1.

Ligesom nogle medlemsstater gennemfører en familiepolitik med et økonomisk element, udbetaler EU’s institutioner familietillæg til deres ansatte. Disse tillæg omfatter et husstandstillæg, der udbetales til en tjenestemand med en familie, forhøjet med et tillæg for hvert forsørgelsesberettiget barn, samt et uddannelsestillæg til dækning af de udgifter til skolegang, som tjenestemanden må afholde, fordi dennes barn er skolesøgende. Det er betingelserne for tildeling af uddannelsestillægget, der er genstand for tvisten mellem parterne i den foreliggende sag.

2.

Betingelserne for udbetaling af uddannelsestillægget blev ændret i forbindelse med ændringen af vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union i 2004. Mens dette tillæg i forbindelse med grundskoler og skoler på gymnasialt niveau tidligere blev udbetalt ( 2 ) til tjenestemanden, uanset hvilken skole barnet gik i, blev der med ændringen indført en betingelse om, at der skulle være tale om en skole mod betaling, for at tjenestemanden havde ret til tillægget ( 3 ). Målet var, at »[u]ddannelsestillægget […] i fremtiden [bør] tilpasses nøjere til de faktiske udgifter« ( 4 ).

3.

Da appellanternes børn ikke gik i en skole mod betaling, afslog Europa-Parlamentet i 2015 at tildele dem det uddannelsestillæg, de havde anmodet om, selv om det var blevet udbetalt til dem de foregående år. Appellanterne er af den opfattelse, at de fortsat har ret til at oppebære tillægget.

4.

Den foreliggende tvist skyldes den særlige måde, hvorpå de pågældende skoler anmoder om økonomiske bidrag fra appellanterne. Disse skoler modtager således støtte fra de lokale myndigheder, hvorfor de i henhold til den belgiske forfatning skal give gratis adgang til undervisningen ( 5 ). For at sikre finansieringen modtager skolerne imidlertid støtte fra sammenslutninger, som drives uden gevinst for øje, der er tilknyttet dem, og som forældrene til eleverne opfordres til at betale bidrag til. Det er dette bidrag, som appellanterne har anmodet om at få godtgjort i form af uddannelsestillægget.

5.

I denne personalesag, der er en af de første appeller, som Domstolen skal påkende efter opløsningen af Personaleretten og genoverførsel af dennes kompetencer til Retten, er Domstolen blevet anmodet om at afgøre, om det under de særlige omstændigheder, der gør sig gældende i sagen, var med føje, at Retten fastslog, at betalingen af et sådant bidrag ikke kunne omfattes af uddannelsestillægget.

6.

Retsforskrifterne i den foreliggende sag afgøres af følgende bestemmelser i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) ( 6 ).

7.

I henhold til vedtægtens artikel 67, stk. 1, litra c), omfatter de familietillæg, som tjenestemanden har ret til som en del af lønnen, uddannelsestillægget.

8.

I artikel 3, stk. 1, i bilag VII til vedtægten præciseres betingelserne for opnåelse af ret til uddannelsestillægget:

»På de i de almindelige gennemførelsesbestemmelser fastsatte betingelser oppebærer tjenestemanden til dækning af de af ham afholdte skoleudgifter et uddannelsestillæg på højst 260,95 [EUR] ( 7 ) om måneden for hvert barn, han har forsørgerpligt over for […], og som er mindst fem år gammelt, og som regelmæssigt modtager heltidsundervisning i en grundskole eller en skole på gymnasialt niveau mod betaling eller i en læreanstalt for videregående uddannelse. Godtgørelse af udgifter til skoletransport er dog ikke betinget af, at barnet modtager undervisning på en skole mod betaling.

[…]«

9.

Den 18. maj 2004 vedtog Parlamentet på grundlag af vedtægtens artikel 110 de almindelige gennemførelsesbestemmelser vedrørende tildeling af det uddannelsestillæg, der er fastsat i artikel 3 i bilag VII til vedtægten ( 8 ). I artikel 1 i de almindelige gennemførelsesbestemmelser sondres der mellem uddannelsestillæg »A«, et fast beløb, der udbetales for børn under fem år, eller som endnu ikke går i grundskole, og uddannelsestillæg »B«. Med hensyn til uddannelsestillæg »B« bestemmer artikel 3 i de almindelige gennemførelsesbestemmelser:

»Inden for de grænser, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, første og tredje afsnit, i bilag VII til tjenestemandsvedtægten, dækker uddannelsestillæg B:

med udelukkelse af alle andre udgifter, og bl.a.:

10.

Appellanterne er henholdsvis midlertidigt ansatte og tjenestemænd i Europa-Parlamentet og bosiddende i Belgien. Deres børn går i undervisningsinstitutioner ( 9 ), hvis fællestræk er, at de modtager delvis støtte fra Communauté française de Belgique. De to pågældende skoler råder ligeledes over egne ressourcer, som de hovedsageligt modtager fra sammenslutninger, som drives uden gevinst for øje (herefter »sammenslutningerne«), som forældrene til eleverne opfordres til at betale et bidrag til.

11.

Frem til og med skoleåret 2013/2014 godtgjorde Parlamentet det bidrag, som de appellanter, der allerede havde børn i disse skoler, betalte til sammenslutningerne, som skoleudgifter og op til det fastsatte loft. Den 24. april 2015 afslog Parlamentet at godtgøre det bidrag, som appellanterne havde betalt til sammenslutningerne for skoleåret 2014/2015, med den begrundelse, at de i artikel 3, stk. 1, i bilag VII til vedtægten nævnte betingelser ikke var opfyldt (herefter »afgørelserne om afslag«). Ifølge Parlamentet var de to pågældende skoler ikke skoler mod betaling i henhold til denne bestemmelse, idet appellanternes valgfrie bidrag til sammenslutningerne lå uden for rammerne af den obligatoriske gratis skolegang, og som fastsat i den belgiske lovgivning.

12.

Selv om appellanternes klager over disse afgørelser ligeledes blev afslået henholdsvis den 17. og den 19. november 2015, besluttede Parlamentet ikke desto mindre pr. kulance og undtagelsesvist at tildele appellanterne uddannelsestillæg for 2014/2015, men ikke længere at tildele dette for de kommende skoleår til undervisning i de pågældende skoler.

13.

Den 17. februar 2016 anlagde appellanterne sag med påstand om annullation af Parlamentets afgørelser om afslag, med undtagelse af tildelingen pr. kulance og undtagelsesvist for skoleåret 2014/2015, og om, at Parlamentet tilpligtedes at tildele dem uddannelsestillæg for 2015/2016. Til støtte for deres søgsmål fremførte appellanterne tre anbringender om, for det første, tilsidesættelse af artikel 3, stk. 1, i bilag VII til vedtægten og anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn, for det andet, tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og, for det tredje, tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltning.

14.

Retten forkastede i sin dom af 28. april 2017 (herefter »den appellerede dom«) ( 10 ) hvert af disse anbringender og følgelig påstandene om annullation af afgørelserne om afslag. På denne baggrund fastslog den, at det var ufornødent at træffe afgørelse om påstanden om, at Parlamentet tilpligtedes at betale appellanterne uddannelsestillæg for 2015/2016.

15.

Ved appelskrift indleveret den 28. juni 2017 har appellanterne iværksat den foreliggende appel til prøvelse af Rettens dom.

16.

Appellanterne har nedlagt følgende påstande:

17.

Parlamentet har nedlagt følgende påstande:

18.

Appellen har givet anledning til en skriftlig forhandling for Domstolen.

19.

Appellanterne er af den opfattelse, at den appellerede dom er behæftet med flere retlige fejl, navnlig en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og en manglende begrundelse. For det første begik Retten navnlig en retlig fejl, ligesom den gengav de faktiske omstændigheder forkert, da den forkastede en selvstændig og ensartet fortolkning af begrebet »skoleudgifter« i Unionens retsorden ( 12 ). For det andet er Rettens konstateringer i den appellerede dom materielt unøjagtige ( 13 ). For det tredje har Retten begået en fejl ved fortolkningen af fast retspraksis vedrørende reglen om, at der skal være overensstemmelse mellem den forudgående klage og søgsmålet ( 14 ). Endelig har Retten tilsidesat sin begrundelsespligt ved besvarelsen af anbringendet om ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltning ( 15 ).

20.

Det skal bemærkes, at appellanterne ved Retten nedlagde påstand om annullation af afgørelserne om afslag på deres ansøgninger om skoleudgifter for skoleåret 2014/2015. I afgørelserne om afslag på deres klager, som appellanterne ligeledes påstod annulleret, med undtagelse af dette punkt, tildelte Parlamentet dem pr. kulance og undtagelsesvist uddannelsestillæg for dette skoleår. Appellanterne modtog således det krævede tillæg.

21.

Med hensyn til de efterfølgende skoleår har Parlamentet udelukkende i sine afgørelser om afslag på klagerne præciseret, at uddannelsestillægget ikke længere ville blive tildelt appellanterne i de kommende skoleår ( 16 ).

22.

Retten var af den opfattelse, at afgørelserne om afslag på klagerne ikke havde en selvstændig karakter, og at der således kun var indbragt et søgsmål rettet mod afgørelserne om afslag for den ( 17 ), som kun vedrører skoleåret 2014/2015. Appellanterne har ikke anfægtet dette punkt i deres appel.

23.

Med hensyn navnlig til skoleåret 2015/2016 nedlagde appellanterne for Retten desuden påstand om, at Parlamentet tilpligtedes at tildele uddannelsestillæg for dette skoleår. Parlamentet gjorde for Retten gældende, at denne påstand ikke kunne antages til realitetsbehandling, fordi administrationen kun tildelte uddannelsestillægget for et skoleår, og fordi appellanterne burde have fulgt den administrative procedure forud for anlæggelsen af deres søgsmål ( 18 ).

24.

Retten fandt, at det, eftersom påstandene om annullation af afgørelserne om afslag (vedrørende skoleåret 2014/2015) var blevet forkastet, var ufornødent at træffe afgørelse om påstanden vedrørende skoleåret 2015/2016 ( 19 ). Appellanterne har heller ikke anfægtet dette punkt i deres appel.

25.

Under disse omstændigheder, og såfremt Domstolen finder det nødvendigt af egen drift at prøve betingelsen om formaliteten af annullationssøgsmålet ved Retten ( 20 ) for så vidt angår søgsmålsinteressen, er jeg af den opfattelse, at appellanterne har søgsmålsinteresse i forhold til afgørelserne om afslag for skoleåret 2014/2015, hvilket er tilstrækkeligt til at begrunde, at søgsmålet kan antages til realitetsbehandling. De er ganske vist blevet tildelt uddannelsestillægget for dette skoleår. Men selv om appellanterne således i realiteten er blevet godtgjort, har Parlamentet imidlertid kun pr. kulance og undtagelsesvist vedtaget en foranstaltning for at kompensere for den uforholdsmæssigt lange tid, der var medgået ved behandlingen af ansøgningerne ( 21 ). Afgørelserne om afslag på deres ansøgninger, der indeholdt administrationens endelige stillingtagen, er imidlertid ikke blevet trukket tilbage og fastlægger deres rettigheder. Appellanterne har således en søgsmålsinteresse til prøvelse af disse afgørelser, der er bebyrdende for dem, idet de heri nægtes retten til uddannelsestillæg.

26.

For så vist angår appellen har Parlamentet ikke bestridt, at denne kan antages til realitetsbehandling, og jeg ser ingen grund til af egen drift at undersøge, om den skal afvises fra realitetsbehandling.

27.

Appellanterne har foreholdt Retten, at den ikke anlagde en selvstændig og ensartet fortolkning af begrebet »skoleudgifter« i Unionens retsorden. De har gjort Domstolens retspraksis gældende, hvorefter tjenestemænd i henhold til vedtægtens artikel 1 har krav på ligebehandling, hvilket generelt nødvendiggør, at nævnte vedtægt skal fortolkes selvstændigt og ensartet i hele Unionen. En sådan fortolkning skal søges under hensyntagen til bestemmelsens kontekst og formålet med den pågældende ordning ( 22 ).

28.

Navnlig med hensyn til skoleudgifter har appellanterne på baggrund af dommen i sagen Bovagnet mod Kommissionen gjort gældende, at dette begreb med henblik på godtgørelse ikke kan afhænge af eksisterende betegnelser eller klassifikationer, der foretages på nationalt plan, men kun af selve arten af de elementer, der udgør den udgift, der skal godtgøres ( 23 ). Ifølge appellanterne har Retten imidlertid fortolket dette begreb på baggrund af belgisk lovgivning.

29.

Jeg er ikke enig i appellanternes argumenter. Ligesom Parlamentet er jeg af den opfattelse, at Retten har anlagt en selvstændig fortolkning af begrebet »skoleudgifter«, der tager hensyn til formålet med uddannelsestillægget, og som ikke afhænger af de betegnelser, der anvendes på nationalt plan.

30.

I den appellerede doms præmis 30 har Retten således defineret de »skoleudgifter«, der kan godtgøres gennem uddannelsestillægget, som såvel de udgifter, der gør det muligt for en elev at få adgang til skolen (udgifter til indskrivning), som de udgifter, der gør det muligt for eleven at følge undervisningstimerne og i fornødent omfang at deltage i samme skoles programmer (udgifter til undervisning).

31.

Denne definition svarer til den definition, som Personaleretten anvendte i dommen i sagen Bovagnet mod Kommissionen ( 24 ), hvor de faktiske omstændigheder indgik i en anden national sammenhæng, eftersom den pågældende skole var beliggende i Luxembourg.

32.

I forbindelse med efterprøvelsen af, om de udgifter, som appellanterne havde afholdt, var udgifter til indskrivning og undervisning som omhandlet i dommen i sagen Bovagnet mod Kommissionen ( 25 ), fastslog Retten i den appellerede doms præmis 31 og 32, at indskrivning i de pågældende skoler og undervisningen i disse skoler ikke var underlagt et krav om, at der blev betalt et beløb til dækning af udgifterne til indskrivning og undervisning. Hvis appellanterne undlod at betale det beløb, som de blev opfordret til at betale, ville det heller ikke bevirke, at eleven ikke ville blive indskrevet eller ville blive bortvist. Med andre ord krævede skolerne ikke, at der blev betalt et beløb, for at børnene kunne blive indskrevet i skolerne og følge undervisningen dér, og forældrene var ikke forpligtede til at betale udgifterne. Retten konkluderede på dette grundlag, at de udgifter, som appellanterne havde afholdt, ikke kunne betegnes som skoleudgifter.

33.

Retten fortolkede således skoleudgifter i henhold til artikel 3, stk. 1, i bilag VII til vedtægten som værende obligatoriske for tjenestemanden, for at dennes barn kunne blive indskrevet i en bestemt skole og følge undervisningen dér.

34.

Dette krav fremgik allerede af dommen i sagen Bovagnet mod Kommissionen. De udgifter, der kan godtgøres, blev i denne dom defineret som udgifter, der er en betingelse for, at eleven kan blive optaget i skolen og følge undervisningen, altså for indskrivningen, og hvis betaling således er obligatorisk ( 26 ).

35.

Denne fortolkning svarer til kravene i vedtægten. Som Parlamentet har anført, skal de EU-retlige bestemmelser, som giver ret til økonomisk støtte, nemlig fortolkes snævert ( 27 ).

36.

Godtgørelse af et bidrag, som tjenestemanden valgfrit har betalt på et frivilligt grundlag, opfylder ikke dette krav om en snæver fortolkning. Det er desuden i strid med lovgivers ønske, idet denne i forbindelse med ændringen af vedtægten i 2004 gjorde godtgørelse af udgifter betinget af, at barnet går i en skole mod betaling ( 28 ), og satte en stopper for udbetalingen af uddannelsestillæg i form af et fast beløb, der stilles til tjenestemændenes rådighed ( 29 ). Vedtægten gør det således ikke muligt at betragte uddannelsestillægget som et løntillæg, som tjenestemanden frit kan bruge, bl.a. i form af frivillige bidrag eller gaver.

37.

Retten fortolkede ikke begrebet »skoleudgifter« i henhold til belgisk ret. Den nævnte ( 30 ) blot et nationalt cirkulære fra Communauté française de Belgique om »gratis adgang til obligatorisk undervisning« ( 31 ) som et indicium til støtte for den konstatering, som appellanterne ikke har anfægtet, at skolerne ikke pålagde dem at betale udgifter til indskrivning og undervisning. Retten anførte nemlig, at dette cirkulære, der finder anvendelse på de pågældende skoler, bestemmer, at en skole, som får tilskud, ikke kan gøre indskrivningen betinget af, at der betales et pengebeløb, og at manglende betaling af udgifter, som en skole måtte kræve ( 32 ), ikke kan have konsekvenser for den pågældende elevs undervisning på skolen.

38.

Med henblik på at afgøre, om betaling af de udgifter, som appellanterne kræver godtgjort, er en betingelse for, at deres børn kan indskrives ved de pågældende skoler, henviste Retten således til belgisk ret som et relevant indicium og ikke som et afgørende kriterium ( 33 ), hvilket illustreres af brugen af udtrykket »i øvrigt« ( 34 ).

39.

Appellanterne er af den opfattelse, at den snævre fortolkning, som Retten anlagde, gør godtgørelsen af skoleudgifterne afhængig af medlemsstaternes forskellige skolesystemer.

40.

Det er forkert. Det er ikke godtgørelsen af udgifter, der varierer fra en medlemsstat til en anden, eller fra en skole til en anden, men selve eksistensen og størrelsen af skoleudgifter, der kan godtgøres.

41.

Når en skole således gør indskrivningen og undervisningen af en elev betinget af, at der betales udgifter, er det arten af disse udgifter og de elementer, de består af, der i henhold til dommen i sagen Bovagnet mod Kommissionen ( 35 ) og uafhængigt af de nationale betegnelser og klassifikationer, er afgørende for, om de kan godtgøres. Når skolen derimod af den ene eller den anden årsag ikke gør indskrivningen og undervisningen af en elev betinget af, at der betales udgifter, har den pågældende tjenestemand ikke krav på at modtage uddannelsestillægget.

42.

Appellanterne er dernæst af den opfattelse, at der ved en selvstændig fortolkning burde være blevet taget hensyn til den omstændighed, at de pågældende skoler uden de bidrag, som de blev opfordret til at betale, ikke ville være i stand til at finansiere den særundervisning, der var årsagen til, at appellanterne havde valgt at indskrive deres børn i disse skoler. Bidragene udgør således udgifter, som appellanterne rent faktisk har betalt for deres børns skolegang.

43.

Da Retten fastslog, at skoleudgifterne ikke dækker alle de udgifter, der rent faktisk betales til skolegangen, men kun de udgifter, som en skole opkræver til indskrivning og undervisning, fortolkede den imidlertid dette begreb i overensstemmelse med ordlyden af og formålet med de gældende bestemmelser i vedtægten.

44.

Endelig er appellanterne af den opfattelse, at Retten ved i den appellerede doms præmis 40 at sidestille de betalte bidrag med »andre udgifter« i henhold til artikel 3 i de almindelige gennemførelsesbestemmelser har begrænset det selvstændige og vedtægtsbestemte begreb »skoleudgifter« betydeligt. Ifølge appellanterne betragtede Retten de betalte bidrag som »andre udgifter«, alene fordi de ikke er omfattet af det officielle belgiske undervisningsprogram.

45.

Sådan læser jeg ikke Rettens dom. Da Retten af de ovenfor anførte årsager ( 36 ) havde konkluderet, at de betalte bidrag ikke indgik i kategorien af skoleudgifter, der kan godtgøres, klassificerede den gennem udelukkelse udgifterne i restkategorien »alle andre udgifter«, der ikke godtgøres. Da listen over de tilfælde, der er omfattet af denne kategori, ikke er udtømmende, kunne Retten med føje betragte udgifterne som »andre udgifter vedrørende gennemførelsen af skoleprogrammet på den skole, som eleven går på« ( 37 ).

46.

Dette klagepunkt må herefter forkastes.

47.

Appellanterne har gjort gældende, at Retten, da den i den appellerede doms præmis 31 fastslog, at sammenslutningernes opkrævning af skoleudgifter ikke er i overensstemmelse med belgisk ret, gengav de faktiske omstændigheder urigtigt.

48.

I denne forbindelse foreligger der en sådan urigtig gengivelse af beviserne, hvis det uden fremlæggelse af nye beviser fremgår åbenbart, at gengivelsen af de foreliggende beviser er urigtig ( 38 ).

49.

I den foreliggende sag er der imidlertid ikke tale om en sådan urigtig gengivelse, eftersom appellanterne hverken har godtgjort, at det pågældende cirkulære ikke var bindende, eller at Retten havde foretaget en bedømmelse, der åbenbart var i strid med dets indhold. De har navnlig ikke til støtte for deres argument godtgjort, at skolerne eller sammenslutningerne havde ret til at kræve betaling af udgifterne til disse skolers særlige pædagogiske projekt.

50.

Dette klagepunkt må derfor også forkastes.

51.

Det første anbringende er således ugrundet i det hele.

52.

Appellanterne er af den opfattelse, at besvarelsen i den appellerede dom af deres anbringende om en tilsidesættelse af princippet om den berettigede forventning indeholder en materiel unøjagtighed i forbindelse med konstateringerne. Ifølge appellanterne udtalte Retten sig om, hvorvidt det fremgår af den formular, som Parlamentet har udarbejdet, og som de pågældende skoler skal udfylde, at der er tale om udgifter til indskrivning. Den har derimod ikke udtalt sig om, hvorvidt der findes en fast praksis i Parlamentet, som har givet anledning til en berettiget forventning hos appellanterne.

53.

I den appellerede doms præmis 44 og 45 besvarede Retten imidlertid appellanternes anbringende om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Retten fremhævede de tre betingelser, der skal være opfyldt, for at en person kan påberåbe sig den berettigede forventning, og fastslog dernæst, at selv om administrationen havde givet præcise, ubetingede og samstemmende løfter, kunne de ikke give anledning til en berettiget forventning hos appellanterne, da de ikke overholdt vedtægtens bestemmelser.

54.

Rettens besvarelse af dette anbringende var desuden baseret på fast retspraksis ( 39 ).

55.

I denne forbindelse nævnes den formular, der blev sendt til de pågældende skoler, og som ifølge Retten ikke gjorde det muligt at godtgøre, at appellanterne havde betalt udgifter til indskrivning, kun i den appellerede doms præmis 46 som svar på parternes argument om, at fremsendelsen af denne formular indebar løfter, der gav anledning til en berettiget forventning hos dem.

56.

Følgelig er det andet anbringende åbenbart ugrundet.

57.

Appellanterne har gjort gældende, at Retten ved at afvise deres argument om en tilsidesættelse af princippet om retssikkerhed, fordi dette argument ikke var blevet fremført i klagen, i den appellerede doms præmis 47 tilsidesatte retspraksis om overensstemmelse mellem klagen og søgsmålet.

58.

Ifølge appellanterne har Parlamentet først i afgørelserne om afslag på klagerne fastslået, at uddannelsestillægget skal vurderes årligt. De har nævnt en retspraksis, der indeholder en undtagelse fra reglen om overensstemmelse mellem klagen og søgsmålet: I det tilfælde, hvor klageren får kendskab til begrundelsen for den over for ham bebyrdende retsakt igennem svaret på hans klage, skal ethvert anbringende, der bliver fremført for første gang på søgsmålsstadiet, og som tilsigter at anfægte rigtigheden af den begrundelse, der er indeholdt i svaret på klagen, fremmes til realitetsbehandling ( 40 ). Appellanterne er således af den opfattelse, at det er berettiget, at de for første gang i deres stævning gjorde gældende, at Parlamentets beføjelse til at underlægge uddannelsestillægget en årlig vurdering er i strid med princippet om retssikkerhed.

59.

Parlamentet har hertil bemærket, at afgørelserne om afslag på klagerne ikke indeholder en begrundelse, der i væsentlig grad ændrer eller supplerer begrundelsen i afgørelserne om afslag.

60.

Det er i denne forbindelse korrekt, at Parlamentet for første gang i sit svar på appellanternes klager bekræftede, at uddannelsestillægget vurderes årligt. Denne bekræftelse støtter imidlertid dets argument om, at det ikke har afgivet præcise og ubetingede løfter til appellanterne om, at de ville modtage uddannelsestillægget. Det er således som svar på anbringendet om tilsidesættelse af den berettigede forventning, som appellanterne har rejst i deres klage, at Parlamentet har bekræftet, at uddannelsestillægget vurderes årligt. Dette argument udgør ikke en begrundelse for afgørelserne om afslag, der først fremkommer i forbindelse med besvarelsen af klagerne, men en årsag til, at der ikke kunne opstå en berettiget forventning hos appellanterne.

61.

Den dom, som appellanterne har henvist til, blev endvidere afsagt under omstændigheder, hvor administrationen i afslaget på klagen afveg fra begrundelsen i sin oprindelige afgørelse med henblik på at anvende andre begrundelser ( 41 ). Det er ikke tilfældet her. Begrundelsen for at afslå ansøgningen om godtgørelse er den samme i de oprindelige afgørelser og i afslaget på klagerne: De pågældende skoler kan ikke betegnes som skoler mod betaling i henhold til vedtægten og opfylder således ikke betingelserne for, at appellanterne kan modtage uddannelsestillægget.

62.

Det følger heraf, at Retten, da den afviste appellanternes argumentation om princippet om retssikkerhed, fordi den ikke var blevet fremført i klagen, ikke tilsidesatte retspraksis om reglen om overensstemmelse mellem den forudgående administrative klage og søgsmålet.

63.

Det tredje anbringende er således ugrundet.

64.

Appellanterne har gjort gældende, at Retten tilsidesatte sin begrundelsespligt, da den i den appellerede doms præmis 56 fastslog, at det tredje anbringendes første led om en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet var irrelevant.

65.

Appellanterne gjorde ved Retten gældende, at tjenestemænd ved en anden EU-institution fortsat fik godtgjort skoleudgifter for deres børn, som gik i de samme skoler. Appellanterne fandt, at de blev forskelsbehandlet på grundlag af de samme vedtægtsbestemmelser.

66.

Retten besvarede dette klagepunkt ad to omgange, omend kortfattet. Efter at have redegjort for grundlaget for og indholdet af ligebehandlingsprincippet understregede den i den appellerede doms præmis 55, at princippet skulle forenes med overholdelse af legalitetsprincippet. Dermed kunne en tjenestemand ikke i medfør af fast retspraksis ( 42 ) til egen fordel påberåbe sig en ulovlighed, der er begået til fordel for andre. Retten konstaterede endvidere, at godtgørelse af udgifter som dem, som appellanterne havde afholdt, ikke var i overensstemmelse med vedtægtens bestemmelser, og den sluttede heraf, at appellanterne ikke kunne påberåbe sig denne ulovlighed, som andre tjenestemænd nød godt af.

67.

Retten fastslog således, at klagepunktet om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet var irrelevant.

68.

Retten tilsidesatte således ikke efter min opfattelse sin begrundelsespligt, der følger af artikel 36 og 53 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol. Ifølge statutten påhviler det ikke Retten i medfør af begrundelsespligten i sin fremstilling udtømmende og et for et at behandle alle de argumenter, der er fremført af parterne i sagen. Begrundelsen for dommen skal gøre det muligt for de berørte parter at få kendskab til begrundelsen for, at Retten ikke har godtaget deres argumenter, og for Domstolen at råde over de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret ( 43 ). Dette er tilfældet i denne sag. Den begrundelse, som Retten har givet i den appellerede doms præmis 55 og 56, gør det muligt at forstå årsagerne til, at Retten fandt, at påberåbelsen af ligebehandlingsprincippet var irrelevant, og ikke fandt det nødvendigt at besvare alle argumenterne om overholdelse af dette princip.

69.

Appellanterne har dernæst gjort gældende, at Retten undlod at udtale sig om den påståede tilsidesættelse af artikel 22 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der pålægger Unionen at respektere kulturel, religiøs og sproglig mangfoldighed. Jeg er af den opfattelse, at appellanterne har nævnt denne bestemmelse i deres stævning for Retten i forbindelse med det tredje anbringendes andet led om tilsidesættelse af princippet om god forvaltning på en måde, der er for hypotetisk og generel til, at det er muligt at fastslå, at de gør en tilsidesættelse af denne bestemmelse gældende. Retten kan derfor ikke foreholdes, at den ikke har udtalt sig herom.

70.

Det følger af det ovenstående, at det fjerde anbringende efter min opfattelse også bør forkastes som ugrundet, og at appellen derfor bør forkastes i det hele.

71.

I henhold til artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.

72.

Da Parlamentet har nedlagt påstand om, at appellanterne tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og da de har tabt sagen, bør appellanterne pålægges at bære deres egne omkostninger og betale Parlamentets omkostninger.

73.

På grundlag af det anførte foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse: