Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62015CN0172

Sag C-172/15: Sag anlagt den 16. april 2015 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Spanien

EUT C 198 af 15.6.2015, p. 26–26 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

15.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 198/26


Sag anlagt den 16. april 2015 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Spanien

(Sag C-172/15)

(2015/C 198/34)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved L. Nicolae og J. Rius, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Kongeriget Spanien

Sagsøgerens påstande

Det fastslås i henhold til artikel 258 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 2, stk. 3, og artikel 6 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/65/EF (1) af 26. oktober 2005 om bedre havnesikring, hvilke bestemmelser fastsætter, at medlemsstaterne for hver havn fastsætter dennes afgrænsning og godkender de relevante havnesårbarhedsvurderinger og sikringsplaner, idet Kongeriget Spanien endnu ikke har godkendt samtlige havnesårbarhedsvurderinger og sikringsplaner for alle de spanske havne, der er omfattet af det nævnte direktivs anvendelsesområde.

Kongeriget Spanien tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den 5. september 2014 anerkendte Kongeriget Spanien, at af de 67 havne, der er berørt af de omhandlede regler, manglede endnu 3 havnesårbarhedsvurderinger og 18 havnesikringsplaner at blive godkendt.

Fra dette tidspunkt til i dag har de spanske myndigheder fortsat løbende oplyst om fremskridtene med den praktiske anvendelse af direktiv 2005/65/EF. Den seneste statusmeddelelse blev modtaget den 14. april 2015, hvoraf fremgår, at af de 67 havne, der er berørt af de omhandlede bestemmelser, mangler endnu én havnesårbarhedsvurdering og otte havnesikringsplaner at blive godkendt.

Kommissionen har følgelig konstateret, at Kongeriget Spanien på datoen for den seneste statusmeddelelse ikke har opfyldt sine forpligtelser til under hensyn til direktiv 2005/65/EF at fastsætte hver havns nødvendige afgrænsning eller at udarbejde og godkende en sårbarhedsvurdering for alle de havne, som direktiv 2005/66/EF finder anvendelse på, samt udarbejde og godkende sikringsplaner for disse havne.


(1)  EUT L 310, s. 28.


Top