggende.

4.   Når det af omstændighederne som helhed fremgår, at aftalen har en nærmere tilknytning til et andet land end det, der er omhandlet i stk. 2 og 3, anvendes dette andet lands lov.«

12.

Litra N i bilag 1 til Ordinul ministrului muncii și protecției sociale nr. 64/2003 pentru aprobarea modelului-cadru al contractului individual de muncă ( 6 ) bestemmer sammenholdt med artikel 2, stk. 1, at alle individuelle arbejdsaftaler indgået i Rumænien skal indeholde følgende klausul: »Bestemmelserne i denne individuelle arbejdsaftale suppleres med bestemmelserne i lov nr. 53/2003 – arbejdsloven« ( 7 ).

13.

DG og EH, som er lastvognschauffører med bopæl i Rumænien, indgik individuelle arbejdsaftaler med virksomheden SC Gruber Logistics SRL, som har hjemsted i Rumænien.

14.

I henhold til aftalerne, som er affattet på såvel rumænsk som italiensk, skulle bestemmelserne heri suppleres med bestemmelserne i den rumænske arbejdslov.

15.

Vedrørende arbejdsstedet præciserede aftalerne, at arbejdet skulle udføres på forretningsstedet i Oradea (Rumænien) eller på alle bestemmelsessteder i landet og i udlandet, hvor der er brug for arbejdstagerens tjenesteydelser.

16.

DG og EH har anført, at de, selv om deres aftaler blev indgået i Rumænien, sædvanligvis udførte deres arbejde i Italien, hvorfra de udførte deres transportopgaver. Der vendte de tilbage for at afslutte disse opgaver, og i samme land modtog de instruktioner og udførte hovedparten af deres transportopgaver.

17.

DG og EH er derfor af den opfattelse, at de bør være omfattet af den italienske lovgivning om mindsteløn, jf. Rom I-forordningens artikel 8.

18.

Arbejdsgiveren har nedlagt påstand om frifindelse og har anført, at de to chauffører arbejdede i arbejdsgiverens tjeneste med lastvogne registreret i Rumænien og på grundlag af transporttilladelser udstedt i henhold til rumænsk lovgivning. Arbejdsgiveren har tilføjet, at alle instruktioner blev givet af arbejdsgiveren selv, og at sagsøgernes arbejde var organiseret i Rumænien. Derfor bør de omtvistede arbejdsaftaler være underlagt rumænsk ret.

19.

På denne baggrund har Tribunalul Mureș (retten i første instans i Mureș) forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

20.

TD, som er medlem af fagforeningen Sindicatul Lucrătorilor din Transporturi, blev ansat af selskabet SC Samidani Trans SR som lastvognschauffør til at udføre sit arbejde på Den Europæiske Unions område.

21.

Det fremgik ikke specifikt af den individuelle arbejdsaftale, som blev indgået i Rumænien, hvor arbejdstageren skulle udføre sine opgaver.

22.

Følgende fremgår af den pågældende arbejdsaftale: »Bestemmelserne i denne individuelle arbejdsaftale suppleres med bestemmelserne i lov nr. 53/2003 – arbejdsloven og den overenskomst, som finder anvendelse for enheden/sektoren[, og] [t]vister vedrørende indgåelse, gennemførelse, ændring, suspension eller ophør af denne individuelle arbejdsaftale indbringes for den ret, som har kompetence ratione materiae og ratione loci, i henhold til loven.«

23.

Fagforeningen har nedlagt påstand om, at arbejdsgiveren tilpligtes at betale DT forskellen mellem den løn, som arbejdstageren faktisk modtog, og den mindsteløn, som den pågældende har ret til i henhold til tysk lovgivning. Fagforeningen har desuden anført, at DT har ret til betaling af løn svarende til to månedslønninger pr. år, som er fastsat i den tyske lov.

24.

I stævningen gøres det gældende, at de tyske bestemmelser om disse aspekter i henhold til Rom I-forordningens artikel 8 finder anvendelse på DT’s arbejdsaftale. Selv om den individuelle arbejdsaftale blev indgået i Rumænien, var det i Tyskland, at arbejdstageren sædvanligvis udførte sine opgaver og modtog instruktioner. Desuden befandt de lastvogne, der blev anvendt, sig i Tyskland, og transportopgaverne blev udført inden for de tyske grænser.

25.

Den sagsøgte virksomhed har anført, at parterne specifikt har aftalt, at den lov, der finder anvendelse på den individuelle arbejdsaftale, er rumænsk lov.

26.

På denne baggrund har samme ret forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

27.

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse indgik til Domstolen den 30. marts 2020 (sag C-152/20) og den 27. maj 2020 (sag C-218/20), og det blev besluttet at forene sagerne.

28.

Den finske og den rumænske regering samt Kommissionen har afgivet skriftlige indlæg. Det blev ikke anset for nødvendigt at afholde et retsmøde.

29.

Diskussionen drejer sig nærmere bestemt om, hvilken lov der skal anvendes på løn (navnlig mindsteløn) oppebåret af arbejdstagere (lastvognschauffører), når følgende omstændigheder gør sig gældende:

30.

Inden behandlingen af de præjudicielle spørgsmål er jeg som allerede nævnt enig med den finske og den rumænske regering ( 9 ) i, at det ikke kan afvises, at alle eller nogle af de berørte arbejdstagere er omfattet af direktiv 96/71, som regulerer grænseoverskridende udstationering af arbejdstagere ( 10 ).

31.

Spørgsmålet er ikke irrelevant, fordi de gældende regler om mindsteløn, der gælder i udstationeringslandet, i henhold til direktiv 96/71 finder anvendelse, uanset hvilken retlig ordning den individuelle arbejdsaftale er underlagt ( 11 ).

32.

Direktiv 96/71 erstatter ikke Rom I-forordningen, men kræver, at de to tekster kombineres ( 12 ). I en situation, hvor der skal foretages et lovvalg, bør den lov, der finder anvendelse på arbejdsaftalen, være den, der er fastlagt i overensstemmelse med Rom I-forordningens artikel 8. Rækkevidden af den pågældende lov, der finder anvendelse, er imidlertid begrænset, eftersom artikel 3, stk. 1, i direktiv 96/71 kræver, at bestemte arbejdsvilkår, der er reguleret af værtsmedlemsstatens bestemmelser, finder anvendelse, uanset hvilken lov der finder anvendelse på arbejdsaftalen.

33.

Den forelæggende ret, der ikke har kvalificeret de omtvistede situationer som »udstationeringer«, har formuleret sine spørgsmål på grundlag af Rom I-forordningen og har dermed indirekte antydet, at de ikke er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 96/71 ( 13 ).

34.

Da der ikke foreligger andre oplysninger, må det grundlag, som den nationale ret selv støtter sig på, dermed anvendes, og derfor vil jeg begrænse min bedømmelse til Rom I-forordningens indvirkning på tvisterne ( 14 ).

35.

Den forelæggende ret har med sit første spørgsmål anmodet Domstolen om en fortolkning af Rom I-forordningens artikel 8, stk. 1, andet punktum.

36.

Tvivlsspørgsmålet består nærmere bestemt i, om »den nationale ret – såfremt en arbejdstager sædvanligvis udfører det af arbejdsaftalen omfattede arbejde i et andet land end det, hvis lov parterne udtrykkeligt har valgt – […] kan udelukke anvendelsen af den af parterne udtrykkeligt valgte lov, hvis det af de samlede omstændigheder fremgår, at aftalen har en nærmere tilknytning til et andet land« ( 15 ).

37.

Den forelæggende ret har forudsat, at parterne har valgt, at deres aftaleforhold er underlagt rumænsk ret. På denne baggrund stilles der spørgsmål ved muligheden for at udligne virkningerne af dette valg med bestemmelserne i andre lande, hvor arbejdstageren har udført sit arbejde.

38.

Rom I-forordningens artikel 8 har til formål at beskytte arbejdstageren, som er den »strukturelt svage« part i ansættelsesforholdet ( 16 ), ved hjælp af en mekanisme vedrørende lovvalgsregler ( 17 ). Disse regler finder anvendelse, når arbejdet ved opfyldelsen af en individuel aftale udføres i en (eller flere) stater, som ikke er den stat, hvori den valgte lov er gældende.

39.

Domstolen har udtalt sig om denne mekanisme i forbindelse med artikel 6 i konventionen af 1980, den direkte forgænger til Rom I-forordningen, hvilke udtalelser også gælder for den nuværende forordning ( 18 ).

40.

