38

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 13. juni 2019 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål. Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor samme dag har sagsøgeren i henhold til artikel 278 TEUF og 279 TEUF dels fremsat en begæring om foreløbige forholdsregler, principalt med påstand om udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede afgørelse, subsidiært med påstand om udsættelse af gennemførelsen af skrivelsen af 16. maj 2019, dels om midlertidige foranstaltninger vedrørende de nærmere vilkår for opsigelsesperioden. Tvisten i hovedsagen blev udsat i medfør af vedtægtens artikel 91, stk. 4.

39

Ved kendelse af 12. juli 2019, CE mod Regionsudvalget (T-355/19 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:543), afslog Rettens præsident sagsøgerens begæring om foreløbige forholdsregler med den begrundelse, at hun ikke havde ført det fornødne bevis for, at udsættelsen med gennemførelsen af de omhandlede retsakter var uopsættelig, og udsatte afgørelsen om sagsomkostningerne.

40

I overensstemmelse med vedtægtens artikel 91, stk. 4, blev hovedsagens behandling genoptaget, efter at sagsøgerens klage udtrykkeligt var blevet afvist ved afgørelse af 10. oktober 2019.

41

Som følge af en ændring af sammensætningen af Retten udpegede Rettens præsident ved afgørelse af 18. oktober 2019 i henhold til artikel 27, stk. 3, i Rettens procesreglement en anden refererende dommer, der er tilknyttet Syvende Afdeling.

42

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 18. oktober 2019 anmodede sagsøgeren om at blive indrømmet anonymitet i medfør af artikel 66 i Rettens procesreglement. Ved afgørelse af 29. oktober 2019 imødekom Retten denne anmodning.

43

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 20. maj 2020 indgav sagsøgeren anmodning om afholdelse af retsmøde i henhold til procesreglementets artikel 106, stk. 2.

44

Som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 89 stillede Retten den 24. september 2020 parterne en række skriftlige spørgsmål til mundtlig besvarelse i retsmødet og anmodede Regionsudvalget om at fremlægge visse dokumenter. Regionudvalget efterkom denne anmodning inden for den fastsatte frist.

45

Parterne afgav mundtlige indlæg og besvarede Rettens spørgsmål i retsmødet den 10. december 2020.

46

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

47

Regionsudvalget har nedlagt følgende påstande:

55

Sagsøgeren har gjort gældende, at den myndighed, der var beføjet til at indgå ansættelseskontrakter (herefter »ansættelsesmyndigheden«) ved Regionsudvalget, ikke ensidigt kunne opsige hendes kontrakt med et varsel i overensstemmelse med ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra c), nr. i), samtidig med at hun blev suspenderet fra tjenesten i medfør af ansættelsesvilkårenes artikel 49, stk. 1, uden at følge reglerne i artikel 23 og 24 i bilag IX til vedtægten om suspension som administrativ foranstaltning. Det er følgelig sagsøgerens opfattelse, at ansættelsesmyndighedens afgørelse om opsigelse af kontrakten i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra c), nr. i), hvorved hun samtidig blev suspenderet fra sin stilling i hele opsigelsesperioden, ifølge retspraksis udgør procedurefordrejning.

56

Sagsøgeren har i replikken præciseret, at den anfægtede afgørelse, i modsætning til det af Regionsudvalget anførte, ikke indebar »fritstilling«, men suspension. Hun har i denne forbindelse påpeget, at »fritstilling« ifølge retspraksis indebærer, at anordninger ikke skal følges. Ved den anfægtede afgørelse blev det derimod pålagt hende ikke at varetage sine opgaver i opsigelsesperioden. Sagsøgeren har i øvrigt gjort gældende, at den omstændighed, at hun fortsat modtog løn i opsigelsesperioden, ikke er relevant i denne henseende. Ifølge sagsøgeren er det åbenbart, at den fritstilling fra tjenesten, som blev pålagt hende, næppe er forskellig fra en suspension fra tjenesten.

57

Sagsøgeren har endvidere anført, at Regionsudvalget ikke kunne begrunde afgørelsen om at suspendere hende fra tjenesten i opsigelsesperioden med, at denne periode ikke kunne tilrettelægges på anden måde af hensyn til tjenestens interesse. Hun har i denne forbindelse gjort gældende, at såfremt Regionsudvalget fandt, at hendes adfærd måtte sidestilles med vægtige grunde, der kan medføre afskedigelse uden varsel, skulle denne have indledt en disciplinær forfølgning af hende.

58

Regionsudvalget har bestridt sagsøgerens argumenter.

59

Det bemærkes, at procedurefordrejning er et særligt udtryk for begrebet magtfordrejning, som har en bestemt betydning, idet der herved forstås, at en administrativ myndighed udnytter sine beføjelser til at forfølge et andet formål end det, hvortil de blev givet. En retsakt er kun behæftet med magtfordrejning, såfremt det på grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier fremgår, at den må antages at være truffet udelukkende eller dog i det mindste overvejende for at forfølge andre formål end dem, der er angivet, eller for at omgå en fremgangsmåde, der særligt er fastsat i vedtægten for at imødegå konkret foreliggende vanskeligheder (jf. i denne retning dom af 16.10.2019, ZV mod Kommissionen, T-684/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:748, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

60

For så vidt angår proceduren for opsigelse af en tidsubegrænset kontrakt med en midlertidigt ansat fremgår det af ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra c), nr. i), at ansættelsesforholdet ophører ved udløbet af den opsigelsesfrist, der er fastsat i kontrakten. Det fremgår i øvrigt af ansættelsesvilkårenes artikel 49, stk. 1, at efter gennemførelse af den disciplinære forfølgning, der er fastsat i bilag IX til vedtægten, som finder tilsvarende anvendelse, kan ansættelsesforholdet opsiges af disciplinære grunde uden varsel, hvis den midlertidigt ansatte, forsætligt eller uagtsomt, groft tilsidesætter sine pligter, og at den ansatte kan suspenderes, inden ansættelsesforholdet opsiges på de betingelser, der er nævnt i artikel 23 og 24 i bilag IX til vedtægten.

61

Det fremgår i denne henseende af fast retspraksis, at det følger af de vide skønsbeføjelser, som ansættelsesmyndigheden har i tilfælde af fejl, som kan begrunde afskedigelse af en midlertidigt ansat, at denne myndighed ikke er forpligtet til at indlede en disciplinær forfølgning af vedkommende frem for at gøre brug af muligheden for ensidig opsigelse af kontrakten i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra c), og at det alene er i tilfælde, hvor myndigheden ønsker at afskedige en midlertidig ansat uden varsel, fordi denne groft har tilsidesat sine pligter, at den disciplinære forfølgning, der er fastsat i bilag IX til vedtægten for tjenestemænd, som finder tilsvarende anvendelse på midlertidig ansatte, skal iværksættes i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 49, stk. 1, (jf. dom af 2.4.2019, Fleig mod EU-Udenrigstjenesten, T-492/17, EU:T:2019:211, præmis 97 (ikke trykt i Sml.) og den deri nævnte retspraksis).

62

Det bemærkes, at opsigelsen af sagsøgerens kontrakt i den foreliggende sag hovedsagelig skyldtes et brud på tillidsforholdet mellem gruppen og sagsøgeren som følge af dennes mangelfulde personaleadministration og betydningen heraf for deres helbred, uden at den anfægtede afgørelse indeholdt en disciplinær begrundelse i relation til sagsøgeren. Ansættelsesmyndigheden ved Regionsudvalget valgte således at opsige sagsøgerens kontrakt i medfør af ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra c), nr. i), og ikke i medfør af ansættelsesvilkårenes artikel 49, stk. 1.

63

Det følger heraf, at ansættelsesmyndigheden ved Regionsudvalget principielt havde beføjelse til at opsige kontrakten med sagsøgeren i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra c), nr. i), inden dens udløb og med et varsel på seks måneder uden at skulle indlede en disciplinær forfølgning.

64

Det fremgår ligeledes af den anfægtede afgørelse, at sagsøgeren, da de direkte arbejdsrelationer mellem hende og hendes medarbejdere indebar risiko for, at sidstnævntes helbred forværredes, og at det dårlige arbejdsmiljø blev opretholdt, blev fritaget for at opfylde sine kontraktmæssige forpligtelser i opsigelsesperioden på seks måneder, idet hun samtidig fik garanti for, at hun ville oppebære sit vederlag og sine sociale ydelser i henhold til kontrakten. Ansættelsesmyndigheden ved Regionsudvalget har endvidere i den anfægtede afgørelse præciseret, at sagsøgeren havde adgang til sit kontor for at hente sine personlige ejendele i to uger, fra opsigelsesperioden begyndte at løbe, at kontoret derefter ville blive benyttet i overensstemmelse med institutionens behov, og at sagsøgeren derefter ikke havde adgang til det. Myndigheden gjorde i øvrigt opmærksom på, at sagsøgeren alene havde »skrivebeskyttet« adgang til e-mails i én måned regnet fra opsigelsesperiodens begyndelse, inden e-mailkontoen automatisk ville blive deaktiveret. Det fremgår endelig af den anfægtede afgørelse, at sagsøgeren fortsat havde adgang til Regionsudvalgets lokaler i opsigelsesperioden, men at hun skulle tilbagelevere sit tjenestekort, der ville blive erstattet af et nyt, hvorefter hun ikke havde adgang til at deltage i møder i gruppens præsidium eller i plenarmøder.

65

Hermed bestod de konsekvenser, som ansættelsesmyndigheden ved Regionsudvalget agtede at drage af bruddet på tillidsforholdet, ganske vist først og fremmest i opsigelse af sagsøgerens kontrakt i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra c), nr. i), samt accessorisk i påtænkte tilrettelægninger vedrørende opsigelsesperioden, hvilke således indebar en væsentlig ændring af hendes arbejdsvilkår, herunder fritagelse for at udføre arbejdsydelser i henhold til kontrakten i opsigelsesperioden.

66

Det bemærkes hertil, at selv om det ikke udtrykkeligt fremgår af ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra c), nr. i), at der kan ske ændringer af den midlertidigt ansattes arbejdsvilkår, når kontrakten opsiges, således at denne periode formodes at være en sædvanlig arbejdsperiode, står det imidlertid fast, at Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer har et vidt skøn i forbindelse med tilrettelæggelsen af deres tjenestegrene og ved placeringen af dets disponible personale, forudsat at denne placering sker i tjenestens interesse, og at stillingernes ækvivalens respekteres for så vidt angår ansatte under opsigelse (jf. analogt dom af 13.12.2017, CJ mod ECDC, T-703/16 RENV, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:892, præmis 42).

67

Uden at udelukke muligheden for, at ansættelsesmyndigheden i tilfælde af fejl, der kan begrunde opsigelse af en ansat, ensidigt opsiger kontrakten som omhandlet i ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra c), nr. i), og i stedet for indleder en disciplinær forfølgning af denne ansatte, fremgår det endvidere af retspraksis, at det ikke desto mindre antages, at valget af at opsige kontrakten under disse omstændigheder forudsætter, at kravet om et varsel, der er et vigtigt element i de nævnte bestemmelser, overholdes. Såfremt ansættelsesmyndigheden følgelig finder, at den fejl, der lægges en ansat til last, er til hinder for, at kontrakten fortsættes på normale vilkår i opsigelsesperioden, skal den drage konsekvenserne heraf og følgelig indlede en disciplinær forfølgning, samtidig med at der træffes en foranstaltning i form af suspension i overensstemmelse med ansættelsesvilkårenes artikel 49, stk. 1, medmindre den pågældende behørigt er blevet fritaget for at udøve sit hverv (dom af 13.12.2017, CJ mod ECDC, T-703/16 RENV, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:892, præmis 51).

68

Når ansættelsesmyndigheden i tilfælde af en fejl, der kan begrunde opsigelse af en ansat, beslutter at opsige den pågældendes kontrakt med et varsel i stedet for at indlede en disciplinær forfølgning, påhviler det endvidere ansættelsesmyndigheden som led i dennes beføjelse til fastlæggelse af de administrative funktioner, som denne ansatte skal udføre i denne periode, at oplyse sidstnævnte om, at vedkommende i givet fald skal undlade at udføre visse bestemte funktioner, hvilket skal være begrundet og fremgå af ordlyden af afgørelsen om opsigelse af kontrakten (jf. dom af 13.12.2017, CJ mod ECDC, T-703/16 RENV, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:892, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

69

Det kan derfor ikke udelukkes, at begrundelsen for, at en persons ansættelseskontrakt opsiges i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 47, under visse særlige omstændigheder skyldes en situation, der kan begrunde, at Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, inden for det vide skøn, som de har ved tilrettelæggelsen af deres tjenestegrene og ved placeringen af deres disponible personale, kan lægge til grund, at det af hensyn til tjenestens interesse er påkrævet, at den pågældende person fritages fra samtlige hverv i opsigelsesperioden.

70

Dette kan navnlig være tilfældet, når opsigelsen skyldes, at en ansat, der som sagsøgeren er ansat i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra c), bryder tillidsforholdet, og det, som det ligeledes er tilfældet for hendes vedkommende, hverken lægges til grund eller endsige hævdes, at vedkommende har gjort sig skyldig i grove fejl som omhandlet i artikel 23 i bilag IX til vedtægten.

71

Alle midlertidigt ansatte, der er ansat i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra c), har således en ansættelseskontrakt, der er indgået intuitu personae, og med hensyn til hvilken den afgørende faktor er den gensidige tillid (jf. i denne retning dom af 17.10.2006, Bonnet mod Domstolen, T-406/04, EU:T:2006:322, præmis 47 og 101).

72

Regionsudvalget har således i retsmødet fremhævet, at bruddet på et sådant gensidigt tillidsforhold kan være af en karakter, der gør det umuligt for den person eller enhed, der ansatte den midlertidigt ansatte, at overlade sidstnævnte nogen form for opgaver i opsigelsesperioden.

73

I et sådant tilfælde udgør afgørelsen om ikke at overlade den midlertidigt ansatte, hvis kontrakt er blevet opsagt, nogen form for opgaver i opsigelsesperioden en foranstaltning truffet i tjenestens interesse og kan ikke nødvendigvis sidestilles med en afgørelse om suspension i henhold til artikel 23 og 24 i bilag IX til vedtægten, således som sagsøgeren i det væsentlige har gjort gældende. Når den situation, der ligger til grund for bruddet på tillidsforholdet for så vidt angår en midlertidigt ansat, der er ansat i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra c), umuliggør, at denne ansatte overlades opgaver i opsigelsesperioden, kan det derfor ikke kræves, at ansættelsesmyndigheden indleder en disciplinær forfølgning i denne periode.

74

Sagsøgeren har i øvrigt ikke fremført oplysninger, som kan godtgøre, at hun reelt blev suspenderet og opsagt af disciplinære grunde.

75

Under disse omstændigheder må det fastslås, at sagsøgerens argument til støtte for hendes første anbringende bygger på en forkert forudsætning, nemlig at ansættelsesmyndigheden ved Regionsudvalget traf afgørelse om at suspendere hende af disciplinære grunde i henhold til artikel 23 og 24 i bilag IX til vedtægten, hvilket ville kræve, at afgørelsen om at opsige hendes ansættelseskontrakt træffes, efter at der er blevet gennemført en disciplinær forfølgning i overensstemmelse med ansættelsesvilkårenes artikel 49.

76

Ansættelsesmyndigheden ved Regionsudvalget kunne følgelig opsige sagsøgerens ansættelseskontrakt i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 47 og kunne i den forbindelse samtidig træffe afgørelse om, at hun ikke måtte arbejde i opsigelsesperioden, uden at dette indebærer en procedurefordrejning.

77

Det følger heraf, at det første anbringende forkastes som ugrundet.

92

I henhold til chartrets artikel 41, stk. 2, indebærer retten til god forvaltning navnlig retten for enhver til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham/hende, som måtte berøre ham/hende negativt.

93

Retten til at blive hørt garanterer navnlig enhver muligheden for på en hensigtsmæssig og effektiv måde at tilkendegive sit synspunkt under den administrative procedure, inden der træffes nogen afgørelse, som kan berøre vedkommendes interesser negativt (jf. dom af 4.4.2019, OZ mod EIB, C-558/17 P, EU:C:2019:289, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis, og af 10.1.2019, RY mod Kommissionen, T-160/17, EU:T:2019:1, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

94

Formålet med denne ret er navnlig at give den berørte person mulighed for at rette en fejl eller gøre sådanne forhold vedrørende sin personlige situation gældende, som taler for, at afgørelsen træffes, ikke træffes eller træffes med et nærmere bestemt indhold (jf. i denne retning dom af 11.12.2014, Boudjlida, C-249/13, EU:C:2014:2431, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

95

Henset til omstændighederne i den foreliggende sag påhviler det ansættelsesmyndigheden at føre bevis for, at den pågældendes ret til at blive hørt er blevet overholdt (jf. i denne retning dom af 6.12.2007, Marcuccio mod Kommissionen, C-59/06 P, EU:C:2007:756, præmis 47, af 10.1.2019, RY mod Kommissionen, T-160/17, EU:T:2019:1, præmis 48, af 7.11.2019, WN mod Parlamentet, T-431/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:781, præmis 44).

96

Retten bemærker, at ansættelsesmyndigheden ved Regionsudvalget på intet tidspunkt nævnte muligheden for, at der kunne ske ændringer under opsigelsesperioden, inden den anfægtede afgørelse blev truffet. Uanset at denne myndighed havde hørt sagsøgeren vedrørende sagens faktum og ansvarsspørgsmålet samt vedrørende retsgrundlaget for den anfægtede afgørelse, har hun ikke haft mulighed for at fremsætte bemærkninger til den særlige fremgangsmåde ved opsigelsen, som den nævnte myndighed agtede at vedtage, navnlig den omstændighed, at sagsøgeren ikke længere skulle bestride stillingen som generalsekretær for gruppen, og at der ville blive foretaget ændring af hendes adgang til e-mails samt til hendes kontor og Regionsudvalgets lokaler.

97

Der kan imidlertid ikke træffes sådanne foranstaltninger uden forudgående høring af sagsøgeren, således at der er sikkerhed for, at hun har haft mulighed for at tage stilling til disse. Det bemærkes i denne forbindelse, at retten til at blive hørt navnlig skal give den berørte mulighed for at præcisere visse omstændigheder eller at gøre andre gældende, f.eks. vedrørende den pågældendes personlige situation, som kan tale for, at den påtænkte afgørelse ikke træffes eller får et andet indhold (jf. i denne retning dom af 13.12.2017, CJ mod ECDC, T-703/16 RENV, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:892, præmis 48).

98

I denne henseende kan Regionsudvalget ikke med føje gøre gældende, at det af sammenhængen for dets agterskrivelse stiltiende, men af denne, fremgik, at det var muligt, at sagsøgeren i forbindelse med opsigelsen af ansættelseskontrakten ville blive fritaget for at udføre sit arbejde i henhold til kontrakten i opsigelsesperioden, og at det ikke kunne have været hende ubekendt, at man overvejede at foretage ændringer under opsigelsesperioden, da hun blev opfordret til at fremsætte sine bemærkninger til de forhold, som blev lagt hende til last.

99

Det bemærkes, at det ikke er muligt på grundlag af sagsakternes indhold, navnlig en udveksling af e-mails mellem et medlem af gruppen og sagsøgeren, at lægge til grund, at hun havde været i stand til med sikkerhed at blive bekendt med, at ansættelsesmyndigheden ved Regionsudvalget agtede at foretage ændringer under opsigelsesperioden. De sagsakter, som Regionsudvalget har påberåbt sig til støtte for sin argumentation, hidrører endvidere ikke fra denne myndighed og indeholder ikke henvisning til sådanne foranstaltninger, hvorimod det heri nævntes eller foresloges, at sagsøgeren muligvis ville tage sin afsked som led i et kompromis.

100

For så vidt angår de foranstaltninger vedrørende tilrettelægningen af sagsøgerens opsigelsesperiode, der er nævnt ovenfor i punkt 96, bemærkes, at Regionsudvalget i strid med chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), tilsidesatte sagsøgerens ret til at blive hørt.

101

En tilsidesættelse af retten til at blive hørt medfører imidlertid kun, at den afgørelse, der er truffet som afslutning på den administrative procedure, annulleres, hvis det må antages, at proceduren kunne føre til et andet resultat, såfremt den pågældende fejl ikke havde foreligget (jf. dom af 4.4.2019, OZ mod EIB, C-558/17 P, EU:C:2019:289, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis, og af 10.1.2019, RY mod Kommissionen, T-160/17, EU:T:2019:1, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

102

I den foreliggende sag ville den omstændighed, at sagsøgeren var blevet hørt om de nærmere vilkår for opsigelsesperioden som nævnt ovenfor i punkt 96, kunne have tilskyndet ansættelsesmyndigheden ved Regionsudvalget til eventuelt at overveje andre foranstaltninger i den nævnte periode (jf. i denne retning analogt dom af 13.12.2017, CJ mod ECDC, T-703/16 RENV, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:892, præmis 49).

103

Forespurgt herom i retsmødet anførte sagsøgeren endvidere, at retten til at blive hørt ikke alene angik selve muligheden for at tilkendegive sin uenighed for så vidt angik de nærmere vilkår for opsigelsesperioden som sådan, men ligeledes indebar mulighed for, at hun kunne fremsætte bemærkninger, som kunne være af betydning for indholdet af den påtænkte afgørelse. Sagsøgeren nævnte i denne forbindelse, at såfremt hun var blevet hørt, inden der var blevet truffet afgørelse om de omtvistede vilkår for opsigelsesperioden, kunne have påpeget, at der burde overvejes en foranstaltning, såsom at hun udførte sine arbejdsopgaver hjemmefra.

104

Under disse omstændigheder kan det ikke med rimelighed udelukkes, at de nærmere vilkår for opsigelsesperioden, som fremgår af den anfægtede afgørelse, navnlig afgørelsen om, at sagsøgeren fritages for at udføre sine arbejdsopgaver i henhold til kontrakten i opsigelsesperioden, kunne være blevet udformet anderledes, såfremt sagsøgeren var blevet hørt forskriftsmæssigt.

105

Sagsøgerens ret til at blive hørt, inden den anfægtede afgørelse blev truffet, er blevet tilsidesat for så vidt angår den nærmere tilrettelægning af opsigelsesperioden, der er nævnt ovenfor i punkt 96.

106

Dette klagepunkt skal følgelig tages til følge, således at den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som de nærmere vilkår for opsigelsesperioden fremgår af denne, idet sagsøgerens ret til at blive hørt er blevet tilsidesat. Denne retsstridighed anfægter imidlertid ikke som sådan lovligheden af den nævnte afgørelse, for så vidt som sagsøgerens kontrakt herved opsiges (jf. i denne retning og analogt dom af 23.10.2013, Gomes Moreira mod ECDC, F-80/11, EU:F:2013:159, præmis 54).

[udelades]

151

Det fremgår af procesreglementets artikel 134, stk. 2, at hvis der er flere tabende parter, træffer Retten afgørelse om fordeling af sagsomkostningerne. Da påstanden om annullation delvist er blevet taget til følge i den foreliggende sag, og da påstanden om erstatning er blevet forkastet, bestemmes det, at hver part bærer sine egne omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler, idet afgørelsen vedrørende disse blev udsat.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Syvende Afdeling):