1.

Nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse, der er indgivet af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandenes øverste domstol), vedrører fortolkningen af artikel 1, stk. 1, og artikel 24, nr. 5), i forordning (EU) nr. 1215/2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ( 2 ).

2.

Anmodningen er indgivet inden for rammerne af en sag om foreløbige retsmidler anlagt af en international organisation, Supreme Headquarters Allied Powers Europe (herefter »SHAPE«), med påstand om ophævelse af en arrest, som tre selskaber, Supreme Site Services GmbH, Supreme Fuels GmbH & Co KG og Supreme Fuels Trading Fze, med hjemsted i henholdsvis Schweiz, Tyskland og Forenede Arabiske Emirater (herefter under ét »Supreme«), har foretaget i en deponeringskonto, og om forbud mod, at Supreme af de samme faktiske grunde på ny foretager arrest. Tilladelsen til arrest er givet på grundlag af en begæring, som Supreme har indgivet, ligeledes til afdelingen for sager om foreløbige retsmidler, i afventning af en afgørelse i den kontraktlige tvist med SHAPE vedrørende betaling for brændstoffer, der er leveret til en fredsbevarende operation, som Den Nordatlantiske Traktats Organisation (NATO) leder i Afghanistan.

3.

Den forelæggende ret har i denne forbindelse forelagt Domstolen flere spørgsmål. Nævnte ret ønsker med sine spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om de belgiske retter, henset til den omstændighed, at arresten er foretaget i en deponeringskonto, der er oprettet i en bank i Belgien, i medfør af artikel 24, nr. 5) ( 3 ), i forordning nr. 1215/2012 er enekompetente til at træffe afgørelse om ophævelse af arresten.

4.

Dette spørgsmål forudsætter, at der indledningsvis træffes afgørelse vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en sag om foreløbige retsmidler som den i hovedsagen omhandlede henhører under »det civil- og handelsretlige område« og på dette grundlag er omfattet af det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 1215/2012, således som dette er fastlagt i forordningens artikel 1, stk. 1. Den tvivl, som den forelæggende ret nærer i denne henseende, skyldes den omstændighed, at SHAPE til støtte for sin sag om foreløbige retsmidler har påberåbt sig eksekutionsimmunitet i medfør af folkeretten.

5.

I overensstemmelse med Domstolens anmodning vil nærværende forslag til afgørelse være koncentreret om den forelæggende rets spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012.

6.

Efter min redegørelse vil jeg foreslå Domstolen, at det fastslås, at spørgsmålet om, hvorvidt en sag om foreløbige retsmidler som den i hovedsagen omhandlede, hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af en arrest, henhører under »det civil- og handelsretlige område« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i denne forordnings artikel 1, stk. 1, afhænger af karakteren af den rettighed, som denne arrest havde til formål at beskytte, og af, hvorvidt denne rettighed udspringer af en optræden, der finder sted under udøvelse af statsmagt, eller af et retsforhold, der er udtryk for udøvelse af en offentligretlig beføjelse, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at undersøge i henseende til den i denne bestemmelse fastsatte undtagelse vedrørende »handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt«.

7.

Jeg vil særligt redegøre for, hvorfor den omstændighed, at den internationale organisation har påberåbt sig en immunitet, som den hævder at have i medfør af folkeretten, ikke er afgørende med henblik på denne undersøgelse og ikke kan være til hinder for, at den nationale ret erklærer sig internationalt kompetent i medfør af forordning nr. 1215/2012.

8.

I tiende betragtning til forordning nr. 1215/2012 anføres følgende:

»Denne forordnings anvendelsesområde bør omfatte alle de vigtigste spørgsmål på det civil- og handelsretlige område, bortset fra visse velafgrænsede spørgsmål […]«

9.

Forordningens artikel 1, stk. 1, fastsætter:

»Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset rettens art. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii).«

10.

Artikel 700 i Nederlandse Wetboek van Burgerlijke Rechtsvordering (den nederlandske borgerlige retsplejelov, herefter »den borgerlige retsplejelov«) bestemmer:

»1)   Der kan foretages arrest efter tilladelse fra dommeren i sager om foreløbige retsmidler, i hvis retskreds en eller flere af de pågældende formuegoder befinder sig, eller, såfremt arresten ikke vedrører formuegoder, i hvis retskreds skyldneren eller enhver person, der er genstand for arresten, har bopæl.

[…]«

11.

Følgende fremgår af den borgerlige retsplejelovs artikel 705, stk. 1:

»Den dommer i sager om foreløbige retsmidler, der har givet tilladelse til arresten, kan ved en foreløbig forholdsregel ophæve arresten på begæring fra enhver, der er berørt heraf, med forbehold af den kompetence, der henhører under dommeren for det almenretlige område.«

12.

SHAPE er en international organisation oprettet ved protokol om status for internationale militære hovedkvarterer oprettet i henhold til Den Nordatlantiske Traktat, der blev undertegnet i Paris den 28. august 1952 (herefter »Pariserprotokollen«) ( 4 ). I Brunssum (Nederlandene) findes der et regionalt hovedkvarter under SHAPE, nærmere bestemt Allied Joint Force Command Brunssum (den allierede fælleskommando i Brunssum, herefter »JFCB«).

13.

Supreme har på grundlag af to »generelle aftaler med henblik på ordreindgåelse« (Basic Ordering Agreements, herefter »BOA’er«) leveret brændstoffer til SHAPE til brug for NATO’s mission ved den internationale sikkerhedsstyrke (International Security Assistance Force, herefter »ISAF«) i Afghanistan.

14.

I november 2013 underskrev JFCB og Supreme en deponeringsaftale, på grundlag af hvilken der blev oprettet en deponeringskonto hos en bank i Belgien til dækning af erstatningskrav og andre reguleringer, som Supreme måtte have til gode hos NATO-autoriserede kunder.

15.

I slutningen af 2015 anlagde Supreme sag mod SHAPE og JFCB for rechtbank Limburg (retten i første instans i Limburg, Nederlandene) med påstand om, at det havde ret til at hæve forskellige beløb fra de midler, der var deponeret på deponeringskontoen (herefter »hovedsagen«). Supreme støttede sin påstand på et anbringende om, at det på grundlag af BOA’er havde levereret brændstoffer til SHAPE til NATO’s ISAF-mission i Afghanistan, og at SHAPE og JFCB ikke havde overholdt de betalingsforpligtelser, som de var underlagt.

16.

SHAPE og JFCB rejste under sagen indsigelse om rettens manglende kompetence, idet de påberåbte sig, at de i deres egenskab af internationale organisationer nyder søgsmålsimmunitet i medfør af folkeretten. Ved afgørelse af 8. februar 2017 erklærede rechtbank Limburg (retten i første instans i Limburg) sig kompetent til at påkende Supremes påstande. Den 4. maj 2017 iværksatte SHAPE appel af denne afgørelse.

17.

Sideløbende med hovedsagen indledtes for rechtbank Limburg (retten i første instans i Limburg) to på hinanden følgende sager, først af Supreme, dernæst af SHAPE.

18.

Først gav afdelingen for sager om foreløbige retsmidler ved rechtbank Limburg (retten i første instans i Limburg) ved afgørelse af 14. april 2016 Supreme tilladelse til, efter begæring af denne part, på grundlag af artikel 700 i den borgerlige retsplejelov at foretage en arrest i de midler, der var deponeret på deponeringskontoen. Arresten blev foretaget den 18. april 2016.

19.

Dernæst indbragte SHAPE den 17. marts 2017 for samme ret en sag om foreløbige retsmidler med påstand om ophævelse af den arrest, der var foretaget i deponeringskontoen, og om forbud mod, at Supreme af de samme faktiske grunde på ny kunne foretage arrest. Til støtte for sine påstande påberåbte SHAPE sig eksekutionsimmunitet i medfør af Pariserprotokollens artikel XI, stk. 2, hvori det nærmere bestemt fastsættes, at der ikke kan træffes fuldbyrdelsesforanstaltninger over for et hovedkvarter, der er oprettet i henhold til Den Nordatlantiske Traktat.

20.

Ved afgørelse af 12. juni 2017 tog rechtbank Limburg (retten i første instans i Limburg) SHAPE’s påstande til følge.

21.

Denne afgørelse blev stadfæstet den 27. juni 2017 af Gerechtshof ’s-Hertogenbosch (appeldomstolen i ’s-Hertogenbosch, Nederlandene).

22.

Den 21. august 2017 har Supreme iværksat appel af denne dom for Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandenes øverste domstol), som af egen drift har rejst spørgsmålet, om de nederlandske retter i henhold til forordning nr. 1215/2012 har international kompetence til at påkende den af SHAPE anlagte sag om foreløbige retsmidler.

23.

Under disse omstændigheder har Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandenes øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen bl.a. følgende præjudicielle spørgsmål:

24.

Supreme, SHAPE, den nederlandske, den belgiske, den græske, den italienske og den østrigske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen.

25.

Supreme, SHAPE, den nederlandske, den belgiske, den græske og den østrigske regering samt Kommissionen deltog i retsmødet, der blev afholdt den 12. december 2019.

26.

Med det første spørgsmål, som består af to dele, ønsker den forelæggende ret oplyst, hvorvidt en sag om foreløbige retsmidler som den af SHAPE anlagte henhører under »det civil- og handelsretlige område« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, og på dette grundlag er omfattet af denne forordnings materielle anvendelsesområde.

27.

Mere præcist ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om spørgsmålet om, hvorvidt en sådan sag er omfattet af det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 1215/2012, afhænger af, om hovedsagen selv henhører under dette materielle anvendelsesområde [spørgsmål 1, litra b)]. Derudover ønsker denne ret at få klarlagt, hvorvidt, når en international organisation påberåber sig eksekutionsimmunitet i medfør af folkeretten, denne immunitet da automatisk er til hinder for, at nævnte organisations sag omfattes af denne forordnings materielle anvendelsesområde, eller da i det mindste bør have den konsekvens, at sagen omfattes af undtagelsen vedrørende »handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt« som omhandlet i nævnte forordnings artikel 1, stk. 1 [spørgsmål 1, litra a)].

28.

Inden jeg går i gang med bedømmelsen af disse problemstillinger hver for sig, fremsætter jeg enkelte korte bemærkninger til formaliteten vedrørende nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse.

29.

SHAPE har i sine skriftlige indlæg gjort gældende, at nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse, og nærmere bestemt den forelæggende rets andet og tredje spørgsmål, ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som disse spørgsmål vedrører påstanden om ophævelse af den arrest, som Supreme har foretaget i deponeringskontoen. Disse spørgsmål er blevet delvis hypotetiske, idet den belgiske ret allerede har givet tilladelse til fuldbyrdelse af afgørelsen af 12. juni 2017 fra rechtbank Limburg (retten i første instans i Limburg) og af 27. juni 2017 fra Gerechtshof ’s-Hertogenbosch (appeldomstolen i ’s-Hertogenbosch) i henhold til en overenskomst mellem Belgien og Nederlandene ( 5 ), og idet den arrest, som Supreme har foretaget i deponeringskontoen, allerede er blevet ophævet.

30.

Jeg skal i denne henseende præcisere, at der ifølge fast retspraksis gælder en formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge – og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve – er relevante. Domstolen kan kun afslå at træffe afgørelse om en anmodning fra en national ret, bl.a. såfremt det klart fremgår, at den af den nationale ret ønskede fortolkning eller vurdering af en EU-retlig bestemmelses gyldighed savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, eller når problemet er af hypotetisk karakter ( 6 ).

31.

Dette er efter min mening ikke tilfældet i den foreliggende sag. I den anledning er det tilstrækkeligt at anføre, at den forelæggende ret inden for rammerne af den sag om foreløbige retsmidler, som den behandler, skal tage stilling til kassationsappellen vedrørende de to ovennævnte afgørelser, til fuldbyrdelse af hvilke den arrest, som Supreme har foretaget i deponeringskontoen, er blevet ophævet. Spørgsmålet om, hvorvidt de nederlandske retter i henhold til forordning nr. 1215/2012 har international kompetence til at træffe afgørelse om denne arrest, er efter min opfattelse i denne sammenhæng hverken hypotetisk eller klart blottet for enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand.

32.

Efter denne præcisering melder sig ligeledes spørgsmålet om, hvorvidt anmodningen om præjudiciel afgørelse bør afvises i betragtning af, at hovedsagens genstand er bortfaldet som følge af dom af 10. december 2019 fra Gerechtshof ’s-Hertogenbosch (appeldomstolen i ’s-Hertogenbosch), som parterne har henvist til i retsmødet.

33.

Jeg skal gøre klart, at nævnte ret i denne dom har bekræftet, at rechtbank Limburg (retten i første instans i Limburg) er kompetent inden for rammerne af hovedsagen, alt imens den har fastslået, at den af SHAPE og JFCB påberåbte søgsmålsimmunitet, for så vidt som den vedrører udførelsen af deres officielle funktioner, skal betragtes som en absolut immunitet. Uagtet den omstændighed, at den arrest, der er foretaget i deponeringskontoen, allerede er blevet ophævet, kan det følgelig overvejes, om der fortsat er mulighed for, at de nederlandske retter fremover på ny kan give tilladelse til at foretage arrest i deponeringskontoen.

34.

I den anledning har Domstolen ganske vist undertiden i enkelte sager selv fastslået, at tvisten for den nationale ret havde mistet sin genstand, og med den begrundelse fundet, at de præjudicielle spørgsmål, der var blevet indbragt for den, skulle afvises ( 7 ).

35.

I den foreliggende sag fremgår det ikke desto mindre af de oplysninger, som parterne har afgivet i retsmødet, at dom af 10. december 2019 fra Gerechtshof ’s-Hertogenbosch (appeldomstolen i ’s-Hertogenbosch) er genstand for en verserende appelsag for Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandenes øverste domstol). Da SHAPE i forbindelse med sin sag om foreløbige retsmidler udtrykkeligt over for de nederlandske retter har nedlagt påstand om, at det forbydes Supreme på ny at foretage arrest i deponeringskontoen, tvivler jeg på, at det er muligt at antage, at hovedsagen har mistet sin genstand, så længe denne ret ikke endeligt har besvaret spørgsmålet om, hvorvidt SHAPE har grundlag for at påberåbe sig søgsmålsimmunitet inden for rammerne af hovedsagen, og hvorvidt denne immunitet i sig selv er til hinder for, at der på ny kan gives tilladelse til at foretage arrest i deponeringskontoen.

36.

Henset til disse omstændigheder bør nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse efter min opfattelse antages til realitetsbehandling.

37.

Med spørgsmål 1(b) ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvorvidt den, med henblik på at afgøre, om en sag om foreløbige retsmidler som den af SHAPE anlagte vedrører »det civil- og handelsretlige område« og på dette grundlag er omfattet af det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 1215/2012, skal tage hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt hovedsagen selv er omfattet af dette materielle anvendelsesområde.

38.

Jeg erindrer om, at den arrest, som SHAPE i forbindelse med sin sag om foreløbige retsmidler har nedlagt påstand om ophævelse af, ifølge oplysningerne fra den forelæggende ret er foretaget på grundlag af en fordring, som Supreme inden for rammerne af den kontraktlige tvist i hovedsagen hævder at have på SHAPE.

39.

Domstolen har i denne henseende præciseret, at der ved »foreløbige, herunder sikrende, retsmidler« må forstås retsmidler, som skal sikre opretholdelsen af en bestemt faktisk eller retlig situation med det formål at beskytte rettigheder, der i øvrigt påstås anerkendt ved afgørelsen af sagens realitet ( 8 ).

40.

Der er efter min opfattelse ikke videre tvivl om, at denne definition omfatter en arrest som den, Supreme har foretaget under de i hovedsagen foreliggende omstændigheder, såvel som enhver arrest, som denne part for fremtiden af de samme faktiske grunde ville kunne begære tilladelse til for de nederlandske retter.

41.

Når dette er klarlagt, mener jeg, at en sag om foreløbige retsmidler som den af SHAPE anlagte, idet den tilsigter ophævelse af den arrest, som Supreme har foretaget, og forbud mod, at denne part af de samme faktiske grunde på ny foretager arrest, bør anses for at omhandle »foreløbige, herunder sikrende, retsmidler« ( 9 ).

42.

For så vidt angår metoden til fastlæggelse af, hvorvidt en sag om foreløbige retsmidler som den i hovedsagen omhandlede, der vedrører »foreløbige, herunder sikrende, retsmidler«, er omfattet af det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 1215/2012, kan jeg konstatere, at der i retsmødet er blevet fremført tre forskellige argumenter.

43.

For det første har Supreme, der på dette punkt støttes af den græske regering, nærmere bestemt anført, at anvendelsen af forordning nr. 1215/2012 på en sag om foreløbige retsmidler som den af SHAPE anlagte afhænger af, hvorvidt hovedsagen selv er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, og dermed af denne sags særlige kendetegn ( 10 ).

44.

For det andet har SHAPE gjort gældende, at den civil- og handelsretlige karakter af en sag, der som denne parts sag vedrører foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, ikke kan fastlægges ud fra den civil- og handelsretlige karakter af hovedsagen, men bør vurderes uafhængigt af denne.

45.

For det tredje har den nederlandske og den belgiske regering samt Kommissionen anført, at selv om hovedsagens særlige kendetegn og kvalificeringen af denne ikke er af afgørende betydning, skal det ikke desto mindre undersøges, om de rettigheder, som arresten havde til formål at beskytte inden for rammerne af hovedsagen, henhører under »det civil- og handelsretlige område« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012.

46.

Jeg tilslutter mig sidstnævnte argument.

47.

Jeg erindrer om, at Domstolen hvad angår fortolkningen af de retsakter, der gik forud for forordning nr. 1215/2012, og særligt fortolkningen af Bruxelleskonventionen ( 11 ), som bekendt har fastslået, at det, da foreløbige, herunder sikrende, retsmidler er egnede til at beskytte rettigheder af meget forskellig karakter, ikke er retsmidlernes art i sig selv, men karakteren af de rettigheder, de skal beskytte, og som er genstand for hovedsagen, der er afgørende for, om de er omfattet af konventionens anvendelsesområde ( 12 ).

48.

Uden at fravige denne regel ( 13 ) har Domstolen haft lejlighed til at præcisere, at det – i modstrid med Supreme og den græske regerings udtalelse – ikke har været hensigten med konventionen, at udfaldet af en begæring om foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, skulle knyttes til udfaldet af hovedsagen ( 14 ).

49.

Domstolen henviste således i Cavel II-dommen ( 15 ) til, at den i Cavel I-dommen ( 16 ) havde fastslået, at en arrestbegæring fremsat i tilknytning til en skilsmissesag, der ikke var omfattet af Bruxelleskonventionens anvendelsesområde, selv befandt sig uden for dette anvendelsesområde, ikke på grund af begæringens accessoriske karakter, men fordi den i betragtning af dens genstand i det konkrete tilfælde måtte henregnes til formueforholdet mellem ægtefæller. Domstolen fandt desuden, at et andet foreløbigt retsmiddel, der dog havde tilknytning til den samme hovedsag, kunne have et andet udfald, i det omfang dette retsmiddel skulle tjene til underhold for en ægtefælle, der havde behov herfor, og således var omfattet af underholdspligten, der for så vidt angik denne var omfattet af den pågældende konventions anvendelsesområde ( 17 ).

50.

Domstolen har efterfølgende ligeledes fastslået, at i det omfang genstanden for et krav om anvendelse af foreløbige retsmidler angik et spørgsmål, der var omfattet af Bruxelleskonventionens materielle anvendelsesområde, fandt denne konvention anvendelse, også selv om en procedure vedrørende sagens realitet allerede var iværksat eller kunne iværksættes, og også selv om proceduren skulle gennemføres for voldgiftsmænd og på dette grundlag faldt uden for denne konventions anvendelsesområde ( 18 ).

51.

I overensstemmelse med den overordnede retning, der aftegner sig hvad angår denne retspraksis ( 19 ), er jeg af den opfattelse, at karakteren af de rettigheder, der påstås anerkendt inden for rammerne af hovedsagen, og som de foreløbige, herunder sikrende, retsmidler har til formål at beskytte, er af afgørende betydning. Særligt kan det ikke antages, at enhver begæring om »foreløbige, herunder sikrende, retsmidler«, afhængigt af om hovedsagen er eller ikke er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012, automatisk skal være omfattet af eller udelukket fra dette anvendelsesområde, alene som følge af begæringens accessoriske karakter ( 20 ). Det bør derimod undersøges, om genstanden for disse retsmidler, dvs. de rettigheder, som retsmidlerne har til formål at beskytte for så vidt angår realiteten, er eller ikke er omfattet af »det civil- og handelsretlige område«, der hører ind under dette anvendelsesområde.

52.

Jeg anfører videre, at en sådan tilgang efter min opfattelse er i overensstemmelse med den retspraksis, hvorefter Bruxelleskonventionens artikel 24 (nu artikel 35 i forordning nr. 1215/2012) – der tillader en ret i en kontraherende stat at træffe afgørelse om en begæring om foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, selv om den pågældende ret ikke er kompetent til at påkende sagens realitet – kun kan påberåbes til støtte for erhvervelse af sådanne retsmidler, når forholdet er omfattet af denne konventions materielle anvendelsesområde som defineret i konventionens artikel 1 ( 21 ).

53.

Henset til de i hovedsagen foreliggende omstændigheder mener jeg, at det – fra det øjeblik der, ifølge oplysningerne fra den forelæggende ret, er givet tilladelse til arresten for en fordring, som Supreme inden for rammerne af den kontraktlige tvist, der er genstand for hovedsagen, hævder at have på SHAPE – er i forhold til karakteren af den fordringsret, som arresten havde til formål at beskytte inden for rammerne af denne sag, at det skal afgøres, hvorvidt en sag om foreløbige retsmidler som den af SHAPE anlagte, hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af nævnte arrest, er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012.

54.

Med spørgsmål 1(a) har den forelæggende ret nærmere bestemt anmodet Domstolen om at afgøre, hvorvidt den omstændighed, at en international organisation inden for rammerne af en sag om foreløbige retsmidler som den i hovedsagen omhandlede til støtte for sine påstande påberåber sig eksekutionsimmunitet, automatisk udgør en hindring for anvendelsen af forordning nr. 1215/2012 eller i det mindste bør have den konsekvens, at en sådan sag omfattes af undtagelsen vedrørende »handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt« som omhandlet i denne forordnings artikel 1, stk. 1.

55.

Mere præcist er jeg af den opfattelse, at den forelæggende rets tvivl navnlig skyldes, at undtagelsen vedrørende »handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt«, således som den er affattet i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, er knyttet til begrebet »acta jure imperii«, et begreb, der ligeledes anvendes i folkeretten for så vidt angår reglerne om staters immunitet.

56.

Min bedømmelse vil bestå af følgende trin. For det første vil jeg redegøre generelt for baggrunden for begrebet »acta jure imperii« og for sondringen mellem staters immunitet og internationale organisationers immunitet i folkeretten. For det andet vil jeg undersøge, om denne sondring bør have den konsekvens, at tvister, der involverer internationale organisationer, automatisk falder uden for anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012. Jeg vil besvare dette spørgsmål benægtende, alt imens jeg, for det tredje, vil påpege, at internationale organisationers handlinger og undladelser efter min opfattelse kan være omfattet af undtagelsen vedrørende »handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt« på grundlag af denne forordnings artikel 1, stk. 1. Endelig vil jeg redegøre nærmere for de kriterier, på grundlag af hvilke det i henhold til retspraksis er muligt at konkludere, at en handling eller en undladelse hidrører fra udøvelse af statsmagt, hvorefter jeg vil redegøre for grundene til, at jeg finder, at den omstændighed, at en international organisation påberåber sig søgsmålsimmunitet eller eksekutionsimmunitet, ikke er af afgørende betydning for vurderingen af disse kriterier.

57.

Jeg vil indledningsvis desuden nævne, at Supreme i sine skriftlige indlæg har gjort gældende, at den eksekutionsimmunitet, som SHAPE har påberåbt sig til støtte for sin sag om foreløbige retsmidler, er irrelevant. Nævnte part har derimod henvist til spørgsmålet om, hvorvidt – fra det øjeblik anvendeligheden af forordning nr. 1215/2012 på en sag som den af SHAPE anlagte afhænger af, hvorvidt hovedsagen selv er omfattet af denne forordnings materielle anvendelsesområde – den påberåbte søgsmålsimmunitet inden for rammerne af denne sag kan være til hinder for, at en sådan sag vedrører »det civil- og handelsretlige område« som omhandlet i nævnte forordnings artikel 1, stk. 1.

58.

Jeg skal i den forbindelse præcisere, at spørgsmålet om, hvorvidt den folkeretlige immunitetsret har betydning for det materielle anvendelsesområde af forordning nr. 1215/2012, efter min opfattelse må besvares ens, uafhængigt af, om den pågældende internationale organisation påberåber sig eksekutions- eller søgsmålsimmunitet. Dette vil jeg bestræbe mig på at belyse yderligere i forbindelse med min undersøgelse af denne problematik.

59.

Den belgiske, den nederlandske og den østrigske regering har i deres skriftlige indlæg gjort gældende, at begrebet »acta jure imperii«, der i folkeretten gør det muligt at skelne handlinger under udøvelse af statsmagt fra handlinger af privatretlig karakter (acta jure gestionis), kun er relevant, såfremt der påberåbes statsimmunitet. Særligt er disse regeringer af den opfattelse, at internationale organisationers immunitet gælder for alle handlinger, som disse organisationer udfører, medmindre handlingerne er tæt knyttet til de formål, som organisationerne forfølger, eller er nødvendige for udførelsen af disses funktioner.

60.

Hvad angår staters immunitet erindrer jeg om, at Domstolen i Mahamdia-dommen ( 22 ) fandt, at søgsmålsimmuniteten, der skal forhindre, at en stat kan sagsøges ved en ret i en anden stat, på det nuværende udviklingstrin af international praksis ikke har en absolut værdi og kan være udelukket, hvis søgsmålet omhandler handlinger, der er udført jure gestionis, da disse ikke henhører under offentlig myndighed.

61.

Som generaladvokat Szpunar med rette anførte i sit forslag til afgørelse i Rina-sagen ( 23 ), har Domstolen således implicit anerkendt det princip, der allerede er rodfæstet i den folkeretlige sædvaneret, hvorefter stater nyder relativ søgsmålsimmunitet på grundlag af en sondring mellem jure imperii-handlinger og jure gestionis-handlinger, over for hvilke søgsmålsimmuniteten almindeligvis ikke udbreder sine virkninger.

62.

Jeg vil i øvrigt påpege, at staters eksekutionsimmunitet ligeledes er blevet fremstillet forskelligt i retslæren og i folkeretten. Eksempelvis er en stats ejendom og aktiver i forbindelse med aktiviteter i tilknytning til statens suverænitet beskyttet mod enhver form for tvangsfuldbyrdelse fra en anden stats myndigheder, mens det forholder sig anderledes hvad angår ejendom og aktiver, der anvendes til eller er beregnet til kommercielle formål ( 24 ).

63.

Hvad angår internationale organisationers immunitet er sondringen mellem jure imperii-handlinger og jure gestionis-handlinger derimod kun af begrænset relevans ( 25 ).

64.

Som den belgiske, den nederlandske og den østrigske regering med rette har anført, bygger internationale organisationers immuniteter nemlig på en anden tankegang end staters immuniteter. I modsætning til stater, hvis immuniteter er baseret på princippet par in parem non habet imperium ( 26 ), er internationale organisationers immuniteter tildelt ved disse organisationers grundlæggende traktater, ved multilaterale konventioner eller ved bilaterale aftaler, som er indgået mellem stater, der er medlemmer af samme organisation ( 27 ). Disse immuniteter antager en funktionel karakter, i det omfang de har til formål at sikre, at disse organisationer i al uafhængighed kan udføre de opgaver, med henblik på hvilke de er oprettet ( 28 ).

65.

I betragtning af, at internationale organisationers immuniteter afviger fra staters immuniteter og antager en funktionel karakter – hvilket indebærer, at de teoretisk set kan udstrækkes til alle de handlinger, som disse organisationer foretager under udførelse af deres funktioner – kan det overvejes, om en international organisations deltagelse i en tvist, således som den østrigske regering har anført, bør føre til, at denne tvist falder uden for anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012.

66.

Jeg må indrømme, at jeg har vanskeligt ved at forstå, i medfør af hvilke regler eller forpligtelser tvister, der involverer internationale organisationer, således som denne regering har foreslået, automatisk burde udelukkes fra anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012. I særdeleshed mener jeg ikke, at denne forordnings mulige anvendelse på sådanne tvister bringer den forpligtelse i fare, som Unionen har ifølge artikel 3, stk. 5, TEU til i forbindelse med vedtagelse af en retsakt at overholde folkeretten som helhed ( 29 ).

67.

For så vidt angår en tvist mellem en international organisation og privatretlige personer, som det er tilfældet i hovedsagen, er jeg af den opfattelse, at alene den omstændighed, at den nationale ret erklærer sig internationalt kompetent med den begrundelse, at en sådan tvist hører ind under det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 1215/2012, ikke vil kunne krænke beskyttelsen af den immunitet, som den internationale organisation, der er part i denne tvist, har påberåbt sig i medfør af folkeretten.

68.

Med henblik på at sikre hensynet til søgsmålsimmuniteten skal den nationale ret derimod, når en sådan immunitet kræver det, afslå at udøve den kompetence, som den måtte udlede af denne forordning ( 30 ). Desuden skal retten afslå at pålægge den internationale organisation tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger, enten ved afslutningen af sin undersøgelse af hovedsagen eller ved en foreløbig forholdsregel, når dette, henset til den eksekutionsimmunitet, som organisationen nyder, er påkrævet ( 31 ).

69.

I den henseende vil jeg desuden anføre – som Supreme, den nederlandske regering og Kommissionen har gjort gældende i deres skriftlige indlæg og i retsmødet – at spørgsmålet om, hvorvidt den immunitet, der påberåbes af en international organisation, bør være til hinder for udøvelse af jurisdiktion eller vedtagelse af fuldbyrdelsesforanstaltninger over for en sådan organisation, efter min mening ikke kommer i betragtning på det stadium, hvor kompetencen på grundlag af forordning nr. 1215/2012 skal afgøres, og kun har betydning, efter at retten har erklæret sig internationalt kompetent ( 32 ).

70.

Dette spørgsmål kræver nemlig, at rammerne for den søgsmåls- eller eksekutionsimmunitet, der tilkommer den internationale organisation, fastlægges, og at det vurderes, hvorvidt parternes krav i denne henseende er begrundede. Nærmere bestemt indebærer spørgsmålet, at det må efterprøves, om den påberåbte immunitet er gældende. Herved adskiller det sig fra spørgsmålet om, hvorvidt tvisten er omfattet af det civil- eller handelsretlige område og således hører ind under det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 1215/2012, idet dette spørgsmål bør afklares på et tidligere stadium, uden at den nationale ret skal undersøge sagen i realiteten ( 33 ).

71.

For at besvare de betænkeligheder, som den østrigske regering har givet udtryk for, er det, henset til de i hovedsagen foreliggende omstændigheder, min opfattelse, at alene anvendelsen af forordning nr. 1215/2012 navnlig ikke skal forhindre de nederlandske retter, der behandler SHAPE’s sag om foreløbige retsmidler, i at forbyde vedtagelse af foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, der i givet fald vil kunne gribe ind i denne parts eksekutionsimmunitet.

72.

Ovenstående betragtninger foranlediger mig til at konkludere, at den immunitet, der påberåbes af en international organisation i medfør af folkeretten, ikke automatisk udgør en hindring for anvendelsen af forordning nr. 1215/2015. For at afgøre, om en tvist, der involverer en international organisation, er eller ikke er omfattet af denne forordnings materielle anvendelsesområde, skal det derimod undersøges, om tvisten er omfattet af en af de undtagelser, der er fastsat i nævnte forordnings artikel 1.

73.

Jeg erindrer om, at forordning nr. 1215/2012 i henhold til artikel 1, stk. 1, heri finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område. Derimod dækker den i særdeleshed ikke »statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii)«.

74.

Som anført af den forelæggende ret opstår spørgsmålet, om denne undtagelse kun finder anvendelse på stater, eller om den ligeledes kan omfatte handlinger og undladelser udført af internationale organisationer såsom SHAPE.

75.

I denne forbindelse finder jeg det hensigtsmæssigt at erindre om, at begrebet »statsmagt« som udviklet gennem Domstolens praksis allerede inden for rammerne af Bruxelleskonventionen dækkede situationer, hvori en international organisation udøver en offentligretlig beføjelse ( 34 ).

76.

Jeg vil ligeledes anføre, at begrebet »statsmagt«, således som det oprindeligt var affattet i retspraksis, ikke udelukkende henviste til en sammenhæng vedrørende »statens ansvar«, således som det fremefter er tilfældet i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, men derimod henviste mere bredt til situationer, hvori »den offentlige myndighed« udøver en offentligretlig beføjelse ( 35 ).

77.

Jeg vil i den forbindelse understrege, at tilføjelsen af henvisningen til »statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt« i denne forordnings artikel 1, stk. 1, hvilket var den eneste ændring, der med nævnte forordning blev foretaget i forhold til ordlyden af artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, udelukkende havde til formål at præcisere begrebet »det civil- og handelsretlige område« ( 36 ).

78.

Desuden indledes opregningen i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 med formuleringen »i særdeleshed«. Efter min opfattelse kan henvisningen til »statens ansvar« i denne bestemmelse dermed ses som en ikke-udtømmende beskrivelse af, hvilken slags situationer der kan kvalificeres som udøvelse af statsmagt ( 37 ).

79.

I denne henseende skal jeg præcisere, at tiende betragtning til denne forordning, hvori det anføres, at det var lovgivers hensigt, at nævnte forordnings anvendelsesområde burde omfatte »alle de vigtigste spørgsmål på det civil- og handelsretlige område, bortset fra visse velafgrænsede spørgsmål«, efter min vurdering i højere grad henviser til de undtagelser, der er nævnt i samme forordnings artikel 1, stk. 2, end til de områder, der er opregnet i bestemmelsens stk. 1, og som under alle omstændigheder falder uden for anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012, eftersom de ikke henhører under »det civil- og handelsretlige område«.

80.

Henset til disse forhold mener jeg, at begrebet »statsmagt« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 kan dække handlinger og undladelser udført af internationale organisationer. Når dette er tilfældet, er sådanne handlinger og undladelser ikke omfattet af »det civil- og handelsretlige område« og er udelukket fra denne forordnings materielle anvendelsesområde.

81.

I den følgende del af min bedømmelse vil jeg indledningsvis præcisere de kriterier, der er blevet udledt af Domstolens praksis med det formål at fastlægge, om en handling eller undladelse er udført under udøvelse af en offentligretlig beføjelse. Dernæst vil jeg redegøre for grundene til, at jeg mener, at den immunitet, der påberåbes af en international organisation, såsom SHAPE, ikke er af afgørende betydning med henblik på at fastlægge, om undtagelsen vedrørende »handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt« finder anvendelse.

82.

Jeg erindrer om, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at spørgsmålet om, hvorvidt en sag er udelukket fra anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012, skal vurderes på baggrund af de faktorer, som karakteriserer retsforholdet mellem parterne i tvisten, eller på grund af genstanden for denne tvist ( 38 ).

83.

Domstolen har således fundet, at selv om visse tvister, der involverer en offentlig myndighed og en privatperson, kan høre ind under anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012, forholder det sig anderledes, når den offentlige myndighed udøver offentligretlige beføjelser ( 39 ). Hvis en af parterne i tvisten udøver offentlig myndighed, fordi denne part udøver beføjelser, som er særligt vidtgående i forhold til de retsregler, der finder anvendelse i forholdet mellem privatpersoner, er en sådan tvist således udelukket fra det civil- og handelsretlige område i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i denne forordnings artikel 1, stk. 1 ( 40 ).

84.

Domstolen har fundet, at det for at fastslå, om dette er tilfældet, er nødvendigt at afgøre, hvilket retsforhold der består mellem parterne i tvisten, og at undersøge, på hvilket grundlag og efter hvilke nærmere regler søgsmålet er iværksat ( 41 ). I betragtning af denne retspraksis kunne det se ud til, at disse tre kriterier – »retsforhold mellem parterne«, »grundlag for søgsmålet« og »nærmere regler for iværksættelsen af søgsmålet« – bør undersøges kumulativt. Flere domme nævner dog ikke kriteriet om retsforholdet mellem parterne ( 42 ). Desuden har Domstolen i andre domme behandlet kriterierne med hensyn til grundlaget for søgsmålet og retsforholdet mellem parterne som kriterier, der krydser hinanden ( 43 ). Det er således min opfattelse, at Domstolen ikke systematisk skelner mellem »retsforholdet mellem parterne«, »grundlaget for søgsmålet« og »genstanden for tvisten« ( 44 ).

85.

Uagtet de nærmere omstændigheder for Domstolens begrundelser i disse domme mener jeg, når alt kommer til alt, at det afgørende er, at søgsmålet er støttet på en rettighed, der udspringer af en optræden, der finder sted under udøvelse af statsmagt, eller af et retsforhold, der er udtryk for udøvelse af en offentligretlig beføjelse ( 45 ).

86.

Domstolen har nemlig fastslået, at »[d]et forhold, at inddrivelsen af […] omkostninger sker på grundlag af en fordring, som har sit udspring i en handling foretaget under udøvelsen af offentlig myndighed, er tilstrækkeligt til, at søgsmålet ikke kan anses for omfattet af domskonventionens anvendelsesområde, uanset arten af den inddrivelsesform, som national ret giver mulighed for i så henseende«. ( 46 ).

87.

Denne praksis kaster efter min mening ligeledes lys over det forhold, at kriteriet med hensyn til de nærmere regler for iværksættelsen af søgsmålet ikke er relevant i alle situationer ( 47 ).

88.

At søgsmålet antager civilrettens klassiske former, kan således efter min opfattelse ikke være til hinder for, at det må udelukkes fra anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012, såfremt det, henset til andre forhold, kan godtgøres, at søgsmålet er støttet på en rettighed, der udspringer af en optræden, der finder sted under udøvelse af statsmagt, eller af et retsforhold, der er udtryk for udøvelse af en offentligretlig beføjelse ( 48 ).

89.

Jeg finder det i denne henseende nødvendigt at henlede opmærksomheden på, at kriteriet med hensyn til de nærmere regler for iværksættelsen af søgsmålet blev indført ved Baten-dommen ( 49 ) og på ny blev anvendt i bl.a. Sapir-dommen ( 50 ), Sunico-dommen ( 51 ), Pula Parking-dommen ( 52 ) og Gradbeništvo Korana-dommen ( 53 ) – særligt i sammenhæng med tvister, hvori det ikke ud fra andre særlige kendetegn fremgik, at søgsmålet var støttet på en rettighed, der udsprang af en optræden, der fandt sted under udøvelse af statsmagt, eller af et retsforhold, der var udtryk for udøvelse af en offentligretlig beføjelse – således at det undgås, at situationer, hvori et offentligretligt organ kunne have mulighed for at vedtage en offentligretlig retsakt, der som sådan ville være eksigibel, og derved opnå beføjelser, hvorved det kunne unddrage sig de almindeligt gældende retsregler, alligevel omfattes af anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012.

90.

Henset til det ovenstående konkluderer jeg, at det, med henblik på at afgøre, om en tvist ud fra den begrundelse, at den vedrører »handlinger eller undladelser under udøvelse af statsmagt«, skal udelukkes fra anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012, generelt bør undersøges, om søgsmålet er støttet på en rettighed, der udspringer af en optræden, der finder sted under udøvelse af statsmagt, eller af et retsforhold, der er udtryk for udøvelse af en offentligretlig beføjelse. I denne forbindelse kan den omstændighed, at den offentlige myndighed har adgang til at vedtage en offentligretlig retsakt, der som sådan er eksigibel, således at nævnte myndighed indtager en retsstilling, der fraviger de almindeligt gældende retsregler om, efter hvilke nærmere regler søgsmålet iværksættes og gennemføres, i særdeleshed udgøre et indicium. Den omstændighed, at søgsmålet benytter sig af almindelige retsmidler, er derimod ikke af afgørende betydning.

91.

På dette trin af min bedømmelse finder jeg det hensigtsmæssigt at tage stilling til de af den græske regering og SHAPE fremførte argumenter, hvorefter den søgsmåls- eller eksekutionsimmunitet, der tilkommer internationale organisationer, indgår i de privilegier, som fraviger de almindelige regler til regulering af retsforholdet mellem privatretlige personer, og som ubestrideligt giver nævnte organisationer en dominerende stilling i forhold til deres medkontrahenter. En tvist som den i hovedsagen foreliggende, hvori en international organisation påberåber sig søgsmåls- eller eksekutionsimmunitet, er således, efter deres opfattelse, omfattet af undtagelsen vedrørende »udøvelse af statsmagt«.

92.

Jeg erindrer i denne henseende om, at spørgsmålet om, hvorvidt et offentligretligt organ indtager en retsstilling, der fraviger de almindeligt gældende retsregler om, efter hvilke nærmere regler søgsmålet iværksættes og gennemføres, således som det følger af punkt 90 ovenfor, afhænger af dets adgang til at vedtage en offentligretlig retsakt, der som sådan er eksigibel. Med andre ord skal det undersøges, om dette organ råder over beføjelser, der giver det adgang til at træffe tvingende retsafgørelser over for privatretlige personer ud over ved almindelige retsmidler.

93.

Det er imidlertid ikke formålet med hverken eksekutionsimmuniteten eller søgsmålsimmuniteten, at der skal tildeles sådanne beføjelser. Som jeg har fastslået i punkt 68 i nærværende forslag til afgørelse, kræver søgsmålsimmuniteten alene, at den nationale ret afslår at udøve den kompetence, som den måtte udlede af forordning nr. 1215/2012 eller af andre instrumenter. Mere konkret og billedligt udtrykt fungerer denne immunitet som et »værn« for den, der erhverver den, med det formål at forhindre, at der anlægges sag mod vedkommende, men uden, at vedkommende tildeles nogen egentlig beslutningsbeføjelse. Det samme gør sig gældende for eksekutionsimmuniteten, som alene kræver af retten, at denne afslår at pålægge indehaveren af denne immunitet tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger.

94.

Medmindre jeg tager fejl, følger det derfor ikke nødvendigvis af den omstændighed, at en af parterne i tvisten påberåber sig søgsmåls- eller eksekutionsimmunitet, at retsforholdet mellem parterne er udtryk for udøvelse af en offentligretlig beføjelse. Henset til de i hovedsagen foreliggende omstændigheder kan det ikke udledes alene af den omstændighed, at SHAPE for de nederlandske retter har påberåbt sig søgsmåls- eller eksekutionsimmunitet, at de kontraktlige forpligtelser mellem denne part og Supreme ikke er indgået frit, eller at de er karakteriseret ved udøvelse af en ensidig beslutningsbeføjelse ( 54 ) eller af beføjelser, der er særligt vidtgående ( 55 ).

95.

Jeg deler således ikke den græske regering og SHAPE’s synspunkt. Alene den omstændighed, at en international organisation påberåber sig immunitet, betyder efter min opfattelse ikke, at denne part råder over beføjelser, der er særligt vidtgående i forhold til de retsregler, der finder anvendelse i forholdet mellem privatpersoner.

96.

Dertil kommer, at, forudsat at den immunitet, der påberåbes af en stat, kan indicere, at sidstnævnte har handlet under udøvelse af statsmagt ( 56 ), er dette under alle omstændigheder ikke tilfældet, når en international organisation støtter sig på søgsmåls- eller eksekutionsimmunitet. Da disse immuniteter ikke er begrænset til acta jure imperii, er de efter min opfattelse ikke til nogen hjælp med hensyn til at besvare spørgsmålet om, hvorvidt denne organisation har handlet under udøvelse af statsmagt.

97.

Jeg erindrer dels om, at det, som anført i punkt 90 i nærværende forslag til afgørelse, med henblik på at afgøre, om en tvist ud fra den begrundelse, at den vedrører »handlinger eller undladelser under udøvelse af statsmagt«, skal udelukkes fra anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012, bør undersøges, om søgsmålet er støttet på en rettighed, der udspringer af en optræden, der finder sted under udøvelse af statsmagt, eller af et retsforhold, der er udtryk for udøvelse af en offentligretlig beføjelse. Dels afhænger spørgsmålet om, hvorvidt en sag, der omhandler »foreløbige, herunder sikrende, retsmidler«, er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, således som jeg har præciseret i punkt 47 i nærværende forslag til afgørelse, af karakteren af de rettigheder, som disse forholdsregler har til formål at beskytte.

98.

Betragtet under ét kræver disse to kriterier, henset til de i hovedsagen foreliggende omstændigheder, at det undersøges, om den arrest, der var genstand for den af SHAPE anlagte sag om foreløbige retsmidler, havde til formål at beskytte en rettighed, der udspringer af en optræden, der finder sted under udøvelse af statsmagt, eller af et retsforhold, der er udtryk for udøvelse af en offentligretlig beføjelse.

99.

Jeg erindrer i den forbindelse om, at den forelæggende ret selv har anført, at denne arrest havde til formål at beskytte en fordringsret af kontraktlig karakter, som Supreme har gjort gældende på grundlag af de med SHAPE indgåede BOA’er.

100.

Det er min opfattelse, at dette kontraktforhold ikke er karakteriseret ved udøvelse af en offentligretlig beføjelse, medmindre det godtgøres, at de omtvistede kontraktbestemmelser er et udtryk for udøvelse af beføjelser, der er særligt vidtgående i forhold til de retsregler, der finder anvendelse i forholdet mellem privatpersoner, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at undersøge.

101.

Supreme har nemlig selv indrømmet, at parterne frit har indvilget i de forpligtelser, der gælder mellem dem. Det er desuden ubestridt mellem parterne, at BOA’erne er aftaler, der afspejler markedsvilkårene, og som er indgået efter en udbudsprocedure.

102.

Disse konstateringer bliver efter min opfattelse ikke draget i tvivl af den omstændighed, at Supreme på baggrund af disse aftaler har leveret brændstoffer til SHAPE til brug for en militæroperation, der ledes af NATO med henblik på opretholdelse af fred og sikkerhed i Afghanistan.

103.

Som Kommissionen med rette har gjort gældende, er SHAPE’s senere anvendelse af de leverede brændstoffer uden betydning for det kontraktlige retsforhold mellem parterne. Denne baggrund gør det muligt at forstå den sammenhæng, inden for hvilken dette forhold er blevet til, men ikke i sig selv at fastslå, at forholdet er karakteriseret ved udøvelse af beføjelser, der er særligt vidtgående i forhold til de retsregler, der finder anvendelse i forholdet mellem privatpersoner.

104.

Henset til disse forhold finder jeg, at en sag om foreløbige retsmidler som den af SHAPE anlagte, hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af en arrest, bør anses for at henhøre under »det civil- og handelsretlige område« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, for så vidt som denne arrest har haft til formål at beskytte en rettighed, der udspringer af et kontraktligt retsforhold, der ikke er udtryk for udøvelse af en offentligretlig beføjelse, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at undersøge.

105.

Henset til samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det første af de af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandenes øverste domstol) forelagte præjudicielle spørgsmål som følger: