Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62019TO0616(01)

Rettens kendelse (Anden Afdeling) af 22. april 2021.
Katjes Fassin GmbH & Co. KG mod Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret.
Retspleje – anmodning om ekstraordinær genoptagelse – EU-varemærker – indsigelsessag – søgsmål til prøvelse af EUIPO’s afgørelse om delvist afslag på registrering af et varemærke – tilbagetagelse af indsigelsen inden forkyndelsen af kendelsen om afvisning af sagen – faktisk omstændighed ukendt for sagsøgeren og for Retten – frist for anmodningen – søgsmålsinteresse – formaliteten.
Sag T-616/19 REV.

Court reports – general – 'Information on unpublished decisions' section

ECLI identifier: ECLI:EU:T:2021:213

 RETTENS KENDELSE (Anden Afdeling)

22. april 2021 ( *1 )

»Retspleje – anmodning om ekstraordinær genoptagelse – EU-varemærker – indsigelsessag – søgsmål til prøvelse af EUIPO’s afgørelse om delvist afslag på registrering af et varemærke – tilbagetagelse af indsigelsen inden forkyndelsen af kendelsen om afvisning af sagen – faktisk omstændighed ukendt for sagsøgeren og for Retten – frist for anmodningen – søgsmålsinteresse – formaliteten«

I sag T-616/19 REV,

Katjes Fassin GmbH & Co. KG, Emmerich am Rhein (Tyskland), ved advokaterne T. Schmitz, S. Stolzenburg-Wiemer, M. Breuer og I. Dimitrov,

ansøger om ekstraordinær genoptagelse,

de øvrige parter i sagen:

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) ved A. Söder, som befuldmægtiget,

sagsøgt i hovedsagen,

og

Haribo The Netherlands & Belgium BV, Breda (Nederlandene),

intervenient i hovedsagen,

angående en anmodning om ekstraordinær genoptagelse af kendelse af 10. juli 2020, Katjes Fassin mod EUIPO – Haribo The Netherlands & Belgium (WONDERLAND) (T-616/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:334),

har

RETTEN (Anden Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, V. Tomljenović, og dommerne F. Schalin og I. Nõmm (refererende dommer),

justitssekretær: E. Coulon,

under henvisning til anmodningen om ekstraordinær genoptagelse indleveret til Rettens Justitskontor den 18. september 2020,

under henvisning til EUIPO’s bemærkninger til anmodningen om ekstraordinær genoptagelse indleveret til Rettens Justitskontor den 23. oktober 2020,

afsagt følgende

Kendelse

Baggrunden for anmodningen

1

Den 18. januar 2017 indgav ansøgeren om ekstraordinær genoptagelse, Katjes Fassin GmbH & Co. KG, en ansøgning om registrering af et EU-varemærke i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EU-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1) med senere ændringer (erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14.6.2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1)).

2

Det varemærke, der blev ansøgt registreret, var ordmærket WONDERLAND, idet de varer, ansøgningen vedrørte, henhørte under klasse 30 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret.

3

Varemærkeansøgningen blev offentliggjort i EU-Varemærketidende nr. 2017/017 af 26. januar 2017.

4

Den 22. marts 2017 rejste Haribo The Netherlands & Belgium BV indsigelse i medfør af artikel 41 i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 46 i forordning 2017/1001) mod registreringen af varemærket WONDERLAND for alle de varer, der var omfattet af registreringsansøgningen.

5

Indsigelsen var bl.a. baseret på det ældre Benelux-ordmærke WONDERMIX registret den 1. juli 2015 under nr. 974248, der betegner varer i klasse 30.

6

Den registreringshindring, der blev påberåbt til støtte for indsigelsen, er den, der er omfattet af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001].

7

Den 7. september 2018 gav indsigelsesafdelingen medhold i indsigelsen med den begrundelse, at der bestod en risiko for forveksling med det ældre Benelux-varemærke for alle de varer, der var omfattet af ansøgningen om registreringen af varemærket WONDERLAND.

8

Den 6. november 2018 indgav ansøgeren om ekstraordinær genoptagelse i medfør af artikel 66-71 i forordning 2017/1001 klage over indsigelsesafdelingens afgørelse til EUIPO.

9

Ved afgørelse af 8. juli 2019 (sag R 2164/2018-4) annullerede Fjerde Appelkammer ved EUIPO delvist indsigelsesafdelingens afgørelse, for så vidt som det i denne var fastslået, at der bestod en risiko for forveksling mellem visse af de varer, der var omfattet af det ansøgte varemærke, og stadfæstede indsigelsesafdelingens afgørelse, for så vidt som denne havde fastslået, at der for de øvrige varer bestod en risiko for forveksling.

10

Den 12. september 2019 indgav ansøgeren om ekstraordinær genoptagelse et søgsmål ved Retten til prøvelse af Fjerde Appelkammers afgørelse, for så vidt som det i denne var fastslået, at der bestod en risiko for forveksling for en del af de omhandlede varer.

11

Ved kendelse af 10. juli 2020, Katjes Fassin mod EUIPO – Haribo The Netherlands & Belgium (WONDERLAND) (T-616/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:334), afviste Retten søgsmålet indledt af sagsøgeren om ekstraordinær genoptagelse.

12

Ved skrivelse af 27. juli 2020 anmodede ansøgeren om ekstraordinær genoptagelse EUIPO om at redegøre for grundene til, at ansøgeren om ekstraordinær genoptagelse ikke var blevet oplyst om, at indsigeren, intervenienten for Retten i sag T-616/19, ved fax af 25. juni 2020 havde tilbagetaget sin indsigelse mod registreringen af varemærket WONDERLAND.

13

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 18. september 2020 indleverede ansøgeren om ekstraordinær genoptagelse en anmodning om ekstraordinær genoptagelse i medfør af artikel 169 i Rettens procesreglement, sammenholdt med artikel 44 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

14

Ved processkift indleveret til Domstolens Justitskontor den 21. september 2020 iværksatte ansøgeren om ekstraordinær genoptagelse appel til prøvelse af kendelse af 10. juli 2020, WONDERLAND (T-616/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:334), i medfør af artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

15

Ved kendelse af 12. november 2020, Katjes Fassin mod EUIPO (C-446/20 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:910), fastslog Domstolen, at appellen ikke admitteredes.

Parternes påstande

16

Ansøgeren om ekstraordinær genoptagelse har nedlagt følgende påstande:

–

Behandlingen af sag T-616/19 genoptages.

–

Kendelsen af 10. juli 2020, WONDERLAND (T-616/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:334), ændres.

–

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

17

EUIPO har nedlagt følgende påstande:

–

Anmodningen om ekstraordinær genoptagelse forkastes.

–

Ansøgeren om ekstraordinær genoptagelse tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Retlige bemærkninger

18

Til støtte for sin anmodning om ekstraordinær genoptagelse har ansøgeren om ekstraordinær genoptagelse påberåbt sig den faktiske omstændighed, at intervenienten i sag T-616/19 har taget sin indsigelse mod registreringen af varemærket WONDERLAND tilbage. Ansøgeren om ekstraordinær genoptagelse har gjort gældende, at denne faktiske omstændighed var ukendt for ansøgeren selv og for Retten på tidspunktet for forkyndelsen af kendelsen af 10. juli 2020, WONDERLAND (T-616/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:334). Ansøgeren har anført, at denne nye faktiske omstændighed kunne have medført, at Retten ville være kommet til en anderledes løsning på tvisten end den foreliggende, hvis Retten havde kunnet tage denne omstændighed i betragtning.

19

Det skal indledningsvis bemærkes, at procesreglementets artikel 169, stk. 1, bestemmer, at der i overensstemmelse med artikel 44 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kun kan anmodes om ekstraordinær genoptagelse af en sag, i hvilken Retten har truffet afgørelse, hvis der fremkommer en faktisk omstændighed af afgørende betydning, der inden dommens afsigelse eller kendelsens forkyndelse var ukendt for Retten og for den part, der anmoder om genoptagelse af sagen.

20

Dernæst følger det af fast retspraksis, at ekstraordinær genoptagelse ikke udgør en appelmulighed, men et ekstraordinært retsmiddel, som giver mulighed for at anfægte en endelig retlig afgørelses retskraft på grund af de konstateringer af faktiske omstændigheder, som den dømmende myndighed har baseret sig på. Genoptagelse forudsætter, at der er fremkommet omstændigheder af faktisk art, som ligger før afgørelsens afsigelse eller forkyndelse, og som indtil da var ukendt for den retsinstans, som har truffet denne afgørelse, samt for den part, der begærer genoptagelse, og som, såfremt retsinstansen kunne have taget dem i betragtning, ville kunne have ført til en anden afgørelse af tvisten (jf. i denne retning kendelse af 4.12.2014, JAS mod Kommissionen, T-573/11 REV, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1124, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis, og af 28.11.2017, Staelen mod Ombudsmanden, T-217/11 REV, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:861, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

21

Det følger i øvrigt af procesreglementets artikel 169, stk. 2, at en anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes inden tre måneder fra den dag, hvor den, der fremsætter anmodningen, har fået kendskab til den faktiske omstændighed, hvorpå den støttes, jf. dog tiårsfristen i statuttens artikel 44, stk. 3. I overensstemmelse med procesreglementets artikel 169, stk. 3, litra d), skal anmodningen angive beviserne for tilstedeværelsen af de faktiske omstændigheder, som begrunder den ekstraordinære genoptagelse, og for, at de i stk. 2 fastsatte frister er overholdt.

22

Derudover skal betingelserne for at antage en anmodning om ekstraordinær genoptagelse til realitetsbehandling undergives en streng fortolkning, henset til processens særlige kendetegn (kendelse af 16.4.2012, de Brito Sequeira Carvalho mod Kommissionen, T-40/07 P-REV og T-62/07 P-REV, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:182, præmis 12; jf. ligeledes kendelse af 4.12.2014, JAS mod Kommissionen, T-573/11 REV, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1124, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

23

Endelig skal det bemærkes, at i overensstemmelse med artikel 44, andet afsnit, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol indledes genoptagelsessagen med en kendelse, hvorved Domstolen udtrykkeligt fastslår tilstedeværelsen af en ny faktisk omstændighed, anerkender, at denne har de egenskaber, der kan begrunde genoptagelse af sagen, og erklærer, at begæringen derfor kan imødekommes. Procesreglementets artikel 169, stk. 5, bestemmer, at uden at tage stilling til sagens realitet afgør Retten, efter at have givet parterne lejlighed til at fremsætte deres bemærkninger, ved kendelse, om anmodningen om ekstraordinær genoptagelse skal antages til realitetsbehandling.

24

Denne opdeling af proceduren i to faser – den ene vedrørende formaliteten, den anden vedrørende realiteten – skyldes de strenge betingelser for at indlede en genoptagelsessag, som jo herved ophævelser retskraftsvirkningen (jf. dom af 8.7.1999, DSM mod Kommissionen, C-5/93 P, EU:C:1999:364, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

25

Det er under hensyn til betragtningerne ovenfor i præmis 19-24, at vurderingen af, hvorvidt anmodningen om ekstraordinær genoptagelse kan antages til realitetsbehandling, skal foretages.

26

For det første har EUIPO i sine bemærkninger til anmodningen om ekstraordinær genoptagelse bekræftet, at intervenienten i sag T-616/19 ved fax af 25. juni 2020 oplyste EUIPO om, at denne tilbagetog indsigelsen fremsat mod den ansøgning om registrering af varemærket WONDERLAND, som ansøgeren om ekstraordinær genoptagelse havde fremsat.

27

Det er for det andet ikke bestridt af EUIPO, at denne faktiske omstændighed var ukendt for ansøgeren om ekstraordinær genoptagelse, som hævdet af denne. Intervenienten i sag T-616/19 har heller ikke bestridt dette udsagn, idet denne ikke har fremsat bemærkninger til anmodningen om ekstraordinær genoptagelse.

28

Det skal påpeges, at i tilfælde af tilbagetagelse af en indsigelse rejst mod registreringen af et varemærke foreskriver EUIPO’s retningslinjer for undersøgelse af EU-varemærker og for undersøgelse af registrerede EF-design i afsnittet om varemærker, afsnit C, underafsnit 1, punkt 6.2.2.3, at »en bekræftelse på tilbagetagelse er stilet til parterne […]«, og at »[EUIPO’s] database følgelig opdateres, så den afspejler tilbagetagelsen af indsigelsen«. EUIPO har i denne henseende ikke bestridt, at på tidspunktet for forkyndelsen af kendelsen af 10. juli 2020, WONDERLAND (T-616/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:334), var oplysningerne vedrørende ansøgningen om registrering af varemærket WONDERLAND ikke opdateret i den pågældende database, og at tilbagetagelsen af indsigelsen således ikke fremgik heraf. Som også ansøgeren om ekstraordinær genoptagelse har gjort gældende, kunne denne ikke vide, om og i bekræftende fald hvornår intervenienten i sag T-616/19 faktisk havde givet EUIPO meddelelse om tilbagetagelsen af indsigelsen.

29

Det skal derfor lægges til grund, at da ansøgeren om ekstraordinær genoptagelse ikke var blevet oplyst om tilbagetagelsen af indsigelsen før forkyndelsen af kendelse af 10. juli 2020, WONDERLAND (T-616/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:334), kunne ansøgeren om ekstraordinær genoptagelse ikke være bekendt med denne faktiske omstændighed på tidspunktet for denne forkyndelse.

30

Henset til det forhold, der er fastslået ovenfor i præmis 29, som EUIPO i øvrigt ikke har bestridt, skal det for det tredje lægges til grund, at det tidspunkt, hvor ansøgeren om ekstraordinær genoptagelse fik kendskab til den faktiske omstændighed, hvorpå anmodningen om ekstraordinær genoptagelse er støttet, lå efter forkyndelsen af kendelsen af 10. juli 2020, WONDERLAND (T-616/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:334), og anmodningen om genoptagelse af 18. september 2020 blev således indgivet inden udløbet af fristen på tre måneder regnet fra dette tidspunkt, som fastsat i procesreglementets artikel 169, stk. 2.

31

For det fjerde har hverken EUIPO eller intervenienten oplyst Retten om tilbagetagelsen af indsigelsen, og denne faktiske omstændighed var således ukendt for Retten på tidspunktet for afsigelsen af kendelsen af 10. juli 2020, WONDERLAND (T-616/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:334).

32

For det femte udgøres den faktiske omstændighed af afgørende betydning, som ansøgeren om ekstraordinær genoptagelse har påberåbt sig, af tilbagetagelsen af indsigelsen rejst af intervenienten i sag T-616/19 mod registreringen af varemærket WONDERLAND.

33

Det følger af fast retspraksis, at når en indsigelse trækkes tilbage under en sag for appelkammeret, hvorunder der skal tages stilling til en afgørelse om indsigelsen, eller under en sag for Unionens retsinstanser, der vedrører en afgørelse om en klage indgivet til EUIPO over afgørelsen vedrørende indsigelsen, forsvinder grundlaget for sagen reelt, og denne er således uden genstand (kendelse af 9.2.2004, Synopharm mod KHIM – Pentafarma (DERMASYN), T-120/03, EU:T:2004:33, præmis 20; jf. ligeledes kendelse af 2.4.2020, Thai World Import & Export mod EUIPO – Elvir (Yaco), T-3/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:150, præmis 4 og den deri nævnte retspraksis).

34

Følgelig udgør tilbagetagelsen af indsigelsen en faktisk omstændighed af afgørende betydning som omhandlet i procesreglementets artikel 169, stk. 1, af hvilken den videre behandling af sagen i sig selv afhænger.

35

Som ansøgeren om ekstraordinær genoptagelse med rette har påpeget, medfører en tilbagetagelse af en indsigelse i medfører at artikel 8, stk. 1, i forordning 2017/1001, at den relative registreringshindring, som appelkammeret har støttet sin afgørelse på, forsvinder med tilbagevirkende kraft. Hvis Retten havde været bekendt med tilbagetagelsen af indsigelsen mod registreringen af varemærket WONDERLAND forud for afsigelsen af kendelsen af 10. juli 2020, WONDERLAND (T-616/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:334), kan det således ikke udelukkes, at Retten ville have afstået fra at afsige denne kendelse.

36

Alle betingelserne fastsat i procesreglementets artikel 169 for, at anmodningen om ekstraordinær genoptagelse kan antages til realitetsbehandling, er således opfyldt.

37

EUIPO’s formalitetsindsigelse vedrørende ansøgeren om ekstraordinær genoptagelses manglende søgsmålsinteresse skal dog fortsat undersøges. EUIPO har anført, at hvis anmodningen om ekstraordinær genoptagelse antages til realitetsbehandling, medfører dette ingen fordel for ansøgeren herom. EUIPO har nemlig gjort gældende, at som følge af tilbagetagelsen af indsigelsen mod registreringen af varemærket WONDERLAND, har kendelsen af 10. juli 2020, WONDERLAND (T-616/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:334), ingen virkning, og at der på baggrund af artikel 51, stk. 1, i forordning 2017/1001 ikke længere består hindringer for registreringen.

38

Det skal i denne henseende bemærkes, at i henhold til retspraksis skal en sagsøgers søgsmålsinteresse for så vidt angår sagens genstand foreligge på tidspunktet for sagens anlæggelse, idet sagen i modsat fald afvises. Sagens genstand skal som søgsmålsinteressen bestå indtil retsafgørelsen, idet det i modsat fald findes ufornødent at træffe afgørelse, hvilket forudsætter, at søgsmålet med sit resultat kan bibringe parten en fordel (jf. dom af 7.6.2007, Wunenburger mod Kommissionen, C-362/05 P, EU:C:2007:322, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

39

Det kan i det foreliggende tilfælde ikke udelukkes, at ansøgeren om ekstraordinær genoptagelse har søgsmålsinteresse for så vidt angår anmodningen om ekstraordinær genoptagelse, uanset at genstanden for annullationssøgsmålet som følge af tilbagetagelsen af indsigelsen rejst mod registreringen af varemærket WONDERLAND ikke længere findes.

40

Som også anført ovenfor i præmis 20 udgør ekstraordinær genoptagelse ikke en appelmulighed, men et ekstraordinært retsmiddel.

41

Som det desuden er fastslået ovenfor i præmis 38, afhænger en sagsøgers søgsmålsinteresse af den pågældende sags genstand. Det bemærkes i denne henseende, at genstanden for det ekstraordinære retsmiddel, som ekstraordinær genoptagelse udgør, adskiller sig fra genstanden for et annullationssøgsmål eller en appeladgang, idet hensigten med det ekstraordinære retsmiddel netop er at anfægte en retlig afgørelses retskraft. Det er tilstrækkeligt til at udgøre en fordel for en ansøger om ekstraordinær genoptagelse og sikre denne søgsmålsinteresse, at retskraften af en afgørelse, der er ugunstig for denne, anfægtes.

42

I det foreliggende tilfælde er den fordel, som ansøgeren om ekstraordinær genoptagelse søger at opnå ved den ekstraordinære genoptagelse, at anfægte retskraften af kendelsen af 10. juli 2020, WONDERLAND (T-616/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:334), der i øjeblikket udgør en del af retstilstanden, og som indeholder faktiske og retlige betragtninger, der er ugunstige for ansøgeren om ekstraordinær genoptagelse. Denne fordel er tilstrækkelig til at fastslå den interesse, som ansøgeren om ekstraordinær genoptagelse har i at indlede den ekstraordinære genoptagelse. Det skal desuden påpeges, at ved kendelsen af 10. juli 2020, WONDERLAND (T-616/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:334), blev ansøgeren om ekstraordinær genoptagelse pålagt at betale sagens omkostninger, og at en eventuel ekstraordinær genoptagelse ligeledes vil kunne medføre en fordel for denne med hensyn til fordelingen af sagsomkostningerne.

43

EUIPO’s formalitetsindsigelse vedrørende ansøgeren om ekstraordinær genoptagelses manglende søgsmålsinteresse på grund af den påståede manglende virkning af kendelsen af 10. juli 2020, WONDERLAND (T-616/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:334), skal derfor forkastes.

44

I denne forbindelse bekræfter kendelse af 30. april 2020, Cypern mod EUIPO (C-608/18 P, C-609/18 P og C-767/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:347, præmis 31-33), som EUIPO har anført til støtte for formalitetsindsigelsen vedrørende ansøgeren om ekstraordinær genoptagelses manglende søgsmålsinteresse, tværtimod ansøgeren om ekstraordinær genoptagelses interesse i at anmode om ekstraordinær genoptagelse af kendelsen af 10. juli 2020, WONDERLAND (T-616/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:334).

45

De sager, der resulterede i den kendelse, EUIPO har påberåbt sig, blev – som det i øvrigt er tilfældet i de fleste af de sager, hvor genstanden for annullationssøgsmål anlagt til prøvelse af en afgørelse fra EUIPO, hvorved der blev givet medhold i en indsigelse rejst mod registreringen af et varemærke, forsvandt som følge af enten tilbagetagelse af indsigelsen, eller hvor det ældre varemærke blev erklæret ugyldigt under Rettens eller Domstolens behandling af sagen – blev sagen afsluttet ved kendelse om, at det er ufornødent at træffe afgørelse, dvs. en retlig afgørelse, der ikke indeholder faktiske eller retlige bemærkninger, der er til ugunst for en af de berørte parter.

46

Hvis det havde været muligt for Retten at fastslå følgerne af tilbagetagelsen af indsigelsen foretaget af intervenienten i sag T-616/19 under sagens behandling, kunne Retten i givet fald have afsagt en kendelse om, at det var ufornødent at træffe afgørelse frem for en kendelse, der indeholder faktiske og retlige betragtninger til ugunst for ansøgeren om ekstraordinær genoptagelse. Da dette ikke var tilfældet, udgør det ekstraordinære retsmiddel, som ekstraordinær genoptagelse er, netop det eneste, der kan give ansøgeren om ekstraordinær genoptagelse mulighed for at anmode Retten om at træffe en afgørelse, der, henset til tilbagetagelsen af indsigelsen, ikke indeholder faktiske eller retlige betragtninger til ugunst for denne ansøger.

47

Det skal tilføjes, at en anmodning om ekstraordinær genoptagelse ikke er det samme som en anmodning om en udtalelse eller et udelukkende teoretisk spørgsmål som omhandlet i dom af 19. juni 2009, Socratec mod Kommissionen (T-269/03, ikke trykt i Sml., EU:T:2009:211, præmis 38), som ansøgeren om ekstraordinær genoptagelse har henvendt sig til Retten med. Ansøgeren om ekstraordinær genoptagelse har netop på konkret vis anmodet Retten om, at retskraften af kendelsen af 10. juli 2020, WONDERLAND (T-616/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:334), anfægtes ved en afgørelse om ekstraordinær genoptagelse, der tager hensyn til en faktisk omstændighed, der kan være af afgørende betydning, og som ikke var bragt til ansøgerens kendskab. Det skal i denne henseende bemærkes, at denne kendelse indeholder faktiske og retlige betragtninger til ugunst for ansøgeren om ekstraordinær genoptagelse, ligesom denne er pålagt at betale sagsomkostningerne, og at det ikke kan udelukkes, at disse betragtninger og dette pålæg ikke ville optræde i Rettens afgørelse, hvis Retten i tide var blevet gjort bekendt med den faktiske omstændighed, som tilbagetagelsen af indsigelsen udgør.

48

Henset til det ovenstående skal det fastslås, at betingelserne for antagelse til realitetsbehandling fastsat i procesreglementets artikel 169, stk. 1, er opfyldt, og at ansøgeren om ekstraordinær genoptagelse har en interesse i at anmode om ekstraordinær genoptagelse af kendelsen af 10. juli 2020, WONDERLAND (T-616/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:334).

49

Anmodningen om ekstraordinær genoptagelse kan følgelig antages til realitetsbehandling.

Sagsomkostninger

50

Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes, indtil der træffes afgørelse i hovedsagen.

 

På grundlag af disse præmisser

bestemmer

RETTEN (Anden Afdeling):

 

1)

Anmodningen om ekstraordinær genoptagelse af kendelse af 10. juli 2020, Katjes Fassin mod EUIPO – Haribo The Netherlands & Belgium (WONDERLAND) (T-616/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:334), antages til realitetsbehandling.

 

2)

Sagen fremmes til realitetsbehandling. Der fastsættes en frist for Katjes Fassin GmbH & Co. KG, for Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) og for Haribo The Netherlands & Belgium BV til at fremsætte bemærkninger til sagens realitet.

 

3)

Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

 

Således bestemt i Luxembourg den 22. april 2021.

Underskrifter


( *1 ) – Processprog: tysk.

Top