1.

Begrebet »centret for […] hovedinteresser« udgjorde hjørnestenen i den ordning, der blev indført ved forordning (EF) nr. 1346/2000 ( 2 ). Dette begreb optrådte i forordningens artikel 3, stk. 1, og blev anvendt som tilknytningsmoment ved fastlæggelse af de retter, der havde kompetence til at indlede insolvensbehandling over for en skyldner. Domstolens praksis om insolvensbehandling, der er blevet indledt over for juridiske personer ( 3 ), har i vid udstrækning præciseret, hvordan dette begreb skal fortolkes. Domstolen har imidlertid endnu ikke haft lejlighed til at fortolke begrebet, når der er tale om fysiske personer, som ikke er selvstændigt erhvervsdrivende, og som benytter sig af den frie bevægelighed for personer og arbejdstagere.

2.

Forordning nr. 1346/2000 blev ophævet ved forordning (EU) 2015/848 ( 4 ), der ligeledes anvender begrebet »centret for […] hovedinteresser«. I den foreliggende sag er spørgsmålet: Kan Domstolens praksis vedrørende forordning nr. 1346/2000 og vedrørende dette begreb overføres – og i givet fald i hvilket omfang – på en insolvensbehandling, der er blevet indledt over for en fysisk person, der befinder sig i ovennævnte situation? Den foreliggende sag giver således Domstolen lejlighed til at udtale sig om kompetencen på insolvensområdet for så vidt angår enhver person, der ikke udøver selvstændig virksomhed, som benytter sig af sin ret til fri bevægelighed, og som beholder sine aktiver i den medlemsstat, hvor den pågældende tidligere havde sit sædvanlige opholdssted.

3.

Artikel 3 i forordning 2015/848 med overskriften »International kompetence« bestemmer i stk. 1:

»Retterne i den medlemsstat, på hvis område centret for skyldnerens hovedinteresser befinder sig, har kompetence til at indlede insolvensbehandling (»hovedinsolvensbehandling«). Centret for skyldnerens hovedinteresser er det sted, hvor skyldneren normalt forvalter sine interesser, og som er identificerbart for tredjemand.

For selskabers og juridiske personers vedkommende anses det registrerede hjemsted for at være centret for skyldnerens hovedinteresser, medmindre andet godtgøres. Denne formodning finder kun anvendelse, hvis det registrerede hjemsted ikke er flyttet til en anden medlemsstat inden for en periode på tre måneder forud for begæringen om indledning af insolvensbehandling.

For selvstændigt erhvervsdrivende fysiske personer anses centret for deres hovedinteresser for at være deres hovedforretningssted, medmindre andet godtgøres. Denne formodning finder kun anvendelse, hvis den fysiske persons hovedforretningssted ikke er flyttet til en anden medlemsstat inden for en periode på tre måneder forud for begæringen om indledning af insolvensbehandling.

For enhver anden fysisk persons vedkommende anses centret for den fysiske persons hovedinteresser at være det sted, hvor vedkommende har sit sædvanlige opholdssted, medmindre andet godtgøres. Denne formodning finder kun anvendelse, hvis det sædvanlige opholdssted ikke er flyttet til en anden medlemsstat inden for en periode på seks måneder forud for begæringen om indledning af insolvensbehandling.«

4.

Appellanterne, der er ægtefæller, har siden 2016 været bosiddende i Norfolk (Det Forenede Kongerige), hvor de har lønnet beskæftigelse. Parret har anmodet de portugisiske retsinstanser om at blive erklæret insolvent. Retten i første instans erklærede, at den savnede international kompetence til at træffe afgørelse vedrørende appellanternes begæring, eftersom centret for deres hovedinteresser i henhold til artikel 3, stk. 1, fjerde afsnit, i forordning 2015/848 var det sted, hvor de havde deres sædvanlige opholdssted, dvs. Det Forenede Kongerige.

5.

Appellanterne har iværksat appel af denne dom ved den forelæggende ret, idet de har gjort gældende, at dommen var baseret på en fejlagtig fortolkning af bestemmelserne i forordning 2015/848. I denne henseende har de hævdet, at eftersom den eneste faste ejendom, som de ejer, er beliggende i Portugal, hvor alle de transaktioner, der har medført deres insolvens, er blevet foretaget, er centret for deres hovedinteresser ikke deres sædvanlige opholdssted, dvs. Det Forenede Kongerige, men derimod Portugal. Der er i øvrigt ikke nogen forbindelse mellem deres nuværende opholdssted og de hændelser, som har ført til deres insolvens, idet samtlige hændelser er indtruffet i Portugal.

6.

Den forelæggende ret ønsker oplysninger om den korrekte fortolkning af artikel 3, stk. 1, i forordning 2015/848 og ønsker nærmere bestemt oplyst, hvilke kriterier der skal lægges til grund for at afkræfte den simple formodning, der er fastsat i denne bestemmelse med hensyn til fysiske personer, som ikke er selvstændigt erhvervsdrivende, og hvorefter centret for disse personers hovedinteresser er deres sædvanlige opholdssted, medmindre andet godtgøres.

7.

I denne henseende har den forelæggende ret fremhævet, at det af 30. betragtning til denne forordning fremgår, at i tilfælde, der vedrører en fysisk person, som ikke er selvstændigt erhvervsdrivende, bør det være muligt at afkræfte denne formodning, hvis størstedelen af skyldnerens aktiver befinder sig uden for den medlemsstat, hvor skyldneren har sit sædvanlige opholdssted.

8.

På denne baggrund har den forelæggende ret ved afgørelse af 14. februar 2019, indgået til Domstolens Justitskontor den 26. marts 2019, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er retterne i en medlemsstat i henhold til […] forordning 2015/848 kompetente til at indlede hovedinsolvensbehandlingen vedrørende en statsborger, som har sin eneste faste ejendom dér, selv om vedkommende, sammen med sin familie, har sit sædvanlige opholdssted i en anden medlemsstat, og vedkommende [har lønnet beskæftigelse] i sidstnævnte medlemsstat?«

9.

Den portugisiske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Domstolen har besluttet at pådømme sagen uden afholdelse af mundtlig forhandling, idet ingen af de berørte har anmodet herom.

10.

Den forelæggende ret ønsker med sit spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, stk. 1, første og fjerde afsnit, i forordning 2015/848 skal fortolkes således, at formodningen i sidstnævnte afsnit kan afkræftes til fordel for en medlemsstat, på hvis område skyldnerens eneste faste ejendom befinder sig, når den fysiske person ikke er selvstændigt erhvervsdrivende. Såfremt dette ikke er tilfældet, ønsker den forelæggende ret oplyst, hvilke krav der skal være opfyldt for, at denne formodning kan afkræftes til fordel for denne medlemsstat.

11.

Det skal bemærkes, at den forelæggende ret ikke i sit præjudicielle spørgsmål har præciseret, hvilke bestemmelser i forordning 2015/848 den ønsker fortolket. Det fremgår dog klart af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den nævnte ret ønsker oplysninger om fortolkningen af forordningens artikel 3, stk. 1, første og fjerde afsnit. Jeg foreslår derfor, at det præjudicielle spørgsmål forstås således som formuleret i punkt 10 i nærværende forslag til afgørelse. Det fremgår således af fast retspraksis, at det i givet fald påhviler Domstolen at omformulere de spørgsmål, som den forelægges. Domstolen kan desuden inddrage EU-retlige regler, som den nationale ret ikke har henvist til i sit spørgsmål ( 5 ).

12.

I denne henseende har retterne i den medlemsstat, på hvis område centret for skyldnerens hovedinteresser befinder sig, i henhold til artikel 3, stk. 1, første og fjerde afsnit, i forordning 2015/848 kompetence til at indlede hovedinsolvensbehandlingen ( 6 ). Hvad angår fysiske personer, der ikke er selvstændigt erhvervsdrivende, anses centret for deres hovedinteresser for at være det sted, hvor de pågældende har deres sædvanlige opholdssted, medmindre andet godtgøres ( 7 ). Det er ubestridt, at appellanterne tilhører denne persongruppe.

13.

Såfremt centret for appellanternes hovedinteresser svarer til deres sædvanlige opholdssted, dvs. Det Forenede Kongerige, har de portugisiske retter følgelig ikke kompetence til at indlede insolvensbehandlingen. Hvis de skal have kompetence hertil, skal formodningen i artikel 3, stk. 1, fjerde afsnit, i forordning 2015/848 afkræftes til fordel for den medlemsstat, på hvis område appellanternes eneste faste ejendom er beliggende, dvs. Portugal. En hensigtsmæssig besvarelse af det præjudicielle spørgsmål kræver, at det først klarlægges, under hvilke omstændigheder der kan ses bort fra denne formodning, og at det dernæst klarlægges, hvilke krav der skal være opfyldt for, at retterne i en anden medlemsstat end den sædvanlige opholdsmedlemsstat har kompetence i henhold til forordningens artikel 3, stk. 1, første afsnit.

14.

Den portugisiske regering er af den opfattelse, at den omstændighed, at en persons eneste faste ejendom er beliggende i en anden medlemsstat, principielt ikke kan betragtes som et element, der er tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen. Kommissionen er af den opfattelse, at formodningen kun kan afkræftes, hvis den eneste faste ejendom, som skyldneren ejer, er beliggende i en anden medlemsstat og udgør størstedelen af dennes aktiver, og hvis der findes vægtige faktorer, som klart indikerer, at centret for skyldnerens hovedinteresser er beliggende i denne medlemsstat.

15.

I denne forbindelse har den portugisiske regering i vid udstrækning taget udgangspunkt i Domstolens praksis vedrørende den forordning, der gik forud for forordning 2015/848, nemlig forordning nr. 1346/2000, mens Kommissionen ser ud til at være lidt mere tilbageholdende med at overføre denne retspraksis på de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag. Kommissionen har således anført, at der for at klarlægge, om formodningen i artikel 3, stk. 1, fjerde afsnit, i forordning 2015/848 kan afkræftes, skal tages hensyn til retspraksis om konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser ( 8 ). Det skal i det væsentlige undersøges, om der findes omstændigheder, der gør det muligt at fastslå, at en situation har tættere forbindelse til en anden medlemsstat end den, som formodningen omhandler.

16.

Med henblik på at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar vil jeg først undersøge, i hvilket omfang forordning 2015/848 finder anvendelse på hovedsagen (afsnit A). Dernæst vil jeg undersøge, om den retspraksis, der er udviklet i forbindelse med forordning nr. 1346/2000, kan finde anvendelse på forordning 2015/848 og på de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag (afsnit B). Til slut vil jeg undersøge, om disse omstændigheder vil kunne medføre en afkræftelse af formodningen i artikel 3, stk. 1, fjerde afsnit, i forordning 2015/848 og tillade, at de portugisiske retter erklærer sig kompetente i henhold til denne forordnings artikel 3, stk. 1, første afsnit (afsnit C).

17.

Den forelæggende ret har oplyst, at forordning 2015/848 skal fortolkes med henblik på at afgøre, om de portugisiske retter har kompetence til at indlede insolvensbehandlingen over for appellanterne.

18.

I denne henseende finder forordning 2015/848 ifølge artikel 92 heri principielt anvendelse fra den 26. juni 2017. Endvidere bestemmer denne forordnings artikel 84, stk. 1, at forordningens bestemmelser kun finder anvendelse på insolvensbehandlinger, der indledes fra denne dato.

19.

Spørgsmålet om, hvorvidt der skal indledes en insolvensbehandling på appellanternes anmodning, er sandsynligvis opstået, efter at deres sædvanlige opholdssted er blevet flyttet til Det Forenede Kongerige, dvs. i løbet af 2016. Det kan derfor ikke udelukkes, at forordning 2015/848 finder anvendelse på den begæring, som appellanterne har indgivet til den portugisiske ret, således som den forelæggende ret har anført. Eftersom der ikke findes nogen omstændigheder, der kan understøtte konklusionen om, at forordning 2015/848 ikke finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, og henset til opgavefordelingen mellem Domstolen og den forelæggende ret, er jeg derfor af den opfattelse, at det ganske rigtigt er denne forordning, der skal fortolkes i nærværende sag.

20.

For fuldstændighedens skyld skal det bemærkes, at det fremgår af 25. betragtning til forordning 2015/848, at forordningen kun finder anvendelse på procedurer vedrørende en skyldner, hvis centret for skyldnerens hovedinteresser befinder sig i Den Europæiske Union. I Schmid-dommen ( 9 ) stadfæstede Domstolen den bindende karakter af dette princip, der fremgik af en tilsvarende betragtning til forordning nr. 1346/2000. Det følger heraf, at den omstændighed, at en skyldner har sin bopæl i en medlemsstat, som ikke anvender denne forordning, eller i et tredjeland, ikke automatisk udelukker, at denne forordning finder anvendelse på denne skyldner. Under alle omstændigheder henhørte Det Forenede Kongerige ikke under nogen af disse kategorier i forbindelse med den sandsynlige dato for indgivelsen af begæringen til den portugisiske ret. Det fremgår af 87. betragtning til forordning 2015/848, at Det Forenede Kongerige har deltaget i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning ( 10 ).

21.

I forordning 2015/848 såvel som i forordning nr. 1346/2000 anvendes begrebet »centret for […] hovedinteresser« som et tilknytningsmoment i forbindelse med den i disse forordningers artikel 3, stk. 1, fastsatte kompetenceregel, som gør det muligt at fastlægge, hvilke retter der har kompetence til at indlede hovedinsolvensbehandlingen. I forordning 2015/848 såvel som i den forordning, der gik forud for den, bestemmer det tilknytningsmoment, der udgøres af centret for hovedinteresser, i øvrigt indirekte den lov, der finder anvendelse på insolvensspørgsmål ( 11 ).

22.

Det fremgår af retspraksis, at det i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000 indeholdte begreb »centret for […] hovedinteresser« har en selvstændig betydning og dermed skal fortolkes ensartet og uafhængigt af de nationale lovgivninger ( 12 ). Som det fremgår af punkt 21 i dette forslag til afgørelse, er løsningerne i forordning nr. 1346/2000 i det mindste i store træk gengivet i forordning 2015/848. Begrebet »centret for […] hovedinteresser« skal således fortsat betragtes som et selvstændigt EU-retligt begreb.

23.

I denne forbindelse er det ganske vist korrekt, at forordning 2015/848 til forskel fra sin forgænger ikke udelukkende finder anvendelse på procedurer, der medfører den insolvente skyldners delvise eller fuldstændige rådighedsfortabelse ( 13 ). Henset til kontinuiteten mellem disse to forordninger kan den omstændighed, at det materielle anvendelsesområde for forordning 2015/848 er blevet udvidet, imidlertid ikke i væsentlig grad ændre den måde, hvorpå begrebet »centret for […] hovedinteresser« skal fortolkes. Den omstændighed, at procedurens art nogle gange, hvis den lovgivning, der finder anvendelse på insolvens, tillader det, kan ændres under procedurens forløb, underbygger denne fortolkning. Ifølge perpetuatio fori-princippet bør denne omstændighed således ikke påvirke kompetencen for den retsinstans, for hvilken der er indgivet en begæring.

24.

Eftersom forordning 2015/848 vedrører en fysisk person, som ikke udøver selvstændig virksomhed, kan de løsninger, der er valgt i denne forordning vedrørende præcisering af begrebet »centret for […] hovedinteresser« samt de formodninger, der fremgår af denne forordning, derimod give anledning til tvivl om, hvorvidt den tidligere retspraksis finder anvendelse på denne forordning.

25.

Forordning nr. 1346/2000 indeholdt ikke nogen definition af begrebet »centret for […] hovedinteresser«. I denne forordning fremgik begrebets rækkevidde imidlertid af forordningens 13. betragtning, hvori det var anført, at »[c]entret for skyldnerens hovedinteresser bør være det sted, hvor skyldneren normalt forvalter sine interesser, og det er således identificerbart for tredjemand«. Forordning 2015/848 anvender i artikel 3, stk. 1, første afsnit, andet punktum, umiddelbart den definition af begrebet »centret for […] hovedinteresser«, der fandtes i 13. betragtning til forordning nr. 1346/2000.

26.

Det ser imidlertid ud til, at 13. betragtning til forordning nr. 1346/2000 anerkendte en forbindelse mellem det sted, hvor skyldneren normalt forvalter sine interesser, og den omstændighed, at dette sted er identificerbart for tredjemand. Det fremgik af denne betragtning, at »[c]entret for skyldnerens hovedinteresser bør være det sted, hvor skyldneren normalt forvalter sine interesser, og det er således identificerbart for tredjemand« ( 14 ). Derimod indeholder artikel 3, stk. 1, første afsnit, andet punktum, i forordning 2015/848 ikke ordet »således« ( 15 ).

27.

Efter min opfattelse kan denne nuanceforskel dog ikke i væsentlig grad ændre den måde, hvorpå centret for en skyldners hovedinteresser skal bestemmes, i forhold til den måde, der blev anvendt i forbindelse med forordning nr. 1346/2000.

28.

Henvisningen til det sted, der »således [er] identificerbart for tredjemand«, indebar, at det sted, hvor skyldneren normalt forvaltede sine interesser, skulle påvises på grundlag af objektive kriterier, hvilket var nødvendigt for, at dette sted var identificerbart for tredjemand. I overensstemmelse hermed har Domstolen i sin praksis vedrørende forordning nr. 1346/2000 hidtil fastslået, at centret for hovedinteresser skal identificeres på grundlag af kriterier, der er både objektive og identificerbare for tredjemand ( 16 ).

29.

Hvad angår forordning 2015/848 er anvendelsen af objektive kriterier fortsat afgørende for at sikre, at en kompetenceregel garanterer retssikkerhed og en forudsigelig fastlæggelse af den kompetente ret. Denne retssikkerhed og denne forudsigelighed er så meget desto vigtigere, som fastlæggelsen af den kompetente ret, som det var tilfældet i forbindelse med forordning nr. 1346/2000, i henhold til forordningens artikel 7, stk. 1, også indebærer en fastlæggelse af, hvilken lovgivning der finder anvendelse ( 17 ).

30.

Et andet specifikt mål med kompetencereglerne og lovvalgsreglerne i forordning 2015/848 er desuden, som det fremgår af femte betragtning til denne forordning, at »parterne ikke tilskyndes til at overføre aktiver eller tvister fra én medlemsstat til en anden for at forbedre deres retsstilling til skade for kreditormassen (»forumshopping«)«. Anvendelsen af objektive kriterier til bestemmelse af centret for hovedinteresser gør det ligeledes muligt at begrænse skyldnernes anvendelse af en sådan praksis.

31.

Henset til det ovenstående skal det sted, hvor skyldneren normalt forvalter sine interesser, i forbindelse med forordning 2015/848 bestemmes på grundlag af objektive kriterier, der er identificerbare for tredjemand.

32.

EU-lovgiver har ikke blot gengivet 13. betragtning til forordning nr. 1346/2000 og gjort den bindende i forbindelse med forordning 2015/848. Mens forordning nr. 1346/2000 således kun indeholdt en formodning vedrørende selskaber og juridiske personer, fastsætter artikel 3, stk. 1, andet til fjerde afsnit, i forordning 2015/848 tre forskellige formodninger, der finder anvendelse på tre forskellige grupper af skyldnere, nemlig for det første selskaber og juridiske personer, for det andet selvstændigt erhvervsdrivende fysiske personer og for det tredje enhver anden fysisk person.

33.

Desuden har EU-lovgiver indført begrænsninger, hvorved formodningerne i artikel 3, stk. 1, andet til fjerde afsnit, i forordning 2015/848 ikke finder anvendelse i perioden efter overførsler fra det sted, der anses for at være centret for hovedinteresser. Denne periode er på seks måneder for fysiske personer, der ikke udøver selvstændig virksomhed, og på tre måneder for de to øvrige grupper af skyldnere. Efter min opfattelse skyldes denne sondring den omstændighed, at det er lettere for en sådan fysisk person at overføre det formodede center for sine hovedinteresser. Under alle omstændigheder ser disse begrænsninger ikke ud til at være relevante i forbindelse med den foreliggende sag ( 18 ).

34.

Den i artikel 3, stk. 1, fjerde afsnit, i forordning 2015/848 fastsatte formodning vedrørende fysiske personer, der ikke udøver selvstændig virksomhed, indebærer, at centret for en sådan persons hovedinteresser anses for at være det sted, hvor vedkommende har sit sædvanlige opholdssted, medmindre andet godtgøres. Det præjudicielle spørgsmål vedrører netop dette aspekt, dvs. spørgsmålet, om formodningen kan afkræftes til fordel for Portugal, eftersom appellanternes eneste faste ejendom er beliggende i denne medlemsstat.

35.

I denne forbindelse kan arten af formodningerne i artikel 3, stk. 1, i forordning 2015/848, herunder formodningen i denne bestemmelses fjerde afsnit, give anledning til tvivl, henset til ordlyden af forordningens artikel 4, stk. 1, i henhold til hvilken en ret, der har modtaget en begæring om indledning af insolvensbehandling, på eget initiativ undersøger, om den har kompetence efter forordningens artikel 3. Endvidere fremgår det af 27. betragtning til forordningen, at »[f]ør indledning af insolvensbehandling bør den kompetente ret på eget initiativ undersøge, om centret for skyldnerens hovedinteresser eller skyldnerens forretningssted rent faktisk befinder sig inden for dens jurisdiktion«.

36.

De følgende betragtninger til forordning 2015/848 underbygger den fortolkning, hvorefter forpligtelsen til på eget initiativ at undersøge kompetencespørgsmålet påhviler den ret, ved hvilken der er indgivet en begæring, også når der er tale om formodningerne i forordningens artikel 3, stk. 1. Mens 30. og 31. betragtning til forordning 2015/848 således vedrører formodningerne, fremgår det af 32. betragtning til forordningen, at »[h]vis sagens omstændigheder giver anledning til tvivl om rettens kompetence, bør retten i alle tilfælde kræve, at skyldneren forelægger yderligere dokumentation til støtte for sine påstande og, hvis den lov, der finder anvendelse på insolvensbehandlingen, giver hjemmel hertil, give skyldnerens kreditorer lejlighed til at fremsætte bemærkninger til kompetencespørgsmålet« ( 19 ).

37.

At pålægge en ret at undersøge, hvor centret for en skyldners hovedinteresser rent faktisk befinder sig, ser umiddelbart ud til at være vanskeligt foreneligt med begrebet formodninger, eftersom disse formodninger i det væsentlige er indført for at fritage retten for at behandle sagens faktiske omstændigheder.

38.

I lyset af denne indlysende selvmodsigelse skal det bemærkes, at selv om forordning nr. 1346/2000 ikke indeholdt nogen bestemmelser svarende til artikel 4, stk. 1, i forordning 2015/848, fastsatte den imidlertid ligesom forordning 2015/848 en formodning om centret for hovedinteresser, som vedrørte selskaber og juridiske personer.

39.

Dette har ikke forhindret Domstolen i at fastslå i Eurofood IFSC-dommen ( 20 ), at det er uløseligt forbundet med princippet om gensidig tillid, at den ret i en medlemsstat, som en begæring om indledning af hovedinsolvensbehandling indgives til, prøver sin kompetence på grundlag af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000, dvs. undersøger, om centret for skyldnerens hovedinteresser befinder sig i denne medlemsstat.

40.

Det følger heraf, at den i artikel 4, stk. 1, i forordning 2015/848 omhandlede forpligtelse allerede påhvilede medlemsstaternes retter i forbindelse med forordning nr. 1346/2000, selv om denne indeholdt en formodning vedrørende centret for hovedinteresser. Denne formodning findes ligeledes i artikel 3, stk. 1, andet afsnit, i forordning 2015/848 side om side med de to øvrige formodninger om fysiske personer. Den juridiske værdi af denne formodning – og af de to øvrige formodninger i artikel 3, stk. 1, i forordning 2015/848 – er derfor efter min opfattelse uændret i forhold til formodningen i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000.

41.

For så vidt angår den juridiske værdi af den i forordning nr. 1346/2000 fastsatte formodning vedrørende et selskabs vedtægtsmæssige hjemsted, fastslog Domstolen i denne henseende i Eurofood IFSC-dommen ( 21 ), at der kun kunne ses bort fra denne formodning, hvis det på grundlag af omstændigheder, som var objektive og identificerbare for tredjemand, kunne fastslås, at der var tale om en faktisk situation, som var forskellig fra den situation, som lokaliseringen til det vedtægtsmæssige hjemsted skulle afspejle. I denne forbindelse præciserede Domstolen i den nævnte dom, at der kunne ses bort fra denne formodning, når skyldneren ikke udøvede nogen form for virksomhed i den medlemsstat, hvor denne havde fastlagt sit hjemsted ( 22 ), og Domstolen fastslog i Interedil-dommen ( 23 ), at det også var tilfældet, såfremt et selskabs hovedsæde ikke befandt sig samme sted som det vedtægtsmæssige hjemsted.

42.

Jeg udleder heraf, at det formodede center for hovedinteresser for så vidt angår forordning 2015/848 og formodningerne heri, herunder formodningen i artikel 3, stk. 1, fjerde afsnit, også udgør udgangspunktet for den undersøgelse, der skal foretages på grundlag af forordningens artikel 4, stk. 1. I forbindelse med denne undersøgelse skal den ret, som en begæring om indledning af insolvensbehandling indgives til, bedømme alle de relevante elementer med henblik på at sikre sig, at formodningen om det sædvanlige opholdssted ikke er blevet afkræftet ( 24 ). Det er kun, når disse elementer, som fastlægges på grundlag af de kriterier, der skal lægges til grund for så vidt angår en fysisk person, som ikke udøver selvstændig virksomhed, gør det muligt at fastslå, at der er tale om en faktisk situation, som er forskellig fra den situation, som lokaliseringen til det sædvanlige opholdssted skal afspejle, at denne formodning kan afkræftes.

43.

Det skal derfor undersøges, hvad det sædvanlige opholdssted skal afspejle som formodet center for hovedinteresser, og derefter fastlægges, hvilke kriterier der gør det muligt at fastslå, at der er tale om en faktisk situation, der er forskellig fra resultatet af denne undersøgelse.

44.

Den forelæggende ret har oplyst, at appellanterne har angivet Det Forenede Kongerige som deres sædvanlige opholdssted. Uden at forsøge at afgøre, om denne omstændighed svarer til begrebet »sædvanligt opholdssted« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, fjerde afsnit, i forordning 2015/848, skal det bemærkes, at dette begreb ikke defineres i nævnte forordning. Da der ikke er noget, der indikerer, at lovgiver har haft til hensigt at henvise til national ret i forbindelse med bestemmelsen af det sædvanlige opholdssted, skal det fastslås, at begrebet »sædvanligt opholdssted« udgør et selvstændigt begreb i EU-retten.

45.

Dette begreb er ganske vist genstand for Domstolens praksis vedrørende bl.a. forordning (EF) nr. 2201/2003 ( 25 ), i forbindelse med hvilken der var tale om et barns sædvanlige opholdssted. De kriterier, der blev lagt til grund for identificeringen af det sædvanlige opholdssted i forbindelse med denne forordning, kan dog efter min opfattelse ikke overføres til forordning 2015/848 med henblik på at klarlægge årsagerne til, at det sædvanlige opholdssted formodes at være centret for skyldnerens hovedinteresser. Der skal i denne forbindelse ikke lægges vægt på elementer vedrørende den sociale eller familiemæssige situation ( 26 ), men på elementer vedrørende en skyldners formuestilling ( 27 ).

46.

I forbindelse med forordning 2015/848 udgør det sædvanlige opholdssted således det sted, hvor centret for en skyldners hovedinteresser er beliggende, og dette sted skal derfor ligeledes – eller endog især – svare til de kriterier, der er opstillet i forordningens artikel 3, stk. 1, første afsnit, andet punktum, nemlig være det sted, hvor skyldneren normalt forvalter sine interesser, og være identificerbart for tredjemand. En skyldners sociale eller familiemæssige situation udgør imidlertid ikke et element, der er nemt identificerbart for tredjemand. Det forholder sig ganske vist anderledes med personlige relationer, der har økonomiske virkninger, som f.eks. ægteskab eller forbindelsen mellem medlemmer af samme husstand. Sådanne forbindelser vil kunne påvirke en skyldners situation for så vidt angår dennes formue og bl.a. tilskynde denne til at indgå transaktioner med tredjemand. Jeg er dog af den opfattelse, at sådanne forbindelser skal tages i betragtning, ikke på grund af deres subjektive betydning for en skyldner, men på grund af deres økonomiske konsekvenser. I forbindelse med fastlæggelsen af de kompetente retter på grundlag af centret for hovedinteresser er forholdet mellem et moderselskab og dets datterselskab væsensforskellig fra forholdet mellem personer, der er i familie med hinanden. Når der er tale om en fysisk person, som ikke udøver selvstændig virksomhed, udviskes grænsen mellem dennes økonomiske situation og dennes familiemæssige situation, mens dette spørgsmål ikke opstår, når der er tale om selskaber.

47.

Denne fortolkning underbygges af en læsning af rapporten fra Miguel Virgós og Etienne Schmit ( 28 ), der generelt er anerkendt som en kilde til nyttige oplysninger om fortolkningen af forordning nr. 1346/2000 og dermed af forordning 2015/848.

48.

I rapportens punkt 75 forklarer forfatterne med en formulering svarende til formuleringen i 13. betragtning til forordning nr. 1346/2000 og artikel 3, stk. 1, første afsnit, andet punktum, i forordning 2015/848, at udtrykket »center for hovedinteresser« skal fortolkes således, at det betegner det sted, hvor skyldneren normalt, og dermed på identificerbar vis for tredjemand, forvalter sine interesser. Forfatterne tilføjer, at hensigten med at bruge ordet »interesser« var at medtage ikke blot handelsvirksomhed, industrivirksomhed eller erhvervsvirksomhed, men også enhver økonomisk virksomhed generelt for på denne måde også at medtage enkeltpersoners, navnlig forbrugernes, aktiviteter. Selv for fysiske personer, der ikke udøver selvstændig virksomhed (»forbrugerne«), henvises der således ikke til andre interesser end interesser af økonomisk karakter. Centret for de økonomiske interesser skal hovedsageligt bestemmes på grundlag af elementer, der er knyttet til disse interesser.

49.

Henset til det ovenstående er jeg af den opfattelse, at en faktisk situation er en anden end den, som bestemmelsen af det sædvanlige opholdssted skal afspejle, når det sædvanlige opholdssted ikke opfylder sin rolle som det sted, hvor en skyldner træffer økonomiske beslutninger, som det sted, hvor størstedelen af dennes indtægter tjenes og bruges, eller som det sted, hvor størstedelen af dennes aktiver befinder sig. Det er under sådanne omstændigheder, at formodningen i artikel 3, stk. 1, fjerde afsnit, i forordning 2015/848 kan afkræftes.

50.

I denne henseende påhviler det den forelæggende ret at efterprøve, om den eneste faste ejendom, som appellanterne ejer, og som er beliggende i Portugal, udgør størstedelen af deres aktiver. Er dette tilfældet, vil formodningen i artikel 3, stk. 1, fjerde afsnit, i forordning 2015/848 kunne afkræftes, og den forelæggende ret skal afgøre, om dette element er tilstrækkeligt til at fastslå, at centret for appellanternes hovedinteresser befinder sig i denne medlemsstat.

51.

Tilbage står således blot at identificere de elementer, der vil kunne afkræfte denne formodning til fordel for den medlemsstat, hvor en skyldners eneste faste ejendom befinder sig.

52.

Med henvisning til Interedil-dommen ( 29 ) har den portugisiske regering anført, at centret for fysiske personers hovedinteresser svarer til det sted, hvor størstedelen af deres formue befinder sig, eller det sted, hvor størstedelen af deres økonomiske, sociale og familiemæssige forbindelser befinder sig, på grundlag af en samlet vurdering under hensyntagen til de aktuelle eller potentielle kreditorers synspunkter. I overensstemmelse hermed fremgår det af retslæren, at en ret, hvortil der er indgivet begæring om indledning af insolvensbehandling, tager hensyn til mange kriterier, som f.eks. eksistensen af en lejeaftale eller et ejendomsretsbevis, boligens størrelse, elforbruget, de almindelige leveomkostninger, tilstedeværelsen af familien på stedet, arbejdsaftalen, kendskab til sproget eller placeringen af personens gæld eller aktiver ( 30 ).

53.

Ovenstående betragtninger vedrørende de elementer, der kan være relevante i forbindelse med den undersøgelse, der skal foretages i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning 2015/848, kræver efter min opfattelse nogle vigtige præciseringer.

54.

For det første er det ganske vist korrekt, at EU-lovgiver har præciseret formodningerne i artikel 3, stk. 1, i forordning 2015/848, herunder formodningen vedrørende fysiske personer, der ikke udøver selvstændig virksomhed, med de forklaringer, der fremgår af 30. betragtning til forordningen. Det fremgår navnlig af denne betragtning, at »[i] tilfælde, der vedrører en [sådan] fysisk person, […] bør det være muligt at afkræfte denne formodning, hvis størstedelen af skyldnerens aktiver befinder sig uden for den medlemsstat, hvor skyldneren har sit sædvanlige opholdssted« ( 31 ). Med henvisning til denne passage har appellanterne gjort gældende, at den i den foreliggende sag giver de portugisiske retter kompetence til at træffe afgørelse om den begæring, som de har indgivet.

55.

Som den portugisiske regering og Kommissionen imidlertid har fremhævet, er de situationer, der er omhandlet i denne betragtning, kun eksempler på situationer, i hvilke formodningen i artikel 3, stk. 1, fjerde afsnit, i forordning 2015/848 kan (»burde kunne«) afkræftes ( 32 ). Derimod indebærer den omstændighed alene, at de forhold, der er nævnt i denne betragtning, er til stede, ikke, at formodningen automatisk afkræftes til fordel for en medlemsstat. Det følger heraf, at fastlæggelse af beliggenheden af skyldnerens aktiver udgør et af de elementer, der skal tages i betragtning ved undersøgelsen af, om formodningen kan eller ikke kan afkræftes til fordel for en medlemsstat.

56.

At antage, at en enkelt ejendom vil kunne flytte centret for hovedinteresserne, vil nemlig gå imod et af målene med forordning 2015/848, nemlig målet om at forhindre »forumshopping«. I samme sammenhæng skal der tages hensyn til konsekvenserne af en fortolkning, hvorefter formodningen i artikel 3, stk. 1, fjerde afsnit, i forordning 2015/848 skal afkræftes til fordel for den stat, på hvis område skyldnerens eneste faste ejendom er beliggende. En sådan fortolkning ville således have den konsekvens, at retterne i medlemsstaterne ikke har kompetence til at indlede en insolvensbehandling, når der er tale om en person, som har sit sædvanlige opholdssted i en medlemsstat, hvor denne har lønnet beskæftigelse, men som ejer fast ejendom beliggende i et tredjeland ( 33 ).

57.

For det andet kan der udledes nogle nyttige holdepunkter af ordlyden af artikel 3, stk. 1, første afsnit, andet punktum, i forordning 2015/848, sammenholdt med fjerde afsnit i denne bestemmelse, og henset til den særlige situation, der gør sig gældende for fysiske personer, der ikke udøver selvstændig virksomhed.

58.

For det første kan det af den omstændighed, at centret for hovedinteresserne i henhold til artikel 3, stk. 1, første afsnit, andet punktum, i forordning 2015/848 svarer til det sted, hvor skyldneren normalt forvalter sine interesser, udledes, at dette sted skal være kendetegnet ved en tilstrækkelig grad af stabilitet ( 34 ). Som det fremgår af punkt 31 i dette forslag til afgørelse, skal den omstændighed, at der er tale om et stabilt center for forvaltning af interesserne, fastslås på grundlag af objektive elementer, der er identificerbare for tredjemand.

59.

For det andet fremgår det ligeledes af ordlyden af artikel 3, stk. 1, første afsnit, andet punktum, i forordning 2015/848, at det sted, hvor skyldneren normalt forvalter sine interesser, skal være identificerbart for tredjemand, hvilket indebærer, at det er det billede, som alle disse objektive elementer skaber, der er afgørende i denne sammenhæng ( 35 ).

60.

Det er ganske vist rigtigt, at begrebet »tredjemand« er et meget vidt begreb. Det fremgår af 28. betragtning til forordning 2015/848, at »[n]år det fastlægges, hvorvidt centret for skyldnerens hovedinteresser er identificerbart for tredjemand, bør der tages særligt hensyn til kreditorerne og deres opfattelse af, hvor en skyldner forvalter sine interesser« ( 36 ). I Interedil-dommen ( 37 ) fastslog Domstolen endvidere, at det krav om objektivitet og den identificerbarhed, hvortil der blev henvist i 13. betragtning til forordning nr. 1346/2000, er opfyldt, når de materielle omstændigheder, der er taget i betragtning med henblik på fastlæggelsen af det sted, hvor skyldnerselskabet normalt forvalter sine interesser, har været genstand for en offentliggørelse, eller i det mindste har været tilstrækkeligt gennemsigtige til, at tredjemand, dvs. bl.a. selskabets fordringshavere, har kunnet opnå kendskab hertil.

61.

I denne henseende skal det bemærkes, at det præjudicielle spørgsmål, således som det er formuleret, kun henviser til den omstændighed, at skyldneren ejer en fast ejendom, der er beliggende i en anden medlemsstat end den, hvori skyldneren har sit sædvanlige opholdssted, og hvor denne udøver lønnet beskæftigelse. Det fremgår imidlertid af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at appellanterne for den forelæggende ret ligeledes bl.a. har hævdet, at det er i Portugal, at alle de transaktioner og aftaler, som ligger til grund for deres insolvens, er blevet indgået.

62.

Når det er sagt, skal der hvad angår fysiske personer, der ikke udøver selvstændig virksomhed, efter min opfattelse ikke lægges afgørende vægt på den samlede indvirkning, som en skyldners situation tidligere har haft på dennes kreditorer.

63.

I Unionen er disse personers bevægelighed væsentlig. Kreditorerne kan altid foregribe overførslen af centret for en skyldners hovedinteresser, og i henhold til 27. betragtning til forordning 2015/848 skal centret for skyldnerens hovedinteresser eller skyldnerens forretningssted rent faktisk befinde sig inden for jurisdiktionen for den ret, der har kompetence til at træffe afgørelse om begæringen om indledning af hovedinsolvensbehandling. Endvidere fastsætter denne forordning tilstrækkelige garantier, der sigter mod at forebygge svig eller misbrug i form af forumshopping. Der skal følgelig navnlig lægges vægt på de objektive elementer, der er identificerbare for tredjemand (aktuelle og potentielle kreditorer), når der indgives en sådan begæring, uden at dette berører gennemførelsen af disse garantier.

64.

Sammenfattende kan formodningen i artikel 3, stk. 1, fjerde afsnit, i forordning 2015/848 afkræftes i det tilfælde, hvor det sædvanlige opholdssted for en fysisk person, der ikke udøver selvstændig virksomhed, ikke opfylder sin rolle som det sted, hvor en skyldners økonomiske beslutninger træffes, som det sted, hvor størstedelen af dennes indtægter tjenes og bruges, eller som det sted, hvor størstedelen af dennes aktiver befinder sig. Formodningen kan imidlertid ikke afkræftes til fordel for den stat, på hvis område skyldnerens eneste faste ejendom er beliggende, når der ikke findes andre elementer, der indikerer, at centret for denne skyldners hovedinteresser er beliggende i denne medlemsstat. Denne omstændighed kan fastslås på grundlag af objektive elementer, der er identificerbare for tredjemand (aktuelle og potentielle kreditorer), og som har tilknytning til skyldnerens økonomiske situation.

65.

På baggrund af ovenstående foreslår jeg derfor Domstolen, at den besvarer det af Tribunal da Relação de Guimarães (appeldomstolen i Guimarães, Portugal) forelagte præjudicielle spørgsmål således:

»Artikel 3, stk. 1, første og fjerde afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/848 af 20. maj 2015 om insolvensbehandling skal fortolkes således, at formodningen om, at en skyldners sædvanlige opholdssted, når skyldneren er en fysisk person, der ikke udøver selvstændig virksomhed, formodes at være centret for dennes hovedinteresser, kan afkræftes, hvis det sædvanlige opholdssted ikke opfylder sin rolle som det sted, hvor en skyldners økonomiske beslutninger træffes, som det sted, hvor størstedelen af dennes indtægter tjenes og bruges, eller som det sted, hvor størstedelen af dennes aktiver befinder sig.

Formodningen kan imidlertid ikke afkræftes til fordel for den stat, på hvis område skyldnerens eneste faste ejendom er beliggende, når der ikke findes andre elementer, der indikerer, at centret for denne skyldners hovedinteresser er beliggende i denne medlemsstat. Denne omstændighed kan fastslås på grundlag af objektive elementer, der er identificerbare for tredjemand (aktuelle og potentielle kreditorer), og som har tilknytning til skyldnerens økonomiske situation.«