1

Med sin appel har Central Bank of Iran (Irans centralbank) nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 25. marts 2015 (T-563/12, EU:T:2015:187, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten frifandt Rådet for en påstand om dels annullation af Rådets afgørelse 2012/635/FUSP af 15. oktober 2012 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 282, s. 58, herefter »den omtvistede afgørelse«), dels Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 945/2012 af 15. oktober 2012 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 282, s. 16, herefter »den omtvistede forordning«) (herefter samlet »de omtvistede retsakter«), for så vidt som disse retsakter vedrører appellanten.

2

Den 26. juli 2010 vedtog Rådet for Den Europæiske Union afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT L 195, s. 39), hvis bilag II opregner navnene på de personer og enheder – ud over dem, der er udpeget af De Forenede Nationers Sikkerhedsråd eller af den ved resolution 1737 (2006) oprettede sanktionskomité, og som er anført i bilag I til denne afgørelse – hvis aktiver indefryses.

3

Den 23. januar 2013 vedtog Rådet afgørelse 2012/35/FUSP om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 19, s. 22). Det følger af 13. betragtning til denne afgørelse, at »[i]ndrejserestriktioner og indefrysning af midler og økonomiske ressourcer bør anvendes på yderligere personer og enheder, der yder støtte til Irans regering, og som muliggør, at denne kan gå videre med spredningsfølsomme nukleare aktiviteter eller udvikling af atomvåbenfremføringsmidler, herunder navnlig personer og enheder, som yder finansiel, logistisk eller materiel støtte til Irans regering«.

4

Artikel 1, nr. 7), litra a), nr. ii), i afgørelse 2012/635 tilføjede følgende litra til artikel 20, stk. 1, i afgørelse 2010/413 og foreskrev derved indefrysning af midler tilhørende følgende personer og enheder:

5

Artikel 1, nr. 8), litra a), i afgørelse 2012/635 ændrede artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413, som herefter foreskriver, at følgende skal være genstand for restriktive foranstaltninger:

6

Ved afgørelse 2012/35 blev appellantens navn opført på listen i bilag II til afgørelse 2010/413 med den begrundelse, at banken havde medvirket til aktiviteter med henblik på at omgå sanktionerne. Med samme begrundelse blev appellantens navn opført på listen i bilag VIII til Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 af 25. oktober 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EF) nr. 423/2007 (EUT L 281, s. 1) ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 54/2012 af 23. januar 2012 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 961/2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 19, s. 1).

7

Ved afgørelse 2012/635 blev begrundelsen for opførelsen suppleret med følgende angivelse:

»Yder finansiel støtte til den iranske regering«.

8

Rådet vedtog den 23. marts 2012 forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EU) nr. 961/2010 (EUT L 88, s. 1). Denne forordnings artikel 23, stk. 2, foreskriver indefrysning af midler, der tilhører de i forordningens bilag IX opregnede personer, enheder eller organer, der anses for:

9

Ved forordning nr. 945/2012 blev begrundelsen for opførelsen af appellantens navn på listen i bilag IX til forordning nr. 267/2012 suppleret med følgende angivelse:

»Yder finansiel støtte til den iranske regering«.

10

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 26. december 2012 anlagde Central Bank of Iran sag ved Retten med påstand om annullation af de omtvistede retsakter, for så vidt som disse efter at være taget op til fornyet behandling fastholdt appellantens navn på listerne over enheder, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger.

11

Central Bank of Iran påberåbte sig fire anbringender til støtte for sit søgsmål. Det første anbringende vedrørte et åbenbart urigtigt skøn, det andet anbringende en tilsidesættelse af begrundelsespligten, det tredje anbringende vedrørte en tilsidesættelse af princippet om overholdelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsprøvelse, og endelig vedrørte det fjerde anbringende en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og af appellantens grundlæggende rettigheder, herunder retten til beskyttelse af ejendom og omdømme.

12

Ved den appellerede dom frifandt Retten Rådet i det hele.

13

Central Bank of Iran har nedlagt følgende påstande:

14

Rådet har nedlagt følgende påstande:

15

Central Bank of Iran har til støtte for sine påstande i appelsagen fremsat fire anbringender. Det første anbringende vedrører en fejl, som Retten begik ved at fastslå, at Rådet med rette kunne konkludere, at appellanten ydede »finansiel støtte« til Irans regering. Det andet anbringende omhandler den angiveligt af Retten begåede retlige fejl ved vurderingen af Rådets begrundelsespligt. Det tredje anbringende vedrører den påståede tilsidesættelse af princippet om overholdelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsprøvelse, og endelig omhandler det fjerde anbringende den påstående tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og af appellantens grundlæggende rettigheder, herunder retten til beskyttelse af ejendom og omdømme.

16

Det andet anbringende behandles først, dernæst det tredje anbringende, og derefter det første og det fjerde anbringende.

17

I den appellerede doms præmis 53-57 henviste Retten til retspraksis vedrørende begrundelsespligten for Unionens retsakter. I nævnte doms præmis 59 ff. behandlede Retten derefter begrundelserne i de omtvistede retsakter i forhold til de kriterier for opførelse, der er fastsat i artikel 23, stk. 2, litra a), b) og d), i forordning nr. 267/2012 og i artikel 20, stk. 1, litra b) og c), i afgørelse 2010/413, som ændret ved afgørelse 2012/635.

18

I den appellerede doms præmis 74 fastslog Retten, »at spørgsmålet, om de [appellerede] retsakter er tilstrækkeligt begrundede, [kan] kun […] vurderes for så vidt angår kriteriet om bistand til at omgå de restriktive foranstaltninger og kriteriet om støtte til Irans regering, som Rådet indirekte, men nødvendigvis henviser til i de nævnte retsakter«. Retten anførte dog i denne doms præmis 75, at begrundelsen om, at appellanten havde »medvirket i aktiviteter med henblik på at omgå sanktionerne«, var utilstrækkelig, for så vidt som de omtvistede retsakter var baseret på kriteriet om bistand til at omgå de restriktive foranstaltninger, og da den blot forekom at være en ren gengivelse af selve kriteriet og ikke indeholdt nogen oplysninger, der specificerede grundene til, at dette kriterium fandt anvendelse på appellanten. I den appellerede doms præmis 79 fastslog Retten desuden, at en indirekte begrundelse ikke kan tages i betragtning med henblik på at afhjælpe den manglende direkte begrundelse for så vidt angår bistanden til at omgå de restriktive foranstaltninger.

19

I forbindelse med behandlingen af kriteriet om støtte til Irans regering fastslog Retten i den appellerede doms præmis 84 og 85, at begrundelsen om, at appellanten »yder finansiel støtte til den iranske regering«, var tilstrækkelig til at opfylde Rådets begrundelsespligt, eftersom appellanten var i stand til at forstå, at Rådet henviste til de finansielle ydelser, som appellanten som centralbank i Den Islamiske Republik Iran forsynede Irans regering med. Retten baserede sig på appellantens skriftlige indlæg, herunder navnlig et vidneudsagn fra bankens vicedirektør for valutaspørgsmål, som appellanten havde vedlagt som bilag til sin stævning, hvorefter sidstnævnte forsynede regeringen, der er en af bankens kunder, med ydelser. Retten henviste desuden til artikel 12 og 13 i Den Islamiske Republik Irans monetære og finansielle lov, som fastsætter visse af appellantens funktioner og beføjelser som centralbank i Den Islamiske Republik Iran.

20

Med sit andet anbringende har Central Bank of Iran gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at Rådet havde opfyldt sin begrundelsespligt som fastsat i artikel 296 TEUF.

21

Appellanten har bl.a. kritiseret den appellerede doms præmis 84 og 85, hvorved Retten fastslog, at appellanten var i stand til at forstå, at Rådet henviste til de finansielle ydelser, som appellanten som centralbank i Den Islamiske Republik Iran forsynede Irans regering med, og at det ikke var nødvendigt at præcisere disse funktioner og beføjelser, »for så vidt som disse er fastsat i de offentligt tilgængelige lovbestemmelser, som dermed kan forudsættes bekendt af enhver«.

22

Central Bank of Iran har anført, at det forhold, at der findes en monetær og finansiel lov i Iran, ikke afklarer spørgsmålet om, hvad Rådet i begrundelsen for de omtvistede retsakter forstod ved »finansiel støtte«. Appellanten var ikke engang i stand til at vurdere, om Rådet mente, at appellanten forsynede regeringen med betydelige midler, eller om Rådet støttede sig på den omstændighed, at appellanten regulerede den monetære politik, eller at Irans regering havde konti i banken, og at banken gennemførte andre centralbankydelser af denne art. Appellanten har anført, at det påhvilede Rådet præcist at anføre de ydelser, som ifølge Rådet havde den krævede kvalitative og kvantitative betydning for at være omfattet af begrebet »støtte til den iranske regering« som omhandlet i artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 (dom af 16.7.2014, National Iranian Oil Company mod Rådet, T-578/12, EU:T:2014:678, præmis 119), hvilket Rådet ikke gjorde. Rådet havde slet ikke påberåbt sig artikel 12 og 13 i Irans monetære og finansielle lov, da det traf afgørelse om at fastholde appellantens navn på listerne over personer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, hvorfor appellantens funktioner fastsat i Irans monetære og finansielle lov udgjorde en ny begrundelse, som ikke fremgik af de omtvistede retsakter.

23

Rådet har bestridt Central Bank of Irans argumenter.

24

Som Retten, navnlig i den appellerede doms præmis 53-58, anførte, skal begrundelsens tilstrækkelighed vurderes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område, således at en retsakt, der er bebyrdende, er tilstrækkeligt begrundet, når den er truffet under omstændigheder, som er den pågældende bekendt, og således gør det muligt for vedkommende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne (jf. dom af 15.11.2012, Rådet mod Bamba, C-417/11 P, EU:C:2012:718, præmis 53 og 54).

25

Retten begik dermed ikke en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 85, under henvisning til de offentligt tilgængelige lovgivningsmæssige bestemmelser, at fastslå, at begrundelsen for de omtvistede retsakter, hvorved Rådet anførte, om end indirekte, at appellanten »yde[de] finansiel støtte til den iranske regering«, men nødvendigvis henviste til sidstnævnte funktioner og beføjelser som centralbank i Den Islamiske Republik Iran, således som disse er defineret i del II, kapitel 2, i Irans monetære og finansielle lov, herunder artikel 12 og 13 heri.

26

I den appellerede doms præmis 86 fastslog Retten derfor med rette, at »Rådet således ikke [var] forpligtet til at give en direkte begrundelse vedrørende de finansielle ydelser og dermed om de ressourcer eller de faciliteter, som [appellanten] som centralbank i Den Islamiske Republik Iran havde forsynet Irans regering med«.

27

Det andet appelanbringende er derfor ugrundet.

28

Efter i den appellerede doms præmis 92-94 at have henvist til retspraksis vedrørende retten til forsvar fastslog Retten i nævnte doms præmis 95 og 98, at Rådet den 2. august 2012 individuelt havde meddelt sagsøgeren begrundelsen for de omtvistede retsakter, hvoraf fremgik, at appellanten »yde[de] støtte til den iranske regering«, og at appellanten havde kunnet anfægte denne begrundelse og de oplysninger, der lå til grund for vedtagelsen af disse retsakter.

29

I den appellerede doms præmis 97 fastslog Retten, at »Rådet [i den foreliggende sag] ikke [havde] pligt til at fremlægge den dokumentation, som denne begrundelse var baseret på, for [appellanten], for så vidt som disse oplysninger, der vedrørte de finansielle ydelser, som [appellanten] netop som centralbank i Den Islamiske Republik Iran havde forsynet den iranske regering med, kunne forudsættes bekendt af enhver og indirekte indgå i begrundelsen for de [omtvistede] retsakter for så vidt angår kriteriet om støtte til Irans regering«. I den appellerede doms præmis 99 fastslog Retten derfor, at »[appellantens] ret til forsvar og til en effektiv domstolsprøvelse […] således [var] blevet overholdt«.

30

Ved sit tredje anbringende har Central Bank of Iran anført, at Retten begik en fejl, da den fastslog, at bankens ret til forsvar var blevet overholdt. Banken har gjort gældende, at Rådet ikke meddelte den nogen beviser forud for vedtagelsen af de omtvistede retsakter om dets afgørelse om at fastholde appellantens navn på listerne over de enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger. Det var således med urette, at Retten fastslog, at Rådet kunne supplere begrundelserne for at fastholde opførelsen af appellanten på de omhandlede lister ved at tage faktorer, der fremgår af bestemmelserne i Irans monetære og finansielle lov, i betragtning, som ikke klart var omhandlet i begrundelsen for de omtvistede retsakter, og som ikke var blevet meddelt appellanten før vedtagelsen af disse retsakter. Appellanten blev frataget viden om sagen imod sig og var ikke i stand til at tilrettelægge sit forsvar på en hensigtsmæssig måde. Det var først i retsmødet, at appellanten for første gang fik mulighed for at tage til genmæle over for påstanden om, at banken havde forsynet Irans regering med midler.

31

Rådet har bestridt Central Bank of Irans argumenter.

32

Domstolen har allerede fastslået, at Rådet, når der er tale om en oprindelig afgørelse om indefrysning af midler, ikke er forpligtet til at give den omhandlede person eller enhed en forudgående meddelelse om de grunde, hvorpå denne institution har til hensigt at basere optagelsen af navnet på denne person eller enhed på listen, mens der ved vedtagelsen af en efterfølgende afgørelse, hvorved navnet på en person eller en enhed fastholdes på denne liste, i princippet skal gives den omhandlede person eller enhed meddelelse om, hvilke omstændigheder der lægges til den pågældende til last, samt lejlighed til at blive hørt (jf. i denne retning dom af 21.12.2011, Frankrig mod People’s Mojahedin Organization of Iran, C-27/09 P, EU:C:2011:853, præmis 61 og 62).

33

Det følger heraf, at Rådet inden for rammerne af vedtagelsen af en afgørelse om at fastholde navnet på en person eller en enhed på en liste over personer eller enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, skal overholde denne persons eller enheds ret til at blive hørt forinden, når Rådet i afgørelsen om at fastholde opførelsen af navnet på listen lægger nye forhold til grund, dvs. forhold, som ikke fremgik af den oprindelige optagelse af denne persons navn på denne liste (dom af 18.6.2015, Ipatau mod Rådet, C-535/14 P, EU:C:2015:407, præmis 26).

34

I den appellerede doms præmis 94 henviste Retten – uden at begå en retlig fejl – til denne retspraksis.

35

I nævnte doms præmis 95 og 98 konstaterede Retten derefter, at Rådet den 2. august 2012 meddelte Central Bank of Iran den nye begrundelse, hvorefter sidstnævnte »yde[de] støtte til den iranske regering«, og at Central Bank of Iran den 7. oktober 2012 anfægtede denne begrundelse.

36

I modsætning til det af appellanten anførte kunne Rådets manglende meddelelse af de oplysninger, på grundlag af hvilke det fandt, at Central Bank of Iran forsynede Irans regering med finansiel støtte, ikke skade denne banks ret til forsvar.

37

Som det fremgår af denne doms præmis 25 og 26, har appellantens rolle som centralbank i Den Islamiske Republik Iran og de lovgivningsmæssige bestemmelser, der vedrørte den, kunnet betragtes som omstændigheder, som var appellanten bekendt, således at Retten med føje kunne antage, at Rådet ikke var forpligtet til at give en direkte begrundelse vedrørende de finansielle ydelser og dermed om de ressourcer eller de faciliteter, som appellanten som centralbank havde forsynet Irans regering med.

38

På denne baggrund fastslog Retten vedrørende de omstændigheder, som var appellanten bekendt, uden at tilsidesætte sidstnævntes ret til forsvar, således, at Rådet ikke havde pligt til at fremlægge dokumentation eller beviser i denne henseende.

39

Det tredje appelanbringende er følgelig ugrundet.

40

Retten fastslog i den appellerede doms præmis 103, at det var med henvisning til begrundelsen for de anfægtede retsakter, hvorefter sagsøgeren »yde[de] finansiel støtte til den iranske regering«, at lovligheden af de nævnte retsakter skulle vurderes. I nævnte doms præmis 104 vurderede Retten, at der med henblik på vurderingen af, om denne begrundelse var gyldig, kunne tages hensyn til appellantens funktioner og beføjelser som centralbank i Den Islamiske Republik Iran, således som de er defineret i artikel 12 og 13 i Irans monetære og finansielle lov. Efter en gennemgang af disse bestemmelser fastslog Retten i nævnte doms præmis 108, at »det [var] åbenbart, at [appellanten] [forsynede] Irans regering med finansielle ydelser, der på grund af deres kvantitative eller kvalitative betydning [kunne] fremme nuklear spredning ved at yde denne regering støtte i form af ressourcer eller materielle, økonomiske eller logistiske faciliteter, der [gjorde] det muligt for den at forfølge nævnte spredning«. I samme doms præmis 111 fandt Retten derfor, at Rådet ikke havde foretaget et urigtigt skøn.

41

Ved sit første anbringende har Central Bank of Iran anført, at Retten begik en fejl ved at fastslå, at Rådet havde foretaget en korrekt vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt nogle af kriterierne for opførelse på listerne i de omtvistede retsakter var opfyldt. Banken har efter en analyse af artikel 12 og 13 i Irans monetære og finansielle lov gjort gældende, at de ydelser, som den som centralbank leverer, såsom regnskabsføring og modregningstransaktioner, ikke udgør en »finansiel støtte« til Irans regering som omhandlet i artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012, dvs. en sådan kvalitativ og kvantitativ betydning, at det gør det muligt for Irans regering at fortsætte et atomprogram (dom af 16.7.2014, National Iranian Oil Company mod Rådet, T-578/12, EU:T:2014:678, præmis 119).

42

Rådet har bestridt appellantens argumenter.

43

Det bemærkes, at kriteriet »støtte til Irans regering«, der forefindes i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413, som ændret ved afgørelse 2012/635, og i artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012, vedrører en støtte, der kan være materiel, logistisk eller økonomisk (jf. i denne retning dom af 1.3.2016, National Iranian Oil Company mod Rådet, C-440/14 P, EU:C:2016:128, præmis 79).

44

Formålet med tilføjelsen af dette kriterium var at omfatte de aktiviteter, som den omhandlede person og enhed selv har udøvet, og som, selv om de i sig selv hverken har en direkte eller indirekte tilknytning til nuklear spredning, ikke desto mindre kan fremme denne spredning ved at forsyne Irans regering med materielle, økonomiske eller logistiske ressourcer eller faciliteter, der gør det muligt for den at forfølge den nukleare spredning (jf. i denne retning dom af 1.3.2016, National Iranian Oil Company mod Rådet, C-440/14 P, EU:C:2016:128, præmis 80 og 81).

45

Som Retten bemærkede i den appellerede doms præmis 108, forsynede appellanten Irans regering med finansielle ydelser, der på grund af deres kvantitative eller kvalitative betydning kunne fremme nuklear spredning ved at yde denne regering støtte i form af ressourcer eller materielle, økonomiske eller logistiske faciliteter, der gjorde det muligt for den at forfølge nævnte spredning (jf. analogt dom af 1.3.2016, National Iranian Oil Company mod Rådet, C-440/14 P, EU:C:2016:128, præmis 83). Ydelser såsom regnskabsføring, gennemførelse og indgåelse af finansielle transaktioner eller køb og salg af obligationer udgør således en både materiel, logistisk og økonomisk støtte til denne stat og dermed også en støtte til regeringen i denne stat.

46

I den appellerede doms præmis 109 anførte Retten derfor med føje, at det er mindre væsentligt, at appellanten har bestridt at have stillet sine egne økonomiske ressourcer til Irans regerings rådighed, eftersom banken stadig har medgivet at have forsynet Irans regering med de ydelser, som enhver stats centralbank forsyner regeringen i den pågældende stat med.

47

I den appellerede doms præmis 110 fastslog Retten således uden at begå en retlig fejl, at Rådet med rette kunne konkludere, at appellanten »[ydede] finansiel støtte til den iranske regering« således, at kriteriet i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413, som ændret ved afgørelse 2012/635, og i artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012, var opfyldt i den foreliggende sag.

48

Det første appelanbringende er derfor ugrundet.

49

I den appellerede doms præmis 119 fastslog Retten, at de byrder, som de omtvistede retsakter forårsager for appellanten, ikke er uforholdsmæssige i forhold til betydningen af målet om at opretholde den internationale fred og sikkerhed, som disse retsakter forfølger. I samme præmis anførte Retten i øvrigt, at de omtvistede retsakter kun vedrører en del af appellantens aktiver, at frigivelse af indefrosne pengemidler var mulig under visse omstændigheder, og at Rådet ikke hævdede, at appellanten selv medvirkede til nuklear spredning.

50

Ved sit fjerde anbringende har Central Bank of Iran gjort gældende, at Retten begik en fejl ved at forkaste appellantens anbringende om, at Rådet ubegrundet og uforholdsmæssigt havde tilsidesat appellantens grundlæggende rettigheder, herunder appellantens ret til beskyttelse af ejendom og omdømme. Banken har gjort gældende, at Retten ikke foretog en passende vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt anvendelsen af disse restriktive foranstaltninger over for Central Bank of Iran udgjorde et ulovligt og uforholdsmæssigt indgreb i appellantens grundlæggende rettigheder, herunder ejendomsretten og retten til omdømme. Retten burde have fastslået, at foranstaltningerne var uforholdsmæssige i forhold til de forfulgte mål.

51

Central Bank of Iran har bl.a. kritiseret den appellerede doms præmis 119. Banken har påpeget, at Retten ikke tog tilstrækkeligt hensyn til de restriktive foranstaltningers negative følgevirkninger for landets økonomiske liv og det iranske folk. Banken har desuden gjort gældende, at de ydelser, som den leverer, ikke har nogen tilknytning til den iranske regerings evne til at fortsætte et atomprogram, og at Rettens tilgang gjorde det muligt at vedtage restriktive foranstaltninger over for tusindvis af skatteborgere eller tjenesteydere. Endelig ville Rådets afgørelse om at opføre og fastholde appellanten på listerne over enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, være i strid med diverse offentlige erklæringer, som EU-institutionerne havde fremsat, herunder Rådets konklusioner om Iran af 23. januar 2012, hvori Rådet anførte, at »de restriktive foranstaltninger, der i dag er opnået enighed om, er rettet mod det iranske regimes finansiering af Irans atomprogram og ikke mod det iranske folk«.

52

Rådet har bestridt appellantens argumenter.

53

Det skal fastslås, at Retten i den appellerede doms præmis 117 for at afgøre, om der forelå en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, tog hensyn til det almene formål, der forfølges med de omtvistede retsakter. I den appellerede doms præmis 118 anerkendtes det, at appellanten led et tab på grund af disse retsakter, idet de medførte en skade på appellantens ejendomsret og ret til omdømme. I nævnte doms præmis 119 tog Retten imidlertid hensyn til det mål om at opretholde den internationale fred og sikkerhed, samtidig med at den bemærkede, at de omtvistede retsakter kun vedrørte en del af appellantens aktiver, at frigivelse af indefrosne midler var mulig under visse omstændigheder, og at Rådet ikke havde hævdet, at appellanten selv medvirkede til nuklear spredning.

54

På denne baggrund forkastede Retten med føje anbringendet om en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og af appellantens grundlæggende rettigheder, herunder retten til beskyttelse af ejendom og omdømme.

55

Det fjerde appelanbringende skal derfor forkastes.

56

Da de fire appelanbringender er ugrundede, må appellen forkastes.

57

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagens omkostninger, såfremt appellen forkastes.

58

I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.

59

Da Rådet har nedlagt påstand om, at Central Bank of Iran pålægges at betale sagens omkostninger, og Central Bank of Iran har tabt sagen, bør det pålægges Central Bank of Iran at bære sine egne omkostninger og at betale de af Rådet afholdte omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Anden Afdeling):