1.

Inden for rammerne af forordning (EF) nr. 44/2001 ( 2 ) kan en afgørelse om sikringsforanstaltning, der er truffet i en medlemsstat, i princippet fuldbyrdes i en anden medlemsstat, efter at den er erklæret eksigibel i den sidstnævnte medlemsstat. Der er imidlertid grundlæggende forskelle på fremgangsmåderne for fuldbyrdelse af afgørelser om sikringsforanstaltning. Det er derfor ikke indlysende, hvilke bestemmelser i lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, der finder anvendelse ved fuldbyrdelsen af udenlandske retsafgørelser. Hovedsagen skal ses i denne sammenhæng.

2.

Denne præjudicielle forelæggelse giver Domstolen mulighed for at udtale sig om spørgsmålet om, hvorvidt en bestemmelse i national ret i den medlemsstat, hvori der er anmodet om fuldbyrdelse, som fastsætter en frist for, hvornår en kreditor skal fuldbyrde en afgørelse om sikringsforanstaltning, i henhold til ordningen i forordning nr. 44/2001 finder anvendelse på sådanne afgørelser, der er truffet i andre medlemsstater.

3.

Den forelæggende ret er nærmere bestemt i tvivl om, hvorvidt en bestemmelse i tysk ret, nemlig § 929, stk. 2, i Zivilprozessordnung (den civile retsplejelov, herefter »ZPO«), finder anvendelse i hovedsagen, der vedrører fuldbyrdelse af en afgørelse om sikringsforanstaltning, som er truffet af italienske myndigheder ( 3 ).

4.

Den dom, som Domstolen skal afsige i den foreliggende sag, har imidlertid en relevans, der rækker ud over de stater, som sagen vedrører. Der er nemlig tale om en problematik, som kan være af betydning for alle de medlemsstater, hvis nationale ret fastsætter en frist for at indgive en anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse om sikringsforanstaltning. Denne problematik opstår i øvrigt også i forbindelse med forordning (EU) nr. 1215/2012 ( 4 ), som har erstattet forordning nr. 44/2001.

5.

Kapitel III i forordning nr. 44/2001, som omfatter denne forordnings artikel 32-58, vedrører nærmere bestemt anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet af medlemsstaternes retter, herunder eksekvaturproceduren.

6.

Artikel 38, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 er affattet således:

»De i en medlemsstat trufne retsafgørelser, som er eksigible i den pågældende stat, kan fuldbyrdes i en anden medlemsstat, når de efter anmodning fra en berettiget part er blevet erklæret for eksigible i sidstnævnte stat.«

7.

Kapitel III i forordning nr. 1215/2012 omfatter denne forordnings artikel 36-57 og vedrører anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet af medlemsstaternes retter. I forbindelse med vedtagelsen af forordning nr. 1215/2012 besluttede EU-lovgiver imidlertid at indføre en ordning med automatisk anerkendelse og fuldbyrdelse. I dette øjemed bestemmer artikel 39 i forordning nr. 1215/2012, at retsafgørelser, der er truffet i andre medlemsstater, kan fuldbyrdes, uden at der stilles krav om anvendelse af eksekvaturproceduren.

8.

I øvrigt er artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 affattet således:

»Med forbehold af bestemmelserne i denne afdeling finder loven i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, anvendelse på proceduren for fuldbyrdelse af retsafgørelser, der er truffet i en anden medlemsstat. En retsafgørelse truffet i en medlemsstat, der er eksigibel i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, skal fuldbyrdes dér på samme betingelser som en retsafgørelse, der er truffet i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.«

9.

ZPO’s § 929, stk. 2, bestemmer:

»En fuldbyrdelse af arrestdekretet kan ikke finde sted, såfremt der er gået en måned siden den dag, hvor dekretet blev afsagt eller forkyndt for den part, der har begæret det afsagt.«

10.

Desuden har ZPO’s § 932, stk. 1 og 3, følgende ordlyd:

»(1)   Fuldbyrdelsen af arrest i fast ejendom […] sker ved tinglysning af et pant vedrørende fordringen […].

[…]

(3)   Begæringen om tinglysningen af pantet gælder som fuldbyrdelse af arrestdekretet i henhold til § 929, stk. 2 og 3.«

11.

Den 19. november 2013 opnåede Società Immobiliare Al Bosco Srl, et selskab efter italiensk ret, ved Tribunale di Gorizia (retten i Gorizia, Italien) en sikringsforanstaltning (»sequestro conservativo«) på 1 mio. EUR for fast ejendom og løsøre tilhørende Gunter Hober (herefter »sagsøgte«).

12.

Ved kendelse af 22. august 2014 erklærede den kompetente ret afgørelsen for eksigibel i Tyskland.

13.

Over otte måneder senere, den 23. april 2015, anmodede sagsøgeren om at få tinglyst et pant i en fast ejendom i Tyskland, der tilhørte sagsøgte.

14.

Retten i første instans afviste tinglysningsbegæringen.

15.

Efterfølgende forkastede appeldomstolen sagsøgerens appel af denne afgørelse. Ifølge denne domstol måtte pantet ikke tinglyses, fordi sagsøgeren ikke havde overholdt fristen på en måned som fastsat i ZPO’s § 929, stk. 2.

16.

Ifølge appeldomstolen er den eksigibilitet, som artikel 38 i forordning nr. 44/2001 tillægger en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, i det væsentlige sammenfaldende med den eksigibilitet, der tillægges en tilsvarende national afgørelse. Desuden er selve fuldbyrdelsen af afgørelser, der er truffet i andre medlemsstater, undergivet lex fori.

17.

I øvrigt svarer sikringsforanstaltningen efter italiensk ret (sequestro conservativo) ifølge appeldomstolen til arrestkendelsen i henhold til tysk ret. På grund af denne lighed skal de processuelle regler, der gælder for en sådan afgørelse, og dermed også ZPO’s § 929, stk. 2, overholdes i hovedsagen

18.

Sagsøgeren har af appeldomstolen fået tilladelse til at iværksætte revisionskære for Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland), hvormed sagsøgeren fortsat søger at opnå tinglysning af pantet.

19.

På denne baggrund har Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er det foreneligt med artikel 38, stk. 1, i [forordning nr. 44/2001] også at anvende en frist, der er fastsat i fuldbyrdelsesstatens lovgivning, på grundlag af hvilken der efter en vis tid ikke længere må foretages fuldbyrdelse af et eksekutionsgrundlag, på et funktionelt sammenligneligt eksekutionsgrundlag, der er udstedt i en anden medlemsstat og er blevet anerkendt og erklæret for eksigibelt i fuldbyrdelsesstaten?«

20.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse blev indleveret til Domstolens Justitskontor den 26. juni 2017.

21.

Der er kun indgivet skriftligt indlæg af Europa-Kommissionen. Den tyske regering og Europa-Kommissionen deltog i retsmødet, der blev afholdt den 11. april 2018.

22.

Den forelæggende ret ønsker med sit præjudicielle spørgsmål oplyst, hvorvidt anvendelsen af en frist, der er fastsat i fuldbyrdelsesmedlemsstatens lovgivning, på en afgørelse om sikringsforanstaltning, der er truffet i en anden medlemsstat, på grundlag af hvilken frist der efter en vis tid ikke længere må foretages fuldbyrdelse, er forenelig med artikel 38, stk. 1, i forordning nr. 44/2001.

23.

For at besvare det præjudicielle spørgsmål, således som formuleret af den forelæggende ret, skal det nærmere bestemt afgøres, hvorvidt en bestemmelse i fuldbyrdelsesmedlemsstatens lovgivning, hvorefter der efter en vis tid ikke længere må foretages fuldbyrdelse af en afgørelse om sikringsforanstaltning, er forbundet med afgørelsens eksigibilitet, som er undergivet lovgivningen i den medlemsstat, hvor denne afgørelse er truffet (domsstaten), eller om denne bestemmelse skal anses for en regel, vedrørende selve fuldbyrdelsen, i lovgivningen i den medlemsstat, hvor der er anmodet om fuldbyrdelse af afgørelsen (den medlemsstat, som anmodningen rettes til).

24.

Den forelæggende ret forudsætter, at den italienske sikringsforanstaltning funktionelt skal anses for en sikringsforanstaltning i henhold til tysk ret. I denne forbindelse er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt betingelserne for fuldbyrdelse af den italienske afgørelse i Tyskland i den foreliggende sag er underlagt de tyske bestemmelser om fuldbyrdelse af afgørelser om sikringsforanstaltning.

25.

Den forelæggende ret har på den ene side anført, at den i ZPO’s § 929, stk. 2, fastsatte frist retsteknisk set – i modsætning til f.eks. en bestemmelse om forældelse af fastslåede krav – ikke tager udgangspunkt i den materielle ret. Ud fra dette synspunkt er det muligt, at fristen skal henregnes til lovgivningen om selve fuldbyrdelsen, som forordning nr. 44/2001 ikke omfatter.

26.

På den anden side anerkender den forelæggende ret, at anvendelsen af den i ZPO’s § 929, stk. 2, fastsatte frist medfører, at eksekutionsgrundlagets eksigibilitet ophører efter en vis tid. Reelt har fristen samme virkning som en ophævelse af eksekutionsgrundlaget i en retsmiddelprocedure. I denne sammenhæng er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt en sådan tidsmæssig begrænsning af en afgørelse om sikringsforanstaltning i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, kan være uforenelig med Domstolens praksis, hvorefter anvendelsen af bestemmelserne i fuldbyrdelsesstatens nationale procesret ikke kan medføre, at principper, der er fastslået i forordning nr. 44/2001, tilsidesættes.

27.

Den tyske regering har for det første anført, at forordning nr. 44/2001 alene vedrører eksekvaturproceduren. Selve fuldbyrdelsen af afgørelser er derimod ikke omfattet af denne forordning. De afgørelser, der henhører under forordning nr. 44/2001, fuldbyrdes således i overensstemmelse med bestemmelserne i den nationale procesret i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, f.eks. ZPO’s § 929, stk. 2.

28.

For det andet har den tyske regering henvist til Apostolides-dommen ( 5 ) og Prism Investments-dommen ( 6 ) og gjort opmærksom på, at Domstolen allerede har fastslået, at der ikke er noget grundlag for ved fuldbyrdelsen af en afgørelse at tillægge denne virkninger, som den samme type afgørelse afsagt direkte i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, ikke ville have. Ifølge denne regering skal den i ZPO’s § 929, stk. 2, fastsatte frist, i lyset af denne retspraksis, anvendes på den afgørelse om sikringsforanstaltning, der er truffet i Italien, eftersom en tilsvarende afgørelse truffet i Tyskland ikke længere kan fuldbyrdes, efter at fristen på en måned er udløbet.

29.

Endelig, for det tredje, er den tyske regering, med henvisning til bestemmelserne i forordning nr. 1215/2012, af den opfattelse, at ordlyden af denne forordnings artikel 41, stk. 1, andet punktum, understøtter det ovennævnte synspunkt.

30.

Kommissionen er derimod af den opfattelse, at en argumentation, som hovedsagelig er baseret på Prism Investments-dommen ( 7 ), ikke tager behørigt hensyn til hovedsagens grænseoverskridende karakter.

31.

Kommissionen har gjort opmærksom på, at Domstolen i sin praksis har fremhævet, at sondringen mellem eksekvaturproceduren og selve fuldbyrdelsen ikke kan være til hinder for de grundlæggende principper i forordning nr. 1215/2012, navnlig princippet om den frie bevægelighed af domme. Selv om eksekvaturproceduren, der er fastsat i forordning nr. 44/2001, havde den virkning, at en udenlandsk retsafgørelse blev en del af retsordenen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, ville en »blind« anvendelse af denne medlemsstats lovgivning ikke tage hensyn til oprindelsen af det eksekutionsgrundlag, som skal fuldbyrdes. I den foreliggende sag kan anvendelsen af ZPO’s § 929, stk. 2, ved fuldbyrdelsen af en afgørelse om sikringsforanstaltning i henhold til italiensk ret medføre, at fuldbyrdelsen af denne afgørelse ikke længere er mulig i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, selv om den er eksigibel i domsstaten.

32.

Henset til den forelæggende rets tvivl og parternes argumenter vil jeg først analysere, hvorvidt en regel, som fastsætter en frist for indgivelsen af en anmodning om fuldbyrdelse af en sikringsforanstaltning, såsom ZPO’s § 929, stk. 2, skal anses for en processuel regel i lex fori i den medlemsstat, som anmodningen rettes til. Jeg vil derefter igen undersøge de konklusioner, som kan udledes af denne kvalifikation, i lyset af Domstolens praksis vedrørende udenlandske retsafgørelsers virkninger i fuldbyrdelsessystemet i forordning nr. 44/2001. Endelig vil jeg sammenholde den tidligere udvikling med de løsninger, som EU-lovgiver har valgt i forordning nr. 1215/2012.

33.

Jeg gør opmærksom på, at Domstolen i forbindelse med Bruxelleskonventionen ( 8 ) har fastslået, at denne konvention begrænsede sig til at give regler om meddelelse af fuldbyrdelsespåtegning på udenlandske eksekutionsgrundlag og ikke angik selve fuldbyrdelsen, der forbliver underkastet vedkommende nationale lovgivning ( 9 ). Domstolen har efterfølgende bekræftet, at denne praksis kunne overføres til forordning nr. 44/2001, for så vidt som denne forordning også foreskriver eksekvaturproceduren ( 10 ).

34.

På grundlag af denne retspraksis har den tyske regering, ligesom den forelæggende ret, anført, at ZPO’s § 929, stk. 2, i henhold til tysk ret kvalificeres som en procesretlig bestemmelse. Den i denne bestemmelse fastsatte frist kan følgelig, i det mindste ifølge den forelæggende ret, henregnes til lovgivningen om selve fuldbyrdelsen, som forordning nr. 44/2001 ikke omfatter.

35.

Jeg gør i denne henseende opmærksom på, at størstedelen af de begreber, som EU-lovgiver har anvendt i de retsakter, der vedrører det retslige samarbejde om civilretlige spørgsmål, herunder forordning nr. 44/2001, har en selvstændig karakter ( 11 ). Dette betyder, at kvalifikationen af regler såsom ZPO’s § 929, stk. 2, i den nationale sammenhæng ikke kan være afgørende for afgørelsen af det retsspørgsmål, som rejses i det præjudicielle spørgsmål.

36.

I forbindelse med anvendelsen af forordning nr. 44/2001 er den selvstændige kvalifikation som »procesretlig regel«, der tillægges ZPO’s § 929, stk. 2, i øvrigt heller ikke afgørende med henblik på besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål. I den foreliggende sag er det ikke bestridt, at italiensk ret også fastsætter en frist for indgivelsen af en anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse om sikringsforanstaltning. Der er intet, der tyder på, at en bestemmelse, som fastsætter en sådan frist, ikke også kan kvalificeres som en »procesretlig regel« på samme måde som ZPO’s § 929, stk. 2. Det afgørende er nemlig, hvorvidt denne bestemmelse i ZPO, ifølge den selvstændige kvalifikation, skal anvendes ved fuldbyrdelsen i Tyskland af afgørelser om sikringsforanstaltning, der er truffet i andre medlemsstater ( 12 ).

37.

Ifølge den forelæggende ret skal det ikke undersøges, om italiensk ret også fastsætter en frist for indgivelsen af en anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse om sikringsforanstaltning.

38.

Denne ret har nærmere bestemt anført, at den tyske myndighed, der er ansvarlig for tinglysning, i hovedsagen ikke kan afklare, om domsstatens lovgivning fastsætter en fuldbyrdelsesfrist, og de nærmere bestemmelser for denne fuldbyrdelse, ligesom den heller ikke må anvende en ordning i udenlandsk ret. Det eneste af betydning for denne myndigheds procedure er, om ZPO’s § 929, stk. 2, skal anvendes. Endelig skal debitor, såfremt en fuldbyrdelse på det foreliggende grundlag heller ikke længere er mulig på grund af udløbet af fristen fastsat i italiensk ret, imidlertid gøre dette gældende ved et retsmiddel mod erklæringen om eksigibilitet.

39.

Det er således den forelæggende rets opfattelse, at fristen i henhold til italiensk ret, uden for fuldbyrdelsesproceduren, også finder anvendelse i forbindelse med den afgørelse, hvoraf der er anmodet om fuldbyrdelse i hovedsagen. Heraf følger, at en afgørelse om sikringsforanstaltning, der er truffet i udlandet, på tysk område er underlagt to ordninger, dels i domsstaten dels i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

40.

I denne sammenhæng spørger jeg mig selv, om kreditorens overholdelse af dette dobbelte krav ikke er et eksempel på det svage punkt i den fortolkning, hvorefter ZPO’s § 929, stk. 2, skal anvendes som retsregel i lex fori vedrørende selve fuldbyrdelsen af udenlandske retsafgørelser om sikringsforanstaltning. For det første vil den bestemmelse i tysk ret, som fastsætter en frist for indgivelse af anmodningen om fuldbyrdelse, blive anvendt som en bestemmelse, der regulerer selve fuldbyrdelsen. For det andet vil en bestemmelse i domsstaten, der fastsætter en lignende frist, blive anvendt som en regel, der bestemmer en udenlandsk retsafgørelses eksigibilitet ( 13 ).

41.

I lyset af denne konstatering er jeg for det første i tvivl hvad angår forholdet mellem på den ene side eksigibiliteten af en afgørelse om sikringsforanstaltning, set i lyset af en bestemmelse i domsstatens lovgivning, som fastsætter en frist for at indgive anmodning om fuldbyrdelse af denne afgørelse, og på den anden side en begrænsning af den faktiske fuldbyrdelse med en lignende frist, der er fastsat i en bestemmelse i lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

42.

For det andet er jeg i tvivl om, hvorvidt en bestemmelse såsom ZPO’s § 929, stk. 2, set ud fra en systemisk synsvinkel, kan anvendes isoleret, uafhængigt af den grænseoverskridende sammenhæng og oprindelsen af den afgørelse, hvoraf der er anmodet om fuldbyrdelse i Tyskland.

43.

Endelig er jeg, for det tredje, i tvivl om, hvorvidt formålet med denne bestemmelse i tysk ret kan forenes med dens anvendelse, som ikke tager hensyn til den grænseoverskridende sammenhæng og oprindelsen af en afgørelse om sikringsforanstaltning.

44.

Selv om sikringsforanstaltningen i tysk ret mister sin retlige gyldighed ved udløbet af en frist, er dette, ifølge Kommissionens indlæg, ikke tilfældet i italiensk ret, hvorefter alene en formel ophævelse af denne sikringsforanstaltning fratager den enhver retlig gyldighed. Mens en manglende overholdelse af denne frist desuden i tysk ret skal prøves ex officio, er det ifølge italiensk ret sagsøgte selv, der skal påberåbe sig fristens udløb. Fuldbyrdelse af en sikringsforanstaltning er ifølge italiensk ret således i princippet mulig selv efter fristens udløb.

45.

Det er således muligt, at eksigibiliteten af afgørelsen om sikringsforanstaltning, som i henhold til artikel 38 i forordning nr. 44/2001 er en betingelse for, at denne afgørelse kan fuldbyrdes i den medlemsstat, som anmodningen rettes til ( 14 ), kompromitteres, for så vidt som en kreditor ikke kan fuldbyrde den i Tyskland, selv om denne afgørelse er eksigibel ifølge domsstatens lovgivning.

46.

Denne betragtning kan tyde på, at ZPO’s § 929, stk. 2, ikke vedrører fuldbyrdelsen af en sikringsforanstaltning, men snarere dens eksigibilitet, og dette i det mindste i det samme omfang som en lignende bestemmelse i italiensk ret.

47.

En sikringsforanstaltning er en undtagelse fra den almindelige regel om, at alene afgørelser, der er truffet efter realitetsbehandlingen, og som er blevet endelige, kan være genstand for tvangsfuldbyrdelse. Selv om en sikringsforanstaltning på grund af sin ekstraordinære karakter ikke opfylder kreditorens krav ( 15 ), kan den således kun foreskrives, hvis visse betingelser er opfyldt.

48.

I de fleste retsordener er det ganske vist den omstændighed, at den efterfølgende fuldbyrdelse af en realitetsafgørelse ikke er mulig, der udgør en sådan grundlæggende betingelse. Det fremgår dog af sammenlignende analyser, at mens det centrale formål med sikringsforanstaltningen danner grundlag for denne generelle betingelse, er de nationale lovgivninger forskellige med hensyn til de mere detaljerede betingelser for, hvornår der kan træffes en afgørelse om sikringsforanstaltning ( 16 ).

49.

Betingelserne for at indrømme en sikringsforanstaltning afgøres således af de lovgivningsmæssige valg, som medlemsstaterne har truffet i deres bestræbelser på at skabe balance mellem kreditorernes og debitorernes interesser. Fastsættelsen af en frist for kreditors indgivelse af en anmodning om fuldbyrdelse af en sikringsforanstaltning er også en følge af disse bestræbelser.

50.

Det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at formålet med ZPO’s § 929, stk. 2, er at beskytte debitor. Ifølge den forelæggende ret skal den nærmere bestemt forhindre, at afgørelser, der træffes på grundlag af en summarisk hasteprocedure, forbliver eksigible og dermed kan fuldbyrdes over længere tid og trods eventuelle ændringer i forholdene. På samme måde anførte den tyske regering i retsmødet, at tidsfristen i henhold til ZPO’s § 929, stk. 2, sigter mod at forhindre, at en afgørelse om sikringsforanstaltning kan fuldbyrdes, efter at der er gået en måned, selv hvis omstændighederne er væsentligt ændrede.

51.

I øvrigt er selv den del af retslitteraturen, som navnlig anser sikringsforanstaltningers virkninger for at være kendetegnet af grundlæggende forskelle, mens betingelserne for at indrømme dem er langt mere ens ( 17 ), af den opfattelse, at det af disse betingelser fremgår, at sikringsforanstaltninger er uløseligt forbundne med de procedurer, hvorved de indrømmes ( 18 ). Det kunne således gøres gældende, at der i den grænseoverskridende sammenhæng eksisterer en sådan forbindelse mellem en afgørelse om sikringsforanstaltning og domsstatens lovgivning.

52.

Ud fra dette synspunkt kan den omstændighed, at en lovgiver indfører en frist som den, der er fastsat i ZPO’s § 929, stk. 2, på sin vis sammenlignes med den situation, hvor domstolen i sin afgørelse anfører den nærmere frist, inden for hvilken kreditor skal gennemføre specifikke tiltag. Hvis en afgørelse indeholdt en sådan præcisering, ville den utvivlsomt udgøre et fast element i denne afgørelse.

53.

Jeg er følgelig af den opfattelse, at en frist som den, der er fastsat i ZPO’s § 929, stk. 2, ikke kan adskilles fra betingelserne for indrømmelse af en sikringsforanstaltning, og, mere generelt, fra domsstatens lovgivning. En sådan frist kan følgelig ikke anvendes som en regel vedrørende den egentlige fuldbyrdelse i lex fori i forbindelse med fuldbyrdelsen af udenlandske retsafgørelser i Tyskland ( 19 ).

54.

Det bemærkes, at det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at ZPO’s § 929, stk. 2, har som sit primære formål at sikre, at en sikringsforanstaltning ikke fuldbyrdes efter en længere periode og trods eventuelle ændringer i forholdene. Som det desuden fremgår af forelæggelsesafgørelsen, og således som den tyske regering har forklaret, beregnes denne frist, i forbindelse med udenlandske retsafgørelser, fra datoen for kreditors modtagelse af en afgørelse om eksigibilitet.

55.

En kreditor har imidlertid ikke pligt til at indgive en anmodning om, at en afgørelse om sikringsforanstaltning erklæres eksigibel, umiddelbart efter at afgørelsen er truffet i domsstaten. Kreditoren kan således udsætte indgivelsen af en sådan anmodning, uanset om der er sket eventuelle ændringer i forholdene, efter at der er opnået en afgørelse om sikringsforanstaltning.

56.

Den løsning, hvorefter ZPO’s § 929, stk. 2, finder anvendelse som en regel i lex fori i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, og den i denne bestemmelse fastsatte frist udregnes fra datoen for meddelelsen af en afgørelse om eksigibilitet, giver således en kreditor mulighed for systematisk at se bort fra en sådan eventuel ændring af forholdene og fuldbyrde en sikringsforanstaltning.

57.

Det er således min opfattelse, at anvendelsen af ZPO’s § 929, stk. 2, i forbindelse med fuldbyrdelsen af udenlandske retsafgørelser ikke kan forenes med formålet med denne bestemmelse, som dette er fremstillet af den forelæggende ret og den tyske regering.

58.

Det følger for det første af denne analyse, at en national bestemmelse såsom ZPO’s § 929, stk. 2, snarere vedrører eksigibiliteten af en afgørelse om sikringsforanstaltning end selve dens fuldbyrdelse. For det andet kan en sådan frist ikke anvendes isoleret, uafhængigt af oprindelsen af den afgørelse, hvoraf der er anmodet om fuldbyrdelse. Hvis man tilsluttede sig den forelæggende rets og den tyske regerings synspunkt hvad angår formålet med ZPO’s § 929, stk. 2, kunne denne bestemmelse, for det tredje, ikke opfylde sit formål, hvis den blev anvendt på udenlandske retsafgørelser, hvoraf der er anmodet om fuldbyrdelse i Tyskland.

59.

På baggrund af det ovenstående er det min opfattelse, at en national bestemmelse, som fastsætter en frist for kreditors indgivelse af en anmodning om fuldbyrdelse, såsom ZPO’s § 929, stk. 2, ikke skal anses for en processuel regel, der kan finde anvendelse i forbindelse med fuldbyrdelsen i Tyskland af en afgørelse om sikringsforanstaltning, der er truffet i en anden medlemsstat.

60.

I henhold til fast retspraksis er der for det første ikke grund til at udstyre en afgørelse, der er afsagt i en medlemsstat – ved fuldbyrdelsen i en anden medlemsstat – med rettigheder, som den ikke har i domsstaten ( 20 ). Dette kaldes almindeligvis teorien om »retsvirkning« ( 21 ). Det fremgår af dommen i sagen Health Service Executive ( 22 ), der blev afsagt i forbindelse med forordning (EF) nr. 2201/2003 ( 23 ), men som efter min opfattelse også kan anvendes vedrørende forordning nr. 44/2001, at denne begrænsning navnlig skal forstås således, at en udenlandsk retsafgørelse kun kan danne grundlag for fuldbyrdelsen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, inden for de grænser, der følger af selve afgørelsen.

61.

For det andet er der heller ikke grund til at udstyre en sådan afgørelse med virkninger, som den samme type afgørelse afsagt direkte i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, ikke ville have ( 24 ). Denne begrænsning med hensyn til virkningerne af afgørelser fuldbyrdet i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, betegnes »teorien om samme virkning« ( 25 ).

62.

På baggrund af denne retspraksis er det den tyske regerings opfattelse, at ZPO’s § 929, stk. 2, for at sikre ligebehandling af udenlandske og nationale retsafgørelser skal anvendes ved fuldbyrdelsen i Tyskland af afgørelser om sikringsforanstaltning ifølge italiensk ret.

63.

Jeg er ikke enig i dette synspunkt. Jeg er, ligesom Kommissionen, af den opfattelse, at den tyske regerings holdning ikke tager hensyn til visse aspekter af hovedsagens grænseoverskridende karakter og konsekvenserne af anvendelsen af ZPO’s § 929, stk. 2, i forbindelse med en sådan sag. Desuden anser jeg denne holdning for at være baseret på en ufuldstændig fortolkning af Domstolens praksis.

64.

Det fremgår af såvel forelæggelsesafgørelsen som den tyske regerings holdning, som den redegjorde for i retsmødet, at når de tyske myndigheder i nationale situationer træffer en afgørelse om sikringsforanstaltning og efterfølgende fuldbyrder denne afgørelse, kan en kreditor, som ikke har overholdt den i ZPO’s § 929, stk. 2, fastsatte frist umiddelbart på ny opnå en sikringsforanstaltning.

65.

Selv om det antages, at ZPO’s § 929, stk. 2, i en grænseoverskridende sammenhæng finder anvendelse som lex fori-regel i den medlemsstat, anmodningen rettes til, er der imidlertid ikke noget klart svar på spørgsmålet om, hvordan kreditor skal gå videre, når han ikke har overholdt fristen i denne bestemmelse.

66.

Jeg finder det betegnende, at hverken den forelæggende ret eller den tyske regering har fremsat det synspunkt, at kreditor kan indgive en ny anmodning om en erklæring om eksigibilitet i Tyskland for herved at genåbne fristen i ZPO’s § 929, stk. 2. Jeg spørger mig selv, om en sådan løsning er i overensstemmelse med ånden i ZPO’s § 929, stk. 2. Under alle omstændigheder vil fornyelsen af anmodningen gøre det muligt på ubestemt tid at udskyde datoen for tinglysning af fordringen på grundlag af den samme afgørelse. Denne mulighed er efter min opfattelse i strid med logikken i denne bestemmelse.

67.

Jeg bemærker, at den tyske regering som svar på et spørgsmål, der blev stillet i retsmødet, har bekræftet, at en kreditor på ny kan anmode om en sikringsforanstaltning i domsstaten, selv om de frister, der er fastsat i denne medlemsstat, også er udløbet. Kommissionen har derimod anført, at kreditor i den foreliggende sag ikke kunne anmode om en ny afgørelse i Italien, idet den første afgørelse om sikringsforanstaltning, der var truffet af denne medlemsstats myndigheder, af de ovenfor i dette forslag til afgørelses punkt 44 anførte grunde stadig var eksigibel.

68.

Det følger af disse betragtninger, at en kreditor, der ikke har overholdt den i ZPO’s § 929, stk. 2, fastsatte frist, sandsynligvis skal henvende sig til domsstatens domstole, i det foreliggende tilfælde de italienske, for at opnå en ny afgørelse om sikringsforanstaltning.

69.

Uanset disse betragtninger bør analysen i forbindelse med det for Domstolen forelagte præjudicielle spørgsmål efter min opfattelse ikke begrænses til den foreliggende sag. I denne sag er den afgørelse, som der er anmodet om fuldbyrdelse af i Tyskland, afsagt i henhold til italiensk ret, som fastsætter en frist, der omtrent svarer til fristen i ZPO’s § 929, stk. 2. Jeg går imidlertid ud fra, at der vil opstå den samme tvivl med hensyn til denne bestemmelses anvendelse ved fuldbyrdelsen af en sikringsforanstaltning, der er erklæret eksigibel i Tyskland, i forbindelse med en hvilken som helst afgørelse om sikringsforanstaltning, der er afsagt i andre medlemsstater.

70.

Uden at jeg vil tage stilling til sagsøgerens aktuelle situation i forhold til italiensk ret, forekommer det mig, at sagsøgeren i en situation som i hovedsagen i princippet er forpligtet til på ny – for at understøtte sin anden anmodning til domsstatens myndigheder – at godtgøre, at de omstændigheder, hvorunder der kan afsiges en afgørelse om sikringsforanstaltning, i det mindste er sandsynlige. Der er følgelig ikke tale om endnu en vedtagelse af den samme afgørelse, men om vedtagelsen af en ny afgørelse på grundlag af en ny bedømmelse af alle de betingelser, der skal være opfyldt, for at der kan anordnes en sikringsforanstaltning.

71.

Desuden kan det ikke uden videre udelukkes, at domsstatens lovgivning, af forskellige årsager, ikke giver mulighed for rent faktisk at indgive en ny anmodning om en afgørelse. F.eks. kan en ny anmodning muligvis, ud fra domsstatens myndigheders opfattelse, ikke behandles, for så vidt som den tidligere afgørelse ikke er blevet ophævet eller af andre grunde ikke har mistet sin retlige gyldighed ( 26 ).

72.

I visse tilfælde kan anvendelsen af de fremgangsmåder, der er fastsat i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, dvs. i den foreliggende sag fristen i henhold til ZPO’s § 929, stk. 2, vise sig at skabe et dødvande i forbindelse med fuldbyrdelsen af en afgørelse truffet i en anden medlemsstat. Navnlig kan en kreditor, som ikke har overholdt fristen i henhold til denne bestemmelse, ikke længere fuldbyrde denne afgørelse i Tyskland, samtidig med at han heller ikke kan anmode domsstatens myndigheder om en ny afgørelse.

73.

Jeg gør opmærksom på, at Domstolen vedrørende Bruxelleskonventionens bestemmelser har anført, at anvendelsen af de procesregler, der gælder i den medlemsstat, anmodningen rettes til, ikke må svække denne konventions effektive virkning ( 27 ). I de domme, som indgår i denne tendens i retspraksis, har Domstolen ligeledes, nærmere bestemt vedrørende nationale regler om selve fuldbyrdelsen, anført, at anvendelsen af de procesregler, der gælder i den medlemsstat, anmodningen rettes til, i forbindelse med fuldbyrdelsen ikke kan svække den effektive virkning af Bruxelleskonventionens fuldbyrdelsessystem ved at tilsidesætte de principper på området, der udtrykkeligt eller stiltiende er fastslået i selve forordning nr. 44/2001 ( 28 ). Domstolen har efterfølgende bekræftet, at denne retspraksis også finder anvendelse hvad angår forordning nr. 44/2001 ( 29 ).

74.

Jeg bemærker endvidere, at denne tankegang ligeledes lå til grund for retspraksis vedrørende nedlæggelse af forbud mod, at en part anlægger eller gennemfører et søgsmål ved en national domstol. Domstolen har således fastslået, at et sådant forbud kan begrænse anvendelsen af kompetenceregler og være til hinder for den tilsigtede virkning af de specifikke mekanismer med hensyn til litispendens og konneksitet ( 30 ). Domstolen fastslog efterfølgende, at sådanne forbud, der er nedlagt i forbindelse med en voldgift, idet de hindrer domstolen i en anden medlemsstat i at udøve de beføjelser, som den er tillagt i medfør af forordning nr. 44/2001, afskærer sagsøgeren fra at få adgang til den almindelige domstol, for hvilken han har indbragt sagen i medfør af denne forordnings kompetenceregler, og fratager ham en form for domstolsbeskyttelse, som han har krav på ( 31 ).

75.

Hvad angår sikringsforanstaltninger kan den omstændighed, at anvendelsen af en regel såsom ZPO’s § 929, stk. 2, på udenlandske afgørelser om sikringsforanstaltning kan føre til et dødvande – som jeg har redegjort for i punkt 71 og 72 i dette forslag til afgørelse – efter min opfattelse svække den effektive virkning af ordningen i forordning nr. 44/2001.

76.

Jeg er ligesom Kommissionen af den opfattelse, at det ikke kan udelukkes, at kreditor i en situation som den i hovedsagen omhandlede i henhold til artikel 31 ( 32 ) i forordning nr. 44/2001 kan anmode myndighederne i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, om en sikringsforanstaltning. Denne kreditor er imidlertid i en ugunstig situation, for så vidt som han er forpligtet til at henvende sig til domstolene i en anden medlemsstat med alle de konsekvenser, dette har ( 33 ). Dette bekræfter efter min opfattelse den mulighed, at anvendelsen af ZPO’s § 929, stk. 2, i forbindelse med fuldbyrdelsen af en udenlandsk retsafgørelse kan medføre et dødvande.

77.

I dette tilfælde er det for det første muligt, at de domstole i en medlemsstat, der har kompetence til at påkende sagens realitet, ikke kan garantere en kreditor den domstolsbeskyttelse, som han har krav på, i den fase af proceduren, der leder op til vedtagelsen af den endelige afgørelse. For det andet ville disse domstoles kompetence på grundlag af bestemmelserne i forordning nr. 44/2001 blive tilsidesat, hvis en kreditor havde pligt til at gå til domstolene i en anden medlemsstat for at anmode om en afgørelse om sikringsforanstaltning, selv om han, med rette, ønskede at indgive denne anmodning til den domstol, der er kompetent til at påkende sagens realitet.

78.

På baggrund af retspraksis vedrørende opretholdelsen af den effektive virkning af forordning nr. 44/2001 er det følgelig min opfattelse, at en regel i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, såsom ZPO’s § 929, stk. 2, ikke er egnet til at blive anvendt i forbindelse med fuldbyrdelsen af afgørelser om sikringsforanstaltning med oprindelse i andre medlemsstater.

79.

Som anført følger det af det ovenstående, at en bestemmelse såsom ZPO’s § 929, stk. 2, ikke kan kvalificeres som en regel om selve fuldbyrdelsen af udenlandske retsafgørelser inden for ordningen i forordning nr. 44/2001 ( 34 ).

80.

Selv om det blev lagt til grund, at denne bestemmelse skal kvalificeres som en regel vedrørende selve fuldbyrdelsen inden for lex fori i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, kunne den ikke anvendes i forbindelse med fuldbyrdelsen af udenlandske retsafgørelser i Tyskland, for så vidt som den ville svække denne forordnings effektive virkning.

81.

Desuden svarer logikken i og virkningerne af anvendelsen af retspraksis om opretholdelsen af den effektive virkning af forordning nr. 44/2001 efter min opfattelse til den løsning, som Domstolen på det seneste har anvendt i sin retspraksis vedrørende forordning (EU) nr. 650/2012 ( 35 ). Det fremgår af denne retspraksis, at kvalifikationen af nationale bestemmelser i forhold til deres anvendelse i situationer, der henhører under forordning nr. 650/2012, ikke kan hindre virkeliggørelsen af denne forordnings formål og den effektive virkning af dens bestemmelser ( 36 ). Den effektive virkning af en EU-retsakt, der vedrører det retlige samarbejde i civile sager, kan følgelig påvirke den selvstændige kvalifikation, med henblik på denne retsakts anvendelse, af nationale bestemmelser, som er omfattet af dens anvendelsesområde. På samme måde kan ZPO’s § 929, stk. 2, heller ikke kvalificeres som en regel vedrørende selve fuldbyrdelsen, for så vidt som den kan svække den effektive virkning af forordning nr. 44/2001.

82.

Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører alene forordning nr. 44/2001. Den forelæggende ret er imidlertid af den opfattelse, at dette præjudicielle spørgsmål også er relevant i forbindelse med forordning nr. 1215/2012. Desuden har parterne ligeledes henvist til denne forordning i deres indlæg i retsmødet.

83.

Hvad dette angår kan de oplysninger, som kan udledes af forordning 1215/2012, efter min opfattelse ikke rejse tvivl om de ovenstående betragtninger.

84.

Selv om forordning nr. 44/2001 for det første ikke udtrykkeligt regulerer den funktion, som lex fori i den medlemsstat, anmodningen rettes til, har i forbindelse med fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser, bestemmer forordning nr. 1215/2012, i artikel 41, stk. 1, bl.a., at udenlandske retsafgørelser skal fuldbyrdes i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, på samme betingelser som en retsafgørelse, der er truffet i denne medlemsstat ( 37 ).

85.

Selv om eksekvaturproceduren blev afskaffet i ordningen i forordning nr. 1215/2012, opretholdt EU-lovgiver imidlertid i denne forordning sondringen mellem eksigibiliteten og selve fuldbyrdelsen, der er undergivet lex fori i den medlemsstat, som anmodningen rettes til ( 38 ).

86.

Dette er også den fortolkning, der er gjort gældende af den tyske regering, som – idet den dog når frem til andre konklusioner – har konstateret, at artikel 41, stk. 1, andet punktum, i forordning nr. 1215/2012 formulerer de principper, der er blevet anvendt i forbindelse med forordning nr. 44/2001. I øvrigt anser visse forfattere denne bestemmelse i forordning nr. 1215/2012 for at kodificere de principper, som Domstolen har formuleret i sin praksis vedrørende forordning nr. 44/2001 ( 39 ).

87.

Der er følgelig intet, der tyder på, at ikrafttrædelsen af forordning nr. 1215/2012 kan påvirke kvalifikationen af en bestemmelse såsom ZPO’s § 929, stk. 2.

88.

For det andet er det min opfattelse, at det problem med dødvande, som opstår ved anvendelsen af en national bestemmelse såsom ZPO’s § 929, stk. 2, som en regel i den medlemsstat, anmodningen rettes til, også ville opstå under ordningen i forordning nr. 1215/2012. Derfor finder retspraksis vedrørende opretholdelsen af den effektive virkning af ordningen i forordning nr. 1215/2012 anvendelse ( 40 ).

89.

Af disse grunde er jeg af den opfattelse, at hverken afskaffelsen af eksekvatur eller indførelsen af en bestemmelse såsom artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 kan begrunde det synspunkt, at en bestemmelse såsom ZPO’s § 929, stk. 2, inden for ordningen i forordning nr. 44/2001 kan anvendes i forbindelse med fuldbyrdelsen af udenlandske retsafgørelser i Tyskland.

90.

Det kan konkluderes, at en bestemmelse, som for det første ikke vedrører fuldbyrdelsen af en udenlandsk retsafgørelse, men snarere eksekvaturproceduren ( 41 ), og hvis anvendelse i forbindelse med fuldbyrdelsen for det andet svækker den effektive virkning af ordningen i forordning nr. 44/2001, ikke udgør en lex fori-regel vedrørende fuldbyrdelse i den medlemsstat, som anmodningen rettes til ( 42 ). Disse betragtninger kan ikke drages i tvivl af konklusionerne af analysen af forordning nr. 1215/2012. Denne forordning har hverken ændret logikken i eller principperne for grænserne for anvendelsen af lex fori i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

91.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer det af Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) forelagte præjudicielle spørgsmål på følgende måde:

»Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, navnlig artikel 38, stk. 1, skal fortolkes således, at den er til hinder for anvendelsen af en bestemmelse i lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, således som den i hovedsagen omhandlede bestemmelse, der fastsætter en frist for indgivelsen af en anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse om sikringsforanstaltning, i forbindelse med selve fuldbyrdelsen af en afgørelse om sikringsforanstaltning, der er truffet i en anden medlemsstat.«