Lovvalgsreglerne i Rom I-forordningens artikel 8 udgør lex specialis i forhold til samme forordnings artikel 3 og 4 ( 19 ). De har til formål at opnå en ligevægt mellem arbejdsgivernes og arbejdstagernes interesser ( 20 ) og betegner det aftalte lovvalg mellem parterne som det foretrukne tilknytningsmoment (stk. 1). En lov, der vælges på denne måde, finder også anvendelse, såfremt arbejdstagerne udfører deres arbejde i en anden medlemsstat, dog med et forbehold, som jeg vil gøre rede for med det samme.

41.

Aftalen om, hvilken lov der finder anvendelse i kraft af parternes valg, må imidlertid ikke være til skade for arbejdstageren. Med henblik herpå sikrer Rom I-forordningen, selv om den ikke begrænser den række af lovgivninger, der kan vælges ( 21 ), i artikel 8, stk. 1, andet punktum, at arbejdstageren ikke mister den beskyttelse, der tilkommer ham i medfør af ufravigelige regler (nærmere bestemt »bestemmelser, som ikke kan fraviges ved aftale«) i henhold til den lov, som ville have fundet anvendelse, såfremt parterne ikke havde aftalt lovvalg ( 22 ).

42.

Således er det mindstemål af beskyttelse, der er sikret, den beskyttelse, der følger af den lovgivning, som ville have fundet anvendelse på aftalen, såfremt parterne ikke havde aftalt lovvalg. Denne lovgivning kan være:

43.

Hvis de ufravigelige regler (i ovennævnte forstand) i den lov, der finder anvendelse i mangel af et lovvalg, yder arbejdstageren en større beskyttelse end bestemmelserne i den valgte lov, har førstnævnte forrang for sidstnævnte. Den valgte lov finder fortsat anvendelse på det øvrige aftaleforhold ( 25 ).

44.

Den beskrevne mekanismes funktion kræver dermed en tredelt proces: a) fastlæggelse af den lov, som ville have fundet anvendelse, såfremt parterne ikke havde aftalt lovvalg, b) fastlæggelse af de regler, som i henhold til denne lov ikke kan fraviges ved aftale, og c) sammenligning af det beskyttelsesniveau, som disse regler sikrer arbejdstageren, med det, som ydes af den lov, som parterne har valgt ( 26 ).

45.

På baggrund af den forelæggende rets begrundelse af spørgsmålet synes den italienske lov (i sag C-152/20) og den tyske lov (i sag C-218/20) efter den forelæggende rets opfattelse at være de love, der skal sammenlignes med den rumænske lov, som parterne har valgt.

46.

Dette ville være tilfældet, uden sondring, fordi Italien og Tyskland enten er det sted, hvor arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde (Rom I-forordningens artikel 8, stk. 2) ( 27 ), eller det sted, som har den nærmeste tilknytning til de individuelle arbejdsaftaler (samme forordnings artikel 8, stk. 4).

47.

Stk. 2 og 4 i Rom I-forordningens artikel 8 er ikke indbyrdes substituerbare. Domstolen udtalte sig i denne retning, da den i Schlecker-dommen fortolkede artikel 6 i konventionen af 1980 og bemærkede, at »[d]enne fortolkning […] endvidere [er] forenelig med ordlyden af den nye bestemmelse vedrørende lovvalgsregler i forbindelse med arbejdsaftaler, der er indført ved Rom I-forordningen« ( 28 ).

48.

Følgende fremgår af nævnte dom:

49.

Med de faktiske oplysninger, der fremgår af forelæggelsesafgørelserne, er det ikke muligt at give et klart svar med hensyn til disse forhold. Dermed må jeg begrænse mig til at angive en teoretisk fortolkning af Rom I-forordningens artikel 8, således som jeg netop har beskrevet.

50.

Dette spørgsmål drejer sig ligeledes om fortolkningen af Rom I-forordningens artikel 8, stk. 1, andet punktum. Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om bestemmelserne om minimumsløn udgør »bestemmelser, som ikke kan fraviges ved aftale i henhold til […] lov«.

51.

Svaret kræver en fortolkning af ovenstående formulering samt en fastlæggelse af dens rækkevidde ( 31 ). Således som nogle af procesdeltagerne har anført ( 32 ), tilkommer det på dette grundlag den nationale ret at afklare, om en bestemt regel i den nationale ret (eller eventuelt i en anden medlemsstats lovgivning) konkret er omfattet af denne formulering.

52.

Indholdet af Rom I-forordningens artikel 8, stk. 1, andet punktum, er præcist: Det omfatter bestemmelser, som ikke er deklaratoriske (med andre ord er der ikke tale om bestemmelser, som finder anvendelse, såfremt parterne ikke har aftalt andet) for parterne, og som disse ikke kan fravige.

