Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62016TN0237

    Sag T-237/16: Sag anlagt den 17. maj 2016 – NI mod EDPS

    EUT C 260 af 18.7.2016, p. 43–44 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    18.7.2016   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 260/43


    Sag anlagt den 17. maj 2016 – NI mod EDPS

    (Sag T-237/16)

    (2016/C 260/54)

    Processprog: spansk

    Parter

    Sagsøger: NI (Madrid, Spanien) (ved advokat A. Gómez-Acebo Dennes)

    Sagsøgt: Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse

    Sagsøgerens påstande

    Afgørelse truffet den 18. marts 2016 af Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse vedrørende afslag på sagsøgerens anmodning om revision af denne Tilsynsførendes afgørelse af 8. december 2015 annulleres, og som følge heraf fastslås det, at Den Europæiske Ombudsmand nu og fremover skal ophøre med at behandlede personoplysninger, der er indeholdt i en kontrakt, som sagsøgeren har indgået.

    Den Europæiske Ombudsmand tilpligtes at afholde sig fra at offentliggøre enhver personoplysning om sagsøgeren eller at gøre den identificerbar. Navnlig pålægges Den Europæiske Ombudsmand ikke at henvise til den stilling, som sagsøgeren har beklædt.

    Den Europæiske Ombudsmand tilpligtes at behandle og fuldt ud gennemføre retten til indsigelse i forbindelse med behandlingen af sagsøgerens personoplysninger i proceduren Own Initiative Inquiry 2/2014 eller i enhver anden procedure med et tilsvarende formål, som sagsøgeren kan være en del af.

    Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse tilpligtes at betale sagens omkostninger.

    Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

    Nærværende søgsmål er grundlæggende rettet mod sagsøgtes afgørelse om ikke at give medhold i sagsøgerens klage for så vidt angår afslaget på at skjule bestemte personoplysninger i forbindelse med behandlingen for Den Europæiske Ombudsmand af to undersøgelser vedrørende den tilladelse, der blev givet til at foretage erhvervsmæssig virksomhed inden for den private sektor, når sagsøgeren havde afsluttet sine funktioner som medlem af Europa-Kommissionen.

    Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat følgende anbringender.

    1.

    Sagsøgerens virksomhed, Kommissionens procedure i forbindelse med tilladelsen til sagsøgerens virksomhed efter udøvelsen af stillingen som medlem af Kommissionen, den første undersøgelse, som Den Europæiske Ombudsmand foretog af den nævnte tilladelse, og genåbningen af den sag, der blev undersøgt af den nye Europæiske Ombudsmand, sammenholdt med intentionen om at offentliggøre sagsøgerens personoplysninger, der indebærer, at sagsøgeren direkte og indirekte kan identificeres, er ikke blevet taget behørigt i betragtning af sagsøgte under hensyn til den lovgivning og retspraksis, der fandt anvendelse på sagsøgtes afgørelser.

    2.

    Den anonyme indsamling af oplysningerne gør det ikke muligt at danne sig et indtryk med henblik på at afgøre, om Den Europæiske Ombudsmands behandling af personoplysningerne var lovlig, henset til, at de er opnået anonymt og behandlet ulovligt.

    3.

    Behandlingen af de oplysninger, der er genstand for nærværende sag, skal ifølge sagsøgeren betegnes som overdreven, upassende og ikke relevant for det formål, som de er indsamlet til, selv om det skete anonymt. Den indleverede kontrakt vedrører udelukkende forholdet mellem sagsøgeren og en privat virksomhed, efter at sagsøgeren har afsluttet sine funktioner som medlem af Kommissionen, og uden at kontraktens formål har noget at gøre med de funktioner, der er udført i Kommissionen.

    4.

    Der foreligger ingen nye oplysninger eller faktiske omstændigheder, der begrunder en behandling og offentliggørelse af sagsøgerens personoplysninger, der desuden blev anset for at være fortrolige under den første undersøgelse, som blev foretaget af den tidligere Ombudsmand. Ændringen af den fortrolige behandling af de pågældende oplysninger er ikke retligt begrundet og er ikke på noget tidspunkt blevet begrundet af Den Europæiske Ombudsmand.

    5.

    Offentliggørelsen af personoplysningerne i sagen bidrager ikke på nogen måde til en grundigere undersøgelse, henset til at Den Europæiske Ombudsmand kan undersøge den tilladelse, som sagsøgeren fik med henblik på at udøve privat virksomhed uden at anvende oplysningerne om sagsøgerens privatliv og endnu mindre uden at offentliggøre dem.


    Top