1. 

Denne anmodning om præjudiciel afgørelse, der vedrører fortolkningen af artikel 15 i forordning (EF) nr. 2201/2003 ( 2 ), er blevet indgivet af Tribunalul Cluj (appeldomstolen i Cluj, Rumænien) i forbindelse med en tvist mellem IQ, en mor til tre mindreårige børn, der har boet sammen med hende i Det Forenede Kongerige siden 2012, og den sagsøgte, JP, der er far til børnene og udenlandsk statsborger bosiddende i Rumænien, vedrørende forældreansvar.

2.

12, 13. og 21. betragtning til forordning nr. 2201/2003 har følgende ordlyd:

3.

Artikel 1 i forordning nr. 2201/2003 bestemmer følgende:

»1.   Denne forordning finder anvendelse på det civilretlige område, uanset domsmyndighedens art, for spørgsmål vedrørende:

[…]

[…]«

4.

Artikel 2 i forordning nr. 2201/2003 bestemmer:

»I denne forordning forstås ved:

[…]«

5.

Artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 med overskriften »Generel kompetence« bestemmer:

»Kompetencen til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende forældreansvar over for et barn ligger hos retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor sagen anlægges.«

6.

Artikel 12, stk. 1 og 2, i forordning nr. 2201/2003 med overskriften »Aftale om værneting« bestemmer følgende:

»1.   Den ret i en medlemsstat, der i medfør af artikel 3 udøver sin kompetence til at træffe afgørelse om en begæring om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab, har kompetence i ethvert spørgsmål vedrørende forældreansvar, der har tilknytning til den pågældende begæring:

2.   Kompetencen i medfør af stk. 1 ophører, så snart

[…]«

7.

Artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 med overskriften »Henvisning til en ret, der er bedre egnet til at behandle sagen« har følgende ordlyd:

»1.   Undtagelsesvis kan en ret i en medlemsstat, der har kompetence til at påkende sagens realitet, hvis den finder, at en ret i en anden medlemsstat, som barnet har en særlig tilknytning til, er bedre egnet til at behandle sagen eller en specifik del af sagen, såfremt dette er til barnets bedste:

2.   Stk. 1 finder anvendelse:

Henvisningen kan dog kunne finde sted af rettens egen drift eller på anmodning af en ret i en anden medlemsstat, hvis i det mindste én af parterne er indforstået hermed.

3.   Barnet anses for at have en særlig tilknytning til en medlemsstat som omhandlet i stk. 1:

4.   Den ret i den første medlemsstat, der har kompetence til at påkende sagens realitet, fastsætter et tidsrum, inden for hvilket der skal anlægges sag ved en ret i den anden medlemsstat i overensstemmelse med stk. 1.

Er sagen ikke anlagt inden udløbet af dette tidsrum, fortsætter den ret, ved hvilken sagen er anlagt, med at udøve sin kompetence i overensstemmelse med artikel 8-14.

5.   Retten i den anden medlemsstat kan, hvis dette på grund af sagens særlige omstændigheder er til barnets bedste, erklære sig kompetent inden seks uger efter, at sagen er anlagt, eller anmodningen er modtaget i medfør af stk. 1, litra a) eller b). I så fald erklærer den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, sig inkompetent. Erklærer retten i den anden medlemsstat sig ikke kompetent, fortsætter den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, med at udøve sin kompetence i overensstemmelse med artikel 8-14.

6.   Ved anvendelsen af denne artikel arbejder retterne sammen, enten direkte eller gennem de centralmyndigheder, der er udpeget i medfør af artikel 53.«

8.

Forordningens artikel 19 med overskriften »Litispendens og indbyrdes sammenhængende krav« bestemmer:

»[…]

2.   Såfremt der anlægges sag vedrørende forældreansvar over for et barn, som har samme genstand og hviler på samme grundlag, ved retter i forskellige medlemsstater, udsætter enhver anden ret end den, ved hvilken der først er anlagt sag, på embeds vegne sagen, indtil denne rets kompetence er fastslået.

3.   Når det er fastslået, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er kompetent, skal den anden ret erklære sig inkompetent til fordel for den første.

Den part, der anlagde sag ved en anden ret, kan i så fald fremsætte sit krav for den ret, ved hvilken der først blev anlagt sag.«

9.

Artikel 23 i forordning nr. 2201/2003 med overskriften »Grunde til ikke-anerkendelse af retsafgørelser om forældreansvar« bestemmer:

»En retsafgørelse om forældreansvar kan ikke anerkendes:

[…]

[…]«

10.

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at artikel 448, stk. 1, nr. 1, i Codul de procedură civilă român (den rumænske civile retsplejelov) bestemmer, at afgørelser om forældreansvar, der træffes i første instans, er eksigible. Ifølge de rumænske retsplejeregler kan fuldbyrdelsen af retsafgørelser, der træffes i første instans på forældreansvarsområdet, således kun ophæves, såfremt appellen tages til følge.

11.

Den 26. november 2014 fremsatte sagsøgeren, IQ, der er mor til tre børn, som siden 2012 har boet sammen med hende i Det Forenede Kongerige, begæring ved Judecătoria Cluj-Napoca (retten i første instans i Cluj-Napoca, Rumænien) om skilsmisse fra de tre børns far, den sagsøgte, JP, der er udenlandsk statsborger bosiddende i Floreşti i Rumænien.

12.

Med dette søgsmål nedlagde sagsøgeren ligeledes påstand om, at hun tilkendes den fulde forældremyndighed over de tre mindreårige børn født i ægteskabet, om, at børnene skal bo hos hende, og om, at den sagsøgte pålægges at betale underholdsbidrag.

13.

Sagsøgte fremsatte et modkrav, hvorved han ved nævnte ret begærede skilsmisse efter fælles overenskomst, subsidiært med delt skyld og nedlagde påstand om fælles forældremyndighed over de tre børn født i ægteskabet samt om fastlæggelse af en ordning til opretholdelse af det personlige forhold til børnene.

14.

I retsmødet den 28. september 2015 prøvede Judecătoria Cluj-Napoca (retten i første instans i Cluj-Napoca) sin kompetence og erklærede sig for kompetent til at påkende sagen. Da parterne var enige om en skilsmisse efter fælles overenskomst, konstaterede nævnte ret, at betingelserne for, at den kunne tage stilling til denne påstand, var opfyldt. Den bevilligede derfor skilsmisse efter fælles overenskomst og behandlede de accessoriske påstande særskilt i forhold til selve skilsmissen, hvorefter den fortsatte sin behandling og berammede et retsmøde med henblik på bevisførelsen.

15.

Ved civil dom tog Judecătoria Cluj-Napoca (retten i første instans i Cluj-Napoca) delvis sagsøgerens krav og den sagsøgtes modkrav til følge, idet den tilkendte fælles forældremyndighed over de tre børn født i ægteskabet, bestemte, at børnene skulle bo hos sagsøgeren, fastsatte størrelsen af det underholdsbidrag, som den sagsøgte skulle betale, og fastlagde en ordning til opretholdelse af faderens personlige forhold til børnene.

16.

Den 7. september 2016 iværksatte moderen og faderen appel af denne afgørelse ved den forelæggende ret.

17.

Ved denne ret nedlagde IQ påstand om, at hun tilkendes den fulde forældremyndighed, og at der fastsættes en mere restriktiv ordning til opretholdelse af faderens personlige forhold til børnene. JP nedlagde påstand om, at nævnte ordning udvides.

18.

Den 26. december 2016 anlagde IQ sag ved High Court of Justice (England & Wales), Family Division, Family Court, Birmingham (ret i første instans (England og Wales), afdelingen for familieretlige sager mv., Birmingham, Det Forenede Kongerige) med påstand om tilhold mod børnenes fader. Den 3. januar 2017 nedlagde hun ligeledes påstand om, at nævnte ret tager stilling til forældremyndigheden.

19.

Samme dato vedtog nævnte ret en foreløbig foranstaltning, som forbød faderen at tage børnene med sig, indtil der var truffet endelig afgørelse i sagen. Den 2. februar opfordrede nævnte ret ligeledes den forelæggende ret til at erklære sig inkompetent, idet børnene efter forældrenes fælles overenskomst er bosiddende i Det Forenede Kongerige.

20.

I henhold til en kendelse vedtaget af High Court of Justice (England & Wales), Family Division, Family Court, Birmingham (ret i første instans (England og Wales), afdelingen for familieretlige sager mv., Birmingham) den 6. juli 2017 blev den forelæggende ret anmodet om at hjemvise sagen til nævnte ret i Det Forenede Kongerige i henhold til artikel 15 i forordning nr. 2201/2003, eftersom de tre børn i det mindste siden 2013 havde haft deres sædvanlige opholdssted i Det Forenede Kongerige, dvs. inden for dennes jurisdiktion og ikke i Rumænien, i hele den periode, hvor sagen verserede ved de rumænske retter.

21.

Den forelæggende ret har anført, at den i den foreliggende sag er blevet anmodet om at hjemvise sagen, der befinder sig på appeltrinnet, og at der allerede er blevet truffet en afgørelse i første instans.

22.

Den har ligeledes fremhævet, at den afgørelse, der blev truffet i første instans af Judecătoria Cluj-Napoca (retten i første instans i Cluj-Napoca), i henhold til den rumænske civile retsplejelovs artikel 448, stk. 1, er eksigibel, således at den sagsøgte, så længe denne dom ikke er blevet ophævet, kan kræve, at den fuldbyrdes.

23.

Den forelæggende ret vil dog ikke, såfremt den skal henvise sagen til en ret i Det Forenede Kongerige på grundlag af artikel 15 i forordning nr. 2201/2003, få mulighed for at træffe afgørelse i appelsagen, og derfor vil den afgørelse, der blev truffet i første instans, fortsat eksistere.

24.

På denne baggrund har Tribunalul Cluj (appeldomstolen i Cluj) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

25.

Kun den rumænske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg, idet ingen af parterne i hovedsagen har fundet det nødvendigt at indgive skriftlige indlæg. Der er ikke anmodet om et retsmøde, og intet retsmøde er blevet afholdt af Domstolen.

26.

Den rumænske regering har anført, at EU-lovgiver med henblik på at sikre, at der tages hensyn til barnets bedste i forbindelse med anvendelsen af kompetencereglerne på området for forældreansvar, således som det fremgår af 12. betragtning til forordning nr. 2201/2003, har anvendt kriteriet om nærhed ( 3 ). I henhold til dette kriterium bliver en rets kompetence som hovedregel og i overensstemmelse med artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 fastlagt i forhold til barnets sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor sagen anlægges ( 4 ). Artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003, der i det væsentlige bestemmer, at den ret, der i henhold til nævnte forordnings artikel 3 har kompetence til at træffe afgørelse om en begæring om skilsmisse, har kompetence i ethvert spørgsmål vedrørende forældreansvar, der har tilknytning til den pågældende begæring, udgør en undtagelse fra den i artikel 8 i forordning nr. 2201/2003 fastsatte kompetenceregel.

27.

Hvad artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 angår har den rumænske regering indledningsvis konstateret, at begrebet »en ret i en medlemsstat, der har kompetence til at påkende sagens realitet« ikke er defineret i denne forordning. Dette begreb skal derfor fortolkes under hensyntagen til den sammenhæng, i hvilken denne artikel indgår, og til de mål, der forfølges med forordning nr. 2201/2003.

28.

Hernæst har den rumænske regering fremhævet, at kompetencereglerne i sager om forældreansvar er opstillet i kapitel II, afdeling 2, i forordning nr. 2201/2003, som omfatter artikel 15. Det materielle anvendelsesområde for artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 er det samme som det materielle anvendelsesområde for alle kompetencereglerne i nævnte forordnings kapitel II, afdeling 2 ( 5 ). Det følger heraf, at den »kompetente ret« i henhold til artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 kan være en hvilken som helst af de retter, der har kompetence til at træffe afgørelse i spørgsmål vedrørende forældreansvar, og som er omhandlet i artikel 8-14 i forordning nr. 2201/2003. Ifølge den rumænske regering tillægger nævnte forordnings artikel 15 dermed den heri omhandlede ret opgaven med at træffe afgørelse i spørgsmål vedrørende forældreansvar, henset til den kompetence, der fastsættes i forordning nr. 2201/2003, uanset om denne træffer afgørelse i første instans eller som appelinstans.

29.

Endelig er den rumænske regering af den opfattelse, at begrebet »en ret […], der har kompetence til at påkende sagens realitet« i artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 ikke blot henviser til den omstændighed, at der er tale om en ret, der i henhold til dens kompetence er egnet til at påkende sagens realitet, men ligeledes til den omstændighed, at den pågældende ret har erklæret sig kompetent.

30.

Hvad angår det tidspunkt, hvor den ret, der har kompetence til at påkende sagens realitet, kan overføre sagen til en ret, der er bedre egnet til at behandle sagen, har den rumænske regering anført, at artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 ikke fastsætter nogen tidsfrist.

31.

Den har i denne henseende anført, at det aftalte værneting i henhold til ordlyden af artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003, ifølge nævnte forordnings artikel 12, stk. 2, navnlig ophører, så snart en afgørelse i en sag om forældreansvar har fået retskraft, eller sagen er afsluttet af anden grund. I hovedsagen kan den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, henvise sagen til en ret, der er bedre egnet i henhold til artikel 15 forordning nr. 2201/2003, indtil det aftalte værneting for den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, ophører. Den rumænske regering er af den opfattelse, at den kompetente ret, når sagen henvises, i hvert enkelt tilfælde skal vurdere, om navnlig betingelserne i nævnte forordnings artikel 15 er opfyldt ( 6 ).

32.

I en situation som den i hovedsagen omhandlede påhviler det således den kompetente ret, dvs. den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, at efterprøve, om henvisningen til en ret, der er bedre egnet til at behandle sagen, opfylder de i artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 opstillede betingelser, og navnlig, om den ret, som den påtænker at henvise sagen til, er bedre egnet til i spørgsmål vedrørende forældreansvar at træffe en afgørelse, der tjener barnets bedste.

33.

Den rumænske regering har forslået, at det første spørgsmål besvares således, at bestemmelserne i forordning nr. 2201/2003 i almindelighed og i artikel 15 i særdeleshed skal fortolkes således, at de under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede giver en ret i en medlemsstat, der har kompetence til at påkende sagens realitet i henhold til nævnte forordnings artikel 12, stk. 1, mulighed for at henvise sagen til en ret i en anden medlemsstat, som den anser for bedre egnet, indtil dens kompetence ophører i henhold til artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 2201/2003.

34.

Desuden tilkommer det den ret, der har kompetence til at påkende sagens realitet, fra sag til sag at bedømme og klarlægge, om overførsel af en sag, der befinder sig i appelfasen, opfylder de betingelser, der er opstillet i artikel 15 i forordning nr. 2201/2003, og navnlig at undersøge, om den ret, som det overvejes at henvise sagen til, er bedre egnet til at træffe afgørelse om forældreansvaret, og om henvisning af sagen tjener barnets bedste.

35.

Ifølge Kommissionen tillader artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 kun overførsel af kompetence til en ret »i en anden medlemsstat, som barnet har en særlig tilknytning til«. Artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 indeholder en udtømmende liste over de kriterier, der definerer begrebet »medlemsstat, som barnet har en særlig tilknytning til«. I denne henseende optræder den medlemsstat, i hvilken et barn i øjeblikket har sædvanligt opholdssted, ikke på denne liste, mens kompetencen hos retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sædvanligt opholdssted, udgør hjørnestenen i kompetencen vedrørende forældreansvar.

36.

Kommissionen er dog af den opfattelse, at anvendelse af artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 ikke kan udelukkes i de tilfælde, hvor de to retter begge har kompetence. Det er således i strid med denne bestemmelses ratio legis at udelukke, at den kan finde anvendelse på retten i en medlemsstat, som barnet har den stærkeste tilknytning til.

37.

Hvad forholdet mellem artikel 15 og 19 i forordning nr. 2201/2003 angår gælder det, at selv om sidstnævnte pålægger enhver anden ret end den, ved hvilken der først er anlagt sag, at udsætte sagen, hvis kompetencen for den ret, ved hvilken der først er anlagt sag, er blevet fastslået, bør dette krav ikke udelukke muligheden for, at enhver anden ret end den, ved hvilken der først er anlagt sag, kan fremsætte en anmodning i henhold til artikel 15, stk. 2, litra c), i forordning nr. 2201/2003.

38.

Hvad angår begrebet »en ret i en medlemsstat, der har kompetence til at påkende sagens realitet« i artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 har Kommissionen gjort gældende, at dette begreb på ingen måde betyder, at denne mulighed begrænses til førsteinstansretter.

39.

Kommissionen er af den opfattelse, at ratio legis for artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 giver retten en skønsmargen, der i givet fald gør det muligt for den at træffe en beslutning om overførsel af kompetence, såfremt dette er til »barnets bedste«.

40.

I en meget kortfattet forelæggelsesafgørelse, der kun indeholder 21 præmisser, ønsker Tribunalul Cluj (appeldomstolen i Cluj) nærmere bestemt oplyst (med sit første spørgsmål), hvordan begrebet »en ret i en medlemsstat, der har kompetence til at påkende sagens realitet« som omhandlet i artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003, skal fortolkes, og om en sag i henhold til artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 kan henvises til en ret, der er bedre egnet, såfremt den kompetente ret, der anmodes om at henvise sagen til en ret, der er bedre egnet, er en appeldomstol, hvorimod den ret, der er bedre egnet, er en ret i første instans.

41.

Det skal først fremhæves, at Domstolen allerede har haft lejlighed til at fortolke bestemmelserne i artikel 15 i forordning nr. 2201/2003, men den har endnu ikke udtalt sig om fortolkningen af begrebet »en ret i en medlemsstat, der har kompetence til at påkende sagens realitet« som det fremgår af nævnte artikels stk. 1.

42.

I dom af 27. oktober 2016, D. (C-428/15, EU:C:2016:819), som vil blive citeret flere gange i dette forslag til afgørelse, og som i det væsentlige vedrørte fortolkningen af artikel 15 i forordning nr. 2201/2003, ønskede den nationale ret nærmere oplysninger om anvendelsesområdet for denne bestemmelse og betingelserne for anvendelse af denne, men ligeledes om begrebet »en ret, der er bedre egnet« og de relevante forhold, der skal tages hensyn til ved afgørelsen af, hvilken ret der er bedst egnet til at behandle sagen, og om begrebet »barnets bedste« ( 7 ). Domstolen fastslog, at kravet om, at henvisningen skal tjene barnets bedste, indebærer, at den kompetente ret i lyset af de konkrete omstændigheder i sagen skal sikre sig, at den af denne påtænkte henvisning til en ret i en anden medlemsstat ikke risikerer at have en skadelig virkning på det pågældende barns situation ( 8 ).

43.

Som Kommissionen har anført, synes den foreliggende sag at være kendetegnet ved en situation, i hvilken de to retters kompetence principielt er baseret på forordning nr. 2201/2003.

44.

I denne henseende, og eftersom børnenes sædvanlige opholdssted siden 2012 og i hele den periode, som sagen har verseret, ser ud til uafbrudt at have været Det Forenede Kongerige, kan de rumænske retters kompetence (sagen anlagt for dem først) i forbindelse med forældreansvar kun være blevet fastslået på grundlag af artikel 12, stk. 1 ( 9 ), sammenholdt med artikel 3, stk. 1, litra a), tredje led, i forordning nr. 2201/2003 (»sagsøgte har sit sædvanlige opholdssted«), i form af accessorisk kompetence i forbindelse med skilsmissesagen. Denne bestemmelse udgør en undtagelse fra kompetencereglen i nævnte artikel 8 i forordning nr. 2201/2003 ( 10 ).

45.

Selv om skilsmissedommen blev afsagt af den rumænske ret, er den accessoriske kompetence i forbindelse med forældreansvaret fortsat reguleret af artikel 12, stk. 2, litra b), i forordning nr. 2201/2003, indtil en afgørelse på dette område har fået retskraft, hvilket endnu ikke er tilfældet i den foreliggende sag.

46.

Eftersom de tre børn har deres sædvanlige opholdssted i Det Forenede Kongerige, hvor de har boet sammen med deres mor siden 2012, har retterne i Det Forenede Kongerige (ved hvilke sagsøgeren senere har anlagt sag) kompetence vedrørende forældreansvar på grundlag af artikel 8 i forordning nr. 2201/2003 ( 11 ).

47.

Det er derfor efter min opfattelse hensigtsmæssigt at klarlægge spørgsmålet om, hvorvidt artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 om overførsel af kompetence enten finder anvendelse på en sag, hvor de to medlemsstaters retter er kompetente i henhold til nævnte forordning, eller kun tillader overførsel af kompetence til retterne i en medlemsstat, der ellers ikke ville være kompetente i henhold til denne forordning.

48.

I sidstnævnte tilfælde er svaret enkelt: Artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 ville ikke finde anvendelse på den foreliggende sag. Tilbage ville stå et enkelt spørgsmål om litispendens, der ville skulle afgøres i henhold til artikel 19 i forordning nr. 2201/2003 ( 12 ).

49.

Forordning nr. 2201/2003 indeholder i artikel 15 en nyskabende regel, som undtagelsesvis tillader en ret, ved hvilken der er anlagt sag, og som har kompetence til at påkende sagens realitet, at henvise sagen til en ret i en anden medlemsstat, såfremt denne er bedre egnet til at behandle sagen. Dette kan ske for hele eller en specifik del af sagen ( 13 ).

50.

Det fremgår således, at »[i] forbindelse med forældreansvar er en af de store nyskabelser i [forordning nr. 2201/2003] – der på dette område kopierer [[k]onventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældremyndighed og foranstaltninger til beskyttelse af børn (herefter »Haagerkonventionen af 1996«)] – at der indføres en ordning for dialog mellem retter i EU baseret på en vurdering af deres kompetence under hensyntagen til hensigtsmæssighed. På grundlag af forum non conveniens-doktrinen tillader artikel 15 i forordning [nr. 2201/2003] [– en bemærkelsesværdig bestemmelse ( 14 ), som ofte anses for at være lidt kompleks –] »henvisning« af sagen til en ret, der er bedre egnet til at behandle sagen (sammenlignes med artikel 8 og 9 i Haagerkonventionen af 1996 […], der opsplitter ordningen i en overførsel [af kompetence – forum non conveniens – ] eller et krav om kompetence [forum conveniens] […])« ( 15 ).

51.

I henhold til artikel 8 i Haagerkonventionen af 1996 kan der fremsættes en anmodning, hvis den kompetente myndighed finder, at en myndighed i en anden kontraherende stat er »bedre egnet« til at vurdere, hvad der er til barnets bedste. I henhold til artikel 8, stk. 2, litra d), i Haagerkonventionen af 1996 udgør en væsentlig tilknytning til barnet et aspekt af kriteriet for, hvilken myndighed der er bedre egnet til at vurdere, hvad der er til barnets »bedste«, men der indføres ikke en forpligtelse.

52.

Selv om forordning nr. 2201/2003 og Haagerkonventionen af 1996’s fremgangsmåder ikke er identiske, kan jeg ikke se nogen principiel grund til, at artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 ikke skulle kunne anvendes i tilfælde af »konkurrerende« kompetence, dvs. når to retter (i forskellige medlemsstater) har kompetence i henhold til denne forordning.

53.

Jeg er således af den opfattelse, at en sådan overførsel af kompetence a fortiori skal tillades ved artikel 15 i forordning nr. 2201/2003, idet den ret, til hvilken sagen foreslås overført, ex hypothesi, skal have en tæt tilknytning til barnet.

54.

Artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 gør det således kun muligt at henvise en konkret sag til en ret i en anden medlemsstat end den, hvori den sædvanligvis kompetente ret er beliggende, hvis en sådan henvisning, således som det fremgår af 13. betragtning til forordningen, for det første opfylder nogle specifikke betingelser ( 16 ) og for det andet kun sker undtagelsesvis ( 17 ).

55.

Som Domstolen har fastslået, først og fremmest i dom af 27. oktober 2016, D. (C-428/15, EU:C:2016:819, præmis 50), må en medlemsstats rets henvisning af en sag om forældreansvar i medfør af artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 kun ske til fordel for en ret i en anden medlemsstat, som det pågældende barn har »en særlig tilknytning« til.

56.

Dernæst skal der i henhold til dom af 27. oktober 2016, D. (C-428/15, EU:C:2016:819, præmis 51), med henblik på at fastlægge, om en sådan tilknytning foreligger i en konkret sag, henvises til de forhold, som er opregnet udtømmende i artikel 15, stk. 3, litra a)-e), i forordning nr. 2201/2003. Det følger heraf, at de sager, hvor disse forhold ikke foreligger, på forhånd er udelukket fra henvisningsordningen.

57.

Ifølge samme doms præmis 53 vedrører de to første forhold således det opholdssted, som det pågældende barn har fået i den omhandlede anden medlemsstat, enten før eller efter, at sagen blev anlagt ved den sædvanligvis kompetente ret, og i henhold til præmis 52 henviser disse forhold alle til en nærhed mellem det af sagen berørte barn og en anden medlemsstat end den, hvor den ret, som er kompetent til at påkende sagen på grundlag af artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003, er beliggende.

58.

Det står således klart, at den medlemsstat, i hvilken et barn i øjeblikket har sædvanligt opholdssted, ikke optræder i denne bestemmelse, mens kompetencen hos retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sædvanligt opholdssted, udgør hjørnestenen i kompetencen vedrørende forældreansvar. Dette synes at indikere, at artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 udelukkende omhandler tildeling af kompetence via henvisning til retter i en medlemsstat, som i henhold til forordning nr. 2201/2003 endnu ikke havde kompetence til at påkende sagen.

59.

Jeg er dog af den opfattelse, at dette på ingen måde er til hinder for, at denne forordnings artikel 15 kan finde anvendelse på sager, hvor de to retter har kompetence, a fortiori hvis de bliver enige om, at den ene af dem er bedre egnet til at påkende sagen end den anden.

60.

Jeg er således (ligesom Kommissionen) af den opfattelse, at det følger af almindelig sund fornuft, at det »sædvanlige opholdssted i øjeblikket« i en medlemsstat, der udgør hjørnestenen i kompetencen vedrørende forældreansvar, nødvendigvis indebærer en tættere forbindelse end det tidligere opholdssted (som den rumænske ret selv har erkendt). Artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 – der skulle muliggøre en vis fleksibilitet i særlige tilfælde for bedre at beskytte barnets bedste – taler til fordel for en fortolkning af begrebet »en særlig tilknytning til en medlemsstat«, der omfatter den medlemsstat, i hvilken et barn i øjeblikket har sædvanligt opholdssted (i den foreliggende sag siden 2012), hvilket indebærer anvendelse af denne bestemmelse på sager, i hvilke den bedst egnede ret allerede har kompetence i henhold til forordning nr. 2201/2003.

61.

Desuden er denne opfattelse i overensstemmelse med juridisk litteratur.

62.

For det første »[Article 15 is about] a court having jurisdiction as to the substance of the matter pursuant to Articles 8-14 of the Regulation [transferring jurisdiction to a Member State] not necessarily also having jurisdiction pursuant to Article 8 et seq. of the Regulation« ( 18 ).

63.

For det andet »[a]nother and far more important principle laid down in Article 15(1) is that this transfer can be for the benefit of any Member State’s court. The provision states that this transfer should concern a court “with which the child has a particular connection”, and the exact nature of these connections is listed in paragraph (3). However, Article 15(1) does not require that the designated court would otherwise have jurisdiction over the subject matter. Therefore, the transfer mechanism is […] [one] allowing a competent court to transfer a case to any Member State court, provided that the particular connection is identified. This analysis implies that Article 15 is not only a court cooperation provision, but contains also a jurisdictional rule. The effect of this rule is to give jurisdiction to any Member State court, providing there is a particular connection between the court and the child« ( 19 ), hvilket ser ud til at være tilfældet i den foreliggende sag.

64.

»Article 15(1) can therefore be analysed in connection with Article 12(3) of the Regulation, which also provides for a very open jurisdictional rule. The difference lies [in] the fact that Article 12(3) relies on party autonomy, whereas Article 15(1) relies on judicial cooperation. The bases of jurisdiction are therefore very different, but the main effect of both provisions is very similar: giving jurisdiction to a court that is not designated by any of the connecting factors of the Regulation« ( 20 ).

65.

Det følger af det ovenstående, at artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 finder anvendelse i den foreliggende sag.

66.

Jeg vil minde om, at dette begreb ikke som sådan er defineret i forordning nr. 2201/2003.

67.

I denne henseende skal dette begreb derfor fortolkes under hensyntagen til den sammenhæng, i hvilken artikel 15 indgår, og til de mål, der forfølges med forordning nr. 2201/2003 ( 21 ).

68.

Jeg er således (ligesom den rumænske regering) af den opfattelse, at begrebet »en ret […], der har kompetence til at påkende sagens realitet« skal fortolkes i forhold til begrebet »ret«. I henhold til artikel 2, nr. 1), i forordning nr. 2201/2003 forstås ved »ret« alle myndigheder i medlemsstaterne med kompetence i spørgsmål, der falder ind under denne forordnings anvendelsesområde som defineret i artikel 1 i forordning nr. 2201/2003 ( 22 ).

69.

Ifølge dom af 27. oktober 2016, D. (C-428/15, EU:C:2016:819, præmis 61), skal artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 fortolkes således, at for at den kompetente ret skal kunne lægge til grund, at en ret i en anden medlemsstat, som barnet har en særlig tilknytning til, er bedre egnet, skal den sikre sig, at henvisningen af sagen til en sådan ret kan tilføre en reel og konkret merværdi ved behandlingen af denne sag, henset bl.a. til de procesregler, der finder anvendelse i denne anden medlemsstat, og at den kompetente ret for, at den skal kunne vurdere, om en sådan henvisning tjener barnets bedste, bl.a. skal sikre sig, at den nævnte henvisning ikke risikerer at skade barnets situation.

70.

Det er tilstrækkeligt at konstatere, at intet i det anvendte udtryk (»en ret i en medlemsstat, der har kompetence til at påkende sagens realitet«) indikerer, at muligheden for at overdrage kompetence i henhold til artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 er forbeholdt retter i første instans.

71.

Retten i domsstaten har en bred skønsmargen, der gør det muligt for denne at træffe afgørelse om overførsel af kompetence eller ej (hvilket i øvrigt er logisk, idet det er i overensstemmelse med forum non conveniens-teorien, der ligger til grund for den i nævnte forordnings artikel 15 omhandlede overførselsprocedure). Jeg er (ligesom Kommissionen) af den opfattelse, at der ikke er nogen grund til at forbeholde en ret i første instans denne skønsmargen. Dette gælder a fortiori, såfremt muligheden for overførsel af kompetence måske først opstår i forbindelse med en højere rets behandling af sagen.

72.

I den foreliggende sag verserede sagen således i det rumænske retssystem ved en appeldomstol, da anmodningen om overførsel blev fremsat af retten i Det Forenede Kongerige, som moderen havde indbragt sagen for ca. to år efter, at hun havde indbragt sagen for den rumænske ret. Børnene boede under hele sagen i England. Hvis sagen går sin gang i Rumænien, skal børnene høres i Rumænien, og det kan vise sig nødvendigt at høre en britisk ekspert for, at det kan vurderes korrekt, hvilken afgørelse der skal træffes i forbindelse med forældreansvaret (forældremyndighed og samkvemsret). Dette vil kunne øge sagsomkostningerne og forlænge sagsbehandlingstiden, mens det altid er til barnets bedste, at afgørelser på dette område træffes hurtigst muligt.

73.

Begrebet »en ret i en medlemsstat, der har kompetence til at påkende sagens realitet« i artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 skal derfor fortolkes således, at det ligeledes henviser til appeldomstole, der enten på anmodning eller på embeds vegne kan henvise sagen til en ret i en anden medlemsstat, der er bedre egnet, forudsat at de i artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 opstillede betingelser er opfyldt.

74.

Den rumænske regering har anført, at forordning nr. 2201/2003 er baseret på principperne om samarbejde og gensidig tillid mellem retterne, principper, der fører til gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet i en medlemsstat ( 23 ). Ifølge Domstolen er det uløseligt forbundet med dette princip om gensidig tillid, at den ret i en medlemsstat, for hvilken en sag om forældreansvar er blevet indbragt, prøver sin kompetence på grundlag af artikel 8-14 i forordning nr. 2201/2003 ( 24 ). Som det præciseres i artikel 24 i forordning nr. 2201/2003, kan retterne i andre medlemsstater ikke efterprøve den vurdering af kompetence, som den første ret har foretaget ( 25 ).

75.

Desuden er formålet med lovbestemmelserne om erklæring af inkompetence at undgå, at der verserer parallelle sager for retterne i forskellige medlemsstater, og at der eventuelt træffes uforenelige afgørelser.

76.

Den rumænske regering har foreslået, at det andet spørgsmål besvares således, at bestemmelserne i forordning nr. 2201/2003 i almindelighed og artikel 15 i særdeleshed skal fortolkes således, at under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede skal den kompetente ret – når den i henhold til artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 beslutter at henvise sagen til en ret, der er bedre egnet, og denne ret i henhold til forordningens artikel 15, stk. 5, første punktum, accepterer at overtage sagen i overensstemmelse med forordningens artikel 15, stk. 5, andet punktum – erklære sig inkompetent.

77.

Kommissionen har nærmere bestemt gjort gældende, at den afgørelse, der er truffet i første instans, i tilfælde af overførsel af kompetence til en ret i en anden medlemsstat, har de retlige virkninger, som den tillægges i national ret, så længe den ikke er blevet ændret eller erstattet med virkning fremover af en ny afgørelse truffet af enhver anden ret, der har kompetence i henhold til forordning nr. 2201/2003.

78.

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, hvorledes den kompetente ret, som henviser sagen til den ret, der er bedre egnet til at behandle hovedsagen, såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, da skal forholde sig med hensyn til den afgørelse, der er truffet i første instans af den rumænske ret.

79.

I henhold til ordlyden af den rumænske civile retsplejelovs artikel 448, stk. 1, nr. 1, er afgørelser om forældreansvar, der træffes i første instans, eksigible.

80.

Som Kommissionen har anført vedrørende spørgsmålet om, hvad der skal ske med den afgørelse, der er truffet af de rumænske retter i første instans inden appeldomstolens – det vil i den foreliggende sag sige den forelæggende ret – eventuelle overførsel af kompetence, tales der i 13. betragtning til forordning nr. 2201/2003 om henvisning af »sagen«, mens der i artikel 15, stk. 1 og 5, i forordning nr. 2201/2003 tales om overførsel eller udøvelse af »kompetence«.

81.

I henhold til artikel 15, stk. 5, i forordning nr. 2201/2003 erklærer den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, sig inkompetent, hvis retten i den anden medlemsstat har erklæret sig kompetent, og den indstiller den for den verserende sag, eller i modsat fald fortsætter den med at behandle sagen.

82.

Det er med andre ord den ret, ved hvilken sagen først er anlagt i denne sag, der, indtil anmodningen om overførsel af kompetence er afgjort, anses for at være en ret, ved hvilken sagen er anlagt. Såfremt den mener, at der foreligger en umiddelbar risiko for barnet i løbet af denne periode, tilkommer det den derfor at udøve sin kompetence i henhold til forordningen til at træffe alle de nødvendige foranstaltninger til at beskytte barnet. Disse foranstaltninger anerkendes i henhold til forordning nr. 2201/2003 (artikel 21 med overskriften »Anerkendelse af retsafgørelser«) og forbliver gældende, indtil retten i den anden medlemsstat, der har accepteret at udøve sin kompetence, beslutter at ophæve eller ændre dem.

83.

Spørgsmålet om, hvordan man skal forholde sig til den afgørelse, der er truffet i første instans, skal ligeledes afgøres i overensstemmelse med national ret i den medlemsstat, der har overført kompetencen.

84.

Jeg er (ligesom Kommissionen) af den opfattelse, at når den ret, der har fremsat anmodningen, har erklæret sig inkompetent, og der er indledt nye retsforhandlinger, kan retten i den medlemsstat, som anmodningen er rettet til, og til hvilken kompetencen er blevet overført, udøve kompetencen.

85.

Det skal anføres, at artikel 21 ff. i forordning nr. 2201/2003 vedrører anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser, mens artikel 23, litra e), navnlig bestemmer, at en retsafgørelse om forældreansvar ikke kan anerkendes, såfremt den er uforenelig med en retsafgørelse om forældreansvar, der senere træffes i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

86.

Det følger heraf, at den retsafgørelse, som den rumænske ret har truffet i første instans, har de retsvirkninger, som den tillægges i national ret, så længe den ikke er blevet ændret eller erstattet med virkning fremover af en ny afgørelse truffet af enhver anden ret, der har kompetence i henhold til forordning nr. 2201/2003.

87.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg Domstolen at besvare de af Tribunalul Cluj (appeldomstolen i Cluj, Rumænien) forelagte præjudicielle spørgsmål således: