61991J0172

++++

1. Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser ° anvendelsesomraade ° borgerlige sager, herunder handelssager ° begrebet "borgerlige sager" ° krav fremsat ved en kriminalret om erstatning af den skade, der er forvoldt en person af gerningsmanden til en straffelovsovertraedelse ° krav rettet mod en laerer ved en offentlig skole, som har tilsidesat sin opsynspligt over for eleverne ° omfattet

(Konventionen af 27. september 1968, art. 1, stk. 1)

2. Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser ° fuldbyrdelse ° retsmidler ° kassationsappel og "Rechtsbeschwerde" ° retsmiddel, der efter national ret kan bringes i anvendelse af tredjemand, der har interesse heri ° udelukket

(Konventionen af 27. september 1968, art. 37, stk. 2)

3. Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser ° anerkendelse og fuldbyrdelse ° grunde til naegtelse heraf ° manglende forskriftsmaessig og rettidig forkyndelse eller meddelelse af det indledende processkrift i sagen for den udeblevne sagsoegte ° begrebet "udeblivelse" ° sagsoegt for saa vidt angaar et borgerligt krav fremsat under en straffesag ° kun stillingtagen til paastandene i straffesagen under domsforhandlingen, som ogsaa vedroerte det borgerlige krav ° fremmoede med hensyn til det borgerlige krav, der udelukkede udeblivelse

(Konventionen af 27. september 1968, art. 27, nr. 2)

1. Et borgerligt krav om erstatning af den skade, der er forvoldt en person ved en straffelovsovertraedelse, har civilretlig karakter, selv om det goeres gaeldende under en straffesag, medmindre den ansvarlige, mod hvem det goeres gaeldende, maa betragtes som en offentlig myndighed, der har handlet under udoevelse af offentligretlige befoejelser. Dette er imidlertid ikke tilfaeldet, for saa vidt angaar det tilsyn, en laerer ved en offentlig skole foerer med eleverne under en skoleudflugt. Heraf foelger, at begrebet "borgerlige sager" i artikel 1, stk. 1, foerste punktum, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, omfatter et erstatningskrav, der ved en kriminalret fremsaettes mod en laerer ved en offentlig skole, som under en skoleudflugt har forvoldt en elev skade ved en retsstridig, forsaetlig eller uagtsom tilsidesaettelse af sin opsynspligt, og dette gaelder ogsaa, naar skaden er daekket af en offentligretlig socialforsikring.

2. Bestemmelsen i konventionens artikel 37, stk. 2, skal fortolkes saaledes, at den ogsaa udelukker, at en tredjemand, der har interesse heri, ved ethvert retsmiddel anfaegter den afgoerelse, der er truffet i appel- eller genoptagelsessagen vedroerende en tilladelse til fuldbyrdelse af en afgoerelse truffet i en anden kontraherende stat, naar tredjemand i henhold til national ret i fuldbyrdelsesstaten kan bringe et retsmiddel i anvendelse.

3. Da en retsafgoerelse truffet i en anden kontraherende stat kun kan naegtes anerkendt af de i konventionens artikel 27, nr. 2, anfoerte grunde, naar sagsoegte ikke har givet moede i den sag, hvori retsafgoerelsen er truffet, kan bestemmelsen ikke paaberaabes, naar sagsoegte har givet moede. En sagsoegt maa anses for at have givet moede i konventionens artikel 27, nr. 2' s forstand, naar der nedlaegges paastand om erstatning i forbindelse med en straffesag, og sagsoegte under domsforhandlingen har taget stilling til paastandene i straffesagen gennem sin valgte forsvarer, men ikke til det borgerlige krav, der er forhandlet mundtligt, mens forsvareren ogsaa var til stede.

1 Ved kendelse af 28. maj 1991 indgaaet til Domstolen den 1. juli 1991 har Bundesgerichtshof i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17), som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse (EFT L 304, s. 1, herefter benaevnt "konventionen"), forelagt en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af konventionens artikel 1, stk. 1, artikel 27, nr. 2, og artikel 37, stk. 2.

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag mellem Volker Sonntag (herefter benaevnt "rekvisitus"), stoettet af Land Baden-Wuerttemberg, og Hans og Elisabeth Waidmann og deres soen, Stefan Waidmann (herefter benaevnt "rekvirenterne"), angaaende fuldbyrdelse i Forbundsrepublikken Tyskland af den civilretlige del af en dom afsagt af en italiensk kriminalret.

3 Det fremgaar af oplysningerne i sagen, at rekvirenterne er Thomas Waidmann' s foraeldre og bror. Thomas Waidmann, der var elev i en offentlig skole i delstaten Baden-Wuerttemberg, blev den 8. juni 1984 offer for en doedsulykke i bjergene under en skoleudflugt til Italien. Der blev ved Tribunale di Bolzano anlagt straffesag mod den ledsagende laerer, Volker Sonntag, for uagtsomt manddrab.

4 Den 22. september 1986 indtraadte rekvirenterne som borgerlige parter i straffesagen mod laereren for at faa ham doemt til at erstatte den skade, der var forvoldt ved ulykken. Rettens tilfoersel til retsbogen herom blev forkyndt for rekvisitus den 16. februar 1987.

5 Den 25. januar 1988 blev der afholdt domsforhandling ved Tribunale di Bolzano. Under domsforhandlingen blev rekvisitus repraesenteret af en advokat. Ved dom afsagt samme dag blev rekvisitus kendt skyldig i uagtsomt manddrab og tilpligtet at betale familien Waidmann et acontobeloeb paa 20 mio. LIT samt at betale sagens omkostninger. Dommen blev forkyndt for rekvisitus og er blevet retskraftig.

6 Paa begaering af rekvirenterne bestemte Landgericht Ellwangen ved kendelse af 29. september 1989, at den af Tribunale di Bolzano afsagte dom skulle forsynes med fuldbyrdelsespaategning for saa vidt angik den civilretlige del.

7 Rekvisitus appellerede denne afgoerelse til Oberlandesgericht. Under appelsagen gav han delstaten Baden-Wuerttemberg procesunderretning, idet han gjorde gaeldende, at han ° saafremt han ikke fik medhold under sagen ° efter tjenestemandsrettens regler kunne kraeve, at delstaten friholdt ham for pligten til at betale erstatning. Delstaten Baden-Wuerttemberg indtraadte i sagen som biintervenient til stoette for de af rekvisitus nedlagte paastande.

8 Oberlandesgericht stadfaestede kendelsen den 20. juli 1990, bl.a. med den begrundelse, at der i den af Tribunale di Bolzano afsagte straffedom var truffet afgoerelse i en borgerlig sag, jf. konventionens artikel 1, stk. 1, foerste punktum, og at det borgerlige krav var rettidigt forkyndt for rekvisitus.

9 Saavel rekvisitus som delstaten Baden-Wuerttemberg indbragte denne afgoerelse for Bundesgerichtshof. De har begge navnlig gjort gaeldende, at den af Tribunale di Bolzano afsagte straffedom vedroerer et offentligretligt krav, da opsynet med eleverne, som paahvilede rekvisitus i sin egenskab af tjenestemand, henhoerer under forvaltningsretten. De er desuden af den opfattelse, at indholdet af rekvirenternes erklaering af 22. september 1986 om, at de ville indtraede i straffesagen som borgerlige parter, er for ubestemt til, at erklaeringen kan betragtes som et indledende processkrift i sagen i konventionens artikel 27, nr. 2' s forstand.

10 Da Bundesgerichtshof fandt, at sagen derfor rejste spoergsmaal om fortolkningen af konventionen, besluttede den at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Er det efter konventionens artikel 37, stk. 2, ogsaa udelukket, at en tredjemand, der har interesse heri, ved ethvert retsmiddel anfaegter den afgoerelse, der er truffet i appel- eller genoptagelsessagen efter konventionens artikel 36, naar tredjemand i henhold til national ret i fuldbyrdelsesstaten kan bringe et retsmiddel i anvendelse?

2) a) Er der tale om en borgerlig sag, jf. konventionens artikel 1, stk. 1, foerste punktum, naar der af skadelidte goeres et personligt erstatningskrav gaeldende mod en person, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, og som har forvoldt skaden ved en retsstridig, forsaetlig eller uagtsom tilsidesaettelse af sine tjenestepligter?

b) Saafremt spoergsmaal a) bevares bekraeftende: Gaelder dette ogsaa, naar ulykken er daekket af en offentligretlig socialforsikring?

3) Foreligger der et 'indledende processkrift i sagen' som omhandlet i konventionens artikel 27, nr. 2, naar det i et processkrift meddeles sagsoegte, at der under en straffesag ogsaa vil blive gjort erstatningskrav gaeldende mod ham for saavel oekonomisk som ikke-oekonomisk skade, uden at processkriftet naermere angiver stoerrelsen af det borgerlige krav, der vil blive fremsat?

4) Har en sagsoegt givet moede i konventionens artikel 27, nr. 2' s forstand, naar der nedlaegges paastand om erstatning i forbindelse med en straffesag (konventionens artikel 5, nr. 4), og rekvisitus under domsforhandlingen ganske vist har taget stilling til paastandene i straffesagen gennem sin valgte forsvarer, men ikke til det borgerlige krav, der er forhandlet mundtligt, mens forsvareren ogsaa var til stede?"

11 Hvad naermere angaar sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

12 Da de spoergsmaal, der er forelagt af den nationale ret, vedroerer fortolkningen af en raekke bestemmelser i konventionen, maa det foerst undersoeges, om det erstatningskrav, som ligger til grund for tvisten som beskrevet i forelaeggelseskendelsen, er omfattet af konventionens anvendelsesomraade. Det andet praejudicielle spoergsmaal maa derfor besvares foerst.

Det andet spoergsmaal

13 Det fremgaar af det forelagte spoergsmaal og af forelaeggelseskendelsens grunde, at den nationale ret i det vaesentlige oensker oplyst, om begrebet "borgerlige sager" i konventionens artikel 1, stk. 1, foerste punktum, omfatter et erstatningskrav, der ved en kriminalret fremsaettes mod en laerer ved en offentlig skole, som under en skoleudflugt har forvoldt en elev skade ved en retsstridig, forsaetlig eller uagtsom tilsidesaettelse af sin opsynspligt, og om dette ogsaa gaelder, naar skaden er daekket af en offentligretlig socialforsikring.

14 Med henblik paa besvarelsen af dette spoergsmaal maa det foerst undersoeges, om et erstatningskrav, der fremsaettes ved en kriminalret, kan vaere omfattet af konventionens anvendelsesomraade.

15 I denne forbindelse bemaerkes, at konventionen i henhold til artikel 1, stk. 1, "finder anvendelse paa borgerlige sager, herunder handelssager, uanset domsmyndighedens art".

16 Det fremgaar saaledes af selve ordlyden af bestemmelsen, at konventionen ogsaa finder anvendelse paa afgoerelser, der traeffes af en kriminalret i borgerlige sager.

17 Det maa dernaest undersoeges, om et erstatningskrav, der fremsaettes mod en laerer ved en offentlig skole, som under en skoleudflugt har forvoldt en elev skade ved en tilsidesaettelse af sin opsynspligt, er omfattet af begrebet "borgerlige sager" i konventionens artikel 1, stk. 1, foerste punktum.

18 Det bemaerkes, at begrebet "borgerlige sager" i konventionens artikel 1 ifoelge fast praksis (jf. bl.a. dom af 14.10.1976, sag 29/76, LTU, Sml. s. 1541, praemis 3 og 4, af 22.2.1979, sag 133/78, Gourdain, Sml. s. 733, praemis 3, og af 16.12.1980, sag 814/79, Rueffer, Sml. s. 3807, praemis 7 og 8) skal betragtes som et selvstaendigt begreb, der dels skal fortolkes ud fra konventionens maal og opbygning, dels ud fra de almindelige principper, som kan udledes af de nationale retssystemer under ét.

19 I denne henseende er det vaesentligt at fastslaa, at et borgerligt krav om erstatning af den skade, der er forvoldt en person ved en straffelovsovertraedelse, har civilretlig karakter, selv om det goeres gaeldende under en straffesag. Retten til at opnaa erstatning for en skade, der er lidt som foelge af en adfaerd, som efter strafferetten anses for at vaere et retsbrud, antages nemlig i de kontraherende staters retssystemer i almindelighed at vaere af civilretlig karakter. Det er i oevrigt denne opfattelse, der ligger til grund for konventionens artikel 5, nr. 4.

20 Det fremgaar af dommene i sagerne LTU og Rueffer, at et saadant krav kun falder uden for konventionens anvendelsesomraade, naar den ansvarlige, mod hvem det goeres gaeldende, maa betragtes som en offentlig myndighed, der har handlet under udoevelse af offentligretlige befoejelser.

21 For det foerste bemaerkes, at den omstaendighed, at laereren har stilling som tjenestemand og handler som saadan, ikke kan vaere afgoerende. Selv om en tjenestemand handler paa statens vegne, udoever han nemlig ikke altid offentligretlige befoejelser.

22 For det andet maa det fastslaas, at den adfaerd, der udvises af en laerer i en offentlig skole i forbindelse med hans tilsyn med eleverne under en skoleudflugt, i de fleste af medlemsstaternes retssystemer ikke er et udslag af offentligretlige befoejelser, da laereren for saa vidt ikke varetager befoejelser, der er underkastet andre regler end dem, der gaelder i forholdet mellem borgerne.

23 For det tredje maa det fastslaas, at en laerer ved en offentlig skole i et tilfaelde som det, der foreligger i hovedsagen, har samme funktioner i forhold til eleverne som en laerer ved en privat skole.

24 For det fjerde bemaerkes, at Domstolen allerede i dommen af 3. juli 1986 (sag 66/85, Lawrie-Blum, Sml. s. 2121, praemis 28, sammenholdt med praemis 24) ° ganske vist i en anden faktisk og retlig sammenhaeng ° har fastslaaet, at en laerer ikke udoever offentlig myndighed, selv naar han bedoemmer elevernes praestationer og deltager i afgoerelsen om deres oprykning til naeste klasse. Dette maa saa meget desto mere gaelde, naar der er tale om den opsynspligt, laereren har over for eleverne under en skoleudflugt.

25 Hertil kommer endelig, at selv om laererens opsyn med eleverne efter national ret i den kontraherende stat, laereren kommer fra, betegnes som udoevelse af offentlig myndighed, er dette uden betydning for kvalifikationen af hovedsagen med henblik paa konventionens artikel 1.

26 Det foelger af det anfoerte, at det erstatningskrav, der i hovedsagen er fremsat af rekvirenterne mod laereren ved en offentlig skole, er omfattet af begrebet "borgerlige sager" i konventionens artikel 1, stk. 1, foerste punktum.

27 Det maa endvidere undersoeges, om det kan foere til en aendring af denne fortolkning, at den ulykke, som ligger til grund for kravet, er omfattet af en offentligretlig socialforsikring.

28 I denne forbindelse er det tilstraekkeligt at fastslaa, at en eventuelt foreliggende forsikringsdaekning ikke har nogen betydning, eftersom grundlaget for det civilretlige krav, dvs. deliktsansvaret, ikke paavirkes af denne offentligretlige forsikringsdaekning.

29 Den forelaeggende rets andet spoergsmaal maa derfor besvares med, at begrebet "borgerlige sager" i konventionens artikel 1, stk. 1, foerste punktum, omfatter et erstatningskrav, der ved en kriminalret fremsaettes mod en laerer ved en offentlig skole, som under en skoleudflugt har forvoldt en elev skade ved en retsstridig, forsaetlig eller uagtsom tilsidesaettelse af sin opsynspligt, og at dette ogsaa gaelder, naar skaden er daekket af en offentligretlig socialforsikring.

Det foerste spoergsmaal

30 Med dette spoergsmaal oensker den forelaeggende ret i det vaesentlige oplyst, om bestemmelsen i konventionens artikel 37, stk. 2, skal fortolkes saaledes, at den ogsaa udelukker, at en tredjemand, der har interesse heri, ved ethvert retsmiddel anfaegter den afgoerelse, der er truffet i appel- eller genoptagelsessagen i medfoer af konventionens artikel 36, naar tredjemand i henhold til national ret i fuldbyrdelsesstaten kan bringe et retsmiddel i anvendelse.

31 Med henblik paa besvarelsen af dette spoergsmaal bemaerkes for det foerste, at det ifoelge konventionens artikel 36, stk. 1, er den part, mod hvem fuldbyrdelsen begaeres, der kan anfaegte den afgoerelse, hvorved fuldbyrdelse tillades, ved appel eller genoptagelse. Ifoelge konventionens artikel 37, stk. 2, kan den afgoerelse, der traeffes i appel- eller genoptagelsessagen, i Forbundsrepublikken Tyskland kun anfaegtes ved en "Rechtsbeschwerde".

32 Dernaest bemaerkes, at Domstolen har antaget, at der boer anlaegges en snaever fortolkning af begrebet "afgoerelse, der traeffes i appel- eller genoptagelsessagen", i konventionens artikel 37, stk. 2, idet den har udtalt, at bestemmelsen efter konventionens almindelige opbygning og paa baggrund af, at et af dens vaesentligste formaal er at forenkle proceduren i fuldbyrdelsesstaten, ikke kan udstraekkes, saaledes at den ogsaa tillader et retsmiddel mod en anden afgoerelse end den endelige afgoerelse i appel- eller genoptagelsessagen (dom af 27.11.1984, sag 258/83, Brennero, Sml. s. 3971, praemis 15, og af 4.10.1991, sag C-183/90, Van Dalfsen, Sml. I, s. 4743, praemis 19).

33 Endelig bemaerkes, at Domstolen i dommen af 2. juli 1985 (sag 148/84, Deutsche Genossenschaftsbank, Sml. s. 1981, praemis 17) har praeciseret, at konventionen fastsaetter regler om meddelelse af fuldbyrdelsespaategning, der er selvstaendige og udtoemmende, herunder for saa vidt angaar retsmidler, og at det foelger heraf, at artikel 36 er til hinder for, at tredjemaend ivaerksaetter retsmidler, der er hjemlet i national lovgivning, imod en afgoerelse om meddelelse af fuldbyrdelsespaategning.

34 Dette princip maa ogsaa gaelde for et retsmiddel, som ivaerksaettes senere i henhold til konventionens artikel 37, stk. 2. Det ville nemlig vaere i modstrid med ovennaevnte regler samt med et af konventionens hovedformaal, som er at forenkle proceduren i fuldbyrdelsesstaten, at forbyde en tredjemand, der har en retlig interesse heri, at anfaegte afgoerelsen ved appel eller genoptagelse i medfoer af artikel 36, men tillade ham at indtraede i sagen paa et senere stadium ved at anvende retsmidlet i henhold til artikel 37.

35 Den forelaeggende rets foerste spoergsmaal maa derfor besvares med, at bestemmelsen i konventionens artikel 37, stk. 2, skal fortolkes saaledes, at den ogsaa udelukker, at en tredjemand, der har interesse heri, ved ethvert retsmiddel anfaegter den afgoerelse, der er truffet i appel- eller genoptagelsessagen i medfoer af konventionens artikel 36, naar tredjemand i henhold til national ret i fuldbyrdelsesstaten kan bringe et retsmiddel i anvendelse.

Det tredje og det fjerde spoergsmaal

36 Med de to sidste spoergsmaal, som maa undersoeges under ét, og som vedroerer fortolkningen af konventionens artikel 27, nr. 2, oensker den forelaeggende ret for det foerste oplyst, om der foreligger et "indledende processkrift i sagen" i denne artikels forstand, naar det i et processkrift meddeles sagsoegte, at der under en straffesag ogsaa vil blive gjort erstatningskrav gaeldende mod ham for saavel oekonomisk som ikke-oekonomisk skade, uden at processkriftet naermere angiver stoerrelsen af det borgerlige krav, der vil blive fremsat. For det andet oensker retten oplyst, om en sagsoegt har givet moede i bestemmelsens forstand, naar der nedlaegges paastand om erstatning i forbindelse med en straffesag, og sagsoegte under domsforhandlingen har taget stilling til paastandene i straffesagen gennem sin valgte forsvarer, men ikke til det borgerlige krav, der er forhandlet mundtligt, mens forsvareren ogsaa var til stede.

37 Det skal foerst og fremmest bemaerkes, at konventionens artikel 27 opregner de betingelser, som skal vaere opfyldt, for at retsafgoerelser, der er truffet i en kontraherende stat, kan anerkendes i en anden kontraherende stat. Ifoelge artikel 27, nr. 2, skal anerkendelse naegtes, "saafremt det indledende processkrift i sagen ... ikke forskriftsmaessigt er blevet forkyndt eller meddelt den udeblevne sagsoegte i saa god tid, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen".

38 Dernaest bemaerkes, at formaalet med konventionens artikel 27, nr. 2, ifoelge fast praksis er at sikre, at en retsafgoerelse ikke anerkendes eller fuldbyrdes paa grundlag af konventionen, hvis sagsoegte ikke har haft mulighed for at varetage sine interesser under sagen for retten i domsstaten (dom af 16.6.1981, sag 166/80, Klomps mod Michel, Sml. s. 1593, praemis 9, og af 12.11.1992, sag C-123/91, Minalmet, Sml. I, s. 5661, praemis 18).

39 Heraf foelger, at retsafgoerelsen kun kan naegtes anerkendt af de i konventionens artikel 27, nr. 2, anfoerte grunde, naar sagsoegte ikke har givet moede i den sag, hvori retsafgoerelsen er truffet. Bestemmelsen kan derfor ikke paaberaabes, naar sagsoegte har givet moede, i det mindste ikke, hvis han er blevet underrettet om omstaendighederne i sagen og har faaet lejlighed til at varetage sine interesser.

40 I betragtning af de faktiske omstaendigheder i hovedsagen bemaerkes, at det i artikel II, stk. 1, i protokollen, der er knyttet som bilag til konventionen, hedder: "Med forbehold af mere gunstige nationale bestemmelser kan personer, der har bopael i en kontraherende stat, og mod hvem der indledes retsforfoelgning for en uagtsom lovovertraedelse ved retter kompetente i straffesager i en anden kontraherende stat, hvor de paagaeldende ikke er statsborgere, selv naar de ikke personligt giver moede, til deres forsvar vaelge personer, der er bemyndiget hertil."

41 Det maa fastslaas, at naar en sagsoegt, der har kendskab til det borgerlige krav, der goeres gaeldende mod ham under en straffesag, under retsforhandlingerne gennem sin forsvarer tager stilling til de paastande, der er rejst mod ham, skal denne stillingtagen principielt betragtes, som om han har givet moede i sagen i sin helhed, uden at der skal sondres mellem de strafferetlige paastande og det borgerlige krav. Dette udelukker imidlertid ikke, at sagsoegte kan naegte at svare i sagen for saa vidt angaar det borgerlige krav. Hvis han imidlertid ikke har gjort det, maa hans stillingtagen til de strafferetlige paastande ogsaa betragtes som et fremmoede for saa vidt angaar de borgerlige krav.

42 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at den af sagsoegte i hovedsagen valgte forsvarer ikke har gjort indsigelse mod det borgerlige krav, heller ikke under den mundtlige forhandling vedroerende det borgerlige krav.

43 Heraf foelger i dette tilfaelde, at sagsoegte maa anses for at have givet moede, og at konventionens artikel 27, nr. 2, derfor maa erklaeres uanvendelig. Det er derfor ufornoedent at undersoege, om der har foreligget et indledende processkrift i sagen i denne bestemmelses forstand.

44 Svaret til den forelaeggende ret maa derfor vaere, at retsafgoerelsen kun kan naegtes anerkendt af de i konventionens artikel 27, nr. 2, anfoerte grunde, naar sagsoegte ikke har givet moede i den sag, hvori retsafgoerelsen er truffet. Bestemmelsen kan derfor ikke paaberaabes, naar sagsoegte har givet moede. En sagsoegt maa anses for at have givet moede i konventionens artikel 27, nr. 2' s forstand, naar der nedlaegges paastand om erstatning i forbindelse med en straffesag, og sagsoegte under domsforhandlingen har taget stilling til paastandene i straffesagen gennem sin valgte forsvarer, men ikke til det borgerlige krav, der er forhandlet mundtligt, mens forsvareren ogsaa var til stede.

Sagens omkostninger

45 De udgifter, der er afholdt af Forbundsrepublikken Tysklands regering, af Den Italienske Republiks regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Bundesgerichtshof ved kendelse af 28. maj 1991, for ret:

1) Begrebet "borgerlige sager" i konventionens artikel 1, stk. 1, foerste punktum, omfatter et erstatningskrav, der ved en kriminalret fremsaettes mod en laerer ved en offentlig skole, som under en skoleudflugt har forvoldt en elev skade ved en retsstridig, forsaetlig eller uagtsom tilsidesaettelse af sin opsynspligt, og dette gaelder ogsaa, naar skaden er daekket af en offentligretlig socialforsikring.

2) Bestemmelsen i konventionens artikel 37, stk. 2, skal fortolkes saaledes, at den ogsaa udelukker, at en tredjemand, der har interesse heri, ved ethvert retsmiddel anfaegter den afgoerelse, der er truffet i appel- eller genoptagelsessagen i medfoer af konventionens artikel 36, naar tredjemand i henhold til national ret i fuldbyrdelsesstaten kan bringe et retsmiddel i anvendelse.

3) Retsafgoerelsen kan kun naegtes anerkendt af de i konventionens artikel 27, nr. 2, anfoerte grunde, naar sagsoegte ikke har givet moede i den sag, hvori retsafgoerelsen er truffet. Bestemmelsen kan derfor ikke paaberaabes, naar sagsoegte har givet moede. En sagsoegt maa anses for at have givet moede i konventionens artikel 27, nr. 2' s forstand, naar der nedlaegges paastand om erstatning i forbindelse med en straffesag, og sagsoegte under domsforhandlingen har taget stilling til paastandene i straffesagen gennem sin valgte forsvarer, men ikke til det borgerlige krav, der er forhandlet mundtligt, mens forsvareren ogsaa var til stede.