1. 

Hvad siger en persons fødested om denne persons etniske oprindelse?

2. 

Overraskende lidt.

3. 

Reelt tjener antagelsen af, at der findes et ubrydeligt bånd mellem en persons fødested og dennes etniske oprindelse, alene til at fastholde visse misvisende stereotyper.

4. 

I hovedsagen fremgår det af en låneansøgers kørekort, at hans fødested ikke er et nordisk land ( 2 ), en EU-medlemsstat, Schweiz eller Liechtenstein ( 3 ). Er der tale om forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, når det låneudstedende kreditinstitut anmoder kunden om at fremlægge et pas, der er udstedt af et af disse lande, eller – hvis det ikke er muligt – at fremlægge et pas, der er udstedt af et tredjeland, samt en gyldig opholdstilladelse (herefter »den omhandlede praksis«)? Såfremt dette er tilfældet, kan den omhandlede praksis da begrundes med en henvisning til bekæmpelsen af hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme?

5. 

Det er, hvad Domstolen skal tage stilling til i den forelagte sag. Sagen vil navnlig gøre det muligt for Domstolen at give retningslinjer for forholdet mellem forskelsbehandling på grund af etniske oprindelse, nationalitet og fødested.

6. 

Som nærmere beskrevet nedenfor indebærer en praksis som den forelagte efter min opfattelse ikke en forskelsbehandling af kunderne på grund af deres etniske oprindelse. Jeg finder det derfor ikke nødvendigt, at Domstolen undersøger, om en sådan praksis kan være begrundet.

7.

Ifølge artikel 1 i direktiv 2000/43 (»Formål«) er dette direktivs formål at fastlægge en ramme for bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse med henblik på at iværksætte princippet om ligebehandling i medlemsstaterne.

8.

Artikel 2 i direktiv 2000/43 (»Begrebet forskelsbehandling«) bestemmer:

»1.   I dette direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen må udsættes for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse.

2.   I henhold til stk. 1

9.

I henhold til artikel 3, stk. 2, i direktiv 2000/43 (»Anvendelsesområde«) omfatter dette direktiv ikke forskelsbehandling på grundlag af nationalitet og berører ikke bestemmelser og betingelser vedrørende tredjelandsstatsborgeres og statsløse personers indrejse og ophold på medlemsstaternes territorium og heller ikke nogen form for behandling, der skyldes de pågældende tredjelandsstatsborgeres eller statsløse personers retsstilling.

10.

I henhold til artikel 8, stk. 1, i direktiv 2000/43 (»Bevisbyrde«) træffer medlemsstaterne i overensstemmelse med deres nationale retsorden alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at det – når en person, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende, for en domstol eller en anden kompetent myndighed fremfører faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling – påhviler den indklagede at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat.

11.

Kapitel I i direktiv 2005/60 (»Emne, anvendelsesområde og definitioner«) indeholder artikel 1-5. Artikel 1, stk. 1, i direktiv 2005/60 fastsætter, at medlemsstaterne skal sikre, at hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme forbydes. I henhold til artikel 2, stk. 1, nr. 1), gælder direktiv 2005/60 for kreditinstitutter som defineret i artikel 3, nr. 1). I henhold til artikel 5 i direktiv 2005/50 kan medlemsstaterne på det område, der er omfattet af dette direktiv, vedtage eller opretholde strengere bestemmelser for at forhindre hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme.

12.

Kapitel II i direktiv 2005/60 (»Kundelegitimationskrav«) indeholder artikel 6-19. Mens dette kapitels afdeling 1 (»Generelle bestemmelser«) i artikel 6-10 indeholder de grundlæggende bestemmelser om kundelegitimationsprocedurer, fastsætter afdeling 2 (»Lempede kundelegitimationskrav«) bestemmelser om lempede kundelegitimationsprocedurer, der kan anvendes i nærmere bestemte situationer.

13.

Artikel 13 i direktiv 2005/60 (eneste bestemmelse i dette direktivs kapitel II, afdeling 3, med overskriften »Skærpede kundelegitimationskrav«) bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne pålægger de institutter og personer, der er omfattet af dette direktiv, at skærpe kundelegitimationsforanstaltningerne på grundlag af en vurdering af risikoen, ud over de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 7 og 8 og artikel 9, stk. 6, i situationer, som i sig selv indebærer en øget risiko for hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme, og i hvert fald i de situationer, der er beskrevet i stk. 2, 3 og 4, og med hensyn til andre situationer, der frembyder en høj risiko for hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme, og som opfylder de tekniske kriterier, der er fastsat, jf. artikel 40, stk. 1, litra c).

2.   Hvis kunden ikke har været fysisk til stede for at legitimere sig, pålægger medlemsstaterne disse institutter og personer at træffe særlige, passende foranstaltninger til at opveje den højere risiko, f.eks. en eller flere af følgende foranstaltninger:

[…]

4.   Ved transaktioner eller forretningsforbindelser med politisk udsatte personer med bopæl i en anden medlemsstat eller et tredjeland pålægger medlemsstaterne institutter og personer, der er omfattet af dette direktiv,

[…]

6.   Medlemsstaterne sikrer, at de institutter og personer, der er omfattet af dette direktiv, er særlig opmærksomme på enhver risiko for hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme i forbindelse med produkter eller transaktioner, som kan fremme anonymitet, og om nødvendigt træffer foranstaltninger for at forebygge, at de benyttes til hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme.«

14.

Bestemmelserne i direktiv 2000/43 er blevet gennemført i dansk ret ved Lov om etnisk ligebehandling (herefter »ligebehandlingsloven«) ( 6 ). Den forelæggende ret har anført, at den danske lovgiver efter nærmere overvejelser besluttede ikke at indføje kriteriet om forskelsbehandling på grundlag af fødested i ligebehandlingsloven, idet dette kriterium ikke indgår i direktivet.

15.

Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme (herefter »lov om hvidvask af udbytte«) ( 7 ) indeholder bestemmelser, der gennemfører direktiv 2005/60. Mens § 12 i lov om hvidvask af udbytte således fastsætter de almindelige krav til kundelegitimation, fastsætter § 19, der i det væsentlige svarer til dette direktivs artikel 13, i dennes stk. 1, at de af loven omfattede virksomheder og personer ud fra en risikovurdering skal stille yderligere krav til legitimation af en kunde end nævnt i § 12 i de situationer, som i sig selv indebærer en øget risiko for hvidvask og terrorfinansiering. Dette betyder, at de som minimum skal opfylde kravene i stk. 2-4.

16.

Ismar Huskic (herefter »klageren«) blev født i Bosnien-Herzegovina i 1975. I 1993 flyttede han med sin familie til Danmark, hvor han har boet lige siden. Han blev dansk statsborger i december 2000. Han bor med sin samleverske, der ligeledes er dansk statsborger.

17.

Jyske Finans A/S (herefter »Jyske Finans«), der er et datterselskab af pengeinstituttet Jyske Bank A/S, tilbyder billån og billeasing til private og erhvervsdrivende i samarbejde med bilforhandlere.

18.

I juni 2009 indgik klageren og dennes samleverske en aftale med en bilforhandler om køb af en brugt bil. Bilkøbet blev delvist finansieret via et billån, som klageren og dennes samleverske optog i fællesskab i Jyske Finans. I forbindelse med vurderingen af låneansøgningen stillede Jyske Finans krav om, at klageren skulle fremlægge supplerende dokumentation, henset til, at det af hans kørekort fremgik, at han er født i Bosnien-Herzegovina. Et tilsvarende krav om supplerende dokumentation blev ikke fremsat over for hans samleverske, der i henhold til oplysningerne på hendes kørekort er født i Odense, Danmark.

19.

Klageren fandt Jyske Finans’ anmodning diskriminerende og indgav en klage til Ligebehandlingsnævnet, som bl.a. behandler klager over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse. Ved afgørelse af 10. december 2010 traf Ligebehandlingsnævnet afgørelse om, at Jyske Finans havde udsat klageren for indirekte forskelsbehandling, og pålagde Jyske Finans at betale 10000 DKK (ca. 1340 EUR) i godtgørelse.

20.

Jyske Finans fandt, at Ligebehandlingsnævnets afgørelse var i strid med lov om hvidvask af udbytte og ikke havde tilstrækkelig hjemmel i ligebehandlingsloven. Jyske Finans efterkom derfor ikke Ligebehandlingsnævnets afgørelse. Som følge heraf indbragte Ligebehandlingsnævnet sagen for Retten i Viborg som mandatar for klageren.

21.

Ved dom af 5. februar 2013 stadfæstede Retten i Viborg Ligebehandlingsnævnets afgørelse. Retten i Viborg fastslog dog, at Jyske Finans’ forskelsbehandling af klageren på grundlag af hans fødested udgjorde direkte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.

22.

Jyske Finans har anket Retten i Viborgs dom til den forelæggende ret.

23.

Jyske Finans har under sagen oplyst, at denne i forbindelse med behandlingen af klagerens låneansøgning anvendte en intern regel, nemlig den omhandlede praksis. Jyske Finans har anført, at den omhandlede praksis blev indført på baggrund af Jyske Finans’ forpligtelse til at overholde loven om hvidvask af udbytte. Den forelæggende ret har derfor lagt til grund, at kravet om supplerende dokumentation, som Jyske Finans fremsatte over for klageren, alene er baseret på det forhold, at det af klagerens kørekort fremgår, at han er født i Bosnien-Herzegovina og dermed i et tredjeland.

24.

Da den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt den omhandlede praksis udgør direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, og hvorvidt denne praksis ville kunne retfærdiggøres i lyset af de forpligtelser, der bl.a. pålægges pengeinstitutter med henblik på forebyggelse af hvidvaskning af penge, har den besluttet at udsætte sagen og forelægge følgende spørgsmål for Domstolen med henblik på præjudiciel afgørelse:

25.

Jyske Finans, Kongeriget Danmark og Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. I retsmødet den 12. oktober 2016 afgav disse parter mundtlige indlæg.

26.

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om den omhandlede praksis udgør direkte forskelsbehandling i henhold til direktiv 2000/43. I benægtende fald ønsker den pågældende ret med sit andet spørgsmål oplyst, om den udgør indirekte forskelsbehandling, medmindre den er objektivt begrundet og er forholdsmæssig. Med det tredje spørgsmål har den forelæggende ret anført en mulig begrundelse, der retfærdiggør den omhandlede praksis, såfremt den på det foreliggende grundlag anses for at udgøre indirekte forskelsbehandling.

27.

Jeg vil undersøge aspekterne af forskelsbehandling og retfærdiggørelse nedenfor i del A og B i denne analyse.

28.

Med de første to spørgsmål, som jeg vil besvare samlet, spørger den forelæggende ret nærmere bestemt, om den omhandlede praksis, hvorefter kunder behandles forskelligt afhængigt af deres fødested, udgør direkte eller indirekte forskelsbehandling i henhold til direktiv 2000/43.

29.

Jeg vil først gøre rede for, hvorfor det ikke alene på grundlag af en persons fødested kan fastslås, at der foreligger forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse som omhandlet i direktiv 2000/43. Disse betragtninger vil herefter kaste lys på spørgsmålet, om den omhandlede praksis udgør direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.

30.

I henhold til artikel 2, stk. 1, i direktiv 2000/43 betyder ligebehandlingsprincippet, at ingen må udsættes for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af »race eller etnisk oprindelse«. Det er forskelsbehandling af personer ud fra disse to kriterier, som dette direktiv har ulovliggjort.

31.

Indledningsvis bemærkes, at for at forebygge og bekæmpe racisme er det nødvendigt forinden at definere selve begrebet »race«. Denne øvelse er imidlertid i stigende grad blevet uacceptabel i moderne samfund ( 8 ). I overensstemmelse hermed har forbuddet mod forskelsbehandling på grund af race vel med tiden tabt sin fremtrædende rolle til det mindre åbenlyse og håndgribelige begreb forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, der som nævnt nedenfor i punkt 35 er en form for racediskrimination.

32.

Direktiv 2000/43 definerer ikke begrebet »etnisk oprindelse« og besvarer derfor ikke spørgsmålet om, hvorvidt der er en forbindelse mellem de to kriterier nævnt i punkt 30 og en persons fødested ( 9 ).

33.

Det er ikke overraskende. Det er vel en tilnærmelsesvis umulig opgave at formulere et kriterium, der gengiver det væsentligste indhold af en etnisk oprindelse, samt at beskrive, hvad der adskiller én etnisk oprindelse fra andre etniske oprindelser. Som Kommissionen spurgte i forbindelse med retsmødet, hvad skal der f.eks. til, for at en person kan siges at være af »etnisk dansk oprindelse«, og hvad adskiller en sådan person fra andre personer, herunder dem af etnisk »svensk« eller etnisk »norsk« oprindelse, for så vidt som disse etniske oprindelser overhovedet kan siges at findes? Det tilkommer ikke mig at byde ind med et svar på dette svære spørgsmål.

34.

Over for denne tavshed fra EU-lovgivers side har Domstolen imidlertid været nødt til (og er heller ikke veget tilbage fra) at give en autoritativ fortolkning. I dommen i sagen CHEZ Razpredelenie Bulgaria fastslog Domstolen, at begrebet »etnisk oprindelse« eller etnicitet »bygger på den opfattelse, at samfundsgrupper bl.a. kendetegnes ved indbyrdes at have samme nationalitet, religiøse overbevisning, sprog, kulturelle baggrund, traditioner og levested« ( 10 ).

35.

Med denne definition fulgte Domstolen Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (Menneskerettighedsdomstolen) retspraksis, hvori det er fastslået, at »etnicitet og race er beslægtede begreber […] etnicitet bygger på den opfattelse, at samfundsgrupper bl.a. kendetegnes ved indbyrdes at have samme nationalitet, religiøse overbevisning, fælles sprog, kulturel baggrund, traditioner og levested. Forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse er en form for racediskrimination« ( 11 ).

36.

En persons fødested angives ikke som et kendetegn for »etnisk oprindelse« som anført ovenfor i punkt 34 og 35. Anvendelsen af udtrykket »bl.a.« viser imidlertid, at de pågældende faktorer ikke er udtømmende. Det kan derfor ikke udelukkes, at en persons fødested kan udgøre en sådan faktor eller kan være en medvirkende faktor.

37.

Det skal dog fremhæves, at i den foreliggende sag er klagerens fødested det eneste kriterium, der fik Ligebehandlingsnævnet og efterfølgende Retten i Viborg til at fastslå, at den omhandlede praksis udgør forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, det være sig direkte eller indirekte. Dette forudsætter, at en persons fødested virker ind på denne persons etniske oprindelse som omhandlet i direktiv 2000/43.

38.

En sådan tankegang har imidlertid ikke støtte i direktiv 2000/43.

39.

Forskelsbehandling på grundlag af fødested er et selvstændigt kriterium for forskelsbehandling, der adskiller sig fra andre kriterier for forskelsbehandling såsom etnisk oprindelse eller nationalitet. Disse kriterier må ikke blandes sammen. Direktiv 2000/43 beskytter ikke mod forskelsbehandling, der ikke skyldes de deri opførte personlige kendetegn ( 12 ).

40.

I henhold til artikel 3, stk. 2, i direktiv 2000/43 omfatter beskyttelsen ved dette direktiv (der finder anvendelse for så vidt angår både den offentlige og den private sektor på en lang række områder, der er opregnet i dette direktivs artikel 3, stk. 1) f.eks. ikke forskelsbehandling på grundlag af nationalitet ( 13 ). Dette stemmer overens med tanken om, at det forhold, at en person besidder en given nationalitet, kun siger lidt om denne persons etniske oprindelse. Som anført i den retspraksis, der er nævnt ovenfor i punkt 34 og 35, udgør »fælles nationalitet« – dvs. nationalitet i ordets »etniske« betydning ( 14 ) – blot en af de faktorer, der kendetegner en given etnicitet.

41.

Efter min opfattelse gør det samme sig gældende i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt forskelsbehandling på grundlag af en persons fødested udgør forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Fødestedet udgør blot en enkelt faktor, der gør det muligt at konkludere, at en person eventuelt tilhører en given etnisk gruppe, men det er på ingen måde afgørende herfor. Hvilken etnisk oprindelse har f.eks. personer, der er adopteret fra tredjelande og bragt til EU eller EFTA? Et svar herpå kan ikke generelt gives på forhånd. Hvis en samfundsgruppe desuden kan anses for at udgøre et særskilt etnisk fællesskab hovedsagelig på grundlag af dennes religion, traditioner og levevis ( 15 ), hvad siger da en persons fødested om denne persons etnicitet, når den pågældende tilhører et sådant fællesskab?

42.

Jeg vil endvidere påpege, at begrebet »fødested« i sig selv er uklart. I den foreliggende sag er dette begreb som anvendt i klagerens kørekort blevet sidestillet med dennes fødeland til forskel fra hans samleverskes fødested. En landemæssig brug af kriteriet »fødested« gør det nemmere at drage den slutning, at den pågældende person tilhører en »fælles nationalitet«, der er et af kendetegnene for etnisk oprindelse i henhold til den ovenfor i punkt 34 og 35 nævnte retspraksis. Der findes imidlertid intet retligt grundlag for at antage, at der for hver suveræn stat alene findes én, og kun én, dertil hørende etnisk oprindelse.

43.

Endelig er det korrekt som anført af Kongeriget Danmark, at artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder forbyder ikke alene forskelsbehandling på grund af race eller etniske oprindelse, men også på grund af fødsel. Denne separate opregning forstærker imidlertid indtrykket af, at begreberne »etnisk oprindelse« og »fødsel« er forskellige.

44.

Dette bringer mig til at konkludere, at kriterierne vedrørende etnisk oprindelse og fødested ikke automatisk og nødvendigvis er knyttet til hinanden, hvilket Kongeriget Danmark da også anerkender. En persons fødested kan være en relevant faktor for vurderingen af, om den pågældende person tilhører en etnisk gruppe. Det kan imidlertid ikke fastslås, at der foreligger forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, alene ved en henvisning til en persons fødested.

45.

Direkte forskelsbehandling i henhold til artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2000/43 forudsætter, at den etniske oprindelse skal have været bestemmende for afgørelsen om at pålægge den pågældende behandling eller med andre ord, at denne behandling godtgøres at være blevet indført og/eller opretholdt af grunde, der relaterer sig til den etniske oprindelse ( 16 ).

46.

Retten i Viborg anførte i sin begrundelse for konklusionen om direkte forskelsbehandling for det første, at de fleste personer, der ansøger om lån eller finansiering hos Jyske Finans, er bosat i Danmark og er etniske danskere, og for det andet, at den omhandlede praksis derfor indebærer, at personer, der er født i tredjelande, behandles ringere end personer, der er født i Danmark. Retten i Viborg anførte derefter, at en sådan forskelsbehandling ikke er begrundet i de pågældende ansøgeres nationalitet, »men i deres geografiske oprindelse og dermed deres etniske tilhørsforhold« (min fremhævelse).

47.

Dette ræsonnement er urigtigt af flere årsager.

48.

For det første er forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse som konkluderet ovenfor i punkt 44 ikke en automatisk konsekvens af forskelsbehandling på grundlag af geografisk oprindelse eller fødested.

49.

For det andet er en erklæring om, at de fleste af de personer, der er født uden for Danmark, ikke er »etniske danskere« – hvis en sådan etnisk oprindelse da overhovedet findes – ikke tilstrækkelig til at fastslå, at der foreligger direkte forskelsbehandling. Om noget tyder det snarere på indirekte forskelsbehandling.

50.

Endelig er det ikke korrekt at begrænse sammenligningen til kun at omfatte på den ene side personer, der er født i Danmark, og på den anden side personer, der er født i et tredjeland. Den omhandlede praksis er ganske enkelt ikke begrænset hertil. En korrekt vurdering af, om der foreligger forskelsbehandling i henhold til direktiv 2000/43, kræver snarere, at det undersøges, om den omhandlede praksis indebærer forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse mellem på den ene side en person, der er født i en EU-medlemsstat eller et EFTA-land, og på den anden side en person, der er født i et tredjeland.

51.

Det fremgår ikke af forelæggelseskendelsen, at der foreligger dokumentation for, at den omhandlede praksis blev indført af grunde, der vedrører låneansøgeres etniske oprindelse.

52.

Kongeriget Danmark anførte imidlertid navnlig i retsmødet, at den omhandlede praksis ville kunne opfattes som direkte forskelsbehandling, idet dens reelle virkning er generelt at rejse mistro over for danske statsborgere, der er født i tredjelande, og som efter denne medlemsstats opfattelse almindeligvis ikke vil være af »etnisk dansk oprindelse«.

53.

Med hensyn hertil er det for det første irrelevant i forhold til direktiv 2000/43, at den omhandlede praksis behandler danske statsborgere, der er født i tredjelande, ringere end danske statsborgere, der er født i EU eller i et EFTA-land. Hverken deres statsborgerskab eller deres fødested er et personligt kendetegn, der er beskyttet i henhold til direktivet.

54.

For det andet bygger et sådant synspunkt på en forestilling om, at fødested, nationalitet og etnicitet går hånd i hånd. Af den ovenfor i punkt 3 anførte grund må dette synspunkt afvises.

55.

Endelig er den reelle virkning af den omhandlede praksis ikke tilstrækkelig til at fastslå, at der foreligger direkte forskelsbehandling ( 17 ).

56.

På det grundlag finder jeg ikke, at den omhandlede praksis udgør direkte forskelsbehandling i henhold til artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2000/43. Jeg vil nu undersøge, om den omhandlede praksis indebærer indirekte forskelsbehandling i henhold til direktivets artikel 2, stk. 2, litra b).

57.

For at en foranstaltning kan være omfattet af artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/43, er det tilstrækkeligt, at denne foranstaltning, selv om den er udformet med henvisning til neutrale kriterier, der ikke er baseret på etnicitet, bevirker, at navnlig personer af »en bestemt […] etnisk oprindelse« stilles ufordelagtigt ( 18 ). Indirekte forskelsbehandling kræver ikke nødvendigvis hensigt om forskelsbehandling ( 19 ). Indirekte forskelsbehandling kan fastslås ved ethvert middel, herunder på grundlag af statistisk materiale ( 20 ).

58.

Når det skal vurderes, om Jyske Finans’ brug af det neutrale kriterium fødested medfører indirekte forskelsbehandling, kan det anføres, at der er stor sandsynlighed for, at målretning af personer født uden for EU og EFTA-landene generelt berører personer af »en bestemt […] etnisk oprindelse« ufordelagtigt. Dette er grundlæggende Kongeriget Danmarks holdning, som er af den opfattelse, at det supplerende krav, der følger af den omhandlede praksis, navnlig berører personer, der er født i tredjelande og dermed personer af »etnisk ikke-dansk oprindelse«.

59.

En sådan opfattelse kan imidlertid ikke tiltrædes.

60.

Selv om det for argumentationens skyld antages, at Kongeriget Danmark har ret i, at personer, der ikke er født i denne medlemsstat, almindeligvis ikke er af »etnisk dansk oprindelse«, er dette ikke tilstrækkeligt til at fastslå, at der foreligger indirekte forskelsbehandling i henhold til artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/43. Indirekte forskelsbehandling i henhold til denne bestemmelse kræver nemlig, at den angivelige forskelsbehandling bevirker, at en bestemt etnisk oprindelse stilles ufordelagtigt. Sagt på en anden måde kræver anvendelsen af denne bestemmelse, at der identificeres en bestemt etnisk oprindelse (eller oprindelser, såfremt en praksis berører flere forskellige etniske fællesskaber), som er omfattet af beskyttelsen i henhold til dette direktiv, og som er blevet behandlet ufordelagtigt. I modsætning til Kongeriget Danmarks opfattelse, der er gengivet ovenfor i punkt 58, kan denne bestemmelse ikke forstås således, at den yder (en negativ) beskyttelse mod foranstaltninger, der angiveligt stiller en given etnisk oprindelse fordelagtigt, uden samtidig at identificere en bestemt etnisk oprindelse, der stilles ufordelagtigt. Selv om den engelske og den tyske ordlyd af artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/43 ikke kan siges at være fyldestgørende i denne henseende, anvender andre officielle sprogversioner mere præcise udtryk, der afklarer bestemmelsens mening ( 21 ) og har støtte i direktivets formål og generelle struktur ( 22 ). Dette formål er i overensstemmelse med 17. betragtning dertil »at forebygge eller opveje ulemper for en gruppe af personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse« (min fremhævelse). Det ville stride mod den generelle struktur i direktiv 2000/43 blot at anvende dettes artikel 2, stk. 2, litra b), abstrakt, henset til, at alle mennesker har hver deres etniske oprindelse – om end de muligvis endnu har til gode at afdække denne.

61.

For at udløse forbuddet mod forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, kræves det hverken, at den berørte person faktisk tilhører det etniske fællesskab, der er målet for en mindre fordelagtig behandling (i tilfælde af forskelsbehandling ved tilknytning; såkaldt »discrimination by association«) ( 23 ), eller at offeret skal identificeres positivt ( 24 ). Dette ændrer dog ikke ved den omstændighed, at artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/43 kræver, at der identificeres en bestemt etnisk oprindelse, der er mål for en diskriminerende foranstaltning. Dette bekræftes af Domstolens praksis.

62.

Domstolen har således for det første flere gange henvist til »medarbejdere, der har en bestemt etnisk eller racemæssig oprindelse«, »personer af en bestemt etnisk oprindelse« og »personer af en sådan etnisk oprindelse« (min fremhævelse), selv om den måske ikke bevidst lagde vægt på dette forhold ( 25 ).

63.

For det andet har de vigtigste sager, som Domstolen har behandlet vedrørende direktiv 2000/43, alle omhandlet identificerede grupper af personer, hvorom det var ubestridt, at beskyttelsen mod forskelsbehandling i direktiv 2000/43 fandt anvendelse ( 26 ).

64.

For det tredje skal undersøgelsen af, om der foreligger sammenlignelige situationer, udføres specifikt og konkret i lyset af den pågældende gunstige behandling og ikke generelt og abstrakt, således som Kommissionen også i det væsentlige anførte i retsmødet ( 27 ).

65.

Det ændrer ikke herved, at Kongeriget Danmark gjorde gældende under retsmødet, at Menneskerettighedsdomstolen for nylig i en flertalsafgørelse har fastslået, at nationale regler om familiesammenføring, som generelt berører personer af »etnisk udenlandsk oprindelse« ufordelagtigt, er i strid med artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention, sammenholdt med dennes artikel 14 ( 28 ). Den sag vedrørte nemlig forskelsbehandling af en stats egne statsborgere på grundlag af varigheden af deres statsborgerskab og derfor et emne, i forhold til hvilket direktiv 2000/43 ikke yder større beskyttelse end for så vidt angår en persons fødested. Dertil kommer, at mens ordlyden af de nævnte bestemmelser i konventionen – navnlig artikel 14 – ikke antyder, at det er nødvendigt at identificere en bestemt etnisk oprindelse, der udsættes for en diskriminerende foranstaltning, er dette ikke tilfældet med artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/43.

66.

Særligt hvad angår den foreliggende sag bemærkes, at den eneste klare oplysning, som er tilgået Domstolen, er, at klageren blev født i Bosnien-Herzegovina. En sådan mangel på oplysninger er dog ikke afgørende, idet spørgsmålet om, hvorvidt den omhandlede praksis udgør indirekte forskelsbehandling, må undersøges konkret på grundlag af selve den pågældende praksis.

67.

Faktisk synes den omhandlede praksis at berøre alle etniske oprindelser på samme måde, idet tredjelandene potentielt rummer samtlige jordens etniske oprindelser. Det er derfor udelukket, at den omhandlede praksis vil stille personer af en bestemt etnisk oprindelse »særlig ufordelagtigt« i forhold til andre personer ( 29 ).

68.

På baggrund af disse bemærkninger indebærer den omhandlede praksis efter min mening ikke indirekte forskelsbehandling i henhold til artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/43.

69.

Det følger af det ovenstående, at den omhandlede praksis hverken er omfattet af artikel 2, stk. 2, litra a) eller litra b), i direktiv 2000/43. Det er derfor ikke nødvendigt at undersøge det tredje forelagte spørgsmål. For det tilfælde, at Domstolen imidlertid finder, at den omhandlede praksis udgør indirekte forskelsbehandling, vil jeg besvare dette spørgsmål nedenfor i punkt 72 ff..

70.

Jeg finder det endvidere heller ikke nødvendigt at tage stilling til Kommissionens argument, der blev fremført i retsmødet, hvorefter den omhandlede praksis kan udgøre ulovlig forskelsbehandling mellem EU-borgere på grundlag af tidspunktet for opnåelsen af deres statsborgerskab ( 30 ). For det første har den forelæggende ret ikke rejst et sådant spørgsmål. For det andet har Domstolen ikke tilstrækkelige oplysninger til rådighed til at kunne tage stilling hertil, og de parter, der er nævnt i artikel 23 i statutten for Domstolen, har ikke haft lejlighed til at indgive indlæg herom, hvilket de har ret til. Endelig har jeg under alle omstændigheder vanskeligt ved at se relevansen af dette argument, henset for det første til, at Kommissionen med dette argument specifikt havde en mulig forskelsbehandling mellem danske statsborgere for øje. Dette er imidlertid igen udtryk for en fejlagtig opfattelse af den omhandlede praksis’ rækkevidde, der ikke er begrænset til disse statsborgere. For det andet vedrører den retspraksis, som Kommissionen har anført til støtte for sin holdning, EU-borgere, der efter at have udøvet deres ret til fri bevægelighed, har bosat sig i en anden medlemsstat og er blevet statsborgere dér. Mig bekendt er det ikke tilfældet i hovedsagen.

71.

Selv om klagerens oplevelse af forskelsbehandling som følge af den omhandlede praksis kan have givet anledning til vrede, er en sådan forskelsbehandling ikke ulovlig i henhold til direktiv 2000/43. På den baggrund bør Domstolen derfor ikke ty til en retlig konstruktion i et forsøg på at forbyde den pågældende forskelsbehandling, idet dette er en opgave, som EU-lovgiver rettelig skal påtage sig ved at udvide listen over de kriterier, der er beskyttet i henhold til dette direktiv.

72.

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om en praksis som den omhandlede kan anses for at være lovlig under hensyn til artikel 13 i direktiv 2005/60, som fastsætter regler om skærpede kundelegitimationskrav. Dette spørgsmål er knyttet til det andet forelagte spørgsmål, da det udgør en del af spørgsmålet om, hvorvidt den omhandlede praksis udgør indirekte forskelsbehandling. Til forskel fra sager om direkte forskelsbehandling ( 31 ) vil en sag, der på det foreliggende grundlag rejser spørgsmål om indirekte forskelsbehandling i henhold til artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/43, kunne undgå en sådan klassificering, såfremt forskelsbehandlingen er »objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige«.

73.

Jyske Finans har, støttet af Kongeriget Danmark, anført, at overholdelse af reglerne om forebyggelse af hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme er et legitimt mål, som i princippet kan retfærdiggøre den omhandlede praksis. Parterne i sagen er imidlertid ikke enige om, hvorvidt den omhandlede praksis er hensigtsmæssig og nødvendig.

74.

Jyske Finans er af den opfattelse, at dette er tilfældet, navnlig under hensyn til den generelle risikovurdering vedrørende det berørte land (Bosnien-Herzegovina) og den manglende fysiske kontakt mellem Jyske Finans og klageren, da låneaftalen blev indgået. Jyske Finans har endvidere anført, at den omhandlede praksis er hensigtsmæssig for at sikre kundekendskab og identifikation. Den er endvidere egnet til at afdække låneansøgerens ønske om at knytte bånd til en EU-medlemsstat eller et EFTA-land fremfor til det nationale fødeland og dermed i sidste ende at understøtte formodningen for, at den ønskede finansiering ikke realiseres ved et strakssalg af bilen og anvendelse af provenuet til formål, som direktiv 2005/60 søger at forebygge. Jyske Finans har desuden anført, at den omhandlede praksis ikke medfører stigmatisering af kunden, idet oplysningen om, at kunden er født i et tredjeland, er underlagt tavshedspligt, hvorfor anmodningen om fremlæggelse af et pas ikke offentliggøres.

75.

Kongeriget Danmark og Kommissionen er af den opfattelse, at den omhandlede praksis går videre end, hvad der er nødvendigt. Navnlig har Kongeriget Danmark anført, at direktiv 2005/60 ikke fastsætter nogen forbindelse mellem en persons fødested og risikoen for hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme. En sådan fremgangsmåde ville bidrage til en generel mistænkeliggørelse og stigmatisering af EU-borgere eller borgere i EFTA-lande, der er født uden for disse.

76.

Indledningsvis bemærker jeg, at formålet om at forebygge hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme efter min mening i princippet godt kan retfærdiggøre en indirekte forskelsbehandling: I dommen i sagen CHEZ Razpredelenie Bulgaria fastslog Domstolen, at forebyggelsen af svig og misbrug udgør legitime mål i henhold til artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/43 ( 32 ). Hvidvaskning af penge udgør en type svig og misbrug. Forebyggelse og bekæmpelse af hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme udgør desuden et legitimt mål, som i princippet vil kunne begrunde en hindring for den frie bevægelighed ( 33 ), og som derfor ligeledes vil kunne finde anvendelse i forbindelse med direktiv 2000/43.

77.

Det skal nu blot undersøges, om den omhandlede praksis er objektivt begrundet ved det pågældende mål, og om midlerne til at opnå dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige.

78.

Jeg vil her minde om, at Domstolen i Safe Interenvios-dommen ( 34 ) fastsatte retningslinjer for et kreditinstituts beføjelse til at anvende skærpede kundelegitimationskrav i henhold til direktiv 2005/60 og især grænserne herfor.

79.

For det første følger det af udtrykket »i hvert fald« i artikel 13, stk. 1, i direktiv 2005/60, at de i denne artikels stk. 2-4 omhandlede situationer ikke er udtømmende, og at der kan være andre situationer end de nævnte, hvor det kan være nødvendigt på et risikobaseret grundlag at anvende skærpede kundelegitimationsforanstaltninger ( 35 ).

80.

For det andet er direktiv 2005/60 et direktiv om minimumsharmonisering. Selv om en medlemsstat har gennemført dette direktivs artikel 13 korrekt i national ret, fremgår det af dette direktivs artikel 5, at medlemsstaterne kan vedtage eller opretholde strengere bestemmelser, når disse bestemmelser har til formål at bekæmpe hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme ( 36 ).

81.

For det tredje skal den berørte medlemsstat udøve sin beføjelse til at anvende skærpede legitimationsforanstaltninger i henhold til direktiv 2005/60 under overholdelse af EU-retten ( 37 ). Når en medlemsstat i sin lovgivning har delegeret denne beføjelse til de institutter og personer, der er omfattet af direktiv 2005/60, må dette krav ligeledes gælde for disse parter.

82.

Medlemsstaterne kan for det fjerde identificere de særlige foranstaltninger, der skal anvendes i visse specifikke situationer, eller give institutter og personer, der er omfattet af direktiv 2005/60, en skønsmæssig beføjelse til på grundlag af en passende risikovurdering at anvende de foranstaltninger, der vurderes at stå i et rimeligt forhold til den risiko, som en bestemt situation indebærer. Vurderingen af, om og i hvilken grad der foreligger en risiko for hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme med hensyn til en kunde, en forretningsforbindelse, en konto, et produkt eller en transaktion (alt efter den pågældende situation), er afgørende. Hvis der ikke foreligger nogen risiko for hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme, kan der ikke på det grundlag iværksættes forebyggende handlinger. Uden en sådan vurdering er det desuden hverken muligt for den pågældende medlemsstat eller i givet fald et institut eller en person, der er omfattet af direktivet, at afgøre, hvilke foranstaltninger der skal anvendes i det enkelte konkrete tilfælde ( 38 ).

83.

I denne sag følger det af ordlyden af det tredje forelagte spørgsmål, at det er lovligheden af den omhandlede praksis, der er rejst tvivl om, snarere end dens specifikke anvendelse i hovedsagen. I denne henseende er det som anført ovenfor ikke en forudsætning for denne vurdering, at der er identificeret et offer ( 39 ). Derfor er det et rent tilfælde, at det muligvis kan have været lovligt at kræve supplerende dokumentation af klageren udelukkende på grund af den angiveligt forhøjede risiko for hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme, der er forbundet med hans fødeland, dvs. Bosnien-Herzegovina. Under alle omstændigheder har Jyske Finans ikke i forbindelse med hovedsagen gjort gældende at have udført en specifik vurdering af denne risiko.

84.

Jyske Finans’ hovedsynspunkt er i det væsentlige, at den anmodede om supplerende dokumentation fra klageren med henblik på at opfylde reglerne om forebyggelse af hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme. Jyske Finans har imidlertid ikke anført, hvilken af de i artikel 13 i direktiv 2005/06 opregnede situationer der gjorde det nødvendigt for Jyske Finans konkret at anvende skærpede kundelegitimationskrav. Dertil kommer, at selv om det ikke tilkommer mig at give en autoritativ fortolkning af, om § 19 i lov om hvidvask af udbytte går videre end minimumskravene i henhold til direktiv 2005/60, forekommer det ikke helt urimeligt at antage – hvilket den forelæggende ret i givet fald vil kunne bekræfte – at denne bestemmelse, bortset fra de situationer, der er opregnet i dennes stk. 2-4, ikke i sig selv kræver, men snarere tillader, at de personer og virksomheder, der er omfattet af loven, anvender sådanne foranstaltninger i situationer, som i sig selv indebærer en øget risiko for hvidvaskning af penge og terrorfinansiering. Derfor synes spørgsmålet ikke at være, om Jyske Finans var forpligtet til at pålægge det supplerende krav i henhold til den omhandlede praksis, men snarere, om det var muligt for Jyske Finans at gøre det.

85.

På den baggrund kan den omhandlede praksis efter min opfattelse alene anses for at være objektivt begrundet, hensigtsmæssig og nødvendig i henhold til artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/43, såfremt den stemmer overens med de principper, der kan udledes af Safe Interenvios-dommen ( 40 ), som jeg har gjort rede for ovenfor i punkt 79-82. Det tilkommer den nationale ret at efterprøve, om dette er tilfældet. Domstolen kan imidlertid give retten vejledning med henblik på at afgøre den tvist, der er indbragt for den ( 41 ).

86.

Jeg vil gerne fremhæve, at et kreditinstitut er fuldt berettiget og måske endda forpligtet til at anvende skærpede kundelegitimationskrav, hvor der kan siges at være en øget risiko for hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme, bl.a. på grundlag af kundetype, land, produkt eller transaktion. Jeg vil endog ikke helt udelukke, at det i visse tilfælde kan være muligt at udlede en sådan risiko alene på grundlag af kundens fødested, navnlig under hensyn til de gældende anbefalinger fra Den Finansielle Aktionsgruppe (FATF) i denne henseende ( 42 ).

87.

Jeg vil imidlertid også minde om, at såfremt en sag på det foreliggende grundlag rejser spørgsmål om indirekte forskelsbehandling på grund af race eller etniske oprindelse, skal begrebet »objektiv begrundelse« fortolkes strengt ( 43 ).

88.

Jyske Finans’ anbringende om, at den omhandlede praksis er hensigtsmæssig, idet kunder, der er født i tredjelande, i højere grad kan forventes at bruge de genstande, for hvilke der er udstedt et lån, med henblik på at finansiere formål, som direktiv 2005/60 tilsigter at bekæmpe, er udokumenteret. Jyske Finans skal i det mindste objektivt godtgøre eksistensen og omfanget af den adfærd, der giver anledning til den omhandlede praksis og de præcise grunde for, hvorfor denne adfærd eventuelt vil fortsætte uden den pågældende praksis. Navnlig kan Jyske Finans ikke basere sin begrundelse på generelle erklæringer eller ikke-underbyggede udsagn ( 44 ). Selv om det i denne henseende kan siges, at dette direktivs artikel 13, stk. 2-6, indirekte virker på grundlag af stereotyper i forhold til visse personer eller transaktioner (»profilering«), kræver anvendelsen af disse bestemmelser i modsætning til den omhandlede praksis en individuel vurdering.

89.

Endvidere går den omhandlede praksis ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå målet om at bidrage til bekæmpelsen af hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme, da den finder anvendelse generelt over for alle personer, der er født i et tredjeland. Dette medfører, at skærpede kundelegitimationskrav finder anvendelse i situationer, der ikke er omfattet af artikel 13, stk. 2-6, i direktiv 2005/60, uden en individualiseret risikovurdering. Den skønsbeføjelse, som de af direktiv 2005/60 omfattede institutter og personer har til at anvende skærpede kundelegitimationsforanstaltninger i situationer, hvor de ikke er forpligtede til det, kan ikke udøves på en måde, der ville kunne omgå den beskyttelse, som direktiv 2000/43 yder.

90.

For så vidt angår nødvendigheden af at opretholde den omhandlede praksis i tilfælde, hvor der ikke er fysisk kontakt mellem Jyske Finans og dets kunder, fremgår det af de sagsakter, der er tilgået Domstolen, at Jyske Finans selv i et elektronisk dokument, der indeholder en generel beskrivelse af, hvordan det sikrer sig, at lov om hvidvask af udbytte overholdes, antager, at risikoen for hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme generelt er ret begrænset, når der er tale om en sådan type transaktion. De anførte årsager hertil er bl.a., at den pågældende finansiering er begrænset til løsøre, og at der har været forudgående kontakt mellem kunden og bilforhandleren (sidstnævnte er ofte selv kunde i Jyske Finans). På den baggrund synes Jyske Finans’ anbringende om, at der foreligger en risiko på grund af manglende fysisk kontakt, inkonsekvent.

91.

Endelig bemærkes, at argumentet om, at Jyske Finans ikke meddeler offentligt, når det stiller krav over for en kunde om, at denne skal fremlægge et pas som led i den omhandlede praksis, og at et sådant krav derfor ikke medfører stigmatisering, angår snarere spørgsmålet om, hvorvidt den omhandlede praksis medfører forskelsbehandling. Hertil skal blot anføres, således som Kommissionen har gjort gældende, at direktiv 2000/43 hverken fastsætter en de minimis tærskel, under hvilken dette direktivs beskyttelse ikke finder anvendelse ( 45 ), eller stiller krav om, at en særlig ufordelagtig behandling offentliggøres, for at den kan betegnes som forskelsbehandling ( 46 ).

92.

Som følge deraf er det min opfattelse, at den omhandlede praksis hverken er objektivt begrundet ved målet om at forebygge hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme eller er nødvendig for at opnå dette mål. I sidste ende tilkommer det imidlertid den forelæggende ret at træffe afgørelse om dette spørgsmål under inddragelse af alle de relevante omstændigheder og under hensyn til reglen om omvendt bevisbyrde i artikel 8 i direktiv 2000/43.

93.

Ikke desto mindre vil denne opgave dog kun påhvile den forelæggende ret, såfremt Domstolen finder, at den omhandlede praksis indebærer indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Som anført finder jeg ikke, at det er tilfældet.