11.5.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 155/33

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelser C(2014) 9805 final, C(2014) 9806 final, C(2014) 9807 final, C(2014) 9808 final, C(2014) 9811 final, C(2014) 9812 final og C(2014) 9816 final af 18. december 2014 vedrørende ansøgninger om tilbagebetaling af antidumpingtold betalt på import af ferrosilicium med oprindelse i Rusland annulleres helt eller delvist.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende om at Kommissionen har begået en retlig fejl som følge af en tilsidesættelse af og/eller en fejlagtig fortolkning af antidumpinggrundforordningens (1) artikel 2, stk. 9, og/eller et åbenbart fejlagtigt skøn, idet den fandt, at det var irrelevant i forhold til antidumpinggrundforordningens artikel 2, stk. 9 — også i forbindelse med retlig prøvelse — om der forelå en enkelt økonomisk enhed. Sagsøgeren har også anfægtet følgeslutningen om, at der burde foretages fuldt fradrag for omkostninger og fortjeneste for alle indberettede salg, inklusive eksportrelaterede omkostninger og en rimelig fortjeneste, fra den beregnede eksportpris.

2.

Andet anbringende om en tilsidesættelse af antidumpinggrundforordningens (2) artikel 11, stk. 10, og et åbenbart fejlskøn ved Kommissionens fradrag af antidumpingtolden fra den beregnede eksportpris. I henhold til sagsøgeren burde Kommissionen, selv hvis Kommissionens fremgangsmåde blev anvendt, have fundet, at betingelserne i artikel 11, stk. 10, var opfyldte i det mindste for en del af de beløb, der blev ansøgt om. Med det andet anbringende gøres også gældende, at antidumpinggrundforordningens artikel 11, stk. 9, er blevet tilsidesat som følge af Kommissionens fremgangsmåde ved bedømmelsen af, om tolden korrekt afspejles i gensalgsprisen, hvilket afviger fra den fremgangsmåde, der blev anvendt ved den sidste undersøgelse, som førte til tolden.

3.

Tredje anbringende om en tilsidesættelse af antidumpinggrundforordningens (3) artikel 11, stk. 9, og artikel 18.3.1 i WTO’s antidumpingaftale, som fandt sted, da Kommissionen anvendte en ny fremgangsmåde ved fastlæggelsen af beregnede normale værdier, og ikke kunne begrunde denne fremgangsmåde med nogen relevant ændring i omstændighederne.