53.

Disse bestemmelser svarer ikke nødvendigvis til de bestemmelser, der »automatisk« finder anvendelse, såfremt parterne ikke når til en aftale ( 33 ). Formålet med bestemmelsen understøtter denne fortolkning: Bestemmelsen har til formål at sikre arbejdstageren et vist beskyttelsesniveau og ikke at opstille en supplerende retlig ordning vedrørende aspekter, der ikke er omfattet af den individuelle arbejdsaftale.

54.

Det kan således fastslås, at den kategori af bestemmelser, som parterne ikke kan fravige, kun omfatter bestemmelser, som, idet de kan kvalificeres således i en given lovgivning, specifikt beskytter arbejdstageren ( 34 ).

55.

Den umiddelbare forgænger til formuleringen »bestemmelser, som ikke kan fraviges ved aftale i henhold til […] lov« er formuleringen »regler i dette [land] ( 35 ), som ikke kan fraviges ved aftale« i artikel 3, stk. 3, i konventionen af 1980, som også betegnede dem som »ufravigelige regler«.

56.

Anvendelsen af disse regler fungerer som en kompromisløsning, når parterne vælger en udenlandsk lov til at finde anvendelse på en aftale, som på aftaletidspunktet objektivt ikke har tilknytning (eller relevant tilknytning) til mere end én lov. Der er reelt tale om en rent indenlandsk aftale.

57.

I denne situation, hvor det indledningsvis ikke forekommer, at »der skal foretages et valg« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i konventionen af 1980 ( 36 ), skal der foretages et valg, idet en udenlandsk lov er valgt til at finde anvendelse på aftalen.

58.

Som ethvert valg gør det valg, der træffes under de anførte omstændigheder, det muligt for aftaleparterne fuldstændig at omgå den lov, som ville have fundet anvendelse, såfremt parterne ikke havde aftalt lovvalg. Denne omgåelse gav anledning til en vis diskussion under forhandlingerne om konventionen; over for argumenterne for at tillade lovvalg ved rent indenlandske aftaler stod den ligeledes begrundede frygt for misbrug og svig ( 37 ).

59.

I den endelige tekst valgtes det kompromis, som jeg har nævnt: a) På den ene side accepterer den aftalen om, hvilken lov der skal anvendes, og b) på den anden side tager den forbehold for de bestemmelser, der er gældende i det land, som alle andre omstændigheder af betydning på aftaletidspunktet har tilknytning til, og som parterne ikke kan fravige ved aftale på grund af deres ufravigelige karakter.

60.

Med hensyn til forbrugeraftaler og individuelle arbejdsaftaler, som er reguleret i henholdsvis artikel 5 og 6 i konventionen af 1980, krævede forekomsten af en »svag« aftalepart, at de aktører, der forhandlede konventionen, ændrede det aftalte lovvalg, der er fastsat i artikel 3.

61.

Den mulighed, der fremgår af konventionens artikel 6, tillod valget og begrænsede det samtidig ved at indføre den fremgangsmåde, der blev fastsat ved artikel 3, stk. 3. Løsningen tilpasses i øvrigt i forhold til de nærmere omstændigheder:

62.

Anvendelsen i artikel 6, stk. 1, i konventionen af 1980 af formuleringen »ufravigelige regler« burde ikke give anledning til tvivl, eftersom denne formulering i henhold til artikel 3, stk. 3, svarer til »regler i dette lands lov, som ikke kan fraviges ved aftale«.

63.

På denne måde finder regler, der materielt set er ufravigelige, eller »ufravigelige regler« som omhandlet i artikel 7 i konventionen af 1980 derimod ikke anvendelse.

64.

En systematisk gennemgang kan anvendes til at præcisere kategorien af »bestemmelser, som ikke kan fraviges ved aftale«. Den kræver en sondring mellem disse bestemmelser og de »overordnede præceptive bestemmelser«, som er nævnt i Rom I-forordningens artikel 9, som (med visse ændringer) gengiver artikel 7 i konventionen af 1980 ( 39 ).

65.

De overordnede præceptive bestemmelser, der er uomgængelige, »uanset hvilken lov der i øvrigt skal anvendes på aftalen i henhold til denne forordning« ( 40 ), bevirker, at den mulighed, som parterne har valgt i deres aftale, idet de har valgt en udenlandsk lov, mister sin betydning.

66.

Alvoren af denne konsekvens forklarer de begrænsninger, som Rom I-forordningen fastsætter for kategorien af overordnede præceptive bestemmelser ( 41 ):

67.

De bestemmelser, »som ikke kan fraviges ved aftale« i Rom I-forordningens artikel 3, stk. 3 og 4, artikel 6, stk. 2, artikel 8, stk. 1, og artikel 11, stk. 5, litra b), er derimod bestemmelser, som ikke kan omgås i forbindelse med en indenlandsk aftale, men godt kan omgås i forbindelse med en international aftale gennem et valg af den lov, der skal finde anvendelse på aftalen.

68.

I så fald finder de deklaratoriske og de ufravigelige regler i den valgte lov anvendelse, medmindre (og for så vidt som) Rom I-forordningen bestemmer andet, hvilket sker yderst sjældent ( 44 ).

69.

Under overholdelse af EU-retten vælger de nationale myndigheder, på hvilke områder og af hvilke grunde de tillægger en bestemmelse en ufravigelig karakter, som ikke kan fraviges ved en aftale mellem parterne.

70.

For at afklare, om en national bestemmelse har denne karakter, er dens fortolkning afgørende, og i forbindelse med denne opgave giver Rom I-forordningen ikke nærmere retningslinjer, idet den blot angiver, at »overordnede præceptive bestemmelser« bør fortolkes mere restriktivt end »bestemmelser, som ikke kan fraviges ved aftale« ( 45 ).

71.

Den forelæggende ret må dermed fastlægge, om en bestemmelse har ufravigelig eller dispositiv karakter, i henhold til de sædvanlige fortolkningskriterier, selv om dens bedømmelse skal tage udgangspunkt i den lov, som den undersøgte bestemmelse stammer fra, som eventuelt er udenlandsk.

72.

Uden at have til hensigt at træde i den forelæggende rets sted i forbindelse med denne bedømmelse finder jeg det på baggrund af de foreliggende omstændigheder i disse sager nødvendigt at fremhæve følgende:

73.

Jeg bør imidlertid minde om, at Rom I-forordningen finder »universel anvendelse«, jf. artikel 2 ( 48 ) heri, og dermed kan de bestemmelser, der ikke kan fraviges i henhold til artikel 8, stk. 1, andet punktum, være et tredjelands bestemmelser.

74.

Inden for EU-retten findes »mindsteløn« under alle omstændigheder ikke som nogen fælles betegnelse, og der findes heller ikke nogen pligt til at indføre mindsteløn ( 49 ). Med hensyn til direktiv 96/71 førte den manglende ensartede definition til, at begrebet »mindsteløn« blev erstattet med begrebet »aflønning« i artikel 3, stk. 1, litra c), i dette direktiv, som ændret ved direktiv (EU) 2018/957 ( 50 ).

75.

Det kan således ikke udelukkes, at elementer eller begreber, som ifølge én stat ikke kan fraviges ved aftale mellem parterne, idet de er omfattet af nævnte begreb, godt kan fraviges i en anden stat ( 51 ).

76.

Selv om det er blevet bekræftet, at en medlemsstats regler om mindsteløn ikke kan fraviges, finder de som nævnt imidlertid ikke anvendelse automatisk, da dette kræver en sammenligning mellem det beskyttelsesniveau, som de yder arbejdstagerne, og det beskyttelsesniveau, som de tilsvarende bestemmelser i den valgte lov yder.

77.

Der er ikke et fuldstændigt sammenfald mellem det tredje præjudicielle spørgsmål i de to anmodninger om præjudiciel afgørelse:

78.

På trods af de forskellige formuleringer er det samme grundlæggende spørgsmål fælles for begge præjudicielle spørgsmål: Kan et valg på de angivne betingelser anses for at være aftalt som omhandlet i Rom I-forordningens artikel 3 (samt artikel 8).

79.

For at behandle dette aspekt vil jeg undersøge: a) den generelle gyldighed af et stiltiende lovvalg i Rom I-forordningen og b) om det under de i hovedsagen foreliggende omstændigheder kan fastslås, at denne form for lovvalg har fundet sted.

80.

Inden da bør jeg fremhæve, at det på grundlag af den for Domstolen forelagte dokumentation ikke synes at fremgå, at de sagsøgende arbejdstagere faktisk har anfægtet anvendelsen af den rumænske lov som den lov, der er blevet valgt.

81.

Den forelæggende ret har som allerede omtalt anerkendt (i det første og det andet præjudicielle spørgsmål), at parterne har valgt den rumænske lov som den lov, der finder anvendelse på deres aftaler. På denne baggrund drejer tvisten sig alene om grænserne for dette valg med hensyn til aflønningen af de arbejdstagere, hvis arbejde udføres i Italien og i Tyskland.

82.

Det kan udledes af forelæggelsesafgørelsen, at det er selve den forelæggende ret, der har rejst tvivl om valget af den rumænske lov. Dette skyldes ikke den usikkerhed, som formuleringen i aftalen giver anledning til, men snarere tvivlen om, hvorvidt der er tale om et ægte valg i modsætning til et obligatorisk valg.

83.

I overensstemmelse med konventionen af 1980 samler Rom I-forordningen de regler (lovvalgsregler), som anvendes til at fastlægge den nationale lov, der finder anvendelse på en aftale ved retterne i en hvilken som helst medlemsstat ( 52 ), når der skal foretages et lovvalg.

84.

Dermed indfører Rom I-forordningen en ordning, der gør udfaldet af en eventuel tvist mere forudsigeligt og fremmer retssikkerheden. Den fremmer således i sidste ende den gensidige anerkendelse af retsafgørelser i medlemsstaterne med henblik på et velfungerende indre marked ( 53 ).

85.

Hjørnestenen i denne ordning er, at de parter, der indgår aftalen, kan udpege (vælge), hvilken lov der skal anvendes ( 54 ). Rom I-forordningens artikel 3 forankrer det frie lovvalg som hovedregel for alle aftaler. Den fastlægger samtidig den retlige ordning, der finder anvendelse på valget ( 55 ), hvad enten det er generelt eller i forbindelse med bestemte aftalemæssige forhold ( 56 ).

86.

Bestemmelsen er åben med hensyn til lovvalgets form; det kan være såvel udtrykkeligt som stiltiende. Dette lovvalg skal »klart fremgå af aftalens bestemmelser eller omstændighederne i øvrigt« ( 57 ).

87.

Der findes ikke en liste over kriterier, der skal tages i betragtning ved »afgørelsen af, om et lovvalg fremgår klart« ( 58 ). Medmindre der foreligger en værnetingsaftale som et tegn på lovvalg ( 59 ), indeholder Rom I-forordningen ikke andre faktorer, der kan antyde, at parterne indirekte har ønsket at vælge, hvilken lov der finder anvendelse på deres aftale.

88.

En klausul i en individuel arbejdsaftale, hvorefter denne aftale suppleres med bestemmelserne i en national lov ( 60 ), kan i princippet være et tegn på, at der er foretaget et lovvalg.

89.

Som Kommissionen har anført ( 61 ), kan denne klausul imidlertid også blot fortolkes som et ønske om at supplere aftalen med visse materielle bestemmelser i en lovgivning, som har samme værdi som ethvert andet kontraktvilkår (»integrering ved henvisning«) ( 62 ).

90.

Det tilkommer den nationale ret at fastslå parternes egentlige hensigt i hvert enkelt tilfælde. I forbindelse med denne opgave er jeg af den opfattelse, at en klausul som den, der fremgår af de omtvistede aftaler, ikke er tilstrækkelig til, at det kan fastslås, at der har været foretaget et utvetydigt lovvalg ( 63 ).

91.

For at denne klausul skal kunne opfattes som et indirekte udtryk for parternes hensigt om at vælge den lovgivning, som deres forhold skal være underlagt, kræves andre oplysninger, der understøtter dette ( 64 ). Dette gælder så meget desto mere, når visse relevante elementer af aftalen, som f.eks. det sted, hvor hovedydelserne leveres, synes at pege på en anden lov.

92.

De omtvistede individuelle arbejdsaftaler følger en på forhånd udarbejdet formular, som skal anvendes i henhold til dekret nr. 64/2003. Klausulen om (påstået) lovvalg er en af de klausuler, der på forhånd er indsat i den pågældende formular.

93.

Intet i Rom I-forordningen er til hinder for, at lovvalget fastlægges i en aftale som en betingelse, der ikke er forhandlet individuelt, men som derimod som standard indgår i en formular, der er fælles for den pågældende sektor ( 65 ).

94.

Den tvivl, der kan opstå med hensyn til eksistensen og gyldigheden af samtykket til en klausul af denne art, må afklares i henhold til den lov, der teoretisk set finder anvendelse, dvs. den lov, der ville finde anvendelse, hvis lovvalget var gyldigt: altså den samme lov, som tilsyneladende er blevet valgt ( 66 ).

95.

Et andet, og naturligvis forudgående, spørgsmål er, om en lovvalgsregel, hvis indsættelse i aftalen enten følger af et lovkrav eller af en af aftalens parters ensidige beslutning, er gyldig.

96.

Rom I-forordningens svar på dette spørgsmål kræver, at der sondres mellem disse tilfælde.

97.

Den forelæggende ret har beskrevet henvisningen til den rumænske arbejdslov i de omtvistede aftaler som et resultat af en national lovgivning, hvorefter »individuelle arbejdsaftaler skal indeholde klausulen om valg af den rumænske lov« (sag C-152/20).

98.

Hvis dette er tilfældet, har aftaleparterne ikke foretaget et aftalt lovvalg som omhandlet i Rom I-forordningens artikel 3. En klausul af denne art, der er obligatorisk ved lov, er uforenelig med idéen om et aftalt lovvalg.

99.

Dette synes imidlertid ikke at være den eneste fortolkning af den nationale bestemmelse. Den rumænske regering har i sit skriftlige indlæg anført, at parterne i den individuelle arbejdsaftale ikke har pligt til at vælge den rumænske lov som den lov, der finder anvendelse. Kun hvis de vælger denne mulighed, som de frit har aftalt, skal de overholde dekret nr. 64/2003 og indgå deres aftale i medfør af den formular, der fremgår af bilaget hertil.

100.

Ifølge denne fortolkning er forekomsten af den klausul, hvorefter arbejdsloven finder supplerende anvendelse, i aftalen en konsekvens af parternes forudgående, og aftalte, valg om, at deres aftaleforhold skal være underlagt den rumænske lov. Klausulen er samtidig beviset for dette valg.

101.

Det tilkommer den forelæggende ret, og ikke Domstolen, at fortolke den nationale lovgivning. Kun såfremt den anden af de to anførte fortolkninger gør sig gældende, kan klausulen anses for en udøvelse af parternes aftalte lovvalg som omhandlet i Rom I-forordningens artikel 3.

102.

Spørgsmålet har en anden karakter, hvis klausulen ikke indsættes i aftalen som følge af et lovkrav, men derimod som et resultat af arbejdsgiverens beslutning, hvilket det tredje præjudicielle spørgsmål i sag C-218/20 specifikt omhandler.

103.

Arbejdsaftaler udarbejdes som regel af arbejdsgiveren i henhold til en standardformular. Indsættelsen af en klausul i aftalen om valg af lov til fordel for loven i den stat (og ved den ret), hvor aftalen indgås, tilgodeser forvaltningen af ansættelsesforhold og nedbringer udgifterne til lovpligtige oplysninger.

104.

Det aftalte lovvalg – som det i princippet tilkommer begge parter at foretage – kan, når der er tale om en på forhånd indsat klausul i en individuel arbejdsaftale (som også kan omfatte bestemmelserne i en kollektiv overenskomst), ofte finde sted ved, at der gives samtykke, selv om der reelt ikke har været en forudgående forhandling om klausulens indhold ( 67 ).

105.

Anvendelsen af Rom I-forordningens artikel 3 på individuelle arbejdsaftaler kan ikke føre til, at der ses bort fra denne realitet. Bortset fra i særlige tilfælde har hovedparten af arbejdstagere reelt ingen magt til at pålægge arbejdsgiveren at vælge den lov, der finder anvendelse på deres individuelle aftaler. Disse arbejdstageres lovvalg består således i en accept, i form af deres samtykke, af det lovvalg, som arbejdsgiveren på forhånd har truffet.

106.

Dette gør sig ligeledes gældende på det relativt nært forbundne område for forbrugeraftaler, som er omhandlet i Rom I-forordningens artikel 6. For så vidt angår disse aftaler har Domstolen ikke gjort indvendinger mod gyldigheden af »en på forhånd affattet lovvalgsklausul, hvorefter lovgivningen i den medlemsstat, hvor den erhvervsdrivende har sit hjemsted, finder anvendelse«, såfremt den ikke er urimelig ( 68 ).

107.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer Tribunalul Mureş (retten i første instans i Mureș, Rumænien) således: