I. Indledning

II. Retsforskrifter

A. Bernkonventionen

B. EU-retten

1. Habitatdirektivet

2. Fugledirektivet

3. Miljøansvarsdirektivet

C. Svensk lovgivning

III. Faktiske omstændigheder og den præjudicielle anmodning

IV. Bedømmelse

A. Arter, som er beskyttet i henhold til fugledirektivets artikel 5 (det første spørgsmål)

B. Yngleområder (det fjerde og det femte spørgsmål)

C. Forbuddene mod forsætlige skadelige påvirkninger (det andet spørgsmål)

1. Forbuddene mod at dræbe og ødelægge

a) Habitatdirektivet

b) Fugledirektivet

– aa) Artens bevaringsstatus

– bb) »Forsæt« som omhandlet i fugledirektivet

c) Foreløbig konklusion

2. Forbud mod forstyrrelse

a) Fugledirektivet

b) Habitatdirektivet

D. Niveauet for vurderingen af bevaringsstatussen (det tredje spørgsmål)

V. Forslag til afgørelse

1.

Habitatdirektivet ( 2 ) og fugledirektivet ( 3 ) indeholder bestemmelser om beskyttede områder, men indebærer desuden, at bestemte dyre- og plantearter også uden for beskyttede områder skal beskyttes ( 4 ). Beskyttelsesordningerne tillader undtagelser på betingelser, som skal fortolkes strengt.

2.

I denne sag er Domstolen blevet forelagt spørgsmål om beskyttelse af arter, som den allerede har behandlet i lignende form i forbindelse med områdebeskyttelse. For så vidt angår områdebeskyttelse er det – i vid udstrækning uden held – blevet forsøgt at forhindre anvendelsen af en beskyttelsesbestemmelse ved at henvise til foranstaltninger truffet med henblik på kompensation for skadelige påvirkninger af områder. Sådanne kompensationsforanstaltninger udgør imidlertid en del af betingelserne for en fravigelse, som desuden forudsætter en afvejning og en undersøgelse af alternativer ( 5 ).

3.

Den foreliggende sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt anvendelsen af forbud med henblik på beskyttelse af arter kan afhænge af, om den omtvistede foranstaltning skader den pågældende arts bevaringsstatus. I det mindste i henhold til habitatdirektivet er en god bevaringsstatus imidlertid udtrykkeligt en betingelse for en fravigelse. Desuden forudsætter fravigelser her, at der kan henvises til bestemte hensyn, og en undersøgelse af alternativer. For så vidt angår beskyttelsen af fugle er situationen tilsvarende.

4.

Samtidig må det dog erkendes, at beskyttelsen af arter, således som den fortolkes af Domstolen, kan indebære særdeles vidtgående begrænsninger af menneskelige aktiviteter. Der foreligger således en berettiget interesse i at undgå uforholdsmæssige begrænsninger.

5.

Den foreliggende sag giver dermed en kærkommen lejlighed til at undersøge dette spændingsforhold nærmere.

6.

Bernkonventionens ( 6 ) artikel 6 indeholder grundlæggende forbud med henblik på beskyttelse af arter:

»Hver kontraherende part skal træffe passende og nødvendige lovgivningsmæssige og administrative foranstaltninger for at sikre en særlig beskyttelse af de vilde dyrearter, som er anført i liste II. Navnlig skal der i forbindelse med disse arter være forbud mod følgende:

7.

Der er fastsat undtagelser i konventionens artikel 9, stk. 1:

»Hver kontraherende part kan gøre undtagelser fra bestemmelserne i artiklerne 4, 5, 6 og 7, og fra [forbuddet] mod anvendelse af de midler, der er nævnt i artikel 8, hvis der ikke findes andre tilfredsstillende løsninger, og hvis undtagelsen ikke er til skade for den berørte bestands overlevelse:

8.

I henhold til habitatdirektivets artikel 1, litra i), beskriver en arts bevaringsstatus »resultatet af alle de forhold, der indvirker på arten, og som på lang sigt kan få indflydelse på dens bestandes udbredelse og talrighed inden for det område, der er nævnt i artikel 2.

En arts »bevaringsstatus« anses for »gunstig«, når

9.

I habitatdirektivets artikel 1, litra m), defineres begrebet »enhed« som »ethvert dyr eller enhver plante, levende eller død, af de arter, der er nævnt i bilag IV og bilag V, enhver del eller ethvert produkt heraf samt enhver anden vare, hvis det af et ledsagedokument, emballagen, et mærke, en etiket eller på anden måde fremgår, at der er tale om dele eller produkter af disse dyre- eller plantearter«.

10.

Habitatdirektivets artikel 2 indeholder direktivets formål:

»1.   Formålet med dette direktiv er at bidrage til at sikre den biologiske diversitet ved at bevare naturtyperne samt de vilde dyr og planter inden for det af medlemsstaternes område i Europa, hvor Traktaten finder anvendelse.

2.   De foranstaltninger, der træffes efter dette direktiv, tager sigte på at opretholde eller genoprette en gunstig bevaringsstatus for naturtyper samt vilde dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning.

3.   De foranstaltninger, der træffes efter dette direktiv, tager hensyn til de økonomiske, sociale og kulturelle behov og til regionale og lokale særpræg.«

11.

Habitatdirektivets artikel 12 indeholder de grundlæggende forpligtelser vedrørende beskyttelse af arter:

»1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at indføre en streng beskyttelsesordning i det naturlige udbredelsesområde for de dyrearter, der er nævnt i bilag IV, litra a), med forbud mod:

2.   For disse dyrearter forbyder medlemsstaterne opbevaring, transport eller salg af eller bytte med og udbud til salg eller bytte af enheder, der er indsamlet i naturen, med undtagelse af dem, der lovligt er indsamlet inden iværksættelsen af dette direktiv.

[…]«

12.

Habitatdirektivets artikel 16, stk. 1, indeholder fravigelser fra artikel 12:

»Hvis der ikke findes nogen anden brugbar løsning, og fravigelsen ikke hindrer opretholdelse af den pågældende bestands bevaringsstatus i dens naturlige udbredelsesområde, kan medlemsstaterne fravige bestemmelserne i artikel 12, 13, 14 og 15, litra a) og b):

13.

I bilag IV, litra a), til habitatdirektivet nævnes bl.a. den spidssnudede frø (Rana arvalis) som en dyreart af fællesskabsbetydning, der kræver streng beskyttelse.

14.

Ifølge tiende betragtning til fugledirektivet kræves det bl.a., at bestande af visse fuglearter skal opretholdes på et »tilfredsstillende niveau«:

»Der kan drives jagt på visse fuglearter på grund af bestandens størrelse og fugleartens geografiske udbredelse og formeringsevne inden for Fællesskabet. Dette må betragtes som en forsvarlig udnyttelse, for så vidt som der for en sådan jagtudøvelse sættes visse grænser, som skal overholdes, således at bestanden kan opretholdes på et tilfredsstillende niveau.«

15.

Fugledirektivets artikel 1 fastsætter direktivets anvendelsesområde:

»Dette direktiv vedrører beskyttelse af alle de fuglearter, som i vild tilstand har deres naturlige ophold på medlemsstaternes område i Europa, hvor traktaten finder anvendelse. Det omhandler bevarelse, forvaltning og regulering af de pågældende arter og fastsætter regler for udnyttelse af de nævnte arter.«

16.

Fugledirektivets artikel 2 indeholder medlemsstaternes grundlæggende forpligtelse vedrørende opretholdelse af fuglearter:

»Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger til at opretholde eller tilpasse bestanden af samtlige de i artikel 1 omhandlede arter på et niveau, som især imødekommer økologiske, videnskabelige og kulturelle krav og samtidig tilgodeser økonomiske og rekreative hensyn.«

17.

For visse arter, som er anført i bilag I til fugledirektivet, og for trækfugle bestemmes det i artikel 4, at der oprettes særligt beskyttede områder. Blandt arterne, der fremgår af bilag I, vedrører sagen ifølge den forelæggende rets oplysninger tjur (Tetrao urogallus). De svenske populationer af lille flagspætte (Dryobates minor) og fuglekonge (Regulus regulus) skal muligvis betragtes som trækfugle.

18.

Fugledirektivets artikel 5 indeholder forbud, som er områdeuafhængige:

»Med forbehold af artikel 7 og 9 træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger til at indføre en generel ordning til beskyttelse af alle de i artikel 1 omhandlede fuglearter, herunder især forbud mod:

19.

Fugledirektivets artikel 9, stk. 1, tillader fravigelser fra forbuddene i artikel 5:

»1.   Medlemsstaterne kan af nedenstående grunde fravige artikel 5-8, såfremt der ikke findes nogen anden tilfredsstillende løsning:

20.

I miljøansvarsdirektivets ( 7 ) artikel 2, nr. 1), litra a), defineres begrebet »miljøskade« med hensyn til beskyttede arter således:

»skade på beskyttede arter og naturtyper, dvs. en skade, som medfører en betydelig negativ påvirkning af indsatsen for at opnå eller opretholde en gunstig bevaringsstatus for sådanne naturtyper og arter. Påvirkningens omfang vurderes i forhold til den hidtidige tilstand under hensyn til kriterierne i bilag I.

[…]«

21.

I henhold til miljøansvarsdirektivets artikel 5, stk. 1, skal miljøskader forebygges:

»Såfremt en miljøskade endnu ikke er indtrådt, men der er overhængende fare for en sådan skade, skal operatøren omgående træffe de nødvendige forebyggende foranstaltninger.«

22.

§ 4 i Artskyddsförordning (2007:845) (artsbeskyttelsesanordningen) gennemfører forbuddene i habitatdirektivets artikel 12 og fugledirektivets artikel 5:

»For så vidt angår vilde fugle og vilde dyrearter, som er markeret med »N« eller »n« i bilag 1 til denne anordning, er følgende forbudt:

1.   forsætlig indfangning eller drab af dyr

2.   forsætlig forstyrrelse af dyr, i særdeleshed i perioder, hvor dyrene parrer sig, udviser yngelpleje, overvintrer eller vandrer

3.   forsætlig ødelæggelse eller indsamling af æg i naturen og

4.   beskadigelse eller ødelæggelse af dyrenes yngle- eller rasteområder.

Forbuddene gælder alle livsstadier hos dyrene.

Stk. 1 gælder ikke for jagt på fugle og pattedyr. For så vidt angår disse former for jagt findes der bestemmelser med tilsvarende indhold i jaktlagen (1987:259) [(jagtloven)] og jaktförordningen (1987:905) [(jagtanordningen)]. Stk. 1 gælder heller ikke for fiskeri. For så vidt angår fiskeri findes der bestemmelser med tilsvarende indhold i förordningen (1994:1716) om fisket, vattenbruket och fiskerinäringen [(anordning om fiskeri, vandbrug og fiskerierhvervet)].«

23.

Bilag 1 til artsbeskyttelsesanordningen indeholder en liste over alle de arter, som er anført i bilag I-III til fugledirektivet og i bilag II, IV og V til habitatdirektivet. Blandt de arter, som er omhandlet i den foreliggende sag, er tjuren (Tetrao urogallus) og den spidssnudede frø (Rana arvalis) dermed nævnt heri.

24.

I dette bilag til artsbeskyttelsesanordningen er arterne i bilag IV til habitatdirektivet, såsom den i den foreliggende sag omhandlede spidssnudede frø, Rana arvalis, markeret med tegnet »N«. En art, som er markeret med tegnet »n«, kræver en streng beskyttelse på grundlag af en national vurdering foretaget af Sverige eller på grundlag af en international forpligtelse. En sådan art er ikke anført i bilag IV til habitatdirektivet.

25.

I henhold til artsbeskyttelsesanordningens § 14 kan länsstyrelsen i konkrete tilfælde dispensere fra forbuddene i § 4.

26.

Begge sager vedrører en fældningsanmeldelse til Skogsstyrelsen (skovstyrelsen) vedrørende et skovområde i Härryda kommune i Sverige. Foranstaltningerne indebærer, at samtlige træer fjernes fra de pågældende arealer med undtagelse af et begrænset antal træer, som i henhold til Skogsstyrelsens vejledning bør lades urørte.

27.

Følgende fuglearter har deres levesteder i skovområdet: lille flagspætte (Dryobates minor eller Dendrocopos minor), tjur (Tetrao urogallus), fyrremejse (Poecile montanus eller Parus montanus), fuglekonge (Regulus regulus) og sortmejse (Periparus ater eller Parus ater). Den spidssnudede frø (Rana arvalis) forefindes også i området.

28.

Ifølge Sveriges oplysninger i forbindelse med fugledirektivet ( 8 ) og habitatdirektivet ( 9 ) er den spidssnudede frøs bevaringsstatus gunstig i denne medlemsstat, mens populationen af lille flagspætte, tjur og sortmejse er stabil. Derimod er populationerne af fuglekonge og fyrremejse let faldende.

29.

De nævnte arter benytter med stor sandsynlighed området til forplantning. Fældningerne vil, afhængigt af, hvornår i den enkelte arts livscyklus de sker, medføre, at enheder af disse arter forstyrres eller dræbes. Æggene, der på tidspunktet for fældningen befinder sig i området, vil blive ødelagt.

30.

Skogsstyrelsen udstedte i sin egenskab af tilsynsmyndighed en konkret vejledning angående de sikkerhedsforanstaltninger, som skulle træffes, og fandt under forudsætning af, at vejledningen blev fulgt, at fældningen ikke var i strid med nogen af forbuddene i den svenske artsbeskyttelsesanordning. Skogsstyrelsens vejledninger om sikkerhedsforanstaltninger er ikke retligt bindende, men udgør blot anbefalinger.

31.

Föreningen Skydda Skogen (forening til beskyttelse af skovene) og Göteborgs Ornitologiska Förening (Göteborgs ornitologiske forening) anmodede den 22. december 2016 om, at Länsstyrelsen i Västra Götalands län, som er tilsynsmyndighed i regionen i henhold til artsbeskyttelsesanordningen (herefter »länsstyrelsen«) skulle gribe ind med henvisning til fældningsanmeldelsen og Skogsstyrelsens konkrete vejledning (sag C-473/19). Foreningerne Naturskyddsföreningen i Härryda (naturbeskyttelsesforeningen i Härryda) og Göteborgs Ornitologiska Förening indgav den 17. januar 2018 en yderligere sådan anmodning til länsstyrelsen (sag C-474/19).

32.

Foreningerne er af den opfattelse, at fældningen på trods af Skogsstyrelsens vejledning er i strid med forbuddene i artsbeskyttelsesanordningen.

33.

Länsstyrelsen finder, at en prøvelse af dispensationsbetingelserne i henhold til artsbeskyttelsesanordningen ikke er nødvendig. Dette indebærer, at länsstyrelsen er af den opfattelse, at foranstaltningerne ikke strider mod de i artsbeskyttelsesanordningen opstillede forbud, under forudsætning af, at de i den konkrete vejledning angivne sikkerhedsforanstaltninger følges.

34.

Foreningerne har anlagt sag ved den forelæggende ret til prøvelse af länsstyrelsens afgørelse om ikke at iværksætte tilsynsforanstaltninger. Foreningens principale påstand går ud på, at den forelæggende ret skal ophæve länsstyrelsens afgørelse og træffe afgørelse om, at de planlagte skovbrugsforanstaltninger ikke er tilladte, da de strider mod forbuddene i artsbeskyttelsesanordningen.

35.

Retten har i sagerne C-473/19 og C-474/19 forelagt Domstolen følgende spørgsmål:

[Den forelæggende rets andet og fjerde spørgsmål] […] omfatter spørgsmålet om[, hvorvidt direktivernes] […] strenge beskyttelse ophører med at finde anvendelse i forhold til arter, for hvilke direktivets mål (gunstig bevaringsstatus) er blevet [nået].«

36.

Domstolen har forenet de to sager. De sagsøgende miljøforeninger, Den Tjekkiske Republik og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

37.

Fugledirektivets artikel 5, litra a)-d), og habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra a)-c), forpligter medlemsstaterne til med henblik på beskyttelse af de omfattede arter at udstede regler, som forbyder visse forsætlige skadelige påvirkninger. Der skal navnlig indføres forbud mod drab og indfangning [begge bestemmelsers litra a)], ødelæggelse eller indsamling af æg i naturen [fugledirektivets artikel 5, litra b), og habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra c)], at ødelægge, beskadige eller fjerne fuglereder [fugledirektivets artikel 5, litra b)], at indsamle fugleæg i naturen og opbevare disse, også selv om de er tomme [fugledirektivets artikel 5, litra c)], samt forstyrrelse [fugledirektivets artikel 5, litra d), og habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra b)]. Kun forbuddet mod beskadigelse eller ødelæggelse af yngle- eller rasteområder i henhold til habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra d), forudsætter ikke noget forsæt ( 10 ).

38.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører i sidste ende spørgsmålet, om det er lovligt at lade disse forbud være afhængige af, at den berørte arts bevaringsstatus er ugunstig eller forringes af den pågældende handling. Sådanne betingelser fremgår ganske vist af svenske retsforskrifter og af svensk retspraksis, men de har i overvejende grad ikke noget grundlag i fugledirektivets og habitatdirektivets tekst. Dermed kan der i det mindste delvist rejses tvivl om dem.

39.

Imidlertid udgør disse betingelser et i det mindste som udgangspunkt berettiget forsøg på at forhindre, at den europæiske artsbeskyttelse begrænser menneskelige aktiviteter uforholdsmæssigt. Risikoen for sådanne begrænsninger fremgår af Domstolens praksis, idet Domstolen i det mindste hvad angår forbuddene i habitatdirektivet har fortolket begrebet forsæt således, at det også indebærer, at den forbudte skadelige påvirkning accepteres. Hvis denne fortolkning overføres ubegrænset på fugledirektivet, er der reel risiko for betydelige begrænsninger af menneskelige aktiviteter.

40.

Dette illustreres navnlig af besvarelsen af det første spørgsmål, hvormed det skal præciseres, at artsbeskyttelsen i henhold til fugledirektivet omfatter alle europæiske fuglearter (jf. under A). Den i habitatdirektivet fastsatte beskyttelse af yngleområder, som omhandles i det fjerde og det femte spørgsmål, forekommer derimod noget mindre konfliktladet. Som den eneste er denne beskyttelsesbestemmelse allerede efter sin ordlyd ikke rettet mod forsætlige skadelige påvirkninger, imidlertid vedrører den kun de sjældne arter i habitatdirektivet (jf. under B). Fortolkningen af forbuddene mod forsætlige skadelige påvirkninger, som er genstand for det andet spørgsmål, er imidlertid afgørende (jf. under C). Endelig henvises der i forbindelse med det tredje spørgsmål til de konstateringer vedrørende vurderingen af en arts bevaringsstatus, som Domstolen for nylig har foretaget i den anden dom vedrørende jagt på ulve (Lupus lupus) i Finland ( 11 ) (jf. under D).

41.

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om fugledirektivet alene omfatter de arter, som er opregnet i bilag I til dette direktiv, eller som er truede på et givet niveau, eller som har en langsigtet faldende tendens i bestanden. Den forelæggende ret og de kompetente svenske organer lægger ifølge anmodningen om præjudiciel afgørelse til grund, at Sverige kun har gennemført fugledirektivets artikel 5 for så vidt angår disse fuglearter.

42.

Som også den forelæggende ret har fastslået, er fugledirektivet imidlertid betydeligt mere vidtgående. I henhold til denne bestemmelse er det nemlig nødvendigt at indføre en ordning til beskyttelse af alle de i artikel 1 omhandlede fuglearter. Dette er alle de fuglearter, som i vild tilstand har deres naturlige ophold på medlemsstaternes område i Europa, hvor traktaten finder anvendelse ( 12 ).

43.

Det er ifølge ordlyden af artikel 5 uden betydning, om arterne er anført i bilag I til fugledirektivet. Arterne i bilag I kræver tværtimod i henhold til artikel 4, stk. 1, særlige, altså yderligere, beskyttelsesforanstaltninger med hensyn til deres levested. Desuden indeholder fugledirektivet generelle beskyttelsesbestemmelser, såsom netop artikel 5, men også artikel 2 og 3, som omfatter alle europæiske fuglearter.

44.

Det er også uden betydning i henhold til fugledirektivets artikel 5, om fuglearter er truede på et givet niveau eller har en langsigtet faldende tendens i bestanden. Tværtimod har Den Tjekkiske Republik med rette påpeget, at beskyttelsesforpligtelsen allerede består, inden der er konstateret en formindskelse af fuglebestanden, eller der konkret er opstået fare for, at en beskyttet art uddør ( 13 ).

45.

Domstolen fastslog derfor allerede på et meget tidligt tidspunkt, at det er uforeneligt med fugledirektivets artikel 5 at undtage visse fuglearter fra beskyttelsen ( 14 ) eller at begrænse beskyttelsen til arter, som hører til den nationale biologiske arv ( 15 ). Og Domstolen har anvendt denne bestemmelse på forskellige arter, som ikke opfylder nogen af de svenske betingelser, såsom krager (Corvus corone og Corvus corone cornix), stære (Sturnus vulgaris) og solsorte (Turdus merula) ( 16 ), fiskehejrer (Ardea cinerea) og skarver (Phalacrocorax carbo) ( 17 ) og på forskellige finkearter ( 18 ).

46.

Det første spørgsmål skal derfor besvares med, at medlemsstaterne i henhold til fugledirektivets artikel 1 og 5 er forpligtet til at indføre ordninger til beskyttelse af alle de fuglearter, som i vild tilstand har deres naturlige ophold på medlemsstaternes område i Europa, hvor traktaten finder anvendelse. Beskyttelsesordninger, som alene omfatter de arter, der er opregnet i bilag I til dette direktiv, eller som er truede på et givet niveau, eller arter, som har en langsigtet faldende tendens i bestanden, opfylder ikke disse betingelser.

47.

Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om forbuddet mod beskadigelse eller ødelæggelse af dyrs yngleområder i habitatdirektivets artikel 12, litra d), er begrænset til tilfælde, hvor den kontinuerlige økologiske funktionalitet i den berørte arts levested i et særskilt område på trods af sikkerhedsforanstaltninger går tabt, og den berørte arts bevaringsstatus samtidig risikerer at forringes. Desuden ønskes det oplyst, om forbuddet ikke træder i kraft, såfremt artens bevaringsstatus er gunstig. Med det femte spørgsmål skal det afklares, på hvilket niveau bevaringsstatussen skal vurderes.

48.

I den foreliggende sag er der ikke behov for at afklare, om forbuddet kun finder anvendelse, såfremt ødelæggelsen eller beskadigelsen af yngleområder indebærer, at deres kontinuerlige økologiske funktionalitet går tabt. Kommissionen har udviklet denne fortolkning af forbuddet i habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra d), i sine retningslinjer ( 19 ), men Domstolen har endnu ikke udtalt sig herom. Det synes ganske vist, at den forelæggende ret deler denne opfattelse, men det har ikke betydning for afgørelsen, eftersom anmodningen om præjudiciel afgørelse bygger på den antagelse, at denne betingelse er opfyldt i hovedsagen.

49.

Tværtimod vedrører dette spørgsmål alene betydningen af artens bevaringsstatus for forbuddet mod ødelæggelse eller beskadigelse af yngleområder. Den svenske retspraksis, som er beskrevet i anmodningen om præjudiciel afgørelse, anvender nemlig kun dette forbud, når der er fare for påvirkninger af disse arters bevaringsstatus i området.

50.

I henhold til habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra d), skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger til at indføre en streng beskyttelsesordning i det naturlige udbredelsesområde for de dyrearter, der er nævnt i bilag IV, litra a), til direktivet, med forbud mod beskadigelse eller ødelæggelse af yngle- eller rasteområder.

51.

Med dette forbud har EU-lovgiver ved ikke at begrænse det til forsætlige handlinger, i modsætning til, hvad der gælder for de handlinger, der er genstand for habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra a)-c), vist sin vilje til at tillægge yngle- eller rasteområder en højere grad af beskyttelse mod handlinger, der forårsager, at disse områder beskadiges eller ødelægges ( 20 ).

52.

Overholdelsen af denne bestemmelse kræver ikke kun, at medlemsstaterne indfører en fuldstændig lovramme, men også, at de iværksætter konkrete, specifikke beskyttelsesforanstaltninger. På samme måde forudsætter den strenge beskyttelsesordning, at der vedtages sammenhængende og koordinerede foranstaltninger af forebyggende karakter. En sådan streng beskyttelsesordning skal således gøre det faktisk muligt at undgå beskadigelse eller ødelæggelse af yngle- og rasteområder for de dyrearter, der er nævnt i litra a) i bilag IV til habitatdirektivet ( 21 ).

53.

Dette forbud er ifølge bestemmelsens ordlyd ikke afhængigt af, om påvirkningen berører en bestands bevaringsstatus. Tværtimod har Domstolen allerede fastslået, at en bestands stabilitet ( 22 ) og størrelse ( 23 ) ikke er afgørende for forbuddets virkning.

54.

Desuden har den forelæggende ret med rette fremhævet, at bevaringsstatussen er afgørende for, om der kan indrømmes en fravigelse i henhold til habitatdirektivets artikel 16. En fravigelse i henhold til habitatdirektivets artikel 16 forudsætter nemlig, at fravigelsen ikke hindrer opretholdelse af den pågældende bestands bevaringsstatus i dens naturlige udbredelsesområde. Som Kommissionen har anført, vil det derfor være selvmodsigende at lade anvendelsen af forbuddene i habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, afhænge af, at den pågældende arts bevaringsstatus risikerer at forringes. I så fald vil der nemlig aldrig kunne indrømmes nogen fravigelse, og artikel 16 vil miste enhver praktisk virkning.

55.

Således forudsætter det i habitatdirektivets artikel 12, litra d), fastsatte forbud mod ødelæggelse eller beskadigelse af yngleområder for de dyr, der er anført i bilag IV, litra a), ikke, at der er en risiko for, at den pågældende arts bestands bevaringsstatus forringes som følge af den omtvistede handling. En gunstig bevaringsstatus for den pågældende art berører heller ikke forbuddet.

56.

Der er derfor ikke behov for at besvare det femte spørgsmål om, på hvilket niveau bevaringsstatussen skal vurderes med henblik på anvendelsen af habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra d).

57.

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, hvordan begreberne »forsætligt at dræbe/forstyrre/ødelægge« i fugledirektivets artikel 5, litra a)-d), og i habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra a)-c), skal forstås. Domstolen skal navnlig afklare, om de er forenelige med en national praksis, som indebærer, at der, hvis formålet med foranstaltningen åbenbart er et andet end at dræbe eller forstyrre arter (eksempelvis skovbrugsforanstaltninger eller arealanvendelse), skal foreligge en risiko for, at arternes bevaringsstatus påvirkes negativt af foranstaltningen, for at forbuddet træder i kraft. Desuden ønskes det oplyst, om forbuddet ikke træder i kraft, såfremt artens bevaringsstatus er gunstig. Det tredje spørgsmål skal afklare, på hvilket niveau bevaringsstatussen skal vurderes.

58.

Ved besvarelsen af disse spørgsmål skal der skelnes mellem på den ene side at dræbe og ødelægge og på den anden side at forstyrre og desuden mellem de to direktiver.

59.

Det skal afklares, om forbuddene mod at dræbe i fugledirektivets artikel 5, litra a), og habitatdirektivets artikel 12, litra a), og mod at ødelægge æg (og fuglereder) i fugledirektivets artikel 5, litra b), og i habitatdirektivets artikel 12, litra c), afhænger af de pågældende arters bevaringsstatus. Forbuddet mod at indsamle og opbevare æg i henhold til fugledirektivets artikel 5, litra c), har derimod ikke nogen betydning for den foreliggende sag og behøver derfor ikke yderligere drøftelse.

60.

I henhold til habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra a) og c), forbyder medlemsstaterne alle former for forsætligt drab af enheder af de beskyttede arter i naturen og forsætlig ødelæggelse af deres æg.

61.

Såfremt begrebet forsæt i forbindelse med disse forbud forstås således, at det alene omfatter en tilsigtet skadelig påvirkning af de beskyttede arter, er der ikke behov for at behandle dette spørgsmål yderligere. Den foreliggende sag vedrører nemlig kun foranstaltninger, hvis formål åbenbart er et andet end at dræbe arter (eller ødelægge deres æg).

62.

Som jeg foreslog ( 24 ), har Domstolen dog med hensyn til drab fastslået, at betingelsen om forsæt er opfyldt, hvis det er godtgjort, at gerningsmanden har villet dræbe en enhed af en beskyttet dyreart eller i det mindste har accepteret muligheden for et sådant drab ( 25 ). Handlinger, i forbindelse med hvilke en skadelig påvirkning accepteres, har som regel andre formål end denne skadelige påvirkning.

63.

De sager, hvori denne fortolkning blev udviklet, viser dette ganske tydeligt. Disse sager vedrørte spørgsmålene om, hvorvidt jagt på ræve (Vulpes vulpes) med vildtsnarer kunne være i strid med forbuddene med henblik på beskyttelse af odderen (Lutra lutra) ( 26 ), og hvorvidt visse byggeaktiviteter samt fritids- og ferieaktiviteter skulle anses for forsætlig forstyrrelse af havskildpadden Caretta caretta ( 27 ). Denne retspraksis udspringer endelig af en anden dom, hvori Domstolen fastslog, at visse fritidsaktiviteter forstyrrede den nævnte havskildpadde ( 28 ), uden at Domstolen udtrykkeligt beskæftigede sig med begrebet forsæt.

64.

Ganske vist vedrører denne retspraksis kun forbuddene mod at dræbe og forstyrre i henhold til habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra a) og b). Der er imidlertid ingen grund til at forstå begrebet forsæt anderledes for så vidt angår ødelæggelse af æg.

65.

Dermed kan de omtvistede skovbrugsforanstaltninger meget vel udgøre en overtrædelse af forbuddene i habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra a) og c). Derfor skal det undersøges, om en sådan overtrædelse kan gøres afhængig af de pågældende arters bevaringsstatus.

66.

Som det allerede blev fastslået i forbindelse med det i habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra d), fastsatte forbud mod skadelig påvirkning af yngleområder, berører arternes bevaringsstatus i henhold til bestemmelsens ordlyd ikke forbuddet, men spiller kun en rolle i forbindelse med fravigelser i henhold til artikel 16. Noget tilsvarende gælder – principielt ( 29 ) – de øvrige forbud i artikel 12, stk. 1, således som Domstolen også allerede indirekte har anerkendt for så vidt angår forbuddet mod at dræbe i henhold til den nævnte bestemmelses litra a) ( 30 ).

67.

Navnlig hvad angår forbuddet mod at dræbe enheder af arter i henhold til habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra a), bekræftes dette af, at begrebet »enhed« i henhold til definitionen i artikel 1, litra m), faktisk omfatter ethvert dyr.

68.

Forbuddet mod at ødelægge æg i habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra c), er derimod ikke udtrykkeligt rettet mod enkelte enheder. Et sådant forbud kan imidlertid efter sin natur næppe forstås anderledes, når der ikke er angivet nogen grænseværdi, som vil udløse forbuddet. Fravigelsen i henhold til habitatdirektivets artikel 16, stk. 1, litra e), som muliggør »indsamling eller opbevaring af enheder af de arter, der er nævnt i bilag IV, i et antal, der er begrænset«, men fastsætter yderligere betingelser herfor, taler i øvrigt imod antagelsen om, at der foreligger en de minimis-grænseværdi i relation til dette forbud. Denne fravigelse ville være overflødig, hvis forbuddet mod indsamling af æg ikke fandt anvendelse ved små mængder.

69.

Således forudsætter forbuddene mod at dræbe og ødelægge i henhold til habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra a) og c), ikke, at der er risiko for, at den omtvistede foranstaltning påvirker dyrearternes bevaringsstatus negativt. Heller ikke en gunstig bevaringsstatus for den pågældende art udelukker, at disse forbud kan finde anvendelse.

70.

Hvad angår fugledirektivets artikel 5 er situationen ved første øjekast tilsvarende. Således henvises der i forbindelse med forbuddene mod at dræbe [litra a)] og at ødelægge eller beskadige reder og æg [litra b)], ligesom i habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, slet ikke til, at disse forbud hænger sammen med bevaringsstatussen. Tværtimod skal disse forbud efter deres natur vedrøre hver enkelt enhed, eftersom der ikke er angivet nogen grænseværdi.

71.

Den undtagelse, som er fastsat i fugledirektivets artikel 9, stk. 1, litra c), taler ligeledes imod antagelsen om, at der foreligger en de minimis-grænseværdi. Denne undtagelse tillader specifikt anvendelse af bestemte fuglearter i mindre mængder og indeholder også yderligere betingelser.

72.

Desuden har den nationale ret også med hensyn til fugledirektivets artikel 5 med rette anlagt den allerede i forbindelse med habitatdirektivet relevante betragtning, at alle undtagelser fra forbuddene er betinget af den pågældende arts bevaringsstatus. Ganske vist har denne opfattelse ikke noget grundlag i ordlyden af fugledirektivets artikel 9. Det følger imidlertid af tiende betragtning til dette direktiv, at fravigelser i henhold til fugledirektivets artikel 9 kun kan indrømmes, såfremt det er sikret, at bestandene af de berørte arter kan opretholdes på et »tilfredsstillende niveau« ( 31 ). For nylig har Domstolen udtrykkeligt fastslået, at den heri ser en parallel til habitatdirektivets artikel 16 ( 32 ).

73.

Denne konklusion er i overensstemmelse med Bernkonventionens artikel 9, som er gennemført ved fugledirektivets artikel 9 ( 33 ) og derfor skal tages i betragtning ved fortolkningen af sidstnævnte bestemmelse ( 34 ). I henhold til konventionen må en undtagelse fra de sammenlignelige forbud i konventionen nemlig ikke være til skade for den berørte bestands overlevelse.

74.

I princippet ( 35 ) ville det således – i lighed med habitatdirektivet – også i forbindelse med fugledirektivet være selvmodsigende at tage risikoen for en skadelig påvirkning af den pågældende arts bevaringsstatus i betragtning allerede som en forudsætning for at anvende forbuddene i dette direktivs artikel 5 og dermed gøre det praktisk umuligt at anvende undtagelsesbestemmelsen.

75.

Der opstår imidlertid også i denne forbindelse det spørgsmål, om forbuddene overhovedet omfatter foranstaltninger, hvis formål åbenbart er et andet end at dræbe arter eller at ødelægge deres reder og æg.

76.

Besvarelsen af dette spørgsmål er mindre oplagt end i forbindelse med habitatdirektivets artikel 12, eftersom Domstolen hidtil ikke har foretaget tilsvarende udtrykkelige konstateringer vedrørende begrebet forsæt i fugledirektivets artikel 5.

77.

På samme måde som i den første sag vedrørende den nævnte havskildpadde udtalte Domstolen sig imidlertid allerede i dommen vedrørende Białowieża-skoven imod fældningen af beskadigede, døde eller døende træer, fordi sådanne handlinger i en forvaltningsplan for det pågældende beskyttede område blev identificeret som en potentiel fare for visse fuglearter, som var særligt beskyttede dér ( 36 ). Denne foranstaltning kvalificerede Domstolen derfor som forsætlig ødelæggelse eller beskadigelse af reder og æg [fugledirektivets artikel 5, litra b)] og som forsætlig forstyrrelse, navnlig i yngletiden [artikel 5, litra d)] ( 37 ). Det synes usandsynligt, at disse skadelige påvirkninger af fugle var formålet med de pågældende foranstaltninger.

78.

Eftersom Domstolen således heller ikke hvad angår fugledirektivets artikel 5 har anlagt en streng fortolkning af begrebet forsæt, er det nærliggende at overføre fortolkningen af dette begreb i forbindelse med de næsten identiske forbud i habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, på fugledirektivets artikel 5. I øvrigt har Kommissionen i den foreliggende sag også gjort dette synspunkt gældende.

79.

En sådan fremgangsmåde vil imidlertid have mere vidtrækkende konsekvenser end den tilsvarende fortolkning af habitatdirektivets artikel 12, stk. 1.

80.

Artsbeskyttelsen i habitatdirektivet er begrænset til få, som regel ( 38 ) meget sjældne arter. Eftersom disse arter er sjældne, er det nødvendigt at beskytte hver enkelt enhed strengt, hvilket i habitatdirektivets artikel 12 udtrykkes tydeligt med begrebet streng beskyttelsesordning ( 39 ). Samtidig medfører disse arters sjældenhed dog også, at konflikter med dem ikke er særligt hyppige.

81.

Derimod gælder forbuddene i fugledirektivets artikel 5 som anført ( 40 )alle europæiske fugle, altså også almindelige arter, som jævnligt kan træffes næsten overalt. Og det kan næppe hævdes, at skadelige påvirkninger af disse arter ikke accepteres af moderne samfund. Tværtimod er det velkendt, at disse arter påvirkes i betydelig grad af et utal af forskellige menneskelige aktiviteter, f.eks. opførelse af bygninger ( 41 ) eller trafik ( 42 ).

82.

Allerede ved vedtagelsen af fugledirektivet gjorde lovgiver det i overensstemmelse hermed klart, at det ikke har til formål at beskytte hver enkelt fugl betingelsesløst. Tværtimod skal bestanden af fuglearterne i henhold til direktivets artikel 2 opretholdes eller tilpasses på et niveau, som især imødekommer økologiske, videnskabelige og kulturelle krav og samtidig tilgodeser økonomiske og rekreative hensyn.

83.

Bevaringen af almindelige arter kræver imidlertid som regel ikke forbud, som allerede træder i kraft, når en skadelig påvirkning blot accepteres. Der findes ganske vist arter, som kræver sådanne forbud, men de almindelige arter er så hyppige, netop fordi menneskelige aktiviteter ikke er til fare for bestanden af dem.

84.

Såfremt bestanden af visse arter, som tidligere var hyppigere, alligevel falder, vil det ofte være vigtigere at bevare deres levesteder og forvalte dem på passende vis. Sådanne tilfælde af tilbagegang sker nemlig som regel som konsekvens af ændringer i den menneskelige anvendelse af disse levesteder. Med henblik på at bevare disse bestande vil det derimod ofte være mindre velegnet at lade forbuddene i fugledirektivets artikel 5 træde i kraft, allerede når de skadelige påvirkninger, som er anført i denne bestemmelse, accepteres, og det vil derfor heller ikke være det mildeste middel.

85.

Disse overvejelser er fuldt ud forankret i fugledirektivet. Således indebærer artikel 5 ikke, at der skal indføres en streng beskyttelsesordning, men derimod en generel ordning til beskyttelse af alle europæiske fugle. En yderligere forpligtelse til at beskytte de almindelige arters levested er fastsat i artikel 3 ( 43 ). Levestederne for sjældne og særligt truede arter samt for trækfugle skal i henhold til fugledirektivets artikel 4, sammenholdt med habitatdirektivets artikel 6 og 7, nyde en øget beskyttelse, navnlig idet der oprettes særligt beskyttede områder. Såfremt bestemte aktiviteter faktisk er til fare for fuglearters bevaringsstatus, finder miljøansvarsdirektivets artikel 5 og artikel 2, nr. 1), litra a), desuden supplerende anvendelse.

86.

Desuden indeholder fugledirektivet til forskel fra habitatdirektivet ikke nogen passende undtagelsesbestemmelse, hvormed de modstridende interesser kan bringes i ligevægt. Mens sidstnævnte direktiv tillader fravigelser på grundlag af alle tænkelige hensyn til væsentlige samfundsinteresser [artikel 16, stk. 1, litra c)], bestemmes det i førstnævnte direktiv med undtagelse af meget specifikke grunde, at kun en fornuftig anvendelse af bestemte fuglearter i mindre mængder, som desuden skal være strengt kontrolleret og selektiv, kommer i betragtning [artikel 9, stk. 1, litra c)].

87.

Derfor er jeg af den opfattelse, at det ikke giver mening at overføre den fortolkning af begrebet forsæt, som blev anlagt i forbindelse med habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, ubegrænset på begrebet forsæt i fugledirektivets artikel 5.

88.

I betragtning af de konstateringer, der er foretaget i dommen vedrørende Białowieża-skoven ( 44 ), er det imidlertid også udelukket at undgå denne konklusion ved udelukkende at lade forbuddene i fugledirektivets artikel 5, litra a) og b), gælde bevidste skadelige påvirkninger af fugle, men til gengæld helt at udelukke skadelige påvirkninger, som accepteres. Denne konklusion vil heller ikke være passende, hvis sjældne, stærkt truede arter berøres, eftersom forbuddene i forbindelse med disse sjældne arter praktisk set fortsat vil være af begrænset omfang, mens det positive bidrag til disse arters bevaringsstatus kan være betydeligt.

89.

En passende ligevægt mellem de berørte aktiviteter og direktivets formål kan tværtimod opnås ved kun at lade disse forbud omfatte skadelige påvirkninger, som accepteres, såfremt dette er nødvendigt i betragtning af det i fugledirektivets artikel 2 fastsatte formål. Det må derfor accepteres, at anvendelsen af denne fortolkning er mere kompliceret, eftersom den dog kræver, at fuglearternes bevaringsstatus tages i betragtning. I hvert fald må det konkluderes, at denne fortolkning svarer til den brede anvendelse af forbuddene i den nævnte dom vedrørende Białowieża-skoven, idet meget sjældne fuglearter her var berørt i et område, der var udlagt med henblik på særlig beskyttelse af dem ( 45 ).

90.

Således forudsætter forbuddene mod at dræbe og ødelægge i henhold til fugledirektivets artikel 5, litra a) og b), principielt ikke, at der er risiko for, at den omtvistede foranstaltning påvirker dyrearternes bevaringsstatus negativt. Heller ikke en gunstig bevaringsstatus for den pågældende art udelukker, at disse forbud kan finde anvendelse. Såfremt den skadelige påvirkning af fugle ikke er tilsigtet, men blot accepteres, gælder forbuddene i fugledirektivets artikel 5, litra a) og b), dog kun, for så vidt som dette er nødvendigt for som omhandlet i artikel 2 at opretholde eller tilpasse bestanden af disse arter på et niveau, som især imødekommer økologiske, videnskabelige og kulturelle krav og samtidig tilgodeser økonomiske og rekreative hensyn.

91.

Desuden skal der henvises til, at forbud skal være formuleret klart, navnlig hvis de er af strafferetlig karakter ( 46 ). Derfor påhviler det medlemsstaterne i overensstemmelse hermed at konkretisere forbuddene i fugledirektivets artikel 5, litra a) og b), ved gennemførelsen i national lovgivning. Der skal indføres tilsvarende ordninger med henblik herpå. Ydermere er der ofte behov for konkrete anvisninger af, hvilken adfærd, der er forbudt, og på hvilke lokaliteter der skal udvises særlig omhu.

92.

Således forudsætter forbuddene mod at dræbe og ødelægge i henhold til fugledirektivets artikel 5, litra a) og b), og habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra a), og c), ikke, at der er risiko for, at den omtvistede foranstaltning påvirker de pågældende dyrearters bevaringsstatus negativt. Heller ikke en gunstig bevaringsstatus for den pågældende art udelukker, at disse forbud kan finde anvendelse.

93.

Såfremt den skadelige påvirkning af fuglene ikke er tilsigtet, men blot accepteres, gælder forbuddene i fugledirektivets artikel 5, litra a) og b), dog kun, for så vidt som dette er nødvendigt for som omhandlet i artikel 2 at opretholde eller tilpasse bestanden af disse arter på et niveau, som især imødekommer økologiske, videnskabelige og kulturelle krav og samtidig tilgodeser økonomiske og rekreative hensyn.

94.

Hvad angår forbuddet mod forstyrrelse adskiller fugledirektivet sig tilsyneladende fra habitatdirektivet. I sidste ende skal begge forbud dog på sammenlignelig vis fortolkes således, at de berørte arters bevaringsstatus har betydning.

95.

I henhold til fugledirektivets artikel 5, litra d), gælder forbuddet mod at forstyrre fuglearter, navnlig i yngletiden, kun i det omfang en sådan forstyrrelse har væsentlig betydning for formålet med direktivet. En sådan begrænsning er netop nødvendig i forbindelse med forstyrrelse af fugle, da denne forstyrrelse efter erfaringen accepteres ved ophold på deres levesteder, f.eks. på gåture, på vej til arbejde eller bare på altanen.

96.

Formålet med fugledirektivet er i henhold til dette direktivs artikel 1 at beskytte alle europæiske fuglearter. Med henblik på dette formål skal medlemsstaterne i henhold til artikel 2 opretholde eller tilpasse bestanden af disse arter på et niveau, som især imødekommer økologiske, videnskabelige og kulturelle krav og samtidig tilgodeser økonomiske og rekreative hensyn.

97.

Selv om medlemsstaterne i denne henseende med forbehold af specifikke bestemmelser har et spillerum til at foretage afvejninger ( 47 ), viser tredje, femte, syvende, ottende og først og fremmest tiende betragtning til direktivet, at medlemsstaterne skal opretholde bestanden af alle vilde fuglearter i Unionen på et »tilfredsstillende niveau« ( 48 ).

98.

Bevaringsstatussen er imidlertid kun et af de kriterier, som er relevante ved vurderingen af en forstyrrelse. Allerede formuleringen af fugledirektivets artikel 5, litra d), viser, at forstyrrelse i yngletiden skal undgås i alle tilfælde. Denne præcisering er relevant, eftersom ynglen er af central betydning for bevaringsstatussen. Alligevel er også forstyrrelser inden for disse perioder kun forbudt, såfremt de er væsentlige. Det må lægges til grund, at dette i det mindste gør sig gældende, når forstyrrelsen direkte påvirker sjældne fugle i forbindelse med ynglen. I overensstemmelse hermed har Domstolen allerede fastslået, at fældninger, som påvirker vigtige levesteder for sjældne fuglearter, kan udgøre en forbudt forstyrrelse ( 49 ).

99.

Eftersom forbuddet som sådant således allerede omfatter påvirkningerne af den enkelte arts bevaringsstatus, er der i denne henseende ikke behov for at nuancere begrebet forsæt i forhold til habitatdirektivet.

100.

I henhold til fugledirektivets artikel 5, litra d), skal forstyrrelser således forbydes, såfremt de har væsentlig betydning for formålet om at opretholde eller tilpasse bestanden af fuglearterne på et tilfredsstillende niveau, og navnlig, hvis de påvirker sjældne fugle i forbindelse med ynglen.

101.

I habitatdirektivet formuleres formålet på lignende måde som i fugledirektivet. I henhold til habitatdirektivets artikel 2, stk. 2, tager dette direktiv nemlig sigte på at opretholde eller genoprette en gunstig bevaringsstatus for vilde dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning. Samtidig skal de foranstaltninger, der træffes efter dette direktiv i henhold til artikel 2, stk. 3, tage hensyn til de økonomiske, sociale og kulturelle behov og til regionale og lokale særpræg.

102.

Til forskel fra fugledirektivets artikel 5, litra d), knyttes forbuddet mod forstyrrelse i henhold til habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra b), imidlertid ikke udtrykkeligt sammen med formålene med direktivet og navnlig ikke sammen med de pågældende arters bevaringsstatus. Det forhold, at forbuddet navnlig skal gælde i perioder, hvor dyrene yngler, udviser yngelpleje, overvintrer eller vandrer, udgør dog en parallel. Disse perioder regnes for særligt følsomme over for forstyrrelse ( 50 ), og de er dermed som regel af særlig betydning for arternes bevaringsstatus. Desuden er det bemærkelsesværdigt, at forstyrrelse af arterne skal forbydes, mens forbuddet mod drab i henhold til artikel 12, stk. 1, litra a), og definitionen i habitatdirektivets artikel 1, litra m), henviser til hver enkelt enhed af de beskyttede arter.

103.

Tilsvarende har Kommissionen, ganske vist ikke i den foreliggende sag, men i sine retningslinjer, foreslået, at forstyrrelser kun skal være omfattet, såfremt den pågældende handling forringer en beskyttet arts overlevelseschancer, formering eller reproduktionsevne, eller såfremt denne handling medfører en forringelse af udbredelsesområdet ( 51 ).

104.

Som i forbindelse med beskyttelsen af fugle er en sådan begrænsning nødvendig for at forhindre, at forbuddet mod forstyrrelse begrænser menneskelige aktiviteter uforholdsmæssigt uden at tage de i habitatdirektivets artikel 2, stk. 3, nævnte hensyn til de økonomiske, sociale og kulturelle behov. Ganske vist træffes de beskyttede dyrearter i bilag IV, litra a), mindre hyppigt end vidt udbredte fuglearter, men det forekommer hverken nødvendigt eller passende, at mennesket for at udelukke enhver risiko for forstyrrelse altid skal undgå disse arter, så snart det bemærkes, at de er i nærheden. Netop i forbindelse med flagermus eller visse padder og sommerfugle kan sådanne møder meget vel forekomme.

105.

Også den hidtidige retspraksis vedrørende forbuddet mod forstyrrelse kan forstås i denne retning. Ganske vist har Domstolen også i forbindelse med forbuddet mod forstyrrelse fremhævet, at en bestands stabilitet og størrelsen af de enkelte bestande ikke udelukker, at forbuddet kan finde anvendelse. De pågældende sager om havskildpadden Caretta vedrørte dog aktiviteter inden for beskyttede områder, som var udlagt under hensyn til deres store betydning for arterne ( 52 ), mens genstanden for dommen vedrørende Macrovipera schweizeri var et område af afgørende betydning for denne art ( 53 ). Og dommen vedrørende den cypriotiske græsslange vedrørte et område, som uomtvisteligt burde have været sat under beskyttelse ( 54 ). På sådanne lokaliteter er en øget forpligtelse til at udvise omhu med henblik på at undgå forstyrrelser fuldt ud passende.

106.

En anvendelse af forbuddet mod forstyrrelse med udgangspunkt i formålet med habitatdirektivet begrænser imidlertid ikke blot dets anvendelse med henblik på isolerede og i sidste ende ubetydelige forstyrrelser af enkelte enheder. En sådan anvendelse med udgangspunkt i formålet vil omvendt også gøre det nærliggende at antage, at forbuddet mod forstyrrelse beskytter vigtige levesteder for arterne, uanset om der findes enkelte enheder her, om der findes yngle- og rasteområder her, eller om der er udlagt beskyttede områder her. En skadelig påvirkning eller fjernelse af levestedet kan nemlig netop i lyset af formålene med direktivet uafhængigt af disse faktorer medføre en betydelig forstyrrelse af den pågældende art.

107.

Således skal forbuddet mod forstyrrelse i henhold til habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra b), begrænses til handlinger, der på særlig vis er egnet til at påvirke de beskyttede arters bevaringsstatus, navnlig på lokaliteter, der er af særlig betydning for disse arter, eller hvor de påvirkes i forbindelse med, at de yngler, udviser yngelpleje, overvintrer eller vandrer.

108.

Eftersom den berørte arts bevaringsstatus har betydning i det mindste i forbindelse med forbuddene mod forstyrrelse og delvist også i forbindelse med de øvrige forbud i fugledirektivet, er der behov for at besvare det tredje spørgsmål om niveauet for vurderingen.

109.

De seneste konstateringer i den anden dom vedrørende beskyttelse af ulven i Finland er nyttige i forbindelse med denne problematik. Denne sag vedrørte vurderingen af den pågældende arts bevaringsstatus i forbindelse med indrømmelsen af en fravigelse i henhold til habitatdirektivets artikel 16. Hvis de i denne dom foretagne konstateringer overføres på vurderingen af en skadelig påvirkning, skal denne vurdering være baseret på kriterier, som er fastlagt med henblik på bevaring på lang sigt af den pågældende arts udvikling og sociale stabilitet ( 55 ).

110.

I denne forbindelse skal både medlemsstatens område og det berørte biogeografiske område tages i betragtning for først at vurdere bevaringsstatussen for bestandene af de pågældende arter og dernæst den geografiske og demografiske indvirkning, som forstyrrelserne vil have på denne status ( 56 ).

111.

I denne sammenhæng er det i almindelighed nødvendigt at vurdere virkningen af en skadelig påvirkning i relation til det område, hvor en lokal bestand lever, for at vurdere, hvilken indvirkning den vil have på bevaringsstatussen for den omhandlede bestand i større målestok. Desuden afhænger bevaringsstatussen for en bestand inden for et nationalt eller biogeografisk område af den samlede virkning af de forskellige forstyrrelser, der påvirker de lokale områder ( 57 ).

112.

For så vidt som anvendelsen af forbuddene i fugledirektivets artikel 5 og habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, afhænger af bevaringsstatussen for bestanden af den pågældende art, skal denne bevaringsstatus således vurderes i relation til den pågældende medlemsstats område eller i relation til det berørte biogeografiske område, når den pågældende medlemsstats grænser strækker sig over flere biogeografiske områder, eller hvis artens naturlige udbredelsesområde kræver det, og så vidt muligt på grænseoverskridende plan ( 58 ).

113.

Jeg foreslår derfor Domstolen at træffe følgende afgørelse: