EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62015TN0152

Sag T-152/15 P: Appel iværksat den 31. marts 2015 af Europa-Kommissionen til prøvelse af Personalerettens dom af 22. januar 2015 i de forenede sager F-1/14 og F-48/14, Kakol mod Kommissionen

EUT C 190 af 8.6.2015, p. 21–22 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

8.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 190/21


Appel iværksat den 31. marts 2015 af Europa-Kommissionen til prøvelse af Personalerettens dom af 22. januar 2015 i de forenede sager F-1/14 og F-48/14, Kakol mod Kommissionen

(Sag T-152/15 P)

(2015/C 190/24)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved J. Currall og G. Gattinara, som befuldmægtigede)

Den anden part i appelsagen: Danuta Kakol (Luxembourg, Luxembourg)

Appellantens påstande

Personalerettens dom af 22. januar 2015 i de forenede sager F-1/14 og F-48/14, Kakol mod Kommissionen, ophæves.

Sag F-48/14 hjemvises til Personaleretten, idet appelindstævnte har hævet sag F-1/14.

Afgørelsen vedrørende sagens omkostninger udsættes.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten fremsat tre anbringender.

1.

Det første anbringende er, at der foreligger en retlig fejl, idet Personaleretten stillet over for »tilsvarende« adgangsbetingelser fandt, at en udvælgelseskomité er forpligtet til at begrunde afgørelsen om ikke at give en ansøger adgang til prøverne i forhold til den bedømmelse, der er foretaget af samme ansøgers kvalifikationsbevis af en anden udvælgelseskomité i en anden udvælgelsesprøve.

2.

Det andet anbringende er, at der er sket tilsidesættelse af begrundelsespligten, idet Personaleretten anerkendte, at ansøgernes nationalitet var en adgangsbetingelse, som føjede sig til andre, men som til trods herfor ikke kunne adskille de pågældende to meddelelser om udvælgelsesprøve.

3.

Det tredje anbringende er, at der foreligger en forkert gengivelse af et væsentligt element i sagen, idet Personaleretten fandt, at udvælgelseskomitéen ikke forklarede, hvorledes dens afgørelse var forskellig fra den tidligere udvælgelseskomités afgørelse, selv om Kommissionen klart havde suppleret denne begrundelse, såvel i dens skriftlige indlæg som under retsmødet.


Top